"Jeg beder Dem. Vi vil gøre det bedre. Vi har givet jer alt vi ejer og har" Manden tiggede på sine knæ, mens han forsøgte at skræme sin kone og børn bag sig. Hans hænder var foldet tiggende foran sig og øjnende bedende. Alt ved ham strålede og lugtede af frygt. Det var en ulækker stank, men også ganske tilfredsstillende at se mennesker lide på den måde. "Hvis du har givet os alt du har.. hvordan skal det så blive bedre?" Sarafinas stemme var isende køling. Man skulle tro at hun var hugget ud af ren is, hvor kun dampen fra hendes ånde afslørede at der slog et hjerte i den følelseskolde krop. Mandens underlæbe skælvede. "Hæng dem ved de andre" Manden tabte underkæben i ren skræk, mens de sortklædte mænd gik imod ham og hans forsvarsløse familie. Han bad om nåde, men der var ingen nåde at hente. Kvinden skreg, børnene græd. Intet så ud til at have effekt på kvinden der gik over det knasende tørre græs. For hendes synsfelt så hun det store træ, omgivet af den varme farve. Den varme farve af ild der blussede og knitrede i de mange omkringstående bondehuse. Og træet. Træets græne var fyldt med kroppe der hang fra reb og dinglede mod jorden.

Herren havde ikke dømt deres bytte nok. De havde fornærmet ham med deres skravl. Ynkelige bud på mænd der var sendt til hæren, der knap kunne holde en høtyv. Proviant der ikke engang mødte standarder til at fodre slaverne. Oh ja, og slaverne taget herfra var syge og gamle. Døde for hurtigt. Men alt dette var ikke unormalt. Hvad der havde bragt denne død og rædsel over stedet, var enkelte handelsmænd i byen der havde snydt dem. Gemt deres vare. Sikret sig deres egen formue, og forsøgt at manipulere sig vej. Det var Sarafinas job at straffe den salgs, og hun gjorde det effektivt.

"Tag hvad end der er tilbage i husene.. Mad, øl, guld, kvinder og børn." hun viftede med hånden, satte sine krigere fri. Krigere der normalvis gjorde hvad end de lystede, men havde lært at leve med at følge Sarafinas ordre. Netop fordi hun gav dem denne frihed. Nu var byen deres, til deres fornøjelse og morskab. Sarafina selv gik imod skovbrynet og videre ind imellem træerne. Stilheden der fulgte dermed, kun svagt afbrudt af skrig af rædsel bag sig. Her satte hun sig i skrædderstilling og lukkede øjnende, med et svagt smil på læberne. Hun elskede sit arbejde.

Ak ja, Tusmørkedalen ved en fuldmåne, var bestemt ikke et af de sjoveste steder at befinde sig, specielt ikke når mørkets hær var kommet til stedet. Når de var der, skete der altid et eller andet spændende, eller det kom vel an på hvem man var som person? Hvis man var en psykose der ikke havde hæmninger var det sjovt, hvis man var personen der stod for den anden ende af sværd og hvad end våben de havde, havde det nok ikke specielt fedt. Der var også dem der ikke behøvede våben, dem der havde den anden form som kom frem ved fuldmåne..

En dyb knurren kunne høres og blev efterfulgt af et skrig. Der var ikke nogen tvivl om der var et væsen inde i et af de brændende huse, som også have det sjovt. Væsenet greb kvinden i anklen og hev hende efter sig som han sprang ud af det brændende hus og slap hende. Hun forsøgte at komme på benene, men gled nærmest hver eneste gang og for hver gang hun fejlede, nærmede dette væsen sig. Det blottede tænder og knurrede igen dybt. Man var bestemt ikke i tvivl om at det var sulten, eller var det? Måske var dette bare nytteløs vold? Et smil formede sig nærmest på væsenets deforme ansigt som det bukkede sig ned og greb rev kvindens tøj af hende. Et hånligt grin undslap dyret som det samlede kvinden op og smed hende ned på jorden med det samme igen. Det var som om den legede med hende, gjorde kødet mørt inden det sat tænderne i hende. Endnu engang undslap en dyb knurren dette væsen og kvinden blev tvunget om på alle fire, nærmest som en hund. Den klø beklædte finger gled ned over kvindens ryg og efterlod et stort sår inden det nåede hendes røv. Endnu en gang kom et dystert smil frem på læberne og væsenet satte sig på knæ bag kvinden og sendte et hyl mod himmelen i det han lod sig selv glide op i hende. Dyret greb hårdt fast i kvindens skuldre som hun forsøgte at flygte, men det hjalp intet, for dette væsen var tydeligt stærkere end hende. Den klø beklædte hånd greb omkring kvindens hals og begravede neglene ind i hendes hals og rev ud af. Kvindens strube blev flået ud og hun faldt til jorden i en stor pøl med blod. Dyret trak sig og så op mod himmelen, hvor nogle skyer gik ind foran månen. Langsomt blev det til et menneske igen. En kæmpe af en mand kom til syne, nøgen og dækket af sod og blod, en voldsom kontrast når man så på den bygning han havde. Han rejste sig op og så ned på kvinden og sukkede ”Sikke en skam... Du føltes så rar omkring mig” han grinte hånligt og sendte en spytklat  mod hende inden hans blik rettede sig mod himmelen hvor skyerne igen var væk fra månen, hvilket betød han kom tilbage til det grimme væsen han i virkeligheden var. Igen for han af sted mod sit næste offer, det kunne egentlig være sjovt at teste hvad en af mørkets krigere kan holde til... Så det var det næste han tog på jagt efter. I teorien burde det ikke være så svært at finde dem, bare følge de mange skrig så var det sikkert der omkring.

Lyden af sine krigere der tog for sig af retterne skar igennem denne fuldmånenat. Sarafina havde ikke samme interesse i at gøre dette som de så ud til at eje. Hun havde andre lyster i livet end at nedslagte folk i en stor mudderpøl, eller voldtage sig vej igennem de skræmte kvinder og børn. Sarafina havde ladet dem gøre hvad de selv ville, nu hendes arbejde var udført, og hun sad roligt og lod lydende svagt påvirke hendes tanker.

Det var først ved lyden af et højt hyl, at Sarafina langsomt åbnede de iskolde øjne, nærmest ligegyldigt. Varulv. Langsomt, som havde hun al tid i verden, rejste hun sig fra sin siddende tilstand, og gik tilbage ud af skovbrynen. Frem mod de brændende huse, de forvildede bønder der var tilbage og de højtråbende, hujende krigere.
Det var et kvalmende syn, hvis man havde haft følelser i kroppen. Sarafina så objektivt rundt på blodbadet. Uskyldige sjæle der var blevet nedslagtet, spidet, hængt eller på anden vis dræbt. Kvinder og børn der blev slæbt rundt og op til flere steder hvor det var tydeligt at mændene fornøjede sig på groveste vis, og skrigende fyldte natten. Et syn der kunne hjemsøge mange mere sarte sjæle.

Sarafina lod sit blik vandre efter det, der i virkeligheden var grunden til at hun var tilbage. En varulv der var kommet med til festen - havde inviteret sig selv ind og fornøjede sig med en af byens mange kvinder, der inden længe lå badet i sit eget blod og månens dækning afslørede en nøgen mand for en kort stund. Men hurtigere end hun næsten kunne blinke var det store grimme ulvevæsen tilbage, som begyndte sin nye jagt. Sarafina fik et svagt antræk til et smil frem, kravlede op i træet og satte sig afslappet på et af de nederste tykke grene og så blot på scenariet. En varulv uden tilhørsforhold, kunne bringe problemer for krigerne der tydeligt var mere opsat på deres egne psykotiske lyster. Det var nærmest som at have sin egen private arena.

Et dystert smil spredte sig nærmest tværs over det grimme væsens ansigt som det løb videre efter nogle af krigerne. Han havde allerede udset sig et bytte, en kriger der stod et stykke væk fra de andre, var han hurtig nok, ville de sikkert heller ikke ligge mærke til at han snuppede personen. Han holdt sig i skyggerne, forsøgte ikke at blive set før han sprang ud og hev den "ensomme" kriger med sig med hvad der skulle forestille en varulve hånd. Hurtigt fik han flået hjelmen af og så det var en kvinde. En dyb brummen kom fra ham som han greb hende op og kastede hende mod et træ som hun ramte ind i "Se en gang... Et nyt legetøj" stemmen var hæs og dyb, i hvert fald lidt mere end hans normale stemme var. Kvinden hev efter vejret og så i retning af varulven inden hun sprang op og for mod ham med det svingende sværd. Anthony kunne ikke lade være med at grine, for han var i teorien fuldkommen ligeglad med at sværdet ramte ham, for det var ikke første gang han ville nedlægge en med sværd. Et brøl undslap ham som han sprang til siden og svingede med armen og ramte kvindens side så hun blev skubbet til siden og igen faldt. Der ville ikke være nogen form for kamp, så man kunne lige så godt lege lidt med hende, ikke? Med langsomme skridt nærmede han sig kvinden der holdt sværdet ud fra sig "Kom bare køter... Jeg har været mod større bæster end du!" hvæsede kvinden og gjorde sig klar til hans angreb. Han stoppede op og så på hende "Sødt.. har folk også gjort dette?" spurgte han og sprang mod hende så hun kom ned og ligge. Sværdet var fløjet baglæns da han havde sprunget på hende. Han lænede sig ned over hende med blottede tænder og greb hendes rystning og nærmest rykkede den fra hinanden så hun kun lagde i sin skjorte og bukser "Det er en skam du også skal gå til spilde... Men jeg vil væde med du smager godt" sagde han og knurrede inden han åbnede gabet og lænede sig ned over hendes strube og bed til. Han ruskede nærmest i hende for at få kødet løst og som han gjorde dette, trak han sig væk i en voldsom bevægelse, hvilket var nok til at flå halsen i stykker på hende og blodet sprøjtede ud i hans ansigt. Han sad stadig over kvinden, stirrede ned på hende som han så hvordan hendes liv rendte ud "Rød klæder dig" sagde han brummende inden han rejste sig op. Lyden af febrilske skrig og råb mod ham, fik et smil frem på læberne som han så mod personerne. 

"Civile? Jamen sødt.. Endnu en snack?" sagde han hånligt som han begyndte at gå over mod den lille gruppe mennesker der nærmest var frosset fast til jorden som de havde set hvad han havde gjort mod kvinden. Han begyndte at gå mod dem, forventede nærmest at de enten kastede noget efter ham, angreb ham eller sådan noget, men der skete ikke det mindste. En af de unge kvinder så nærmest fascineret på ham, men han lod sig ikke blive påvirket af folk der var fascineret over ham, for han var fuldkommen ligeglad, for hvad var der at syntes var fascinerende? At han lige havde revet struben ud på endnu en kvinde og var smurt ind i blod? Ikke just det ideelle valg til en forelskelse eller fascination, men mindre man gerne ville dø. 

Ingen var et match mod en varulv alene. Det var i hvert fald sjældent. Trods han bevægede sig i skyggerne var han for Sarafina ikke svær at se. Så snart han var for meget gemt væk i mørkets satte hendes dyresyn til og hun i stedet så varmen fra hans skikkelse. Hun reagerede ikke som han tog en af hendes krigere. Hvis ikke man var i stand til at forsvare sig selv, så døde mand. Ingen grund til at sætte sit eget liv på spild for en som ikke så ud til at kunne forsvare sig selv overhovedet. Et let fnys forlod hendes næse som ruskning blev slået i småstykker og varulven gik i gang med at fråde løs med sit store gab. Det var jo næsten underholdende. Havde det ikke været fordi hun begyndte at kede sig.

Sarafina satte sig på hug på grænen, for at sidde bedre og mere stabilt, til netop det hun satte sig til at gøre nu. Den lange bue blev fjernet fra ryggen og en pil lagt for. Hun sigtede mod varulven, spændte buen og ventede.
Hun skævede let til de civile unge kvinder der ikke helt så ud til om de kunne finde overlevelsesinstinkt nok til at løbe. Hun havde ingen intentioner om at redde dem, men hun kunne have sit sjov. Nu Varulven ligefrem emmede af ekstase over at få lov at flå, skade og dræbe. Sigtet skiftede position og pilen fløj afsted i en svirpende lyd og gennemborede gennem ryggen og ud på den anden sidde af brystet på den ene af kvinderne, der med en gurklene lyd faldte til jorden. Hvad ville lille varulvemand gøre når man tog hans legetøj. Buen blev spændt igen, og næste kvinde faldt, til der kun var den yngste tilbage der havde givet en anden udstråling end altoverskyggende frygt.

Sarafina sigtede på hende også, men slap ikke den spændte streng med det samme. Hun kiggede på Varulven, med et lille smil på læben. Bed køteren når man fratog ham sit legetøj?

Hans snude twitchede svagt som der var noget der fangede hans opmærksomhed. Han tog sig egentlig ikke af det, for lige nu stod der potentielt legetøj lige foran ham og det ville han ikke lade gå bare sådan. Hans ører flickede svagt som han forsøgte at placere lyden af de mange råb og skrig der var over alt omkring ham, men som han gjorde det, hørte han en nærmest susende lyd og med et var en af kvinderne gennemboret af en pil. Han knurrede svagt, var der nogle der hjalp ham eller var det for at være provokerende? For hjælp havde han egentlig ikke brug for. Endnu en kvinde faldt til jorden og han sprang mod den sidste, uden at tænke over om det egentlig var meningen af de pile der blev sendt af sted måske var for at ramme ham. Han var ligeglad og tog gerne imod en pil eller to. Uden tøven greb han fat i tøsen og knurrede dybt. Hun var bange, det kunne tydelig ses på den måde tårerne flød ned af hendes kinder i en evig strøm, men det rørte ham ikke på nogen måde, hvor mange havde han ikke efterhånden slået ihjel som stortudede? Det havde aldrig rørt ham og det gjorde det stadig ikke. Han samlede hendes ben i den ene hånd og hænderne i en anden og skar tænder "Tre... To.. En" sagde han hæst og stirrede på barnet i hans hænder som han begyndte at rive i hende, nærmest forsøgte at strække hende længere end hun egentlig var. Han stoppede da og kastede hende nærmest ned i jorden og man kunne høre en masse små knæk. Tøsen lagde stille i noget tid, sagde ikke et eneste ord og så blot mod varulven med et tomt blik. Han gik over til hende og sendte hans fod direkte ind i maven på hende. Hun trillede lidt væk, slaskende som en kludedukke. Et dystert smil kom frem på hans læber som han gik over og lod kløerne glide over hendes hals, ikke hurtigt, man ganske langsomt, så han kunne se hvordan blodet fossede ud af barnets hals. 

Barnet var dødt og nu var det tid til at finde hvad end det var der havde sendt pile i mod ham. Han spejdede rundt, snusede op i luften og fik hurtigt færden af en elver kvinde. En dyb knurren kom fra ham igen som han gik mod det træ han regnede med hun var i, ikke han kunne kravle der op, men han kunne forsøge at smadre træet om hans hænder så endte med at blive flænset af det "Kom nu lille spidsøre... Jeg vil bare lege lidt" sagde han hæst og fik et grin til at følge efter ordene. Han så mod træet og forberedte sig på det værste.

Det brutale endeligt den unge pige blev udsat for fik ikke engang Sarafina til at fortrække en muskel. Hun holdte buen spændt og stadig rettet mod stedet, mens hendes øjne fulgte varulvens bevægelser. Han var tydeligvis alt andet end tilfreds med at hans legetøj blev taget. Det morede hende svagt. Pigebarnet var rimelig hurtigt besvimet af den hårde opførsel, gættede hun på, siden ikke en lyd forlod hende, og hun bare slaskede hen af jorden. Eller også var hun allerede død. Det var en langsom og dog hurtig process.

Hun lod buen glide ned og sørge for at buen ikke var spændt mere, som dyret gav hende sin opmærksomhed. Han var under bedre kontrol end hun var vant til at se de livsfarlige dyr, men det var stadig en varulv der reagerede på luner. Den del var hun ret fast besluttet på. Hun kiggede ned på ham fra grenen hun sad på, der lige var høj nok til at han ikke kunne nå hende, selv hvis han begyndte at hoppe efter hende. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til ham, med et nærmest død glimt i sine øjne. "Ligesom du legede med de andre, køter? Det er ikke sådan jeg leger" svarede hun med sin fine elverstemme, der rummede så meget kølighed og skarp kant at man ikke kunne være i tvivl om at hun ikke var nogen rar person. "Vil du have en pind at bide i?" spurgte hun håndene, og flyttede sig ikke. Han kunne prøve at komme op efter hende hvis han ville. Så langt var der ikke til det næste træ.

Det var overraskende at denne kvinde ikke så væk et eneste sekund, hvilket de fleste normalt ville gøre, selv nogle af dem der så sig selv som hardcore mordere. Han var smurt ind i blod og elskede som pigebarnet faldt til jorden. Bare lyden fik et dystert smil frem på hans læber. Der var ikke et eneste tegn på skyld malet over hans ansigt og havde han chancen, ville han sagtens kunne gøre meget værre ved andre indbyggere i denne by, der næsten allerede var ved at være brændt til grunde. 

Han så hvordan hun løsnede buen så den ikke var rettet mod ham mere. Hun var ikke specielt klog ved at gøre dette, for Anthony ville springe på hende det sekund hun mindst forventede det, uden så meget som at tøve. Et kækt smil spredte sig på hans blodige ansigt som han lyttede til hendes ord "Hvem siger jeg vil rive dig fra hinanden... Der er så mange andre ting jeg kunne bruge dig til" sagde han og brummede, nærmest knurrede over de næste ord der kom fra hende. Denne spidsøre sad lige nøjagtigt højt nok til han ikke havde nogen mulighed for at nå hende, om han så hoppede og det irriterede ham inderligt! For han var en kæmpe idiot til at klatre i træer... "En pind? Giv mig en knogle med kødrester på og jeg er klar... Eller bare en levende krop.. Måske en engel.. Mhhhm" sagde han og slikkede sig om munden og fik lidt af blodet med fra pigen han netop havde dræbt. Hans blik var låst på hende og han flyttede sig ikke en millimeter. 

Sarafina så nærmest ligegyldigt på det blodige monster foran sig. Hun havde set meget i sin levetid, trods hun stadig blev kategoriseret som en ung elver. Livet i mørkets hær havde hærdet hende noget så voldsomt, og ikke mindst givet hende de midler hun selv behøvede for at gøre grusomme ting. Hvad hun ikke havde foretaget sig i torturkammeret. Eksperimenteret og set efterhånden. Han kunne ikke skræmme hende. Hun var ligeglad med andres liv, ve og vel. Det var ikke hendes syn på livet, at alle fortjente at leve det smertefrit. Nej, man fortjente end ikke at leve, det var ikke en fortjeneste i sig selv at kunne trække vejret - det skulle man kæmpe for. Hver eneste dag af ens liv. "Oh nu bliver jeg jo helt nysgerrig" Sarafina blev siddende i træet, holdende den vigtige og skæbnesvangre afstand til dyret eller manden var han i realiteten, men hun så ham lige nu ikke som andet end et dyr.

"Jeg er ikke sikker på at du har fortjent et kødben, køter. Du er ikke anderledes end mange andre udyr jeg har mødt på min vej. Hvad skulle gøre dig fortjent til en sprødstegt englevinge" faktisk morede tanken hende om at sammenligne en engel med en kylling. Så ligeglad med at det var et intelligent væsen som hun selv, der blev degraderet til en madvare for et udyr der bare tog og åd hvad han ville. Måske hun alligevel skulle aflive ham. Med mindre han vidste sig at være til nytte. Stærk var han og ikke spor samvittighedsfuld.

Han kunne ikke lade være med at smile over denne kvinde, så upåvirket af ham, hvilket var ret unormalt for ham, da de fleste forsøgte at skjule sig, eller løb i modsatte retning, men denne elver... Sad blot oppe i et træ og så ned på ham, tirrede ham. Der var ikke nogen tvivl om at hun havde set sin del af smadrede individer, nu havde hun så set et mere. Et lettere dystert smil kom frem på hans læber som hun talte ”Ja det er fristende, ikke?” sagde han med det selv samme klamme smil på læberne, som han blev stående og så op på hende.

En dyb brummen kom fra Anthony som hun igen talte. Sprødstegt englevinge? Var det overhovedet en ting der fandtes? Trods han var i tvivl kunne han mærke hvordan hans tænder løb i vand ved tanken, om at lade sine tænder bide en englevinge i stykker... Han så op på hende, brummede svagt ”Englevinge... Kylling.. Mhhm jeg ser sammenligningen” sagde han og hævede da et øjenbryn ”Fortjene en? Hah jeg tager ikke ordre fra en kvinde, med mindre det er en god ordre” sagde han med et kækt, men klamt smil på læberne som han holdt øje med hver eneste bevægelse.

Det vækkede absolut ingen sympati hos hende at se et væsen der var blevet nedbrudt til at være så ødelagt at samvittigheden ikke længere var tilstedeværende. Hun var ligeglad med hans historie, ligeglad med den vej han i livet havde valgt eller tvunget ned af fremfor alle de andre snoede stier. Alt hun havde i tankerne var for hendes eget bedste og fortjeneste. Kunne han udnyttes? Kunne han bruges til noget – eller var han udenfor rækkevidde til rent faktisk at give noget konstruktivt retur. ”Umådelig fristende det må jeg sige – hvis ikke det havde været fordi der var så mange grufulde ting jeg stadig gerne vil nå inden jeg bliver flået i småstykker af et omvandrende bæst, var jeg da kommet ned til dig med det samme!” drybbende sarkasme når det kom til stykket. Sarafina havde ikke til hensigt at blive slagtet – ej heller bruges som andet legetøj som mange andre kvinder blev i mænds vold. Nej tak, det var ikke måden hun skulle dø på. Ikke hvis hun selv havde noget at skulle have sagt.

”Og hvad er en god ordre?” spurgte hun mens hun rejste sig på grenen fremfor at sidde på hug, og derefter lænede sig afslappet op af den tykke træstamme. Hun kiggede rundt på pladsen af død, brand og ødelæggelse. Hvad var der i realiteten tilbage. ”Hørt om tilflugtskældre? De rigere bønder har været forudseende at bygge et skjult kammer under deres hus. Huse der brændes til grunden, men ingen kigger under dem.. Er du mere sulten, køter?” De havde ikke ligefrem fået ordre til at alle skulle dræbes, men Sarafina foretrak at gøre arbejdet ordentligt. At tage hver eneste sjæl fra forrædderne. Små som store. Det rørte hende ikke at det var børn og uskyldige kvinder.

Anthony kunne ikke lade være med at grine over elverens kommentar. Rive hende i stykker var måske så meget sagt... Flænset var nok nærmere ordet, men ak ja. En svag brummen kom fra ham ”Småstykker? Ja så ville jeg da få lidt mad, det ville da ikke gøre noget” sagde han med et dystert smil på læberne. Han havde ikke sat tænderne i en elver endnu, ville sikkert heller ikke, for denne kvinde kunne sikkert smide en god deal til ham, hvis ikke, jo så ville han da gerne have et stykke elver med sig i baglommen, arm, ben eller øre var ham lige meget, men kom hun ned nu, ville han i hvert fald forsøge.

Et bredt, dystert smil kom frem på hans læber ”Tilflugtskældre siger du? Ja jeg har hørt om dem” sagde han. Han kunne allerede mærke hvordan hans tænder begyndte at løbe i vand, blot ved tanken om hvor mange der ville gemme sig i sådan en kælder.. Børn, kvinder og mænd.. Kvinderne og børnene var klart at foretrække, men mændene kunne han altid bruge som boksebolde, kvinderne kunne udnyttes og børnene rives fra hinanden og ædes. Tanken var skøn og han var klar til udfordringen om han kom til skade eller ej.

Sarafina så uimponeret på ham med et hævet øjenbryn. På mange punkter kunne det godt ligne en stor brisk hund der havde fanget en kat oppe i træet. Bortset fra at katten ikke var det mindste skræmt, men derimod fløjtende ligeglad med dyrets tilstedeværelse, så længe hun sad højt nok til at han ikke kunne nå hende. "Du foretrækker måske strimler?" kommenterede hun tørt med et dødt blik hvilende på ham.

"Men du havde ikke tænkt at gennemsøge dem? Hvor de gemmer det der er dem mest dyrebart" nogen havde nok rigdomme dernede, men ellers var det familie der var ukampdygtig. Gamle bedstemødre, kvinder, gravide, børn. Han så ud til at havde i hvert fald en stor forkærlighed for at tage for sig af kvinderne, og barneliget der lå overrevet på jorden havde han også moret sig tilstrækkelig over. "Tag derned, æd og forlyst dig som en konge, og lad mig tage hvad end andedt der befinder sig dernede bagefter" hun så afventende på ham, ville på ingen måde tage ned fra træet før hun var sikker på en aftale. Faktisk kunne hun pege ham hen til den første kælder herfra, men hun ventede. Tålmodigt ventende.

Anthony så på elveren og fnyste kort ”Strimler... Stumper... Lunser.. Jeg er pisse ligeglad” sagde han brummende. Der var ikke nogen tvivl om at denne elver ikke havde en skid til overs for det store, blodindsmurte dyr. Egentlig var der for elveren heller ikke noget at være bange for, for Anthony kunne ikke nå hende alligevel, ikke engang hvis han hoppede.. Desuden var han en spasser til at klatre.

Han vidste godt hvad der ville gemme sig der nede, rigdomme, børn, ældre mennesker der ikke var i stand til at kæmpe. Han så på de mange bygninger med et smil ”Og du forventer jeg springer ind i en brændende bygning og flår den kælder op og æder som et svin?” egentlig var han fuldkommen ligeglad med ilden, men han vidste også at når huset ikke kunne mere, ville det brase sammen og han ville være fanget der, i hvert fald til flammerne var faldet til ro. Han rettede igen blikket mod hende og trak på skuldrene ”Men tro mig... Jeg har skam tænkt mig at gennemsøge dem... Tage for mig af retterne... Hvem ved måske er der en lille spidsøre der nede” sagde han med et skummelt smil på læberne.

Sarafina blinkede ligegyldigt af ham. Alarmklokker burde ringe overalt i hendes hoved, men hun ejede ikke disse egenskaber. Noget hun ofte var blevet kritiseret for i sin klan - da hun var blot et barn. Et forstyrret lille barn. Et skummelt smil voksede frem på hendes læber.

"Faktisk, ja" svarede hun og lagde hovedet provokerende på skrå. "For det gør dyr som dig." smilede med tænderne synligt. Hun var ikke bange for ham, men hun havde heller ikke noget til overs for hans sikkerhed. Kunne han udnyttes? blodlysten syntes at være så stærk i hans sind og krop at han vel ikke kunne andet end at være et monster. Monstre havde mange afskygninger.
"En lille spidsøre? Oh man kan jo håbe" svarede hun køligt, stadig med smilet på læben. "Skal vi komme afsted? Eller foretrækker du at strimle, lunse og lave stumper alene?"

Anthony hævede et øjenbryn mod elveren og trak på skuldrene "Dyr som mig? Hah, tror det er meget få varulve der er som mig.. " sagde han og brummede næsten af utilfredshed over sin egen race "De gemmer sig, låser sig inde og sørger for ikke at blive fundet... Mens jeg næsten regner med at Lysets hær en eller anden dag kommer efter mig, men ikke en skid er sket endnu, fordi de er så forbandet tunge i røven.. Lidt som nogle af dem fra Mørkets hær" sagde han og smilede. Jo hun var provokerende og inderst inde boblede han af had, men han kunne ikke nå hende, så det hjalp ikke det mindste alligevel.

Han trak på skuldrene "Vil du da med lille pus?" sagde han med et kækt smil på læberne "Du skal være så velkommen" sagde han og begyndte at gå baglæns, for hvis der var noget han vidste, så var det man ikke vendte folk i ryggen, når man havde haft sådan en samtale som de netop havde, for man vidste aldrig om modparten ville dræbe en. Inderst inde ville hun sikkert gerne og ligeså for Anthony selv, men på sin vis, var det nu også meget morsomt at bruge tid med et individ, der var mindst lige så ond som han selv. Det skete sjældent, så han nød det måske lidt. 

Sarafina kiggede på ham med svag morskab i sit blik. Nå så det var han? En af de få. Hun havde lyst til at grine. Hun kendte flere varulve i mørkets hær der tog deres erhvervede gen meget dybt til sig og brugte det ved enhver situation det kunne falde dem ind. Men næppe så ødelæggende som ham. Han fulgte trods alt ikke ordre som de andre gjorde. ”Måske mørkets hær bare ikke gider spilde tid på noget som dig” svarede hun med et ligegyldigt skuldertræk. Han var intet mod en hel hær trods alt.

”Ikke at jeg havde tænkt mig at spørge om lov, lille vovse” svarede hun tilbage, stadig med let morskab i blikket. Måske det i virkeligheden var sjovt at blande sig en smule fremfor at parere ordre blindt og ikke stille spørgsmål. Det havde trods alt ikke været ordren at dræbe alt, men blot indsamle ressourcer. En død bondefamilie kom ingen næppe til at savne. Stadig med buen klar, halv spændt skulle han få gode ideer, hoppede hun ned fra træet og bevægede sig frygtløs tættere på. ”Skal vi?” Hun stolede ikke på ham over en dørtærskel, men vedblev sig at hendes egne evner kunne overraske ham, skulle han få gode ideer med at bruge hende som måltid fremfor bonde familien i kælderen. Stadig med ham indenfor synsvide bevægede hun sig hen til det flammende hus og den forsøgt barrikaderet kælderindgang.

Anthony kunne ikke lade være med at fnyse ”Sikkert ikke… Selv hvis de ville.. Har de som Lyset været ufatteligt tunge i røven” brummede ham. Han vidste at elveren forsøgte at få ham yderligere op i det røde felt, men egentlig blev han blot mere og mere irritabel, kontra vred. Der var et eller andet der hintede ham om, at hun måske tilhørte mørkets hær, havde han prikket lidt til et ømt punkt? ”Men send dem endelig… Ville elske der skete lidt.. For det her er godt nok dødt” ja, bogstaveligt talt dødt.. Så mange omkring dem var døde grundet ild og på hans bekostning og der var sikkert flere der kom til at følge de i forvejen mange døde.

”Havde heller ikke regnet med andet, spidsøre” sagde han med et skævt smil på læberne. Som elveren spændte buen og hoppede ned fra træet hævede han et øjenbryn. Tydeligt at hun ikke stolte på ham… Ikke at han var det værd, at stole på, for der var ikke nogen tvivl om, at blev hun den mindste smule uopmærksom, skulle han nok rive hende i stumper, men nu, med buen trukket mod ham, gjorde han det ikke, for hun forventede det på en eller anden måde af ham. Uden så meget som et ord gik han ind i huset og så på kælderindgangen med et lettere opgivende blik, inden han nærmest rev den op og lod sig dumpe ned. Der var ikke meget lys dernede, men han kunne dufte dem. Kvinder… Børn.. Mænd.. En dyb brummen kom fra ham som han skulede omkring, fik øje på en mand der kom styrtende mod ham, men uden så meget som at flytte sig, greb Anthony mandens arm og med et dystert smil, greb hårdt fat, lod hans klør bore sig ind hans arm.

Køteren måtte havde noget af et spændingsproblem hvis han frivilligt opsøgte enhver fare han kunne finde. Direkte ønskende at han blev jaget af både lysets og mørkets hær. Men en ting ville Sarafina give ham fuldstændig ret i. Verden var efterhånden godt kedelig. Ingen tog fingeren ud af deres ophøjede bagdel, eller valgte at tage nogle valg der bragte bare lidt spænding. Sarafina havde den sidste tid tilbragt så meget tid i dæmonriget uden noget konkret at lave at hun var ved at blive gråhåret. "Du er alt for hurtig med dit legetøj" konstaterede hun med et kæk bemærkning. Han havde ikke ligefrem været langsom til at flå befolkningen fra hinanden når han nåede til dem.

Sarafina lod hunden føre an. Det var trods alt også den bedste stilling for hende, hvis han skulle bestemme sig for at vende sin kedsomhed mod hende for at flå hende fra hinanden. Det kunne de jo ikke have.
Men sanserne blev overdynget af stanken af frygt fra kælderens indhold. "Så så, sikke da en måde at tage imod gæster på" stemmen var kølig som et krøllet smil voksede frem på sine læber. Manden skreg som en stukket gris af at få klør boret ind i hans arm og lod blødet strømme. "Sikke en skam"

Anthony kastede blikket mod elveren og sukkede "Kun fordi du ikke forstår varulve lille skat" sagde han brummende og så på manden han havde i sit greb. Uden så meget som at tænke yderligere over det kastede han blot manden fra sig og hørte et bump, som han ramte nogle af murbrokkerne der stadig var i stand til at stå. Stanken af urin fik ham til at rynke svagt på næsen, men det var sikkert heller ikke specielt rart at være nogle af dem der stod forrest, for der var ikke nogen tvivl om det var døden der var den eneste vej væk fra dette sted, mens dem bagved, måske var heldige og fik frihed, dog med dette selskab, var chancen minimal, for Anthony kunne spore dem og spidsøre havde sine pile.

De resterende holdt sig tilbage, forsøgte at dække for kvinder og børn, men det ville ikke stoppe varulven. Et smil bredte sig på læberne som han satte i spring mod dem og tumlede direkte ind i en af dem, hvilket fik dem ned på jorden, for Anthony var ikke just en af de mindste, hverken som menneske eller ulv. En dyb brummen kom fra ham som han sendte to hurtige knytnæver mod mandens ansigt og mærkede der var en der sparkede ham i ryggen, hvilket fik ham til at gribe ud efter personens ben, rykke hårdt i forsøg på at fjerne fodfæste og slap ham som et bump lød igen. Folk blev ved med at trække sig mere og mere op af bagvæggen, maste dem der stod bagerst, hvilket gav Anthony en sjov ide. Langsomt rejste han sig op og tog nogle få skridt mod flokken af mennesker og stoppede, så hvordan de holdt om hinanden, skrigende og grædende af frygt for de to der havde sluttet sig til dem nede i deres ellers gode gemmested.