Lyanni har ikk lagt mærke til lighederne mellem Feanor pg Suki, men hun har oss meget travlt med at prøve at lade være med at rødme.
Det gør ikk ondt da Suki undersøger hendes ankel, så få det punkt ånder hun lettet ud.
Men får hun set ordenligt på Suki og ser med det sammeligheden mellem hende og Feanor.
Hurtigt rejser hun sig og bakker væk fra hende. Måske er hun lige som ham, selv om det ikk virker sådan. Måske er det en fælde der er blevet lagt for at få ramt på hende. Men det kan oss være Cassa hun minder om, efter som at Feanor nævnte at de er brødre. Hun ved det ikk men hun er blevet nervøs.
"Har du nogle brødre?"
Spørg hun uroligt

Suki tilter forvirret sit hoved til sidden og bliver endnu mere fortabt over spørgsmålet.
"Neej.. ikke hvad jeg ved af?" svare hun og retter sig lidt op. Et meget personligt spørgsmål... Og så er tidspunktet måske ikke det bedste. Syntes Suki i hvert fald, så hun for et lidt nysgerrigt ansigtsudtryk.
"Hvorfor?" kan hun ikke undgå at spørge om, mens hun roligt tager sine hænder om på ryggen, for at stå lidt mere komfortabelt.

Hun kigger ned i gulvet og så tilbage på hende og svare ikk på hendes spørgsmål.
"Din far.. Hvem er han?"
Hun bliver nød til at vide hvem hun er, om det er muligt at hun er i familie med den psykopat.
Lyanni holder sig på afstand af Suki... Hun vil ikk resikere at hun er lige som Feanor.

Suki misser med blikket og sukker for sig selv...
Det ser ud til at hun ikke selv er specielt stolt over hendes far, så hendes blik bliver fanger ned på gulvet, mens hendes hale langsomt stopper med at svinge.
"Det... er lidt personligt spørgsmål.. Det kan få mig i fare.." forklare hun og griber sin hale, som hun så klemmer, lidt trist.
Hun kigger tilbage op på Lyanni. Et så seriøst blik har hun sjællendt fået. Den person hun så er kan hun ikke lade vær at fortælle det...
"Feanor... Og min mor er Zelen.." siger hun stille, bange for at hun igen skal miste tillid fra endnu en person, på grund af dem...

Lyanni frygtede at hun ikk ville høre ordet Cassa, da hun aldrig fik feanor's navn.
Hun ligger en hånd ind over munden og får er chokeret blik og kigger igen rundt på alle de forbrændte og såret mennesker.
"Du virker som en med et godt hjerte og på dit blik at bedømme er du ikk som dine forældre, men jeg må snakke rent."
Hun går hen og tager fat i hendes arm for at hive hende et sted hen hvor der ikk er så mange mennesker igen.
Efter mødet med Feanor, har hun fået mere mod bygget på sin sjæl og vil gøre alt hvad der står i hendes magt for at stoppe det onde som han er med i.
Da hun har fået dem væk, tager hun fat i begge Sukis overarme.
"Alle disse mennesker.."
Hun holder en pause og kigger ned i jorden og kan ikk få sig selv til at sige, at det er hendes fars gerninger som er skyld i alt dette.
"Du må kunne snakke med ham?"
Hun kigger hende bedene ind i øjnene og håber på hun forstår hvad hun hentyder til.

Suki bliver rykket med og giver et gisp fra sig, da hendes tanker lige skal følge med, efter stadig at havde været i stress.
Hun tripper dog med, uden at falde på halen.

Da de stopper, bliver hun stille og kigger Lyanni i øjnene, for at hører tydeligt på hvad det er. Dog bliver blikket straks tvunget ned på hendes hale, som hun allerde har klynget til sig igen, ved bælte punktet.
"Jeg ved det... Jeg har også prøvet, men det ligger i hans natur... han blev født til at dræbe.. Der er ikke meget jeg kan gøre, end at hjælpe dem han skader..." siger hun og kigger op på Lyanni, så det er helt åbentlyst at hun er på kanten til at falde sammen i gråd; så meget hun klemmer sin hale og ørerne ligger ned på hovedet.
"Selv min mor er også lidt grum nogle gange... selvom hun nu er den eneste som kan berolige min far, til ikke at slås..." forklare hun. Nu vil hun bare ud med så meget som muligt, før det bliver presset ud som tårer, selvom det allerede har lykkeds for et par at komme ned ad hendes kinder; som dog bliver stoppet af hendes pels.

Lyanni har virkelig ondt af Suki og tager hende derfor i sine arme og krytter hende ind til sig.
Hun køre let og forsigtigt en hånd ned over hovedet på hende, mens hun holder den anden på ryggen af hende.
"Jeg syntes det er stort at du hjælper alle disse mennesker, skønt du ved hvorfor de er her."
Hendes stemme er kærlig og blød og hun lyder som en voksen kvinde der har haft børn og ved hvad der kan berolige en pige på hendes alder.
Al hendes nervøsitet har vendt sig til omsorg.
Hun er selv ked af at se alle disse mennsker lide på den måde og at vide hvem der her gjort det, hvordan han har gjort det og endda hvorfor, får hende til at længes efter hans død.

Suki lader sig åbent blive taget ind i et knus, hvor hun straks finder trøst, så hun knurre sig ind til Lyanni. Hun gnubber sit ansigt lidt hårdt mod hendes skulder, før hun bliver stille...
Kort efter begynder hun at klynke, for så fuldt af tåre og gråd, hvor hvert klynk lyder som en fortabt hvalp.
Hendes hale har fået kravlet sig ind mellem hendes ben og ørene lagt sig fortvivlet ned, mens hun fugter Lyannis trøje fuldkommen til, på det punkt hvor hun snøfter...
Alle de ord hun før havde lyst til at sige, bliver forstummet af tårene, så det giver små ryk i hendes brystkasse, når hun prøver at trækker vejret.

Hun står og rykker lidt frem og tilbage for at berolige hende.
"Jeg er virkelig ked af det."
Siger hun forstående og bliver ved med at prøve at få hende til at falde til ro.
Lyanni har ingen idé om hvad hun kan gøre for at hjælpe hende, udover at være der for hende hvor hun nu kan.
"Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?"
Spørg hun alligevil, du han jo faktisk er skyld i Sukis sammenbrud.

Suki ryster lidt i det hun prøver at suge det hele i sig igen.
Roligt rykker hun ansigtet ud fra skulderen, for kun at blive fanget af Lyannis blik. "Jeg.. ved ikke.. Bare prøv.." Siger hun og sniffer lidt mere i sig "..ikke at snakke for meget om det" forklare hun og har hunde øjne lige nu, da de stadig er våde af tårer.
Hun for skubbet sig lidt væk igen og smøre hendes kilts ærme over ansigtet, for at fjerne lidt af hvert fra næse og øjne...

Hun nikker kort og og smiler til hende.
Roligt ligger hun fingerspidserne under hendes hage og hæver hendes hovede en smugle.
"Hold hovedet højt min kære.. Det skal nok ordne sig en skønne dag. Du skal bare se lyst på tingene."
Hun ligger hovedet på skrå og smiler over hendes ønske.
"Og bare rolig, jeg siger ikk noget om at det er dine forældre... Det lover jeg dig."
Lyanni ser mod døren.
"Jeg bliver nød til at gå nu."
Siger hun og smiler undskyldene.

Suki sukker endnu engang og har fået det meste tristhed væk igen, da hendes hage bliver løftet.
De dybe ord for et mindre smil frem på hendes læber, hvor hun så nikker til det.
Hun nikker igen da hun siger hun skal gå og smiler breddere. "Håber vi ses igen.." svare hun.

Hun smiler af Sukis kønne smil og bakker stille mod døren..
"Det håber jeg oss vi gør."
Hun vinker og forsvinder ud af døren uden at nogen falder over hende igen.

//Out.

Suki følger hende med blikket; forlade stedet... Hun fik egentligt aldrig set på hendes side. Så hun kommer nok tilbage.
Pludselig skylder en enorm træthed over hende, efter alt det hårde arbejde og ikke mindst at have grædt.
Hendes øjne bliver tunge og hun går selv mod døren, for så at begynde sin vandring hjemad...

//Out

Suki går roligt og nynner fra sygeseng til sygeseng; fra person til person, for at friske deres moraler lidt op med et overdådigt sødt smil og fnis, som hun mener sygeplejersker skal være. En gnist i livet, for at muntre døden bort! Hun har en lang kjole på, som lige går til hendes ankler i en lidt sandet farve, lyden af hendes skridt, næsten helt væk, da hun går med nøgne fødder under sygeplejerske kjolen.
Hun skifter en krigers bandager ud.. Ryster en ældre kvindes pude.. Og dækker et sovende barn over igen, efter at det havde rykket om på alt i sin feber-søvn, for ikke mindst at lægge et fugtigt stof over panden på hende.
Det er stadig halv-tidligt og der sker ikke det store i hendes afdeling, selvom der dog er skrig, gråd og smerte i en anden stue, som er for de seriøse skader og sygdomme. Hun er dog kun en urtelæge og sygeplejerske, så hun havde ikke meget at gøre i den intensive afdeling endnu.

Suki blinker kort da Cery nærmest flår døren op, som får de fleste læger og sygeplejersker til at kigge mod dem. "Suki!" bliver der råbt af hende fra afdelingschefen.
Hun nikker og løber med blide klap fra hendes nøgne fødder, hen for at modtage Cery og Amaya - For kun at sukke over både hans flåede arm og hendes enorme bulle over ansigtet, for ikke mindst den brækkede hånd. "Kom med mig~", siger hun i sin blideste stemme, som også skjuler en ordre af seriøsitet.
Hun går i et langsomt tempo hen til en tom sygeseng og giver en gestus om at de skal sætte sig på sengen, for at hun så giver nogle raske trin hen for at hente en mindre kurv med bandager, lægemidler, og hvad man nu ellers skulle bruge som sygeplejerske.
Hun vender tilbage, med det lange sølv hår, glidende ned ad hendes ryg igen; i alt dens glans. "Hvad er der sket? Angrebet af et dyr?", spørg hun igen blidt, med undertonen af alvor. Spørgsmålet hentydet til, om de måske kan få stivkrampe eller infektioner fra bakterier.

Suki går kort i panik da Cery pludselig falder mod hende, men takket været sine reflekser får hun grebet ham ved skuldrene, selv på den sårede arm. Og ved det finder hun ud af, at han har mistet en frygteligt masse blod og kraft, på at få ham og Amaya hertil. Hun sukker og prøver med alle sine krafter på at få hevet Cery op på sygesengen, for så at løfte Amaya op at sidde ved fodenden. Så venligsindet som hun er, rækker hun Amaya en bandage som hun kan sidde og lege med, mens Suki så griber en saks fra sine redskaber og begynder at klippe ærmet helt af, fra toppen af skuldersyningen - Hun skulle nødigt beskadige Cery mere, ved at tag tøjet af ham.
Hun sukker dybt over at se hvordan det meste af hans arm er flået op af tydelige kløer - så hun kan kun forstille sig at det har været et dyr. Men hun smiler lidt ved tanken og fantasien over om Cery måske har ofret sin arm og blod for at redde Amaya, fra dette væsen. Hun roder kort gennem sin kurv og finder noget jod; som dengang vel bare ville være alkohol eller salter. Hun trækker proppen af flasken op med et fugtigt pop og begynder at rense hele armen, med et betrygende smil over hendes ansigt. Hun lader til at nyde, at kunne hjælpe mennesker.
Hendes ulveører giver kort et ryk i sig og hun læner sig ned. Med et nik fortsætter hun, da hun lige skulle være sikker på at Cery stadig var ved bevidsthed, får at hører hans åndedræt.

Sukis smil forsvandt med ét, da navnet blev nævnt... Hendes nynnen stoppede.. Hendes søde sygeplejerske bevægelser og humør... Alt blev suget ned i et stort hul, og var mere bare som en maskine der rensede sår; med hendes ansigt der kravler ned mellem hendes skuldre med hår foran hendes kinder.
Utroligt stille, trækker hun nål og tråd op fra hendes redskabskurv og begynder forsigtigt at syg den voldsomme arm sammen.. Det vil efterlade nogle grimme ar!

Med et enkelt snøft og kig mod den forslået Amaya, forstod hun straks hvad der var sket.. Det var ikke første gang.. Et barn, far?! H-hvor kunne du! tænker hun og forbander hun, med en tåre dryppende ned fra hendes hage og ned på Cerys mave; varm og saltet. Hun prøver hårdt at forblive i sin maskine-trance, for at gøre de mange sting færdige, langs Cerys arm. Alle hendes tanker ville være som råben og skrig. Der er vist en helt del andet under sygeplejerske facaden..

Suki fuldt med Cerys arm da han rejste sig op, med alt held, det var det sidste sting der skulle i. Hun tog den samme saks som hun havde klippet hans ærme af med og fik resterne af tråden af.
"Lad mig forbinde dig først..." siger Suki med en forvranget stemme. Hun hoster kort og læner sit hoved væk fra at være synligt, med det lange hår foran ansigtet. Hun rejser sig så igen og smiler blidt igen, i forsøg på at virke rar og problemfri igen; men det er alt fortydeligt at hun har grædt. Hun har endda stadig våde kinder...
Efter det, forsøger hun på at rulle en bandage rundt om armen, for at holde den fra at bløde ud over det hele, efter den omgang med nålen som den nu havde fået.
"J..Jeg er ked af at det er sket.." siger hun med en forpint undertone, mens hendes røde øjne forbliver fokuseret på hendes arbejde.

Suki synker dybt ved spørgsmålet for så at ryste kort på hovedet. "Det.. er ikke noget.. Undskyld..", siger hun igen, mens hun finder en sysikringsnål fra sin kurv med ting, for at holde bandagen på plads der hvor den nu var om armen. "Prøv ikke at lave nogle vilde bevægelser med armen.. Dine sår vil bare gå op igen..", fortsætter hun i forsøg på at skifte emne, hvis ikke bare skjule sig helt væk.
Hendes ører hang lidt og hendes hale var helt stille mod hendes kjole, som kom til syne da hun vendte sig mod Amaya; som havde forsøgt at vikle bandagen hun fik rundt om sin egen hånd. Hun smilte moderligt til Amaya og prøvede at ae lidt hår væk fra hendes kind, for at se på slaget. Hun gav en grimasse over hvor stor bulen var og hun åbnede kort kjole, for så kun at vise en helt række af små lommer syet inde i kjolen, fyldt med små glas af cremer og urter. Hun bruger ikke længe på at finde et glas med noget fersken-gult creme frem, som hun så begynder at smøre over Amayas bule.
Kort efter det er gjort, gemmer hun glasset væk i en lomme og begynder stille på at løsne den malplaceret bandage, for så blidt at massere hånden og håndledet, for at mærke hvilken skade den har fået.
Hun sukker ved resultatet og finder to støtte pinde frem fra kurven og sætter dem mod håndledet, for så at binde dem fast, fuldt af en løkke rundt om Amayas nakke, så den kan holdes i støtte.
"Sådan~" siger hun da hun er færdig og giver hende et klap på hovedet.