Det havde været en forfærdelig nat. Grundlæggende dybt forfærdelig.
Dværgen krøllede sig sammen i en rundt boldt i hulen han havde fundet sig, under et skintæppe der havde lagt her, klar til når han kom tilbage. Hjem kunne han ikke kalde det, selvom han i øjeblikket brugte dette hul som sit hjem. Han var stukket af. Væk fra ulveflokken der havde taget ham. Ulveflokken der havde forbandet ham og forlangt han blev en af deres egne. Først for en måned siden var de begyndt at lade ham strejfe. Hvilket havde været nok til at han var stukket af over stok og sten. Ikke at hans stedsans i dette område var særlig god. Hans generelle sanser var bedre, og han gik i store buer udenom enhver by og flække hvor der var potentiale for mennesker eller andre racer. Han kunne ikke få sig selv til at gå derind. Hvad måtte han ikke ligne i deres øjne.

Dorín åndede tungt, som han træt åbnede øjnene op og stirrede ind i den kolde stenvæg. Som altid huskede han kun få dele af sin ulvenat. Huskede hvordan månen havde tvunget ham til at forvandle sig, og hvordan han sulten som et vildt dyr havde vandret og taget. At dømme ud fra blodet på sine hænder, var han heller ikke skyldfri denne nat. Radbrækket kom han op og sidde. Lettet kunne han se det døde dådyr ligge i et hjørne, halvt spist og som bekræftelse i at han ikke havde myrdet en menneskelig race.

Dorín kiggede ud af hulens sparsomme indgang hvor solen kom ind som varme stråler. Han måtte finde et sted at få vasket blodet af. Få fjernet smagen og lugten af død som blodet gav ham. Han krøllede en byldt sammen med en kjortel og kappe han kunne tage på når han ikke længere havde blod på kroppen. Et par bukser blev taget på og bæltet med den lange kniv blev spændt fast inden han kravlede frem. Hurtigt og agilt som et dyr kom han ned til den nærliggende bæk hvor han uden tøven kastede det kolde vand i ansigtet og kroppen til blodet var væk. Herefter sad han tilbage og stirrede ned i det ujævne vand hvor skikkelsen af hans eget arrede ansigt kom frem. Han vidste ikke hvad han var længere. Han trak kjortlen over hovedet og gjorde klar til at løfte hovedet da en lyd fik ham til at fryse på stedet og løfte hovedet. Der måtte være nogen i nærheden. Forsigtigt trak han kappen over hovedet og listede hen af den mossede undergrund, til han kunne kigge over højen og ned på et væsen. Et menneskeligt væsen, han ikke havde set før.

Klik Klik.  Det kunne høres næsten uanset hvor Útíradien gik hen. En svag klikken med tungen der var nok til at han kunne orientere sig i sine omgivelser. Det var ikke perfekt, men det var nok til at han følte han kunne orientere sig i det generelle landskab. En vandrestok var dog i hans hånd, som han pressede den fremad, gav ham en ide om terrænnen. Han skulle ikke nyde nogen overraskelser, især ikke dette sted. Måske havde han været her før? Det var dog svært at orientere sig i et land man ikke kunne se. Han ville ønske at han kunne spørge folk, men de fleste veg væk fra ham, når de opdagede de mørke hænder, og opdagede det mørke ansigt. En mørkelver var ikke mødt med glæde og varme, nærmere had og foragt.

Klik Klik. Endnu engang spredte lyden sig ind mellem træerne, og Útíradien stoppede en anelse op, som det gik op for ham at der var noget anderledes i nærheden af ham. Noget som bevægede sig. Nogle flere klik kom ud af hans mund, som han prøvede at orientere sig om hvor det var. Kunne væsnet se ham? Muligvis. Heldigvis var han dækket af en kappe, der skjulte det meste af hans krop. De mørke hænder var dog stadig fremme.
"Hvem der?" kaldte han forsigtigt ud i skoven og vendte sig langsomt men sikkert mod højen hvor væsnet var. Forhåbentlig var væsnet ikke ondsindet. Det var vidst begrænset hvor hurtigt han kunne få benene på nakken, men det var bedre at prøve at snakke med det, end at blive overfaldet. Heldigvis havde han dårligt nogle penge, i tilfælde af at det var en røver. De færreste ville dog tage vejen over bjergene med noget værdifuldt.

De klikkende lyde var underlige. Det var ikke noget Dorín ligefrem hørte før, og dværgen lagde da også hovedet på skrå, næsten som en forvirret hund der ikke kunne finde ud af hvad der helt foregik. Det var en finurlig mand – det måtte det simpelthen være. Gå og lave klikkelyde, mens man pressede en vandrestok frem foran sig for at mærke vejen frem. Dorín blinkede et par gange før han så småt begyndte at ligge regnestykket sammen. Ikke hurtigt nok til at han nåede at tænke tanken færdig, som manden kaldte ud i skoven.
Instinktivt dukkede Dorín sig ned om bag højen, og lå fladt i den mossede bund, mens han bad til at den anden ikke opdagede ham. Der var først her at han fik lagt brikkerne sammen. Stokkens bevægelse måtte betyde at manden var nærtliggende blind. Hvorfor gik en blind alene i skoven?

En uro meldte sig i maven, en uro på mandens vejne. Dorín tog en dyb overtalende indånding med sammenlukkede øjne, før han forsigtigt og meget usikkert stak hovedet op igen. Det højre øje var hvidt, blindt efter mødet med varulvene i hovedstaden. En tid han havde glemt, men mærket sad ved. Hans hår var uglet og hærget, og han var generelt ikke voldsomt ren mere. Blodet var blevet vasket af, men det kunne ikke skjules at han levede et primitivt liv. ”Det.. det er jeg” hans stemme var hæs, ubrugt og forsigtig. Ikke spor faretruende, men mere bange. Bange for reaktionen. Han frygtede ikke overfald, eller angreb. Han var stærk, stærkere end han husker nogensinde at have været. Han frygtede at gøre skade på andre, selvom de angreb. Frygtede at de løb skrigende væk. Han stirrede varsomt på manden, ventende på hvad svaret mon ville blive. Nok noget i retning hvem ”jeg” nu også lige var. Måske han skulle uddybe. Han rømmede sig let. ”Mit navn er Dorín…” det føltes helt mærkeligt. Han havde ikke snakket sådan i lang tid, og hans eget navn blev ikke brugt blandt de andre varulve. Der var han blot dværgen. Gad vide om Dorín overhovedet var hans navn? Han kunne huske det, men ikke meget andet.

Útíradien havde nok lidt forventet at hvem der skjulte sig ville prøve at forsvinde... eller angribe ham. Men ingen af tingene skete, der kom bare næsten en forsigtig stemme, og han rettede sig hoved lidt mod det, så han kunne høre med sine ører bedre. Øjnene var lige meget når han alligevel ikke kunne se noget. Han prøvede at bekræfte hvor præcis lyden kom fra, hvilket ikke var alt for svært, men han turde ikke gå mod den fremmede endnu.
”Dorín?” kom det først lidt undrende, som om at Útíradien prøvede navnet med sin mund før han sagde noget ekstra. ”Et stærkt navn. Dværgsk hvis min hukommelse ikke svigter mig. Mit navn er Útíradien,” svarede han tilbage. Det krævede heller ikke meget at gætte sig til at Útíradien nok var en form for elvere, det var næsten kun dem der havde så lange og indviklet navne, selvom den måde han sagde det på næsten var hårdere. Ikke så forfinet som skovelvernes snak, men for de fleste lød det nok som et hvert andet elvisk navn.
”Hvad laver du herude?” spurgte Útíradien så, og lyttede stadig efter om, hvad der nok var en dværg, bevægede sig. Kom tættere på, prøvede at finde ud af hvem Útíradien var. Han tvivlede nemlig stærkt på at en dværg ville synes at en mørkelver var den bedste race i hele verdenen. Mørkelvere var jo ikke så kræsne oppe nordpå. Menneske eller dværg. Var jo sådan set det samme.

Dorín var ikke engang sikker på hvad han havde regnet med han ville gøre. At tage kontakt på den måde var direkte dumt. Det kunne sætte hans eget liv og sikkerhed i fare. Hvad nu hvis nogen af ulvene fandt ham igen? Han havde været væk derfra i lang tid, men det betød ikke at de ikke stadig ledte. Men de ville ikke alliere sig med andre end deres egne. Så meget havde han lært af at være der. Dorín fulgte ham med sine øjne, den bedste måde at orientere sig på som dværgen ejede, selvom mørkelveren så ud til at ligge sin lid til andre egenskaber. Hans øjne virkede, blanke. Det kunne være lyset. På denne afstand var det ikke nemt at se.
Dorín slog blikket ned som manden snakkede om hans navn. Det føltes rigtig og alligevel så fjernt fra hvem han var. Han havde lyst til at krølle sig sammen, skamme sig over at det stærke dværgenavn ikke længere var hvad der defineret ham. ”Ja. Ja, det.. jeg er en.. dværg.” mest. Eller lidt? Han kunne ikke helt finde ud af hvordan han definerede sig selv. Var han en dværg, eller var han en varulv? Dorín koncentrerede sig derfor helst om den andens navn. Et navn han ikke havde hørt før, men den elviske udtalelse var ikke ny for ham. Han havde boet i Lindeskoven i nogle år før han rejste med Rinne. Han huskede deres sprog selvom han ikke forstod det.
Dorín stoppede op stadig med en god afstand til Útiradien og satte sig på hug. Det var noget han efterhånden havde vænnet sig til at gøre efter at være blevet alt for vant til at bevæge sig på alle fire. ”Jeg hørte dig.” at snakke om at han faktisk var på flugt og i øjeblikket stadig bar blodrester på tøjet og huden. Han havde stadig ikke taget kjortlen på igen, men den var også alt for blodfyldt. ”jeg.. møder ikke så mange herude.. så jeg var.. nysgerrig” han holdte mange pauser, som var han usikker på sine ord eller i hvert fald usikker med at tale. At han ikke talte ofte.

Det var en tålmodighed over Útíradien og bare en aura af afslappethed, som om at han havde affundet sig med hvad der end skulle ske, det eller at han ikke troede der ville ske noget. Han havde i  hvert fald i den grad ikke bygningen til at være sikker på at han ikke var i fare, eller en selvsikkerhed over det.
"Jeg kan ikke forestille mig at disse bjerge er de mest besøgte," indrømmede mørkelveren og lænede sig lidt op af sin vandrestok. Det var det der hovedsageligt sørgerede for at han ikke stod på røven i et terræn der var så ujævnt som disse. Bjerge var måske ikke det bedste sted at gå hen når man var blind, men alligevel var Útíradien endt heroppe. Måske ville det alligevel være turen værd.

"Men du svarede mig faktisk ikke på hvorfor du var herude," pointerede Útíradien så kort efter og så undrende ud i ansigtet, selvom hans øjne blev ved med at være blanke. "Selvfølgelig hvis du ikke har lyst til at fortælle det, så vil jeg ikke tvinge dig. Selvom jeg ville, kunne jeg nok alligevel ikke." Útíradien fremstod virkelig forsvarsløs og der var en hvis naivitet over at tro at folk ikke angreb ham, hvis han fremviste alle sine kort.

Dorín nikkede, selvom den anden nok alligevel ikke kunne se det. Der var en god grund til at disse bjerge ikke var de mest besøgte i området. Der var varulve, der var kliker af orker og vist også bjergelvere nogle steder. Sidstenævnte havde han ikke mødt nogen af, men det betød ikke at de ikke var til stede. At den anden bed mærke i at han ikke fortalte hvorfor han var herude, fik Dorín til at krumme sig en smule sammen. Han bakkede en smule væk, stadig på hug og kiggede ned i jorden. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." svarede han ærligt og stille. hvad skulle han sige? At han var på flugt fra en varulveklan som han selv var en del af. At han ligenu sad med blod på tøj og ud og faktisk lignende noget der havde begået mord på flere individer. Der var jo ingen der kunne se at det var et dyr han havde haft fingerne i.
Dorín kiggede en smule op igen og lagde hovedet på skrå. "Du er ikke bange for mig?" det håbede han i hvert fald ikke, selvom han var fremmed. Han vidste faktisk ikke hvilket indblik han gav hos folk. Førstehåndsindtryk. Og slet ikke hos en der var blind.

Som Dorín forholdte sig stille, betød vel at han ikke ville snakke om det, og Útíradien havde ikke planer om at presse på så. Hvis han ville åbne op om det så ville han det og ellers, så var det vel ikke noget tab for Útíradien selv.
”Har jeg en grund til at være bange for dig?” kom svaret i stedet for, for nej, Útíradien var ikke bange for Dorín, selvom han havde alle grunde til at være det. Han var blind, og hvem vidste hvad der var herude og hvilket slags folk der boede her. Útíradien selv var nok ikke helt klar over hvor han egentlig var.

”Jeg tror på at folk er uskyldige indtil modsatte er bevist. Det får mig kun nogen gange i problemer,” et lille smil spredte sig på hans læber, som om at han ikke var bange for at det kunne ske igen. Han levede stadig, og idntil videre virkede Dorín harmløs.

Dorín kiggede på ham, forundret over den tillid der syntes at være. Det var ikke ligefrem fordi at dværgen så ufarlig ud, når alt kom til alt. Men dette møde havde også fortalt den nedbrudte dværg at manden foran ham ikke så som et almindeligt menneske ville. Han var blind, og dermed ikke i stand til at se Doríns blodige ydre. ”Nej” ikke lige nu. Men fuldmånen var langt bag dem, så der var ingen grund til at frygte ham. Ikke som situationen så ud i dette øjeblik. Alligevel kunne Dorín ikke undgå at være overrasket, og for evigt forundret over, at en blind mand, ikke var mere frygtsom.

Dorín kom med en let gryntende lyd og et forsigtigt smil på læberne. Han selv havde været meget mindre frygtsom engang. Men efter krigen, og efter biddet havde det ændret sig. Mest for andres skyld end sin egen. ”Sådan var jeg også engang. Det bed mig bagi” brummede han let jokende, om end der var alvor i ordene. Han forholdte sig på hug, uden hverken at flytte sig tættere eller længere væk fra den anden. ”Rejser du altid alene?” det hjalp at få snakketøjet i gang, jo mere han fik sagt. Der var heller ikke længere unødvendige pauser i hans sætninger, som indikerede at han tøvede. På mange punkter et godt tegn.

Måske var heldet bare på Útíradiens side. Det var overraskende hvor lidt problemer han havde, måske var det bare at folk helst holdt sig væk fra en mørkelver? Måske mente de at der var intet at tage fra en blind fattig mand? Det var ikke til at vide, andet end at problemerne var der ikke mange af, selv fra vilde dyr der måske ville ønske et hurtigt måltid af ham. Det var nok derfor at frygten ikke var i ham, men også fordi at det ikke nyttede noget hvis han var bange. Han kunne ikke forsvare sig selv uanset hvad.

Útíradien kunne ikke lade vær med at bide fat i at dværgen selv var blevet bidt bagi af at have rejst alene. Der var nok mere bag det, men mørkelveren ønskede ikke at prikke til noget der ikke var klar til at blive lukket ud. Desuden virkede dværgen meget påpasselig, så sandsynligheden for at han ville dele det, var nok egentlig ikke så stor som Útíradien kunne ønske.
"Ja, desværre. De færreste ønsker at rejse med en mørkelver... og ja, det hjælper ikke at jeg er blind, jeg er mere til besvær end jeg gavner," indrømmede han, et hint af tristhed i hans stemme. Denne ensomhed var tydeligvis ikke en han havde ønsket selv, men det var det han var blevet givet.

Dorín havde nok heller ikke været så uheldig som han kunne havde været. Men tydeligt befundet sig et farligt sted, da det endelig for alvor gik galt. Da varulvene havde taget ham med, og forhindret ham i at kunne vende hjem igen. Livet i bjergene var forandret til en ensom eksistens, med frygt for at udsætte andre for fare. Han var en godhjertet dværg. En ung en af slagsen der havde været ubeskrivelig eventyrlysten. Nu, var han bare ung, men langt mindre lysten til at forsvinde ud i det ukendte, af frygt for følgerne.

”Du har klaret dig indtil videre” svarede Dorín i en svag opmuntrende tone. Han havde hørt tristheden, og forstod den til fulde. En ensom tilværelse var hård og ja, ubeskrivelig ensom. Og alt sammen på baggrund af en race. Medfølelsen og forståelsen kom nemt til Dorín der pludselig følte en stærkere forbindelse til den anden, trods det stadig var en fremmed. ”Jeg… er selv blevet isoleret på baggrund af min race.. Varulve er sjældent velkommen nogle steder” specielt når de tænkte så lavt om sig selv som Dorín selv gjorde. At indrømme sin race var en måde at få det ud, og dermed tjekke vandet. Den anden virkede ufarlig, og Dorín ville nemt kunne flygte skulle det blive nødvendigt, men noget i ham ville også bare ud med det. Sige hvorfor han var alene, hvorfor han følte sig forkert, og hvorfor han havde en dyb forståelse for den andens tristhed, selvom det blot var et hint der var at spore i stemmen.

Det var rigtigt hvad Dorín sagde. Indtil videre havde Útíradien klaret sig alene, men det grundet i held og folk der undgik mørkelvere når de endelig opdagede hvad han var. Udover det var der ingen der gad at angribe hvad der lignede en svagelig, fattig mand. Intet at få ud af det, især fordi selv hvis de gjorde ville de finde ud af at han ingen penge havde. Der var ikke meget nytte for penge, når man dårligt måtte begå sig der. Til tider kunne man få et hurtigt måltid eller ned på et lokalt marked i de små byer, men generelt var det ikke værd at tage chancen.

Útíradien så lidt undrende ud i ansigtet, da Dorín nævnte at han var en varulv, men der kom så også en sympati frem i ham. Det var måske det værste at blive tilegnet. Ikke at Útíradien havde noget imod dem af princip, mest fordi det var svært at være imod en hel race, når han vidste hvordan hans egen race blev set på.
”Det er jeg ked af at høre. Hvordan skete det?” spurgte Útíradien forsigtigt. Han ville ikke prikke til noget som dværgen ikke ønskede, men det virkede så sørgeligt at tænke at nu var Dorín alene fordi der var sket noget ude af hans kontrol.

Dorín bemærkede godt det undrende udtryk, men han kommenterede ikke på det. Det var vel en normal reaktion, faktisk meget mildere end han havde regnet med at han ville blive mødt med. Varulv - det var en fordømt race, og han ville aldrig nogensinde få lov at leve som han gjorde før. Han ville blive mødt af fordomme overalt, og selvom han på sin vis kunne skjule det udenfor fuldmånens skær, så følte han sig stadig udsat. Arrene ned af ansigtet, det blinde øje og den pludselige lyst til alt for rødt kød.

Dorín trak lidt på skulderne. Han huskede ikke det hele, men små stykker af hvad der skete hærgede ham stadig. "Det var en flok.. De angreb Hovedstaden sammen med mørkets styker. Jeg ved ikke hvorfor de slæbte mig med, hvorfor de synes at jeg skulle blive en af dem.. Men det gjorde de.. Jeg blev skildt fra min rejsekammerat. Min bedste ven. Flokken holdte mig indespærret, indtil de troede de kunne stole på mig. At jeg var en af dem." Dorín havde kigget alle andre steder hen imens han tralte, trod han vidste at Útíradien var blind. Det gjorde ondt at tænke på, og det havde været hårdt at lade som om man var noget man ikke var. Trods han var begyndt at føle sig som det. Et udyr, der ville slå alt ihjel end sin egen race, hvis den fik muligheden. Han bukkede sig en smule mere sammen, som skammen tog over.

Útíradien kunne høre smerten i Doríns stemme som han talte, og hans hjerte græd lidt efter ham. Ingen skulle være tvunget til sådan en skæbne. Han ville også ønske at han havde noget han kunne gøre for at hjælpe dværgen, der tydeligvis var i smerte.
Mørkelveren kunne heller ikke lade vær med at pille ved sine egne fingre som han overvejede om måske at Dorín kunne have godt af at blive healet. De fleste kunne, men ikke alle ville være villige og Dorín virkede lidt som om at han ikke følte at han var noget værd efter at dette her var sket.

”Og du undslap så?” spurgte Útíradien så. For det var den eneste logiske forklaring på hvorfor Dorín var alene nu. Útíradien overvejede ikke engang at Dorín stadig kunne være med en flok og det her var en ny taktik for at få et nyt offer. Ikke når Dorín lød så oprigtig ked af det.

På mange måder var det rart at snakke om det. Rent faktisk at fortælle en anden person hvad han havde været udsat for, og hvor meget han hadede at det skulle ske. Han følte sig forkert - kun halvt af hvad han før var. En misskabning. Noget der ikke burde eksistere. "Jeg undslap" svarede han stille og tog en dyb og tung indånding. Hvis man da kunne sige han var sluppet fri. Den del var han ikke spor sikker på.

Dorín kiggede op fra den plet på jorden han havde brugt sin energi på at fokusere på, for i stedet at se over imod mørkelveren. Det var stadig mærkeligt at fortælle dette til en fremmed, men han kunne jo stadig nå at flygte. Det var hvad der måske gjorde at han slap det ud. Han kunne nå at komme væk hvis det vidste sig at den anden ville angribe. "Men jeg slipper aldrig fri.. aldrig nogensinde igen" han ville hver måned opleve at miste kontrollen. Og han hadede det.

Der var mange ting som Útíradien kunne forstå, men at være en varulv var en svær ting. Han forstod at føle sig udelukket fra fællesskab, føle sig som en misskabning, men at miste kontrollen var ikke noget der nogensinde var sket for Útíradien. Han havde altid været 100% i kontrol over sine handlinger, uanset hvor dumme de havde været.

”Jeg er virkelig ked af at høre at noget så grusomt er sket for dig,” sagde Útíradien, og tristheden var nem at spore i hans stemme. Der var ingen grund for Útíradien at lyve hvordan han følte sig. Desuden virkede det også stadig på Dorín som om at han var usikker på denne samtale de havde kørerende mellem dem.
Útíradien vidste dog ikke hvor meget mere han egentlig kunne sige, eller om der var noget han kunne sige for at få Dorín til at få det bedre. Måske var der også noget mere han skulle af brystet. Ellers var der selvfølgelig altid… magien. Útíradien var dog ikke sikker på at det var noget Dorín ville ønske.

Den andens rolighed, blandet med medfølelsen der kunne aflæses i hans træk. Selvom manden var blind, føles det stadig som om at han kiggede på ham. Dorín var først en smule utryk ved det, men begyndte efterhånden af affinde sig med følelsen og i stedet løsne op i musklerne i skulderen. Anspændtheden, der nok aldrig forsvandt men ganske let lagde sig.

"Tak." han mente det. Satte pris på medfølelsen, og det fik ham til at kunne kigge lidt mere roligt omkring sig. "Undskyld. Lad os hellere finde noget mere muntert at snakke om" det gjorde stadig ondt at tænke på alt hvad der var sket, og det gav et stik i kroppen. Men ud fra at mørkelveren virkede rolig og ikke som om han var ved at overfalde ham, begyndte han at overveje om han i virkeligheden kunne snakke med ham, som var alting relativt normalt. Det havde han ikke gjort i mange måneder.

Det var jo ikke som om at Útíradien kunne tvinge Dorín til at snakke om det, men måske var det også godt at snakke om noget gladere til at starte med. De kunne jo altid bevæge sig der tilbage, for mørkelveren var faktisk ganske interesseret i at høre dværgen fortælle om at være varulv. Både fordi at Útíradien aldrig havde mødt en varulv før, men også fordi at der tydeligvis var meget smerte forbundet med det. Han var interesseret i Doríns tanker, og muligvis hjælpe ham hvis han kunne.

”Selvfølgelig, jeg vil ikke gøre dig utryg,” sagde Útíradien så endelig, og tænkte lidt over hvad de egentlig kunne snakke om. Det var ikke fordi at han var den der var mest social. Måske han ville have været hvis han ikke var et udskud.

Dorín var langt fra vant til at nogen fandt interesse i hvad han gik igennem. Mest af alt fordi han ikke følte han havde talt med intelligent liv i alt for lang tid. Dertil, hvad skulle nogen kunne gøre? En varulvs liv var enten ensomt eller også var man kun sammen med sin egen slags. Alle andre udviste frygt og foragt for dem. Men ikke denne mand. Det undrede ham. Forvirrede ham oven i det også. Det virkede underligt, men han sagde ikke noget til det. Alle havde vel deres grunde til at reagere som de gjorde.

"Det er ikke så meget det.. Det er bare ikke så behageligt et samtaleemne" og jo det havde også noget at gøre med at han ikke var tryg ved at snakke om det. Det var ubehageligt at blive mindet om. "Hvor var du på vej hen? Gennemrejse eller bestemt lokation?" det var altid nemmere at fokusere på andre. Så fik hans eget indre en smule pause.

Det var svært at vise foragt overfor en race, især overfor nogen der ikke havde valgt det. Desuden var de i bund og grund kun farlige en gang om måneden, traditionelt i hvert fald. Og sidst Útíradien havde tjekket, så var det ikke ligefrem på den tid af måneden endnu.

Det var ikke så underligt at Dorín tog emnet over på mørkelveren. ”Jeg rejser sådan set bare… jeg har ikke noget sted jeg hører til længere, så jeg forsøger at holde mig væk fra elvernes territorie, og de større byer, men ellers rejser jeg bare, hvor mine fødder tager mig hen,” indrømmede han. Nogen gange fandt han nogle brugbare blomster til hans lægekunst, men det kunne han ikek rejse efter, når han aldrig var helt sikker på hvor han var.