Det var stille og roligt begyndt at blive mørkt i Amazonitskovene, eller det var i hvert fald der hun gik ud fra, at hun var, men ærligt vidste hun det ikke. Det eneste hun vidste var, at hun i hvert fald ikke var i skovene nær Elverly, for dem kendte hun både forfra og bagfra. Og den her skov? Ja, hun anede i hvert fald ikke hvor hun var. Overhoved. Hun var helt blank.

Daya stoppede ved lyden af hove, og så sig om, spidsede ører og lyttede. Hun opdagede så, at det var sine egne hove hun havde hørt. Hun rystede på hovedet af sig selv. Sikke noget at blive bange for. Det var jo mig selv! Tænkte hun og gjorde et lille kast med hovedet, inden hun igen travede fremaf. Hovene klikkede let mod det lidt stenede underlag. 

Stille og roligt travede hun af sted fast besluttet på, at hvis hun bare holdt kursen, så ville hun komme ud af den her rædsomme skov - på et tidspunkt i hvert fald. Hun var godt nok blevet ledt på vej af en anden kentaur, en høvding mindede hun sig selv om, men det havde ikke hjulpet ret meget, for Daya var håbløs til at modtage directions.

Hun så sig om, og fik øje på en hytte. Der må da være nogen der, som kan vise mig vej! Hun skyndte sig derhen, og trådte op på verandaen med forbenene, så hun kunne dukke sig under taget og banke på døren.

"Hallo?"

Dayanara skrabede i jorden med den ene baghov, mens hun ventede på en reaktion fra huset. Der kom dog aldrig nogen ud af det, desværre. Så var hun altså overladt til sig selv igen. Alene og faret vild. Suk. Så var hun tilbage til det samme humør, som hun havde været i, før hun havde fundet huset. Det var ærlig talt lidt opgivende. Hun sukkede igen, og skulle til at gå sin vej, da hun hørte en stemme.

Hun drejede hovedet mod lyden, og bakkede ned af verandaen.

"Hvem der?" sagde hun først, men som kom vedkommende til syne. Det var en mærkelig skabning, måtte hun nok sige. Det lignede lidt en ulv, men den gik på to ben. Og så havde den en... hale? Hun løftede et øjenbryn og holdt hovedet højt, klar til at flygte om nødvendigt. Hun vidste godt at der opholdt sig mange farlige væsner i Amazonitskovene, så hun måtte være forsigtig. Det var hun nødt til.

Hun undrede sig over hvad han var for en, men synes også at det var uhøfligt at spørge. Alligevel fandt hun sig selv sige:
"Hvad er du dog for en?"

Jack vendte blikket mod den menneskelige del og så lidt underen på hinden men jack smilte bare og sagde så varmt men på en blød måde ” jeg kunne spørger det samme om dig ??” jack hadet kun set et af de væsner men han var nu ikke sikker på hvad det var dog ville han ikke Nævne det for den fremdet person.jacks ansiget kom stille frem fra hætten og en ulve agtit hovde kom fram ” jeg er et halvdyr ” svaret han født og kikket rundt det var lidt underliget at en person gik så langt ind i skoven, hvad gjorder den her væsen her hans far vagter ville ikke være galde for at se hinderne gå i deres teritore dog med en rolige blik sagde han så ” mit navn er Choie ” svaret han stille han brugte mest choie når han var ude for ikke at skramme ander gæster helt væk stille begyndte han at gå lidt rundt om det nye væsen det lindet en hæst og et menneske ” Du har ens hæst krop og et menneske den var lidt ny må jeg sige ” sagde han til den fremmet  og tog sin hånd lidt op mod sin hage og hævet øjnet brynet mange tanker gik i gemmen ham lige nu

Dayanara skrabede lidt i jorden med det ene forben, lidt utålmodigt, mens hun ventede på, at den anden gav hende et svar. Tålmodighed var ikke hendes stærkeste side. Hun var en fri men utålmodig sjæl, som sjældent ventede på nogen somhelst. Kun sig selv, og det kunne hun dårligt nok finde ud af - at vente på sig selv altså. Alting skulle gå stærkt. Nogen ville måske beskrive hende som hvileløs, men hun sov da. Måske hun bare ikke forstod den sande mening af ordet?

"Jeg kunne spørge om det samme som dig?" lød det fra det ulvelignende væsen, inden han forsatte. Et halvdyr? Det havde hun godt nok aldrig hørt om før. Hun var vel, nu hun tænkte over det, et slags halvdyr selv. Ikke? Hun var jo en slags halv hest, halv menneske væsen ikke? Han præsenterede sig også ved navn, og gjorde yderligere udtryk for sin undren over hende.

"Hej Choie, jeg er Dayanara. Jeg er en kentaur, et slags halvdyr egentlig. Har du aldrig set en kentaur før?" spurgte hun med løftet venstre øjenbryn, og bøjede sig lidt ned mod den anden skikkelse, men holdt stadigvæk afstand til dette væsen.

Jack Kunne ikke lade være med at smile det var hans første møde med en heste formet kvinde. Stille bukket han igen og tog blidt hindens hånd og kysset den ” mig en glæde at møde dem ” jack trøtte stille tilbage igen og løfte sine øre lidt han tænke sig om og rystede voldsomt på hovdet ”nej det har jeg ikke men jeg har heller ikke set så smuk et væsen før ” svaret han lidt chamerne og kikket rundt for at sikker sig for at ingen af jacks folk kikket med. hun kunne lige så godt være bytte for dem han sukket og lage buen lidt til side ” det er ikke sikkert for dem her,,, min folk kunne forvæklse dem som et bytte og det ville jeg blive ked af ” svaret han lidt og tog sin bue og kikket lidt rundt igen med navøs træk ” hvad laver du så her må jeg spøger om du er langt inden i skoven næsten på min fars rige ?”

Dayanara rystede på hovedet af hans charme, hun tog sig egentlig ikke af den, overhoved. Hun gad ikke lade sig lokke med smukke ord og den slags. Nej, det var hun alligevel for klog til. Hun trak derfor hånden til sig, da han kyssede den med et utilfreds udtryk i ansigtet.

"Jeg søger bare at komme ud af denne forfærdelige skov." forklarede hun med et ryst på hovedet. Lidt ligeglad med alle hans fine ord, og heller ikke særlig interesseret i, hvor han skulle hen eller hvem han var for den sags skyld.

"Kan du vise mig vejen ud? Eller pege den ud for mig? Så vil jeg snart være ude."

jack måtte tænke sig stille om og kikket ud hvor skoven sluttet der var nogle dages rejse.. dette væsen hadet gået langt inde i skoven,jack tog sig stille og rolige til sin hage og og kom med et " hmme " tankeren fløj i hovedet på ham hans far ville hade det men Dayanara hadet ikke noget valg jack nikket med hovedet og sagde " JA det kan jeg godt der er nogle dages gå tur men jeg er sikker på vi kan komme ud af skoven på nogle få dage " svaret jack stille og rolige mens han tog sin bue om sin skulder og kikket hen mod væsnet med en varm blik i øjet jack begyndte at gå rolige det var nu meget sjovt han hadet ikke mødt en halv hest og halv dyr for eller hadet han uden at tænke over det?. jack vente sig så stille mod Dayanara og sagde "er der mange af jer ??" jack ventet hovde og blikket mod stien som han kendte så godt

"Nogen dages gåtur? Er jeg alligevel kommet så langt ind?" Det var usikkert, selv for Dayanara, om hun sagde det til halvulven eller til sig selv. Hun sagde det om alle omstændigheder bare lidt ud i luften, og så måtte han selv beslutte sig for, om det var noget der skulle svares på eller ej.

De havde gået lidt, da Jack spurgte hende om noget. Hun tog yderligere tre skridt, inden hun stoppede op, eftertænksomt. Hun så først op på himlen og så på Jack. Hvad skulle hun svare? Når hun ikke kendte svaret? Hun omgav sig ikke med andre Kentaurer, for normalt boede hun i Elverlys skove, hvor der normalt kun fandtes elvere. Hun havde dog sat turen mod Krystalbyen, for at blive noget i livet. Måske endda en rider?

"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har ingen flok." forklarede hun med et sørgmodigt smil. Han forstod hende sikkert godt i, at hun var lidt ked af ikke at være en del af en flok, for ulve var da flokdyr, ikke?

"Bor der andre i skoven som dig?" spurgte hun så ulvemanden.

jack grinde lidt og kikket så ud mod skoven og hen over sit hjem "ja en hel by af os  dog er der ikke mange der kender til os i nu og det kun godt.... menneske skulle nødig jage os igen " brummet han lidt surt og kom til at knække en græm blikket kom stille hen mod Dayanara og han rødmet lidt men kikket så hen mod skoven.hun var smuk selv om hun var en halv heste dame
"det er jeg ked af at høre jeg ville være knust vis jeg skulle forlade min folk " svaret jack stille og rolige mens hans hale stille kom frem fra den kappe han hadet på skoven her var måske mørk og gumt men der kunne også leve skønhed i den det vidste selv jack som trænet siden han var helt lille " vi er Flammens beskytter og skoven lidt ligesom elverene selv om de ikke delere deres skov med vores " kom det smilen fra jack og stopppe rolige op mens has blik så lidt ind i Dayanaras 

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)