Dato: 13. oktober 2017
Konstante penselstrøg skød henover den klare mørkeblå nattehimmel i form af lysende haler. Hvert varede blot et sekund. Men så snart et var ovre og væk fra udsigten, gik der ikke længe, før endnu et skud viste sig. Det var den absolut perfekte nat for en meteorregn. Der var ikke en eneste sky på himlen. Og luften var kølig og frisk og inviterede efteråret ind med åbne arme. Månen skinnede knap så klart med sin halve form, hvilket gav mulighed for stjerne at blinke tydeligere frem. Stemningen var så umådelig idyllisk - kun hjulpet på vej af vandets lave skvulpende lyde, når den lettere kraftfulde blæst skabte bølger - så da en glødende kuppel af flammende energi brød igennem atmosfæren og styrtede faretruende mod jorden, opstod der en mere malplaceret fornemmelse. Dog blev freden lidt efter lidt afbrudt, som skuddet nærmede sig overfladen og fyldte området med rungende larm, der selv ville kunne høres fra byen Lazura over på den modsatte side af den store sø. En larm der lige akkurat at nå et overdøvende niveau, inden det blev erstattet af et større brag, da stjernen ramte brutalt mod den hårde stenstrand.
Størrelsen på den glødende kugle var gradvist blevet mindre og mindre, jo tættere på Jorden den var kommet, så da den landede var den ikke meget større end, hvad der ville svare til et par bredskuldrede bjergtrolde. Et halvdybt krater var strakt blevet skabt ved sammenstødet, men den mindste form for fasthed var fuldkommen forsvundet og havde blot efterladt et umådeligt kraftigt lysgyldent skær. Et skær der ligeledes mistede sin intensitet lidt efter lidt indtil det blev dæmpet nok til at afsløre, hvad der nu fyldte kraterets bund.
En menneskelig skikkelse. En nøgen kvinde krop, der lå krøllet blidt sammen i fosterstilling. Hendes lyse hud skinnede fortsat med en varmende og glitrende champagne glød. Der var ikke en eneste skramme at finde på hende. Ikke det eneste tegn på skader. Ikke engang et mærke, der kunne have opstået fra faldet. Heller var hun beskidt. Hun var mere ren end et nyvasket barn i et friskt sæt tøj. Skulderkort brunt hår lå silkeblødt om hendes ansigt. Et ansigt der blot havde præg af fredsfyldhed. Øjnene var lukket i. Og læberne let åbne. Et mærkværdigt syn, sådan som det lignede mest af alt, at hun sov. Brystkassen hævede og sank endda rytmisk med hendes tunge vejrtrækninger.
Kun ganske små bevægelser indikerede yderligere, at hun var i live. Hun forsøgte nærmest at krølle sig mere sammen, som søvnen begyndte at blive brudt og fornemmelserne så småt var ved at have nået hende helt. Den unge stjerne havde endnu ingen idé om hvilket eventyr, hun var blevet sendt ud på.
"she's profoundly naive; unimaginably wise.
a newborn in a grown woman's body and mind."