Og det forsigtige kys Aldamar havde lagt ud med, var snart fortid.
Fornemmelsen, entusiasmen og ikke mindst varmen han følte fra Fabian's mere ivrige læber, var nok til at smelte den pirrende varsomhed væk - den havde kun været for at drille - og hørte ikke til nogle steder i de heftigere følelser der pulserede imod ham. Det var som et bål man ikke kunne undgå at holde af, såvel som at holde om; man måtte være varsom med ikke at brænde sig, selvom det føltes så fantastisk.
Ivrigt bukkede den frie hånd ind imod den (nu) løsere vests stof, jah følte efter idet at han faktisk huskede at intet sad ligeså stramt på Fabian som det havde gjort før, og søgende ændrede den kurs til ind under vesten, og om bagved ryggen der. Tyndere stof, musklerne var at fornemme imod de bløde fingerspiser.
Den anden holdt stadigvæk nogenlunde om den udskårne pibe, men formåede at blive stillet fra sig et eller andet sted på kanten, så han også kunne lade den glide over Fabian's skjorte - den her gang over lænden i stedet.
Han skulle ikke nogle steder der mindede om væk. Det eneste der brød af, var kysset der på et tidspunkt i stedet gled ned til kæbelinjen, ned over halsen og ned imod kraven, imens at han med en lidt tungere tilbageholdenhed vidste at han ikke gik længere end det, herude. Ikke nu, når folk alligevel var så tæt på at tøffe ud til deres egne værelser igen.


Krystallandet
