Sted: I Vesterdalene ved en ruin i kanten af en lille skov
Tid: Tidligt på dagen
Vejr: Blæsende med hurtige skyer, der suser over himlen i pletter og derfor periodevis sol

Den store trold var blevet væk. Hvordan det lige var sket, var han ikke helt klar over, men hans menneske havde været der og pludseligt havde han været alene. Det skete en gang i mellem og det var ikke fordi, at Kronos havde brugt så meget tid med at lede efter mennesket. Det lille underlige væsen fandt ham altid igen. Hvordan var lidt af en gåde for trolden, der ikke tænkte langt nok til at regne ud, at han var ret let at finde, fire meter i stående højde, et kæmpe skræmmende væsen, der havde en forkærlighed for grise og som ingen nogensinde havde set noget lignende af før. Han var ikke svær at få øje på.

Medmindre han som nu havde krøllet sig sammen og lagt sig til at sove. Han lignede bare en bunke sten, jord og rødder og faldt ret meget i med sine omgivelser alle steder. Lige nu lå han i et hjørne af en gammel bygning, der havde set bedre dage. Taget var for længst væk og murene var styrtet mere eller mindre sammen. Der havde kun været det ene rum. En gammel lille gård, der havde forsøgt sig med jorden i de varulveplagede dale. Hvad der var sket kunne kun de gamle sten fortælle og de var tavse.
Kronos havde fundet ruinen aftenen før og besluttet sig for, at det var et passende sted at sove. Han var mæt, efter at have fanget en hjort, der havde søgt sikkerhed i mellem træerne. Mad var ikke svært at finde i denne verden, selvom at nogle af de der små spøjse væsner med spidse, stikkende ting, blev ret sure, når han tog ting for tæt på huse eller bag hegn. Mennesket havde forsøgt at forklare ham, at dyrene var ejet. Et koncept Kronos ikke helt havde styr på, som man da ikke kunne eje levende væsner?

Solen var stået op, men Kronos havde gået langt i nogle dage og trængte åbenbart til at sove. Med den fyldte mave. Og der var nok ikke så mange farer herude, som skoven lå på den ene side og de åbne marker på den anden. Han var i hvert fald ikke stødt på noget endnu, men hvad kunne også være så farligt, når man var et væsen, der kunne rykke en elver midt over?
Kun en svag snorken, næsten uhørlig under blæsten, afslørede at klumpen med jord og sten og et par knækkede træstubbe ikke var, hvad den så ud til. 

Det var ikke ofte Kench frivilligt rejste langt. Ikke uden et meget særligt formål i hvert fald. Men et særligt formål havde hun dog fundet og mere end et i samme retning endda. Efter at hendes hytte var blevet totalt smadret under plagerne, der nu lå i fortiden, var langt mere end halvdelen af hendes samling af fund og værdigfulde genstande, både sentimentale og materialistiske, gået bort i sumpens dyb. At bo i en hytte bygget hen over sumpens vandoverflade var den sikreste mulighed for at undgå vildt liv og anden fare. Men til gengæld gik ting tabt for, næsten, evigt når det blev bogstaveligt tabt i vandet.
Men nu var hytten genopbygget til Kench's bedste evner og hylder og vægge skulle nu udfyldes igen.

Derfor på hende vej til Balzera tog hun snogede ruter for at opspore og muligvis afhente nye skatte til hende hybel. 
Hvilket betød at den lille skikkelse af en skabning nu stod foran en dør der hang halvt på hængslerne. Med hendes gråligt fingrespidser skubbede hun sagte til den og døren adlød lydløst og faldt til siden. På sine bare fødder gik hun ind i ruinen af et hus i ly for vinden der havde pjusket hendes fuglerede at et hår op til noget der kunne beskrives som en mørkebrun sky om hendes hoved.

Med et lidt smørret smil og et søgende blik gennemgik hun 'lokalet'. Indtil hun fandt det sydvendte hjørne med en stak halmballer som hun besteg i et besynderligt langsomt tempo. Hun bankede lidt rundt på den øverste bjælke under der der skulle have været et loft tidligere indtil det lød hult. Med forsigtighed trak hun fingrene under bjælken indtil hun fik skubbet en firkant træ ud af bjælken som viste sig at være et lille skrin af træ som var gået perfekt i et med bjælken før.

Kronos sov dybt nok til ikke at opdage, at der kom nogen. Der var lyde nok omkring ham og de lydløse skridt var ikke nok til at trække ham ud af søvnen. Dog reagerede hans underbevidsthed på bevægelsen, så da halvdæmonen havde besteget halmballebjerget og begyndte at lave lyde ved at banke på træet, åbnede Kronos søvnigt det ene øje for at se, hvad der foregik omkring ham. En skikkelse fangede hans opmærksomhed og første spærrede han bare lidt overrasket øjnene op. Personen havde tydeligvis ikke set ham og var koncentreret om at pille noget ud af en af de tilbageværende loftsbjælker.

Lidt forsigtig for ikke at forskrække personen, kom Kronos på benene. Trods sin størrelse var han ganske stille af sig, som han bevægede sig rundt, forsigtig med ikke at banke mod resterne af huset. Han var ikke aggressiv, bare mest nysgerrig. Påpasselig, for han vidste ikke, hvem det her var. Men den var lille. Gad vide, hvad den lavede? Nysgerrigt lænede han sig lidt frem, så han bedre kunne se. Der var ikke så langt fra den ene ende af rummet til den anden, så efter et enkelt langt skridt, var han meget tættere på.

Hvis pigen ikke gjorde ham noget, ville han ikke reagere med andet end nysgerrighed, men der skulle ikke så meget til, før han ville gå i forsvarsposition. Nok var han stor, men han havde også lært, at disse mindre væsner, mennesker eller ej, ofte havde magi til at forsvare sig med. Eller stikkende ting af metal. Og det gjorde ondt, så det brød han sig ikke om. Men lige nu ville han egentligt bare vide, hvad hun lavede, så de blå øjne så nysgerrigt på kassen, mens hans næsehuller åbnede og lukkede sig som han forsøgte at snuse sig frem til svaret. Som altid kunne man se hans tænder, der sjældent var gemt helt væk bag læberne. Han havde i øvrigt ikke behov for at rejse sig, som han stående på alle fire var i højde med loftsbjælken. Hvad mon hun lavede?

Kench stod med skrinet imellem fingrene og skulle lige til at løfte låget på den inden hun fornemmede en bevisthed i nærheden. Hun gjorde dog ikke nogen drastisk bevægelse. Hun stod bare stille. Som en mus der var blevet opdaget i at snuse rundt. Med en tung udånding vendte hun sig så om meget langsomt og så direkte på skabningen hun havde fornemmet. Det var ganske nemt for hende at læse hans tanker tilstrækkeligt at vide han ikke ville gøre hende ondt. Han var bare... nysgerrig?

Hun satte sig, langsomt, ned på knæ med æsken som hun placerede foran sine ben. Den blev vendt om så han..? Jo det var skam en han, fastsluttede hun. Så han kunne se hvad der var i æsken da hun åbnede den.
Med et forsigtigt tag omkring låget løftede hun den øverste træplade af toppen for at afsløre indersidens hemmeligheder. Det var ikke et synderligt magisk syn der mødte dem. I hvert fald ikke for hvem som helst. På bunden af kassen lå en rusten, ret stor, nøgle, en medaljon af det der lignede sink, en strikket hjort og et lille brev der ikke var større end det kunne være i en menneskehåndflade. Alt dette var placeret ovenpå et pænt sammenfoldet lommetørklæder med kniplinger i kanterne.
Dette var uden tvivl en skat for en familie eller et par der havde enten boet i huset eller haft en knytning til det. Hvilket var alt sammen noget Kench havde tænkt sig at læse sig frem til når hun havde bragt æsken hjem til sumpen igen som underholdning en ensom aften. Det var ikke altid at fiktions bøger kunne holde hendes opmærksomhed, så gamle levn fra andres tider kunne underholde hende med glimt til fortiden.

Hendes lidt besynderligt store øjne skiftede opmærksomheds punkt fra skrinet til skabningen foran sig. Det var meget muligt han var rolig nu, men hun viste ikke hvad han var og derfor kendte hun ikke hans natur eller temperament.

Kronos blev opdaget. Væsnet foran ham frøs for et øjeblik og han var lige ved at overveje at træde tilbage, da den vendte sig om og så på ham. Det var nok næsten lige så stor en overraskelse for ham som for hende, for hun så ikke ud som alle de andre, han havde mødt. Så var hun nok ikke et menneske. Og det var egentligt det, han tænkte om det, som han ikke på nogen måde havde forbehold om folk i forhold til race eller udseende. I stedet fulgte han hende med øjnene, som hun satte sig på hug. Helt uden at vise tegn på frygt for ham, hvilket også var lidt sært. De fleste løb skrigende væk, hvis han nåede så tæt på dem. som han var med den her nu. En hende. Han kunne godt se, at det var en hunkøn. Han ville nok ikke kunne forklare hvorfor, det var mest instinkt for ham. Han, hende, menneske, ikke-menneske. Detaljer betød ikke så meget.

Væsnet med de flotte øjne åbnede æsken i sine hænder, så han kunne se, hvad der var i den. Nysgerrigt sænkede han hovedet lidt, påpasselig med ikke at komme for tæt på hende, og så ned i kassen. Småting, der absolut ingen betydning havde for ham. Efter at have snuset lidt lidt indholdet, trak han hovedet til sig og fnøs lidt skuffet. Endeligt bakkede han et par små skridt, så hun kunne få lidt frirum igen. Derefter kunne han ikke holde et gab tilbage - han havde trods alt sovet ret længe - og en stor hånd blev ført op for ag klø ham på kinden. De blå øjne hvilede stadig på det lille væsen, der ikke virkede til at være bange for ham. Besynderligt. Men ganske rart. Og det gjorde ham stadig nysgerrig.

Et lavmelt fnøs kom fra Kench da hun opfattede skuffelsen i luften over hendes fund. Alle kan jo nok ikke se den store værdi i sådanne små skatte som hun selv kunne. "Du virker lidt skuffet?" spurgte hun uden at dele læberne. Hendes måde at kommunikere på. Et tankelink som tog mindre energi fra hende end at åbne munden og bruge hendes stemmelæber. Plus det var langt nemmere at snakke med folk der ikke talte samme sprog som hende. Fra tid til anden kunne det endda fungere på dyr. Så bjerget af et væsen foran hende skulle havde ingen problemer med at forstå en så simpel en sætning som hun havde givet ham.

Hun lukkede den lille æske igen. "Havde du forventet noget mere skinnede?" indskød hun i hans hoved inden han kunne nå at svare på det første spørgsmål. Hun var forberedt på at finde ud af hvad han var for en. Godt nok gav hun sig sjældent for at udføre arbejde, men hendes nysgerrighed var nogle gang stærkere end hendes dovenskab. På trods af hendes nyarvede titel, som døds syn, hun havde fået fra sin far, var det så småt ved at komme under hendes kontrol.

Kronos stivnede. Hans ansigt udtrykte dyb overraskelse og han tabte kæben en smule. Hvad var det?! Der var nogen, der talte til ham inde i hans hoved. Som var der en flue, der irriterede ham, rystede han på hovedet, som om det skulle hjælpe. Men stemmen kom tilbage og hans forskrækkede blå øjne vendte tilbage til det lille væsen foran ham. Var det den?! Det var det jo nok, siden der ikke var andre. Det tog ham lige et øjeblik at komme sig nok til, at han faktisk fattede, at hun havde stillet ham et spørgsmål. Nu var spørgsmålet så, om han skulle svare hende eller spørge hende, hvordan i alverden hun kunne snakke i hans hoved. 

Ingen kunne ligefrem kalde Kronos specielt intelligent og det gik ikke altid lige hurtigt inde i det store hoved og lige nu var det et stort rod, mens han forsøgte at sortere ud, hvad han skulle. Der kom endda et stik af vrede over hans egen forvirring ind over. Hun havde talt i hans hoved, var hun i hans hoved? Det fik ham til at bakke et skridt, så han nær havde banket foden igennem den nogenlunde stående væg bag ham. En lyd kom ud af munden på ham, da han valgte at sige et eller andet til hende.
"Maahgiii?!" Hans stemmebånd var ikke rigtigt formet til at tale Krystallisk, faktisk var det mest til lyde og ikke talesprog. At han måske kunne kommunikere med hende i sit hoved, det faldt ham ikke rigtigt ind.

Et meget kort varigt smil bredte sig på Kench's læber og forvandt næsten lige så hurtigt. Det var altid interessant at se hvordan forskellige personer racer, dyr og så videre reagerede på den måde hun kommunikerede på. Hun lukkede sig skattekiste sammen igen forsigtigt og klikkede den lille 'lås' sammen igen. Det var alt sammen noget hun kunne undersøge når hun kom hjem, det virkede ikke til detvar noget som interesserede kæmpen foran hende. 
Hun kunne jo vise ham hvorfor det var interessant senere... hvis hun ville dele det. 

Med tre fingre over sine læber nikkede hun en lille smugle til hans spørgsmål. For ja, det var magi hun benyttede sig af. det var ganske vidt så naturligt for hende at bruge det som at trække vejret men, magi var det skam. "Ingen grund til at prøve at sige ting du ikke er sikker på du kan. Havde du forventet noget andet en det du fik at se?" spurgte hun så igen for at få svar på hendes spørgsmål. Hendes måde at snakke på var ikke hvad man kunne beskrive som hurtig. Spørgmål skulle besvares, svar skulle overvejes og sætninger skulle gerne være i et tempo som alle ville kunne følge med i. Hvilket også var nemt at gøre over tankerne da man selv kan bestemme, vitterligt, alt hvad man vil sende frem og tilbage til hinanden. Eller Kench kunne. Det var længe siden hun havde selv snakket med en tankelæser så hun var bare vant til at skulle læse andres tanker og sende hendes til dem som en samtale.

Kronos stirrede stadig på væsnet med et forvirret udtryk i ansigtet. Det var magi. Men ikke en magi han var stødt på før og han var rundt på gulvet. Men måske fordi, at han var så simpel, stillede han ikke spørgsmål ved, hvordan og hvorfor. Han godtog bare, at det var noget hun kunne. At det var så mærkeligt, at han havde svært ved at forstå det, det var en helt anden ting.
Det lille væsens stemme lød i hans sind igen, hvilket fik det til at rykke kort i ham. Behageligt var det nu ikke, men det virkede ikke til at være farligt. At hun måske kunne læse hans tanker, var foruroligende, men så igen, Kronos var så simpel, at han ikke helt forstod det og derfor ikke var så bekymret. Desuden var det ikke ligefrem hemmeligheder han rendte rundt med i hovedet.

At han ikke behøvede at prøve at sige ting, han ikke var sikker på, at han kunne… Hvad betød det så? Det var indviklet og efterhånden reagerede han bare instinktivt. Var hun i hans hoved, måtte hun vel kunne høre ham på den måde. Ikke en bevidst tanke fra hans side, men det var den konklusion han kom frem til. 
Og så tog det pludseligt lidt fart, som han begyndte at snakke tilbage til hende, men siden han ikke tænkte på krystallisk, bestod hans sprog mest af sanseindtryk, billeder og vildtroldsk, som kunne minde svagt om almindeligt troldsk.
Hvad han så forsøgte at sige var, at han ikke havde vidst, hvad der var i den lille æske og at han ikke havde fundet indholdet interessant, fordi det bare var, for ham, ubetydelige ting. Den slags ejendomme sagde ikke ham noget.

Lukkes grundet inaktivtet