Slidin så et lysklimt fra oven og nåede lige akurat at fjerne hovedet før lynet slog ned få centimeter fra hendes næsetip.
Hun gik lidt bagud og så overrasket til da Arkk stormede op af jorden, hun var usikker på hvad der skete og reagerede først da Arkk havde grebet om hendes hals og satte strøm igennem hende.
Selve stødet var smertefuldt, men den varme det gav var blot godt for hende, stødene havde lammet den ene side af hendes krop, men den anden var frisk som før (venstre side r lam, Højre side funger)
Fairplay skulle der ikke spilles længerer fra hende, nu kom de beskidte triks på banen.
Med den højre hånd slog hun af al kraft ind mod Arkk's skridt. Et af de mest smertefulde steder at blive ramt for en mand, men om varulve kunne føle den samme smærte vidste hun ikke.
Efter slaget greb hun med hånden fat om Arkk's arm og pressede sine negle(?) dybt ind i hans hud, i håb om at han snart gav slip.

Strømmen knitrede og hvæsede, og Arkk følte en barbarisk tilfredshed ved at se Slidin lide, men uden at fortrække en mine fortsatte han.
Dette kom dog hurtigt til en ende, da Slidin sparkede ud og ramte Arkk hårdt mellem benene.

Strømmen hørte op, og Arkk bøjede sig et sekund forover med et ynkeligt hyl. Mennesket i ham, ville vride sig i smerte, men dyret havde fuldt ud kontrollen, og smerten kunne den godt fortrænge. I stedet rettede han sig blot op i fuld størrelse igen, og brølede lige ind i ansigtet på Slidin, der så borede sine negle ind i armen på Arkk.
Smerten gik som et stød igennem armen på ham, og han hylede af smerte, men uden at løsne grebet. Tværtimod så strammede han grebet, og med al sin styrke (hvilket kan knuse sten) klemte han til om halsen på bæstet (?), og med den anden knytnæve overdyngede han Slidin's ansigt med slag (?).
Arkk så komplet rødt af smerte og adrenalin, så ingenting omkring ham opdagede han, mens han rev rundt med Slidin.

I hans hoved var der intet andet end bestialsk raseri og vanvid... den totale blodrus overkom ham, og alt var underordnet sejr.... smerte, sult, træthed... alt syntes at forsvinde i det blinde raseri der hærgede Arkk!
Mennesket Arkk var en nær ustoppelig kraft, og transformeret til denne monstrøsitet var han endnu farligere!

Damia skar en grimasse. Det var ikke kønt, det de gjorde ved hinanden, og de havde efterhånden glemt hende. Damia bed sig hårdt i læben, da hun kom til at læne sig mod sin syge arm. Måske var det også bedst, at hun søgte hjælp og ærlig talt, havde hun ikke synder´lig meget lyst til at deltage i kampen. Hvorfor skulle hun også gøre det? Damia havde ikke noget problem med hverken Arkk eller Slidin.

Damia trak på skuldrene og forsvandt i mørket for at lade de to være alene.

//out

Slagene imod Slidin's hovede var som dun der ramte hende, det gjorde hende ikke spor at hans utallige slag med næven ramte hende, det gav hende godt nok en ireterende hovedpine tilsidst. Grebet om hendes hals blev også glemt lidt, men senerene hun spændte holdte halsen imod at kvæles, af Arkk's strammerer greb.
Det blev for meget med de slag, vredt bed hun efter hans næve(?), og borede sine spidse tænder ned til knoglen(?) derefter greb hun ham om halsen med højrehånd, og pressede neglende hårdt ind i kødet, for at give ham smerter og at han forhåbenlig ville give slip om hendes hals. Samtidig sparkede hun ham i skidtet med knæget(?) for at gi ham den samme smerte som før.

(sry det r lidt kort)

Vreden blussede stadig som en løbeild i Arkk's øjne, da Slidin igen brugte sine feje tricks. Først bed hun Arkk i hånden, der tvang Arkk til at løsne grebet lidt med en irriteret snerren, og derefter tvang hun sine negle imod Arkks hals, så blodet trillede ned af den.
Vredt hev Arkk rundt med Slidin, men da sparket mod hans skridt faldt, flød bægeret over. Sparket landede med en voldsomt kraft på inderlåret i stedet for skridtet, men Arkk havde fået nok af disse tøsetricks, og lynhurtigt løsrev han sig, sprang et par meter bagud, kun for at fare over Slidin igen!

Men denne gang sagde hans instinkt ham, at foran kunne den luskede tøsekriger bruge feje tricks, så Arkk sprang ind i fjæset på Slidin for at få hende ud af balance(?), for bagefter at rive sig om bag ved hende. Lykkedes det ville han et kort øjeblik udse sig et svagt sted i nakken og med et brøl bide sig fast med al sin kraft med sine sylespidse hugtænder.(?) (normale hunde kan bide med ca. 2 tons kraft, så gang det op i varulve størrelse, og regn hans unaturligt voldsomme styrke med også... det VIL gøre ondt! :P )

Alt imens rumsterede himlen stadig voldsomt ovenover, som heppede den på Arkk der stadig pressede ufortrødent på som det bæst han var, for at overmande sin modstander.

((blev vidst oss lidt kort... hovedrengøring in progress xD ))

((kalder du det kort?? :0 ))
Grebet slap om hendes hals og hendes spændte sener kunne endelig slappe lidt, hun faldt samtidig til jorden og lå med ansigtet mod himlen, som der rumsterede og buldrede.
Arkk kom stormende mod hende, og der kunne ikke gøres så meget nede fra hendes position, godt nok var hendes venstre side næsten frisk igen, siden hun kunne bevæge fingrerne på hånden, men et slag ville være for tidligt.
Sammenstødet skubbede hende lidt længere hen af jorden men stadig med ansigtet mod himlen, hendes energi var ved at slippe op, men noget varmede hende og gav hende energi til at se op på det stadig brændene træ som nu havde været tændt i et godt stykke tid. Et kort smil kom frem i hende, og med en hurtig bevægelse kom hun om på maven og satte af med højre ben hen mod træet i flammer, det ville styrke hende lidt og samtidig gi hende lidt ny energi at sidde i flammerne.
Hvis hun kom derhen ville hun gribe fat om træet og lade flammerne omsluge hende, for at få varmen og samtidig få noget energi til at kæmpe videre.

Arkk's dyriske instinkt fortalte ham, at Slidin var ved at blive svagere, og hendes venstre side så ud til at have taget skade af elektriciteten.
Selv var Arkk godt og grundigt træt, og diverse sår nagede stadig, men indsigten i Slidin's svaghed, gav fornyet kraft, og Arkk indså han måtte udnytte sin fordel!

Knap var Slidin faldet til jorden, før den nu opløftede Arkk jordede efter hende, med hans øjne fast fokuseret på halsen og nakken af hende.

Han så Slidin rejste sig og forsøgte at flygte fra ham, og i det samme vaktes det dyriske jagtinstinkt i Arkk endnu mere! Minder om fortiden vældede op i Arkk om den daglige jagt med sin stamme. Minder om sejr, hvor bjørne, bjergløver og andre vilde dyr var faldet for Arkk's brutale styrke. Den reelle jagt overkom Arkk der spærrede sine øjne vidt op og brølede ukontrollabelt af blindt raseri imens han sprang afsted.
Trods hendes flugtforsøg var varulven allerede i løb så afstanden fra Slidin indhentede han hurtigt. Med et øresønderrivende hyl sprang han og fløj lige i ryggen på Slidin, hvor han (igen?) åbnede sit gab og bed sig brutalt fast i nakken på hende, et godt stykke væk fra det brændende træ(?).

Lige før hun någede til træet, kom der en føelse af noget hårdt der glemte hendes hals, og samtidig var der noget der hoppede på hende så hun røg forover, kun 1 meter fra træet som spruttede af flammer. Varmen var rigeligt af energi, ilden var dog bedst for hende i den nuværende tilstand da hun nærmest helede i flammernes varme.
Popilerne i hendes øjne mindskedes af ren vrede, med et vredt brøl tog hun fat om Arkk's baghoved(?) og pressede af alle sine kræfter til og lod neglende skære(?) hans øverste del af hovedet (altså bare ligesom kradse mærker=D)
Med venstre hånd som nu var næsten frisk igen, pressede hun alt hvad hun kunne mod jorden(?) så de rullede lidt til siden så hun derefter lå øverst(?) for derefter at gi ham utallige slag i mavekassen/Torsoen med venstre albue(?)

Arkk borede sine hugtænder dybere og dybere ind i nakken på djævelen, der nu lå på maven og sprællede. Desperat prøvede djævelen at gribe fat i Arkk, men grundet sin hjælpeløse position var det forgæves.

Arkk klemte og borede sine tænder ind i nakken, og sørgede hele tiden for at holde kontrollen over sit bytte, og undgå dets desperate forsøg på at løsrive sig Arkk's jerngreb om nakken på hende. De tumlede rundt, men Arkk sad fast som var han støbt fast!

Snerrende af fryd øjnede Arkk at sejren var nær, men med ét spilede han øjnene vidt op og rejste sine ører. En velkendt lyd nåede hans fine høresans, og ganske rigtigt kunne han skimte skikkelsen af endnu en varulv længere væk.
Arkk's dyriske instinkt rev og sled i ham for at blive, og gøre det af med denne djævel der havde voldt så meget besvær, men hvis der var én ting Arkk hadede mere end mennesker og unaturlige væsener, så var det varulve!
Minder om Arkk's værste dag i sit liv blussede op, hvor han i sit hovmod havde ledt sine mænd i kløerne på varulve og selv blev en. Det brændende had han havde for disse udyr fulgte ham, selv i sin varulve form der var en af dem.

Med et brøl slap han djævelen, satte hårdt af på ryggen af den og jordede afsted imod lydene. Lige inden han forsvandt i mørket, bremsede han dog, vendte sig om og snerrede flabet af djævelen.
Han slog armene ud til siden og udbrød et rivende hyl mod månen, inden han igen satte i løb og forsvandt ind i mørket efter den anden varulv!

((Tak for kampen! ^^))

//out

((selv tak=D))
Fuld af had løb Slidin efter Arkk tolv meter, men han slap ud af hendes syndfeldt og lugten af andre dyr blandede sig med Arkk's lugt.
Skuffet vendte hun tilbage til træet for at få energien tilbage efter denne noget skuffende kamp, godt nok havde hun ikke fået nogen skader men det at bli slåget af noget man normalt jæger var ikke lige det bedste der kunne ske.

Efter et godt stykke tid da træet var udbrændt og hendes Energi var genfrisket, fangede duften fra egern hende, hun var sulten igen og et par finger mader ville ikke være så slemt.
I et hurtigt spring løb hun ind i skoven og forsvandt i mørket.

//out

Felix komemr gående, halv sovende. derfor går han bare lige ud, og vågner først helt da han går med sin ene fod ud i sumpen "føj for helvede!!" råber han, så nogle krager flyver op fra det gamle træ.

Icabell bed sig lettere skræmt i underlæben.
Hvor ER jeg?! Hun var kommet ud af byen, fordi nogle hunde var fulgt efter hende, og nu var hun endt her. Hun vidste ikke hvordan hun skulle komme tilbage. Hun hvinede forskrækket da kragerne fløj lige hen over hovedet på hende og en ung mands stemme genlød igennem tågen. Hun rystede svagt på hænderne og og løftede op i sit lange, sorte skørt. Hun frøs ikke, hun var bare forskrækket, men prøvede forsigtigt at gå imod lyden. Måske kunne han hjælpe hende ud herfra.

B.B sidder på træet, på hug og stirre ned i sumpen. Men da han hører en råbe, vender han hurtigt blikket mod Felix. Han rejser sig op, dog ikke helt, han står en smule foroverbøjet, som han altid gør, mens han stadig stirre på Felix, med de store røde øjne. Han smiler svagt, hvilket vil ligne et rimelig sindssygt smil, da der er blod løbende ned af hagen på ham.
Kort efter vender han blikket mod Icabell, og betragter så hende lidt, med hovedet let på skrå.

han høre lavt en kvindeligt hvis, men tænker ikke mere over det. Han går nogle skridt tilbage, og ud fra sumpen "Altså.. hvorfor ligger det også sådan en.. mudder klat lige her??" mumler han irriteret, han ligger ikke mærke til den blod indsmurte skikkelse oppe i træet.

ligeså snart Icabell får øje på B.B standser hun brat op ved synet af blodet. Hun stivner, og det eneste hun egentlig gør er at blinke en gang eller to. Det kan da ikke have været ham der talte, vel? VEL?! han virkede så.. tavs. Og af en eller anden grund mindede han hende om indersiden af en kiste.
Hun kunne godt se Felix nu, og hun snerpede munden stramt sammen.
Det er flot, Icabell! Du KAN bare ikke finde ud af at blive hjemme vel? Nejnej, du SKAL ud og nyde 'den friske luft'. Se nu hvad du har rodet dig ud i... eller, du står og stirrer på en blodindsmurt mand!

B.B ved ikke rigtig hvad han skal gøre, eller sige, i dette øjeblik, hvis han da overhovedet skal gøre noget. I stedet sætter han sig bare ned på hug igen, og stirre frem og tilbage på de to personer. Først på Icabell, så på Felix, og så på Icabell igen. Sådan bliver han bare ved, i noget tid, før smiler på hans læber forsvinder og han vender blikket mod sumpen igen. - Som om han forventer et eller andet skal ske.

Han vender sig og ser Icabell.. Han følger så hendes blik, da han kan se at det ihvertfald ikke er ham hun glor på. Han ser så op på B.B "æh.." mumler han, da han ser det blodige menneske over sig.
Han vælger dog at ignorere ham, og se tilbage på Icabell.

Icabell ved absolut ikke hvad hun skal gøre. Ved synet af denne blodige mand bringes minder af den aften hendes egen mand blev tævet ihjel tilbage. Lugtene, lydene. Hun var efterhånden blevet ligbleg, mere bleg end hun var i forvejen, og hun knyttede og åbnede hænderne efter sin egen vejrtrækning. Træk vejret ind, knyt hænderne. pust ud, slap af i hænderne.
Hun tog en rask beslutning, gik hurtigt igennem sumpen - så hurtigt hun nu kunne uden at få mudder eller sumpvand på sin kjole - og endte foran Felix. Hun sørgede for ikke at se på B.B, og det var vidst egentlig ret tydeligt at hun ikke ville kigge på ham.
"Ke... Kender De vejen til Byen?" spurgte hun, og sørgede for at se ned på sine hænder. Hun ville nødigt se ham i øjnene, hun VIDSTE at hendes evne aldrig sov, og lige i øjeblikket ville hun bare væk.

B.B sidder længe og stirre ned i sumpen, før han igen rejser sig op, og hopper så ned fra træet. - Lige ned ved siden af sumpen, og lige ned ved siden af Felix, og derfor skråt overfor Icabell. Han ignorere dog Felix og Icabell, og stirre så ned i sumpen igen, stående lettere foroverbøjer og med hænderne i lommerne.

Felix så dovent på Icabell "næh.." mumler han bare, da han egentligthavde mistet stedsansen siden han kom halsovende hertil. han skæver til B.B, da han står ved siden af ham "Er mudder så spændene?" mumler han lettere irriteret.