Sted: På et stykke fladt jord langs Nordvejen tre dages ridt fra hovedstaden
Tid: Aften, mørket har kun lige lagt sig
Vejr: Klart og iskoldt, men heldigvis ikke så meget vind

Gruppen af dværge havde valgt at slå lejr for natten på en flad eng fyldt med store kampesten, hvor der samtidigt også løb en bæk. De var på vej hjem til Dragorn efter at have besøgt Hovedstaden og var alle ivrige efter at komme hjem, men der var langt og alle havde brug for hvile. Så der var samlet ind til bål og de små, men meget robuste telte blev sat op. Dværgehåndværk, som teltene næsten ikke var til at blæse omkuld, var vind- og vandtætte og samtidigt ikke vejede alt for meget og kunne pakkes ind til ingenting. De små nordlandsponyer var blevet vandet og gik nu tilfredse og gumlede på det stride græs, der kun ville blive mere stridt og næringsløst, jo længere de kom nord på. Og snart ville duften af mad brede sig og roen lægge sig, som de sultne dværge ville samle sig om de små bål og tilfredsstille deres sulte maver.

En ældre dværg var den eneste, som ikke syntes at have et arbejde at varetage, som lejren blev lavet. Ikke fordi, at han ikke ville hjælpe, men han virkede overflødig. I stedet var der mere end én af de andre dværge, der gik til og fra ham, for at sørge for, at han havde, hvad han skulle bruge. Og til sidst blev han placeret ved et bål på en sten, der var blevet dækket med pelse for at være nogenlunde behagelig at sidde på. 
Den ældre dværg selv var klædt i varmt rejsetøj, der trods bekvemmeligheden også viste, at han ikke var en af de andre dværge, ikke en kriger i rustning og med våben. Det hvide skæg var flettet i en enkelt tyk fletning for at være nemt at styre, det samme gjaldt håret. Hans tøj bestod mest af pels og han havde en stor varm hue med øreflapper på. Støvlerne på hans fødder var praktiske og foret med pels og på jorden ved siden af ham, lå staven, der sjældent forlod hans side. Nej, Thanen skulle ikke fryse, hverken når han sad på den pony, han insisterede på at ride, men heller ikke, når der blev slået lejr.

Man skulle måske tro, at den ældre dværg blev transporteret i en vogn, men for det første var det upraktisk så snart de ramte sneen og for det andet tog det længere tid. En pony var mere praktisk. Og han var ikke så svagelig, at han ikke kunne sidde på en hest. Selvom han måtte indrømme, at på de to år, der var gået siden han sidst havde taget turen, var det blevet noget hårdere for ham. Men han sagde intet, led i stilhed over sine ømme ben og trætte ryg. Lidt stolthed havde han dog tilbage.

Efter maden var blevet spist og roen havde sænket sig over engen, sad han i tavshed og så ind i ilden. Rundt om bålet sad tre andre dværge. Ved hans side Helan, der næsten aldrig var at finde andre steder, så snart Thanen forlod Dragorn. Ja selv i Dragorn var han næsten altid i hans skygge. De tre andre dværge var i en dæmpet samtale, Godric kun halvt hørte efter. Dværgesnak. Om våben, metaller og magi. Hele Thanens følge bestod af omkring femten dværge, alle soldater, alle klar til at ofre sig for deres leder. 

En stemme lød højt igennem aftenens kolde luft.
"Hvem dér?!" En bølge af lyden af rustninger i bevægelse og våben der blev trukket raslede ind over lejren, som alle gjorde klar til et angreb. Helan rejste sig for at se, hvad der skete, hans ene hånd på Godrics skulder.
"Jeg ser lige, hvad der foregår." Hurtigt forsvandt han mod lyden af stemmer og Godric så efter ham. Nysgerrig og ikke så bekymret. Hvis det havde været nogen med onde intentioner havde vagten nok ikke råbt "Hvem dér".

Dal klappede den lave pony på halsen "Bare lidt endnu Bertyl" mumlede han håbefuldt gennem halstørklædet der dækkede hans mund og næse. Han havde besøgt en ven i nordlandet, delvist på hyggevisit, delvist for at overtale ham til at tage flygtninge fra Hovedstaden ind. Han havde haft nogen success, men ingen var synderlig villige til at få noget i klemme. Elverne havde trods alt skudt først, ifølge rygterne.
Dal havde haft planer om at stoppe ind på en kro, men den første havde haft en virkelig dårlig stemning, og den næste han passerede havde været fuld, så han havde måtte presse på, velvidende at det nok blev en kold nat under åben himmel. I det mindste havde han ikke andre der skulle passes på denne gang. Han ville ikke brokke sig, men at ride op gennem bjergene med en bevidstløs elver i favnen havde ikke været en af hans favorit ture. 

Dals håb løftede sig da han så lys forude, det velkendte glimt af bål. Som han krydsede et lille højderyg så han det var mere end ét. En karavane måske?
Det var først da Dal nåde nærmere at han genkendte telttyperne. Han skar en grimasse under halstørklædet. Dværge. Han havde ikke noget imod sit folk, udover at de altid lod til at have noget imod ham, fordi han ikke ligefrem passede ind.

"Hvem dér?!"

Dal løftede en hånd mod vagten i hilsen og holdt ponyen an. "Vel mødt! Jeg er blot en træt rejsende. Mit navn er Dalán Handrinson, og jeg er på vej mod hovedstaden" erklærede han og håbede vagten ikke kendte til ham. Han var ikke ligefrem en stor berømthed i dværgenes rige, men for de der bevægede sig i resten af verden havde den skægløse fortæller lidt af et omdømme.

Vagten, der havde stoppet Dal, havde ikke hørt om den skægløse dværg, og hans våben, en hellebard, var fortsat rettet mod ham og ponyen. Endnu en vagt dukkede op.
”Der er ikke noget for dig her. Rid videre.” Havde Thanen ikke været en del af de rejsende, ville den fremmede dværg sikkert have været velkommen, men vagterne var ikke tilbøjelige til at invitere fremmede med til bålet, når den gamle leder skulle holdes sikker.
Som vagten bad Dal om at ride videre, dukkede Helan op. Han kastede et blik på dværgen på hesten og vendte sig så mod vagten.
”Hvem er det?”
”Han siger, at han hedder Dalán Handrinson, sir.”
Helan vendte blikket mod Dal igen.
”Jaså. Vent et øjeblik.” Helan vendte hurtigt om og gik tilbage til Thanen. Han kendte godt navnet og han vidste, at Thanen måske ville være interesseret. Eller i hvert fald ville have noget at sige, når det var en af deres egne, der bad om ly.

Godric sad stadig roligt ved bålet, afventende hvad der foregik. Hans øjne fulgte Helan, der kom tilbage igennem mørket.
”Than, det er en dværg ved navn Dalán Handrinson, der spørger efter ly for natten.”
Godric skød brynene en smule i vejret. Han havde ikke styr på hver eneste dværg, der ikke boede i Dragorn, men denne Dalán havde han dog hørt om. Mest dårlige ting, men Godric dømte ikke folk, han ikke selv havde lagt øjnene på.
”Barden? Interessant.” Han betragtede Helan lidt og nikkede så. ”Bare lad ham komme til bålet og slappe af. Jeg vil gerne møde ham.” Trods sin træthed, ømme ryg og ben og generelle mangel på lyst til livet, var hans nysgerrighed ikke helt væk og han kunne godt tænke sig at møde denne bard. Måske han havde noget spændende at berette.

Helan bukkede let og vendte tilbage til vagterne og dværgen på ponyen.
”Tag dig af hans pony, giv den noget foder og vand.” De brune øjne, der matchede hans skæg, blev rettet mod dværgen på hesten. ”Og dig, kom med mig.” Han sagde ikke, hvad de skulle, men ventede tålmodigt på at barden kom af ponyen og gik med ham igennem lejren hen til bålet, hvor den gamle dværg nu sad alene efter at have bedt de andre to soldater om at forlade ham. Ikke at de var gået langt, de stod begge i kanten af den cirkel af lys, bålet kastede.

Godric så op, da Helan havde den yngre dværg med. Der var stor forskel på de to, Helan med et alvorligt og sammenbidt udtryk i ansigtet. Han havde heller ikke haft det let under belejringen og Godric havde måtte slå fast, at hans ære ikke havde lidt skade af, at han ikke var død i et forsøg på at forsvare sin Than. Nu gik han meget hårdt op i at beskytte Godric og fulgte ham overalt. Han var iklædt rustning og to økser var at finde i hans bælte. Den anden dværg derimod virkede næsten forkert uden skæg og uden synderligt med hår på hovedet.
Den gamle dværg valgte at blive siddende, træt som han var, men han slog let ud med hånden mod stenene om bålet.
”Dalán Handrinson, tag plads. Helan, vil du sørge for at han får noget at spise?” Vagten nikkede og forsvandt mod bålet, hvor maden var blevet lavet tidligere. Godric skjulte ikke sin lette nysgerrighed, som han betragtede den nyankommne dværg. De gamle træk var milde og trætte og det hvide skæg lyste næsten op i bålets skær. Der var intet, der skreg Than over ham, ud over staven ved hans side, de fine klæder og alle de andres dværge meget tydelige respekt for ham.

Dal skulle først til at give den første vagt en kort lektion om manere, inden han uden tvivl ville blive jagtet væk. Men hvis han alligevel ikke ville blive inviteret ind, kunne han lige så godt flå nogen et verbalt røvhul om ikke at dømme folk bare fordi! Det blev dog aldrig nødvendigt, da nogen der tydeligvis havde flere striber på skulderen kom og tog styringen.
Dals holdt tand for tunge, og hans øjenbryn nærmede sig hinanden. Der var et eller andet ved siden af ved alt det her. Det virkede ikke som nogen anden karavane han havde mødt. Men hvis det ikke var en karavanen hvad rejste de så med? ... eller hvem?

For en gang skyld skulle Dal ikke vente længe på de svar han søgte. Han nikkede blot til den overordnede da han kom tilbage og bad ham følge med. Dal var ikke bange, for til trods for han ikke var elsket af sit eget folk, havde han heller ikke givet dem nogen grund til at ønske ham ondt.

Da de nærmede sig bålet indså Dal hvorfor denne gruppering af dværge havde opført sig anderledes, hvorfor de havde været i så højt beredskab, selv overfor en af deres egne. Dette var ikke blot en karavane, dette var Thanens følge. Than Godric Æthelwulf Baradur Osgarson, Søn dag Dragon selv, Stavbærer og Dragons Søjle, Leder af folket og beskytter af Riget-Under-Jorden. Dal var nok ikke hjemme meget, men han ville være en ringe fortæller hvis han ikke som minimum holdt et halvt øre på hjemmefronten på alle tidspunkter.
Dal hilste ærbørdigt, som det trods alt var passende for sin Than "Mægtige Than, bærer af Gungar og folkets vilje. Denne simple nedfælder af historier er beæret over denne gestus og takker ydmyst for gavmildheden" og med formaliteterne af vejen, dumbede Dal ned ved bålet hvor han var blevet anvist, uden videre ceremoni "Men jeg er også temmelig nysgerrig over hvorfor min tilstedeværelse tolereres"

Godric flyttede ikke sit blik fra den fremmede dværg, da denne smed et par af de formelle tilnavne, han som Than havde. Det fik ham til at føle sig træt indeni, nogle gange ville han godt bare være Godric, far og bedstefar uden alt pompt og pragt.
Inden han nåede at finde på et passende svar til den formelle hilsen, satte barden sig og så ud til at droppe alt omkring formaliteter og forventninger. Noget der fik Godric til at løfte øjenbrynene lidt, ikke i misbilligelse, men i morskab. Det så ikke ud til at dette skulle blive kedeligt.
Roligt rettede den gamle dværg sig lidt op og skubbede de støvlebeklædte fødder lidt tættere på ilden for at holde varmen.
”Du har selv lige givet svaret. Du er fortæller, ikke sandt? Fortæl. Hvordan går det i Krystallandet?”

Godric lagde hovedet en lille smule på skrå, som han stillede spørgsmålet. Han var videbegærlig, elskede at følge med i verden omkring sig og han elskede historier. At kærligheden til begge dele var blevet gemt lidt væk efter tiden under Mørket, ville ikke holde ham tilbage fra at lytte til denne dværg med stor interesse. Måske han fortalte noget, der kunne glæde Godric. Der skulle ikke så meget til, ærligt talt.

Helan kom tilbage med en skål med stuvning og en humpel brød, som han gav til Dal og derefter gik han som de andre vagter nogle skridt ud, så de gav Thanen den plads, han ville have, men ikke var længere væk end at en økse kunne finde en pandeskal inden Thanen kom noget til. Godric virkede ikke til at registrere dem, hvilket også næsten var sandt. Han var så vant til, at der altid var nogen til at passe på ham, men en gang i mellem ville han ønske, at de gad gå deres vej. Han var ikke helt ubehjælpelig og kunne godt bruge nogle oplevelser alene, hvilket hans lille smuttur i Dianthos havde været et bevis på. Men lige nu forlod hans blik ikke Dalán, som han ventede på ord fra den sære dværg.

Dal kløede sig en smule på hagen, men der var et smil på hans læber "Det er et svært spørgsmål at besvare, for Krystallandet er stort og en mands lykke kan være en andens undergang.." smilet falmede lidt ved det sidste, men han samlede det hurtigt op igen "Men det skal være mig en fornøjelse at fortælle Dem hvad jeg har set" han holdt sig stadig til en høflig tiltale. Ingen grund til at presse sit held mere end højst nødvendigt. Det var til tider svært at sige hvor grænsen mellem fornøjelig næsvis og foragt for tronen lå. "Meget er sket i landet. Lyset er vendt tilbage, og folket kan igen sove trykt om natten! For en dværg der lever af folks gavmildhed og gode humør lader det til at blive bedre tider end det har været i et årti. Kiles Orden sørger for mad til de bønder der endnu ikke nåde at få afgørder inden vinteren og de giver til deres gudinde i taksigelse. Ordene forsøgte efter signe også at brede deres budskab til Elvernes rige, der besvarede dem som de gør alt andet - med pile. Men ordenen stod ikke passivt til mens deres folk blev sendt til Kile. For at holde de gode borgere i lysets rige sikre, forviste de alle af elverblod i årene fra Dianthos, og senere alle større byer omkring" fortalte han og var opmærksom på Thanens reaktioner mens han talte. Som alt andet var dette blot en side af historien, den godkendte 'politiske korrekte' udgave af historien, og den Dal havde det største had og foragt til. Men dette var den historie han startede med, for at prøve sit publikum inden han gik til de mindre velsete udgaver. 

Godric ventede tålmdigt på, at den yngre dværg begyndte at tale og lyttede ganske opmærksomt, da han gjorde. Der var intet nyt i det, der blev sagt. Heller ikke da han kom til delen med Kiles Orden - Godric havde selvfølgeligt fået alt fortalt på paladset, hvor han dog havde holdt sig så neutral til det hele som mulig. Men indeni sydede han en smule af vrede, som manglen på respekt for et helt folk gjorde ham vred og gav ham bange anelser. Hvem var de næste? Og selvom han ikke ligefrem havde et fantastisk forhold til elverne, følte han med det spidsørede folk. Ingen burde blive behandlet som jagtet vildt blot fordi de nægtede at tilslutte sig en bestemt religion. Kilepræsterne havde også været forbi Dragorn, men var ind til videre pænt blevet afvist. Men Godric var ikke i tvivl om, at de ville blive ved med at komme. Magt ville have mere magt.

Han nikkede langsomt, da barden havde sagt sine ord. Det var med at være påpasselig med, hvad han nu sagde og svarede, som hans ord havde stor magt, selvom de blev sagt i så uofficielle omgivelser som disse.
”Jeg er klar over Kiles Ordens magt, der har spredt sig til mange kroge af Krystallandet. Det var med stor sorg, at jeg hørte om Kiles Ordens uvenskab med vores allierede.” De blå øjne forlod ikke dværgen foran ham. Han havde en fornemmelse af, at dværgen var investeret i sin egen fortælling, men hvordan vidste han ikke. Men det kunne han vel finde ud af.
”Hvordan ser du på Kiles Orden og denne krig med elverne?” Godric var en meget direkte mand og det kunne godt overraske nogen, når han stillede så direkte spørgsmål.

Dal var en mand der ikke blot fortalte historier fra fordoms tid, om glemte helte og svunde tider. Han levede dem. Han mødte de folk hvis historier han fortalte, og så sorgen, glæden og fortvivelsen med sine egne øjne. Der var ingen måde en mand kunne undgå at blive investeret i sine historier når han levede sådan.
Den unge dværg kunne da heller ikke andet end at hæve et øjenbryn ved Thanens valg af ord. 'Uvenskab'. Dal havde nok et mere farverigt ord han ville have brugt. Faktisk havde han en del, men langt de færreste var selskabet værdig.
Dals ansigt blev mørkere ved spørgsmålet, men han havde intet problem med at give det direkte spørgsmål et direkte svar.
"Personligt finder jeg det forkasteligt, at de forviser et helt folkefærd for formen på deres øre. Ordenens konflikt lå med Elverly, men de forviste alle, ørken-, bjerg- og skovelvere på lige fod, og selv der stoppede de ikke, men sendte alle med bare en dråbe elverblod i årene samme vej. Folk der har levet hele deres liv i Dianthos og aldrig haft noget med Elverly at gøre, smidt fra hus og hjem" Dal måtte anstrenge sig for at holde sin tone nede og nogenlunde sober. "Dette virker mere som en udrensning... Og Elverly er ikke meget bedre. De nægter flygtningene ly hvis de ikke er 'renblodede' nok" Dals ord var nok holdt generelle, men det var tydeligt mere end blot historie for ham. Der var noget personligt i det. 

Godric kunne godt lide, at den anden dværg reagerede som han gjorde, med frit at fremlægge sin egen holdning. Det var dejligt lidt diplomatisk og nemt. Forfriskende efter at have gået som katten om grøden i hovedstaden. Uden nogen afslørende tegn om, hvad han syntes om fortællerens ord, lyttede han igen, indtil talestrømmen løb tør. Langsomt nikkede han og rettede sig lidt op, mens han overvejede sine ord. Der var tydeligvis en personlig historie involveret og det var nok en god idé at træde lidt varsomt.
”Ganske forkasteligt, ja.” En hånd gled over det flettede skæg, tænksomt, inden han trak vejret ind.
”Hvad elverne gør ved deres egne, er deres valg. Men noget lignende ville aldrig komme til at ske i Dragorn.” Og det var nok den mest diplomatiske måde, hvorpå han kunne sige, at han ikke fandt spidsørernes underlige idé om racerenhed god. Den var rent ud sagt idiotisk, efter hans mening.

Det var et tungt emne og han havde skulle forholde sig så meget til det i Dianthos, at han egentligt helst ikke ville snakke for meget om det nu. Natten var for smuk til sådan et trist samtaleemne, så han slog let ud med hånden mod den mad, Dalán havde fået udlevet.
”Men dette er et alt for trist et emne til så skøn en aften. Spis. Få varmen.” Hans stemme var venlig som hans smil. At Dalán ikke var som andre dværge og ikke havde det bedste ry, rørte ikke Godric. Manden var en dværg og derfor velkommen ved hans bål. Så længe han ikke havde forbrudt sig i mod Dragorn, var hans selskab ganske velkomment. Godric bad ham ikke fortælle mere, ikke nu. Var manden en ægte bard, ja så skulle ordene nok komme alligevel. Om det var i form af mere fortælling eller spørgsmål, det måtte tiden vise.

Det var som om en tung byrde løftede sig fra Dals bryst ved Thanens ord. Dal havde altid troet det ville være sådan, håbet at hvis en dværg var i nød, kunne han altid vende hjem under bjerget, ligegyldigt hans herkomst eller stand. Men Dal viste også at idealer og politik ikke altid løb hånd i hånd. Men at høre dette fra dværgenes øverste indstanse var en synlig lettelse for den unge dværg. 

Efter den ældre dværg havde vist sig tilfreds og budt Dal spise, gengældte Dal smilet og gik igang uden omsvøb. Sulten havde så sandelig meldt sig efter hans lange rejse, så vel som fortællingen! Han spiste med sund appetit, men også med ganske fine manere, som lært af sin moder før han var rejst hjemmefra. Nok var han kendt som Dal Verdensmand, men han var også Dalán Handrinson, og han ville ikke gøre sin familie skam foran Thanen selv!
Da maden var bagt af veje sukkede den unge dværg tilfreds og gjorde et halvt buk for Thanan. Ikke som man ville forvente givet til Thanen, men mere som en høflig gestus fra en træt rejsende til en anden, der havde vist gavmildhed. "Jeg takker for din gæstfrihed Than, og om du vil lytte har jeg en historie mere at dele.. Jeg ved ikke om jeg kan kalde den munter, men den er håbefuld, og det er måske mere hvad vi trænger til i disse tider" da der ikke var nogen indsigelser fra den ældre dværg, tog Dal et øjeblik til at samle sig, og fatte begyndelsen på sin historie.

Dal ville nok aldrig få chancen igen for at fortælle for Thanen på så nært hold, og da ikke så privat som de var her, trods de mange øjne der hvilede på ham fra lejeren omkring. Han var nød til at bringe Ferghus op, men der var også begrænset hvad han kunne sige, uden at bryde sit ord. Men hvor meget ville han overhoved være nød til at sige, før Thanen fyldte brikkerne ind selv? Der var kun en måde at finde ud af det på.

"I Dragons rige boede en dværg, vellidt og velanset - og så ved De den ikke handler om mig selv" han tilføjede den ekstra kommentar med et smil og et lille blink for at lette historien en smule "Han fandt sig en smuk kone, og sammen bragte de den næste generation til verden. Men ak, hvis vores historie blot kunne ende allerede ville den være lykkelig! Desværre fortsætter den. For mørket lagde sig over riget, og over dværgens liv. Han kæmpede bravt for sit folk og sin familie, men i sin kamp måtte han krydse grænser der ingen vej var tilbage fra, for sit folk. Da mørket fortog sig igen glædede folket sig, og dværgen vente tilbage, træt og udmattet efter kampen længtes han efter sin elskedes arme" Dal slog langsomt ud med armene og lod dem falde mod jorden i en opgivende gestus "Men der var ingen hvile for ham det sted han engang havde kaldt hjem, og ingen elskede der ventede på ham.. Han var alene, og ladt til sig selv. Grænsen krydset for hans folk i nødens stund, var nu grænsen der holdt ham fra dem i fredens tid"Dal lod dette hænge i luften et øjeblik, og fangede Thanens blik, inden han smilte mildt "Dette er ingen ingen munter historie, men den er dog håbefuld. For til trods for alt han havde mistet, viste dværgen at hans gerne var god og ret, at hans gerning havde været med til at redde det folk han stadig holdt af, og blev ved med at ære og vogte over fra hans eksil" sluttede Dal i en mild tone, og holdt Thanens blik et øjeblik længere "Det siges at han den dag idag stadig er derude, og at han stadig tror på sig folk, og på de der forkastede ham, for han ved i sit hjerte de gjorde det rigtige".

Lettelsen var nem at se på den yngre dværg over Godrics ord om at alle dværge var velkomne i Dragorn. De var ét folk, ja folket var mere end Dragorn selv, uden dværgene ville Dragorn blot været et udhulet bjerg uden betydning. Så for Godric var dværgene vigtigere end noget andet. Et folk han var sat til at passe på og som han gjorde hvad han kunne for netop at gøre det. Ligegyldigt hvad det ville koste af personlig smerte, hvilket den nylige besættelse havde været et bevis på.
Men nu var natten smuk og Godric satte sig til at se ind i bålet igen, mens den yngre dværg spiste. Stilheden gjorde ikke den gamle dværg noget, faktisk havde han fundet ro i den efter sin tid i den lille celle langt under bjerget. Men her var heller ikke helt stille, som dværgene ved det andet bål lo og hyggede sig, trods den fremmedes tilstedeværelse. Helans blik hvilede som altid på ham, men han havde lært at leve med det. Der var næsten altid nogen, der holdt øje med ham.

Han var faldet lidt sammen som hans tanker var taget ud at rejse, det var først, da Dal bukkede halvt for ham, at han trak sig selv tilbage til nutiden og rettede sig lidt op igen. Et roligt nik bekendtgjorde, at han var interesseret i historien som den anden dværg ville fortælle. Og som barden gik i gang, lyttede han nysgerrigt.
Den startede fint ud, men så snart Dal nævnede Mørket, gled der en skygge over den ældre dværgs ansigt. Både fordi Mørket blev nævnt, men også fordi han pludseligt fik en fornemmelse af, hvor historien førte hen. Og som ordene fyldte natteluften, mærkede han knuden i maven vokse. Rynken i hans pande blev dybere, et tegn på, at han vidste nøjagtigt hvem, historien handlede om.

Der blev stille igen, som historien sluttede og Godric stirrede mørkt ned i jorden for et øjeblik, inden han trak vejret dybt ind og vendte blikket mod Helan.
”Lad os være alene.” Den yngre dværg med det store rødbrune skæg åbnede kort munden, men klappede den så i, inden han lavede en bevægelse med hånden og de to andre dværge forlod dem, efterfulgt af Helan, der sendte Godric et bekymret blik. Godric var tavs indtil han var sikker på, at de var uden for hørevidde, inden han rettede de blege blå øjne mod barden. De var fyldt med en blanding af sorg og mørk alvor.
”Du har snakket med Ferghus Vragison.”

Dal kunne se Thanens reaktion på hans ord, og som historiens sidste ord faldt, var den unge dværg meget i tvivl om han netop havde gjort sit livs største fejltagelse. Men han havde været nød til at sige noget, og så måtte han tage konsekvenserne af sine ord!

Han forholdt sig tavs som de andre dværge forlod dem. Han var ikke overrasket over thanen ikke ønskede sig overhørt, for til trods for Dals indpakning af historien, havde den gamle mand uden tvivl set igennem det. Dal eget ansigt var roligt men alvorligt ved spørgsmålet. Han nikkede fast "det har jeg. Jordtykkeren redde mit liv"

Daláns ord overraskede ikke Godric. Ferghus Vragison var en god mand, trods hvad hele Dragorn troede om ham. En tro Godric selv havde givet dem. Noget der til stadighed jagtede ham og var endnu en sten til bunken af dårlig samvittighed og hårde beslutninger.
”Det overrasker mig ikke.” Den gamle dværgs stemme var dæmpet og tung og han sænkede blikket igen. Han var atter tavs i et øjeblik, som han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle håndtere denne situation. Måske havde han allerede besluttet sig som han havde sendt sine vagter væk og de kunne være alene med de ord, der måtte siges.

”Hvordan går det med ham?” Det var et oprigtigt spørgsmål, hvilket også kunne ses på hans ansigt. Han ville virkeligt gerne vide, hvordan det gik med Ferghus og han håbede, at det gik godt. Det sidste han havde hørt, var at han havde hjulpet med at befri Dragorn fra Mørket. Godrics nevø kendte til sandheden, det samme med en af smedene, der havde kendt til ham siden krigen for mange år tilbage. Men tiden gik hurtigt og ingen havde hørt til Ferghus siden, ikke af hvad Godric vidste. Han vidste nogenlunde, hvor han boede og at han ernærede sig som sporfinder eller ved at hjælpe med praktiske opgaver. Og at han havde det bedre, hvilket glædede Godric usigeligt.

Dal var ikke sikker på hvilken reaktion han mest havde forventet, men Thanen overraskede ham igen, mere positivt end Dal havde ture håbe. Det var tydeligt Godric huskede, ikke blot hvad der var sket, men også den mand det var gået udover. Den mand der havde mistet alt for sit folk, og havde fået en ringe tak.
Lige så tydeligt var det at Thanen angered. Han ville aldrig bede om eller forvente gerningen ugjort eller trukket tilbage, men det stod klart at manden overfor Dal tydeligt forstod konsekvenserne af det valg han havde taget.

"Han lod til at have fundet ro" svarede Dal stille "Jeg var givet vis ikke på toppen selv da jeg mødte ham, så noget kan være gået forbi mig.." Dals læber kravlede op i et svagt, undskyldende smil i den ene mundvig. Det var nok en underdrivelse. Dal havde været tæsket halvt fordærvet og udsultet, men denne historie handlede ikke om ham selv, men om to gamle mænd der ikke havde set hinanden for længe "...men, som dværgen i historien havde han fundet håbet, for sit folk og sin Than"

Godric lyttede til bardens svar, tavs og ubevægelig. Det var et meget tungt samtaleemne, Godric var mere end klar over, at han havde ødelagt en mands liv, kun for at beskytte sig selv. Et fejlslagent forsøg på at feje dårlige hændelser under gulvtæppet. Men han var glad for at høre, at den gamle Jordtygger havde fundet ro. En ro, der lød til at vare ved. Han nikkede langsomt og flyttede lidt på sig for at sidde bedre på pelsen, der var lagt over træstammen.
"Det glæder mig at høre." Blikket blev flyttet fra jorden til bålet. "Selvom jeg ville nu ikke have undret mig, hvis han havde spyet grimme ord om sin Than." Det forsøg på at lette emnet lidt, men han kunne godt fornemme, at det var fejlslagent.

Der kom et dybt suk fra den gamle krop og den ene hånd gled over det flettede skæg, tænksomt og trykket.
"Jeg tænker, at du forventer en forklaring på, hvorfor tingene blev gjort som de blev gjort?" Ville han fortælle denne fremmede bard, hvad der var sket for så mange år tilbage? Prøve at forklare sig selv? Som Than burde han nok holde det for sig selv, han var leder og behøvede ikke at forklare sig, hvilken han havde holdt fast i, i mange år. Men meget var forandret og dværgen Godric var nok mere åben for at forsøge sig med en forklaring. Måske var det ikke så smart til en bard. Måske var det. Det kom an på, om Godric turde stole på ham. Men hans diplomatiske måde at bringe Ferghus op til at starte med, talte nok for ham.

Dal skænkede Godrics forsøg på at lette stemningen et lille smil. "Jeg tror han ville have plantet sin ønske i hvem end der vovede tale dårligt om Thanen" forsikrede barden den ældre mand med lidt humor. Dal var ret sikker på Ferghus ikke direkte ville have hugget nogen ned for det, men Jordtyggeren havde gjort det ganske klart at han ikke tolererende hans situation skulle kaste Thanen i et dårligt lys.

Dal gnubbede sin hage tænksomt "Du skylder mig ingen forklaring. Der var uden tvivl grunde til alting spillede ud som det gjorde.." han så op på Godric "Det sagt, så kan jeg ikke andet end være nysgerrig efter at høre den anden side af historien. Intet af denne historie har været helt som jeg forventede" indrømmede den unge dværg med en åben gestus. Dal tvivlede på der var meget mere der kunne overraske ham i den her historie, men han inviterede Godric til at gøre forsøget alligevel.

Dal havde lod en hånd glide over sit hår. Han var dybt inde, men han måtte stadig træde varsomt. Han havde stadig et løfte han skulle opretholde, og han havde allerede danset så tæt på grænsen, nogen uden tvivl ville mene han allerede havde brudt det for længst.

Et mildt smil gled over den gamle dværgs ansigt, da barden forsøgte at følge hans humor. Han havde som sådan ikke svært ved at forestille sig, at Ferghus ville hakke nogen ned for at tale grimt om Thanen, men samtidigt vidste han også godt, at den yngre dværg var vred. Forståeligt nok. Godric havde ødelagt hans liv. Han forventede ikke andet end had, selvom det lød til, at tingene alligevel havde ændret sig med tiden.

Han stirrede ind i ilden, tavst. Først kunne det måske virke som om, at han slet ikke havde hørt Daláns ord. Men han var ved at overveje, hvad han skulle gøre. På en eller anden måde havde han brug for at lette sig selv fra den fortælling til nogen, der alligevel var for ung og udeforstående til at kunne huske krigen og alt det, der skete dengang. Men hvis fortællingen slap ud ville den gamle fejl finde ham og skade ham. Og dværgene generelt, for han var sikker på, at de ikke var klar til at skifte leder lige nu. Og slet ikke miste den gamle ved at ødelægge det positive indtryk de havde af ham. Det ville skabe splittelse.
Men så igen, hvem ville tro denne skægløse dværg, hvis han begyndte at sprede rygter om, at han, Godric Baradur, havde svigtet en af sine egne så groft?

Så efter at have siddet som en statue og set ind i ilden, mens tankerne rodede rundt i den gamle rynkede skal, begyndte han pludseligt at tale. Dæmpet og som om hans tanker var langt væk.
”Kong Aldemar gik i krig mod Mørket og som Lysets allierede, deltog Dragorn. Krigen var grim, selvom den ikke nåede frem til Dragorns indre. Mange dværge gav deres liv for at stoppe Mørket i at vinde. Jeg besluttede, at der skulle gøres mere. Så vi fandt frem til en dværg, der ville kunne klare opgaven som spion i Mørkets egne rækker. For hans egen sikkerhed, vidste kun få, at han ikke frivilligt vendte sig til dem og erklærede dem troskab. Det virkede som en god idé. Takket være ham, fik vi dyrebar info, som reddede mange liv.” Tavsheden faldt over ham igen. Den næste del af historien smertede ham mere end man måske lige skulle tro.

”Han havde familie. En hustru og to børn. Fordi vi holdt det skjult, at han var spion, fandt nogle dværge så meget had i dem, at de valgte at hævne sig på hans familie. Og de døde i den brand, der blev påsat deres hjem.” Han måtte synke en klump og rømme sig, inden han fortsatte. Deres død bar han på sine skuldre. ”Krigen sluttede og Ferghus kom hjem til et ødelagt liv. Men skaden var sket og muligheden for at rette op på det, der var sket for længst væk. Han blev fængslet, men under mine ordrer blev han smuglet ud og syd på, væk fra Norden. Og dværgene, der havde dræbt hans familie, blev fundet.” Et hårdt udtryk gled over det gamle ansigt. ”Intet officielt kunne gøres, men de blev ikke set igen.” Krigen havde ikke kun været hård for folket, den havde også efterladt sine spor på Thanen, der havde valgt at tage hævn for Ferghus. Noget han stadig havde blandede følelser over, men ikke havde fortrudt. Man dræbte ikke af sine egne og slet ikke kvinder og børn.

Den gamle dværg rettede sin ryg, stadig med blikket rettet mod ilden.
”Jeg lod en yngre dværg, der havde været hans kontaktperson under krigen, holde øje med ham. Selvom han tror, at Dragorn har vendt ham ryggen, har vi alligevel holdt en hånd under ham.” Godric var klar over, at Ferghus nok troede, at Grimnyr havde handlet på eget initiativ, men det var under ordre fra Godric, at han havde holdt øje med ham. Ellers havde han sikkert ikke taget i mod den hjælp, han vidste, at han havde fået.

Endeligt så Godric på barden igen, hans blege blå øjne med et fugtigt skær. Han forventede ikke forståelse for sine gerninger.
”Meget er sket siden da og jeg ved, at jeg burde have stået ved mine egne handlinger og indrømmet mine egne fejl. Det gik ud over Ferghus og det vil jeg fortryde til min død. Men du må forstå, at Dragorn var splittet efter krigen og havde brug for en ufejlbarlig leder, der kunne holde riget samlet. Der var ikke plads til at indrømme fejl. Ikke i den størrelse.” Det lød som en dårlig undskyldning, men han vidste, at han havde ret. Dragorn havde brug for en stærk Than og det havde han givet dem, koste hvad det ville.

Dal var fokuseret på Godric som den gamle dværg fortalte sin side af historien. Dal forsøgte at holde et neutralt, roligt udtryk, men hans mimik forrådte ham. Han kunne ikke skjule de små træk om mundvigen, de diskrete ryk af hans øjenbryn. Det var tydeligt den unge dværg havde spørgsmål undervejs, men han holdt dem tilbage. Man afbrød ikke en fortælling. Og svarede på de spørgsmål der brændte i ham, fik svar som historien fortsatte. 

Da Thanens fortælling kom til ende, var Dals udtryk roligt, men alvorligt. "Det var det samme han sagde. At hans skæbne var et offer gjort, for folkets bedste" det var tydeligt at det stadig ikke lå vel hos den unge dværg, men hans blik var ikke fordømmende, som det havde været da Ferghus havde forsøgt at forklare ham det samme faktum. Det var en svær sandhed at sluge, men han kunne ikke holde det imod Thanen. Som folkets leder havde han taget et svært valg. Et valg Dal ikke ville ønske på nogen.

Den unge dværg gjorde en tung udånding, inden han respektfuldt bukkede så vel han kunne i sin siddende position. "Det kræver ikke mere end en kujon at skjule sine fejl... men det kræver mod og vilje at vide det var den rigtige beslutning, at stå ved det og samtiddig begræde des konsekvenser. At stå ved sin handling, men have medfølelse for de den går ud over... kræver et godt hjerte" Dal rettede sig langsomt op og fortsatte mere lavmælt, mere undskyldende "Jeg tog deres karakter for ringe mønt, men jeg ser nu at jeg sjældent har taget så meget fejl"

Godric vidste ikke, hvilken reaktion han skulle forvente fra den anden dværg. Det var første gang, at han havde fortalt historien til en menig dværg. Endda en dværg, der ikke havde noget med Dragorn at gøre. Fordømmelse ville nok være det, han forventede mest. Men som han betragtede den unge dværg, ledte efter en reaktion, så han blot alvor, da denne fortalte, at Ferghus havde sagt de samme ord. At det var et offer for Dragorn. Det tændte et lille håb i Thanen, et håb om at han måske alligevel kunne finde tilgivelse for det, han havde gjort. I dette liv som det næste.

Men barden var ikke færdig med at tale og Godric ventede tavst på resten. Hvad der blev sagt havde han ikke forventet og det gik lige i brystet af ham. Han var nødt til at sænke blikket, mens Dal snakkede færdigt. Nej, han havde ikke forventet noget, der mindede om lovprisning. Han så lidt til siden, blinkede langsomt for at få tårerne væk. Og først sad han bare uden ord, uden stemme, som en klump havde sat sig fast i hans bryst. Han sank og fik langsomt styr nok på sig selv til, at han kunne se på den unge dværg igen og med en dæmpet, let hæs stemme svare ham.

”Jeg kan kun være taknemmelig for, glæde mig over, at du vælger at se det på den måde.” Han flyttede lidt på sig og lænede sig så frem i et buk, ikke så dybt og en smule stift, men et buk. ”Jeg vil hverken give dig ret eller modsige dig, blot takke dig.” Den gamle dværg rettede sig op igen og lod blikket glide ind i bålet igen med et udtryk der sagde, at han havde brug for tavshed for et øjeblik. Tavshed til at lade den anden dværgs ord falde på plads, tavshed til at tænke. Han bad ham dog ikke om at gå. Han var velkommen til at blive i lejren natten over.

Dal så mildt chorkeret ud over Thanens reaktion. Det var bestemt ikke første gang han priste en højbåren, heller ikke så passioneret ærligt, og det blev nok heller ikke den sidste gang. Men at se taknemmelighed for den ærlighed, var ikke noget den unge dværg så så ofte som hans idealiseride syn på verden ønskede sig.
Men der var ingen tvivl i Dals hjerte om, at Thanens tak var velment og ærligt ment. Dal fik måske ros ofte, men dette var noget andet. Dette var Thanen, alle dværgenes leder, og fader i en sans. Og han accepterede Dal, havde budt ham til sit bål og lyttet til hans ord, selv når de ikke havde været rare.

Og nu havde han Thanens tak.

Dal bukkede selv endnu dybere, og samlede op på Thanens humør. Roligt, og uden at forstyrre mere, rejste den unge dværg sig, bukkede endnu engang, og lod Thanen være alene med sine tanker. Dal havde så sandelig tænkt sig at blive for natten, alt andet ville være tåbeligt. Men der var andre bål han kunne sidde ved, og selvom hans mangle på skæg ikke var velset, havde han alligevel en evne til at bløde selv de mest skeptiske hjerter op for hans selskab.