De mørke øjne skulede op på himlen og han sukkede, der var stadig et godt stykke ved til Lazura eller nærmere Lennet, hvor hans ”datter” boede sammen med den… Han stoppede sig selv for at lade tanken poppe op i hans hoved. Han havde altid været der for Elaina, hvilket også var derfor de havde det forhold til hinanden som de havde, om Hector var glad for det? Sikkert ikke, men han var personligt ligeglad med hvad den mand syntes, eftersom han vidste hvordan deres forhold havde været, hvor mange gange Elaina måtte blive hjemme og ikke få så meget som et lille brev fra ham om han var okay. De brune øjne faldt på den unge mand foran ham ”Kaptajn, der er flere af mændene der er sultne” sagde han og så på Atreyu, der kom med en svag brumme lyd ”De har for to timer siden siddet ved et bord spækket med diverse retter, de kunne bare have spist mere… Der er ikke noget før om…” han stoppede og så mod himlen, men månen var dækket af skyerne ”Måske to timer mere.. Så får i morgen mad” sagde han og sendte den unge mand et smil og sendte ham af sted igen. Han ville ikke selv være til morgenmaden, da han ikke kunne håndtere solens stråler ret godt, så han brugte tiden på at sove i stedet, som en hver anden vampyr ville gøre når solen var fremme. Som timerne skred frem stod solen op og han fik ret hurtigt gået under skibet, ned i sit kammer, hvor intet lys kunne komme ind og gav sig til at sove, velvidende om at hans folk kunne finde til Lazura uden problemer, da der var både kort og folk på skibet der kom fra Lazura.

Endelig gik solen igen ned og han vågnede til der var en af besætningsmedlemmerne der stod og så på ham med er smil ”Efter beregningerne er vi der om tyve minutter kaptajn” sagde han og rakte et krus frem ”Fantastisk! Årh, tak Hahn” sagde han og tog imod kruset og tog en tår ”Er det nyt? I så fald, hvem måtte lade livet?” spurgte han og så på Hahn med et hævet øjenbryn. Ikke han klagede over at få varmt blod, men han var ikke vandt til det når de var til søs. Hahn svarede ikke og sukkede blot ”En af kvinderne ville gerne ofre lidt blod til dig…” sagde han og himlede med øjnene. Atreyu så på kruset og grinede ”Hvad er der med de kvinder… Bare fordi de giver mig deres blod så regner de med jeg vil i kanen med dem?” han sukkede kort inden han drak resten og rakte kruset til Hahn og greb ud efter sit tøj. Hurtigt fik han det trukket på og han kørte hånden gennem det sorte hår inden han gik op på dækket ”Mænd… Gør jer klar til at kaste anker i Lazura! Vi er der inden længe! Jeg forventer i hygger jer i byen, mens jeg besøger Elaina! råbte han, for at være sikker på de alle kunne høre ham. Han gik lidt omkring på skibet, nærmest restløs som de nærmede sig. Han vågnede af en form for trance da en af mændene råbte – KAST ANKER! – de måtte være der om kort tid.

Som de gik på land, så han sig omkring, i håb om han kunne finde en der ville enten låne ham en hest en karet, ganske vidst mod betaling. Han gik over til en mand der sad ved nogle heste ”Undskyld mig, hvis nu de får disse, må jeg så låne deres hest til Lennet? Jeg afleverer den tilbage selvfølgelig.. ” sagde han og holdt en læderpose frem med nogle stykker safir. Manden så på ham og nikkede kort og tog imod safir stykkerne ”Behold hende” sagde manden og nikkede kort. Atreyu trak hesten med sig og hoppede op i sadlen inden han svagt hakkede til hesten så den satte af sted. Han ville være ved Lennet på ingen tid! Som han ankom gled han ned af hesten og trak den op mod staldene og så sig omkring inden han trak den indenfor i stalden. Hurtigt fik han taget saddel og hovedtøj af hesten og trak hende ind i en af de ledige båse ”Sådan… Rolig, rolig” sagde han og kørte hånden over mulen på hesten inden han gik ud fra stalden og mod selve herregården. Kort rettede han på skjorten og børstede eventuelle hår af sig så han fremstod anstændig. På vej op til døren krydsede han fingre for at Hector ikke var hjemme, så han faktisk kunne bruge tid med Elaina alene… Men hun var næsten altid alene, så hvorfor skulle dette være en undtagelse? Han stop ved døren og bankede på, trådte nogle skridt tilbage og ventede spændt.

Elaina vidste at hendes ”far” kom en af disse dage, hvilken en præcist vidste hun ikke. Hun havde kun kort fortalt ham i et brev omkring hendes overfald. Elaina håbede at han i så fald ville bløde lidt op omkring Hektor, han havde trods alt reddet hende, men trods det. Så følte hun stadig ikke den dybe kemi imellem dem, men nu var det desværre sådan at de var mand og kone, samtidig så havde Elaina også ført Hektor bag lyset, ved at kysse med en anden. Hendes følelser var spillet, hele hendes krop var spillet. Hvad skulle hun gøre? Hun vidste at hun var nødsaget til at fortælle Hektor det, det var blot hvordan? Ville hun blive sendt i asyl. Gjort til skam.

Alt dette påvirkede Elaina så kraftigt at glemte at tage vare på sig selv, hvilket tydeligt kunne ses af hendes lettere underernæret krop. Hendes problemer stoppede dog hellere ikke der, men Elaina havde haft svært ved at sove i rigtig lang tid, ofte vågnede hun op, badet i sved. Hendes mareridt var ikke blevet bedre. Elaina havde kun nogenlunde sove, hvis Hektor lå ved hende, overraskende nok, men hun vidste også at han var en utrolig stræk mand og bare hendes blik den dag. Han ville slå ihjel for hende, det var hun slet ikke tvivl om, og derfor følte hun sig også tryg. Tryg nok til at sove, men nu da havde igen havde forladt lennet for arbejde, så var det som det hele vendte tilbage. Der stod sågar vagter ved hende hele tiden, lige lidt hjalp det. Hun ønskede at komme videre.
Elaina havde været træt og udkørt og var gået tidligt i seng denne aften, som altid bar hun en lang lettere elegant natkjole, mest i tilfælde af hvis hun skulle vågne skrigende op og nogle vagter stormede ind. Så ville hun ikke have de skulle se hende næsten nøgen. Elaina havde blot svært ved at sove. Flere gange vendte hun rundt på siden, i forsøg om at finde ro. Til sidst endte det med at hun så ud af sit vindue, hen på stjernerne og til sidst, sidst var hun så træt at hun endelig faldt til ro og sov.

Imens hun sov blev der banket på deres port Elaina hørte det ikke, men der var altid vagter, som selvfølgelig lukkede ham ind. ”Hertuginde Elaina sover, men” før han nåede at sige mere, kunne et skrig høres, det var klang stemme med frygt og rædsel. Elaina var vågnet fra endnu et mareridt, hun sad nu op i sengen og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, imellem tiden var de to vagter der vogtede hendes dør kommet ind til hende og sad nu foran hende og forsøgte at berolige hende. Vagten der stod foran Atreyu sagde hurtigt, så han ikke blev nervøs eller lignende ”Hertuginden har den seneste tid, lidt af slemme mareridt. Gå De blot op til hende, det tro jeg hun vil prissætte” svarede han roligt og pegede op imod Elainas værelse. De fleste af vagterne kendte efterhånden hendes situationen. Da det ikke var første gang hun havde sådanne nætter og næppe den sidste, derudover havde nogle af vagterne også været med til at finde hende den dag. 

Det var næsten ulideligt at vente på at porten blev åbnet, for hvad han havde ladet sig høre havde Elaina det ikke så godt disse dage, mareridt og ikke nok mad havde taget over, hvilket han ikke just var kæmpe fan af, hvilket også var en af grundene til han var kommet den lange vej, men der var mere, han havde blot ikke fået noget at vide om dette, blot at hun havde brug for at snakke med ham. Som der blev åbnet så ham mod vagterne og nikkede ”Det ved…” han stoppede som han hørte et skrig. Hjerteskærende kunne han mærke fader instinktet slog ind og han forsøgte i bedste manere at huske hvor det var hendes værelse var og satte i løb mod det som en af vagterne havde peget i retningen. Han havde slet ikke lyttet til ordene og var blot sat af sted. Uden så meget som at være den mindste smule forpustet stoppede han op foran døren og nikkede kort til vagterne der åbnede døren for ham. Som han kom ind så han hende, sidde der på sengen badet i sved ”Årh kæreste” sagde han og gik roligt over til hende og satte sig ved hende ”Jeg er her... Hvad skete der?” spurgte han og så på vagterne kort og derefter på Elaina igen. Egentlig forventede han ikke at vagterne svarede ham, men at hun gjorde, det var trods alt hende der netop var vågnet fra et mareridt, der bestemt ikke havde været sjovt, i så fald hvad han kunne dømme ud fra hvor rædselslagende hun så ud og som hun var badet i sved.

Han sukkede kort. Hektor var ikke hjemme, hvilket i og for sig ikke gjorde ham noget, for han ville sikkert jage ham ud af værelset, væk fra sin kone… Hvilket også var forståeligt, men Atreyu var som en far for Elaina, om han vidste det eller ej, var ham egentlig også lige meget, for uanset hvad ville han ikke stoppe, bare fordi Hektor bad ham om det, hvis de da stødte på hinanden nogensinde. Han så på Elaina med et bekymret blik og lod hende komme til sig selv stille og roligt. 

Elaina var stadig lidt i choktilstand, men kun glædeligt overrasket da Atreyu sad pludseligt overfor hende. Hun havde lyst til at smile, men rædsel var stadig at mærke. Hun fandt roligt vejrtrækningen igen og kunne nu svare den mand hun havde altid havde set som en ekstra far ”Jeg havde endnu et mareridt” svarede hun med et lille suk. Med et blik fra Elaina valgte vagterne at gå ud fra hendes værelse igen. Og hun kastede sig nærmest i favnen på sin far. Hun havde i sandhed manglet ham, og nu manglede hun mere end noget andet, hans vise ord i hvad hun skulle gøre. ”Åh det har været forfærdeligt.. Jeg jeg blev angrebet” svarede imod hans bryst. Et sted bange for hans reaktion, men også hvad han mon ville tænke.

Elaina satte sig endelig tilbage og så på ham, blinkede kort ”Det skete imens mørket endnu var her. Jeg var blot ude og ride, og og et frygteligt væsen med en ildpisk slog hesten ihjel og t-t-torturere mig i .. til jeg sidst ikke havde flere kræfter.. hun stoppede og så ned. Det var tydeligt at det stadig var svært for hende at snakke om, det var heldigvis blevet nemmere. ”Hektor og hans mænd fandt mig, han fik mig tilbage til livet.. Og jeg kan nogenlunde sove roligt når han er ved min side, men når han er væk. Så sker dette som regel” sukkede hun, og så lidt afventede på hans reaktion. 

Han kunne tydeligt se hun forsøgte at smile, men vidste det ikke var muligt for hende, hun var trods alt lige vågnet fra et mareridt, så ville han nok heller ikke være i stand til at smile, uanset hvem der var foran ham. Som hun fik styr på vejrtrækningen og begyndte at tale sukkede han kort. Mareridt… Ikke noget han kendte specielt meget til, da det ikke var noget han blev udsat for ret tit, men når han gjorde, havde han det omtrent på samme måde som hun havde det nu. Som vagterne forsvandt fra rummet så han efter dem og mærkede så hvordan hun nærmest kastede sig i hans arme, hvilket fik ham til at rette blikket mod hende. Med et skævt smil lagde han armene omkring hende og holdt hende tæt ”Du hvad?” sagde han chokeret og så ned på hende. Hvem og hvad end der havde angrebet hende, skulle få med ham og hans crew at bestille om hun ville det eller ej. Han nussede hende svagt på ryggen og gav slip som hun satte sig tilbage og så på ham.

Han knyttede hænderne og lod sine negle bore sig ind i håndfladen. Det var tydeligt at se på ham han var vred. Hvem kunne finde på at angribe en kvinde!? Han skar tænder og så på hende og tog hendes ene hånd i sine ”Mørket... Det undrede mig ikke. Har de idioter ikke andet at give sig til end at angribe hertuginder!” sagde han med en knurrende undertone. Det var tydeligt at hun var medtaget og det var hårdt for hende at tale om. Som hun nævnte Hektor kneb han kort øjnene sammen og sukkede ”Så Hektor redede dig? Der er rent faktisk fornuft i manden…” sagde han og så på hende med et svagt smil inden han fortsatte ”Hvor er han nu? Og ved han hvor slemt det er når han er væk eller er han ligeglad?” spurgte han og så på ham med et nervøst blik. Inderligt håbede han at Hektor vidste hvor slemt det stod til med hende når han ikke var hos hende, ellers ville han selv personligt få fat på Hektor og tage snakken med ham, men lige nu handlede det om Elaina, det var trods alt derfor han var kommet.

Elaina lod ham tage hendes hånd, hendes øjne var lettere våde men de græd ikke de var blot blevet helt blanke, nærmest parat til at fælde en tåre. Men største delen af hendes liv havde hun holdt disse tåre væk og hun ville bestemt ikke græde flere for denne Vokun. Mon han overhovedet kunne se hendes ar igennem natkjolen. Tæt ved hendes ene bryst stod navnet på dette væsen, også et andet ved hendes inderlår, det var blot en hel tekst. Elaina spekulerede kort om væsenet overhovedet vidste om hun var hertuginde, eller blot udvalgte hende fordi hun var i nærheden af ham. Han havde aldrig spurgt om hendes navn eller lignede så han vidste reelt set ikke hvem hun var. ”Ja han gjorde, han er vist ude på mission ” Elaina var jo ikke helt sikker på hvad Hektor lavede, men han havde også sine forpligtelser som kriger af lyset og ofte tog han til hovedstaden for at ordre forskellige missioner, eller forhandlinger til at sikre dem mad. ”Han ved det godt, men han kan hellere ikke lade alt stå hen for min skyld. D-det skal nok blive bedre, jeg skal bare have tid” svarede hun med et betryggende smil. Elaina var fast besluttet på at få det bedre, især for hendes egen skyld. Det kunne ikke forsætte, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle komme videre. ”Jeg har også gjort noget, noget som er rigtigt forkert” sagde hun lidt ud af det blå og så ned i sine hænder. Det var egentlig den reel grund til at hun havde haft brug for ham, det var for at vide hvad hun skulle gøre. Hvad det rigtige var at gøre. 

Han kunne tydeligt se på hende hun var på bristepunktet, men oven i det vidste han også at Elaina var en stærk kvinde, trods hendes unge alder. Han så kort ned i gulvet, men hans øjne opfangede noget, et navn? Han ville ikke bringe det op, for hun havde sikkert en del hun gerne ville fortælle, nu hvor han langt om længe var på besøg. Det ene øjenbryn hævede sig og han nikkede ganske kort. Om Hektor faktisk havde været på en mission og så fundet hende, eller om det måske var sat op og det var derfor han fandt hende? Han smed hurtigt den sidste tanke væk, de var trods alt gift! Hvad Hektor lavede udover at være en ridder af lyset vidste han ikke, et eller andet sted kom det heller ikke ham ved, for det var blot Elaina han ville besøge og ikke ham.  Han sukkede kort over hendes ord ” Jeg ved at han er ridder og har en del at se til, men du er hans…” en knude formede sig i hans hals som han skulle sige ordet men kastede sig alligevel ud i det ”Du er hans kone… Han burde passe på dig… ” sagde han og skævede til hende af de efterfølgende ord ”Du plejer at klare den, så kan du også nu.. Det er jeg sikker på Elaina” sagde han kort og returnerede smilet. Han så på hende med et hævet øjenbryn igen og så hvordan hendes blik gled ned imod hendes hænder. Det måtte være slemt, meget. Kort strøg han hende over håret og sukkede ”Fortæl min kære” sagde han og så på hende med et svagt smil. 

Elaina kunne sagtens forstå hans holdning, det måske være nemmere hvis han var en normal adelsmand. Det ville nok være nemmere på flere områder. Han ville også kende til de adelige pligter og den pligt hun ofte følte i deres forhold. Deres liv ville nok være meget anderledes hvis han ikke var lysets kriger. Men det var han, og det havde hun også blevet vant til, hun havde vænnet sig til at hun kunne have muligheden for at være alene, selvom det ikke altid var lige sjovt. ”Han kan ikke våge over mig hele tiden, det ville selv jeg ikke være glad for” svarede hun betryggende. De havde jo altid sovet hver for sig, det næsten underligt at de nu lå sammen, blot for at stoppe hendes mareridt. Hun smilede så godt hun kunne, hun tryggede hans hånd, hun var selv sikker på at hun nok skulle få det bedre, det ville hun, men frygten for at væsenet en dag ville finde hende, ville nok altid være der.

Elaina tog et dyb åndedrag ”Ser du, øhm jeg besøgte min svigerinde i hovedstaden. Og efterfølgende tog jeg ind til templerne. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men måske at få svar på hvorfor det skulle ske..” hun holdt en kort pause og forsatte ”Der kommer en lysets kriger, og sætter sig ved mig. Efter få øjeblikke bliver vi omringet af banditter… Han redder mig, ved at føre os op på et tag, og vi må vente på at de forsvinder før vi kan komme ned igen” Elaina så ned, hvordan skulle hun sige det sidste, og ironisk nok var han også en lysest kriger, bare meget anderledes end Hektor. ”I tiden snakkede vi, og jeg lod mig selv åbne op for ham, fortælle om mine rædsler, både hvad væsenet har udsat mig for, men også de tanker jeg har omkring Hektor.. og som tiden gik så, ja. Jeg ved ikke hvad de gik af os, men det endte med at vi kyssede” afsluttede hun med en rødmen, det var tydeligt at denne mand havde sat et præg over hende og hun var genert over at føle som hun gjorde. Hun vidste det var forbudt! Men hun kunne ikke lade værre, hun håbede at han kunne give et råd, om hvad hun skulle stille op, om hun skulle fjerne alle bånd til denne mand eller Hektor, fortælle Hektor det hele og håbe på hans tilgivelse eller ja. Bare noget der måske kunne give hende mere ro. 

Han så på Elaina med et hævet øjenbryn ”Du har dog brug for nogle der ser efter dig kære…” sagde han og sukkede svagt. Han kunne i og for sig godt forstå hende for han ville selv blive sindssyg hvis han havde en der åndede ham i nakken konstant.  Han mærkede hvordan hun tryggede hans hånd og han sukkede kort. Han kunne virkelig ikke lide når hun havde det sådan her, for han kunne ikke ligefrem gøre ret meget. Han var jo næsten ikke på land alligevel, så når der skete noget kom han altid for sent til det.  De mørke øjne rettede sig mod hende som hun begyndte at fortælle hvad der var sket. Han så på hende med et hævet øjenbryn da hun sagde de kyssede. Han bed sig kort i underlæben og sukkede nærmest opgivende. Han havde selv været i lignende situation, men det var flere hundrede år siden, inden Elaina overhovedet var blevet tænkt på.

Kort tænkte han, prøvede at huske tilbage til hvad han selv gjorde den gang, for han kunne huske han selv var lige så lost som hun var netop nu. Han så på hende med et skævt smil ”For….” sagde han og sukkede inden han fortsatte ”Elaina… Da jeg var eh… Omkring tusind år gammel stod jeg i lignende situation… Ganske vidst var jeg ikke gift, men jeg var forlovet. Der var ikke nogen helte historie i det eller noget som helst, jeg var ganske enkelt blevet for påvirket af alkohol, trods det næsten er umuligt” sagde han og holdt en kort pause. Det var yderst sjældent at han egentlig blev fuld, men når han gjorde var det også gået voldsomt for sig, for det tog en del alkohol før det fungerede. Han så på hende og smilede skævt ”Jeg endte med at kysse og desværre også at gå i seng med en anden kvinde, hvad der gik af min… ved jeg ikke for jeg elskede min kommende kone… Jeg måtte krybe til korset efter tre dage, hvor jeg til sidst ikke kunne holde ud og holde på hemmeligheden mere. Hun var knust og smed ringen direkte i hovedet på mig… ” sagde han og stak hånden ned i lommen på bukserne og hev en snor op med en ring i og lukkede så hånden omkring den ”Du skal være klar på at det enten ødelægger dig jo længere tid du holder det inde… Eller det ødelægger forholdet mellem Hektor og dig… Måske tilgiver han dig, måske smider han dig på gaden… Men tilliden bliver aldrig den samme” sagde han og lagde så ringen tilbage i sin lomme og rettede blikket mod hende.

Hun så kort på ham og sagde, nok som enhver hertuginde ville ”Der er altid vagter om mig” hun vidste godt at nok ikke var det han mente, men hun ønskede også at komme videre, videre fra mareridt og frygt blive stærkere.  

Elaina så ikke hans ansigt udtryk, men et sted fik han hende til at føle at selvom det var forbudt, så var det alligevel okay. Det var menneskeligt at fejle selv han havde gjort, blot at han nemmere kunne komme ud af det, eller ja. Elaina løftede stille sit hoved og så på ham, var han påvirket den dag. Var kysset så slet ikke ønsket, ligesom hendes. Som han forsatte, så var det ikke helt det samme. Han havde nok gjort det af tiltrækning, men hun, hun var faldet for en anden mand. Men han havde nok ret, hun måtte fortælle Hektor alt. ”Hvad gør hvis han sender mig i eksil eller andet som er værre?” spurgte hun nervøst, hun vidste at det kunne være en reel mulighed. Og hun ville næsten hellere være fattig end sendes til et kloster i eksil resten af hendes liv. Elaina så lidt skævt til ham, til det sidste han sagde ”Du af alle, burde vide der ikke er ret meget imellem os, det kan vel umuligt blive værre” svarede hun med et kort smil, som nok var mere ironi end noget andet. Elaina havde ingen tiltrækning til Hektor og følelserne var få. Hun vidste at han var varm, og ville gå i ild og vand for hende, hvorfor? Pligt var umiddelbart ikke det han gik mest op i, da han slog væk da hun engang nævnte at hun ønskede et barn. Den mand var ikke til at finde rundt i sukkede hun indvendig. 

Han hævede et øjenbryn af hende og sukkede "Det er som om de ikke gør det så godt så" det var ikke for at beskylde hendes vagter for at gøre et dårligt job og så lidt alligevel, for hvis de gjorde det rigtige så ville hun sikkert ikke have alle de fandens mareridt der vækkede hende klokken lort om natten og efterlod hende badet i sved og med angst lignende anfald. Hvis han kunne havde han taget hende med væk fra dette sed, men på sin vis vidste han også det ville være ris til egen røv i sidste ende. 

Det var menneskeligt at fejle, alle gjorde det om det var på den måde Elaina og han selv gjorde det på, eller om det var noget helt andet var lige meget... Alle lavede en eller anden ting i deres liv de ikke var så stolte over og det skulle der også være plads til, man var trods alt bare et menneske og var ikke perfekt. Han så på hende med et skævt smil "Hvis han sender dig i eksil så finder jeg ud af hvor du befinder dig.. Og jeg lover dig.. Hvis han bare som overvejer at tage dit liv, så tager jeg hans" han kunne mærke hvordan blodet kogte inden i ham blot ved tanken. Han ønskede på ingen måder at hans lille Elaina skulle lade livet, blot fordi hun havde begået en dum fejl. Han var en mand der holdt hans ord og hvis han nogensinde fandt ud af at Hektor havde skadet Elaina ville han se rødt. Svagt sukkede han og trak på skuldrene "Jeg vil ikke have der sker dig noget Elaina... Og det er lige meget hvem der ligger hånden på dig" sagde han og så på hende med sine store brune øjne. Jo han vidste at Hektor og Elaina's ægteskab var sørgeligt, bestemt ikke et ægteskab han selv ville leve i, for der var på ingen måder nogen form for tiltrækning, måske fra Hektor's side, men var der fra Elaina's? Han selv tvivlede selv på det. Han vidste hvad familie betød for hende, men Hektor havde vidst bare trukket sig og ikke vendt tilbage til den samtale nogensinde igen. Han sukkede lettere opgivende "Ved du hvornår han er hjemme? For jeg kan godt blive her indtil da.. Jeg har en anden mand på skibet til at holde folk i ørerne" sagde han og sendte hende et blidt smil. Han var alligevel vågen om natten, så når hun havde sine vågne timer, så kunne han sove, for der var der ikke mulighed for hun ville få sine mareridt, men om natten, så var han vågen og kunne berolige hende når hun havde brug for det, men det var op til Elaina selv om hun ønskede ham der til Hektor kom tilbage.

Elaina trak på sine skuldre ”Tja, de sørger i det mindste for, at væsenet ikke kommer igen” svarede hun. Selvom hvis han vitterlig ville, så ville han med sin magi og kræft nok komme ind til hende uanset om der var vagter eller ej.

Hun knugede sig blot mere til ham, da han sagde at uanset hvad der skete skulle han nok finde hende. ”Åh virkelig? Tusind tak” sagde hun, nærmest med tåre i øjnene af taknemmelighed og knugede sig længere ind til ham. Elaina lukkede sine øjne i nogle sekunder, og åbnede dem først da han snakkede igen. ”Undskyld, jeg lover at være mere forsigtig hvor jeg befærder mig” Elaina vidste godt, at det ikke var hendes skyld, at hun var hævnet i den position dengang. Hun burde alligevel have vidst bedre, end at ride ud alene.

”Desværre nej. Hvis du har lyst må du gerne blive her i nogle dage” svarede hun med et lille smil, selvom der kunne uger, eller mere før Hektor kom hjem igen. Så ville hun bude ham at være hos hende så længe. Han havde jo også andre gøre mål, end lige at være her. 

Elaina så op imod hans øjne da han sagde at man måtte krydser alt hvad der kunne ”Hvad mener du, med det?” spurgte hun uden helt at have gennemtænkt sætningen. Elaina blev nærmest bange ved tanken, mente han mon at uanset ville ingen kunne beskytte hende, hvis han kom igen?!

”Tak far” sagde hun blot og lod sig knuge ind til ham. For første gang i flere måneder kunne hun slappe af, føle ro i krop og sind. En varm og tung fornemmelse kom over hende. Pludselig følte hun sig så træt, så tung. Hun kunne næsten ikke bevæge sig, måske var det fordi hun var så træt og kunne finde ro at kroppen reagerede som den gjorde.

Elaina smilede ”Ja, du er altid velkommen her” smilet blev blot bredere ved at han sagde at han intet havde at foretage sig. Hvilket var fantastisk ”Det er jeg så glad for” hun gav ham et enkelt klem og kunne mærke søvnen komme over hende, selvom det kun føltes som få sekunder at hun lukkede sine øjne. Gik der flere timer før de åbnede sig igen, hendes øjne var tørre og lettere forvirret da hun forsøgte at se sig om.

Atreyu smilede kort til hende ”Elaina.. Jeg vil være lige her hvis det væsen så meget som overvejer at vise sit afskyelige ansigt igen... Jeg vil ofre mig for min uægte datter.. Det ved du” sagde han og bed da mærke til de næste ord der forlod Elaina. Han kunne næsten mærke hvordan en varm følelse spredte sig i brystet på ham og havde han haft et fungerende hjerte, ville det sikkert springe et par slag over. Han holdt hende tæt og nussede hende ganske kort.

Han kunne mærke hendes krop blev tungere, hun var træt, ingen tvivl om det. Han returnerede det næste klem ”Elaina.. Giv dig til at sove.. Jeg bliver her til solen står op.. Og så er jeg på et eller andet værelse hvor der er mørkt” sagde han og så på hende med et smil. Han satte en hånd på hver af hendes kinder og lænede sig ind og plantede et kys på hendes pande ”Lig dig Elaina..” sagde han og rejste sig fra sengen for at give hende muligheden for at ligge sig og indtil hun gjorde det, greb han en stol og satte den ved kanten af hendes send, før han lagde dynen omkring hende.

Elaina så på ham, hvor hun glad for at han var kommet ind i hendes liv og taget hende til sig. ”Ja, tak. Jeg er så glad for at du er her” sagde hun med et smil.

Elaina nikkede blot, hendes krop var så udmattet at den ikke kunne meget mere, idet der ikke længere var frygt i hende – så fandt hun ro, kroppen fandt ro nok til faktisk at tænke på det havde brug, nemlig søvn. Elaina sendte et kærlig smil, som da han kyssede hende på panden ”Godnat far, jeg elsker dig” sagde hun blidt inden hun lage sig ned. Inden øjne blev for alvor tunge sagde hun ”Det er okay, hvis du ligger dig hos mig” hun elskede hans nærhed og at mærke ham gav hende tryghed. Det var selvfølgelig også okay hvis han blot sad ved hende. Inden hun overhovedet registrere hans svar, var hun allerede faldet i søvn. Elaina sov og sov tungt og trygt, som hun ikke havde gjort i flere uger. Elaina sov endda i et over et døgn, blot fordi hun kunne mærke hans nærvær hans tryghed.

Da hun endelig vågnede igen lå der et brev til hende. Han havde været nødt til at tage videre. Hun smilede, hun var blot lykkelig over at tilbragt denne tid med ham. Selvom det var begrænset hvad de havde snakket havde tiden især været prissat for hende, hun manglede energien.