En mild vinter havde lagt sig over Medanien. Der var en knasen af frost i jorden, selv om markene stadig stod brune og grønne. De fleste landsbyboere holdt sig indendørs og talte dage til forårets komme, men nye gæster havde vist sig inden for de sydlige landegrænser. Siden elverfolk var blevet forvist fra Dianthos, var adskillige af den spidsørede race søgt mod Medaniens milde klima. Særligt mange af dem var ikke-fuldblodselvere, som ikke ville blive accepteret inden for Elverlys grænser, og i stedet var rejst mod syd.

Det var stadig tidligt på dagen og solens stråler var først netop begyndt at lyse over landsbyens stråtage. Uden for landsbyen befandt der sig en besynderlig teltlejr, der blev betragtet med mistroiske øjne af forbipasserende landsbyboere. Teltene var af forskellige farver og elverfolkene var så småt gået i gang med de daglige gøremål: et par bålsteder var blevet tændt og en gruppe så ud til at være ved at gøre klar til at tage på jagt.
Inden de nåede langt, blev morgenstilheden afbrudt af hovslag. En mængde sortklædte skikkelser kom ridende mod landsbyen, deres rober flagrende i vinden og ansigterne dækket af hvide masker. Hestene stoppede ved udkanten af teltlejren og en stemme råbte: "Jag spidsørerne væk fra landsbyen. Leoric har beordret, at de ikke har tilladelse til at leve her." Som præsterne steg ned fra hestene, var det tydeligt at se, at de var noget mere bevæbnede, end det typiske ordensmedlem. Både en lang sværdklinge og en mindre daggert var fastgjort til bæltet, og formen på roberne antydede, at der befandt sig en let læderrustning under klæderne.
Præsterne begyndte at sprede sig ud mellem teltene - klar til at jage elverfolkene bort fra landsbyen..

Alle hvis karakterer har en undskyldning for at befinde sig i Medanien kan deltage i tråden. Det er op til deltagerne, hvad der videre sker med præster og elverfolk.

Nu var der faktisk mulighed for at være i Medanien, eftersom der tit altid var så varmt, og det var slet ikke noget for denne vampyr her, kulde, is, storm alt der måtte have noget med vinter, minus grader var lige ham, men på den anden side havde han været så lusket at tage en sort kappe over hovedet, så han da i det mindste kunne være lidt i skyggen fra solen, og varmen. Det havde aldrig faldt ham ind at tage hen til Medanien, fordi hvad skulle han dog lave her, det var det store spørgsmål, og dog, mens han havde gået lidt rundt mellem både elverfolk, og mennesker, kunne han høre en stemme, og han lyttede godt efter hvad der blev sagt. Det gav ham så et skummelt smil på læben, så selveste elverne skulle jages ud ad landsbyen, hvorfor ønskede nogen det. Dog sagde elver ikke ham noget langt fra, han så dem helst død hvis han skulle være ærlig. Zoltan stod ved et af teltene og lyttede efter, og hans øjne var rettet på flokke af elvere der løb skrigende rundt, og prøvede at komme væk, ja de prøvede ihærdigt på ikke at blive fanget. Ikke tale om at de skulle jages væk, ikke før han selv havde smagt på en eller flere elvere, han havde ikke smagt en elver i tusind år næsten, og han var efterhånden begyndt at få træng til noget andet blod en bare menneske blod.

Denne Leoric skulle ikke bestemme hvad han skulle gøre, ikke tale om, han skulle bare bides i nakken, og måske få cuttet hoved af, det skulle bestemt ikke komme an på det. Zoltan smillede fortsat og begyndte efterhånden at få mange gode ideer, han var fuld af lysten til bare at tage diverse elvere i favnen og hygge sig med dem, så måtte denne Leoric gøre hvad han ville, ikke tale om at han skulle blive fanget sammen med elverne. Han betragtede elverne han kunne se, og han havde ikke tænkt sig at tage hætten ned fra ansigtet endnu, men på den anden side troede de fleste elver nok at han var en af dem der ville jage dem ud, men det var nu ikke hans plan. Hans plan var fast lagt på at han skulle have fat i nogle af de elver nu da landsbyen vrimlede med den, lidt mord, blod, bid her og der det skadede da ingen, sådan havde han det.  Lidt efter lidt lagde han så mærke til præsterne, hey det gav ham så endnu en god idé han kunne da ligeså godt også tage nogle af præsterne med så ville et kun blive et win win for ham. Han begyndte at få blod på tanden, og kiggede nøje rundt for at se hvor han skulle starte, der var da mange muligheder, dog var han nok en af de få vampyrer der faktisk var dukket op her i landsbyen, på trods af det gode vejr der var, så man nok ikke så mange vampyrer, dog var Zoltan ikke en hvilken som helst vampyr, ovenikøbet var han berygtet og efterlyst, men det skulle slet ikke komme an på det. 

Han var sikker på han nok skulle få gang i festen her, om det blev på den ene eller anden måde var ligegyldigt. Præster, denne Leoric, og elvere se det var næsten som om måltidet stod klart, en forret, hovedret og dessert. Han fik et morderisk udtryk i øjnene, og vandrede lidt videre fra det telt han stod i, til at vandre hen mod et andet telt, ja han måtte skjule sig lidt nu for ikke at blive ramt af denne sol og varme der var. Dog var det nu nogle gode nyheder om at der elvere der blev jaget ud af landsbyen, det ville give ham en god mulighed for at hjælpe dem ved enten at dræbe dem, eller snuppe en bid blod her og der. Det skulle nok blive interessant og spændende, han lod blikket glidt rundt, ja hvor skulle han mon starte.

Medanien. Et smukt sted, hvis man gik op i den slags, men i øjeblikket lidt for koldt til Vargas smag. Han var meget glad for varmen i Rubinien, kulden længere nord på var blot... ulækkert. Men i dag havde han bevæget sig ud af den sandede, varme del af Krystallandet for at besøge sine naboer i Medanien, stedet med marker og bønder. Og en varulv hist og her, men det var nu ikke derfor, at han var her. Nej, han havde hørt en lille fugl synge om en elverlejr, der skulle ryddes. Og efter en lille samtale han havde haft med en mand, der havde valgt at kaste sit had på elvere, var Vargas nu meget interesseret i den langørede race. 

Slaver. Og masser af dem. Udbud og efterspørgsel var en vigtig del af hans forretning. Det var svært at sælge slaver, ingen ville have. Eller sælge slaver, man ikke kunne skaffe. Men nu var han en mand af mange forbindelser og med et par hviskede ord hist og her kunne han skabe efterspørgsel. Så snart ville hele slavemarkedet skrige efter elvere og halvelvere. Hvad ved Zaladin de ville bruge de spinkle væsner til, det måtte de selv finde ud af. Udbuddet var der lige nu, som Kiles Orden havde valgt at lave krig mod racen. Og det havde Vargas ikke noget i mod at udnytte. Det var nemt med flygtninge og det var krystaller - og en sjæl eller to - lige ned i hans skattekister.

Så nu sad han på en grif og svævede rundt højt oppe over teltlejren, hvor et par bål blev tændt. I horisonten var gruppen af præster kommet til syne. Endeligt! Der var koldt i de højere luftlag. Griffen satte retning mod jorden og snart stod Vargas med begge ben på samme. Griffen lettede igen så snart den havde fået en ordre og Vargas gav sig til at slentre mod teltlejren, mens han tog lidt af det ekstra tøj af. Så koldt var der heller ikke hernede. Så til sidst var han iklædt en foret, lang koftelignende jakke i mørkeblå med et tydeligt mønster i guld, et gult tørklæde og et par varme støvler under et par bukser, der var i samme blå farve som jakken.

Foran ham kunne han se Kilepræsterne sprede sig ind i teltlejren og han gik op til manden, der tydeligvis havde styr på sagerne. De var noget mere klædt på til kamp end dem, Vargas havde set ved sit sidste besøg i hovedstaden. Der kom snart problemer i Krystallandet. 
Manden stod med ryggen til og Vargas til op på siden af ham med hænderne på ryggen og lænede sig kort ind mod ham, meget uskyldigt.
"Hvis du og dine mænd vil tjene nogle krystaller, så får I tre jadestykker for hver elver eller halvelver I fanger ind til mig. Din chef har godkendt det." Han blinkede til manden og raslede lidt med en lille lædersæk, han havde i bæltet. Manden gav et forskrækket sæt og stirrede lidt på Vargas, der sendte ham et stort smil og lod blikket glide til teltene. Der var tavst som manden overvejede det. 
"Nye ordrer! Fang så mange af rakkerpakket ind som muligt! Der er dusør!"
Vargas' smil blev større, indtil han løftede en finger, som han kom i tanke om noget.
"Åh, og halvdyr. Hvis der skulle være nogen."
Manden skævede til ham bag masken og forsvandt så ind i lejren for at holde øje med sine mænd. Vargas vippede på fødderne, hænderne på ryggen, stadig med en uskyldig attitude. En attitude der forsvandt, så snart man så på hans ansigt.

Det føltes som evigheder, at den sidst havde set græs enge, faktisk kunne den ikke huske hvornår. En længere tid i ørkenen havde det med at få folk til at miste tids fornemmelsen og Karn var ingen undtagelse. Minotauren havde blot vandret, ingen sans for retning eller mål, kun dens sult og overlevelse var hvad den gik op i, selvom stemmen op til flere gang prøvede på at få den på andre veje.

Efter en mindre episode i en arena, var det lykkedes den at stikke af for nogle tidligere ejere, der havde prøvet på at tjene gode mængder krystaller på dens evner til at slås. Hvis den nogensinde fandt den ork ting igen, var der en revanche til gode, den kamp var ikke afsluttet.

Lyden af råbe og skrig fangede Karns opmærksomhed, den stoppede op for at finde frem til det. En masse telte var hvad den kunne se på afstand. "Blot gå videre, det har intet med os at gøre" lød det inde i den selv men minotauren rykkede sig ikke, den fornemmet noget andet, konflikt og hvor der er konflikt, er der kamp. Minotauren blev draget af dette, måske kunne den finde et våben, det ville hjælpe på det.

Som den nærmede sig starten af teltlejreren, begyndte det langsomt at gå op for den hvad der var i færde. Elvere blev jaget ud af deres hjem af nogle sortklædte folk med hvide masker, hvorfor vidste den ikke, det var langt over dens forstand. En simple klædt elver mand kom løbende hen imod Karns retning men stoppede op, som han så bæstet foran ham. Frygten var tydelig at se i elverens øjne, Karn lage hovedet en smule på skrå, den havde da ikke gjort ham noget. Elver manden reageret hurtigt som en sortklædt mand kom bag ham, ved at gemme sig bag minotauren. "Hjælp mig! Kile ordnen vil have os!" tiggede manden. Karn så blot over dens skulder og ned på elveren, den fattet ikke hvad han snakkede om.

Den kutteklædte mand stoppede op for at se minotauren an. "Hør! Minotaur! Der er gode krystaller at tjene, hvis blot du hjælper os med at fange de spidsøre!" lød det lokkende og med en dyb stemme. Karn så blot hen på den maskeklædte person men gjorde intet. "I så fald, så træd til side, så jeg selv kan fange ham!" kommanderet han og med et hurtigt ryk, tog han et sværd op fra bæltet, klar til at fange elvermanden.

Elvermanden begyndte at løbe væk fra hans forfølger, den kutteklædte person valgte at sætte farten op for at fange hans bytte og med en sikkerhed om at minotauren ville rykke sig.

Karn derimod følte sig truet, en bevæbnet person kom lidt for tæt på den, hvilket fik den til at reagere, den gik ned i knæ og satte af med en pludselig fart imod kile præsten, begge arme åbne og klar til at tag om ham. Præsten nåede dog at stoppe op, han var en trænet herre og fik placeret sværd op så den ville kunne spidde bæstet, begge hænder om våbnet.

Minotauren mærkede klingen prøve at få fat men sværdet gled nærmest forbi brystkassen og opad, en smule blod kom frem men kun et lille snitsår, bæstet tacklet manden omkuld og ned på jorden, den gik hurtigt til værks nu, en knyttet næve imod masken, efterfulgt af albue slag, med hele dens kropsvægt bag hvert eneste slag.

"KRIDTFJÆS! MAL TELTE HVIDE OG RØDE!"

Nu var der pludselig kommet flere folk til der især var ude efter elverne, først en Minotauren skabning, og det vidste Zoltan godt hvad var, troede folk ikke at han vidste det, der var da efterhånden bedømmende blikke kastet i hans retning, stakkels folk de kunne miste livet så hurtigt før de nåede at trække vejret. Han undrede sig lidt hvad denne underlige besynderlige minotauren lavede her i medanien, men det var sikkert for at få hjælp fra folk til at jage de elvere men det var han også ligeglad med, han ville ikke have nogen skulle få fat i dem allesammen, ikke mens han stod ved et af teltene og havde stået og kigget på alt det aktion der var igang. Han var stadigvæk fyldt med lysten til mord, og før han faktisk var vandret videre havde han lagt mærke til noget andet, okay der var simpelthen også en underlig mystisk mand her også, varulv måske. Jamen se det gjorde det hele meget mere interessant, og denne her kamp skulle nok blive spændende, uanset hvad ville Zoltan ikke stå og glo uden at gøre noget, ikke tale om, han trak dog ikke hætten ned endnu, takket være den forbandet sol og varme var han nød til at beholde hætten oppe lidt endnu. Snakken om krystaller, jader der lige smuttede forbi hans ører gjorde bare at han fik endnu mere blod på tanden, og han begyndte at knække fingrene hvorefter han hurtigt var forsvundet væk fra det sted han havde stået. 

Fra hans nye sted lidt væk fra det første sted han havde været kunne han slet ikke lade være med at få ideer til, hvordan han kunne cutte Leoric s hoved af, men dog ville han ikke gøre det endnu, han havde slet ikke leget med elverne endnu, og hvad skulle han også med krystaller og jader, han havde det helt fint med at være eftersøgt han behøvede slet ikke nogen form for betaling, han kunne snildt snuppe det han nu manglede, hvis det var. Intet problem for Zoltan, intet for ham var umuligt, han stod så og betragtede omgivelserne, folk der snakkede sammen om elverne, og hvordan de skulle jages væk, og der var også en masse snak om belønning, og det kunne ikke være mere latterligt i hans øjne. Selvfølgelig havde Zoltan langt fa den store interesse i elvere, de var ikke andet for ham end mad, måske et one night stand men det var så det. Hans øjne faldt hen mod det der så ud til at være en grif, hvad fanden lavede en grif nu her, og før han faktisk nåede at svare på hans eget spørgsmål i hovedet så han manden der sad ovenpå den, okay så det var sådan det måske hang sammen, en varulv på en grif, og en minotaure der ville slås. Han var lidt blank for hvad disse to skabninger lige havde gang i, og havde tænkt sig, dog var han også ligeglad, for han havde selv hans ideer og plan. 

Kom folk i vejen blev de bare advaret på den ene eller anden måde, og selvom denne mand Leoric havde hans opmærksomhed og at han nok skulle finde ham, valgte han at sætte kursen hen imod et telt, hvor der stod en gruppe elvere, smukke og yndefulde og bange. Se det var en god cocktail for ham, og nu skulle der ske noget"Tsst i gør det jo alt for let for mig d'damer"sagde han til gruppen, hvorefter han trådte lidt tættere på en af elverne der kiggede på ham med bange anelser, dog var de andre kvinder betaget af ham, og næsten kunne hoppe med på hvad som helst, de troede vel at han havde tænkt sig at redde dem, de så ihvertifald håbfulde ud som de stod og både gjorde sig til, men også lænede sig lidt hen mod ham. Zoltan smillede skummelt, og koldt og greb rundt om en af elverne"Jamen det her er jo næsten en invitation"sagde han og lænede sig lidt tættere på elveren, han skulle næsten også til at sætte tænderne ned i elverens hals, dog stoppede han da han bemærkede et mistroisk og næsten imponerende blik fra en eller anden mand han ikke kendte. Det fik blot Zoltan til at smile endnu mere, og han blinkede hen i retningen af manden, åh når han fandt denne Leoric skulle han nok hygge sig, og få hvad han havde i tankerne. "Stakkel du ved slet ikke hvad der sker gør du, lad mig gøre det lidt mere klart"sagde han næsten så det kunne løbe koldt ned ad ryggen og få hår til at rejse sig. Så nærmede han sig elveren hals, og han holdte hende for munden"Det hurtigt over så du bedes holde munden lukket"sagde han hårdt og koldt, ja ligenu tænkte han kun på sig selv. Han lagde mærke til de andre elvere nogle var begyndt at løbe væk da de kunne se at Zoltan åbnede munden omkring halsen på elveren, og satte tænderne dybt ned i halsen. De var hurtig væk, de turde vel ikke blive stående, hvilket var forstående, men det gjorde heller ikke noget, de måtte gøre hvad de ville.
Han fik sig endelig noget elver blod, selvom det sikkert ikke lige var det opgaven var på stedet her, så var han ligeglad, hvis man var tørstig skulle man da have noget at drikke. Ja måske var han morderisk og kynisk og et stort svin men det var ikke noget nyt.

"Nå tak for måltidet, nu vil jeg videre"sagde han og bare gav slip på elveren der efterhånden var tømt for blod i kroppen og faldt bare langsomt ned til jorden."Hovsa tog jeg for meget, nå det kan ske"sagde han næsten hånligt, og med et kækt smil på læben, så satte han kursen hen mod manden der før havde kigget på ham, som han slet ikke kendte, men manden havde dog set hele scenariet.  Der var en ting der gik igennem hans hoved, hvis elverne alligevel skulle jages væk, kunne han ligeså godt hjælpe med at enten dræbe dem, eller udnytte dem for enten blod, eller noget andet tilfredsstillende. 

Ah, vold. Vargas så tilfredst ud over scenariet, der udspillede sig foran ham. Selvfølgelig stod han langt nok væk til ikke at være i fare, det ville være dumt at nærme sig en krigsscene. Selvfølgelig havde han sit eget sværd med sig, men han havde da ved gudernes skyld ikke planer om at bruge det. Nej, med en dusør på elverne, ville kilepræsterne, eller hvad de nu end var, gøre arbejdet for ham og han kunne blot se på. Hans egne folk var på vej, griffen var sendt tilbage for at hente dem. Og så kunne de overtage fangerne, når der var faldet ro på situationen.

Stadig med et stort, tilfreds smil og lidt vippende på sine fødder, lod Vargas sit blik glide rundt. Et pludseligt brøl fik ham til at se væk fra lejren og til siden - hvor han kunne se en minotaur angribe en præst. En minotaur. Det var hans lykkedag! Med åben mund stirrede han for et øjeblik på bæstet, inden han løftede en dirrende hånd og pegede i mod den.
"Minotauren! To... Tre... nej, fem safirer til den, der fanger den til mig! I live!" Hans råb var højt nok til at nå det meste af lejren rundt og den høje dusør var nok til at sende flere af præsterne af sted mod det store bæst, der havde angrebet en af deres egne. Nogle valgte dog at fortsætte med at fange elvere ind, uvillige til at risikere deres liv eller at dele dusøren med de andre.

Vargas var begejstret over synet af det store bæst og kunne næsten ikke få øjnene af det. En storslået tilføjelse til hans lille flok derhjemme, den ville kunne gøre underværker i en arena! Med lidt træning kunne den sikkert endda vinde for ham! Ellers kunne den altid bruges til brutal aflivning af andre slaver, hvem vidste. Men han vidste, at han ville have den. Koste hvad det ville!
Pludseligt var hans interesse for elverne væk, men han havde lovet Leoric at hive så mange af dem med til Rubinien som muligt, så han kunne ikke ignorere dem. Men spredte skrig og råb fra teltlejren fortalt ham også, at der var styr på tingene. For nu.

Bæstet mærkede hvordan manden kæmpede imod, hurtigt havde han givet slip på sværdet for at pande den en på dens mule, problemet var blot, at bæstet virkede ligeglad overfor det, der fulgte op med begge dens overarme blive banket ned på mandens brystkasse, som en anden silverback gorilla, blot meget værre og engang til. Manden mistede pusten af dette og kampånden blev svækket da noget gav efter med et lille *knæk*.

En del andre af kile præsterne begyndte komme deres ven til undsætning, Karn så op og rejste sig op, dens ene hov satte den hårdt ned på mandens brystkasse, blot i tilfælde af at han ville prøve på at stikke af. De var tre kutteklædte personer der stod over for minotauren, alle med hvert deres våben klar og ude nu. "Overgiv dig og du vil ikke blive mødt af Kiles vrede!" Lød det fra præsten til venstre for Karn.

Dens modsvar: Karn bukkede sig ned for at tag fat i mandens højre ben, der gjorde modstand men han stoppede med det, som minotauren blot lage alt sin væk ned på hans brystkasse. Med et stålgreb tog den et ryk i benet, manden skreg op, endnu et ryk og skriget blev højere. Et stædigt grynt kom ud af dens mund mens den tog for alvor til og fik endelig flået mandens ben af! Blodet fosset ud af den nu skrigende og døende kile præst, der blev afbrudt som minotauren satte af på ham. Et stykke ben lidt over en meter, dejligt tyk for enden og med blod dryppende, bæstet så dem an, adrenalinen begyndte at vågne op inde i den. En dyb vejrtrækning så dens bryst svumlede op og den slap alt dens vrede og had ud med et kæmpemæssigt brøl af fornægtelse! 

Kursen hen imod manden der havde stået og set hele mord scenariet på elveren var pludselig væk, hvad skete der lige for det. Han var sikker på at han havde set manden lidt væk fra ham, men nu var han så væk, kendte han mon Leoric, eller skulle han måske aflevere noget til ham, eller ja måske var der helt andre grunde. Zoltan kiggede rundt, og han stod og overvejede hvad der lige var muligt at gøre ligenu, manden var væk, så ham kunne han ikke tage hen til, men derimod kunne han høre noget, og hans opmærksomhed rettede sig i retningen af det"Hvad...i"nåede han blot at sige da hans syn mødte en præst blive angrebet af en minotaur, se det her var spændende så han valgte at sætte kursen hen mod minotauren, og præsten. Dog mens han nærmede sig lagde han mærke til personen han før havde set ham der havde griffen, jamen det her var endnu bedre, men hvad havde de to personer lige tænkt sig, den ene havde angrebet en præst den anden ville have fat i minotauren. På den anden side gjorde det vel bare det hele lettere for Zoltan at få fat i flere elvere, og udryddet nogle af dem, og endnu bedre han kunne få sig lidt mere blod se det skadede ikke nogen. 

Hvad skulle han med en minotaur og præst, ikke noget som helst, så for hans skyld kunne han bare angribe den præst, og dræbe ham hvis det var det der skulle til. Zoltan skimmede hurtigt området han stod i, og kunne se flere og flere elvere der løb skrigende rundt, og han besluttede sig hurtigt for at se om der var flere præster i nærheden. Dog var hans opmærksomhed også faldet på præsten der blev angrebet og på manden der faktisk ville have fat i minotauren"Tsst... Tåbeligt"grinte han næsten hånligt, hvorefter han hurtig var væk fra det sted han havde stået. Han var så pludselig nået hen mod minotauren, han lod blikket falde på den"Er det tit folk vil have fat i dig, eller er det bare din heldige dag"spurgte han og betragtede minotauren lidt, før han lod blikket falde hen på den anden mand der havde griffen. Han sagde intet til ham, men sendte ham blot et blik, så stod han og tænkte lidt og så bare for ham dette scenarie her, og efter hvad han havde hørt og set havde de alle tre forskellige ting at lave her i landsbyen, Zoltan der var ude på enten at dræbe, afskaffe elverne væk, og som ville have fat i denne Leoric som han slet ikke vidste hvor var, men han ville finde ud af det, og så skulle han nok hygge sig med det. 

Men indtil videre stod han blot og kiggede på minotauren, det var ret spændende det her, og han gad ikke blande sig nej for ham var der flere ting der var mere spændende end det, han lod blikket falde på præsten"Sikke dog et uheld du har dig hva"sagde han og klappede ham på hovedet, hvorefter Zoltan lod blikket falde på præstens hals, men måtte ryste tørsten til at sætte tænderne ned i halsen væk fra sig. Han rettede sig lidt op, og kiggede rundt, sikke et kaos der var, og snakken om diamanter, jader, ja alle former for penge blev både snakket i kroge og rundt omkring. Det var nu ikke fordi han ikke var interesseret i det, men han så bare ingen grund til det, han var mere nysgerrig efter hvad disse to personer havde tænkt sig, og enlig var han nysgerrig efter hvordan resten af elverne smagte, han havde efterhånden fået meget blod på tanden"Hmm nå men hvad laver i så her i landsbyen udover at angribe en præst og åbenbart eftersøger en minotaur"sagde han hensyn til både minotauren og den anden mand, der havde griffen. Og imens de fleste løb rundt i skræk, og slet ikke vidste hvad de skulle gøre, tog Zoltan det meget afslappet, og stille og roligt, det kunne han godt fornemme kunne give problemer, og undre de fleste men det var han ligeglad. 

Fascineret så Vargas til, som minotauren nedlagde kilepræsten og derefter flåede et ben af ham. Hvor... interessant. Hvor ville han være god at have i en kamparena. Dæmonen fik nærmest krystaller i øjnene ved tanken, men et skrig ulig de andre afbrød hans tanker og han så op. Griffen var tilbage. Det kunne kun betyde... og ganske rigtigt han fik øje på sine egne folk, der kom over en bakkekam. En større mængde af vagter, nogle vogne med trækdyr og enkelte slaver, han vidste ikke længere havde modet til at flygte. Ah, endeligt! Glædet fik ham til at klappe sine hænder hurtigt sammen et par gange, inden han vendte ryggen til minotauren og gik sine folk i møde. Griffen landede bag ham og kom op på siden af ham, hvilket fik ham til at lægge en hånd på halsen af den som et ukærligt kærtegn. Den forreste vagt bukkede for ham og Vargas slog ud med armen.
"Jeg har allerede sat præsterne i gang med at samle ind." Der stod allerede nogle små klumper af elvere rundt omkring, passet på af nogle af præsterne, mens resten rendte rundt og hev folk ud af telte, red rundt efter dem, der var ved at stikke af. Enkelte lig lå rundt omkring, en enkelt mørk robe eller to i mellem. Elverne var ikke hjælpeløse, selvom Vargas havde en fornemmelse af, at de fleste havde levet sikkert i Dianthos i lang tid.

Vagten nikkede, klar over hvad opgaven var og begyndte at bjæffe ordrer ud. Vargas smilede skævt og nød lyden, som han vendte sig om og så ud over lejren. Aaah, det her var livet. At indfange elvere til slaveri, skabe kaos og vold. Han elskede det. 
En elver havde åbenbart sneget sig til kanten af lejren og satte af i løb. Uh, spænding! Hurtigt svingede Vargas sig på ryggen af griffen, der straks satte af og svingede sig op i luften med et par kraftfulde vingeslag. Elveren løb hurtigt, det var en ung dreng, men det var intet i mod griffens fart i luften. 
"Grib ham!" Vargas var helt ekstatisk og oppe at køre, det her var jo mere action end han oplevede på et år! Eller, den sidste uge i hvert fald. Griffen dykkede og greb ud efter ham med sine ørneklør, men elveren kastede sig til jorden og undgik kløerne. Griffen slog hårdt med vingerne for at stige i højde igen. Elverdrengen kom på benene og satte retning mod en lille klump af buskads, der stod alene midt på marken. Pff, som om det ville redde ham! Vargas lænede sig frem på ryggen af griffen, klar til at fange sig en lille lækker slave til samlingen.

I mens var hans egne mænd og Kilepræsterne i gang med at indfange slaverne og de små grupper af tilfangetagede elvere voksede hurtigt i størrelse. Der var ikke mange, der slap væk. Dem der søgte mod landsbyen blev hurtigt afvist, ingen villige til at risikere livet for en anden race.

Dal bed tænderne sammen som den unge elvermand løb mod den busk dværgen skjulte sig i. Kom så knægt, du kan klare det! Du kan nå det!! bad han til alle guder der kunne forbarme sig over knægten, mens Dals hånd lukkede sig om et par sten der ville passe i den improviserede slynge han havde lavet. Han kunne have danset af lettelse, hvis det da havde været overstået. I stedet rejste hans sig fra busken, usynlig, og med sin slynge tyrrede han først den ene sten efter griffen, hurtigt efterfuldt af den anden mod rytteren. Det burde give ham noget at tænke over mens elveren nåde i sikkerhed!

Dal havde været tilfældigt i nærheden da blodbadet startede, og var hurtigt trukket til for at se hvad der var los. Synet der havde mødt ham havde fået hans mave til at vende sig. Det var jo umenneskeligt! Så Dal havde uden en tanke gjort, som Dal nu gjorde. Han havde gemt sig.
Men fra sit skjul havde han arbejdet hårdt med at ligge illusioner over alle de elvere der var noget ud forbi den krympende ring af Kiles Orden og soldater. Det var meget han kunne gøre, især ikke på den afstand, men han kunne skjule deres spidse øre, og få dem til at ligne mennesker. Det ville klare en grundig inspektion og det ville kun holde en time, men ved Isari hvis det bare kunne redde nogle af dem, var det hovedpinen værd!

Den under elver landede hårdt i busken, og Dal sendte en sidste sten afsted mod griffen inden han dukkede sig ned i busken igen og gjorde sig synlig, så han ikke skræmte livet af elveren.
Det hjalp ikke. Det første knægten gjorde, var at give Dal en blodtud. Det stoppede dog ikke dværgen fra at hjælpe manden, der heldigvis hurtigt opdagede Dal ikke var med Ordenen eller en af soldaterne ude på at fange dem.
Derfra gik der ikke længe før de to forlod busken i fællelsskab, usynlige, elveren bevæbnet med Dals sværd og slyngen, riddende på Dals skuldre, så han kunne holde dem begge usynlige. Sammen stormede de frem så hurtigt Dals korte ben kunne bære dem, tilbage mod elverlejeren, for at falde angriberne i ryggen. Det var bure vandvid, men knægten havde nægtet at flygte uden at forsøge, og Dal havde ikke haft bedre argumenter end sin modvilje mod at dø på en mark i Medanien..

Som de nærmede sig satte den prustende dværg indsatsen op, og begyndte at smide illusioner på soldaterne også, så de fik elverøre. Forhåbenligt ville folkene fra Kiles Orden forsøge at indfange dem, og skabe en åbning for flere af elverne til at flygte.

Eftersom der ikke kom noget svar til hans spørgsmål valgte han blot at lade de folk gøre, hvad de havde tænkt sig det var ikke hans problem, han havde desuden andre planer så han kunne ligeså godt smutte væk fra det kaos der var igang, det scenarie var dog interessant og nu var der også ankommet en eller anden mystisk person, men det var han ligeglad med, han vendte ryggen til flokken og var hurtigt væk fra stedet, han befandt sig nu henne ved et telt der efterhånden så ud til at være gået ild i, okay så folk havde haft fakler og havde været igang med at antænde nogle af teltene for at jag elverene ud derfra, det var et snedigt trick, men det virkede da der kom flokke af skrigende elvere løbende ud fra teltene, og de vidste slet ikke hvad de skulle gøre. Zoltan fik et smil på læben, og dog et ret koldt og uinteresseret blik, hvorefter han pludselig blev væltet ned i jorden af en flok elvere kvinder der havde løbet ind i ham for at komme ud ad teltet. De fleste af elver kvinderne begyndte så at tilbede ham til at redde ham, men hvorfor skulle han det, han så ingen grund til det, og desuden var resten af folkene igang med deres ting, så enlig kunne Zoltan faktisk bare gøre hvad han havde lyst til, og det havde han også tænkt sig. Han betragtede kvinderne der næsten flirtede og gjorde alt de kunne for at få ham til at redde dem og hjælpe dem, men det hjalp ikke helt på ham. 

"Tja okay så kom med mig"sagde han blot til kvinderne der lå omkring ham, hvorimod to af dem lå hen over ham, det her var bestemt ikke noget der tænkt igennem, og slet ikke at han skulle blive væltet af de kvinder, elver typisk dem, ligeså kønne de var ligeså trælse kunne de være. Han sukkede dybt, og flyttede dem væk fra sig, hvorefter han rejste sig op, derefter børstede han sig af, og kiggede rundt,  tja eftersom teltene var begyndt at brænde lidt, så han ikke andre muligheder for at så hen imod en gyde der var i nærheden, en mur fedt der var gode muligheder for noget derhenne, dog nåede han ikke sige så meget andet før to af elver kvinderne var gået helt tæt på ham, han lagde en hånd rundt om livet på en af elverne, hvoraf han kørte en finger hen over kinden på den anden elver, men så greb han fat rundt om halsen på elveren hvis fingre havde kørt på kinden"Hør jeg er ikke prinsen på den hvide hest, jeg har ingen intentioner om at redde dig eller de andre okay"sagde han ærligt og koldt, hvorefter han vendte ryggen til dem, og hurtig var væk fra teltet. Det kunne brænde og ilden kunne fange de elvere som det ville, det var han ligeglad med, han skænkede det ikke engang en tanke. 

Elver kvinden der var i Zoltans fangst kiggede op på ham med et bekymret blik, hun var bange det var tydeligt at se, og han kiggede ned på hende og de stod nu i gyden, han skubbede hende op ad muren, holdte hendes hænder stramt op over hendes hoved. Hans blik udstrålede sult, og leg. "Du er i sandheden en skønhed men desværre er det ikke dig jeg er ude efter men en hvis Leoric"sagde han og nærmede sig elverens ansigt, han kunne se frygten i hendes øjne, og hvordan hun prøvede at komme fri, det fik ham til at grine kynisk og næsten underholdende"Det hjælper ikke, og det nytter intet jeg er langt stærkere end dig lille ven"sagde han og holdte nu elverens hænder med en hånd, hvorefter han kørte en finger ned over elverens hals"Hvad skal der ske med dig, der er så mange muligheder, eftersom alle elverene sikkert ikke slipper væk herfra skader det ikke at bruge ens sidste tid på at hygge sig med en som mig"sagde han koldt og med et kækt smil på læben. Elveren rystede af skræk, og prøvede endnu mere at komme fri, Zoltan nærmede sig hendes hals, og før han satte tænderne ned i halsen, smillede han af glæde det her var underholdende, og elveren duftede godt, hun var sikkert jomfru, det kunne han dufte og det var kun lækkert for ham, så ville hendes blod smage endnu bedre. 

Vargas måtte gribe fat i griffens fjer for ikke at trille af, som den med et skrig nærmest stoppede op i luften. Han skulle lige til at skælde ud på dyret, for hvad var det for for noget, da en sten hårdt hamrede sig ind i hans skulder. Ved Zaladin, hvad var det for noget?! Der var ingen at se, intet til at forklare, hvor stenene kom fra. Elverdrengen forsvandt ind i buskadset og Vargas sparkede til griffen for at få den til at flyve derned og tæt hen over området. Men der var ingen. Drengen var som sunket i jorden. Hvad i alverden?!
Han fik griffen til at flyve over et par gange mere, men der var intet at se. Hekseri! Spekulativt stirrede han lidt ned i det grønne, inden han fik griffen til at flyve tilbage til elverlejren, hvor kaos syntes at være opstået. 

Flere telte var sat i brand, elvere blev jagtet af hans soldater og kilepræsterne, som også var efter på jagt efter hans soldater og råberiet ville da ingen ende tage. Vargas sprang af griffen og gik ind i mellem de yderste telte. En af hans soldater kom op til ham for at aflægge rapport, men Vargas hørte ikke et ord af, hvad manden sagde, som han stirrede på de elverører, der pludseligt var dukket op på ham.
"Ved dødsrigets stinkende torturkamre, mere hekseri!" udbrød han højt og kastede et blik rundt. Jo, ganske rigtigt, flere af hans mænd så ud til at have fået elverører og noget der var tydeligvis var en elver kom løbende forbi uden. For et øjeblik stod Vargas bare og gloede, indtil han besluttede sig for, at det roderi måtte de andre tage sig af. 
"Begynd at føre de indfangede elvere til vognene. Er præsterne til besvær, så dræb dem. Finder I ud af, hvem der laver hekserier, bring dem endeligt til mig. Dette begynder at blive for rodet efter min smag." 
Vagten nikkede og løb tilbage ind i mellem teltene for at give ordrer.

Vargas blev stående for et øjeblik, indtil en halvelver næsten lød direkte ind i ham, hvilket bare fik ham til at blotte tænderne irriteret og vælte ham omkuld med en hånd på hans brystkasse. Desperat begyndte elveren at gispe efter vejret og vride sig i smerte, som Vargas hev i hans sjæl, bare for fornøjelsen af det. Endeligt stoppede han igen, gav elveren et spark og fortsatte så ud af lejren. Ah, nu havde han det lidt bedre. Nå, hvor var den forbandede grif blevet af?

De tre kile præster tog et skridt tilbage ved minotaurens svar og den kunne fornemme det, frygt. Den tonset imod den midterste af dem, med sig svang den menneskebenet imod præsten, der tog nogle skridt tilbage for at undvige minotauren, de to andre to hvert et skridt rundt om den for at flanke og få deres sværd til at ramme efter dens ben men ligeledes hjalp det, klingerne blev stoppet af dens hærdet hud, Karn reageret ved at lange ud efter personen til venstre for sig, den var beredt på sådan en slags plan. Den fik fat i kåben og trak ham ind til sig med en kraftig bevægelse, efterfulgt af en skalde fra Karn imod præsten. Masken begyndte at flække langs over midten efter skalden og manden blev skubbet væk med et hårdt skub, så han væltede om, et par grynt og ynk var hvad han gav fra sig. De to andre prøvede på ny at komme tæt ind på minotauren og endnu engang var de målrettet med deres slag, sværdet i midten blev boret fremad imod overkroppen, sværdet fra højre kom oppe fra og ned imod minotaurens højre og blottet sidde, den sad i saksen!

Karn mærkede hvordan klingerne prøvede at skære sig igennem dens hud men det eneste de fik, var et par små skrammer der viste et par dråber blod, de var langt fra stærke nok til at få det de ville have og Karn udnyttede dette. Bæstet tog fat om sværdet foran sig med sin venstre hånd og hev manden indtil sig, der ikke nået at give slip før bæstet kunne få fat. Hurtigt gav den slip på menneske benet og med begge dens hænder, greb den fat om endnu en kile tilbeder, blottede hans hals og bed til!

Præsten der nu stod bag Karn kunne kun høre hvordan hans makker begyndte at skrige op, frygten, smerten, det drev ham i en vanvidsrus, som han blev ved med at banke sværdet ned imod minotaurens ryg.

Bæstet begyndte at blive irriteret over de små stik fra ryggen, så den flået både struben og æblet ud af præsten med et krafttigt ryk, den tykkede kort på æblet og slugte det, hurtigt vendte den sig om og brugte dens måltid som kasteskyts imod den tredje præst, begge væltede, den ene med ryggen på jorden, den anden oven på den tredje.

Den følte sig i live nu! "JEG KAN IKKE VENTE TIL JEG SMAGER JERES LUNGER!" brølede den op og den grinte, højt og glædeligt.

Dal havde knap tid til at se hans plan virke og kaosset brede sig blandt præsterne og soldaterne, hjulpet godt på vej af det enorme bæst der kæmpede med præsterne.
Dal og hans rytter skabt en åbning på den ene flanke, længst fra hovedkampen, hvor det ikke var svært at tage dem ud, en efter en.
Deres interne kampe og åbningen skabt af Dal, gav elverne rig mulighed for at samle sig og begynde at kæmpe imod. De kamp duelig dannede front mod kampen, mens en håndfuld af elvere uden spidse øre begyndte at flygte.

Som de væltede rundt mærkede Dal sine kræfter begynde at slippe op. Han var ikke van til at bruge sine evne så meget, og da slet ikke med en elver på skuldrene! Med en nogenlunde fast front mod fjenden, lod Dal usynligheden falde og stoppede for at få vejret igen, mens elveren kiggede forvirret ned på ham. Jo, han kunne da mærke han havde svunget sværdet, men SÅ længe havde de da heller ikke.. oh.
Elveren kravlede hurtigt ned fra dværgens skulder og holdt dem sikre mens Dal prustede og pustede. Flere af de andre elvere omkring dem gloede nået, men havde ellers for travlt med at flygte til at tage sig af den spontant opståede dværg.

Lestat havde lagt og sovet i en nært liggende lade, da hele tumulten startede. Nu sad han blot i portåbningen og kiggede på, mens han spiste en godt grillet kylling. *Godt jeg ikke gider at blande mig* tænkte han for sig selv, mens han satte sig til at sove igen.

//out

Det var ret tydeligt at der skete en masse, og alle de væsner der faktisk generelt var her, der var en køn forsamling, og der var bestemt lidt af hvert, dog gad han slet ikke blande sig, de var alligevel godt igang, så han kunne ligeså godt fortsætte med det han var igang med, teltene brændte fint, og det så nu meget smukt ud, det var i sandheden udsøgt især med de elvere der endte med at blive brændt inde i teltene, jamen det kunne næsten ikke være meget bedre jo. Han fik et bredt smil på læben, og elver kvinden han før havde skubbet op mod muren valgte han hurtig at brække nakken på, så hun lå hurtig død for enden af hans fødder, uden at tænke og bekymre sig omkring det valgte han at træde væk fra hende som var hun igenting, hvilket hun jo også var. Elvere var bare ikke lige hans kop te, det havde de aldrig været, det eneste han kunne bruge dem til var deres blod intet andet, måske at udnytte og lege lidt med men ellers kunne han bare ikke bruge dem til noget som helst.


Zoltan vandrede hen imod et hjørne lidt væk fra nogle flere telte okay så der var nogle telte der ikke brændte endnu, skulle han gøre noget ved det, eller nej måske ikke de telte ville sikkert alligevel ende med at gå ild i på et eller andet tidspunkt. Han kunne sagtens se griffen, og alle de andre folk der var igang med deres ting lidt længere væk, kaos ja det var ordet, det fik ham så også til at smile lidt mere, det hele var underholdende for ham, han kunne godt lide udsigten, han kunne godt lide alt det der var igang, han ville ikke blande sig, men havde alligevel tænkt tanken, dog havde han også denne Leoric i tankerne, han kiggede rundt på omgivelserne der efterfølgende var godt igang med at blive brændt af ilden, jamen der kunne man bare se, ild i et telt, gav ild til flere telte, og gav omgivelserne et ødelagt udseende, generede det ham overhovedet ikke, hvis ikke det så sådan ud, havde han selv gjort det. 
"Hmm"mumlede han så lavt for sig selv, og endte med at hoppe op på det nærmeste tag, han tog så et kig udover teltene, og nogle elver der stadigvæk løb rundt og ikke nok med det var der også nogle præste der løb rundt, det var underholdende i den grad. Så var spørgsmålet bare, hvad skulle han finde på nu der var da mange muligheder, dog var de måske ikke de bedste ideer men hvem tænkte på det, ikke ham hvertifald. 

Vargas gik ud af lejren igen, siden der ikke var andet end kaos og ikke noget for ham at lave. Endnu en elver forsøgte at angribe ham, men han sendte den et rigtigt vredt blik og den ombestemte sig, inden han nåede at trække sit sværd. Forbandede elvere. Vargas humør var egentligt blevet godt og grundigt ødelagt af denne lille tur, der var alt for meget rod. Endeligt kom griffen tilbage til ham og han var ikke blid, da han trak sig op at sidde på den.
”Mon ikke, at vi skal samle det vi har og så se af at komme hjem.”
Ikke at griffen kunne svare, men hjem til sin familien ville den gerne. Den eneste grund til, at den ikke bare var fløjet videre ud i friheden. Vargas var ikke dum, han vidste nøjagtigt hvad der fik hans slaver til at gøre, som han ville have det.

Så griffen svingede sig i luften og tog en tur ind over lejren. Lidt surmulende så Vargas ned over rodet, indtil han fik øje på et sted, hvor de sidste elvere var ved at kæmpe sig fri. Hans egne soldater og Kilepræsterne kæmpede godt i mod, men virkede stadig forvirrede. Og lige som han ville dreje griffen væk, fik han øje på en dværg. En dværg?! Lidt brat styrede han griffen nærmere. Jo jo, det var ganske rigtigt en dværg. Mon det var den, der havde lavet al hekseriet? En dværg? Vargas fnøs, men havde alligevel et interesseret udtryk i ansigtet. Måske man skulle… nej, han gad ikke mere.

Griffen satte af mod hjemmet - der var langt igennem ørkenen, men nu var det også planen at vente på karavenen med slaver og følges med dem. Den eneste ulempe ved at bo på den anden side af en ørken, der var langt til alting.

Hans soldater ville samle så mange elvere så muligt og begyndte at læsse dem på vognene, inden de satte af sted mod grænsen til Rubinien. Hvad Kiles Orden så ville gøre, måtte de selv om. Vargas havde taget pengene med sig og mon ikke de fleste havde glemt det i al rodet og først ville komme i tanke om det senere, når det var for sent. Meget kunne man sige om det hele, mens hans soldater var effektive og de var meget hurtigt af sted igen, så snart de sidste elvere var læsset på vognene. Farvel kaos.
Og elverne? Ja, de kunne se frem til en lang tur i sand og varme, inden de kom frem til Vargas slavehandel, hvor de nok snart ville blive solgt videre.

//Out