Samera havde landet næsten lige foran hoveddøren til Handerson hjemmet. Hun havde fået en skarp besked der skulle leveres til husets herrer fra en eller anden markets bestyrer eller sådan noget. Samera kunne ikke læse så forfærdeligt godt, så hun fattet ikke rigtigt hvad der stod på papiret hun havde fået stukket i hånden. 
Hun havde dog sat stor pris på den direkte adresse hun havde fået at vide, det gjorde det så meget nemmere at flyve rundt inde i byen. 

Hun samlet sig selv meget kort, ordnet sit hår og kjole, så hun ikke følte sig så sjusket, og så banket hun på. Tre rappe bank, lige efter hinanden, hurtigt og effektivt. 

Hendes slå-om kjole valg for dagen havde været en mørke rød med guld detaljer, og med nogle få, små og fine fletninger var sat op i hendes hår, mens resten havde fået lov til at flyve omkring hende som det normalt gør.

Hun smilte til for sig selv, storbyen, og specifikt Dianthos, var langsomt ved at gro sig til i hendes hverdag. I starten var det meget svært, luften af lort, mennesker og mad giver hende stadig ekstreme kvalmer, men det er blevet lettere at håndtere. Hun havde heller ikke så meget i mod synet af mennesker mere, og der var endda nogle få hun havde overvejet at have længere samtaler med! Ikke at hun faktisk havde taget sig tid til at gøre det! Isari nej! Hun ville meget hellere bare få leveret hendes beskeder så hun kunne komme ud hvor der var mere luft igen.

Jacklyn kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft et oprindeligt smil på sine læber, måske da hendes datter Althea var blevet født, det havde trods alt været et meget lykkeligt øjeblik i hendes liv. Det var noget af det absolut eneste hendes mand havde givet hende, som hun muligvis aldrig ville kunne hade ham for. Selvom hendes unfangelse og selvom hendes start på livet måske ikke var præcist sådan som Jacklyn havde drømt det da hun var yngre, så ville hun aldrig kunne slippe sin kærlighed til sin datter. Hun ville slet ikke turde forlade sin mand, i frygt for at han ville tage Althea med sig, hendes datter kom trods alt altid i første række.

Jacklyn hørte en banken og gik i sin lange brune kjole hen i mod døren og åbnede den, hun nåede netop kun at tage fat i håndtaget og åbne døren få centimeter inden hendes mand, Gilbert, lagde en hånd på hendes skulder og trak hende væk fra døren, som ville han antyde at hun ikke skulle åbne døren: "Jacklyn, har vi snakket om at du ikke åbner døren?" sagde han i en mørk og dyb stemme, som fortalte at hun skulle passe på også selvom der var folk til stede.

Jacklyn nikkede nervøst og gik så et skridt bagud som Gilbert åbnede døren helt op: "Og du er?" sagde han, en ting var at han ikke var særlig venlig overfor Jacklyn, men det var desværre lidt en generel ting i hans liv, han var ikke en mand der ligefrem var god af sig, men han havde penge og ved nogen folkemængder også magt, også havde man jo egentligt ikke brug for mere. Det skulle da lige være en smuk kone, me hende havde han jo også allerede købt og betalt. Jacklyn stod lige bag ham og kiggede ned i jorden, imens hun afventede at han fik udvekslet hvad han ville.

"Jeg er budbringer." Sagde Samera med et skeptisk syn til manden foran hende. Hun har altid været mistroisk overfor mænd, og på de få sekunder hun havde kendt Gilbert, kunne hun allerede mærke at han aldrig ville kunne tjene hendes respekt. 

Hun kastet hendes hår til den ene side og ragte hendes hånd frem, med brev i sig. 

"Det er meget vigtigt, jeg har fået besked på jeg skal blive indtil du har svaret." Samera sagde, med så meget selv sikkerhed at man ville aldrig kunne vide det var den reneste løgn. Men der var noget ved den tøs der havde åbnet døren, før 'tall, dark and grumpy' tog over. Samera skulle bare vide mere.

Jacklyn turde nærmest ikke engang trække vejret, Gilbert kunne godt blive ganske aggresiv og selvom Jacklyn havde været på sin bedste opførsel på det sidste, så vidste hun at der nogengange ikke skulle meget til for at få ham til at vippe i den anden retning. Hun kiggede ned i jorden og anede ikke hvordan hun skulle stå eller gøre, for at være mindst mulig i vejen, havde hun mulighed for det så ville hun nok helst bare kravle nedunder gulvet.

Gilbert tog i mod brevet og lukkede så døren i hovedet på kvinden uden at sige tak, uden at sige noget til Jacklyn gik han direkte forbi hende. Jacklyn trådte frem og åbnede helt forsigtigt døren: "Undskyld, her..." sagde hun og rakte et par ravstykker frem i mod hende som tak, hun rystede let på sin hånd, og smilede let til kvinden, dog ganske falsk eftersom hun ikke følte meget glæde når det kom til stykket. Inden hun nåede at reagerer yderligere, kunne hun pludseligt høre trin og mærkede Gilbert trække hende hårdt tilbage i håret, hvilket fik hende til at udbryde et lille skrig.

"Du skal ikke tale til folk, når jeg lukker døren. Du har ikke ret til at åbne døren!" sagde han hidsigt og slap hendes hår for at stikke hende en hård lussing: "Så gå ud... Gå ud hvis du så gerne vil" sagde han hidsigt og skubbede hende hårdt ud igennem døren så hun faldt lige så lang hun var ned af de tre trin på trappen, og landede med hovedet først på jorden.

Samera løb til Jacklyn's undsætning, med et stort hop ned af trappen. Det kunne godt være hun ikke kunne lide mennesker, men hun kunne mindre lide mænd end kvinder. 
Hun samlet forsigtigt Jacklyn op, og mens hun gjorde det, råbte hun med alt vinden i hendes lunger.

"Hvor må du være en lille mand, hvis du skal slå på nogen der elsker dig for at føle dig stor!"

Hun kunne mærke vreden langsomt samle sig i hendes mave som hun stirret op mod døren, forventende at han ville marcher ud og prøve at give hende sammen behandling. 

Hun holdte Jacklyn fast mod sin bryst kasse, og man kunne mærke kulden i hendes hud igennem hendes kjole. Hendes ene arm omkring Jacklyn, den anden var i hendes hår, ledende efter eventuelle sår. Hun havde lært at mennesker ikke var så robuste som elementaler, og at det tog meget mindre for dem at komme til skade, så hun ville være sikker på at den lille kvinde i hendes arme ikke var døden nær.

Jacklyn følte sig altid meget undertrykt når hun var i nærheden af Gilbert. For mange år siden da hendes forældre havde besluttet sig for at hun var tilsalg for penge, havde Gilbert vist sig fra sin bedste side. Med årene var han langtsom blevet mere og mere voldeligt, og efter hun havde fået deres datter Althea, var det som om alt var gået galt for ham.
Han havde endda beskyldt hende for utroskab, og Jacklyn der ikke engang turde hilse på andre mænd, vidste ikke engang om hun turde sig ham i mod i sådan en debat.

Jacklyn forsøgte at finde støtten igen og kunne mærke en smule blod komme ud fra hendes næse som hun forsøgte lige at holde styr på dig selv: "Nej nej, det er fint, jeg er helt okay" sagde hun og forsøgte at forsikre damen om ikke at råbe efter Gilbert, for Jacklyn var jo godt klarover at det nok var hende det ville gå udover i sidste ende.

Jacklyn kunne mærke hun var lige ved at besvime som kvinden holde fat i hende: "Du må ikke opsøge... ham" sagde hun blot og mærkede hvordan hun lige nu forsvandt ind og ud af bevidsthed, hun ville ikke at Gilbert kom ud og hun ønskede bestemt ikke at han skulle forsøge på noget. Jacklyn var beskyttende overfor deres datter, og hvis Gilbert gjorde hende noget vidste hun slet ikke hvordan hun skulle kunne leve med sig selv.

Samera kigget ned på Jacklyn og så næseblodet. 
"Du er ikke okay, menneske... hvad er dit navn?" Spurgte hun, hendes stemme meget lavere og rolig som hun satte sig på jorden med Jacklyn stadig i hendes arme.

Hun havde aldrig været så tæt på en menneske kvinde før, og som hun kigget på den lille kvinde i hendes arme følte hun en underlige varme i maven. Hun kigget på hendes mørke hud og så hvor stor en forskel der var på hendes egen og menneskets. Der lagde hun mærke til hvor varmet et menneske faktisk er i forhold til hendes vind kolde hud. 

"Du har meget smukt hår..." Bemærket hun, sådan lidt ud af det blå, og da hun indså hun havde sagt det højt fik hun lidt farve i hendes blege kinder. Hun havde ingen ærlig anelse om hvad der forgik med hende selv lige nu.

Jacklyn kunne mærke hvordan hun følte hun svævede et sted imellem jorden og skyerne, men vendte langsomt tilbage til jorden, det var forhåbenligt bare et hårdt slag i hovedet og lige nu var hun også itvivl om hun blødte eller om det bare var fordi det føltes som om hendes hoved var eksplorderet.
"Jacklyn..." sagde hun i en lav stemme, og vidste ikke helt hvorfor kvinden spurgte: "Min datter er indenfor" sagde hun og forsøgte at få lidt mere balance i benene.

Jacklyn orkede ikke at leve et liv hvor hun altid skulle være bange, men hun vidste at hun intet kunne gøre. Hun ville aldrig kunne forlade ham, han havde købt og betalt hende, og hvis nogensinde hun forlod ham og han gjorde Althea noget? Så ville hun aldrig kunne tilgive sig selv.

Jacklyn fik balance og fik stået på benene, og lagde blot en hånd på kvindens skulder for at holde balancen, hun førte en hånd op til kanten af hendes hoved og mærkede en smule blod, sammen med den der også dryppede fra hendes næse: "Ehm.. Tak" sagde Jacklyn og var ikke helt sikker på om kommentaren skræmte hende en smule, der var trods alt så mange creepy og psykopat agtige væsner her i verden.

"Jeg kan ikke lade dig gå ind igen med god vilje." Sagde Samera i en seriøs tone. 
"Lad os tage dig til en healer, bare kort." Forslog hun mens hun rejste sig. 
Hun tårnet over Jacklyn, men hendes ansigt gav hendes gode intentioner væk med det samme. 
Hendes øjne kigget blødt på mennesket foran hende, og hendes hånd var udstrakt, så Jacklyn kunne tage den hvis hun skulle bruge mere balance. 

Samera følte allerede en stor nød til at hjælpe dette menneske, og hun forstod overhovedet ikke hvorfor! Hun kunne ikke udstå mennesker, så hvad gjorde dette menneske så anderledes? 
Hun vidste det ikke, men hun ville hjertens gerne finde ud af det.

Jacklyn anede ikke hvad hun skulle sige, lige nu forsøgte hun bare at få styr på sit lettere forslåede hoved og det faktum at hun følte sig ganske svimmel. På mange områder ville hun ønske at hun bare var blevet i det fattige liv hun var født til at leve. Ingen penge kunne købe ens frihed, og det måtte hun jo så alligevel i dag indse at det kunne det godt.
Jacklyn ville bare så gerne have sin frihed tilbage, så var hun egentligt ligeglad med om det så betød hun skulle spise brødkrummer fra gaden.

"Jeg... Jeg er nødt til at være tilbage inden aften, De må forstå... Min datter er derinde" sagde hun i en rolig stemme og holde absolut alle tårer tiblage.
Jacklyn kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grædt, hun havde holdt det inde længe. Jacklyn kiggede skeptisk på kvindens hånd, ikke sikker på om hun var værd at stole på, men endte alligevel med at tage fat i hendes hånd, rystende og skælvende, men hvad havde hun snart at tabe?

Samera nikket og hev Jacklyn tæt på sig og tog fat i hende om livet.
"Du skal ikke være bange, det går bare hurtiger på den her måde." Sagde hun, før hun visket til vinden. 
"Nærmeste læge...."

Med et let vind stød blev kvinderne løftet fra jorden og båret af vinden hen til helbredelses huset.
De var der hurtigt og de landet blidt lige ved siden af døren, som Samera tjept banket på. 
 

Jacklyn vidste ikke om hun skulle frygte kvinden eller ej. Måske hun bare havde frygtet Gilbert i så mange år, at hun nærmest ikke kunne se forskel på frygt mere. Hun var altid bange for at der skulle ske hende noget, og til tider kunne hun mærke at frygten blev til ligegyldighed.
Som tænkte hun at døden ville være et mildt alternativ, hvis det her helved alligevel var det der skulle være hendes virkelighed. Men efter hun havde fået en datter, var hun nødt til at ændre sine tanker.

Jacklyn holde vejret som kvinden tog fat omkring hende, det var da ikke fordi hun var direkte bange for berøring, men det var da heller ikek fordi hun havde de bedste erfaringer på området. Gilbert var jo ikke den kærligste mand.
Som de fløj afsted og landede, kunne Jacklyn mærke en mild panik sprede sig i sin krop: "Jeg er altså nødt til at have min datter" sagde hun i en panisk stemme og kunne mærke hendes puls, hun var så bange for at Gilbert ville gøre hende noget hvis Jacklyn ikke gjorde som der blev sagt.

Samera lod et langt suk lyde ud.
"Vi skal nok redde hende, men du skal først være okay, lille menneske." Sagde hun, hendes stemme blid, og fuld af bekymring for Jacklyn. 

~~~~~~~~

De var i helbredshuset i maks en halv time, hvor Jacklyn havde fået noget for smerten og fået tørret blodet af sig. Samera havde betalt healeren uden et eneste ord. Krystaller manglet hun ikke, så det var intet problem overhovedet.

Efter de var gået ud af helbredshuset igen tog Samera Jacklyns hånd i hendes egen. 
"Hvad hedder din datter, hvis jeg må spørger?" Spurgte hun, med et varmt blink af medfølelse i øjne. 

Jacklyn stirrede på kvinden med store øjne: "Hvad... Er du?" fik hun fremstammet i en skælvende stemme, hele hendes persona, hendes måde at bevæge sig på og de ting hun sagde? Jacklyn vidste godt der fandtes så meget i denne verden, og mest af alt var hun bange for at støde ind i noget der gjorde hende ondt.
"Jeg tror gerne jeg vil hjem" sagde hun i en lav stemme, mest af alt bare fordi hun var bange og ikke vidste hvordan hun nogensinde skulle kunne forsvare sig selv, hvis hun først kom i knibe.

Som Jacklyn så småt kunne mærke den svimlende fornemmelse forlod hendes krop, kiggede hun forsigtigt i mod kvinden: "Hvorfor gør du det her?" spurgte hun roligt: "Tak" tilføjede hun, eftersom det virkede som om at kvinden havde betalt og sørget for det hele.
"Hun hedder Althea... Hun er kun få uger gammel" sagde Jacklyn roligt, hun havde aldrig troet at hun skulle blive mor i den alder hun var i, men hun vidste jo godt at det ikke rigtigt var et valg hun havde fået.

"Jeg er en storm der venter på at ske, men du kan kalde mig Samera." Sagde hun, kryptisk men overraskende lige ud på samme tid. 
"Jeg kan ikke lide at se andre kvinder blive smidt rundt med af mænd der tror de kan kontroller os," 

Hun smilede til Jacklyn som hun tog en arm om hende igen. 
"Jeg skal nok tage dig hjem, og jeg skal nok hjælpe dig, og din datter." Lovede hun, før hun bad vinden om at tage dem hjem til Jacklyn igen.

Som de landet foran Handerson huset, hvisket Samera til Jacklyn, "hvisk mit navn, når du har brug for mig, vinden skal nok bære det til mig, og så skal jeg nok gøre mit bedste for at hjælpe."

Hun gav blidt slip på Jacklyn og sendte hende et varmt smil.

Hun kiggede på kvinden med sine store brune øjne, lige nu forsøgte hun bare at finde ud af om det var bagtanker eller barmhjertighed der fik den fremmede kvinde til at samle Jacklyn op og beslutte at bringe hende afsted til en healer.
Hun troede naturligvis det første eftersom hun ikke stolede på nogen, men hun håbede naturligvis at det var mulighed nummer to, og at der stadig var kærlighed tilbage i verden.

"Samara" gentog Jacklyns om skulle hun lige smage på navnet, og hun nikkede så forsigtigt: "Jeg elsker min mand" sagde hun, som var det en replik fra et dårligt skuespil hun havde lært at gentage mange gange: "Jeg mener... Jeg... Jeg kan ikke forlade ham" rettede hun, og vidste jo godt at der var rimelig stor forskel på de to ting.
"Du... Jeg tør ikke, han slår mig ihjel" sagde hun og lagde sin hånd på kvindens arm imens hun forsigtigt rystede på hovedet, hun ville så gerne gøre så mange ting, men hun var bange.

"Røre han dig eller din datter på nogen hård måde igen, får han lov til at møde hans egen ende ved mine hænder." Knorket Samera. "Blot sig mit navn, så kommer jeg, og gør hvad der er nødvendigt."
Det var et løfte, og hendes storm grå øjne mødtes med de fantastisk brune øjne på Jacklyn. Der var ingen frygt i hendes øjne, ingen tvivl om at hun ville holde dette løfte.

Hun vidste ikke hvad det var der gjorde dette menneske vigtigt for hende, men lige nu vidste bare at det var hun. Tanken om at komme tæt på et menneske gjorde hende faktisk lidt nervøs, men hun skubbet det af sig hurtigt, fordi hun kunne mærke at hun skulle være stærk. For Jacklyn og hendes datter. 

Hendes egen kolde hånd rørte ved Jacklyn's, og hun tog den fra hendes arm og op til hendes mund, hvor hendes kolde læber mødte den varme brune hud. Hun lukket øjne kort  før hun flyttet hånden fra hendes mund. 
"Jeg skal nok passe på Althea og dig." Lovet hun.

Jacklyn trak vejret dybt ind som kvinden talte, hun vidste knapt hvad hun skulle sige: "Jeg... Øh" sagde hun roligt: "Jeg skal forsøge at huske det" sagde hun blot, nok mest fordi at Jacklyn godt vidste det ikke var et spørgsmål "om" nok mere "hvornår". Han var en sindsyg mand, og Jacklyn turde knapt trække vejret når hun var i nærheden af ham.
Hun ville ønske hun kunne bytte sin rigdom for frihed, men hun vidste at han ikke ville lade hende gå uden kamp, og desuden havde hun ikke noget sted at tage hen.

Som hun kyssede hendes håndryg, kom et meget lille - og dog oprigtigt smil, frem på hendes læber. Hun nikkede ganske forsigtigt: "Det er virkeligt pænt af dig, men jeg... Hans familie... Jeg har heller ikke noget sted at tage hen" sagde hun ganske forsigtigt.
Jacklyn havde jo snart været sammen med ham nogen år, og hun kunne godt mærke at det havde gjort hende mere og mere usikker for hvert år der var gået.
Han havde virkeligt fået trængt sig ind i hendes sind.

Samera fniste. 
"Du er smuk, ynding og god hjertet. Der er altid plads til dette i verden." Sagde hun, oprigtigt. 
"Desuden, hvis han blot....'gik bort'.. over en nat, så kan hans familie ikke tage jeres hjem fra jer, kan de? Siden du har hans eneste barn, og bære hans navn?" 
Hun blinket diskret til Jacklyn med et lille hemmeligt smil.

"De ville aldrig vide bedre, og hvis det kommer til det, så skal jeg nok tage faldet. Jeg har mindst tre tusind gode år i mig endnu." Fniste Samera igen.

Hun tog et øjebliks stilhed til lige at kigge lidt på Jacklyn, før hun smilede varmt til hende, med hendes øjne holdende kontakt. 
"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg syntes meget om dig, menneske Jacklyn, og jeg vil gerne beskytte dig."

Hun løftede sit blik og kiggede i mod kvinden, stadig skræmt. Men alligevel virkede der som om der var noget kærlighed i denne kvinde, som Jacklyn kunne genkende og som hun havde savnet. Som en mor figur der måske kunne passe på hende.
Jacklyn vidste godt at det nok var en illusion, naturligvis var der ikke nogen der kunne beskytte hende, men hun måtte da om ikke andet gøre et forsøg på at føle sig sikker. Der var jo ikke noget af tabe, nu havde hun jo allerede levet i frygt, i så mange år.

"Slå ham ihjel?" sagde Jacklyn højt og lod en hånd glide op til hendes mund i chok: "Det kan man da ikke" sagde hun, godt nok var Gilbert ond, men Jacklyn's gode hjerte kunne slet ikke forestille sig så ond en skæbne, det kunne man da ikke bare?
"Jeg ved ikke... Jeg tror ikke jeg kan" sagde hun, Jacklyn vidste ikke om hun kunne leve med skylden, det var jo ikke fordi han altid havde været et dårligt menneske, og hvad nu hvis han var god nok på bunden?
Hvad nu hvis Althea gerne ville kende sin far? Hun anede ikke hvad hun skulle svare, lige nu virkede det hele bare så skræmmende.