Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 23.09.2017 11:04
Forbeholdt til Reynald Segard
Dato: 13. oktober 2017


Konstante penselstrøg skød henover den klare mørkeblå nattehimmel i form af lysende haler. Hvert varede blot et sekund. Men så snart et var ovre og væk fra udsigten, gik der ikke længe, før endnu et skud viste sig. Det var den absolut perfekte nat for en meteorregn. Der var ikke en eneste sky på himlen. Og luften var kølig og frisk og inviterede efteråret ind med åbne arme. Månen skinnede knap så klart med sin halve form, hvilket gav mulighed for stjerne at blinke tydeligere frem. Stemningen var så umådelig idyllisk - kun hjulpet på vej af vandets lave skvulpende lyde, når den lettere kraftfulde blæst skabte bølger - så da en glødende kuppel af flammende energi brød igennem atmosfæren og styrtede faretruende mod jorden, opstod der en mere malplaceret fornemmelse. Dog blev freden lidt efter lidt afbrudt, som skuddet nærmede sig overfladen og fyldte området med rungende larm, der selv ville kunne høres fra byen Lazura over på den modsatte side af den store sø. En larm der lige akkurat at nå et overdøvende niveau, inden det blev erstattet af et større brag, da stjernen ramte brutalt mod den hårde stenstrand.

Størrelsen på den glødende kugle var gradvist blevet mindre og mindre, jo tættere på Jorden den var kommet, så da den landede var den ikke meget større end, hvad der ville svare til et par bredskuldrede bjergtrolde. Et halvdybt krater var strakt blevet skabt ved sammenstødet, men den mindste form for fasthed var fuldkommen forsvundet og havde blot efterladt et umådeligt kraftigt lysgyldent skær. Et skær der ligeledes mistede sin intensitet lidt efter lidt indtil det blev dæmpet nok til at afsløre, hvad der nu fyldte kraterets bund.
En menneskelig skikkelse. En nøgen kvinde krop, der lå krøllet blidt sammen i fosterstilling. Hendes lyse hud skinnede fortsat med en varmende og glitrende champagne glød. Der var ikke en eneste skramme at finde på hende. Ikke det eneste tegn på skader. Ikke engang et mærke, der kunne have opstået fra faldet. Heller var hun beskidt. Hun var mere ren end et nyvasket barn i et friskt sæt tøj. Skulderkort brunt hår lå silkeblødt om hendes ansigt. Et ansigt der blot havde præg af fredsfyldhed. Øjnene var lukket i. Og læberne let åbne. Et mærkværdigt syn, sådan som det lignede mest af alt, at hun sov. Brystkassen hævede og sank endda rytmisk med hendes tunge vejrtrækninger.

Kun ganske små bevægelser indikerede yderligere, at hun var i live. Hun forsøgte nærmest at krølle sig mere sammen, som søvnen begyndte at blive brudt og fornemmelserne så småt var ved at have nået hende helt. Den unge stjerne havde endnu ingen idé om hvilket eventyr, hun var blevet sendt ud på.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 23.09.2017 11:34
Som mange andre i byen Lazura var Reynald blevet optaget af, hvad der skete på himmelen. Han var på vej hjem fra arbejde, de store hænder stukket i lommerne på hans bukser og fløjtende på en lille melodi, da han så det pæne himmelbillede. Hans plan var at tage hjem og vække konen skønt det var sent på natten, men da en stor ildkugle, massiv og gigantisk begyndte at styrte mod jorden blev hans planer også ændret meget hurtigt. Han så efter den, stivnet midt i en bevægelse, håbende. Håbende på at den ikke ville ramme byen. Og som han så hvordan den mistede størrelse og havde retning mod stranden, valgte han at sætte i løb. Mod præcis samme sted. På vejen fortalte han en byvagt at han nok skulle tage sig af det.

Han stoppede igen op da braget lød. Det var en dårlig idé at gå tæt på dén slags ting. Kun guderne ville vide hvad det kunne resultere i, for aldrig havde den hærdede soldat set noget lignende! Men efter at have tænkt over sine muligheder, satte han igen i løb til han nåede et krater, hvor der skinnede et lys. Han så til, lamslået, mens lyset svandt ind og blev erstattet af en skikkelse.
Fuldkommen nøgen, liggende i fosterstilling uden et eneste mærke på sig fra faldet. Reynald stirrede på hende i et godt stykke tid, før han forsigtigt klatrede ned i krateret til hende. Hun havde intet tøj på kroppen og her var faktisk ret godt. På stranden var der en del blæst og foråret var begyndt.

Han satte sig på hug ved den sovende kvinde, og trak sin jakke af for at lægge den om hende. Han ville helst ikke se hendes nøgenhed, for han var gift og ønskede ikke at se andre kvinder på denne måde, men han ville gerne hjælpe. For dette var så unormalt at han slet ikke vidste hvad han havde med at gøre. Som jakken lå hen over hende, placerede han sin store hånd på hendes skulder.
"Kan du høre mig?" hans dybe stemme brød den sælsomme stilhed der var på stranden, men Reynald var ligeglad. Han måtte finde ud af hvad der foregik. Der skete ofte mange underlige ting i byen Lazura, men dette trak grænsen endnu længere ud. Reynald havde virkelig aldrig set noget lignende!

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 23.09.2017 12:45
Den næsten kunstige søvn tilstand, som hun måtte have været i, blev strakt deaktiveret ved den simple handling af en berøring fra den robuste mand, som havde han trykket ned på en form for tænd-knap på hendes spinkle skulder. Det måtte dog blot have været grundet den bemærkelsesværdige temperaturforskel, der var mellem de to. For selvom han var varmblodet, så føltes hans hånd kold mod hendes markant opvarmede hud, der endnu ikke havde haft meget tid til at køle af efter faldet.

Som noget af det første, åbnede hun stille og roligt sine øjne op, efter at de tunge vejrtrækninger var holdt. De var stadig præget af et døsigt og langt fra fokuseret udtryk, indtil hun langsomt drejede sit hoved og afslørede deres gennemtrængende blå farve for den krigeriske fremmede, hvor mere vågne følelser havde sneget sig frem. Selv i nattemørket var hun ikke svær at se, eftersom at hun stadig glødede som et klart lys. Et lys der ligeledes oplyste manden ved sin side og gjorde det muligt for hende at få et ordentligt billede af ham, mens hun i stille øjeblikke bare betragtede ham.
Blikket faldt så igen, idét at hun begyndte at sætte sig op med forsigtige bevægelser til trods for, at hun ikke gav udtryk for at være det mindste øm. Hun skubbede sig op med armene og rettede ryggen - uvidende om at jakken, der var blevet lagt over hende, gled af til at starte med. I stede var hun pludselig mere opmærksom på, formen af hendes hånd, som hun løftede den en smule op foran sig og bøjede fingrene et par gange for at sikre sig, hvordan de fungerede. Hun lod så derefter blikket køre mere ned af sig selv, men hun nåede knap nok ned til sin mave, før hun blev velvidende om sin nøgne og uanstændige tilstand. Meget hurtigt - hurtigere end, hvordan hun ellers havde reageret - havde hun automatisk grebet om jakken i sit skød og trukket den op over sig som et tæppe, samtidig med at hun i et jag havde taget lidt afstand til manden, som var han en mulig trussel. Og da hun så tilbage op på ham, var hun tydeligvis vågnet en del mere op, da det fredelige slør var opløst og erstattet med forskrækkelse.

”Bliv hvor du er, menneske!” Det var underligt at høre sin egen stemme for første gang. Den var så lys. Så skrøbelig. I hvert fald i forholdt til hans stemme. Hun havde nogle uklare erindringer om at have hørt mere feminine og ydmyge stemmer, end hvad der kom fra hendes strube. "Du er et menneske, er du ikke?"


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 27.09.2017 17:53
Kvinden gik fra at være rolig, som hendes øjne åbnedes til, til at panikke. Det var først sket da hun havde sat sig op og snart var hun begyndte at bakke væk fra ham mens hun nærmest kommanderede ham om at blive hvor han var. Andre ville sikkert være blevet sure og havde måske endda taget andre, mere drastiske valg, men Reynald var tålmodig og han ønskede ikke at være til fare for nogen som helst. Han var en udsmider og en almindelig mand. Krigerlivet lå bag ham. Så han gjorde hvad han fandt mest naturligt og holdt sine hænder let løftet, så hun kunne se at han intet gjorde. Han blev siddende hvor han var med et alvorligt blik rettet mod kvinden.
"Rolig, jeg bliver her," konstaterede han i et langsomt og forsigtigt tonefald. Han lod hænderne blive hvor de var for nu, da han ikke ønskede at gøre hende mere bange end hun i forvejen var. Hvis hun da var bange? Han kunne jo ikke vide sig sikker når hun talte til ham som om at hun ikke selv var et menneske.

"Ja," han lod langsomt hænderne synke til sine knæ uden at tænke en eneste gang over, at han i bæltet, bag på ryggen, havde en kniv. Den kunne værsågod bare blive der, den var på ingen måder nødvendig. "Jeg er et menneske. Mit navn er Reynald," han smilede et mildt smil og nikkede let, i et forsøg på at være imødekommende. "Hvad med dig? Hvad er dit navn?" at spørge ind til hvad hun var, kunne komme i anden række. At udveksle navne var, for Reynald, et godt førstehåndsindtryk. Og det var trods alt det, han gerne ville have, kvinden fik.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 28.09.2017 21:24
Jeg er et menneske. Så snart de bekræftende ord havde fortalt mandens strube, var det som om, at hun faldt noget mere til ro igen. Hendes vejrtrækninger, som næsten havde nærmet sig noget lignende en mild hyperventilation, blev straks normale igen, og det skræmte udtryk i hendes ansigt faldt i afslappede folder endnu engang, hvilket blot efterlod en svagt fortumlet skikkelse af den unge kvinde hun var, inden hun pludselig begyndte at bevæge på sig igen. Egentlig var det ganske forsigtigt, sådan som hun lænede sig fremover og kravlede helt tæt op på den fremmede, hvis navn viste sig at være Reynald, men hun gjorde det i en så glidende bevægelse, som når de små bølger strømmede ind mod land, at abrupt fra, hvordan hun ellers før havde holdt en klar afstand. Dog var hun ikke blind over for sin nøgenhed længere og gjorde sig umage med at beholde jakken oppe foran sig. Og så med sit ansigt helt oppe foran hans, begyndte et smil at stige frem på hendes læber.

”Jeg har aldrig set et menneske tæt på før.” sagde hun blidt, mens hun med umådeligt nysgerrige øjne studerede ham på tæt hold. Smilet havde vokset lidt mere. Og hendes krops glød blev en smal smule skarpere i takt med, at hendes humør steg. ”Så mange detaljer.” Endelig trak hun sig væk fra ham igen. Men hun skabte dog ikke en afstand mellem med. I stedet satte hun blot sin bagdel ned mellem sine spredte ben frem for at stå fremoverbøjet på sine knæ.
”Jeg tror dog ikke, at jeg har noget navn, som dig. Men jeg bliver vist kaldt for Miaplacidus el Arimh af jer jordiske væsner.” forklarede hun ham. Og det var som sådan ikke løgn. Hun havde ikke blevet givet et navn på samme måde som et menneske ville få et. I hvert fald ikke ifølge hende. Ifølge hende var hendes såkaldte navn en form for titel som, hun var blevet givet, da hun blev opdaget på himlen. Hun justerede lidt på jakken, så den ikke bare hang i et enkelt greb fra hendes ene hånd. Hun spredte den lidt mere ud og satte den ind under sine arme for at holde den oppe på den måde i stedet. Og så dækkede den også lidt mere og lidt bedre.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 07.10.2017 01:29
Reynald så til som den fremmede figur begyndte at falde til ro. Han blev siddende ubevægelig, mere som en klippe da han så hvordan hun bevægede sig som bølgende vand hen mod sig. Han var rigid, ikke elegant på nogen måder. Han var krigeren Reynald, der ikke var i stand til at slås længere, fordi han var for bange for sig selv.
Hans øjne blev melankolske, men viste samtidig glæde over det smil der brød frem på kvindens læber da hendes ansigt var få centimeter fra hans. Det var lidt underligt at hun var så tæt på, men generelt virkede hele den her situation til at være ret så mærkværdig, så han tog sig ikke helt af, at hun var så tæt på, andet end at forblive urokkelig.
"Jeg har heller aldrig set nogen falde ned fra himlen før og være uskadt efter så langt et fald," gav han igen mens et smil bredte sig på hans læber. Øjnene havde taget en mere humoristisk natur. Han kiggede efter som hun dumpede ned at sidde, stadig tæt på og han placerede sig også selv lidt bedre.

Hendes navn kom meget bag på ham og han sad egentlig bare lidt og stirrede frem for sig, før han besluttede sig: Det navn kunne han ikke udtale, om så han sad med en kniv for struben og truslen om sin families udryddelse. "Jeg er en simpel mand. Jeg tror slet ikke jeg ville kunne udtale det navn," undskyldte han derfor efter en rum tid i tavshed.
"Ville du have noget imod hvis jeg kaldte dig... Mia? Eller Arimh?" Det var lidt de to dele af navnet, han havde opfanget bedst. Han skævede igen mod kvinden. "Undskyld, men... Fryser du slet ikke? Og hvordan i alverden kom du herned uskadt?" det var måske lidt mange spørgsmål på én gang, men i Reynalds hoved virkede Mia - Arimh - klar nok til at kunne svare på dem, hvis ikke så bare ét af dem.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 07.11.2017 18:39
Det var først  forvirring, der hærgede over hendes ansigt. For hende var det umådeligt nemt at udtale sit navn, som havde hun sagt det højt hele sit længere liv. Det var så naturligt for hende, ligesom det på overvældende vis også var så naturligt for hende at tale det jordiske sprog, som hun - og han - havde gjort. Så hun forstod ikke, hvorfor han kunne have besvær med det. Dog var det med alt andet end et dømmende blik, at hun så mod ham. Men ved hans kompromis, forsvandt forvirringen helt.
”Mia. Jeg kan godt lide Mia.” sagde hun i takt med at smilet brød frem endnu en gang. Hun rettede sig automatisk lidt mere op og pressede jakken tættere ind til sig. På sin hvis var hun lige blevet givet sit første navn. I hvert faldt sit første jordiske navn, hvis man talte hendes givne titel med. Og det varmede om det bankende organ i hendes brystkasse. Hvad hun dog ikke var klar over, var hvor nær det simple navns betydning lå hende personligt. Havets stjerne.

Mia var egentlig ikke nødsaget til at se ned over sig selv for at bekræfter, at jo, hun frøs, men det var sådan en uvant fornemmelse, at hun ubevidst havde en trang til at tjekke efter, som der var synlige tegn på fænomenet. Og ganske rigtigt var både hendes arme og ben dækket af gåsehud. På den ene side fascinerede dette hende dybt. Men på den anden side sendte det skarp ubehag igennem hende. Hun plejede at være omgivet af konstant varme. Utålelig hede, vel og mærket. Hun nikkede så endelig og løftede blikket tilbage mod Reynald og hans hårde, men stadigvæk blide blik.
”Jeg forventede ikke, at her ville være så koldt.” svarede hun ham med sagte stemme, inden hun overraskende smidigt fik trukket sine ben frem og op mod hendes brystkasse i stedet for den akavede stilling fra før, og svøbte sig så lidt mere i jakken, som stadig havde noget af hans kropsvarme. ”Min rigtige form er nær samme varme, som jeres sol.” Med hendes frie hånd skubbede hun et stykke jord frem fra under nogle sten og tegnede en cirkel med sin pegefinger. ”Jeg husker desværre ikke noget fra mit fald, så jeg ved heller ikke, hvordan jeg endnu er uskadt. Men min teori er, at jeg måtte først have ændret form til denne jordiske krop, efter jeg var landet.” Hun tegnede en vandret linje ved siden af cirklen og så en bue derfra til linjen, hvorefter hun blidt hviskede cirklen en smule ud, som for at indikere, hvad hun mente der måtte have sket, hvorefter de blå øjne igen fandt op til ham med et både undskyldende og blødt smil.

”Ved du hvor jeg kan finde varme?”


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 09.11.2017 12:50
Det virkede virkelig surrealistisk at sidde her, midt ude i ingenting med en komplet nøgen kvinde siddende ved siden af sig. Hun virkede som om at hun ikke helt hørte sig til, men på den anden side virkede hun også bare til at falde på plads, helt naturligt. På en virkelig underlig måde. Reynald kunne ikke lade være med at smile, når hun gjorde det. Hendes smil var smittende, men samtidig fandt han det ikke spor romantisk. Han havde viet sit liv til sin egen familie, og derfor var han, ikke lig andre mænd, fuldstændig urørt af hendes nøgenhed. "Så er det vidst aftalt: Mia, kalder vi dig," Reynald så lidt op mod stjernerne mens hun fortalte om hvordan hun ikke havde regnet med kulden hernede. Hendes forklaring fik ham til at hæve et øjenbryn. Det var nærmest ikke til at tro på! Lige så varm som solen!? Hvordan kunne sådan noget overhovedet lade sig gøre!?

"Din rigtige form må være... Mægtig.. Hvis du har kunnet overleve meget varme. Solen varmer jo hele dette ganske land op," han kunne slet ikke forstå det. Det lå så langt ud over hans forstand, at han ikke kunne lade være med at klø sig forvirret i nakken. Og sådan blev han ved, indtil Mia spurgte om han vidste hvor hun kunne finde varme.
"Åh.. Nå ja.. Jo, ja, jeg kender et sted. Du skal være mere end velkommen hjemme hos mig og min familie. Vi er bare nødt til at være lidt stille når vi kommer inden for, da min søn sover," Tomlin var stadig kun en lillebitte knægt, og der skulle nærmest intet til for at vække den lille unge, men Reynald var mere end sikker på, at både kone og barn gerne ville byde en kvinde som Mia velkommen. 

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 09.11.2017 23:58
Mia nikkede bekræftende. ”Jeg har egentlig aldrig lagt meget mærke til ting som varme eller kulde. Ikke på samme måde, som jeg føler det nu. Vi stjerners bevidsthed er meget, meget anderledes fra jer jordiske væsner.” forklarede hun nu med hovedet lænet tilbage og blikket rettet mod himlen og dens utallige blinkende lys, som var det intet andet end hverdags snak for hende, hvilket var en ironisk måde at se på det, da dette var allerførste gang, at hun overhoved brugte det talte sprog. Og hun virkede umiddelbart ikke til at have de mindste problemer med det. Kun forståelse af visse ord eller sætninger kunne muligvis knibe lidt.

Hendes opmærksomhed fandt dog fluks tilbage til Reynald, hvor på så på ham med store øjne og et nærmest måbende udtryk i ansigtet. Gløden, der steg endnu mere og så småt begyndte at kunne tage som blændende, var meget vel den eneste indikation på, at det var glæde hun følte, men som hun ikke helt vidste, hvordan man skulle håndtere. Hun forstod ganske udmærket konceptet med familie og hjem, så ikke nok med at han tillod hende den varme, hun på daværende tidspunkt søgte, men han lod hende ind i sit hjem, af hvad det lød som.
”Det er jeg meget taknemmelig for.” svarede hun så tilbage, efter at have ladet sig selv falde ordentligt ned igen, så hun ikke ente med at lyde alt for munter og knap så ydmyg, som hun selv syntes at lykkedes hende. ”Og hvis jeg vækker din søn, skal jeg nok tage det fulde ansvar!” tilføjede hun hurtigt.

Den unge stjerne så derefter ned af sig selv på jakken, hun ellers så selvisk havde klamret sig til. Det var ikke hendes. Hun huskede trods alt ikke at have ejet noget materialistisk, så hun så først undersøgende tilbage på den bredskuldrede mand med de blide øjne. Så tilbage på jakken. Og igen op på ham, nu med et mere spørgende udtryk. ”Kan jeg låne den lidt endnu?”


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 25.11.2017 13:21
Reynalds øjne måtte spærres op ved Mias kommentar omkring varme og kulde. Hun var.. En stjerne? Så en stjerne kunne falde og tage menneskeagtig form? Det var langt over hans forstand, og dog såre simpelt. Han gled en hånd gennem sit hård, lettere forbavset.
"Ja... Ja, det kan jeg egentlig godt forestille mig," hans svar kom meget tøvende og meget eftertænksomt. Men det nyttede ikke at dvæle ved dette for længe, for kvinden - stjernen - frøs nu, i sin menneskelige form, og havde brug for varme. Han måtte kort misse lidt med øjne over den glød hun afsatte men smilede ellers over hendes måbende udtryk. Hun virkede overrasket. Okay, han ville måske også være overrasket i hendes sted, især når hun ikke engang vidste hvordan han var. "Hvis du vækker min søn er det ikke værre end at det bliver dig, der kommer til at give ham godnathistorie nummer to," der kom en lille brummende latter fra ham og han rejste sig op for at række ned til at hjælpe Mia op at stå også.

Men først var der spørgsmålet om frakken. Reynald satte sig kort på hug foran hende igen, denne gang med et mere tydeligt og mildt smil på sine læber. Han fik lidt for ofte at vide, at han var for god af sig. "Selvfølgelig må du låne den.. Og når vi først er kommet hjem, finder vi noget tøj du må få. Du kan anse det som en gave," hun kunne jo ikke bare gå nøgen rundt omkring! Det ville ikke være ansvarligt. "Er du klar til at gå?" han rakte en stor hånd frem mod hende med håndfladen opaf, parat til at hun kunne lægge sin hånd i den.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 26.01.2018 12:25
En gave? Det var denne gang hendes tur til at misse lidt med øjnene – dog ikke på grund af noget skarpt lys. Det var et mysterium til, hvorfor hendes glød ikke påvirkede hende selv på samme måde, som den kunne blænde andre. Men løftet om en gave – eller rettere hendes eget tøj – kom bag på hende. Bare i det hele taget den høflighed, som denne mand viste hende, gav hende fornemmelsen af tryghed. En fuldkommen ny følelse for hende lige som alle de andre følelser. Men en fornemmelse i hende fortalte at denne tryghed var den vigtigste. Så igen smilede hun med den samme taknemmelighed, inden hun begyndte at fumle med jakken. Hun burde i det mindste vide, hvordan tøj fungerede, burde hun ikke? Det var lidt problematisk, men i sidste ende lykkedes det hende at få stykket sine arme ind i ærmerne og trykket den op. Udover at hun havde den omvendt på, så hendes front var fuldt dækket. Det var trods alt den del hun følte havde højeste prioritet at være dækket.

Hun så så endnu engang op på Reynald og hans udstukne hånd. Det var egentlig et godt spørgsmål, og hun blev nød til at lige se ned mod sine ben og fødder, som hun prøvende bevægede en smule. Hun havde kunne bevæge sin krop fint indtil videre, så det at gå skulle heller ikke være et problem. Vel? Hun nikkede igen til ham og lukkede sin hånd i hans, hvor den så så lille og blød ud i forholdt til hans, inden hun begyndte sin hejst op at stå, hvilket egentlig gik overraskende godt. Men hun havde knap nok rejst sig op, før hun kunne mørke balancen forråde hende, og hun greb fluks omkring Reynarlds arm med sin anden hånd og trådte et halvt skridt frem med den ene fod for ikke at risikere at vælte.
”U-Undskyld…” lød det en tand panisk fra hende. ”I får det til at se så nemt ud. At gå og løbe.” 


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 12.02.2018 20:57
Reynalds brummende latter genlød let ved området da Mia var tæt på at vælte efter at han havde hjulpet hende på benene. Bare det at hun havde jakken på bagvendt var sjovt, men han ville ikke gøre alt for meget grin med det. Efter sigende var hun jo en stjerne, komplet nyfødt. Og faktisk forstod han godt hvad hun mente. Han smilede venligt og holdt fast i hendes arme uden at være alt for hård ved hende.

”Tro mig, det er ikke nemt. Vi bruger lang tid på at lære det, og selv da er nogle af os rigtig klodsede. Du har allerede lært grundprincippet der hedder en fod foran den anden, når du er ved at falde. Jeg er sikker på at du kan lære hurtigt,” hans tone var stadig blid, men også brummende, og snart tog han langsomt et skridt bagud. ”Èn fod foran den anden. Stille og roligt. Jeg har dig hvis du falder,” Reynald var en ekspert i dette, fordi han havde børn og var begyndt at lære barnet det, så mon ikke det var lidt det samme her?


Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 20.02.2018 22:16
En sætning. Få ord. Der kunne såvel ikke mere end et enkelt ord eller en brummen fra Reynald til at berolige Mia som en varm omfavnelse. Hans greb i hende virkede underlig. Hun havde virkelig ikke forventet at hver enkel overflade af de jordiske væsners nøgne krop var så sensitiv. Det var en helt anden ting at vide det frem for at faktisk selv opleve det hele.
”Jeg kender stort set al.. grundviden om jer og jeres verden. Jeg ved at du er en mand.” Roligt støttede hun sig lidt ekstra mod ham for at løfte henvisende sin ene fod. Det var lidt af et mirakel, at hun ikke mistede sin balance lige med det samme. Eller bare et mirakel at hun ikke mistede den overhoved. ”Jeg ved det er en fod.” Og så satte hun den tilbage på jorden og tog på den måde det første skridt frem. ”Og at, hvad min fod står på, kaldes sten.” sagde hun og så så tilbage op på det robuste mandfolk. Uden panik i øjnene og et blidt smil der malede ansigtet. ”Jeg tror mit problem ligger i praksissen. Men, et skridt ad gangen.”

Igen så hun lige frem for sig. Klamrede sig yderligere til Reynarld, da endnu en fod løftede sig. Prøvende vrikkede hun med anklen, inden hun trådte frem. Det gik da meget fint. Den anden fod blev løftet og flyttet et stykke frem. Sten skred væk under hende og automatisk kollapsede hun halvt – heldigvis stadig i armene på mennesket. Ligeledes kom en kølig vind ind fra søen og et ordentligt kuldegys kriblede på hende. Igennem et par vejrtrækninger åndede hun hurtigt for at få styr på musklen, der af og til bankede hurtigere i brystkassen. Men hun bed sig selv fast i sine kinder. Og endnu et skridt blev taget. Det skulle nok gå.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 05.04.2018 04:43
Reynald tog imod hendes tavse kald efter hjælp. At hun støttede sig lidt mere til ham var ikke noget han som sådan bemærkede med den muskelmasse han besad. Mange kaldte ham et bjerg og han vidste godt at det til dels passede. Han var nærmest født sådan, større end de fleste, og han havde brugt det til en god sag. Og nu var den sag ikke længere. Nu var der familien. Hans tanker gjorde ham tavs, men han lod hende vide, at han godt hørte hende med en lav brummen til hendes ord.
"Jeg har ikke travlt. Du tager dig bare den tid det tager," sagde han, stadig lidt eftertænksom mens hans blik var vendte mere mod et eller andet bag hende som der i virkeligheden ikke var der. Han havde desværre tendenser til, at være væk mentalt lidt for ofte, når tankerne gik i gang.

Hans tanker blev dog afbrudt idet hun mistede balancen og han måtte træde lidt mere til for at holde hende fra at vælte helt. "Klarer du den?" han kunne sagtens se hendes drevne ansigtsudtryk, men hun trak også vejret ret hurtigt, selvom hun blev ed med at gå fremad, prøvende. "Du ser ud til at være ved at få styr på det," kommenterede han roligt. Hvad end det passede eller ej, var det ros der blev givet hende for at hun ikke skulle give op, men hellere opmuntres til at arbejde videre med fodarbejdet. Hun havde nu igen hendes fulde opmærksomhed som han smilede til hende og gav én af hendes arme et forsikrende mildt klem.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 21.06.2018 01:02
Det var skræmmende. Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, hvor nervepirrende det var at gå på to ben. Egentlig var hun endnu ikke sikker på sig selv, om hun overhoved havde haft originale forestiller om at gå før. Med de to bevidstheder smeltet sammen var det hele et klattet fænomen i hendes hoved. En sløret linje mellem de to. Det var lige til at få hovedpine af. Ligeledes havde hun aldrig forventet følelsen i benene. Eftersom det var så nyt for hende, lagde hun mærke til hver og en lille muskeltrækning i låret og læggen. Hun var langt fra vant til de mange fornemmelser. De kolde sten mod undersiden af sin hudklædte fød, der smidigt kuplede sig om dem for bedre balance. Den mindst lige så kolde vind, der fik de små besynderlige hår på hendes krop til at rejse sig. Varmen fra Reynald. Men samtidig med alle de nye indtryk, så virkede det hele også bekendt. Det var underligt. Så underligt!

De havde gået længe. Længere end hvad det normalt ville tage folk at vende tilbage til byen, grundet hendes konstante usikre skridt, der dog var blevet gradvist bedre og bedre. Og da de var nået ind i civilisationen og ind hvor bygninger var på hver side af dem, virkede det at gå allerede så naturligt for hende til trods for, at hun stadig kunne risikere at vride om hvert øjeblik det skulle være, hvis hun ikke fortsat holde fast om sin støtte, hvilket var ganske velmødt. For netop som de var ankommet i de tomme, mørke gader var hendes opmærksomhed skiftet fuldkommen. I stedet for at se ned på sine fødder, var de abnormale blå øjne løftet op for at observere husene med et barnligt vidunder.
”Jeres bygninger havde virket så små oppe fra min plads.” mumlede hun ufatteligt fascineret så godt som hun kunne med kæben nede ved jorden. Et smil havde lige netop været på vej frem på hendes læber, da det hele blev for meget for hende. Hovedpinen, hun havde ment, hun ville få, faldt over hende som et slag direkte i panden.

”Urg..!” Straks stoppede hun deres gang for at nærmest falde fremover på grund af den pludselige smerte. Automatisk havde hun sluppet Reynald med den ene hånd for at flytte den op mod sin dunkende pande, og hun glemte for en stund at holde sig oprejst.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 22.12.2018 23:42
For mange mennesker ville dette sikkert have været irriterende langsomt. I Reynalds eget tempo ville han have været hjemme for lang, lang tid siden, men han var en meget tålmodig mand. Han var vant til at arbejde med når det gik lidt langsomt og han skulle lære nogen noget nyt. Det var ganske normalt for ham. Så under hele gåturen, holdt han blot et opmuntrende glimt i øjnene og holdt godt fast i hende, uden at det gjorde ondt.
Hendes næsten barnlige udtryk fik ham til at smile bredt, næsten le, men han holdt fokus på hende i stedet. Selvom hendes trin var blevet meget mere selvsikre, så havde hun lige brudt sin egen koncentration og det var et punkt der kunne lede begge veje. Til et fald eller til komplet succes. Det var ikke til at vide. "Jo længere væk man er fra en ting, des mindre bliver den. Jeg var sikkert også bare en lille bitte mand oppe fra dit hjem," mere nåede han dog ikke at sige, da Mia pludselig så ud til at få et ildebefindende.

Hurtigt greb han hende idet hun faldt mod ham og fik hende op i armene. Det måtte være indtrykkene. Det måtte være steget hende til hovedet, for det var dér, det så ud til at gøre ondt ved hendes håndgestus. Men det var der vel ikke noget at sige noget til, hun var kommet så langt allerede og han var stadig imponeret over hendes gå-på-mod. Med en arm om hendes skuldre og den anden under hendes ben, holdt han øjenkontakt mens han gik stille og roligt videre mod sit hus.
"Rolig.. Jeg har dig.. Du skal nok klare den," hans brummende stemme plejede altid at være beroligende for andre, så det var også den fremgangsmetode han benyttede her.
Længe gik der heller ikke før han var ved døren. Den blev skubbet op og han blev med det samme mødt af det åbne ildsted. Der var to sovende skikkelser i en dobbelseng lidt væk derfra og Reynald kiggede først ømt hen på dem, før han gik hen til en stol med polstring, ryglæn og armlæn, som han forsigtigt placerede Mia i. "Har du brug for noget? Vand?"

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 23.12.2018 00:14
I løbet af et splitsekund virkede det som om, at verdenen drejede og vendte sig selv på hovedet. Ifølge hende i hvert fald. I virkeligheden var det blot transfereringen fra at stå på egne to ben og dermed stå mere eller mindre lodret op til at pludselig blive båret i en vandret position i de stærke arme, der før havde holdt hende stabil, som hun lærte at gå. Men det enorme virvar i hendes hoved havde gjort hende kortvarigt rundtosset af oplevelsen. Hun kunne dog stadig høre hans venlige og dybe stemme så klart som jordens nattehimmel var den sene aften, så det blev et fokus punkt.

Mia gjorde ingen form for modstand, som han bar på hende. Hendes ben dinglede endda hen over hans ene arm, som fungerede de slet ikke, som var hun en krøbling. Der var ingen grund til at bruge kræfter og energi på at have musklerne på arbejde, hvis de alligevel ikke skulle bruges. Om hun så end ønskede at fortsætte med at gå rundt, til hun gik som et menneske som Reynald, så havde hun fuldt og fast givet op for nu. I stedet brugte hun energien på at se sig endnu mere omkring. En fejl, da det ikke ligefrem hjalp på hovedpinen, og hun måtte til sidst ligge sit hoved svageligt ind mod menneskemandens brystkasse.
Hun kunne høre et hjerte slå.

Straks kunne Mia mærke en varme, da de trådte indenfor i et af de huse, hvor jordens befolkning bosatte sig i. Hun kunne godt lide den følelse. Hun kunne virkelig godt lide den. Der var ikke meget lys til stede, set bort fra det lys som ilden bragte frem. Og så hende selv, selvfølgelig. Hverken den ene eller anden lyskilde kunne der gøres noget ved udover ilden, som kunne slukkes. Den luksus havde man ikke hos Mia.
”…Vand? Er smerte-lindrende at indtage væske?” spurgte hun sagte, da hun huskede at have lovet ikke at vække hans familie. Lige som varmen så var fornemmelsen af et blødt underlag noget det behagede den unge stjerne, da hun blev sat ned. Hovedpinen var der stadig og kom nærmest i bølger. Endnu en bølge skyllede ind under hende kort derefter og fik hende til at læne sig helt frem siddende i stolen, krummende tær. Det rungede sådan.

Det mildnede, men hun blev siddende foroverbøjet. ”Min hjernekapacitet må være for minimal til at forholde sig til jeres verden. Eller også er min nye sind ikke optimalt.” Hun håbede inderligt det snart ville gå over.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 23.12.2018 04:21
Selvom det virkede som om at Mia tvivlede på at vand ville lindre mod smerten, fandt Reynald stadig en kop frem og fik den fyldt med vand fra en kande der stod fremme ved et natbord. Det betød selvfølgelig at han var nødt til at snige sig hen til sengen, men både mor og dreng så ud til at sove tungt. Så det gik nok. Med kruset i hånden gik han tilbage til Mia og satte sig på hug foran hende. Han rakte kruset frem for at hun kunne tage imod det, med et blidt smil på læberne.
"Det kan det være. Vand er forfriskende. Især når man får et dejligt køligt bad efter en lang arbejdsdag," han lod hende tage kruset, men blev siddende, i tilfælde af at hun skulle få det værre.

"Jeg ved ikke så meget om sind eller.. Hjernekapacitet.. Men jeg ved når man får for mange indtryk på én gang, og det lyder til at det er sådan det er, i dit tilfælde. Jeg er sikker på, at dit sind er helt fint, bare lidt under pres over alt dette nye der sker for dig," hans lidt lange forklaring var igen ment til at berolige og han placerede forsikrende en stor hånd på hendes knæ, givende et mildt klem. "Søvn hjælper også mod hovedpine. Jeg har ikke en seng mere, men jeg kan finde mit sovegrej til dig, hvis du er træt," han var i hvert fald selv ret træt. Det havde været en lang aften på kroen, men det behøvede han ikke belemre Mia med. Det var vigtigere at hun havde det godt.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 24.12.2018 01:05
Det var med umådelig forsigtighed, at hun tog imod kruset efter at have sat sig lidt mere op. Hun brugte naturligvis begge ænder til at nærmest klamre sig til vandbeholderen, hovedsageligt i frygt for at ikke have kalkuleret det til fulde og det i stedet enten ville falde ud af hendes hænder og falde til gulvet – i værste tilfælde; knuses – eller ville hælde for meget til den ene side grundet ubalance. Men til hendes lettelse og egentlig glæde og stolthed, som hun faktisk fik til at vise sig i hendes ansigt igen, så lykkedes det hende at holde om kruset uden problemer.
”Jeg kan forstå at koldt vand er gavnlig for kroppen på mere end én måde, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan forstå din tiltrækning til et… koldt bad,” kommenterede hun med en ekstra lille tilføjelse af let latter. ”Kulden udenfor fandt jeg noget ubehageligt. Sådan som kroppen valgte at reagerer af sig selv og ryste. Trække sig sammen.” Nej, kulde tiltræk hende ikke synderligt meget.

Langsomt tog hun chancen og løftede krusets kant op at ligge på hendes læber og hun tog sin allerførste slurk. Nogensinde. Følelsen af vandet mod hendes tunge var ikke ligesom spyttet, hun allerede var bekendt med at fugte tungen. Vandet var langt mere flydende. Mere glat. Og klart mere behagelig at have glide ned i halsen. Hun kunne ikke vide sig sikker på, om det bare var rent placebo, men hun fik det oprigtigt bedre. Ikke nok til at kurere hende, men nok til at hun blev ved med at drikke og drikke – grådigere og grådigere – indtil kruset var tømt, og hun bedre kunne sidde op. Stadig lænet frem, men ryggen var strakt ud og hendes hage var løftet for hendes blå øjne at stirre på Reynald foran ham med barnlig fascination. Ikke det mindste rørt at nærheden. En dråbe vand havde undveget hendes mund og faldt fra hendes hage.
”Jeg har aldrig sovet før. Og jeg tvivler på at jeg har oplevet at være træt før. Hvordan ved man at man er ’træt’? Jeg har observeret jordiske gabe kort tid før de falder i søvn, men jeg har endnu ikke gabt.” Hun vippede hovedet på skrå. Oprigtig nysgerrig og oprigtig uvidende. ”Hvordan sover man?”


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Reynald

Reynald

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 34 år

Højde / 197 cm

Lorgath 07.01.2019 10:33
Der var mange spørgsmål omkring de mest basale ting, Mia stillede, som Reynald overhovedet ikke havde givet sig selv tid til at tænke over i sin hverdag. Han gjorde bare tingene. Der var hverken meget snak eller omtanke omkring det, men han var også ret kendt for at være en handlingens mand. Nogle gange var der bare ikke tid til at overveje ting eller situationer før man reagerede, og som en tidligere lysets kriger, så var det vel intet under, at Reynald havde den form for tankegang indgroet i sig. "Både varme og kolde bade er vel gode på hver deres måder? Hvis man har arbejdet en hel dag i varmen er det nu meget opfriskende med et koldt bad," blev det sagt med et lille skuldertræk. Han forblev siddende foran hende og holdt øje mens hun drak, mest for at sikre sig at der ikke skete nogen uheld. Man kunne ikke være sikker, for hun virkede virkelig til at være helt på bar bund hvad mennesketing angik.

De var dog heldige. Ingen uheld og tilmed virkede det til at Mia havde haft behov for vandet, så grådigt som hun drak. Det var lige før hun fik tømt hele lerkruset for vand. Et smil dukkede op i hans mundvige ved dråben af vand der rendte ned af hendes hage. Han lod det ske, for det virkede lidt for intimt for ham, at gøre noget ved det.
"Der vil være mange ting, der er nye for dig. I morgen, når du har sovet, vil du også prøve at smage mad. Jeg skal sørge for at det bliver et godt måltid," en brummende latter lød, før Reynald hurtigt kiggede over mod de sovende. De sov heldigvis stadig. "Man lægger sig ned, lukker øjnene og lader kroppen slappe af. Til sidst ender man med at sove og på et tidspunkt vågner man," han rejste sig og gik over for at pakke sovegrejet ud til Mia. Nogle tæpper blev fundet frem, nok af dem til at hun både kunne ligge blødt og varmt.

Reynald Segard - Kriger - Fader - Elsker

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Hope, Mong, Lux
Lige nu: 3 | I dag: 12