Hun smilte roligt, men viste ingen tydeligere tegn på følelser. "Ser man det ser man det.. sagde hun bare og blev stående selvom han var lige foran hende, hun vippede hætten ned, og satte sig på en bænk lidt væk, klappede på pladsen vedsiden af sig, "Fortæl, fortæl" sagde hun bare og forventede at han vidste at hun mente han skulle fortælle hvad han havde oplevet

Han så på hende sætte sig og gik langsomt hen til bænken med kappen flyvende efter sig. Han smilede lidt over, at hun endelig tog hætten af. Han satte sig elegant og lænede sig tilbage på bænken.
"Det er en lang historie og ikke en jeg er stolt af. Jeg foretrækker af holde den for mig selv," sagde han roligt og med et lille smil på læberne. Venligt og fredfyldt. Men hun skulle ikke vide det. Ingen skulle få at vide, at han havde fået følelser for en krystalisianer. Eller... det troede han i hvert fald. Han havde i hvert fald haft noget lignende. Men det skulle glemmes nu. Der havde han også været underlig.
"Spørger De af nysgerrighed for min skyld, eller for at kunne ramme mig på et uventet tidsspunkt, ved at bruge nogle af mine få svage punkter+" spurgte han kækt. Ikke ondt eller koldt, men venligt og stolt.
ingen kvinde skal kunne bestemme over mig!

"hvis de får det bedre af det, så kald det nyskerighed" Sagde hun bare roligt, og lagde det ene ben over det anden, mens hun lænte sig tilbage, stoltheden hvilede stadig over hendes skikkelse, også nu, hvor hun virkede ret afslappet, Navia studerede ham bare tavst, "Men du har en dyb hemmelighed" Sagde hun roligt, rakte hånd ud og lagde den på hans kind, "Noget jeg ikke skal vide, noget ingen skal vide" Hun smilte nærmest mildt.

Han mærkede hånden på sin kind. Den bløde kvindehånd. Så blid og følsom. Ikke så mandig og stærk som hans egen.Han smeltede indenvendig. Men ikke kærlighedsagtigt, mere... lyst-agtigt. Hendes krop tiltrak ham utroligt meget. Og så var hun jo elver på første klasse. Stolt og rank. Smuk, så guddommelig smuk. Men hans smil forsvandt, da hun nævnte hans hemmelighed.
"Ingen skal kende mine svagheder. De kan bare bruge dem på mig når de vil. Det går ikke. Jeg kan ikke lade mig knække af en sølle person, der kender mig lidt for godt. Mine svagheder er store, Det er noget der rammer mig hårdt. Hver eneste en," sagde han roligt men dødalvorligt, "Ingen får det nogensinde at vide". Han kiggede på hende og lagde sin hånd på hendes, der stadig var på hans kind (?).

Hun smilte roligt "Jeg respektere dine valg" sagde hun og så direkte på ham, stadig med hånden på hans kind, "Jeg har selv hemmeligheder som er min død værdige" hun sukkede let ved tanken om den nyeste hemmelighed som var tilføjet til flokken, og studerede ham let da han lagde hånden på hendes hånd, hun flyttede ikke hånden, men prøvede bare at fange hans blik, med det skjulte formål at hun ville læse hans følelser i blikket på ham, hun følte ingen kærlighed, men heller intet had for og imod denne person.

Han kiggede på hende, ere intenst end før. Hendes hemmeligheder var vel ligeså svære som hans egne. Han tog deres hænder ned og holdte hendes hånd. Venligt og trøstende.
"Det går nok. Hvad, der ikke dræber Dem, gør Dem bare stærkere," sagde han og smilede venligt. Hans øjne var lidt flirtende, men man ville nok ikke kunne lægge mærke til det. Den frække gnist havde han bare i blikket. Nogle ville tage det som provokerende og grænseoverskridende, men det var jo slet ikke sådan ment. Det var også derfor han aldrig havde haft en rigtig... sådan forstående kæreste, der ikke bare var til at udnytte seksuelt.
han tænkte lidt på den manglende kærlighed han manglede. Ingen elskede ham. Kun hans ugle, men det var jo bare et dyr. Han havde ingen, der gad ham. Ingen, der nogensinde ville kunne elske ham ligeså højt som han ville kunne elske dem.... hvis han endelig kom til det punkt, hvor man kunne kalde det, at elske. Denne smukke kvinde ville han nok heller aldrig kunne få. Kun én tanke gav mening i hans tankegang lige nu:
Kvinder er til for sex.. intet andet!
Det var det han ville holde sig til.
"Men De har folk, der bekymrer sig om Dem. Folk, der ser op til Dem. Folk, der elsker Dem. De er ikke en enspænder som mig, der går alene rundt og passer sig selv. Det skal De være glad for," sagde han roligt med et svagt smil, der kunne virke lidt.... trist?

Hun tog sin hånd til sig, og drejede sig væk fra ham, "Folk der elsker mig" fnyste let, "Jeg har folk som jeg skal våge over, folk som er trofaste fordi at de er bange for mig" Hun sukkede let, "Kun mine krigere stoler jeg på, de har ikke samme frygt for mig, de er nogle gange lidt for overmodige, men de er også som man nok kan gætte ikke de klogeste i verden" sagde hun bare, sukkede lydløst og lukkede øjnene, "Der var engang jeg var fri som en fugl, den dag blev ødelagt af min bror, jeg fulgte friviligt med, til mangtens top" Hun rystede på hovedet, "Sorgen, glæden, hånen, stoltheden," smilte ironisk, "alle følelser vi alle har prøvet"

Han tog hendes hånd igen og smilede varmt. Bare venligt.
"Det kan godt være, at dette lyder som en kærlighedserklæring, men tag det ikke sådan," startede han og så alvorligt på hende, "Men De skal vide, at jeg er her for Dem. Det kan godt være, at De tager det som at jeg tror De er svag... det kunne aldrig strejfe min tankegang," sagde han men tøvede. Han sank og tabte smilet.
"Men alle får problemer på et tidspunkt, og hvis De søger trøst, forståelse eller bare selvskab... så kan De godt komme til mig," sagde han, "Jeg vil vælge, at betro Dem mit venskab. Jeg vælger at stole på Dem. Så håber jeg bare ikke, at De får et forkert indtryk af dette, men jeg skal ikke presse Dem. Nu ved De bare, at jeg er her for Dem," han smilede igen og havde en så inderlig lyst til at kramme hende. Den stakkels hun-elver, der ingen kærlighed fik heller, var så meget som ham selv. Han aede hendes hånd, kærligt, men venskabeligt.

FRYS

Hun trak sig væk fra ham, stod op med blikket vendt mod nogle roser, en kold vrede, skuffelse, voksede op i hende, helt ude af kontrol. Navia Lunea vidste ikke hvorfor, men hun var dybt skuffet over ham, hans opførsel, troede han virkelig at hun ville være sådan?, Betro sig, ikke fordi at han var verdens dummeste svin, men Hun betroede sig aldrig til nogen. Mit liv, Mine hemmeligheder Hun sendte ubevidst en dræbende sky af mørke ud fra sig, ikke dræbende for mennesker, men for de planter som stødte på den, flere roser på busken foran hende visnede og faldt ned fra busken. Hendes blik var fjernt, indtil hun drejede rundt og så på ham, hendes øjne var stolte som altid, og hendes holdning fejlede intet, hun var som hun plejede, samme kolde, stolte Navia. Som om at der slet ikke var sket noget før.[/i]

Han rejste sig op og så på hende med et koldt blik. Den kvinde måtte da lære at styre sig lidt. Han tilbød det jo bare. Det kunne han ikke se noget galt i, tværtimod. Hun var vist lidt for stolt over sig selv, den lille... Nej, Thade! Stop det der. Ingen onde tanker...
Han stod stolt og overvejende og kiggede på hende. Skulle han gå?
"Det må De meget undskylde," sagde han med sin dybe stemme, "Det var jo såmænd kun et forslag. Jeg bedte Dem ikke om noget til gengæld. Det var ikke spørgsmål, blot koldt fakta". Hans stemme var blevet lidt hård, men det lød blot som var han usandsynlig bestemt.
"Men vi kan da også bare lade som om, at alt er okay, så vi undgår snak bag vores rygge," sagde han, da han udemærket vidste at almindelige folk i byen snakkede om både ham... og Navia. Sådan var det bare. For det første, fordi de var mørkelvere, og for det andet, fordi at de var blevet set sammen. Det var ikke hemmeligt mere, at deres respekt gik retur.
Gad vide, om nogen så hendes hånd på min kind? spurgte han sig selv svagt om inde i tankerne. En lille hviskende stemme, som var han bange for at hun hørte det.
"Hvad ønsker De?" spurgte han, "Hvis De vil glemme alt, så går jeg nu, men hvis De vil være sammen med mig og få magt, så vil jeg med glæde lade dig bestemme hvordan, hvor og hvor meget. De får selvfølgelig det meste af den, da jeg ikke er ude efter magt... men respekt," sagde han og et skævt, snedigt smil blottedes, "Vi kunne blive et glimrende makkerpar". Uglen skrattede lidt ind i hans øre, men han ignorerede den. Ordet makkerpar var ikke ment som ægtefolk eller noget i den retning, det var blot ment som det ordet nu engang betyder og står for. Han trak kappen lidt tættere omkring sig og tog sin hætte på, da han mærkede små vanddråber ramme hans hovedbund, men dog så man stadig kunne se hans ansigt.

Hun var lukket fuldkommen af, hørte ikke hans stemme som andet end en fjern hvisken, indtil ordet magt gled over hans læber, mørket som havde dræbt de fleste buske i miles omkreds trak sig tilbage, og lod de sidste planter leve, hun vendte sig rundt og så på ham, "Magt," sagde hun roligt, "Makkerpar," Hun tog kappen af, og satte sig i skrædderstilling på den, på jorden, så op på ham og sagde så: "Det vil jeg gerne høre mere om" Smilte ikke, men var bare den samme Navia som man allerførste gang havde mødt. Den stolte, kolde person, som aldrig ville lukke nogen ind i sit hjerte. Egentlig var hun ligeglad med folk sagde om hende, hvis bare de nærede respekt, selvfølgelig hvis de sagde noget om hende, ville det være respektløst, så det kom jo også deraf. Hun ventede bare tålmodigt på at han ville begynde at snakke, imens tog hun sit sværd op af skeden, og kørte fraværende nogle fingre hend over den skarpe klinge, hendes tanker fløj igen væk, men for at vende tilbage lidt efter, hun rettede sit mørke blik mod hans ansigt, og var fuldkommen opmærksom på ham. "Fortæl."

Han stod stadig stolt og rank foran hende, kiggede ind i hendes øjne. Så magtfulde. Han trådte lidt nærmere og satte sig ned på sin kappe. Den var lang nok til at han kunne sidde på den imens han havde den på. Han så på hende og hendes sværd. Hvor fint..
"Hvis det falder i Deres smag at arbejde i hold, har jeg dette at tilbyde," sagde han, "De kan arbejde sammen med mig, på vej mod toppen. Vi er et yderst vel makkerpar. Vi kan få magt. Vi begge har viljen, modet og styrken til at nå hvad vi vil. Hvis De har lyst, så tilbyder jeg naturligvis min assistance," sagde han og lød lidt stolt. Hans kappe dækkede stadig hans overkrop, dog ikke hans ben. Han smilede skævt igen, men tabte det dog, så hans øjne var alvorlige. uhyggeligt alvorlige.
"De vil i sidste ende få al magten. Jeg er ikke interreseret i magt, blot i slagsmål og respekt," sagde han og løftede hagen lidt med en lidt vurderende mine.
"Hvad siger De?"
JA!!

Hun smilte roligt, "Nu hentyder du ikke at jeg har brug for dig vel?" Spurgte hun roligt, med et køligt smil spillende på læberne, Hun kunne sagtens passe på sig selv, og kunne sagtens skabe magt selv, men en makker kunne vel ikke fejle noget, nu hvor hendes bror alligevel futtede rundt og gemte sig, men hun ville vide noget mere om hans mening om altid. "Respekt, er en selvfølge, hvis man gå sammen med mig," sagde hun roligt. "Jeg forlanger respekt. Fra folk, men er også tilfreds med frygt." Hun smilte køligt, "Kampe er ikke noget jeg interresere mig for, men lidt afstraffelse er på sin plads" Hun smilte let, "Men lad mig lige høre en ting," Smilte let, "Hvordan er din plan, for hvordan Vi skal skabe den magt," Hun smilte let, hun vidste godt hvordan man fik magt, og hun havde iforvejen meget, men mere magt,.. Lød Godt.

Han kiggede roligt på hende og smilede da hun smilede.
"Jeg mener ikke, at De har brug for mig. Det er jeg for værdiløs til på det punkt, men en hjælpende hånd kan vel aldrig skade," sagde han næsten spørgende, "Jeg giver Dem min respekt, men kræver så til gengæld at få ngoet igen, for at jeg netop gør dette. Det er meget imod det jeg plejer at gøre. Det er mange år siden jeg sidst har givet respekt ud," sagde han og tabte smilet. Hans øjne, der ellers havde udstrålet spænding og glæde var nu kolde og deprimerende at se på. Hans gamle liv trådte frem igen og han følte det æde ham op indefra.
"Vi må samle en hær. Vi kan ikke kun gøre det som... os to. Vi kan skabe respekt rundt omkring og med den hær vi så har samlet kan vi bekæmpe alle de åndssvage lyse krigere og de andre fjolser. Tænker vi ens, eller ønsker De at blande Dem med noget af Deres egen viden og idéer?" spurgte han helt høfligt. De mørkerøde øjne lignede to af de smukke røde roser, der førhen hang på buskene, men som nu lå døde nede på jorden. Den røde farve var næsten helt til at drømme sig væk i, men et eller andet gjorde det umuligt. Det triste blik, der alvorligt alarmerede, at han ligemeget hvad ville gå i krig, om han så skulle være helt alene om det.
Sig for guds skyld ja til at gå i krig... hvem han så end er denne gud, man hele tiden hepper på...

Hun smilte. "Noget kræver folk altid" Sagde hun bare, og lod ham ellers tale færdig, "En hær, siger du" hun smilte let, "Den kan nødvendigvis ikke bestå af elvere" Hun tænkte sig lidt om, "Mennesker" sagde hun så bare med en let afsky, "Jeg tager kun mennesker ind hvis de kæmper under os som krigere, ingen mennesker skal være ledere på nogen måde," Hun rystede let på hovedet, "Mine mænd vil være trofaste over for mig," Sagde hun så bare, "Og jeg har mange mænd, men ikke nok til en krig, så mennesker er der brug for" Hun sukkede let. "Så lad os dræbe lyset" Sagde hun med et ondt smil. "Vi skal bare finde en hær," Hun lod mange tanker glide igennem sit hovedet. "På de betingelser, at vi leder hæren, og at ingen af krigerne har nogen former for magt" Hun smilte køligt.

Han begyndte at smile et ondt og hånligt smil. Hans øjne blev onde og hans rejste sig op. Børstede sin kappe lidt af og så på hende.
"De har så evigt ret, Navia Lunea," sagde han stolt og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op. Bare af ren høflighed.. og så også for at score lidt flere respektpoint, men det kunne ikke gennemskues. Han havde gjort det i så mange år, så han havde en facade nu. Den kunne han tage af og på når han ville. Han fik et billed inde i hovedet af ham og hende, der bekæmpede lyset og gjorde som det passede dem med magt! Han smilede skævt over det og stod rank og stolt.
"De er en klog frøken," sagde han, "Men jeg vil sikre mig, at De ikke laver nogle numre med mig. Så derfor.. vil jeg bede Dem om at love mig, at De ikke svigter mig gennem dette projekt. Jeg lover, at jeg ikke svigter Dem på noget tidspunkt," sagde han og rakte endnu engang sin hånd ud, som lavede de en aftale, "Har vi en aftale?" spurgte han så om og smilede skævt. Hans smilende øjne ville virke meget charmerende, som de jo altid gjorde.
Røvrend mig nu ikke, Navia...

Hun tog imod hans hånd, og lod ham trække sig op, ikke fordi at hun ikke sagtens kunne komme op selv, men hun ville prøve ham af, og dette var en af hendes måder, hun smilte let af hans spørgsmål om hun vil love ham det, "Det ligger næsten under min værdighed" Sagde hun roligt, "Ikke at love dig det, men at du har brug for at jeg lover dig det, det virker som om at du ikke helt stoler på mig" Hendes blik var køligt, men bestemt, og rettet direkte imod hans. "Jeg stikker ikke af fra noget" Hun var meget alvorligt, "Du har mit ord på at jeg hellere vil dø, end at stikke af."[/b]

Han så hende i øjnene og et smirk viste sig på hans bløde læber. Han havde en sådan lyst til at ae hendes kind og kysse hendes følsomme mund så blidt, som når vinden bølgede i det blødeste silkelagen. Han kunne næsten mærke det, da han hjalp hende op og rørte hendes hånd. Han tiltrækning af hende var så stor så det ville kunne måles med det rette udstyr, men han måtte dy sig med at gøre noget dumt. Han vidste, at hun var en stolt hun-elver, ligeså stolt som ham selv. Til gengæld ville han bryde sig om, hvis et menneske, en elver, lys eller mørk var ligemeget, en vampyr, et halvdyr eller et andet u- eller skyldigt væsen aede hans kind for at signalere, at det var okay, hvis han voldtagede dem, som han så ville gøre lige bagefter. Men selvfølgelig voldtage dem blidt, med omsorg. Han ville ikke gøre det sådan så de ikke ville. De skulle sige ja til voldtægten. Man kunne vel kalde det frivillig tvang. Hans øjne smilede til hende og udstrålede varme.
"Jeg stoler skam på Dem. Jeg er bare vant til at folk, jeg ender med at stole på svigter mig ved at løbe bort eller forråder mig ved at holde med de andre. Det kender jeg alt for godt. Dem stoler jeg på endnu, men jeg har min stolthed, så jeg kan let vende på en tallerken, hvis De forstår? Det kender De vel til?" spurgte han i slutningen. Det burde hun kende til. Hun var stolt, hun var en kvinde og hun havde undersåtter. Alle med den slags magt og køn ville have prøvet det. Hans øjne rummede dog stadig den samme respekt, men dog en ligeså stor og fyldig stolthed.
Kom nu.. Vis lidt ydmyghed, tænkte han. Man skal kunne vise ydmyghed. Først der er man stolt nok til at kunne kalde sig værdig til jobbet som magtfuld diktator, hvis det var det man ville stræbe efter.
Sådan havde han altid fået det fortalt... og lært.

Hendes mørke blik hvilede på ham. Hun satte hænderne i siden, og lod ham bare snakke, det måtte han selv om, hun hørte kun efter med et halvt øre, så hun opfattede alligevel det han sagde. Hendes stolthed. Hah, han vidste intet om hendes følelser. "Jeg forstår Dem" Sagde hun bare med rolig stemme, og begyndte med lette skridt at gå over imod en af de døde rosenbuske, ¤Så megen skønhed, så megen spild¤ mumlede hun for sig selv, og med et fjernt blik i øjnene drejede hun rundt og så på ham, "Hvad vil din plads være i alt dette?" hun roligt. "Vil du stå vedsiden af mig, i kampen?" Spurgte hun roligt, "Vil du lede de fra en bakketop, hvad vil du gøre?" Hendes blik var blevet gennemborende.

Han gik to skridt nærmere for at vise, at han ikke var spor bange for hende. Hans blik blev alvorligt og hans smirk var forsvundet så snart hun var begyndt at tvivle.
"Jeg vil stå ved siden af Dem i enhver kamp De må gennemgå," sagde han og trak sin hætte af da støvregnen ikke havde udviklet sig til særlig meget. Han samlede sine hænder bagpå sin ryg og stod rank. Hun må da være gået helt fra forstanden, hvis hun ikke stoler på mig nu.. tænkte han. Her har han stået og lovet hende sin troskab og respekt og så vover hun at tvivle!
"De kan stole på mig så længe De lever, da jeg nok er død inden Deres ende banker på døren," sagde han og følte alvorligheden vælde over sig som iskoldt vand. En stille vind rev i hans store mørkeblå kappe og det kunne få ham til at se lidt guddommelig ud i nogles øjne, da hans snehvide hår også svævede i den kolde vind. Sneuglen sad og pev lidt på hans skulder. Han skævede hen til den og aede den blidt under hagen, for at få den til at tie. Han trådte tættere på hende, den utroligt smukke hun-elver, der fangede hans opmærksomhed fra første gang han traf hende. Så guddommelig smuk og yndig. Så fantastisk stolt. Men åbenbart ikke troværdig? eller ydmyg?
"Forstår De?" spurgte han. Ikke arrogant eller noget, men bare for at være sikker på, at hun nu stolede på ham, før de kunne gå i gang med deres projekt.

Frys