Tid: Ud på aftenen
Vejr: Lettere overskyet og blæsende
Det var gået galt. Helt galt. Selvfølgelig var det det. Randall var ikke ligefrem den, der havde held mast op i røven, så selvfølgelig var det endt skidt.
Det hele var startet med, at han var løbet tør for krystaller. Det var ikke så specielt, det gjorde han ofte med det forbrug, han havde. Og som sædvanligt havde han været på udkig efter en let måde at score flere på. Denne gang var det dukket op med en mand, der havde søgt nogle lejesvende til at røve en transport med værdier, der skulle ind til banken i hovedstaden. Det lød som en nem opgave, han havde styr på antallet af vagter og lønnen var kostelig. Så Randall havde ikke tøvet et sekund med at give håndslag på den idé.
Sammen med to andre gutter, den ene havde han mødt før engang for år tilbage, var han taget ud på hesteryg for at finde denne vogn fyldt med skatte. De havde lagt sig i skjul ved et hjulspor, som vognen åbenbart normalt rejste af. En dag forsinket kom vognen ganske rigtigt trillende og de havde kastet sig over vagterne. Hvad de ikke havde vidst var, at der var fire mand på hest ikke ret langt efter vognen som ekstra sikkerhed - om nogen vidste, at der skulle ske noget eller om det bare var tilfældig ekstra sikkerhed, det vidste Randall ikke, men de var blevet taget med bukserne nede. Den ene af gutterne så sit endeligt for enden af et sværd og den anden nåede at stikke af. Randall var hverken heldig på den ene eller den anden måde, men blev overmandet af en flok hårdkogte soldater, der ikke lagde fingre i mellem. De næste par dage tilbragte Randall i bunden af vognen, svinebundet og godt mørbanket, uden mulighed for at stikke af eller få sig selv slået ihjel. Mens han lå der og havde ondt af sig selv, regnede han med, at de var på vej ind til hovedstaden for at læsse ham af ved byvagterne. Nå ja, med den dusør der var på ham, var da der nogen, der blev glade.
Det var blevet aften, da de kørte ind i byen og vognens hjul skramlede mod brolægningen. Randall var mere end velkendt i byen og da de havde kørt et stykke tid, fik han fornemmelsen af, at der var noget galt. Han havde dog ikke muligheden for at kigge ud af den lukkede vogn, men noget sagde ham, at de ikke var på vej mod byvagternes hovedkvarter. Hvor så?
Det fik han svar på kort efter, som vognen endeligt stoppede op og han hårdt blev hevet ud. Rebet om hans ben blev skåret over, men hverken rebet om hans hænder eller det stykke stof, der var bundet rundt om hans hoved og sad ind i hans mund, for at få ham til at holde kæft i stedet for at ligge og spy eder ud eller synge fuldemandssange, blev fjernet. Med de store grå øjne så han rundt og genkendte bagsiden af banken. Vognen var kørt om i gården bag den store bygning. Han nåede ikke at spekulere over, hvad de ved Zaladin lavede der, men blev ublidt skubbet af sted mod en dør. Hans ben manglede blod efter de snærende reb og han snublede lidt kluntet af sted.
Efter at være blevet ført igennem den del af banken, der ikke var for offentligheden at se, blev han placeret i en stol i et kedeligt lille lokale. Han trak vejret en smule hårdt, som hans brystkasse gjorde ondt efter al den bevægelse. Han kendte følelsen af et par bukkede ribben lidt for godt og skævede surt ned til den nærmeste soldats hårde støvler. Der havde da ikke været grund til at sparke ham SÅ hårdt, vel?
Ventetiden til hvad end, der skulle ske, føltes lang og han flyttede lidt uroligt på sig, fysisk og psykisk ør efter at have ligget i bunden af vognen i flere dage. Han var heller ikke ligefrem køn at se på, lange skægstubbe, beskidt tøj, der bestod af den røde, slidte læderjakke, et par sorte, beskidte bukser og de lange lidt tunge støvler, han altid havde på. Og så trængte han gevaldigt til et bad, men det var heller ikke ligefrem noget nyt. Hans ansigt bar præg af nogle hårde slag, men han havde hverken brækket næsen, flækket læben eller fået et hævet blåt øje. I stedet var hans ene kindben noget sort og øjenbrynet i samme side var flækket. Der var spor efter blod fra øjenbrynet ned over hans ansigt og hans næse havde blødt. Under tøjet var han noget blåsort i den ene side efter spark og maven bar bræg efter knytnæveslag. Som sagt havde vagterne ikke været blide.
Alt dette rørte ham ikke så meget. Det værste var, at de havde taget hans våben. Den lange kniv og dens skede, der normalt sad spændt fast på ryggen af ham, var fjernet, det samme med sværdet og dets skede ved hans side. Kniven i bæltet var også væk. Han følte sig nøgen uden sine kære våben.
Endeligt lød der en stemme fra den anden side af en dør og vagten hev ham hårdt på benene, skubbede ham hen til døren og førte ham ind i rummet bag døren, hvor han hårdt blev skubbet på knæ midt på gulvet, stadig bagbundet og kneblet.
Krystallandet