Det var en forholdsvist mild aften, taget i betragtning at vinterens bid allerede havde lagt sig over den dal hendes morfars herregård lå puttet i. Det blæste næsten ikke, og månen fik næsten sneen ude foran Adannyas vindue til at glitre, som prøvede det at imitere stjernehimlen. Som tjenestepigen glattede de sidste folder af den unge kvindes kjole, lagde virkeligheden sig tilrette i rummet. Endnu en aften hvor hun var forventede til at sidde til bords med sin morfars forretningspartnere, venner, og andre bare nogenlunde højtstående, halvonde væsner, der kunne have interesse i at blive set med en gammel velset dæmon. Da hun havde været yngre var Adannya ofte undskyldt tidligere, og bragt til sit rum som aftenen skred frem, nu havde hun en nagende mistanke om at hendes morfar håbede hun fattede interesse for en af disse gæster, og snart gjorde sig et godt parti. Sandheden var dog at de fleste af disse gæster nemme skænkede hende en tanke, når nu de kunne kysse føder på en højere stående dæmon end dem selv, og Adannya var ofte efterladt til sig selv det meste af aftenen.
Denne aften var hun iført en Blodrød kjole, med en dyb udskæring, og en betydelig mangel på ryg. Det var sjældent hun klædte sig sådan ændre steder end hos sin morfar, men han syntes at glæde sig over hendes eksperimentering med hvad andre måske ville se som upassende beklædning. For første gang længe var hun helt uden korset til en formeld event, hvilket næppe var bemærkelsesværdigt på hende, siden hendes korset sjældent var stramt grundet hendes sygdom, men hun følte sig alligevel lidt nøgen uden det under kjolen.

Som hun gjorde sin entre i sin morfars formele spisestue, beklædt i mørkt træ, men med en hyggelig belysning fra de mange ekstravagante lysekronner, skimmede hun hurtigt de gæster der allerede var kommet. Mange af dem var folk hun havde set før, men aldrig nogen hun rigtig havde snakket med. Så hun holdt sig forsigtigt i udkanten af lokalet, mens hun ledte efter den sædvanlige mengde mennesker omkring hendes morfar. 

At befinde sig nær dæmonriget var ikke altid en god ting, men man var også nød til at gøre sig bemærket imellem de forskellige dæmoner som havde slået sig ned lidt udenfor Kzar Mora, en formel invitation havde Ra modtaget fra Alexanders herregård omkring forretnings planer, normalt var det ikke Ra selv der håndterede disse sager, men denne gang havde han hørt nogle rygter der gjord at han synes det var på tide at han dukke op, iført hans mørke frakke der bar symbolet fra hans klan på ryggen, og to vagter ved hans side havde han begivet sig afsted på heste, da de kom til herregården gik der ikke langtid før de var kommet ned fra hestene, og begivet sig indenfor hvor det hele snart ville starte, inden Ra gik ind i spisestuen stoppede han og lod sine vagter tage hans frakke, sådan hans fine og elegante tøj kom til syne, Ra var iført hans velklæde mørke klæder som var mønstret med diamanter der igen symboliseret hans klans logo, for når alt kom til alt vidste man godt hvem Ra var hvis man bare kende lidt til det som skete i dette land, vagter ventede ude foran døren hvor efter Ra gik elegant og meget afslappet ind i rummet, hvor efter han kort så sig omkring hvor efter han satte sig ned ved bordet.

Hvad dette møde ellers ville indebær vidste han ikke, og det skete heller ikke så tit at han begav sig hen til middags selskaber, men en gang skulle jo være den første, for som man sagde var der en første ting til alting, Ra bemærkede med det samme den unge kvinde der stod lidt på afstand, som var iført i en meget forfrisk ene rød kjole, Ra's mørke øjne trak ikke en mime og det var en af de ting, der gjord at han var en svær person at blive klog på eller i det hele taget at regne ud.

Da en ny gæst trådte ind ad døren trådte hendes morfar frem fra hans gemmested og kaldte alle til bordet. Det var et mindre selvskab i dag, gudskelov tænkte Adannaya, inden hun satte sig til bords mellem en halvfed ældre dæmon, og den nytilkommende gæst. I modsætning til de andre gæster havde hun aldrig set ham her før, og hun spekulerede kort på hvad det tegn på hans tøj betød, men var også klar over at det sikkert ikke var noget hun ville få svar på. I stedet plastrede hun et smil på, som hun kiggede ind i hans lettere ualmindelige øjne.

"Hej, jeg er Adannaya. Alexanders eneste barnebarn"

Hendes stemme var ikke særlig høj, og slet ikke over lyden af de andre gæster, men det var heller ikke fordi den var uhørlig, hendes sygdom gjorde det bare lidt sværre at overdøve larmen, og hun var heller ikke super intreseret i at tiltrække sig super meget opmærksomhed.

Som det hele skulle til at begynde og de alle sammen havde sat sig ned, kiggede Ra blot rundt på de forskellige folk som var til sted, dog gik der ikke længe før at en ung kvinde som han havde fået øje på, begynde at snakke til ham " Mig en fornøjelse frøken " sagde han og bukkede høfligt til hende, Ra havde ikke et behov for at fortælle hans navn til hende, for han vidste ikke om hun blot var her for hende morfar skyld eller hvorfor hun egentlig havde valgt at sætte her til bords, ved disse gamle og kedelig mennesker.
" så hvorfor har de valgt at deltage til dette møde, har de noget at sige i sidste ende eller er de her blot for deres morfars skyld? " sagde han roligt men med et lille smil på læben.

Ra vente blikket som folk begynde at snakke til dette møde, men dog kunne han ikke lade være med at vende blikket på hende af og til, for der var et eller andet over hende og især hendes påklædning tiltrak meget opmærksomhed fra ham, men en ting var sikkert han skulle nok få det ud af hende som han ville, for når alt kom til alt var Ra en dæmon der fik det som han ville.

Han vende igen blikket over på hende " Men de ligner ikke som sådan en dæmon, som deres morfar så deres forældre må være meneske eller en af dem selvfølgelig? " sagde han roligt, og for første gang i langtid sad han nærmest og havde en samtale med et menneske, normalt var mennesker kun en ting for Ra og det var slaver, eller til at slå ihjel, men hun levede endnu og selvom man ikke bare kunne slå en andens barnebarn ihjel, så ville han ikke tøve hvis det var det han ville, Ra var en magtfuld dæmon med en stor klan bag sig, og han var bestemt en dæmon der gjord hvad han ville.

Adannaya lagde hoved let på skrå som hun lyttede til denne fremmede, hun studsede fjernt ved at han ikke gav hende hans navn, men havde også været omkring dæmoner længe nok til at vide at de alle var lidt småsære på den måde. Hvad hun dog ikke havde forventet var at han var så ligefrem om hvor mærkeligt det var hun befandt sig ved denne forsamling. 

"Om end jeg gerne ville sige det er grundet min interesse i emnet, må jeg indrømme at det udelukkende er for at glæde min morfar. Men jeg plejer da at have lidt at sige, såfald jeg lytter nok efter til at fremlægge en god pinte over for morfar"

Om end hun sjældent gad interessere sig nok for sin morfars forretning til at lytte nok efter, så hun kunne fremlægge en god pinte, så var det da sket at hun var blevet hørt hvis hun var kommet med en sideløbende bemærkning omkring noget. Det var dog som oftest sket ved et uheld, eller fordi hun havde en særlig interesse i hvad der blev snakket om, såsom da hun fik sin første hest, men det var også den eneste gang hun havde haft en interesse i Alexanders forretninger. Adannya foretrak nu bare ærligheden i det. Hendes manglende evne til at lyve spillede selvfølgelig også ind, men hvad grund var der til at spille vigtig over for en fremmede. Hun kastede et hurtigt blik over på sin morfar, før hun igen vendte hoved mod denne fremmede.

"Min mors mor var menneske, jeg har bare været heldig og arve det menneskelige udseende"

Hun kluklo lidt af det, heldig var måske så meget sagt eftersom hendes misdannelser bare sad på indersiden af kroppen i stedet, men hun var dog taknemmelig for at kunne gå, næsten, normalt på gaden uden at blive mistænkt for at have dæmonblod i sig. 

Ra lyttede til hendes ord og trak ikke det mindste, men der skulle meget til at overraske Ra bare sådan, men der var dog stadig noget over hende men det var ham stadig uvist hvad det var, at hun arvede hendes mor menneske gener var hende uheldigt i hans øjne dog nævnte han det ikke, for som sagt så hadede Ra mennesker og de skulle kun bruges til meget få ting, han undrede sig dog lidt over hendes morfar ville lade hendes mening komme til kende, men det skulle bestemt komme hende til gode, " Så hvad er din mening så i dette hvis man må spørger, og de har frit ordvalg for ikke tænkt over noget, bare fortæl hvad du synes ? " sagde han bestemt, han vidste godt at det var hendes morfar der bestemte, men Ra lod ingen bestemme over hvad han synes eller ville have  der skulle ske, Ra var en meget magtfuld og magtliderlig dæmon, men det var intet han ville anerkende på nogen måde.

Ra forsatte undrene " hvad med deres indblik på mennesker og dæmoner generelt? har de et godt forhold til dem, og ved de overhovedet hvad der er at vide om dem ? " sagde han roligt, men havde et meget fast og interessant blik på hende, og hun ville helt klart fornemme at hun havde hans opmærksomhed, selvom det ikke betød noget for Ra at hun vidste det.

Natten var blevet kold og Ra overvejede hans muligheder for at for denne kvinde på to mands hånd, " mund de vil vise mig rundt på stedet, da jeg ikke som sådan har set så meget til dette sted, da det ikke som sådan er disse steder jeg kommer normalt i min færden " spurgte han venligt med et smil på læben, om hun sagde ja eller nej måtte tiden vise, men han kunne også bare spørger hendes morfar men han ville give hende et valg.

Der var ingen tvivl om at Adannya havde denne nye gæsts opmærksom, og om end hun sjældent fandt sig veltipas når nogens opmærksomhed var på hende, havde hun intet i mod den fremmedes opmærksomhed. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, mens hun prøvede at genkalde hvad det egentligt var der blev snakket om, men fandt at hun faktisk var ganske ligeglad.

"For at være ærlig, kunne jeg ikke være mere ligeglad"

Ærlighed var en af de ting Adannya sjældent gik på kompromis med, og selvom det nogen gange kunne være hårdt at få nogens ærlige mening, så besad den unge kvinde stort set ikke evnen til at finde på en løgn, hvilket også var derfor hun sjældemt løj.
Om end hun ikke havde noget imod denne fremmedes opmærksomhed, havde hun noget imod hans spørgsmål om hvorvidt hun vidste hvad der var og vide om de to racer hun var en blanding af. Sandt at sige havde hun ikke den store viden om dæmoner, selvom størstedelen af hende var dæmon, men hun havde trods alt levet det meste af hendes liv som et menneske.
Inden hun nåde at komme med en halvskarp kommentar om hvorvidt han lige havde fornermet hendes ellers udmærkede inteligens, spurgte han hende om ikke hun ville vise ham rundt, hvilket for at være ærligt, lød meget mere underholdene end at side her og glo.

"Jeg ved hvad jeg skal vide, og jeg vil da i hvert fald hellere vise dig rundt end side her"

Svarede hun lettere skarp, stadig lidt påvirket at hans, måske, fornermelse af hendes inteligens. Uden at vente på ham rejste hun sig forsigtigt fra bordet, og gik mod trappen, der førte til overetagen, for der var ærlig talt intet spændende nedenunder, medmindre man var vild med store tomme rum.

Som sagt var Ra ikke den der tog til sådan nogle møder, og derfor ville han ikke undvære noget alene tid med denne kvinde, for det som der blev snakket om ved bordet var intet vigtigt for Ra, for når alt kom til alt så var det magt som var det eneste der betød noget, så en tur med hende ville gavne ham meget mere ind at sidde ved bordet, og da hun gik med til at vise ham rundt, og begynde roligt at rejse sig op og begynde at gå, rejste Ra sig også op roligt og gik efter hende, men hurtigt nok tin at nå op på siden af hende. ” så hvad med at du føre an men at vi holder os tæt på hinanden sagde han roligt og lod sin ene arm være åben, sådan at hun kunne fører sin arm igennem hans på en elegant måde.

Denne kvinde var menneske og han dæmon, men alligevel havde hun noget dæmonisk over sig, ikke hendes ydre men nærmere hendes indre hun kunne færdes nær mennesker ude. At de villle ligge underligt på hende, men det kunne Ra ikke men For Ra betyder det intet, han ville have mennesker og alle andre væsner skal frygte ham, for frygter man først Ra og hans klan så havde han kontrol, men denne kvinde virkede ikke til at vide hvem Ra var, så enden var han ikke farlig nok eller så vidste hun bare ikke hvem han var, men lige nu gik det mere id på at finde ud af denne kvinde, for hun virkede virkelig anderledes frem for andre han havde mødt.

” så sig mig en ting, har du tilladelse til at gøre alt hvad du har lyst til her, og må du forlade stedet hvis de vil “ sagde han roligt og bestemt som de gik overpå.

Uden at tænke nærmere over det førtre Adannaya sin arm igennem hendes selvskabs arm. Det var en naturlig ting for hende, og uden at tænke over det støttede hun sig lettere mod hans arm når nu hun manglede sin stok til at aflaste hendes besvær. Ikke at hendes lunger på normal vis skulle besvære hende voldsomt meget af at gå op af trapperne, men hun fortrak at have sin stok med sig. Uden videre at tænke over det, førte hun ham mod bibleoteket hvor hun havde efterladt stokken sidst. 

"Jeg kan gå som det passer mig ja"

Hun gav det som sådan ikke meget tanke, hun havde altod været priviligeret når man havde med hendes morfar at gøre, og hun havde altid været hendes menneskelige venner overlegne, ikke at hun misbrugte det, hun var bare vant til frihed, om end hun ikke brugte den særligt ofte. 
Da de nåde døren til bibleoteket, skubbede hun langsomt den tunge dør op, en smule besværet, men uden de store problemer hun havde haft som lille. Forholdsvist målrettet satte hun kurs mod sin stok, der stod op af en lænestol ved siden af pejsen. 

Uden at tænke nærmere over det førtre Adannaya sin arm igennem hendes selvskabs arm. Det var en naturlig ting for hende, og uden at tænke over det støttede hun sig lettere mod hans arm når nu hun manglede sin stok til at aflaste hendes besvær. Ikke at hendes lunger på normal vis skulle besvære hende voldsomt meget af at gå op af trapperne, men hun fortrak at have sin stok med sig. Uden videre at tænke over det, førte hun ham mod bibleoteket hvor hun havde efterladt stokken sidst. 

"Jeg kan gå som det passer mig ja"

Hun gav det som sådan ikke meget tanke, hun havde altod været priviligeret når man havde med hendes morfar at gøre, og hun havde altid været hendes menneskelige venner overlegne, ikke at hun misbrugte det, hun var bare vant til frihed, om end hun ikke brugte den særligt ofte. 
Da de nåde døren til bibleoteket, skubbede hun langsomt den tunge dør op, en smule besværet, men uden de store problemer hun havde haft som lille. Forholdsvist målrettet satte hun kurs mod sin stok, der stod op af en lænestol ved siden af pejsen. 

Uden at tænke nærmere over det førtre Adannaya sin arm igennem hendes selvskabs arm. Det var en naturlig ting for hende, og uden at tænke over det støttede hun sig lettere mod hans arm når nu hun manglede sin stok til at aflaste hendes besvær. Ikke at hendes lunger på normal vis skulle besvære hende voldsomt meget af at gå op af trapperne, men hun fortrak at have sin stok med sig. Uden videre at tænke over det, førte hun ham mod bibleoteket hvor hun havde efterladt stokken sidst. 

"Jeg kan gå som det passer mig ja"

Hun gav det som sådan ikke meget tanke, hun havde altod været priviligeret når man havde med hendes morfar at gøre, og hun havde altid været hendes menneskelige venner overlegne, ikke at hun misbrugte det, hun var bare vant til frihed, om end hun ikke brugte den særligt ofte. 
Da de nåde døren til bibleoteket, skubbede hun langsomt den tunge dør op, en smule besværet, men uden de store problemer hun havde haft som lille. Forholdsvist målrettet satte hun kurs mod sin stok, der stod op af en lænestol ved siden af pejsen. 

Hendes svar faldt ham i god jord, at hun kunne gå som hun vil var da positivt, i forhold til at hvis du skulle vise sig at han kunne bruge hende til noget, eller for den sags skyld hvis hun var interesseret i ting, at han var fri for at slå hele hendes familie ihjel, for når alt kom til alt var Ra en farlig dæmon at være i selvskab med, han gjord hvad han havde lyst til om det var på den ene onde måde eller den anden, det var han ligeglad med så længe det gavnede ham i sidste ende.

Som hun lagde armen imellem hans og førte han afsted, hvor det ende ud med de kom frem til biblioteket, han gik med ind i tørummet og slap forsigtigt grebet om hende hvor efter han stillede sig foran pejsen, og kiggede ind i flamerne med hans dystre sorte øjne, dette sted mindede så meget Om hans eget rum på hans fæstning, men alligevel ikke.

Hans blik blev rettet imod hende som hun var gået hen for at tage sin stok, går de dårligt, eller måske en skade spurgte han roligt og kiggede på hendes ben, om det betød noget insider rende måtte man tage som det var, men hun havde hans opmærksomhed så lytte det gjord han skam, og hvad der var sket var også en ting han gerne ville vide, for hun var da en køn ung pige.

Med det meste af sin vægt lænt mod hendes stok, følte hun sig mere sikker end ude. Det var lang tid siden Adannaya sidst havde haft brug for den for alvor, til at komme rundt. Nu var den mest nødvendig når hun skulle ud og går længere ture, men om ikke andet gav den hende også den sikkerhed at hun altid kunne slå folk i hoved med det hårde træ, hvis hun fik brug få selvforsvar.
Adannaya var dog ikke voldsomt intereseret i at dele sine svagheder med denne fremmede, man kunne jo aldrig vide hvornår man fik brug for at han ikke vidste at hun havde svaglige lunger. Og derfor valgte hun også at undgå at svare rigtigt på spørgsmålet.

"Bestemt ikke, den er bare afsindig god til at slå filk ned med skulle det blive nødvendigt"

Selvom hendes tone var let da hun sagde ordene ganske seriøst ment. Hun havde dog ingen umidlbare planer om at slå nogen ned, efter som hun aldrig havde prø et det før, og derfor ikke var helt sikker på om stokken overhoved ville hjælpe hende.