Tid: Omkring middag
Vejr: Overraskende godt, solrigt og med en let vind
Kronos var kommet lidt i problemer. Der stod et par vrede menneskemænd og råbte af ham og svingede med pinde med metal på. Vrede og bange, men mest vrede. Måske var det fordi, at han havde trampet deres korn ned, måske var det fordi, at han havde en sprællende og skrigende gris i den ene hånd. Og resterne af den anden i skægget. Men han havde været sulten og grisene havde været nemme at fange omme bag et hegn. Og Kronos elskede grise, de smagte godt!
Det virkede heldigvis til, at de to mænd var for bange til decideret at angribe ham, de holdt en god afstand og svingede med deres våben, som bestod af to høtyve. Ikke specielt effektivt i mod Kronos, men det var som om, at hverken de eller Kronos vidste det. Den store trold var mest forvirret og en smule bange, som der truende blev råbt af ham. Trods sin tid med Asher forstod han stadig ikke helt det der med, at dyr kunne ejes på den måde og han havde jo været sulten! Og de stod lige der, midt ude i det fri. Næsten. Så hvorfor måtte han ikke æde dem?
Grisen skreg øredøvende i hans hånd og gjorde situationen endnu mere kaotisk og uoverskuelig. Det var ikke fordi, at han klemte om den, den var bare bange. Forståeligt nok efter at have set sin kammerat få brækket nakken og derefter blive stoppet ind i Kronos kæmpe gab, der var fyldt med spidse tænder.
Troldens blå øjne var spærret op og en lyd kom fra ham, en forvirret bange lyd. At han var en del større end de to mænd og uden tvivl kunne løbe fra dem, tænkte han ikke så meget over, nu havde de jo "fanget" ham. At han kunne slå dem ihjel uden de helt store problemer tænkte han så heller ikke så meget over, for han slog kun ihjel, hvis han var vred og det var nødvendigt. Så længe de ikke prikkede til ham med høtyvene, var de rimeligt sikre. Men han lænede sig lidt frem og slog en knyttet næve i jorden, hans forsøg på at skræmme dem væk, men det virkede bare til at eskalere situationen.