Solen ude i horisonten var på vej ned, og den lyste himmelvævet op i en flot rød farve. Da Tarkvin så op på det kunne han ikke lade vær med at grine mens det røde blod dryppede ned på jorden hvor han gik. Han haltede af sted med sin venstre hånd på maven i et forsøg på at stoppe noget af blodet fra at komme ud, hans hånd gjorde dog ikke den store forskel og han kunne heller ikke holde sin bersærker gang meget længere.

Han var iført sin vante grønne tunika med rødt broderi og læder ærmer. Mørkebrun læder vest. Sorte bukser, med mørkebrun støvler som bliver holdt fast af læder snore, han havde et sværd ved siden og et rundskjold på ryggen med en lille taske indenunder og nogen få små tasker i hans dobbelt bælte. Det meste af hans tøj samt hans skjold og sværd var dog blevet farvet rød af hvad der kunne ligne til at være hans blod, hvilket noget af det også var, men langt fra alt. Hans øjne var også blodrøde, kendetegnet for hans bersærker gang. Hvis ikke Tarkvin havde gået i bersærkergang så vidste han at han aldrig ville have været i stand til at rejse sig op, på den anden side så vidste han at han nok snart ville besvime af anstrengelse grundet sin brug af bersærkergang. Han vidste også at han nok ikke ville vågne igen.

Er det virkelig sådan her jeg skal dø? Ved at bløde ud midt i et fremmed område, fejlet i at finde min kære søster. Er dette virkelig den måde at mit liv skal sluttes? Tænkte han. Tarkvin var ikke typen som frygtede døden, men han havde svoret at han ville finde sin søster og hjælpe hende, lige meget hvad! Så han kunne ikke bare dø her, han var nød til at kæmpe!

Da Tarkvin kom hen til nogen varme kilder kunne han ikke mere, han faldt på knæ ved kilderne af udmattelse og bare sad der kort, hans øjne blev normale igen og han faldt om på siden, besvimet. 

Det havde været en lang dag, en lang dag i bagende sollys på vejen, vejret var skønt, vinden var stille da aftenen var på vej og der var sommerhedt. Den lange, sort rød kjole, havde ikke været det bedste tøjvalg til dette, men når varmen ikke var lige ned på en, var den tynde, men lange kjole vidunderlig. En længere hvid jakke var bundet om en vandrestav sammen med hendes taske, skin sko ramte jorden blidt og langsomt. Et varmt smil og varme øjne blev langsomt ført rundt på den smukke natur i disse områder, dog, stoppede dette som en rød væske havde dryppet ned på græsset, et fint spor var endda blevet dannet. ”Føler mig næsten inviteret” lød det fra den varme stemme som hun skiftede sin rute og gik med blodsporet. Hun vidste ikke helt hvad hun forventede at møde, hvis noget. Dog begyndte dampe at være i luften, dannede en mild tåge som hun gik længere ind, det var ikke svært at følge sporet, men man skulle alligevel holde fokus, specielt når mørket begyndte at falde.

Hun fandt sig selv i en naturlig lysning, her kunne man tydeligt høre det varme vand dampe, blomsterne her var i fyld blomst, dog, var dette ikke noget som Magmi havde fokus på, hendes blik var låst på den unge mand som lå som lang han var, midt på græsset. ”Hey, hey?!” Lød det fra de lyse læber, i den samme varme lyse stemme som hun træk sig hen til mande, tabte sin vandrepind på vejen, vendte ham om og kiggede. ”Nej..ikke i dag!” Lød det, i den samme stemme, men ikke så venligt som før. Hun begyndte at klæde manden af, for at kigge på de sår som manden havde fået, ikke da de var vigtige i sig selv. Dette var faktisk kun en høflighed, da hun ikke ønskede at gøre hans tøj vådt, da Manden var efterladt i sin fødselsdragt rejste hun sig, lagde hans tøj i en bunke under hans skjold, og langsomt begyndte hun sin dans.

Disse langsomme flyende og elegante bevægelse, begyndte og som dansen gik, begyndte lysende vand at forme sig omkring kvinde, en langsom bevægelse af hånden imod mande, og vandet bevægelse sig over ham, og langsomt blev det meste af mandes krop dækket af dette. Vandet lyste som svampe i totalt mørke, og var varm som vand der havde bagt i solen lys en dag eller to. Det vigtige med vandet, var at vandet var velsignet og hjælp de såret. Langsomt begyndte manden sår at heale, mens vandet vaskede hans krop. Dansen stoppede som manden var omringet af vand. Her valgte Magmi selv at klæde sig af, lade kjolen falde, smide underkjolen og langsomt trække sig up i den varme kilde ikke langt fra manden. Her satte hun sig med fronten mod mande, sten imod hendes ryg og dansede videre kun med hendes arme. Holdt sit hellige vand i bevægelse og håbede på at manden ville vågne snarest.  

Tarkvin åbnede stille og roligt sine blågrå øjne. Han var ekstremt udmattet og alle led i hans krop gjorde ondt.  I det mindste betyder smerten at jeg ikke er død, tænkte han, det havde han altid lært derhjemme i landsbyen, smerte i en kamp er en god ting, du skal ikke være bange bare fordi det gør ondt, du skal være bange når det stopper med at gøre ondt. Tarkvin begyndte så småt at sætte sig op, og det var der han lagde mærke til at der var varmt vand rundt om ham, men ikke som om at han bare var våd eller noget, det var faktisk rundt om hans krop. Hvad fanden? Tog jeg fejl? Er jeg rent faktisk død? Tarkvin havde aldrig ført set noget ligende. Han lagde derefter hurtigt mærke til at han var nøgen og at hans sår var forsvundet, han kiggede lidt mod venstre og fik øje på sit tøj og våben. Nej, jeg er ikke død, det var her jeg faldt om, ved den varme kilde, ved tanken om den varme kilde vendte han så småt hovedet over mod den, og til hans store forbavselse fik han øje på en nøgen kvinde med langt brunt hår som stod nede i vandet og... dansede?

Først var Tarkvin ekstremt forvirret. Først så var der det her mærkelig vand rundt om ham, så var han åbenbart nøgen? Hans sår var væk og nu var der en eller anden frememde kvinde ned i vandet som dansede? Hvad fanden skete der lige?
Selvom Tarkvin var voldsomt forvirret så tog det ham kun lige et par sekunder at reagere på den frememde kvinde, og han reagerede ligesom han altid reagerede når en fremmede person opførte sig mistænkeligt, han gjorde sig klar til kamp.

Tarkvin rulede hurtigt over mod sine våben og tøj, og rejste sig op mens han samlede sit rundskjold og sit sværd op fra jorden, han stillede sig klar med sit skjold foran sig og med hans sværd pegende mod denne mærkelige fremmede kvinde. ''Hvem er du og hvad fanden er det der sker her?'' råbte han ud mod hende, for nu ville han have nogen svar!

Dansen havde tager noget tid og Selv Magmi kunne mærke hendes magiske kræfter blive påvirket af denne lang tids behandling af, hvem? En tilfældig mand? Nej, en såret mand, om han var tilfældigt fundet eller ej var vel lige meget? Hvad nu hvis de blev overfaldet af hvad end han havde været oppe imod? Hun rystede lidt på hovedet, hvorfor tænke sådan? Det kan jo kun gå galt. Et smil forlod hendes læber, øjne lukkede som de elegante langsomme bevægelser forsatte, håret kastede sig rundt over den skrøbelige krop.

Knoglerne på denne spinkle krop, var synlige, nærmest så om musklerne var ved at spise spist.  Smilet forsvandt, og bevægelserne fyldte med som manden bevægede sig første gang, vandet stoppede med at sno sig om ham. Hans mimik forvirret hende nogle sekunder, og ud af intet rullede han ud af vandet, over til sine våben og stod en stilling foran ham, et knips og det lysende vand, stoppede dets bevægelser og faldt til jorden som, almindeligt vand, bortset fra det var mildt lysnede. Et suk forlod hende, som han begyndte at tale.
Hun hørte ikke rigtigt efter, der var ikke så mange mulige ting man ville sige når man gjorde sådan noget. Hun rystede mildt på hovedet som sukket blev afsluttet, samme tid lod hun styrken i de tynde ben forsvinde, således hun gled ned af stenen og langsomt faldt mere og mere af den tynde, spinkle, feminine figur ned i det varme vand og lod dampen dække hende mildt til. Hun, men ben, underliv og maven dækket af vandet, vendte hun blikket tilbage imod mande, dog, forlod et ord stadig ikke de blege læber. Igen rystede hun mildt på hovedet af manden, løftede en hånd op af vandet, vendte fladen op af og med tre fingre, pegede hun på stenkanten i den anden side af den varme kilde, holdt hånden oppe lidt, og så bare lade den falde ned i vandet med et lille plask. Hovedet blev vendt på skrå og et varmt smil blev sendt imod ham og dette var første gang de blege læber skilte sig fra hinanden.

”Tre timer…” Startede hendes ord med at være, intet andet, blot tre timer og hun holdt en pause, blikkede et par gange og tog så blikket lidt væk fra manden før hun forsatte sin sætning. ”Tre timer, har du sovet, dine sår burde være væk? Dog, kan der stadig være noget indre. så sæt dig og slap af, og før du spørg, så svare jeg ikke så længe du råber af mig.” Blev sagt, og som hun var færdig lod hun mere af sin krop falde ned i vandet, og lå så langt hun var, kun med hovedet, fødder, lidt omkring hofterne og brystet lå over vandet, stadig, mildt dækket af dampende fra det varme vand. ”Tre timer…er lidt lang tid at bruge magi.”

Tarkvin var til at starte med ret irriteret over hendes stilhed, normalt var Tarkvin en meget stille og rolig person. Men en blanding af træthed, forvirring og det faktum at det kun var nogen få dage siden han blev smidt ud af familie og hans desperation efter at finde sin søster gjorde at han ikke ligefrem var den mest afslappede person i øjeblikket. Magmis ord fik ham dog til at slappe lidt mere af, det så ud til at hun rent faktisk havde hjulpet ham med sine sår, og ja, tre timer var meget at bruge magi i. Tarkvin kunne se at hun tydeligvis ikke var nogen form for fjende, så han lagde sine våben ned og begyndte at tage sit tøj på, mens han gjorde det snakkede han i et langt mere fattet og roligt tonefald, ''Jeg takker for din hjælp, men jeg har ikke tid til bare at sidde og slappe af, jeg har en jeg skal finde, så, farvel''. Han nikkede kort til hende ved det sidste ord, hvorefter han begyndte at gå.

Efter ca. 5 meter faldt han på knæ, han havde som hun sagde stadig sår indenvendig, og hans brug af bersærkergang havde drænet ham så meget for energi, at han ikke havde en chance for bare at gå videre. Men Tarkvin var stædig og stolt, så han nægtede at få hjælp af nogen, han tog sit sværd op, stak det i jorden og brugte det til at rette sig op. Hvorefter han begyndte at gå vaklende videre med alt hans opbakning og brugte hans sværd til at holde sig oprejste. I det han kom ind blandt træerne igen faldt han bare pladask sammen på jorden, ude af stand til at rejse sig igen. Han stønnede kort som han smed sin opbakning til siden, rulede om på ryggen og bare lå der mens han kiggede op på månen og stjernerne.