Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Asher Merek
Kaldet: Yarai (fødselsnavn), Asher
Køn: Kvinde
Alder: 24
Fødselsdag: 04. September
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Shara
Erhverv: Omrejsende dyre-ekspert
Nuværende levested: Omrejsende - Omrejsende
Race: Speciel race
Uddybende om race:
De Stjålne
Asher er en Mørkling og tidligere en del af Topalis-Folket

Levealder: 0-100 år, hvis de var mennesker før, dog lidt anderledes, da 10 år i fangenskab hos deres vogter, kan være så lidt som tre minutter i den virkelige verden. De bliver dog meget sjældent ældre end deres forhenværende races levealder. Eftersom at en dæmon teknisk set også kunne ende som Stjålen, kan deres alder også være forskellig på det punkt.
Levested: Alle steder, de spreder sig på samme måde som mennesker gør det.
Religion: Ikke alle Stjålne har særlig stor tro på religion når de er sluppet fri. Enten det, eller også er de stærkt fanatiske.
Sprog: Krystallisiansk og dertil hvad end de har lært.
Almidelig vægt og højde: Præcis samme vægt og højde som deres forhenværende race.
Fordele: Chakra, mental udholdenhed
Ulemper: Styrke, fysisk udholdenhed
Blandingsmuligheder: Når f.eks en trold bliver Stjålen, beholder han stadig sine førhenværende evner og udseende. Han er bare lidt mere end hvad han var før.

Udseende:
Ens for alle Stjålne er, at de er kommet tilbage som noget mere. De er anderledes, mærkelige, folk kigger ofte en smule skævt til dem fordi de ser underlige og uforståelige ud.
Der findes to typer Stjålen: Mørklingen og den Skønneste. Der er en radikal forskel på disse to, for hvor Den Skønneste er blevet stjålet for at skulle se perfekt ud og mere eller mindre leve i et guldbur for sin vogters underholdning, er mørklingen ofte et mørkt kreatur, taget af sin vogter, udelukkende for at blive straffet. Alt dette afspejles i deres udseende.
Den Skønneste ser smuk ud, har nærmest ingen skønhedsfejl og ligner oftest en gudinde der går på jorden. Men der er mere til det end at de bare er gudesmukke. Der er noget forkert ved deres skønhed. Der ofte så pæne at det bliver uhyggeligt at se. Forestil dig en porcelænsdukke der næsten ligner et rigtigt menneske. Her er den vigtige del af sætningen: Næsten. Lige gyldigt hvor perfekt Den Skønneste ser ud er der bare altid et eller andet forkert ved dem, noget der får folk til at stille sig selv spørgsmålet: Er hun smuk? Eller er hun rædselsvækkende?
Mørklingen ser præcis ud som navnet indikerer. Mørk. Det behøves ikke være fysisk, det kan også sagtens være at skyggerne omkring Mørklingen bliver mere intense og lange, men ofte kan Mørklingen også se mindre solid ud, mere høj, mere uhyggelig. De er skyggen og skyggen er dem.
Alle disse kan rettes rundt og leges med, da alt handler om hvordan hver person levendegør det, som de har været mens de var stjålet.

Historie:
Alle Stjålne starter med en relativt fælles historie. De har oplevet hvordan det er, at være fanget i en parallel virkelighed under en vogter. En vogter der får diverse dæmoner til at ligne engle, men som stadig kan være ”flink”. Vogteren behøves ikke være decideret ond for at være et forfærdeligt kreatur, men det vigtigste er, at vogteren ikke ejer nogen form for empati. De kan ikke sættes sig i andres sted overhovedet og selvom de gerne ville, så vil det for altid være umuligt for dem. En vogter kan sagtens føle kærlighed, men det er oftest meget ensidigt. De er noget mere end hvad alt andet er, og de er et koncept man helst bare lader ligge og ikke taler for meget om.
En Stjålen har på et tidspunkt i sit liv, gjort, set, eller oplevet noget, der har sparket dens Vogters interesse i gang. Og så har Vogteren ganske enkelt stjålet den Stjålne. Vogteren har brugt den Stjålne til hvad end Vogteren havde lyst til, og til sidst har den Stjålne formået at stikke af. Men tiden hos Vogteren har ændret den Stjålne. For evigt vil den Den Skønneste huske sin forfærdelige tid hos sin Vogter hvor han var tvunget til at stå fuldstændig stille i et guldbur som den pæneste dukke, udstilling. Objekt.
For evigt vil Mørklingen huske tiden i de mørke skove, listende om sin Vogter, for når hun larmede, blev Vogteren sur og hun ville blive straffet for sin forfærdelige gerning. For den mørke skov er mørk og derfor skal den altid være stille.
En Stjålen taler sjældent om sin tid som Vogterens fange. De ved, at ingen ville tro på deres historier og det gør også alt for ondt at tale om.

Kultur:
Her kommer vi til en sjov del af Den Stjålne. Deres kultur. Det er meget forskelligt, hvem de har en tendens til at holde med, men en gennemsnitligt skitsering vil fortælle, at Den Skønneste – som ellers er et væsen af lys og smukhed – oftest ville holde med Mørket. De er tættere på den komplette fremmedhed som deres Vogter legemliggør og har derfor også en tendens til at eje mindre empati end det gængse menneske.
Derimod er Mørklingen, et væsen af mørke, mere tilbøjelig til at følge Lyset. De har set hvad uendeligt mørke kan gøre. De har følt det, og de bryder sig ikke om det.
Derudover er De Stjålne ofte omrejsende, for altid flygtende fra et stabilt liv, fordi de er blevet paranoide og forvirrede efter deres tid under deres Vogters opsyn.
De Stjålne er lidt som deres forhenværende racer. Et menneske der er blevet en Stjålen vil stadig være menneskelig og det samme gælder en trold eller en dæmon. De taler og skriver samme sprog som før de blev stjålet og de opfører sig for det meste også sådan. Alle Stjålne har dog en solid frygt for indespærring. De kan ikke udstå tanken om, at skulle være fanget og være under opsyn igen, og vil næsten gøre hvad som helst for at bibeholde deres frihed. Derfor ses det ofte, at en Stjålen lever nomadelivet.

Forhold til andre racer:
De har samme forhold som før de blev Stjålne, dog med en enkelt ting der har ændret deres synspunkt. De er mere afskårne fra deres forhenværende venner og familier. De er bange, arrede væsner, der ikke helt ved hvem de kan stole på, og derfor tager en Stjålen altid forholdsregler når det kommer til at lære nye individer at kende.

Udseende

Højde: 167 cm
Vægt: 56 kg
Øjenfarve: Brun
Hårfarve: Sort
Kropsbygning: Meget normalt bygget, hverken lille eller stor. Relativt gennemsnitlig, hængende over mod en smule atletisk.
Hverdagstøj: Asher går ofte i tøj lavet af forskellige dyrehuder. Hun bærer for det meste en lidt løs skjorte, ganske normale bukser og støvler med tykke såler, dog ikke af den larmende slags og en god tyk jakke der kan klare alskens vejr. Meget af hendes tøj er støvet en kende beskidt.
Ar og-eller andre permanente skader: Asher sporter en del ar rundt omkring på hendes krop og sjovt nok er ingen af dem fra mennesker. De fleste er klo eller bidemærker fra dyr når hun ikke har kunnet kommunikere med dem ordentligt.
Særlige kendetegn: Det meget natur-agtige valg af tøj og hendes måde at begå sig på. Derudover virker alle skygger til at være ekstra mørke, mere lange og mere uhyggelige i hendes nærvær. Hun har meget nemt ved at skjule sig og har en skræmmende påvirkning på andre grundet dette.

Magi

Magisk evne (1): Kommunikation med dyr: Næsten alle slags dyr. Nogle er nemmere end andre, insekter kan hun ikke kommunikere med dog. Hun taler aldrig rigtigt, når hun kommunikerer. Der er mere et form for psykisk bånd hun skaber ved øjenkontakt. Hun ser det vilde i dem og de ser det vilde i hende, og sådan ender dyret og mennesket med, at kommunikere, helt uden sprog. Dette betyder også, at hun ikke bare uden videre kan kommandere med dem, de vil heller ikke forstå hvis hun for eksempel sagde "sit" eller "hent det her". Hendes bånd med et dyr kører udelukkende på instinkt. Forestil dig en ven, der ikke forstår dig, men stadig vil dig det bedste, og som har et unaturligt stærkt bånd til dig. Sådan er det for Asher. Nogle gange tager det lang tid at skabe et sådant bånd, andre gange kræver det kun sekunders øjenkontakt. Det hele handler om hvor villigt dyret er og hvor fokuseret Asher selv er. Evnen er medfødt og har også givet hende en lidt mere dyrisk natur, på både godt og ondt.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Skygge-Symbiose: Alle mørklinge har én eller anden form for forhold til mørket. For Asher er det hendes egen skygge. Den er blevet til mere end det, den har nærmest sit eget liv, dog i komplet harmonisk symbiose med Asher. Dette betyder at til trods for at den teknisk set godt kunne gå væk, så er det umuligt for skyggen at skille sig væk fra Asher. Til gengæld kan skyggen andre ting. Den kan forstærke hende på op til flere måder.

Rustning: Den kan fungere som en rustning mod mundane angreb. Det er lidt som en slags pladerustning, så når hun bliver slået, gør det ikke helt så ondt. Det hjælper selvfølgelig ikke mod hamre eller dybe fald. De eneste to forskell fra skyggen og en normal rustning er, at denne her er lettere, og at den ikke tager en krig at tage på. Den er der bare på få sekunder.

Materialisering: I form af enten knive, lange slangeagtige arme eller bare hænder. Dette betyder, at Asher teknisk set kan få flere hænder end blot to, og det har hjulpet hende mange gange. For eksempel hvis hun er ved at falde ud over en klippe, i det tilfælde kan skyggen nærmest fungere som en ekstra person der hjælper hende med at holde fast. Dette giver hende ikke større styrke end normalt, blot mere sikkerhed og flere "hænder".

Svagheder: Overdreven brug af evnen svækker skyggen og derved også Asher selv. Dette kan resultere i voldsom træthed, hovedpine, næseblod på grund af hovedpine og tab af bevidsthed. Derudover har det en lidt uhyggelig effekt i form af, at hendes skygge aldrig ses bevæge sig synkront med hende, da den som sagt har sit eget liv.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Personlighed:
Asher en god person. Hun bryder sig ikke om, at gøre skade på andre og hun bryder sig lige så lidt om, at være led eller vred på folk. Hun er en meget rar person, men hun er også meget reserveret og kan for mange virke som en meget træt person trods sin alder. Hun er glemsom og kan faktisk ikke huske navnene på sine familiemedlemmer, da hun heller ikke har set dem i lang tid. Selvfølgelig ville hun kunne genkende dem på udseende, men navne har hun glemt. Hun kan ikke engang huske hvor hun oprindeligt kommer fra og det er til stor frustration for hende. Til tider glemmer hun endda også sig selv, hvilket også er grunden til at hun aldrig præsenterer sig med sit fødselsnavn: Hun har nemlig glemt det.
Hele sit liv har Asher altid været noget bedre til at kommunikere med dyr. Hun er ret tavs når det kommer til mennesker og de generelt mere intelligente folk. Er der tale om orker eller trolde er det nemt nok for hende, men hun trives ikke godt i civiliserede samfund, hvor det er normalt at ryste sit bekendtskabs hånd og sige goddag. Det er bare ikke noget, hun rigtig har fundet normalt at gøre og hun foretrækker egentlig bare at være tavs og at observere. Hun bryder sig derfor selvsagt heller ikke om større menneskemængder og foretrækker at leve relativt isoleret.
Hun er, sært nok, i stand til at læse og skrive, men hun kan ikke huske hvor hun har lært det fra. I virkeligheden er det hendes Vogter der har lært hende det, men hun har undertrykket det minde, fordi det gjorde alt, alt for ondt.
Der skal ekstremt meget til for at gøre Asher vred. Irriteret kan hun sagtens blive, og det er mest hvis hun ser nogen blive gjort onde ting ved. Men vrede er ikke en følelse, hun er særlig bevendt med. Glæde kan hun godt finde ud af, men hun smiler sjældent til andet end dyr eller sin gode ven, Kronos. Der skal en del til, for at vinde hendes tillid. Hun er, per instinkt, bange for andre mennesker og føler sig på ingen måder tryg ved dem.

Styrker:
Viljestærk
Ekspert i dyreadfærd
Vildmarksekspert

Svagheder:
Arret psykisk
Dårlig til at kommunikere med mennesker og lignende
Let amnesia - derved også generelt glemsom

Elsker:
Naturen
Dyr
Kronos
Isolation fra andre mennesker
Simple ting

Hader:
Mørke
Når ting bliver komplicerede
Fangenskab
Pinsel
Sin glemsomhed
For meget larm
For meget stilhed

Baggrundshistorie

Hele sin barndom levede Yarai sammen med sin familie. De gik fra sted til sted, som stamme-nomader, hvis et sted ikke var rart eller blev dårligt for dem at være, flyttede de bare. Pakkede deres ting og gik. Yarai var ikke god til at tale med folk allerede fra en meget ung alder. Det var næsten kun hendes egen familie der forstod hende ordentligt, for der var bare et eller andet ved hende, der virkede anderledes, næsten primitivt. Det var faktisk ofte når Yarai havde gjort sig uvenner med udefrakommende, at familien var nødt til at rejse videre, for hun var ikke særlig god til at tale pænt til andre mennesker. Hendes territorielle attitude hjalp ikke på familiens forhold til andre fremmede, for skønt de bare havde bosat sig ved siden af en mindre landsby, opførte den lille pige sig ofte som om at hun ejede stedet. Ikke på den arrogante måde. Andre måtte bare ikke komme ind, det var nærmest som om, at hun var en overbeskyttende løvinde. Det gjorde mange ting besværligt.

Under én af deres rejser var det hendes storesøster, Sinreis, opgave, at kigge længere fremme på deres sti og finde ud af, om det var muligt for dem at komme videre. Sinrei kom aldrig tilbage. Det var også første gang længe, at familien blev ét sted i meget lang tid. Det gjorde hele familien rastløs. Mor var konstant efter sine børn, Migo og Yarai, der begge to havde problemer med at forblive ét sted. Men mor ville ikke høre tale om, at rejse videre! Måske kom Sinrei tilbage, og så var det jo meningen, at de skulle være der for tage imod hende. Men det var svært, og snart skulle de to børn også blive nødt til at jage for føden, samt finde vand i ørkenen.

Det var også sådan, Yarai forsvandt.

Hun var ude for at hente vand i den nærmeste landsby da hun mødte en meget sær herre. Han tilbød hende al den frodige skov de sådan manglede i ørkenen. Vand nok til at hele familien aldrig ville skulle tørste igen. Det eneste han forventede i retur var, at hun hjalp ham med at fragte det hele når alt kom til alt. Yarai sagde ja til aftalen. Det skulle hun aldrig have gjort.

Herren bragte overholdt aftalen og trak Yarai med sig gennem et grønt mørke, fyldt med tjørnehække. Det gjorde ondt, men han sagde, at det var vigtigt. Man skulle arbejde for prisen, og en del af arbejdet var, at det selvfølgelig var hårdt og gjorde ondt. Og snart kom de til den frodige skov. Alt var godt. Bortset fra to ting. Skoven var bælgmørk og der var stille som døden. Og her viste herren sit sande ansigt. Grotesk og lagt i så mange skygger - så forfærdeligt - at Yarai ikke kunne beskrive det.

"Du kan hente vandet. Det er lige dér. Men du skal være stille. Helt, helt stille. Jeg kan ikke lide larm."

Fortalte han, tusinde stemmer i én krop, alle hviskende, alle lidende. Det skræmte Yarai fra vid og sans, og hvad der skræmte hende endnu mere var, at hun godt vidste hvad det her betød. Hun vidste det, rent instinktivt. Hun kom ikke ud før ALT vandet var blevet fragtet. Men hvordan i alverden kunne man fragte så meget vand på kort tid? Det var jo en ø der strakte sig rundt i hele skoven! Og skoven var IKKE lille. Sådan begyndte Yarais personlige helvede hos sin Vogter. Hun lærte, aldrig at tale, men dyrene var der altid. Stille som graven. Forstående, lige så rædselsslagne som hende. De hjalp hende. Mange døde som resultat af det, fordi Vogteren syntes at de larmede. Yarai så det ske hver gang og bagefter var deres offer ikke godt nok. Han ville stadig straffe hende, så han pinte hendes skygge. I starten gjorde det ikke ondt, og hun syntes det var mærkeligt, men snart begyndte hun at forstå, at hendes skygge både var sig selv, men også skæbnesbundet til hende. Og det var da, at hun forstod hvor ondt det i virkeligheden gjorde.

Hun blev i skoven i lang, lang tid. Snart var åen ved at være tom for vand, men Yarai var så træt og så bange og så stille, at hun havde glemt sit navn. Hun havde glemt sin navn og hvor hun kom fra. Og hun havde ét brændende ønske: At komme væk!

Hun har svært ved at huske præcis hvordan hun kom væk. Kun at hun formåede at snyde Vogteren til at bryde en aftale og at den herefter døde, fordi det var noget, den ikke kunne tåle. Men hun ved også, at der eksisterer andre Vogtere. De var trods alt besøgende i skoven fra tid til anden.

Hvad der var vigtigt var, at hun kom ud, havde glemt alt om sig selv og nærmest var et nyt selv. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun lod instinkterne tage over. I mange år talte hun kun med dyrene i vildmarkerne. Faktisk var det lidt som om at årene smeltede sammen for hende, til hun en dag mødte en mand der talte med hende. Hun forstod ham knap nok, men han var rar og prøvede ikke på at lave en aftale med ham. Hun valgte at stole på ham efter at han havde givet hende mad i en længere periode og da hun lærte, at han en gang havde haft en søn, der hed Asher, tog hun det navn på sig. Det, samt mandens efternavn. Efter at hun havde lært lidt og hvert hos manden, der accepterede at hun havde taget hans søns navn, rejste hun videre. Hun kunne ikke finde ud af at være et sted i længere tid, og hun vidste godt, at det ikke kun var fordi hun havde været fanget hos sin Vogter. Der lå mere bag det og hun ønskede at finde ud af det.

En dag på hendes rejse, mødte Asher et syn der gjorde hende så vred, at hun for første gang begik rigtigt mord. Hun dræbte en gruppe troldefangere fordi de havde forsøgt at fange en kæmpestor trold. Hun kunne ikke fordrage fangenskab og hendes hoved slog bare klik ved synet. Efter at have reddet trolden, der kaldte sig Kronos, valgte hun at rejse videre med det meget store væsen, ligeglad med de mærkelige blikke der til tider blev kastet i hendes og troldens retning. Hun kunne godt lide Kronos. Han var simpel, ikke som de andre mennesker, der altid var så komplicerede. Det var bedre sådan.


Familie:
Far: Iglan (Død)
Mor: Sinran, Shara-præstinde - skæbne ukendt
Søster: Sinrei - skæbne ukendt
Bror: Migo - skæbne ukendt

Andet

Asher har et tættere bånd end normalt til to dyr:

En enhjørning og en ikiro. Enhjørningen har bosted i Amazonitskoven. Det er en han og den er sort. Hun tager ikke enhjørningen med sig, men besøger den til tider for at "snakke" med den.

Ikiroen har hun valgt at kalde Migo, fordi navnet minder hende om noget, som hun desværre endnu ikke kan huske. Den rejser med hende og er hvor end hun er.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel