Sted: I udkanten af Amazonitskoven, ikke så langt fra en kro
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Gråvejr, men rimeligt vindstille og ikke super køligt

"Ved alle dødsrigets iskolde hængepatter, jeg kommer tilbage og skærer nosserne af jer!" Randalls lettere snøvlede stemme lød i mellem træerne, som hans støvler trampede igennem underskoven og en knyttet næve var hævet i den retning han kom fra. Beruset var han tydeligvis, hvis stemmen ikke havde afsløret det til at starte med. Ikke stanghamrende lam, men nok til at hans grå øjne virkede lidt ufokuserede og man kunne lugte sprutten på ham.

Det hele var ellers startet så godt, som han havde fundet kroen allerede om formiddagen. På gåben, som han ikke havde haft mulighed for at stjæle en hest efter at være dukket op efter endnu en død, lidt længere syd på. Måske det kunne lade sig gøre på kroen. Eller han kunne vinde den i kortspil. Det havde han da gjort før. Og der havde også været en flok på kroen, som virkede til at ville spille med ham og drikke af det gode øl. Men efterhånden som tiden var gået, havde gruppen virket mere og mere uvenlig og til sidst var et skænderi brudt ud.

Lidt for sent var det gået op for ham, at det var en flok varulve. Han var endt i varulveland. Fantastisk. Og det var selvfølgeligt endt voldeligt, men siden han var én i mod fem, var han ret hurtigt blevet overvundet. Og nu gik han her, midt i en eller anden lorteskov, uden våben og andre ejendele, han havde haft på sig, da han dukkede op som han plejede. Den eneste grund til, at han havde støvler og tøj endnu var, at han havde fået sig sparket fri og var smuttet ud af døren og ind i skoven med flokkens latterbrøl efter sig.

Vredt mumlende trampede han igennem skoven, sparkede til grene og var hidsig - og en smule træt af det dumme, belortede uheld, der syntes at følge ham. Endnu en gang vendte han sig om for at råbe eder og forbandelser, men græsset havde skjult en gren og den fældede ham. Med et "vuåps" væltede han bagover og landede hårdt i skovbunden. Det bankede vreden ud af ham.
"Jeg kan bare ikke lige få en måned eller to i fred, kan jeg vel?" Hans spørgsmål var ikke henvendt til nogen bestemt, som han ikke regnede med, at guderne lyttede med. Han vidste egentligt godt, at hvis han ændrede sine levevaner lidt, ville det hele sikkert gå meget bedre, men så igen, hvad ville der være sjovt i at blive bonde? Han var blevet lejesoldat af en grund, i stedet for at blive bonde som resten af sin pukkelryggede familie.
Et dybt suk forlod ham og han lukkede træt øjnene.

Trylletta havde fløjet i cirkler i hvad havde føltes som dage, hun kunne ikke se resten af den her lorte skov for bare træer. Hold da kæft hvor var hun da bare træt af træer, og det tog en ordentlig del før Trylletta blev træt af naturen. 

Hun udstødet en lyd af ren frustration og slog hendes lille næve ind imod et træ med så meget magt hun kunne, men alle guderne vidste at det var nok noget af det dummeste hun kunne gøre, da der nærmest lød et echo af hendes knor der bare gav op på eksistensen.

Så skreg hun, skreg og skreg og skreg. Med alt hun havde i sig, og med alt luften hun havde i hendes lunger skreg hun. Ud af smerte, ud af sorg, ud af det reneste had, for sig selv, for den pokkers Alfelund, for hvem end der havde taget den beslutning at træer skulle være så forbandet hårde!

Randall blev bare liggende, selvom han blev lidt fugtig på ryggen og røven af at ligge i skovbunden, men han gad ikke rigtigt andet lige nu. Uden sine ting var han lidt på røven, som skoven her var et uvenligt sted. Intet sværd, ingen langkniv, så havde han intet at forsvare sig med. Ingen krystaller til at købe mad for. De havde taget alt. Undtagen hans dirk, der var gemt i støvlen, men hvad kunne han for hulan da også bruge den til her midt ude i ingenting?!
Nej, der var ikke ligefrem noget godt ved situationen og han var egentligt lidt træt, godt hjulpet på vej af øllen. Så langsomt begyndte han at glide mod det behagelige mørke.

Hvilket han hurtigt blev flået ud af, da der var en eller anden stemme, der begyndte at skrige som en vild ikke ret langt væk. Det gav et spjæt i ham og han slog øjnene op. Men blev liggende, han havde ikke nogen våben alligevel, så var der nogen, der ville slå ham ihjel, ja, så skulle de være så velkomne. Så ville han i det mindste dukke op et nyt sted med alle sine ting hos sig. Men der var ikke nogen, der angreb og det gik op for ham, at stemmen var lille. Som i alfelille. Forbandede små kryb. Han havde stadig ikke tilgivet alfen for at give ham en teleportationskrystal og sende ham direkte ind i en orklejr. Og så var han død ved æsel. Typisk hans held.
”Gider du dæmpe dig lidt, jeg prøver at tage en lur.” Lejesoldatens stemme var træt og irriteret, som han lå der, udstrakt på ryggen med hænderne på maven midt i skovbunden ude i ingenting.

Trylletta lavet en meget høj og ufeminin lyd da hun hørte en anden ude i skoven. Hun havde ikke regnet med at der skulle være nogen andre der ude, og det faktum at hun ikke kunne se hvor han var henne mens hun stod på jorden gjorde bare choket værrer. 

Hun lettet fra jorden og fløj lidt tættere på den retning stemmen kom fra. 
"Det er en fri skov, jeg kan larme lige så meget det passer mig." Sagde hun, med en sur og giftig attitude. Hun skulle bare ikke være med på noget i dag, det var hun for træt til.

Så mærket hun hans forbandelse, og det var som at få en dør i hovedet. Der var noget magi der bare være meget tungere end andre ting, og hans forbandelses var tre Trylletta'er tung. Hun tog en dyb indånding og landet på jorden igen for at samle sig. Hun havde altid et blødende hjerte for dem der var uheldige, men lige nu var den her tunge følelse bare pisse irriterende, og hun var i for surt et humør til at have ondt af nogen som helst andre end hende selv lige nu.

Alfen lød ikke ligefrem glad, da han bad om at få ro, hvilket overhovedet ikke rørte Randall. For ham kunne alfen rende ham i røven, de små væsner var ikke andet end irriterende og problemskabende. Og hendes giftige tonefald fik ham bare til at komme med noget der var en mellemting mellem et ”ha” og et fnys.
”Det kan du da, gider du bare skride et andet sted hen at gøre det?” Han sukkede og så så meget rundt han kunne, uden at løfte eller dreje hovedet. Og han nåede også kort at skimte en bevægelse i luften ud af den ene øjenkrog. Så alfen var alligevel kommet hen til ham.

Om det var en hunalf eller en hanalf havde han ingen anelse om, han var også ret ligeglad. De var for små til at slæbe med i høstakken alligevel. Han kunne ikke bruge en alf til noget, medmindre den kunne trylle hans ting tilbage til sig og det ville da ved Zaladin kræve mere held at støde på en, der kunne sådan noget, lige nu, når han havde brug for det, end han havde. Nej, det var bedre bare at blive liggende og vente på, at den forsvandt igen, så han kunne have ondt af sig selv alene.

I det mindste var det ikke fuldmåne, så det med varulve var kun noget, han skulle døje med på to ben og med våben. Han havde prøvet at blive bidt, to gange faktisk. Og flået i stykker under fuldmåne. Begge gange han var blevet bidt, var han død inden fuldmånen kom igen, den ene gang for egen hånd. Nok var han ret ligeglad med alting, men han var vokset op i varulveland og havde ikke tænkt sig at blive sådan en. Så hellere hoppe over i en ny krop, hvor virussen ikke fulgte med. Forbandede kreaturer.

”Hvis du så gerne vil sove, så sov for fanden!” Råbte Trylletta før hun fløj tæt på. Med nogle få voldsomme hoved bevægelser havde hun spredt omkring seks håndfulde af tryllestøv på Randall. 


Det tog hende et godt minut før hun fattet hvad hun havde gjort, mens hun kigget ned på den dybt sovende mand ved hendes fødder.
”Lort,” var det eneste ord der kom ud af Trylletta før hun lod endnu et skrig slippe ud.
Så tog hun nogle øjeblikke til at overveje hendes muligheder.
Hun kunne efterlade ham uden problem, men hun kunne ikke lide tanken om han eventuelt kunne dø i skovbunden.
Hun kunne bruge noget mere tryllestøv og slæbe ham til det nærmeste værtshus? Nej, han lignet lidt at han allerede havde været der og fået nogle tæsk. Og med et lille snif til hans ånden fandt Trylletta ud af at hun havde ret.
Hun tog også lige et øjeblik til at overveje hvad hans forbandelse gjorde.
Hun besluttet sig for at sætte sig ned ved siden af hans sovende form og koncentrer sig om at finde ud af det.


Efter en god to timers koncentration fandt hun endeligt ud af det, og så fik hun en ret god idé.
Med lidt tryllestøv og en masse vilje styrke fik Trylletta slæbt Randall til et stille og private sted, hvor hun efterlod ham i et lille stykke tid til at hente nogle ting til at hjælpe sig selv med at holde ham under kontrol.
Da hun kom tilbage bandt hun ham fast til et træ og lagde nogle ting ud for at se mere truende ud end hun faktisk var.
Så ventet hun på at han vågnet.

Det var ved Zaladin en hidsig lille alf, som han nåede at registrere som en hunkøn, da hun kom hen til ham og voldeligt rystede sit hoved over ham, mens hun råbte noget om at sove. Mere nåede han sådan set ikke rigtigt at opfatte, før han var gledet ind i søvnen. Han sov godt og tungt og meget bedre end han plejede. Ingen specielle drømme, bare søvn.

Han opdagede intet, som alfen puslede rundt omkring ham, heller ikke da han på en eller anden måde blev transporteret hen til et træ, hvor han blev bundet fast, lidt skævt siddende med hovedet tungt lænet forover. Ikke ligefrem den mest behagelige stilling, hvilket også var det første, han lagde mærke til, da han vågnede igen. Der kom et utilfreds grynt fra ham, som han forsøgte at få de stive muskler til at løfte hans hoved op igen. Vågne rigtigt gjorde han først, da han ville løfte hænderne for at gnide sig i nakken. Det kunne han ikke, de var bundet fast. Bundet fast?! Med et ryk rettede han sig op og så overrasket ned på rebet om livet på ham. Hvad i alverden… Hans blik gled hen over omgivelserne og det første han fik øje på, var alfen. Forvirringen var total et øjeblik, som han prøvede at tænke sig frem til, om der var sket noget. Han havde fået en tår over tørsten, men han havde da ikke… nej, han var bare faldet i søvn i skovbunden.

Med en rømmen forsøgte han at få gang i sin stemme.
”Øhm, er der en eller anden grund til, at jeg er blevet bundet… til et træ… midt ude i skoven?” Han var tydeligvis ikke særligt vågen endnu, selvom han forsøgte at få sig selv lidt mere frisk med at blinke lidt ekstra med øjnene og skære lidt ansigt. Han var stadig pænt træt og det der med at tænke gik lidt langsomt.

  
”Jeg har nogle spørgsmål, og jeg stoler ikke rigtigt på typer som dig.”
Trylletta stod med krydset arme foran Randall, lige ud fra sparke distanse. Hun havde et våben af smørkniv størrelse i hånden, men det så stadig skarpt ud, hvad end det nu var for et våben.
Hun havde taget det med, for sikkerheds skyld. Og fordi at hun gerne ville virke lidt mere farlig end hun faktisk var.

”Jeg ved hvad din forbandelse er, og jeg vil høre om nogle af dine forrige.... dig'er.. har mødt, set eller hørt om min datter.” Sagde Trylletta med en hård stemme, som prøvet på at skjule hvor nervøs hun faktisk var.

Randalls forvirring blev bare større, som alfen sagde, at hun havde spørgsmål til ham. Trætheden lettede lidt for hvert øjeblik der gik og tryllestøvets virkning aftog.
”Spørgsmål? Har du kidnappet mig bare for at stille spørgsmål? Hvad i alverden tror, du, at jeg kan svare på som…” Han blev afbrudt af hende, som hun begyndte at snakke igen. Han spærrede øjnene lidt mere op, som hun sagde, at hun vidste, hvad hans forbandelse var. Og om han nogensinde havde mødt hendes datter.

For et øjeblik stirrede han bare på hende med åben mund, inden han lukkede den igen og rettede sig lidt op igen. Hun var jo sindssyg. Der var ingen anden forklaring. Den lille stride alf var sindssyg.
”Om jeg kender din datter? Hvad Zaladin tror du om mig, jeg render ikke rundt og knepper alfer, det er i ved Kile alt for små til. Nej, jeg kender ikke din datter, slip mig så fri, din lille vanvittigt blomsterbestøver!” Han begyndte at rykke vredt i rebet, der bandt ham til træet, men han sad nu alligevel for godt fast. Og de belortede varulve havde hugget alle hans våben!

Trylletta fniste lidt da hun indså at hun nok skulle have fortalt lidt mere end bare at hun ville vide noget om hendes datter.
“Min datter er ikke alf, din nar,” sagde hun, I et forsøg på at virke mere sej end hun faktisk var.
“Hun er halv dæmon, halv menneske. Smuk og sikkert meget høj nu....” Trylletta var lige ved at sukke ved tanken om hvor meget af hendes datters liv hun havde misset.
“Hun elsker farven lilla, og har det smukkeste mørke hår. Hun er nekromantiker og elsker at drille-” Trylletta fortsatte med at fortælle om hendes datter I en god ti minutter endnu før hun stoppet og kigget over forventende på Randall.

Alfen fniste og Randall troede lige, at han skulle til at have en hjerneblødning, så hidsig var han ved at blive. Men alfen begyndte at snakke. Og snakke. Og snakke. Randall gik langsomt i stå med at rykke i rebet og sad bare og stirrede på hende med let åben mund og forvirret vantro i sit udtryk. Hvad var det, hun ævlede om? En kvinde? Det tog ikke lang tid for Randall at genkende alfens… datter… ud fra beskrivelsen. Det var ikke ret længe siden, at han havde mødt hinde, var blevet hevet igennem forstaden til dødsrige for til sidst at dø i kvindens kælder. Hun havde været skingrende sindssyg, men hvis det her skulle forestille at være hendes mor, så faldt æblet da ikke langt fra træet. Sådan rent mentalt i hvert fald.

Han opdagede næsten ikke, at hun endeligt var holdt op med at kævle. Langsomt rettede sig op og overvejede kort, hvad kan skulle gøre. Han skulle ud af denne knibe, det var sikkert.
”Det lyder ellers til at… være… en dejlig… datter.” Det lykkedes ham at lade være med at skære ansigt ved de ord, i stedet forsøgte han sig med et svagt og forhåbentligt bare lidt charmerende smil.
”Jeg tror måske, at jeg ved, hvem du taler om… men inden jeg fortæller dig noget, synes jeg, at du skal løsne rebet… jeg husker ikke så godt, når jeg er bundet.” Det var et rigtigt dårligt forsøg på at komme fri, men hey, hvis det lykkedes havde han måske en chance for at komme væk fra den sindssyge alf.

Lukkes grundet inaktivitet