Sted: Ved en lille skov og en lille sø et sted halvvejs igennem Medanien
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Ikke specielt koldt og skyfrit. Solen er lige kommet op

Thanos smed endnu en gren på bålet, hvis flammer blafrede i den lette vind. Han var mæt efter at have spist et godt måltid mad - så godt som man kunne lave det på farten over bål - en stuvning af planter og en kanin han havde skudt med armbrøsten tidligere. Der var stadig mad tilbage, hvilket skulle deles ud mellem de to drenge, men det hastede ikke. De havde godt af at værdsætte at få mad.

Han havde haft dem på slæb på det gamle øg i to uger. De var blevet healet ved den gamle kone og siden havde de rejst om natten. Det var altid nemmere at rejse om dagen, men de ville også være meget mere udsatte. Han havde ikke ligefrem lyst til at reklamere med, at han rejste med to slaver på vej mod Rubinien. Slaveri var jo forbudt i Krystallandet og Thanos gad ikke til at skulle forklare sig overfor lovens lange arm, skulle de finde interesse i det.
To uger var lang tid, især når han ikke var alene. Han var vant til at rejse langt og fandt kun ro i stunderne alene, men med disse to... ro var ikke et ord, der rigtigt eksisterede. Så en del af tiden havde han ladet kneblerne sidde i, men ikke hele tiden.

Lige nu havde han bundet dem fast til et træ og taget kneblerne ud. Han havde ikke holdt sig tilbage fra at daske lidt til dem eller straffe dem, når der havde været brug for det. En enkelt gang havde han gennemtæsket mennesket med en gren, simpelthen fordi han havde fået nok af drengens store kæft. En anden gang havde han bundet et reb om satyrens ben og trukket den efter en af hestene. Ikke langt, bare nok til at sætte frygten i livet af dem.
Det havde givet ham lidt ro for en tid. Det blev nok ikke ved, han havde efterhånden fundet ud af, at de to fik kørt hinanden op i en spids. Mennesket var værst, kæk og fræk som en slagterhund, hvor han mere havde en fornemmelse af, at satyren fulgte i hans fodspor.

Lidt træt efter nattens ridt satte han sig med ryggen op af et træ og så lidt ind i ilden. Om lidt ville han fore de to ungersvende og derefter lægge sig til at sove. Om en lille uges tid ville de være fremme ved hans kontakt, der ville købe slaverne på vegne af Vargas, så var han fri igen. Bortset fra, at han havde hørt om en elver, der kunne heale ikke så langt herfra... han overvejede lidt, om det var værd at tage ud efter hende, nu han alligevel var på vej mod Rubinien. Måske. Hvis han fandt et sted at smide drengene.

Juno sad bundet op af et træ, præcis hvor Thanos havde smidt ham. De sidste to uger havde det været begrænset hvor meget han havde kunnet styre selv, og det havde været en svær tilvænning. Siden hans far havde forladt dem, havde der ikke været én eneste der havde troet, at han kunne bestemme over Juno, der sov hvor og når og med hvem han ville, som ikke gik op i regler og love, og som af princip gjorde det meste han fik besked om at han ikke måtte.

Derfor havde han også fucket op flere gange på de sidste to uger. Til tider havde han brudt Thanos' regler med vilje, men flere gange var det bare sket for ham, fordi han handlede og talte uden at tænke sig om først. Hver eneste gang var han også blevet straffet for det og når de derefter brugte hele natten til hest, havde Juno fået for vane at hvile sin pande på Hectors skulder i tavshed. Han havde prøvet at overbevise både Hector og sig selv om at han havde brug for stilheden til at udtænke en flugtplan, men han havde brugt det meste af tiden på at kæmpe imod den gråd, der byggede sig op i halsen på ham.

Nu sad han her, med blikket ud over søen, og sulten gnavende i maven på ham. Han skævede over til Thanos.

"Kom nu, mand, jeg dør af sult. Vil du gerne have at jeg æder Hector? Eller dig? Jeg er ret sikker på at jeg kan bide lige igennem dit bløde flæsk." Så snart han havde sagt det, vidste han at han var trådt over grænsen. Eller, han var i hvert fald ret sikker - grænsen lod til at flytte sig hele tiden, så han følte sig aldrig sikker på hvor langt han måtte gå. Men han var træt og sulten, og i stedet for at undskylde så han bare på Thanos med endnu mere vrede.

Så nu var de altså taget til fange for at blive solgt som slaver et eller andet gudsforladt sted til en eller anden pervers psykopat? Okay, det var ikke lige dét, Hector havde forestillet sig, da han havde forsøgt at komme Juno til undsætning. Det var kraftedeme også for dumt, og Hector brugte de første mange dage af sine nye tilværelse på at være rasende på Juno for at sætte sig selv, og derved Hector, i den tåbelige situation. Og hvad med ungerne hjemme i huset? Hector var egentlig ligeglad med dem, men de fortjente ikke at dø af sult eller noget i den stil. Hector sagde næsten ikke et eneste ord til Juno i et stykke tid, fordi han var så gal, men han vidste også godt, at Juno jo ikke havde gjort det med vilje, og han vidste også godt, at ligegyldigt hvor sur Hector var på Juno, så var Juno mindst dobbelt så sur på sig selv, også selvom han ikke viste det. Så Hector tilgav ham (mere eller mindre) og begyndte at tale til ham igen. Og når de red om natten, og Juno lænede sit hoved mod Hectors skulder, lænede Hector også sit hoved mod Junos. Han sagde aldrig noget, for der var ikke rigtigt noget at sige. Hvis de slap fri, ville det nok være mere held end forstand, og lige nu var deres bedste håb, at hvem end, de blev solgt til, var lidt mindre glad for tortur end svinet (Hector nægtede at kalde ham ved navn) var.

"Som om du kunne æde mig," fnøs Hector ved siden af Juno. "Jeg er sgu da ren muskler! Dine tænder er slet ikke stærke nok, chef."

Hectors nye yndlingsbeskæftigelse var blevet at irriterer svinet så meget som muligt, bare fordi. Det var pisse kedeligt at være taget til fange (hvis man altså fraregnede torturen).

Om Thanos med vilje havde ventet med at give dem mad eller ej, det var nok til svært at gætte, men han vidste allerede, hvad han ville gøre, inden Juno åbnede munden. Ikke at det han sagde, var nok, men Thanos valgte at sige, at det var det. De trængte efterhånden endnu en lærestreg. Og han var i humør til at give en, som han var en smule træt af at have dem på slæb.
Langsomt kom han på benene og gik over til dem, rettere, han stillede sig foran Juno, som han så ned på med sit følelsestomme og rimeligt døde blik. Hårdt gav han ham en lussing med en flad baghånd og derefter bandt han knuden op i rebet, som han var bundet med.
"I lærer aldrig, gør I?" Han greb fat i nakken af drengens tøj og slæbte ham med sig uden at lade ham komme på benene. Søen lå foran dem, den var ikke så stor, men den mørke farve i vandet fortalte Thanos, at den var dyb nok. 
"I tror nok, at I er smarte og kloge at høre på." Han slæbte Juno ud i vandet, der ganske rigtigt steg hurtigt og snart nåede Thanos til midt på lårene. Han løftede ham op, så han kunne se ham i ansigtet.
"Hvis I synes, jeg er hård, så vent til I møder Vargas. Hvis han kunne, ville han samle på sine slavers smerteskrig." Hans blik gled op til satyren, stadig dødt. Og så skubbede han Juno ned under vandet.

Lige meget hvor meget Juno strittede i mod, hvor meget vandet plaskede, ville Thanos blive ved med at presse ham under vandet med blikket rettet mod Hector. Selvom der ingen tvivl var om, at det var en straf til Juno for sin store kæft, var det lige så meget rettet mod satyren. Thanos var hverken dum eller blind, og selvom han ikke kendte følelsen selv, kunne han sagtens genkende den, som et rovdyr der spottede en svaghed i sit bytte. Kærligheden. 
Til sidst hev han Juno op igen, lod han trække vejret ned i lungerne.
"I slider hårdt på min tålmodighed, men I vil snart finde ud af, at jeg er flink." Så snart Juno havde fyldt lungerne igen, skubbede Thanos ham ned igen. Holdt ham nede til han kunne mærke, at drengen ikke kunne holde til det mere. Trak ham op igen.
"Men I slipper snart for mig." Hans blik slap Hector og faldt på Juno for et øjeblik, inden han trak på skuldrene og skubber ham under for tredje gang. Denne gang holdt han den længe, måske næsten for længe, inden han trak ham op og slæbte ham op mod land igen.

Juno skævede til Hector med et bredt smil og et halvkvalt grin, da han svarede ham. Godt nok var Hector en sur og stædig fyr, men han var også den sjoveste person Juno kendte, udover sig selv. Han skulle lige til at spille videre på joken, da han ud af øjenkrogen så Thanos rejse sig op. Han var ikke helt knækket endnu, men han havde efterhånden tillært sig at holde kæft når Thanos rejste sig op. 

"Yo, vi har for helvede lært det," påstod Juno straks, da han blev slæbt af sted, selvom han ikke havde nogen som helst ide om, hvad det var han skulle have lært. Han gjorde ikke så meget modstand til at starte med, fordi han var udmattet og sulten og det som regel var en god ide bare at føje Thanos, men så snart det gik op for ham at de var på vej imod søen, satte han hælene i. Det hjalp dog lige lidt, og han tumlede blot hjælpeløst efter Thanos ud i vandet.
Under turen havde Juno gjort sit bedste for ikke at søge øjenkontakt med Hector når han selv blev straffet, fordi han ikke ville sætte fyren i en position af at føle at han skulle hjælpe ham eller have medlidenhed med ham, eller overhovedet bare føle at Juno på nogen som helst måde havde brug for ham, men da Thanos' blik gled op til satyren gjorde Junos det automatisk også. Han nåede ikke at fjerne sit blik fra ham, før han pludselig var under vand.

Hans krop havde reageret for ham og han holdt vejret, imens han panisk slog ud efter Thanos og vred sig i hans greb. Under vand var hans modstand endnu mindre værd end de var på land, og da Thanos endelig lod ham komme op, gjorde Juno ikke andet end desperat at hive efter vejret, hostende og hakkende. Det føltes kun som et sekund, inden han var under vand igen. Denne gang var om muligt kun værre. Det sortnede for hans øjne, inden han fik lov til at komme op igen og han hørte kun Thanos' ord som en rungen for ørerne.

Juno var på nippet til at besvime, da han kom op for tredje gang. Det var stadig sort for hans øjne og han bemærkede kun svagt at Thanos hev ham op imod bredden. Oppe på land kæmpede han efter fodfæste og gled flere gange i den mudrede vandkant, kun holdt oppe af Thanos. Selv da hans syn begyndte at vende tilbage, blev det hindret af hans våde pandehår, der hang og dryppede ned i øjnene på ham. Juno hostede efter vejret hele vejen op og forsøgte at tørre sit ansigt af i sin våde overarm. Det værste vand forsvandt også fra hans øjenvipper og pandehår, men han var fortsat gennemblødt og usikker på benene. 

Hector vidste godt, at svinet ikke havde tænkt sig at drukne Juno, for så havde han en slave mindre at sælge, og så ville alt hans besvær have været spildt. Så det var ikke, fordi Hector var bange for, at Juno skulle dø, at han sled mod sin reb og råbte til svinet, at han skulle slippe Juno.Men Hector brød sig stadig ikke om at se sin bedste ven blive holdt under vandet på den måde, og der lå et instinkt, der lå dybt i ham, der bød ham altid at komme Juno til undsætning, også selvom han ikke kunne røre sig ud af flækken.

"Slip ham nu, dit lede svin!" rasede Hector, mens hans mørke øjne lynede arrigt mod svinet i vandet. "Hvad fanden er det, du vil?!"

Han regnede egentlig ikke med at få et svar, for det var tydeligt, hvad svinet ville, men Hector slappede først nogenlunde af, da Juno blev slæbt tilbage på land. I det mindste kunne han stadig gå på benene, sådan nogenlunden ihvertfald. Hector stirrede ondt op på svinet, mens han inderligt ønskede at blikke kunne dræbe. Men så snart Juno var inden for nogenlunde rækkevidde, vendte Hectors blik sig mod ham i stedet for.

"Hey, chef?" mumlede han stille. "Er du okay?"

Thanos var ligeglad med sine egne våde bukser, som han trak Juno op af vandet og hen mod træerne igen. Han gav ikke drengen tid til at finde balancen eller få vejret, men smed ham bare ublidt tilbage op i mod træet, hvor han med hurtige og hårde bevægelser bandt ham fast igen. Derefter vendte han sig i mod satyren, greb fat i hans hår og trak hans hoved tilbage.
"Næste gang du kalder mig et svin, skærer jeg nosserne af dig." Som han sagde det, lod han hånden falde mod Hectors skridt for at gribe fat i sagerne og understrege sin trussel. Til hans overraskelse fandt han ikke, hvad han søgte. Hvad i... 
Han havde kun haft fat i Juno et par gange de sidste to uger. Hvis Thanos skulle være ærlig var en halvged ikke ligefrem nogen, der fik ham op at køre og Juno var spas nok, som han tydeligvis havde traumer over noget, nogen havde gjort ved ham. Så han havde slet ikke undersøgte den bepelsede underkrop nærmere, men det gjorde han nu. Hånden gled længere ned, søgende igennem pelsen. Og pludseligt ramte hans fingre noget, han ikke ligefrem havde regnet med. Overraskelsen var tydelig på hans ansigt for et øjeblik. Kvindelige kønsorganer. Sådan da. Var der også? Hans fingre ramte, det han søge. Et hul. Bare for at tjekke efter, lod han to fingre glide ind. Jo jo, den var god nok.

Uden at spekulere nærmere over det, havde han brugt sine ben og sin kropsvægt til at holde Hector nede, mens han lavede denne lille undersøgelse. 
"Satyren er en hun..." mumlede han for sig selv. For ham var det egentligt ikke så vigtigt, ud over at det kunne ændre prisen. Hans blik gled ned over Hector. Det var ellers ikke noget, man kunne se på ham. At der manglede et vedhæng. Thanos var ligeglad, så han ville nok fortsætte med at kalde halvgeden en han, medmindre det skulle være underholdende at kalde den en hun. Nå ja, det skulle Vargas nok få mere sjov ud af end ham. 
Uden et ord rejste han sig igen og lod blikket hvile lidt på Hector. Nå ja, hvorfor ikke. Og pludseligt gik han fra rolige bevægelser til hurtige, rå. Rebet, der bandt satyren til træet blev bundet op og han greb fat i et af de små søde horn, inden han ublidt trak Hector lidt væk fra træerne. Så snart han var væk fra hørevidde af Juno, lænede han sig ned og hviskede i hans øre.
"Hvis du stritter for meget i mod, hiver jeg ham ikke op af vandet, før han ligger stille." Stemmen, følelsestom og død, havde alligevel en uhyggelig klang, for ham mente det skam. 

Med forventning om, at det var nok til at holde styr på Hector, smed han ham på jorden. Med et svagt smil åbnede han for sine bukser, inden han lagde sig ind over satyren.

...

Stadig ublid i sine bevægelser trak han atter drengen af sted i hornet, denne gang for at smide ham op af træet og binde ham fast igen. Uden at se nærmere på nogen af dem, gik han tilbage til sin oppakning, hvor han fandt sine tæpper frem og lidt efter var han rullet ind og virkede til at sove. At han ikke havde givet dem mad, det var med vilje, men de skulle nok få den - kold - inden de skulle af sted. Han gad ikke håndtere sølle små drenge, der skulle bindes op og fodres. Det var på tide at få noget søvn, så måtte de vente. Han havde ikke givet dem kneblerne i, men de vidste nok efterhånden bedre end at snakke for højt.

"Fingrene væk, dit perverse røvhul!" hvæsede Hector, da manden tog fat i ham og stak en hånd mellem lårene på ham. Hector strittede imod så godt, han kunne, men det hjalp ikke, og en kold, klam fornemmelse svulmede op i maven på ham. Svinet ville finde ud af det nu, og det kunne på ingen måde være godt. Hector sprællede det bedste, han havde lært, men det var svært at kæmpe imod, når man var bundet på den måde. 

"L-lad mig være!" spyttede Hector, men da var det allerede al for sent, og han udstødt et grynt af smerte, da to store, ru fingre pressede sig ind i ham. Hector vidste slet ikke, hvad han skulle stille op med sig selv; den eneste, der nogensinde havde fået lov på nogen måde at røre ham der, var Juno, og det havde føltes vidunderligt. Det her føltes alt andet end vidunderligt, det modsatte af vidunderligt. Det føltes invasivt, overskridende og smertefuldt.

Et hulk lød fra Hectors læber (det første han havde udstødt på denne rejse), da svinet greb fat om hans horn, og da der blev slæbt af sted med ham, fangede Hector Junos blik.

"Chef," hviskede han og prøvede at række en hånd ud efter Juno. "Hjælp... Juno, hjælp mig!"

Men der var ingen, der kunne hjælpe ham, og Hector kunne ikke gøre andet end at ligge der og blive mast under den tunge mand. Han skreg i smerte først, vred og vendte sig, kaldte på Juno, men han turde ikke kæmpe for meget, og jo mere han strittede imod, jo mere ondt gjorde det, så til sidst lå han helt stille.

Heldigvis kendte Hector et fint lille trick fra dengang han havde levet på gaden, før han mødte Juno, og nær var død af sult; han kunne bare gå ud af sin krop. Han kunne bare lukke øjnene og drømme sig et meget rarere sted hen. Her var der ikke voldtægt og smerte. Her var bare skønt og dejligt, og så var det næsten, som om Hector ikke blev voldtaget, mens hans bedste så på det. Desværre kunne Hector kun flygte væk til sit hemmelige sted i en vis tid, og da manden var færdig og fjernede sig fra ham, tvang han Hector tilbage til virkeligheden. 

Han kunne ikke rigtigt få sig selv til at bevæge sig, så han lod svinet trække ham tilbage til træerne uden at gøre modstand. Hele hans underliv føltes lamt, og det eneste, Hector kunne mærke, var den ækle, klistrede følelse mellem sine lår.

Juno nikkede, da Hector spurgte ham om han var okay. Han hostede forsat vand op og kunne ikke give ham noget bedre svar. Han ville ellers gerne have fortalt ham, at han alligevel trængte til et bad, og om ikke også Hector gerne ville have ét.

Et chok gik igennem ham, da han så Thanos røre ved Hector. Det var det værst tænkelige der overhovedet kunne overgå dem, og bare tanken om at blive slæbt med væk af Thanos var nok til at få Juno til at gå i chok. Han sad fastfrosset og mundlam, hans hjerte galopperende af sted i panik, imens manden løsnede Hectors reb. Først da Hector råbte efter hans hjælp, kom Juno sig over sit angstanfald; "Hector! Hector, det skal nok gå," lovede han ham, hans stemme skælvende. 

Der var kun én måde, hvorpå Juno havde nogen som helst chance for at hjælpe Hector, og han begyndte straks at råbe; "Thanos! Thanos, dit røvhul, tag mig i stedet! Jeg er professionel, for helvede! Jeg kan gøre det meget bedre end Hector kan!" Juno havde prostitueret sig en enkelt nat for mange år siden og han havde aldrig fortalt det til nogen. Hans mor vidste det, og det var én person for meget, men hvis det kunne få Thanos til at overveje at tage ham i stedet, så var Juno villig til at afsløre sine dybeste hemmeligheder - eller til at prostituere sig igen. Hectors sikkerhed var hans ansvar. Endnu mere fordi Juno godt var klar over at Hector havde reddet hans røv langt flere gange, end Juno havde reddet hans. 

Da det gik op for ham at svinet ikke havde tænkt sig at tage imod hans tilbud, begyndte han at kæmpe imod rebene der holdt ham, men de var bundet godt og han var ikke engang tæt på at få dem løsnet, da han hørte Hector skrige. Kulde spredte sig i hele hans krop ved lyden, der blev efterfulgt af hans navn, der blev kaldt med stigende desperation. "Hector!" kaldte han tilbage og sled imod rebene.

Med skam opgav han at kunne hjælpe Hector længe inden Thanos bragte ham med tilbage. Juno lod blikket glide undersøgende over sin ven, men sagde først noget da Thanos vendte ryggen til dem. "Undskyld." Det blev sagt så lavmælt som Juno kunne slippe af sted med uden at hviske. Det var ikke et ord han kastede omkring sig med og han så også væk så snart han havde sagt det. Alt det her var hans skyld og Hector fortjente det ikke. 

"Hæh," sagde Hector svagt og tørrede snot og tårer af i sin egen skulder, inden han endelig vovede at se Juno i øjnene. Han smilede lidt. "Og her havde jeg håbet på, jeg kunne være monogam med dig, chef."

Han vidste godt, at Juno havde det mindst lige så skidt over det, der var sket, som han havde det, men nu var det sket, og der var intet at gøre ved det. Hector kunne ikke overskue at snakke om det, så i stedet rykkede han sig lidt tættere på Juno, så han lige akkurat kunne hvile sin pande på Junos skulder. Han lukkede øjnene og sank en klump og forsøgte at bruge sine underlivsmuskler til at udstøde det, svinet havde efterladt i ham. Det var også her, det gik op for ham, at det var lidt over tre uger, siden han sidst havde fået sin eliksir. En kold knude blev hurtigt dannet i maven på ham ved tanken om, hvad der ville ske, hvis han ikke fik den i løbet af de næste par uger. Men han kunne ikke holde tanken ud, så han skubbede den ud af sit hoved ved at tage en dyb indånding ind i Junos skulder. Selvom Juno stadig var våd, så kunne Hector stadig dufte ham, og det, at Juno stadig duftede af sig selv på trods af alt, der var sket, gjorde Hector i lidt bedre humør.

Juno vidste ikke hvad han skulle svare Hector. Monogami var ikke hans ting, men det her var ikke tidspunktet at tage dén diskussion på. Slet ikke når han vidste, at den eneste grund til at han havde det sådan, var fordi han var en kujon. Han ønskede at han havde taget sig sammen og kneppet Hector, da han stadig havde haft muligheden. Dengang havde han været bange for at udnytte Hector, bange for at fucke noget op for ham, men det langt mere fucked at fyrens første gang skulle være med en mand som Thanos.

Han fugtede sine læber og skævede til Hector med et skyldigt udtryk. Han kunne lige så lidt tale om det der var sket, som Hector kunne - han kunne knap nok opretholde øjenkontakt i mere end et par sekunder. Fysisk kontakt var dog okay, opdagede han da Hector hvilede sin pande imod hans skulder, og Juno drejede sit ansigt for at begrave sit ansigt i Hectors mørke krøller.

"En dag myrder jeg ham," lovede han lavmælt.

"Så må du jo se, om du når det, før jeg myrder ham," gryntede Hector og smilede lidt mod Junos skulder. Han ville virkelig ønske, at hans hænder var fri, så han kunne kramme Juno og forsvinde lidt ind i hans omfavnelse. Hector sank en klump og snøftede lidt, mens et par store, varme tårer gled ned ad hans kinder og forsvandt ind i Junos trøje. Så trak han sig væk og skyndte sig at tørre sine øjne. Han gad fandme ikke spilde tårer på det svin til Thanos.

"Hey, chef," hviskede han, så de ikke blev overhørt (han stolede ikke på, at svinet virkelig sov), "Lily ved godt, hvor vi er. Eller hun ved, vi var på kroværelset, og at det grimme svin også var der. Måske finder de os?"

Hectors svar fik Juno til at fnyse af ham. Han havde tænkt meget over hvordan ville myrde Thanos hvis han nogensinde fik chancen og ikke engang Hector ville få lov til at tage fornøjelsen fra ham - selvom han lige havde vundet dét privilegium det ville være at få lov til at være med.
Junos trøje var allerede gennemblødt og han bemærkede først Hectors tårer, da fyren selv tørrede dem væk. Han åbnede munden for at sige noget, men han kunne ikke finde ud af hvad, og inden han kunne nå at finde frem til det, havde Hector selv brudt stilheden.

Det var ny information for Juno, der så skeptisk på Hector imens han bearbejdede den information han havde fået. "De finder os ikke," svarede han så, sikker i sine ord. Han gad ikke til at begrunde hvorfor. Hector måtte også selv om, om han ville beholde håbet eller om han ville tænke sig om.

"Hvorfor ved Lily hvor vi var?" Han så dømmende sin ven an, imens han ventede på svar.

Hector løftede hovedet fra Junos skulder, så han kunne se sin ven i øjnene.

"Fordi jeg fik hende til at skygge dig, fordi du altid roder dig ud i alt muligt lort," svarede Hector og rullede en smule med øjnene, som om dette var åbenlyst. "Hvordan fanden tror du ellers, jeg vidste, hvor du var?"

Han vidste jo godt, at Juno sikkert ville blive sur, men han var ret ligeglad. De havde andre og vigtigere ting at bekymre sig om lige nu.

Juno syntes godt selv at han kunne komme ud af det meste lort han fik rodet sig ind i og helt uden Hectors hjælp også - denne gang var undtagelsen, men der havde Hectors hjælp ligesom heller ikke gjort det hele store. Så Juno følte vreden vælde op i sig, da Hector fortalte at han havde fået Lily til at følge efter ham.

"Er du sindssyg?!" hvæsede han og sled endnu en gang i rebene, så han kunne komme løs og banke Hector. "Præcis hvor længe har du fået hende til dét?" Han kæmpede virkelig for ikke at komme til at hæve stemmen, men han dirrede af raseri. Mest af alt fordi han ikke brød sig om at Hector kendte til de ting han havde gjort uden han - taget stoffer som nox, for eksempel. Ladet Remus gennemsøge sin hjerne eller hvad end det var han gjorde om natten. Der var som regel en grund til det, hvis han ikke inviterede Hector med, og skammen der fulgte med, hvis Hector pludselig vidste alle de her ting, var dét der gjorde der allermest uudholdeligt.

"I tre måneder, og du kan kraftedeme selv være sindssyg," spruttede Hector tilbage og holdt sig klogeligt uden for Junos rækkevidde - han var sikker på, at Juno ville nikke ham en skalle, hvis han kunne. "Det er fandme da dig, der laver en masse dumt lort, fordi du tror, du er uovervindelig eller et eller andet pis. Jeg blev sgu da nødt til at holde øje med dig."

Al vreden over, at Juno havde været dum nok til at rode dem ud i det her til at begynde med boblede op i Hector igen, og selvom hele hans forslåede krop gjorde skide ondt, glemte han det i sin vrede. 

"Nogle gange skulle man fandme tro, at du er skide ligeglad med os andre," fortsatte han. "Du gør bare, hvad der passer dig. Og hvis du dør? Ja, så er det bare sur røv for os andre. Så må vi bare klare os uden dig. Er det sådan, du tænker?"

"Tre måneder?!" gentog Juno og denne gang råbte han næsten. Han var fuldstændig ligeglad med hvad Hector troede var nødvendigt. I de sidste tre måneder havde han gjort en million dumme ting, mange af dem farlige, men kun få af dem havde efterladt et indtryk på ham, så han kunne knap nok huske hvad han havde gjort.

"Du ved det ikke er sådan jeg tænker," svarede han snerrende, omend han denne gang talte lavmælt igen, for ikke at vække Thanos. "Jeg ville gøre hvad som helst for jer, men jeg vil fandme også have friheden til at gøre ting for mig selv." Han nidstirrede Hector imens han talte.
"Tænk at jeg har den her diskussion med en fyr, der ender i en slåskamp mindst en gang om dagen. Hvis der er nogen der ikke kan passe på sig selv, så er det fandme dig."

Et råb hev Thanos ud af søvnen for et øjeblik, men trods sit første instinkt til at springe op med sværdet i hånden, havde hans underbevidsthed alligevel registreret, at det var de to drenge, der havde gang i en diskussion. Så i stedet brummede han et eller andet utydeligt og vendte sig om på den anden side, allerede på vej ind i søvnen igen, overraskende godmodig af sig, siden han ikke tog sin hævn for vækningen. Men de skulle nok ikke vække ham igen.

Det var rart at skændes. Eller det vil sige, det var rart at skændes, fordi det distraherede Hector fra, hvor klamt havde det i sin krop lige nu.

"Det er sgu da noget andet, din idiot," hvæsede Hector. "Det er sgu da ikke mig, der er leder af en bande møgunger, der skal have mad hver dag."

Han skulle til at sige noget mere, da svinet gryntede og rørte på sig, så Hector blev med det samme meget stille. Han vred sig rundt for at se, om de havde vækket ham derovre, men hvis de havde, var han tilsyneladende ligeglad. Hector vendte sig mod Juno igen. Hans umiddelbare raseri havde taget lidt af i styrke, og han sukkede.

"Undskyld, chef," mumlede han og tyggede lidt på sin underlæbe. "Det er jo ikke, fordi jeg vil udspionere dig. Jeg aner heller ikke, hvad fanden du lavede. Jeg bad bare Lily om at fortælle mig, hvis du kom ud i så meget lort, at du skulle have hjælp. Ikke andet. Jeg var bare... jeg var bare urolig for dig, okay? Du er jo... Jeg..." 

Hector kunne ikke få sig selv til at sige det. Han vidste, at Juno ikke brød sig om følelser, og han ville sikkert bare grine af Hector, hvis han tilstod, hvordan han havde det.

"Lige meget," mumlede han og rystede på hovedet. "Du må gerne give mig en mavepuster, næste gang du har dine hænder fri. Jeg slår ikke tilbage."

Juno havde lyst til at skrige, da Hector vovede at nævne banden. Han havde aldrig været så frustreret over noget, som han var over ikke at kunne lede sin flok. Banden var hans projekt, hans drøm, alle hans ambitioner, hvis ikke han var der til at holde den i live, så var der ingen grund til at leve overhovedet. Han elskede børnene, men han elskede sit ego mere. Hvis ikke han var i Hovedstaden, var han så overhovedet leder af en bande? Han var på nippet til rent faktisk at skrige, da Hector blev helt stille og det gik op for ham, at Thanos havde rørt på sig.

Juno tog en dyb indånding. Han ville risikere at vække svinet lige så lidt som Hector ville. Dog først da Hector undskyldte, begyndte han at slappe bare en smule af. Han var stadig anspændt, da Hector forklarede sig selv. Det hjalp at høre at Hector trods alt ikke havde fået detaljerede rapporter - Lily var en dygtig spion, hvilket også forklarede hvorfor Juno ikke havde opdaget hende, og hun var også klar over hvad der var livsfarligt og hvad der bare var.. stoffer. 

Han skævede væk, da Hector forsøgte at forklare hvorfor han var urolig for ham. Han ville ikke høre det. Ikke nu. Ikke når deres fremtid så så mørk ud, som den gjorde.

"Tak bro, jeg vil overveje det," svarede han, fortsat uden at møde hans blik, men et smil havde bredt sig på hans læber igen. Det var ikke et dårligt tilbud, men der var ikke så meget ved at slå på Hector hvis ikke han kæmpede imod.