Det var tidlig aften, da Hector slog øjnene op. Ud af det snuskede vindue ved siden af den vakkelvorne køjeseng kunne Hector se de sidste solstråler forsvinde bag byens tage. Himlen var flot og lilla, men Hector glædede sig mest til, den blev sort og fuld af stjerner. Så var det hans tid, han og hans venners tid.

Hector strakte sig i de nussede lagner med et grynt. Han ville egentlig helst have haft overkøjen, men stiger og klove gik ikke godt sammen, så han havde overladt overkøjen til Juno. Hector satte sig op og gabte, før han gned sine søvnige øjne. Han kunne godt have sovet længere, men der var arbejde at gøre, lommer der skulle tømmes, punge der skulle hapses...

"Hey, chef," gryntede Hector. Hvis han strakte sin arm, kunne han lige akkurat prikke fingeren op gennem tremmerne og op i Junos tynde madras. Det plejede at vække ham, hvis han altså var i sin seng. 

"Chef, er du der?"

Juno sov i perioder så tungt at han var nærmest umulig at vække, men for tiden havde han det modsat og han vågnede så snart han følte Hector prikke til ham. Det lignede mest af alt at han faldt ud af den øverste køje, men det var kontrolleret og han landede som sædvanlig på benene lige ved siden af Hector, som han straks sendte et stort smil. Han havde ikke fået mere end et par timers søvn, afbrudt flere gange, og alligevel var han energisk og strøg nonchalant en hånd igennem sit hår, imens han satte sig på knæ ved siden af Hector, så han kunne klaske sin hånd imod hans. Han holdt den et øjeblik.
"'morgen, stump," sagde han så og slap derefter hans hånd, så han kunne få noget tøj på. Udover hans boksere lå alt hans tøj i en bunke på gulvet og han hev sine bukser på, men tog blot sin sweater, uden andet under, på på vej ud af værelset. Han havde ikke tid til andet, han ville i gang med dagen.

Han tog trapperne ned tre trin af gangen, faldt næsten over en af de yngre piger, der var på vej op af den, men sprang ud over gelænderet i stedet og direkte ned i køkkenet.
"Godmorgen," hilste han på de andre, et kæmpe smil på hans læber på trods af de mørkeblå rande under hans øjne, og gav de fleste et klap på skulderen eller en hvilende hånd på deres hoved, inden han fik bevæget sig hen til komfuret, hvor han smed to æg på en pande og skævede sig over skulderen, konstant opmærksom på hvor Hector befandt sig.

Juno var en utålmodig fyr, men han bevægede sig sjældent alt for langt foran Hector, ligegyldig hvor travlt han ellers havde og han klikkede også med tungen af en anden dreng, der prøvede at rage et af æggene til sig. "Det' Hectors," formanede han drengen, men slog så endnu et æg ud, så han også kunne få.

Juno var alt, alt for energisk til, at Hector kunne følge med, og han var knapt kommet ud af sengen, før Juno allerede havde forladt værelset. Hector kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, mens han lyttede til Junos trin på vej ned ad trappen. Han havde fart på. Hector strakte sig og gabte igen, før han slæbte sig hen til tøjbunken på gulvet for at finde en trøje. Han fandt en af Junos, der var alt for lang til ham, men det var han nu ligeglad med. Han tog ikke trøjen på--han gik sjældent med tøj, når de bare var hjemme--men tog den i stedet med ned, så han slap for at hente den, når de gik ud. 

Hector kunne ikke komme så hurtigt ned ad trapperne som Juno, der havde meget længere ben end ham, men han kom da ned. Han sparkede smågnavent nogle af de mindre børns legetøj væk fra gangen, mens han fortsatte mod køkkenet med trøjen slænget over sin ene skulder.

"Morgen," gryntede han, da han kom ud i køkkenet, og alle ungerne i køkkenet sagde straks "godmorgen" tilbage. Hector var på ingen måde lige så elsket som Juno, men de fleste af ungerne havde trods alt respekt for ham.

"Laver du mad, chef?" spurgte Hector, mens han møvede sig gennem flokken af unger på vej hen til komfuret (de fleste ad dem var højere end ham). 

Juno fulgte Hector med blikket, da han hørte den særegne lyd af hans skridt ned af trappen, og Hectors sure ansigt fik kun Juno til at smile endnu bredere. Han vendte blikket tilbage til æggene inden de brændte på, og ledte distræt efter nogle halvrene tallerkener da Hector spurgte ham til maden.
"Jeg lægger bare en bund, hvis det nu ikke lykkes os at finde noget på vejen," svarede han, hans ene mundvig kronisk trukket op så længe Hector var i nærheden. Han planlagde at blive rigtig fuld, men han planlagde også at få lidt arbejde lavet inden da, så han havde brug for at de begge fik spist lidt inden de bevægede sig ud.

Hector kom hen til ham lige i tide til at få stukket den mest-rene tallerken i hånden og et spejlæg skubbet ned på det fra panden.
"Det et stykke tid siden vi har været på Det Halve Svin, er det ikke?" spurgte han idet han vendte sig om imod sin ven og pustede på sit spejlæg inden han stort set slugte det i én bid.
Han var åben for ideer og desuden havde han ingen idé om hvornår de havde været på hvilke værtshuse. Der var en taktik i ikke at komme for ofte på de samme, men alle stederne havde efterhånden smeltet sammen for ham.

Synet at Junos smil fik altid Hectors læber til at sitre lidt, men han brød sig ikke om at smile blandt andre mennesker, så hans ansigt forblev neutralt. Hans lille hale begyndte dog at vifte lidt fra side til side.

"Mh, jo," sagde Hector og sniffede til spejlægget (det ville ikke være første gang, at Juno var kommet til at bruge et råddent æg), inde han tog et bid af det. "Mindst to måneder. Vi kunne snige os ind ad køkkendøren?" Han tyggede lidt. "Hvis vi venter til efter kl. 21, så er de blevet godt plørede derinde. Burde været nemt at hapse lidt fra dem."

Hector slugte resten af sin mad og tørrede sig om munden med bagsiden af sin ene hånd. Tallerkenen smed han i vasken til en af de andre at gøre ren. 

Lidt skepsis til Junos madlavning var kun sundt, og efterhånden også noget de fleste beboere i det lille hus havde lært, så Juno blev på ingen måder fornærmet over at Hector lugtede til hans mad inden han spiste af den.

"Klart overlegen metode," svarede han da Hector foreslog køkkendøren. Ingen grund til at risikere en dørmand eller den generelle opmærksomhed der blev rettet mod dig, når du trådte ind af fordøren. Køkkendøren derimod - tjah, der var ingen der nogensinde lagde mærke til personalet sådanne steder.

"Nemt, nemt, nemt," gav han ham ret, pludselig hyperfokuseret på det de skulle senere, selvom der stadig var god tid til - det ville være typisk af ham ikke at kunne koncentrere sig, når de endelig var der. Hans tankegang blev først afbrudt da en af de yngste begyndte at klynke og af ren vane samlede Juno den lille dreng op og holdt ham siddende på sin hofte.
"Hvad har du lyst til indtil da?" Han så ikke på Hector, men det var tydeligt at det var ham han snakkede til - der var en anden form for respekt og venskab i hans tone end han havde med nogen af de andre i det lille køkken. På trods af hans spørgsmål havde han allerede selv noget i tankerne; det var længe siden han havde set Mars. De kunne sagtens nå et smut forbi Det Øvre Bydistrikt, men at han holdt øje med sin bortadopterede lillebror var ikke ligefrem noget han havde lyst til at indvige andre i, så han sagde det ikke højt. 

Hector gryntede og trak på skuldrene. Der var stadig et par timer, til de kunne tage hen på Svinet, men Hector gad ikke hænge ud i huset. De ville konstant være omgivet af de andre unger, og Juno ville helt sikkert spille storebror, og det var Hector virkelig ikke i humør til. Han var til gengæld meget mere i humør til at narre lidt penge ud af nogle rige damer, og det ville en lille aftentur til Det Øvre Bydistrikt være perfekt til. Desuden vidste Hector også, at det var noget tid siden, Juno sidst havde set til Mars.

"Hvad med om vi tog op til de fine?" foreslog Hector, mens han lænede sig mod køkkenbordet. "Jeg har et nyt trick, jeg gerne vil teste på nogle godtroede damer. Jeg er en stakkels, lille satyr, der har brækket benet, og jeg har ingen penge til doktoren. Hvad siger du, chef?"

Juno genkendte den lyd Hector lavede og han vidste også hvad den betød. Fyren var kun lige stået op, men det lød allerede som om han havde fået nok af at være hjemme. Det var også nemt at få det sådan i et hus der var så proppet.

Han hævede et øjenbryn, da Hector spurgte ham om de skulle tage op til de fine. Læser du mine tanker? tænkte han og hans ansigtsudtryk kommunikerede fuldstændig det samme. Og hvem vidste - måske det bare havde taget Hector for evigt at opdage sin egen evne. Det skulle ikke være første gang han havde talt eller handlet, som havde han kunnet læse Junos tanker.

"Lyder som et godt trick." Juno nikkede anerkendende og satte drengen i sine arme ned på gulvet, hvorefter han ignorerede ham på trods af vedvarende klynk. "Jeg glæder mig til at se det," fortsatte han med et smil. Det var altid en fornøjelse at se hvor nemt Hector kunne manipulere andre og hvor lidt han mindede om sig selv, når han gjorde sådan noget. Juno fik altid på fornemmelsen, at Hector ikke havde den mindste smule brug for ham, når han så hvordan han kunne sno andre om sin lillefinger. Det fyldte ham med både lettelse og ærgelse.
Han trak en slidt denimjakke på, fra hvor den havde ligget over en stoleryg. Den gav ikke meget varme i den kolde vinter i Hovedstaden, men lidt var mere end ingenting og desuden havde Juno også et look han skulle holde ved lige.

"Skal vi?" spurgte han og ledte vejen ud, uden at vente på svar. Han var vant til at Hector ville følge ham hvor og når som helst.

Hector fulgte Juno ud ad huset, mens han trak trøjen over hovedet og snuppede en jakke fra knagerne i gangen. Han måtte ikke se for sund og velklædt ud, ellers ville tricket ikke virke. Det var koldt udenfor, og Hector sørgede for at holde sig tæt til Juno, mens de gik, så han kunne stjæle lidt af hans kropsvarme.

"Chef, hvordan kan de være, at halvdelen af min krop er dækket af pels, og jeg fryser stadigvæk, men du har det fint, og du har ingen pels?" spurgte Hector med et fnys og kiggede op på Juno, der var en del højere end ham.

Så snart Hector kom op på siden af ham, lagde Juno en arm om hans skuldre for at varme ham op. Desuden var den lille satyr en perfekt højde til at hvile sin arm.

"Ligner jeg en eller anden videnskabsmand?" spurgte Juno med et halvt fnys, halvt grin. Aldrig i livet om han kendte svaret på den slags spørgsmål - han stillede dem heller ikke selv. "Men prøv at spørg de adeliger fruer, når vi kommer til dem - måske de kan svare dig på, om de også fryser på trods af deres dyre pelse?" Juno så ned på Hector med et djævelsk smil og et glimt i øjet. Han kunne udstå rige folk og han glædede sig til at snyde dem for så mange af deres krystaller som muligt.

"Næh, du ligner mere en hofnar," svarede Hector med et grynt og gav Juno et blidt stød med sin albue. "Rige folk fryser aldrig. De er alt for fede."

Junos arm var tung og varm og Hectors skuldre, og der gik ikke længe, før han slet ikke frøs mere. Uden rigtigt at tænke over det, hægtede Hector sin finger i Junos lomme for at holde fast på ham. Han ville aldrig indrømme det, men det var rart at gå sådan her, selvom Hector sikkert ville puffe Juno væk, hvis de mødte nogen, de kendte. 

"Hvor starter vi?" spurgte han Juno, da de nærmede sig den pænere bydel. Gaderne var allerede meget renere her, og træerne og buskede langs gaden var faktisk trimmede og pæne.

Juno fnøs; "jeg ligner altid en million." Hverken Hector eller et spejl kunne overbevise ham om andet. Hans smil var også tilbage i fuld størrelse så snart Hector nævnte de riges fedtdepoter. For alt han vidste af havde Hector fuldstændig ret.

Modsat Hector ville Juno ikke have sluppet ham, hvis de havde mødt nogen de kendte. Men Juno var også sådan her med mange - Hector var kun sådan her med ham. Det gjorde det kun bedre og Juno var taknemmelig for at de ikke stødte ind i en bekendt.

Han svarede ikke på Hectors spørgsmål, men lagde sin arm tættere om ham og sin hånd falde så langt ned som muligt, til lige under hans brystkasse, hvor han distræt hev i Hectors jakke, fordi han havde svært ved at forholde sig i ro. Sådan havde han det altid, men endnu mere nu, hvor han tog styringen og ledte dem begge ned ad gader de havde været på mange gange før.

"Det passer med at han er på vej hjem fra klaverlektioner," sagde han lavmælt til Hector. Selvom det ikke var formuleret sådan, var det ment som et spørgsmål. Juno havde en idé om hvad tid det var, men Hector var den eneste af dem der rent faktisk havde et ur på sig. Det eneste Juno havde på sig var en lommekniv. Dét og en besættelse med at kende sin lillebrors skema ind og ud. Mars først, rige damer senere.

Hector fiskede sit lommeur op af den læderpung, der sad i det bælte, han altid havde spændt om livet. Uret havde han stjålet fra en rig købmand engang. Glasset i uret var sprækket, men Hector trak uret op hver dag, og det gik stadig, som det skulle.

"Den er næsten halv otte," sagde Hector på Junos ustillede spørgsmål. Han kiggede op på Juno, mens hans stoppede uret tilbage i pungen. "Tror du, du kan nå at se ham?"

Hector havde kun set glimt af Mars, og selvom han var nysgerrig, holdt han sig altid i baggrunden. Det her var Junos hemmelighed, og hvis Juno ville dele den med ham, ville hav gøre det. Hector brød sig ikke om at snage i sin vens fortid.

Juno mødte ikke Hectors blik, men nikkede blot som svar på hans spørgsmål, inden han førte dem ned imellem mindre gader, til de nåede deres destination; en større gade med nok mennesker til at Mars ikke ville lægge synderlidt mærke til to mere, heller ikke selvom de så ud som Juno og Hector gjorde.

"Vent her," bad Juno og trak sin arm til sig, men inden han kunne nå at give helt slip på Hector og bevæge sig tættere på klaverlærerens hjem, hørte han Mars' stemme. Den skar igennem luften for ham - han ville kunne genkende den hvor som helst og han drejede hovedet med et sæt, lige tids nok til at se sin lillebror gå forbi ham, i energisk samtale med sin far. Det lille blonde hoved bevægede sig længere og længere ned ad gaden og Juno stirrede efter ham i chok. Han ville have mere. Han ville høre hans spil fra de åbne vinduer i huset, han ville høre lærerens ros, han ville have god tid til at betragte Mars' ansigt og sikre sig, at han aldrig glemte det - og han ville have haft Hector på større afstand.

Men det var alt sammen for sent nu og det ville være latterligt at følge efter drengen hele vejen hjem. Der var ikke meget man kunne se igennem de materede ruder på stueetagen alligevel. Juno havde prøvet før. Det var også bedst at holde sig til at se Mars så sjældent som muligt. Savnet blev mindre med tiden så længe han ikke så ham - sådan noget som i dag gjorde kun savnet større.

Han gned en hånd over ansigtet og samlede sig, inden han vendte sig halvt imod Hector igen. "Vil du have min hjælp til din ting, eller skal jeg bare gøre mit eget?" Med Junos evne var det en smal sag at bryde ind i hjem, eller udgive sig for at være én der hørte til derinde, men han kunne lige så godt hjælpe Hector, selvom han mest spurgte for at undgå at snakke om Mars.

Nogle gange havde Hector virkelig lyst til at spørge mere ind til Mars, men han gjorde det aldrig. Juno virkede aldrig til at ville snakke om det. Hector kunne ikke lade være med at undre sig, om han måske selv havde søskende. Måske kom han fra en kæmpe flok? Måske var det kun ham? Var hans familie overhovedet i live, og gad de overhovedet at se ham? Selvfølgelig gjorde de ikke det. De havde jo smidt ham væk, havde de ikke? Hector bed hårdt sammen, og hans blik blev koldt og hårdt igen, som det næsten altid var.

"Det bestemmer du selv," sagde han, efter han havde slugt en klump. "Hvis du tror, du kan få et bedre bytte alene..."

Det var først da han kunne mærke på Hector, at noget var i vejen med ham også, at Juno skævede til ham. Det var nemt for ham at glemme at han ikke var den eneste med problemer, og det var uheldigvis også nemt for ham at blive mindet om det - overalt han så, var der nogen der havde det værre end ham selv.

"Jeg bliver," fastslog han og gned sin kæbe, imens han spejdede sig omkring. "Jeg har ikke dumt meget lyst til at bryde ind uden en udkigspost eller forberedelse." Faktisk kriblede det i ham efter at tage nogle risikoer - bryde ind hos nogle rige svin, stjæle det meste og smadre resten, og vente med sidste øjeblik til at løbe fra vagterne. Det kriblede så meget, at han ville have gjort det, hvis ikke Hector havde været med. Han havde for det meste en dæmpende effekt på Junos impulser, især når Juno følte at han skulle beskytte Hector eller hvis Hector havde lovet Juno et show.

"Lad mig se dig lide," bad han med et blink og klappede ham venskabeligt på kinden. Han burde skride - i hvert fald langt nok væk til at eventuelle ofre ikke forbandt ham med Hector. Junos egenskaber indenfor skuespil var ikke-eksisterende og lige siden han var blevet teenager havde han ikke kunne tigge sig til noget som helst. Omkring fremmede var hans blik for vredt, hans øjne for kolde og hans ambitioner for tydelige. Det var bedre hvis han holdt sig til at stjæle fra dem der gik forbi, distraherede af Hector.
Alligevel tøvede han et øjeblik med at gå - han havde lyst til at tilbyde Hector sin jakke; i det mindste give ham noget varmt og blødt at sidde på, hvis nødvendigt. Han beder om den, hvis han vil have den, mindede Juno sig selv om, ikke helt sikker på om det stadig var sandt, men sagde i hvert fald ikke selv noget.

Hectors kinder blev lige lovligt varme, da Juno klappede dem, og han fnøs og snubbede Junos hånd væk, inden han blev alt for rød i hovedet.

"Idiot," mumbled han, men han kunne ikke lade være med at smile lidt. "Jeg håber, du har snotpapir med, chef. Jeg er klar til en tudeværdig forestilling."

I sin lomme fandt Hector en rolle gammel, snusket bandage, som han hurtigt viklede om sit ene ben. Så tog han en håndfuld jord from gyden og gned det i ansigtet, så han virkelig så beskidt og ussel ud. Han blinkede frækt til Juno, inden han humpede ud på den travle gade. 

Først gjorde han ikke meget, men humpede blot lidt omkring. Han skulle lige finde ind i den rette stemning, men det tog ikke længe, før krokodilletårene drev ned ad hans kinder og trak lyse spor i det mørke snavs.

"Av!" Hector lod som om, han ikke havde set de to fint påklædte damer med store hatte, der kom gående ned ad gaden, og han stødte direkte ind i én af dem og faldt bagover med et lille pib.

"Åh! Se dig dog for!" vrissede damen, men da Hector kiggede op på hende med sine store, mørke og tårefyldte øjne, blev hendes ansigt straks mildere.

"U-undskyld, frøken," sagde Hector forsigtigt og tørrede sin næse i sit ærme. "Undskyld, jeg... jeg er faret vild."

"Jamen dog," sagde damen, og Hector kunne se hende praktisk talt smelte for øjnene af ham. "Hvad er der dog sket."

"Min.. min familie," hulkede Hector. "Elverne, de... min far ville skjule nogle elvere for byvagterne i sin smedje, men... slog min far og mor ihjel og stjal vores penge, inden de stak af. Vi ville bare hjælpe dem, men de...!" Hector brød nu sammen og hulkede så meget, at hele hans krop rystede.

"Jamen, lille ven," gispede begge damer, og den ene fandt straks sit lommetørklæde frem og begyndte at tørre Hectors øjne. "Hvad kan vi dog gøre?"

"Jeg er så sulten," hviskede Hector, mens snottet dryppede fra hans næse. "Min lillesøster er derhjemme, og ... jeg prøver at finde noget mad til os."

"Her!" sagde damerne, og få sekunder senere havde Hector hænderne fulde af krystaller. "Tag dem! Køb noget mad til din søster! Din lille stakkels--"

"Tak!" sagde Hector og sprang op. Han bukkede dybt for damerne, der så noget chokerede ud. "Mange tak!"

Og så var han væk! Han pilede ned langs gaden og ind i den gyde, hvor han havde stået før med Juno, før damerne overhovedet kunne nå at sige noget. Det var næsten for nemt.

Juno klappede sig overdrevent på lommerne, tydeligvis ledende efter snotpapir og skar en trist grimasse, da han ikke fandt noget. Det var dog også så langt hans egne skuespils-evner rakte og derefter betragtede han blot afslappet Hector gøre sig klar til sin forestilling.

Han stillede sig i gyden, så han kunne se efter Hector og betragte hans evner i fuld brug, men det gik kun sekunder inden uro faldt over hans krop igen. Han blev nødt til at gøre et eller andet, og så snart Hector var i gang med sin ting, gik Juno også i gang med sin egen, risikoer gemt godt væk bagerst i hans sind.

Han aktiverede sin evne og gled ubesværet igennem muren og ind i en overdådig villa. Han skulle have tjekket om der var nogen derinde først, men det havde han ikke gjort og det var rent held at han var alene, da han trådte ind i rummet. Elektricitet løb igennem hans krop og han besluttede sig for at være tilbage inden Hector var det, så hans blik gled hastigt over tingene i rummet, inden han nakkede en brevåbner, lagde den i lommen og brugte sin evne til at komme tilbage ud i gyden igen, tids nok til at høre Hector sige at han var sulten og se hvilken effekt det havde på de rige damer.

Juno fnøs og et stolt smil spredte sig på hans læber. Fuck han er god, tænkte han om Hector, da han så ham spæne væk fra de rige damer.

"Det var fandme en vild mængde krystaller du fik ud af dem, hva? Ikke dårligt, Stump." Han klappede ham på skulderen og lod sin hånd blive dér, imens han ledte dem så ned ad gaden uden andet mål end at komme længere væk fra Hectors ofre, bare for en sikkerheds skyld. Hvis han var interesseret i at lave tricket igen, ville det alligevel være bedst at lave det et andet sted. 
Juno tænkte langt mere på Hectors sikkerhed og den risiko han tog, end han nogensinde tænkte på sin egen.

Hvis der var én ting, en eneste ting i hele verden, der kunne få Hector til føle, at han svævede, så var det at få ros af Juno. Det ville han selvfølgelig aldring indrømme, ligesom han heller aldrig ville indrømme, hvor meget han egentlig idoliserede og så op til Juno.

"Pfff, der var da nemt nok," var hans svar på Junos ros. "De dumme gimper falder altid for den slags. De er ligeså nemme at snyde som byvagterne."

De pilede ned af gyden og så videre af den næste, indtil de var sikre på, at der ikke var nogen, der fulgte efter dem. Hector stoppede op, lidt stakåndet, og gravede ned i sine bugnende lommer.

"Her," sagde han og stak Juno og stor håndfuld krystaller. "Det er din andel, chef."

Af ren vane stak Juno hånden frem så snart Hector sagde 'her', og han lagde dem ned i sin lomme sammen med den gyldne brevåbner fra tidligere. "Godt klaret." Der var ingen grund til ikke at rose Hector for et godt arbejde, men det kom ikke så vidt som at Juno takkede ham for det. Det her var de krystaller hele flokken skulle overleve af. Brødføderne i deres usædvanlige familie var stort set kun ham og Hector - børnene kunne godt klare sig selv fra dag til dag, men hvis de alle skulle spise hver dag og holde sig varme, så havde de brug for ham og Hector til virkelig at hive krystallerne hjem.

"En gang mere?" spurgte han distræt. Han var for fokuseret på at undertrykke impulsen til bare at bryde ind et sted og stjæle eller smadre alt de ejede. Tidspunkten var virkelig dårligt til den slags impulser - folk var jo for fanden hjemme. Hector ville være nødt til at tænke for dem begge to lige nu.
Juno fandt en smøg frem fra en anden jakkelomme og tændte den med rystende hænder. Det ville hjælpe at få lidt alkohol i blodet, men han blev nødt til at klare sig indtil da på en anden måde.