Sted: Ikke så langt inde i den sydøstlige del af Amazonitskovene
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet og en smule lummert, lovende torden og regn

Skovbundens visne blade raslede sagte under hans store poter og årets nye grønne planer gled kildende over hans krop. Der var ingen sti at følge, men han vidste hvilken vej, han skulle. Hans blå øjne stirrede lige frem, mens hans store bløde ører bevægede sig efter alle lyde omkring ham. Var der fare på færde? En fugl fløj op og han drejede kort hovedet, men fortsatte sit luntende løb. Og snart så han frem igen, koncentreret om at komme fremad i mellem de små træer og buskadset, der voksede i mellem dem. Denne skov var ikke som dem hjemme, meget mere larmende med så mange blade, men han kunne godt lide den. Der var en stemning over den, han følte sig hjemme i.

Men det betød ingenting, han var blot på gennemfart. Han havde udført en opgave, en blodig en af slagsen, for sin herre og nu var han på vej hjem igen. Der var langt og det ville tage ham dage, men han var mere udholdende end en hest og behøvede ikke at følge vejene. Han elskede det. Den frihed der var for ham, ved bare at kunne løbe igennem dette sære land, han var blevet taget til. Han lærte om naturen og sine omgivelser. Så dyrene, planterne. Og ensomheden var fantastisk. Ensomheden, hvor ingen forventede noget af ham, ingen stod klar til at bringe ham smerte over ting, han ikke var herre over. Og hans krop elskede at røre sig, skubbe sig selv til det yderste. En gang i mellem satte han farten op fra lunteriet, bare for at mærke sine muskler anstrenge sig og lungerne hive efter vejret.

Men lige nu var krattet lidt for tykt og af instinkt vidste han, at der i denne skov var væsner, han skulle undgå. Måske derfor han følte sig hjemme her. Han var et af de væsner, man skulle gå udenom. Så han var opmærksom på sine omgivelser, men samtidigt var det næsten hypnotiserende at tvinge sin krop til at fortsætte og en gang i mellem glippede hans opmærksomhed en smule.

Smerten var pludselig, fik ham til at tumle om i underskoven med et hyl. En klynk lød fra ham, som han forsøgte at komme på benene, finde ud af, hvad der havde ramt ham. En pil. Skaftet stak ud fra hans side, helt nede ved låret, i det område, hvor hans skæl, der ellers dækkede en stor del af hans krop, ikke sad, nok fordi de ville hæmme hans bevægelse, hvis de gjorde. Den havde ramt godt, alt for godt, han var ikke i tvivl om, at bevægede han sig for meget, eller skiftede han skikkelse, ville hans organer tage for stor skade. Den kunne slå ham ihjel.
Langsomt gled han ned på siden at ligge. Vejrtrækningen overfladisk og de isblå øjne fyldt med smerte. Han blev nødt til at få den ud, så han kunne starte med at heale. 

Ikke at det var hans eneste problem. Nogen havde skudt pilen af sted. Hvem? Og hvad ville de gøre ved ham? Han kunne ikke forsvare sig, ikke nu. Men blev han nødt til det, ville han prøve. Smerten kunne han klare, men han ville ikke dø. En svag lyd kom fra ham og han lukkede kort øjnene. Det så sort ud.

Det var så længe siden, Ez sidst havde været på jagt, at han nær havde frygtet, at han helt havde mistet evnen til at spore vildt og ramme det. Skoven, han havde slået lejr i, var ukendt for ham, men barndommen i en bjergskov havde dog rustet ham til at kunne klare lidt af hvert. Og han nød at bo i det fri igen. Dianthos havde været for stor og larmende for ham, for mange folk, for meget støj, for mange meninger... Herude var der roligt, frit for fordomme og vrede. Her var der bare... fred.

Det skete på ét sekund. Ez havde stirret i staver op på trækronerne, da han hørte lyden af et dyr komme fra krattet til venstre for ham. Hans krop reagerede prompte uden overhovedet at skænke det den mindste tanke; Han spændte sin bue, vendte sig og skød. Der hele var nærmest én flydende bevægelse, og han nåede slet ikke at opfatte, hvad der var sket, før det var overstået. Et bredt smil spredte sig på hans solbrændte ansigt, da han hørte dyret klynke. Han havde ramt plet! Men smilet forsvandt næsten lige så hurtigt igen, da det gik op for ham, at dette ikke var lyden af en hjort eller noget andet spiseligt dyr, Ez kendte til, og han kendte til mange.

Han tog hurtigt buen over ryggen og skyndte sig igennem krattet for at finde sit bytte. Kviste og torne rev hans ansigt og hænder, mens han søgte mod lyden.

"Åh..."

Det var helt bestemt ikke en hjort. Men... det var heller ikke en ulv, eller noget andet dyr, Ez kendte til. Det så uhyggeligt ud, næsten mareridtsagtigt, og hvis Ez havde mødt det i enhver anden situation havde han enten dræbt det eller flygtet. Men nu? Nu lå det dér og så så sølle ud...

"Undskyld," sagde Ez og knælede langsomt og forsigtigt ned ved dyrets side, dog på behørig afstand, hvis dyret nu skulle blive aggressivt. "Jeg... jeg troede, du var en hjort. Det var ikke meningen..."

Han rakte forsigtigt en hånd ud mod såret.

"Vil du lade mig undersøge dig? Jeg kan hele dig, hvis du giver mig lov."

Det var tydeligt at høre personen nærme sig igennem krattet og Zofrosts hjerte satte farten lidt op og hele hans sitrede i trangen til at forsøge at komme væk eller forsvare sig, men han blev liggende. Han skulle bevæge sig så lidt som muligt, spare på sin kræfter og forsøge at holde pilen i ro. Han følte, at han kunne mærke den bevæge sig i hans indre, hver gang han trak vejret. Skaftet flyttede ganske svagt på sig med hans hjerteslag. 

De blå øjne rettede sig i mod det sted, hvor han kunne høre det andet væsen kom fra og snart dukkede en skikkelse op. En mand. Zofrost blottede tænderne og begyndte dæmpet at knurre for at advare ham. Jo nærmere han kom, jo højere blev hans knurren. De store ører bevægede sig ved lyden af hans stemme. Lidt forvirret overvejede Zofrost, om han vidste at han ikke var et dyr eller om manden altid talte sådan til dyr. Han vidste det ikke. Men både stemme og ord var venlige nok. Dog kunne han ikke lade være med at løfte hovedet og snerre, da manden rakte ud i mod pilen. Det gjorde ondt, han skulle ikke røre!
Langsomt forsvandt hans snerren dog og han blev tavs. Heale. Kunne manden heale? Om han kunne eller ej var næsten lige meget. Pilen skulle ud og han ville ikke kunne gøre det selv, ikke uden at være i risiko for at slå sig selv ihjel.

De blå øjne gled fra manden til pilen, en svag smertefuld lyd kom fra ham, inden han så på manden igen, og langsomt lagde ørerne ned og nikkede, hvor sært det end måtte se ud, hvis man anså ham for at være et dyr. Han måtte fjerne pilen. Det store hovedet dumpede ned på jorden igen og han lukkede øjnene. Forsøgt at slappe så meget af som muligt, selvom han vidste, hvad der ville komme. Det var ikke første gang, at han var blevet ramt af en pil. Langt fra. Men denne sad virkeligt ikke et godt sted og han frygtede for sit liv. Nok hadede han sit liv, men han ønskede ikke at dø. Og da slet ikke for en vildfaren pil fra en venlig person. Han sank en klump og forsøgte at trække vejret roligt, men vejrtrækningen fortsatte overfladisk og hans hjerte hamrede af sted. Få den ud. Nu.

Ez vidste ikke rigtigt, hvad han havde forventet, men han havde ihvertfald ikke forventet, at dyret ligefrem ville nikke til ham! Ez' øjne blev store af overraskelse, og det tog han et øjeblik, før han fik taget sig sammen igen.

Forsigtigt satte han sig bedre til rette ved dyrets side - var det et dyr? Måske var det et menneske, eller menneskelignende væsen, der blot kunne forvandle sig? Ez havde ikke tid til at tænke på det lige nu. Han samlede hurtigt sit lange hår i en knold, så det ikke kom i vejen, og afslørede derved sine spidse ører, men det tænkte han ikke over lige nu. Det var vigtigere at få den pil ud af dyrets side.

"Det skal nok gå," sagde Ez roligt og strøg en blid hånd over dyrets ryg. Det var mystisk med den blanding af læderagtig hud og skæl, men når man havde vænnet sig til det, så var dyret egentlig ret flot på sådan en rå, vild måde. Ez måtte huske at prøve at finde ud af, hvilket slags dyr det var.

Langsomt for ikke at volde yderligere smerte på dyret, rakte Ez en hånd ud og tog fat om pilen. Det var heldigvis ikke en af de fine pile med modhager på pilehovedet. Nej, det var en hjemmelavet pil med et stykke sylespidst flintesten bundet på spidsen med fin lædersnor. Det var måske ikke de bedste pile i verden, men Ez havde ikke mulighed for at lave nogle bedre lige nu.

"Jeg tæller til tre," fortalte Ez dyrets, mens han tog godt fat om pileskaftet. Den anden lå klar lige ved siden af såret, klar til at dække det og presse på det, når blodet begyndte at flyde.

"En... to... tre!"

Pilen var ude i ét snuptag. Ez lagde hurtigt pilen fra sig og gravede med sin frie hånd et stykke bomuldsstof frem fra sin lædertaske, som han pressede mod det blødende sår. Han havde også helende urter og salver med sig, men såret skulle lige holde op med at bløde så kraftigt først.

Zofrost så ikke på manden, som han bevægede sig rundt, han ventede i stedet på at smerten ville blive værre. Men det gav et svagt ryk i ham, da en hånd gled ned af ryggen på ham, og han åbnede øjnene for at se frem for sig. Havde han ikke haft brug for manden til at fjerne pilen, ville han have bidt ud efter ham i ren automatik ved at blive rørt uønsket ved. Det plejede ikke at være et kærtegn, når andre lagde sine hænder på ham.

Endeligt tog manden fat om pilen, og Zofrost gjorde hvad han kunne for at slappe af. Mens der blev talt ned, lukkede han øjnene igen, forsøgte at forberede sig. Det gik stærkt, men smerten fremkaldte en blanding mellem en snerren og en klynken fra ham og det gav et ryk i hans krop. Det var med ren vilje, at han ikke forsøgte at bide manden, han gjorde ham ondt, det skulle han lade være med. Han kunne mærke det bløde, mærke sit indre være gået i stykker og det fik ham til at synke en klump. Bare han helede hurtigt nok.

Manden lagde et pres i mod hans sår, og Zofrost løftede hovedet for at se på ham. Hvem var han? Og hvorfor hjalp han? Hvad ville han? De isblå øjne kneb sig lidt sammen, mens han betragtede ham, men til sidst blev hovedet for tungt og han lagde det ned igen. Skulle han skifte skikkelse? Han var ikke sikker på, at det var en god idé med såret i siden, men det var næsten bedre at gøre det nu end når det var halvt helet. Måske han bare skulle lade være og lade manden behandle ham som det dyr, han vist troede, at han var. Lige nu var det det nemmeste, selvom han vel burde takke ham, selvom det var ham, der skød ham til at starte med. 

Smerten var dog stadig intens og han valgte træt at blive liggende i sin nuværende form. Lade manden lave, hvad han havde lyst til med såret. Det ville vare en halv times tid, inden såret ville være helet af sig selv, så han havde ikke travlt med at rejse sig og komme af sted. En halv time fra eller til, når han først var hjemme om dage, det gjorde nok ikke noget.
Man skulle dog ikke tage hans afslappethed for rene varer, han var meget opmærksom på, hvad manden lavede. Han kunne nå at ændre mening og forsøge at slå ham ihjel. Zofrost stolede ikke på nogen.

Ez var ikke dum, og det var bestemt ikke første gang, han havde haft et såret dyr mellem hænderne, og derfor var han klar, hvis dyret pludselig skulle blive forskrækket over smerte og angribe ham. Det skete heldigvis ikke, og Ez slap et lille, lettet suk, da alt så ud til at gå, som det skulle. Mens han stadig holdt presset mod såret, rodede han rundt i sin taske for at finde den rigtige salve. Salven kunne ikke hamle op med healing-magi, men den kunne lukke et sår på en dags tid, hvis man ellers slappede af og ikke hoppede for meget rundt. Det var bedre end ingenting. Mens han ventede, smilede Ez undskyldende til dyret, da det løftede hovedet og kiggede på ham.

"Undskyld," sagde han igen. "Det var ikke meningen at skyde dig. Jeg håber, du kan tilgive mig."

Det virkede nok lidt mærkeligt, at en fuldvoksen elvermand sad der og talte til et dyr, som ikke kunne svare igen. Men Ezø mor havde lært ham, at behandle alle levende væsner, også de umælende, ligeværdigt og md respekt, så Ez havde altid behandlet dyr lige som han behandlede alle andre. Dette betød, at han ofte talte til dem, som om de kunne forstå ham, for han gjorde ikke forskel. Og desuden havde det været rart at have nogen at tale med, som ikke var hans forældre, mens han voksede op som enebarn på den ensomme bjergside.

"Åh, du... du kan heale dig selv?" spurgte Ez, da han få minutter senere kiggede til såret og så, hvordan det allerede stille og roligt var ved at trække sig sammen.

"Jamen, så vil jeg bare give dig lidt mod betændel-- pis!"

Ez havde vendt sig for endnu engang at rode lidt rundt i sin taske, da han havde fået øje på pilen på jorden ved siden af sig. Den manglede sin spids! Og spidsen lå ikke på jorden omkring, hvilket betød, at den kun kunne være ét sted, og det var dybt inde i dyrets sår. Hvis såret lukkede sig om spidsen, ville det være meget galt. Pilen var i forvejen for tæt på dyrets vigtige organer, og hvem ved hvilken dødelig skade, den kunne gøre, hvis dyret fik et slag eller faldt? Nej, den spids måtte ud!

Ez sukkede og fandt en lille krukke frem. Krukken indeholdt en leragtig substans, der var blandet op med forskellige lægende og rensende urter. Ez tog en klump mellem hænderne og rullede hurtigt en pølse, som han pressede ned i såret. Det ville forhindre såret i at lukke sig, mens Ez forklarede dyret, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Han måtte utænke en plan, finde ud af, hvordan han kunne få spidsen ud uden at gøre yderligere skade på det stakkels dyr.

Zofrost reagerede ikke på mandens ord, men blev liggende fladt med blikket lige frem for sig. Om han kunne tilgive ham? Han havde ikke forsøgt at skade ham endnu, det måtte være tilgivelse nok. De fleste ville nok være vrede over at blive skudt ned af en pil, men for Zofrost var det ikke ligefrem unormalt med skader, så han var bare ret flad indeni over det. Manden sagde, at han ikke havde gjort det med vilje, ja han havde undskyldt og hjulpet med at få pilen ud. Så nu var Zofrosts fokus mere på at heale og komme videre. Han var ikke ligefrem glad ved at blive rørt ved eller være nær fremmede. 

Manden måtte være opmærksom på detaljer, siden han allerede kunne se, at såret var ved at hele, det føltes ikke som om, at det var holdt op med at bløde endnu. Men Zofrost fnyste bare svagt, så måtte han selv tolke det som om, at det var et svar eller ej.
Pis. Udbruddet havde nær fået Zofrost til at springe på benene, forskrækket. Havde nogen sneget sig ind på dem, uden han havde opdaget det?! Hans overkrop løftede sig halvt fra jorden og hans blik fulgte mandens. Ned på jorden. Hvor pilen lå. Det gik med det samme op for ham, hvad der var galt. Spidsen manglede. En opgivende lyd kom fra ham og han gled ned på jorden igen. Hvad så nu? Pilespidsen skulle ud. Den kunne lave for meget ravage i hans indre. Og den var nemmere at få ud nu, hvor der allerede var hul. 

Hans tanker blev afbrudt, som manden trykkede noget ind i hans sår. En svag snerren kom fra ham, det gjorde ondt og hvad i alverden var det?! Endeligt fik han nok og begyndte at kæmpe sig på benene. Nu hvor skaftet af pilen i det mindste var ude, var skaden til at håndtere og han kom op at stå og trådte nogle skridt væk fra manden, med tænderne blottet. Han slap ham kort med blikket for at se mod det, der var presset ind i såret. Han kunne ikke regne ud, hvad det skulle gøre godt for. Hans blik vendte hurtigt tilbage til manden. Måske det bare var nemmere at skifte, nu det kun var spidsen, der kunne gøre skade. Han tøvede lidt, men valgte så at gøre det. 
Og i en meget hurtig bevægelse, der næsten kunne misses, hvis man blinkede på det rigtige tidspunkt, skiftede han skikkelse. Med en grimasse af smerte tog han sig til siden, lige over hoften, og gled bagover for at sætte sig. 

I menneskeskikkelse havde han bar overkrop og et par løse bukser i noget grønt stof af hør. Hans fødder var bare og det lange multifarvede hår hang løst om hans hoved. De blå øjne var det samme, som de stirrede på manden i en blanding af smerte og mistro. Overkroppen fremviste flere ar og gav bevis på, at det langt fra var første gang, at han var kommet til skade.

Ez sprang forskrækket tilbage, da dyret pludselig holdt op med at være et dyr og i stedet tog skikkelse af en mand. Dét havde Ez ikke ligefrem forventet, og han fik sprunget op så hurtigt, at han snublede baglæns over en trærod og faldt ned på røven med et dunk og et grynt af smerte.

Der gik dog ikke lang tid, før Ez var kommet sig over det første cho, og da han lige havde ømmet sig lidt, kom han hurtigt på benene for at nærme sig manden.

"Det må have gjort ondt at skifte," sagde han forsigtigt efter et blik på mandens ansigt. "Jeg vil gerne hjælpe dig, men... spidsen sidder for langt ind, til jeg kan nå den med fingrene. Jeg skal bruge en tang eller noget i den stil. Bor du i nærheden?"

Ez prøvede sit allerbedste for at få manden til at slappe af, så de kunne finde ud af noget sammen. Han havde tydeligvis levet et hårdt liv, og han var på vagt overfor det meste, lod det til. Ez var dog mindre bange for ham nu, hvor han ikke havde skarpe tænder og kløer mere.

Zofrost flyttede ikke blikket fra mandens ansigt, selvom alle hans sanser rakte ud for at være sikker på, at han var sikker. Bæstets gode sanser fulgte ikke med over i menneskekroppen og det var altid som at få hovedet under vand, når han skiftede. Det var noget, han var vant til, men det var altid frustrerende at miste sit naturlige vagtværn i mod farer.
Manden så ud til at blive forskrækket over skiftet og det kunne man vel ikke fortænke ham i. Der var ikke meget bæst over Zofrost, der trods den lidt bedre tid ved Balthazar, stadig var tynd og senet og ikke så ud til at kunne udgøre en ret stor fare. Han var dog noget stærkere end han så ud og forstod sig på at slås.

Men lige nu blev han siddende med en hånd over såret og mistroen i blikket. Da manden kom nærmere, skubbede han sig lidt tilbage for ikke at han skulle komme for tæt på. Men hvad var der at gøre? Han havde stadig brug for hjælpen og han ville ikke komme langt, ikke lige nu. 
Hans blik flakkede kort, da manden snakkede til ham, inden han rystede på hovedet til spørgsmålet. Efter et sidste mistroisk blik, flyttede han hånden og så ned på såret, hvor den underlige substans stadig sad i såret. Uden tøven pillede han det ud. Selvom manden virkede til at vide noget om medicin, ville det der ikke gøre noget godt. Hvad end det var. I stedet undersøgte at såret med fingrene, næsten som det ikke gjorde ondt. Han havde prøvet værre. Han vidste ikke, hvor langt spidsen sad inde, men nu ville han selv kunne få den ud. Måske.

Hans blik gled til manden igen, hen over alle tingene, han havde med. Dér.
"Kniven."  Hans stemme var hæs af ikke at være brugt og det var lidt som om, at han havde glemt, hvordan man brugte ord, så han rakte i stedet hånden frem for at sige, at han gerne ville låne den. Det var mange dage siden, at han havde været menneske, det skulle lige tilbage til ham. De isblå øjne stirrede fast på ham, meget mere fast end de normalt ville gøre, men den indre styrke, der fulgte med dyret, sad fast i ham endnu. Den ville langsomt forsvinde, forblev han i sin menneskeskikkelse, og slaven ville komme frem igen.

Ez' blik fulgte mandens hånd til dér, han pegede hen. Så han  ville have Ez' kniv? Det var en ekstremt dårlig idé, og især når såret stadig ikke var blevet renset ordenligt. Ezø kniv har fyldt med gammelt dyreblod og skidt... Den var på ingen måde klar til at blive brugt.

Ez lagde en hånd på kniven og rystede hovedet, mens han trak sig en smule væk, så manden ikke pludselig kunne lave et udfald mod ham.

"Dit sår skal renses først," sagde han med en hvis myndighed i stemmen. Han var trods alt en meget erfaren healer. "Såret er beskidt, og kniven er endnu mere beskidt. Der går bare betændelse i såret, og det kan nemt koste dig livet på en meget langsom og smerteful måde."

Ez kløede sig lidt i det mørke hår. Hvad kunne han gøre? Manden så ikke ud til at have det ret godt, og hvis såret ikke blev renset og pilespidsen ikke kom ud, så ville han kun få det endnu værre.

"Mit navn er Ezhno, og jeg vil gerne hjælpe dig," sagde Ez så. "Jeg kan bære dig tilbage til min lejr. Der har jeg flere redskaber, og jeg kan få renset dit sår ordenligt."

Da manden trak sig lidt tilbage og tydeligvis ikke ville låne ham lin kniv, lod Zofrost armen falde igen. Ordene om betændelse fik Zofrost til at himle let med øjnene, noget han ellers aldrig ville gøre, men situationen lagde op til det. Virkeligt? Det bekymrede ham? 
"Der går ikke betændelse i." Selvfølgelig kunne den fremmede ikke vide, at han aldrig blev syg på den måde. Ikke medmindre det var ekstremt, for eksempel dengang hans daværende ejer havde efterladt ham i en brønd med iskoldt vand i flere dage, der var han nær død af lungebetændelse... Tankerne trak han hurtigt tilbage til nuet i stedet for det kolde mørke, der nær havde slået ham ihjel.

Navnet sagde ham ikke så meget, men han lavede en mental note om det. Den slags var vigtigt at huske, så man ikke kom i problemer for at glemme. Ordene der fulgte fik ham til at stirre lidt på ham. Bære ham? Til sin lejr. Det havde han da ikke tid til. Kunne han ikke bare låne han kniven, så han kunne få det overstået, hvile lidt og så komme videre? Hans blik gled kort til himlen, men det var stadig tidligt på dagen. Derefter gled hans blik til kniven igen, kort overvejende om det var værd at forsøge at tvinge den fra ham, men den tanke gav han nu hurtigt op på. Han var skadet og der skulle ikke noget til, for at gøre det værre.

Efter kort overvejelse, begyndte han at kæmpe sig på benene. Det gjorde forbandet ondt, men man kunne næsten ikke se det på hans lige nu neutrale ansigtsudtryk. Men han var bleg. Hans hånd lagde sig over såret igen, inden han skævede mod mandens ansigt.
"Hvor langt er der til din lejr?" Det burde være tydeligt, at han havde tænkt sig at gå selv. Bæres, det var ude at billedet. Han flyttede lidt på sig og sukkede så uhørligt.
"Mit navn er Zofrost." Han var ikke glad for at sige det, men det var vel forventet, når den anden havde introduceret sig selv. Han havde stadig styrke i sine ord og sin kropsholdning, var stadig sig selv. Endnu.

Ez havde aldrig oplevet noget lignende; en mand, der kunne forvandle sig til et stort ulvedyr, og som kunne rejse sig efter at blive gennemboret af en pil i maven? Manden - Zofrost - måtte være helt særlig og meget stærk. Ez var imponeret, selvom det gibbede i ham for at få lov til at hjælpe ham. Det var dog tydeligt, at Zofrost ikke havde lyst til det, og det måtte Ez respektere.

"Ikke så langt," sagde han og pegede mod øst. "Denne vej."

Ez vendte sig og begyndte at gå. Han var vant til at gå igennem skov og krat, og hans lange ben hjalp ham til at bevæge sig hurtigt og næsten lydløst frem. Under normale omstændigheder ville han komme frem hurtigt, men Ez sørgede for at holde tempoet nede, så Zofrost kunne følge med.

Zofrosts blik fulgte den pegende finger. Det var i det mindste i den rigtige retning. Den anden mand begyndte at gå og Zofrost fulgte efter. Langsomt, som hvert eneste skridt sendte skarpe lyn af smerte igennem hans side og mave. Ja, såret healede, men lige nu var det stadig et åbent sår, og selvom det var holdt op med at bløde, gjorde hans bevægelser det værre og han kunne mærke sine fingre blive våde. Ikke meget, heldigvis. Hvad der skete i hans indre med en skarp pilespids til at flyde rundt, ja det forsøgte han at lade være med at tænke for meget over.

Han koncentrerede sig mest om at gå, selvom han til stadighed løftede blikket fra jorden for at se, om de stadig var alene. Det kunne være en fælde, der kunne være flere folk. En gang i mellem vaklede han kort eller måtte støtte sig til et træ, men det var ikke noget, der stoppede ham i at gå. Trods smerten var han tavs, ikke en lyd kom fra ham og hans ansigt var kun let sammentrukket. Det var først, når man så i hans øjne, at man kunne se, hvor ondt han havde. 

Hvad lavede han? Hvorfor lod han manden føre sig et ukendt sted hen? Han skulle bare bruge kniven, bide i en pind og få det hele overstået. Hvile lidt, vente på at smerten og såret var væk. Måske var det den myndighed, manden havde snakket til ham med. Noget Zofrost igennem de sidste 20 år var banket til at adlyde. Selvom han virkede stærk, var det kun en lille del af ham, en lille del, der kom frem efter over en uge i den anden skikkelse. Størstedelen af ham gjorde, som andre sagde han skulle. Kæmpede ikke i mod, når nogen bestemte over ham.
Hvem vidste. Det var ikke noget Zofrost selv skænkede en tanke, som han skridt for skridt kæmpede sig frem.

Da de kom frem til mandens lejr, lod Zofrost blikket glide rundt. Der så ikke ud til at være fare på færde, så endeligt lod han sine ben give efter under sig, og han gled ned af et træ for at sætte sig på jorden. Hans hud var blevet klam, han var mere bleg end før og blodet var løbet ud i mellem hans fingre. Men hans blik var lige så fast som før. Han havde ikke givet op og han havde ikke tænkt sig at lade manden gøre for meget. Hvorfor? Fordi han ikke ville stå i gæld, heller ikke selvom manden egentligt bare rettede sin egen fejl.

Ez' lejr var ikke meget mere end et telt, som egentlig bare var et stykke kraftigt lærred, der var spændt op mellem to træer, og en bålplads. Under lærredet stod et tykt egetræsbræt, som Ez kunne tage i skødet og bruge som bord, og en bunke skind og tæpper, som han brugte til at sove i.

Der var stadig gløder i bålet, og Ez knælede straks ned ved det, for at få gang i det igen, så han kunne få brændt knvisbladet af. Det tog kun et par sekunder, før der var flammer igen, og Ez lagde kniven, så bladet stak ind i ilden. Han vendte sig for at smile til Zofrost, men hans smil forsvandt hurtigt, da han så, hvordan manden var sunket sammen.

"Du vil nok ikke have hjælp, men nu hjælper jeg dig altså," sgade Ez bestemt og gik over til den blege mand. Han tog fat om hans skuldre og trak ham op og stå. Ez var betydeligt højere og stærkere end Zofrost, så det var ikke specielt svært at flytte rundt på ham. Ez halvt bar, halvt støttede Zofrost over til bålet og fik sat ham ned igen med ryggen mod en træstub. Derefter hentede ham skind til at varme Zofrost, samt sin drikkeskind, så Zofrost kunne få noget vand.

"Her," sagde han og rakte drikkeskindet til Zofrost. "Kniven er klar om lidt. Så skal vi nok få den spids ud af dig, så du kan hele ordenligt."

Zofrost betragtede manden, der havde kaldt sig Ezhno, som han fik tændt på i bålet. Trætheden var ved at komme snigende, da hans krop blev ved med at kæmpe for at heale, hvilket fremmedlegemet i hans mave ødelage en smule. Og bevægelserne. Smerten gjorde det heller ikke ligefrem bedre, selvom han stadig havde prøvet værre. Meget værre. 
Så lige nu blev han bare siddende med hånden for såret og den bare ryg hvilende ind i mod stammen bag sig. Altid noget, at han ikke var blevet udstyret med en ny skjorte, siden han ødelagde den sidste. Så kunne han ikke komme i problemer for det. Bukserne havde allerede næsten usynlige plamager efter blod. Men det var vel forventet, når han var sendt på en morderisk opgave. Han havde skyndet sig at vaske dem i en bæk, men blod var næsten ikke til at få af.
Og nu blødte han selv på stoffet. Der lød et dæmpet, træt suk fra ham.

Pludseligt kom manden hen i mod ham, lidt for hurtigt, og Zofrost blottede sine tænder og forsøgte at trække sig væk. Mandens kropssprog sagde for et øjeblik noget andet end hans ord og halvdæmonen gjorde sig klar til at forsvare sig selv. Men han kæmpede alligevel ikke i mod, da han tog ved ham og trak ham op at stå. Smerten over bevægelsen fik Zofrost til at lukke øjnene for et øjeblik og inden han vidste af det, blev han slæbt over til bålet og placeret op af en træstub. Det hele gik så stærkt og han nåede hverken at gøre det ene eller det andet, før han havde et skind over sig og et vandskind blev rakt frem mod ham. Langsomt, efter noget tøven, tog han i mod vandskindet. Han var tørstig. 

Han åbnede det, men drak ikke med det samme. I stedet så han fra kniven til den mørkhårede mand, der gjorde så meget ud af at hjælpe ham. 
"Jeg gør det selv." Det var sagt i en flad tone, men det var tydeligvis ikke til diskussion. Han skulle ikke have en fremmed til at stikke en kniv i ham, under ingen omstændigheder! Endeligt løftede han vandskindet og drak et par store slurke.

Ez rynkede brynene, da Zofrost sagde, at han selv ville grave pilespidsen ud.

"Er du sikker på, det er en god idé?" spurgte han og kløede sig i skægget. "Du kan ikke se ordenligt, og... det kommer til at gøre ondt. Meget ondt. Skal jeg ikke gøre det? Jeg har gjort det før, og jeg skal nok passe godt på dig."

I sit hoved var Ez allerede ved at finde ud af, hvilke urter han skulle lægge med forbindingen, hvilke der ville hjælpe healingen, og hvilke der ville holde såret rent.

"Jeg gør det selv." Næsten som var det ligegyldigt tilføjede han lidt mere. "Jeg har gjort det før." Dét havde han. Ikke nødvendigvis med en pilespids, men det var ikke første gang, at han skulle pille noget ud af sig selv. Det var nemmere i fast kød som låret eller en arm, men han havde også haft fingrene i sin mave før. Sidst havde en mand lavet en masse små huller i ham og proppet delene af en ødelagt spilledåse ind i ham. Det værste ved den omgang havde været, at han havde syet hans læber sammen, og han havde ingen kniv på sig. Det var først, da han havde fundet en gammel slidt kniv i en lade, at han havde kunne befri sig selv. Han lod være med at tænke på alle de små huller, han skulle skære i sig selv. Forhåbentligt skulle han aldrig se den engel igen.

Han drak en mundfuld mere og satte proppen i vandskindet igen, inden han stillede den fra sig, så den mørkhårede mand kunne nå den. Det var som om, at hans sind forberedte sig, for han begyndte at blive tom i hovedet. Som altid, når han vidste, at han skulle lave noget, der gjorde ondt. Kæmpe, straffes eller som nu, gøre det selv. Hans krop bar ar, men det var intet i forhold til, hvad han havde været igennem. De eneste sår, der gav ham ar, var dem hans ejer lavede. Den magiske forbindelse mellem dem fik ham til at heale langsommere og det skabte åbenbart ar. Ingen af de sår, han ville få i dag, ville efterlade spor. Ikke fysisk i hvert fald. De ville knapt nok registreres i hans sind, det var bare endnu en dag med mere smerte. Mere blod. 

Han så ned på såret i siden og kunne godt se, at det var ved at lukke sig. Det var ikke et problem, han ville ikke gå ind igennem siden alligevel. Der var for langt ind. Hans fingre begyndte at føle sig frem fra hullet og ind i mod maven, trykke ind og mærke efter. Først kunne han ikke mærke noget, men pludseligt gav det et svagt ryk i ham. Dér. Han kunne meget svagt mærke noget under sine fingre. Det var bedre.
Afventende så han på manden, om han ville gøre kniven klar eller om han selv skulle køle den af med vand fra skindet.

Ez var ærlig talt ikke helt tryg ved det her. Havde fyren i sinde at stikke sig selv med kniven for at få spidsen ud? Ez tyggede på sin underlæbe, mens han bekymret så på, mens Zofrost undersøgte sig selv. Så rejste han sig og fik her til egetræsbrættet under teltdugen. Han fandt en læderpung frem fra sin taske og fremdrog en lille, brun, kvistlignende plante, samt en lille, rundet hakkekniv. Lynhurtigt hakkede han planten sammen til en brunlig masse, som han klemte sammen til en lille kugle.

"Her," sagde han, da han satte sig på hug ved siden af Zofrost og rakte den lille plantekugle. "Læg den i din kind. Det dulmer smerten."

Så tog han kniven og kølede den glødende blad ned med vandet fra drikkeskindet, inden han rakte kniven til Zofrost.

"Sig til, hvis jeg skal hjælpe dig med noget," sagde han.

Lidt mistroisk fulgte Zofrost manden med øjnene, som han hentede noget og begyndte at hakke et eller andet til mos. Han sagde ikke noget, spurgte ikke, hvad han lavede, men ventede bare. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde travlt. 
Med et tvivlende udtryk tog han i mod klumpen og så lidt på den med svagt rynket næse. I munden? Han skævede hurtigt til den anden, inden han med en smule tøven gjorde, som han var blevet bedt om. Smagen var syrlig, men ikke helt så grim, som han havde regnet med. Mens Ezhno kølede kniven af, greb Zofrost en pind, der hverken var for beskidt eller alt for tør. Han børste det værste skidt af og stak den i munden. På tværs, så han kunne bide sammen om den. Det var ikke for ikke at skrige, nej, det var for ikke at knække en tand. Det havde han også prøvet før, så skulle den hives ud, så en ny kunne vokse frem og det var på ingen måde behageligt. I det mindste kom de frem igen, ellers ville han efterhånden være tandløs.

Han tog i mod kniven, sendte den mørkhårede mand et blik, der sagde "hold dig væk", inden hans fingre fandt frem til stedet igen. Lyden af hans hjerte tog til, han havde ikke lyst til at gøre det, men der var ikke andre muligheder. 
Efter et par dybe vejrtækningerne trykkede han kniven mod stedet. Blodet begyndte at løbe, men først kom der ikke en lyd fra ham. Men jo dybere kniven gled ind, kom der svagt noget, der var en blanding mellem en klynken og et skrig, låst fast i hans hals. En lyd der blev gradvist højere, da han trak i kniven og lavede et snit i sit maveskind. Han bed hårdt sammen om pinden. Han gispede vejr ind, da han endeligt fjernede kniven og lagde den på sit ene ben. Det kunne være, at han skulle bruge den igen. Hurtigt, uden at holde pause, stak han fingrene ind i sin mave. Hele hans krop rystede og hver vejrtrækning havde en svag lyd med sig, som mindede lidt om en såret og lidende hund. Det var ikke noget, han selv hørte, alt for koncentreret om at holde sig bevidst og finde spidsen.

Først var der intet og et strejf af panik kom over ham, men endeligt stødte hans fingre i mod noget hårdt. Forsigtigt lukkede han to fingre om spidsen og trak den ud. Med et udtryk af afsky smed han den ind i ilden, ligeglad med om manden ville have den tilbage. Han var færdig. Han havde gjort det. Kvalmen gled over ham og han lukkede øjnene, inden han tog pinden ud. Den var næsten bidt over. Den røg også ind i ilden, inden han lagde kniven på jorden og trak sine ben op i en automatisk reaktion i et forsøg på tryghed. Smerten var intens og han følte lidt, at han var på kanten til at besvime. Men stædigt holdt han ved virkeligheden, han kunne ikke, der var en fremmed. Alting rystede på ham og han knyttede hårdt sine hænder, mens han forsøgte at falde til ro. Der var ikke andet for end at vente til det hele voksede sammen af sig selv.

Ez havde aldrig set noget lignende i sit halvlange liv! Der sad manden faktisk og tog en pilespids ud af maven på sig selv, og uden at hyle op over det! Det var utroligt, og Ez kunne ikke lade være med at smile lidt i forundring. Han var godt nok imponeret. Mens Zofrost opererede på sig selv, skyndte Ez sig at lave et urteomslag, som han kunne lægge på såret, når Zofrost var færdig. Det kunne godt være, at manden helede sig selv, men omslaget kunne ihvertfald ikke gøre nogen skade.

Han spurgte ikke om lov, da Zofrost var færdig. Han rykkede blot tættere på og lagde det svalende omslag på det blødende sår. Om ikke andet ville det hjælpe med smerten. Forresten...

"Tyg den kugle, jeg gav dig," sagde Ez til Zofrost. "Det hjælper."

Urterne i omslaget, samt plantekuglen, burde være mere end nok til at dulme. De ville naturligvis ikke fjerne al smerten, men de ville bedøve Zofrost nok til at smerten ikke ville genere ham for meget. Var man ikke vant til den slags urter, kunne man godt blive lidt fjollet af dem, i grinehumør, men det anså Ez blot som en bonus.