Pax fnøs moret og himlede med øjnene. "Lad mig nu forhelvede leve i drømmen lidt", brokkede han sig mumlende, stadig storsmilende og velvidende, at Juno havde ret. I hvert fald delvist.
Han vidste ikke hvordan det skete, men ikke lang tid efter døsede han hen. Hans ene hånd lå i Junos bløde hår og han var varm, komfortabel på en sådan måde, han ikke havde oplevet længe. Der var stadig ingen tanker, stadig ingen hviskende stemmer, der mumlede forræderiske ideer og kendsgerninger, der ikke passede. Langsomt begyndte hans kærtegn at stilne hen, hans fingres dans ophørte og stille men stødt begyndte Pax at falde hen i en rolig søvn.
Og der var ingen drømme.

Da han vågnede, var han ikke sig selv men forvandlet, dækket af mørkegrå pels. Et sted i hans bevidsthed morede han sig over det. Det hændte ikke tit, at han forvandlede sig i søvnens greb, men denne gang var det sket.
Ulven strakte sig mageligt, lod snuden og det store hoved glide henover alt det bløde sengetøj. Des mere den vågnede, des mere gik det også op for den, at den var alene og da tanken virkelig cementerede sig, sprang den ned fra sengen. Den kunne ikke huske, hvor den havde lagt menneskeskikkelsens tøj og fortsatte derfor ned af gangene på fire poter. Den fuldte roligt duften, fornemmede at han stadig var tæt på og var derfor ikke bekymret.
Udenfor var det blevet mørkt og huset lå begravet i lange skygger. Ikke, at det gjorde ulven noget. Den så bedre i mørke.
Duftsporet ledte den ned af smalle, besværlige trapper, forbi alskens rum, den ikke anede, hvad indeholdte. Udsmykningerne blev dog færre og færre, og skønt huset stadig var velholdt, var det også tydeligt, at det område, den bevægede sig igennem, ikke tilhørte det finere folk.
Den fandt Juno i en tør kælder, omringet af massive trækister. Der var rodet og før den gabte og rystede sig, puffede den spørgende til en vattet dukke, der lå på gulvet, dens arme og ben spredt i de mærkeligste positioner.
Ulven gned sit hoved langs Junos rygrad og snusede kortvarigt til hans nakke. Derefter lod den sig dumpe tungt ned at ligge, ved siden af Juno og med dens snude ud for hans knæ. 

Juno rystede grinende på hovedet, da Pax bad om lov til at drømme i fred. Selvfølgelig havde han drømt om det samme, men når Pax rent faktisk sagde det højt, kunne han ikke stoppe sig selv fra at bryde ind med lidt af virkeligheden. I det mindste havde Pax ikke lydt som om han gjorde grin med ham denne gang, men selv hvis den anden virkelig havde gjort et forsøg på at overtale Juno, ville han ikke have brudt sig om at gøre drømmen til virkelighed. Hver gang han havde forladt Dianthos længere tid af gangen havde det været ved tvang, og nu Juno klyngede sig til den velkendte by, der på trods af alle dens farer føltes tryg. 

Juno blev liggende hos Pax indtil han faldt i søvn, men havde for meget energi i kroppen til selv at falde i søvn, og alt for meget energi til at ligge stille meget længere, så han rejste sig forsigtigt, tøj sit tøj på igen og gik på opdagelse igennem de rum, de indtil da kun var løbet igennem. I stuen hvor Pax først havde fanget ham, trak Juno et par bøger ud fra reolerne og bladrede dem igennem uden at finde noget, der kunne fastholde hans interesse, og bevægede sig videre igennem flere af rummene, hvor han søgte igennem ting der ikke var hans, skuffer med dagbøger og hemmelige sedler, der gav Juno ideen til at finde baronens værelse for at om der var en oversigt over de handler han havde lavet med Ulven. 
På vejen kom han forbi entreen, hvor Paxs tøj stadig lå, og Juno blev igen distraheret, for bag om trappen så der ud til at være en dør - én der ledte nedad, og Juno tændte en lampe han kunne tage med sig, da han bevægede sig ned i af de gradvist mørkere trapper. Han nåede forbi rum, der så ud til at tilhøre tjenestefolkene, men gik ikke op i hvordan de levede - det var ikke langt nok fra hans egen situation. 
En trappe førte længere ned, og her lå skattene tydeligvis. Ikke de skatte, der blev sat mest pris på at det fine folk, men hvad Juno pludselig følte at han havde ledt efter hele tiden. 

Han så ikke op fra dragkisterne der stod åbne omkring ham, da han hørte ulven komme ned til sig. Lyden af dens poter var blevet så velkendte, at Juno med det samme vidste hvad det var han hørte, og han ville slet ikke have forladt Paxs side, hvis ikke han havde været sikker på at de var alene og i sikkerhed. 
"Hej skat," hilste han med et smil og en moret tone, da ulven gned sig op mod ham, og først da den lagde sig ved siden af ham, løftede han en hånd fra det han var i gang med, for i stedet at begrave den i tyk, grå pels. 
"Se hvad jeg fandt!" Ivrigt løftede han glaspynt op, som regel brugt til fejringen af midsommer. Hvis ikke man talte indbrud med, havde Juno ikke set lignende pynt i over ti år. "Hele kisten er fuld af dem. Og dragter også - jeg tror aldrig jeg har set -" Juno faldt over sine egne ord, imens han forsigtigt lagde glaskuglerne fra sig, for i stedet at hive traditionelle dragter frem fra kisten også. "Jeg vidste slet ikke at det er en del af det, gjorde du? Jeg troede seriøst de bare kom ned og fejrede med os, men.." Junos hånd gled over silkestoffet og broderiet i det, og følte sig med ét sendt tilbage til et minde fra sin barndom, der involverede farverigt tøj, han var kommet til at svine til, og angst satte sig tungt i ham, indtil han stoppede tøjet tilbage i kisten og begravede én hånd i ulvens pels, imens den anden søgte videre i dragkisten. 
Flere af kisterne omkring dem stod også åbne, nøjsomt pakket med hvert deres tema, men fra denne hev Juno blomster, foldet af tyndt papir. Mere pynt. "Der skal noget til, med et hjem så stort," mumlede Juno, ikke sikker på om han dømte dem eller var misundelig, og lagde med en langsom bevægelse en af blomsterne på toppen af ulvens hoved. Hans hjerte sad fortsat i halsen på ham, og han var ubehageligt opmærksom på at ulven kunne lugte alt han følte, men ulven kunne på den anden side heller ikke kommentere på det, og Juno skyndte sig at snakke videre, så Pax ikke følte at han skulle forvandle sig til et menneske for at kommentere på noget som helst af det. "Der er noget af det jeg savner. Fra mit hjem. Mit første hjem. Og samtidig er der ikke noget af det, der ville have været lige så godt, som hvis jeg bare havde fundet dig fra starten. Min mor ville være blevet ked af det, men min far ville have været ligeglad. Og jeg tror kun Julia ville have været ked, fordi hun ville have følt at hun skulle. Det var ikke ligefrem fordi hun prøvede at få mig tilbage fra dig. Flokken."
Det var ikke bedre end stilhed, men det var bedre end at indrømme svaghed, sådan som Juno kunne tænke at nogen af hans følelser var. 

Ulven brummede, da Juno fremviste det glimtende glaspynt. Den forstod ikke den andens begejstring men havde heller ikke i sinde at dæmpe den, hvormed dens øjne fulgte de mange genstande opmærksomt.
Da den fornemmede, at noget var hændt, noget ubehageligt, der fik Junos hjerte til at slå et slag over i forskrækkelse, rejste den sig og lagde sig i stedet henover den blonde mands ben. Den ville ikke blive til mand, ikke endnu, for en klogere stemme i dens hoved hviskede, at de ord, der fulgte, var nemmere at sige til den indtil dens menneskelige skikkelse. Og ganske rigtigt. Som den lå, dens lange ben henover Junos egne, begyndte fortællingen at tage form, næsten hektisk, som ville den anden have det overstået i en fart, som var stilheden farlig.
”Og jeg tror kun Julia ville have været ked, fordi hun ville have følt at hun skulle. Det var ikke ligefrem fordi hun prøvede at få mig tilbage fra dig. Flokken.”
Ulven knurrede advarende, tanken ubærlig. Pludselig rejste den sig op, gned sit hoved fra Junos mave til bryst, til skulder og om på ryggen, i takt med den bevægede sig om bag ham. Den kunne ikke undgå at skubbe og mase til ham, ivrig efter at være så tæt på ham, sprede sin duft, markere sig. Da den var i sikkerhed for de alt for blå øjne, forvandlede den sig.
”Jeg ville aldrig have tilladt hende at tage dig fra mig.” Ordene var ude før, at Pax kunne nå at stoppe dem. Han sad på hug bag Juno, hans arme straks omkring den andens krop og hans hage let hvilende på Junos skulder.
Han huskede stadig dagen, hvor han havde fundet Juno for første gang. Det var duften af ham, så ulig noget andet, Pax nogensinde havde mødt, der havde ført ham på afveje. Solen havde skinnet, luften var varm og han erindrede sin egen forundring over, at den lille, blonde og blåøjede knægt overhovedet havde en duft midt i alt skraldet, han stod i, midt i den lusede og forrådnede menneskemængde. Han havde ikke dengang vidst, hvad dét var og bevidstheden om det, skulle først komme til ham over et årti senere. Alt hvad den 14-årige Pax dog kunne tænke på var, at Juno øjeblikkeligt var blevet hans, hans ansvar, hans… alting. Det havde været et øjeblik, hvis intensitet fik lydene til at fordufte og vende tilbage i et susende brøl.
Pax huskede det, som var det i går. Som var det hændt blot få øjeblikke før dette.
Og han huskede kvinden, der havde givet liv til en søn, der var endnu kønnere end hende…
Pax kyssede Junos hals og knugede ham indtil sig, som kunne han forsvinde. ”Hun kom”, hviskede han, ikke interesseret i at fortsætte sin erkendelse men også velvidende om, at han skulle. At han måtte. ”Hun ville have dig med tilbage til bordellet, men du var min. Jeg ville ikke lade dig gå med hende.” Pax vidste ikke, hvordan han ellers skulle forklare, hvad der var hændt. Posen med lokkende krystaller, Julias nedladende latter og alt for sødmefulde ord, der lovede, at Pax ville få alt, hvad han ville have, så længe han gik og hentede Juno, fulgte ham ud til hende, gav hans hånd til hende…
”Du er min.”

Det blev betydeligt sværere at lade angsten overtage fra det øjeblik ulvens vægt lagde sig over hans ben, følelsen af den en påmindelse om, hvor han var henne og hvem han var med. Ulven og Kerfeir havde aldrig været i nærheden af hinanden, men Juno var ikke i tvivl om, hvem der ville vinde, hvis de to nogensinde mødte hinanden, men det vigtigste var alligevel, at Juno aldrig havde følt sig som et hjælpeløst barn, når han var sammen med Pax. Følelsen af at være værdiløs, som hans far havde kunne give ham med et enkelt blik - den følelse kunne Pax lige så let få til at forsvinde, og Juno følte det også nu, som han lod vægten af ulven berolige sig. 
Ulven havde også ret - Juno ville have haft sværere ved at sige det samme til dens menneskeskikkelse. Han ville have forsøgt, men det var altid sværere at finde de rigtige ord, når han kunne se konsekvenserne af dem vente i Paxs menneskeøjne. 

Han sad helt stille, da ulven begyndte at gnide sig op af ham, hver berøring en trøst, en påmindelse om at Pax gerne ville have ham, selvom Julia ikke ville. Den slags påmindelse som Juno havde lettest ved at tro på, når den kom fysisk til udtryk, og selvom han vidste, at han blev trøstet, var det som om det kun fik hans hjerte til at blive tungere. Det var skamfuldt for ham, at Julias opførsel stadig påvirkede ham, især noget der var så længe siden. Han havde ikke engang set hende, siden han var blevet gift. Han havde set hende en enkelt gang inden - bare for at lade hende vide, at han var i live, kun for at fortryde det kort efter, men han havde følt, at han havde skyldt hende så meget i det mindste.

Juno havde siddet helt stille, frosset til stedet af sine egne følelser, ude af stand til at være i dem, imens ulven havde bevæget sig bag om ham, og i samme øjeblik han hørte Paxs stemme og hørte, at han havde forvandlet sig tilbage til menneske, vidste han, at konsekvensen for at åbne munden var ved at falde over ham. Og hvis ikke for at åbne munden, så for at lade sig påvirke nok af følelsen af stof til at afsløre, at han havde følt noget kraftigt nok til, at det kunne aflæses på ham. 
Han havde regnet med en graven i sine følelser, en reprimande for stadig at tænke på en mor, der ikke tænkte på ham, eller for at frygte en far, der befandt sig i den anden ende af landet. Hvad han fik, var så meget bedre, at Juno ikke kunne gøre andet end at sidde i stilhed lidt endnu, før han forsigtigt, næsten tøvende, fnøs. Det var så rar en ting at høre, at Juno ikke følte han kunne tillade sig at tro på den. 

Han havde bare været en lille lort dengang. 

Han kunne ikke noget og var ikke noget, men troede det modsatte var sandt, fordi han indtil for nylig havde været en rigmandsunge og rigmandsungerne var altid noget værd, om ikke andet så en løsesum, men også deres evner, og Juno kunne allerede læse, skrive og regne, men som han havde stået der på gaden, uden nogen at gå til og uden nogen der ville ansætte ham, når alle hans fars forbindelser kun kendte ham som en besværlig, larmende møgunge, og uden sin mors hjælp - havde han ikke kunne en eneste ting, der var noget værd på gaden.
Men Pax havde været der. Pax havde set værdi i ham, selv dengang. Selv med et barn, der havde været så skeptisk overfor ham, så sur og utryg, men alligevel så ivrig efter at finde én han kunne stole på og med et dybt ønske om at lade det være Pax, der ikke selv havde været andet end en akavet teenager, men samtidig havde fået Juno til at se op til ham med det samme. 
 
"Jeg ville have skreget, hvis hun havde prøvet at fjerne mig fra dig," mumlede han tilbage. Det var en beroligende tanke at Pax syntes han ville have haft det på samme måde. De første par dage var han ikke sikker på, men selvom Juno havde været lille dengang, så stod det også tydeligt i hans hukommelse, hvor hurtigt de havde knyttet sig til hinanden, og troede på at Pax sagde sandheden. 

Alligevel kom Paxs tilståelse som et chok og Juno sad helt stille imens han fordøjede det. Han havde altid troet at Julia havde opgivet ham, at hun havde indset, at han var mere besvær end han værd, og selvom Juno under ingen omstændigheder ville være gået med hende, fremfor Pax, kunne han heller ikke tro, at han var blevet røvet for muligheden. 
"Og du sagde ikke noget?" spurgte han, imens han vendte sig halvt i Paxs arme, for at kunne se på ham. "Hvad hvis jeg - det var min mor! Skulle du ikke have spurgt mig? Hvor længe - hvor længe gik der før hun kom efter mig?" 

Selv mens Juno sagde det, følte han afstanden imellem hvad der kom ud af hans mund og hvad han følte. Hvis han var gået med Julia, ville han være blevet fortabt. Han vidste ikke, om han ville have kunne sige nej til hende igen, og hvis han ikke kunne, ville det have endt med at ødelægge ham.
Hvad han virkelig ville sige var, at han altid havde været Paxs. At han havde været hans fra første øjeblik de havde mødt hinanden, at han var glad for at Pax havde taget beslutningen for ham, men det satte sig alt sammen fast i halsen på ham, imens han afventede en forklaring. 

Junos bebrejdende tone fik Pax til at skære en grimasse. Han slap langsomt sit tag om den blonde mand, hans øjne kun villig til at møde hans blik fordi, at han følte trods.
”Du var syv”, hørte Pax sig selv mumle. Hans tone afslørede hans eget forbehold og et tungt suk forlod hans mund, før han modvilligt fortsatte. ”Du kunne ikke tage den beslutning og Julia ville ikke passe på dig. Selvfølgelig ville jeg have givet dig til hende, hvis hun ikke havde planer om…” Pax tav og lod sine knæ lande på det kølige trægulv. Han jog en hånd igennem de alt for vilde krøller og slog dernæst en smule frustreret ud med den til den ene side. ”Jeg vidste, hvad der ventede dig, hvis jeg tog krystallerne og hentede dig. Det var den nemmeste beslutning i mit liv. Og jeg husker det ikke præcist. Nok… en uge eller to efter, at vi havde mødt hinanden første gang. Måske lidt mere.” Pax forblev siddende, skønt han kæmpede mod trangen efter at rejse sig op. Han rømmede sig og skar en grimasse, forsøgte at tænke tilbage, mindedes. Han ville gerne forklare, omsider lægge sandheden i Junos skød og Pax mærkede sin egen forventning om, at gøre historien ret.
”Jeg vidste ikke, at hvad hun var til dig før, at hun fortalte mig det. Jeg vidste kun, at hun arbejdede for Nelly. At hun lige var begyndt der. Hun tilbød mig nogle krystaller og alle de gratis nætter med den kønneste pige, jeg kunne tænke mig, hvis jeg bare bragte hendes søn til hende. Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge dig til. Det er jo forhelvede ikke normalt, at et barn render rundt i Undergrunden uden opsyn. Og hun løj. Jeg stolede ikke på hende, så jeg afslog. Lidt efter kom Filip.” Pax trak lidt på den ene skulder, velvidende at de begge vidste, hvad det betød. Kom Filip spankulerende, var samtalen slut.
Men det var ikke det værste, du gjorde… var det vel?
Pax sank en klump og mærkede en så ukarakteristisk knude af samvittighedskvaler vokse i hans maveregion. Hans øjne virrede mellem Junos egne, indtil han til sidst skar en grimasse, overgav sig til det, der måtte ske derefter.
”Jeg holdte hende væk fra dig i årerne efter. Jeg sørgede for, at der var øjne på dig, hvis jeg ikke selv var i nærheden. Hun prøvede ikke hele tiden… jeg husker fire gange, men… da du forlod os, fjernede jeg selvfølgelig alle, der før havde… du ved.” Udspioneret ham. Lusket efter ham. Sørget for at standse Julia, dirigere hende andre steder hen, truet hende til tavshed. 

Allerede inden Pax begyndte sin forklaring vidste Juno, at den anden mand havde ret. Han havde bare brug for at høre ham sige hvorfor, havde brug for at få taget ansvaret helt fra sig. Da Pax slap ham, fulgte Juno og straks med rundt, så han kunne se bedre på ham, men forblev så tæt på ham som han ellers kunne komme. 

"Selvfølgelig ville jeg have givet dig til hende, hvis hun ikke havde planer om…" Juno var ligeglad med, hvilke planer der havde eller ikke havde været der, han ville ikke høre, at Pax ville have opgivet ham. Heller ikke selvom han netop havde beordret ham til at forklare, hvorfor han ikke havde opgivet ham. 
Al den information Pax kom med, var ny for Juno, men hans hjerte faldt, da han hørte at Julia havde taget krystaller med. Det var ikke moderlig bekymring, der havde fået hende til at komme efter ham, for så ville hun have krævet ham helt uden betaling. Det kunne kun være fordi hun så Juno som en investering. En god én ville han også have været, for han havde for længst lært at der ikke var nogen voksne der ville hjælpe ham. Hvis også Pax havde lært ham det samme, ville han ikke have kunne stikke af igen. 
Juno sank en klump og tav, imens Pax fortsatte sin fortælling, og da der ikke kun blev tilbudt krystaller, men også gratis nætter på bordellet, blev Juno nødt til at tørre sin løbende næse i sit ærme, for ikke at komme til at snøfte. Hvad betød det, at Julia virkelig var kommet efter ham, når hun kun var kommet efter hans arbejdskraft? 
Det næste Pax fortalte sendte et chok igennem hele Junos system, og selv hans våde øjne holdt op med at producere tårer, imens han indså omfanget af, hvad Pax havde gjort. I alle de år havde han troet, at han ikke havde set sin mor, fordi hun havde lagt bolden hos ham, at hun bare ventede på at han kom til hende, og at det var hans valg ikke at se hende, men hun havde forsøgt.
"Jeg kan ikke engang lide hende," hørte han sig selv hviske, overrasket over sin egen reaktion, der virkede overdreven i forhold til, at han slet ikke havde lyst til at se hende. Denne gang snøftede han og lod sit blik glide over Paxs ansigt, imens han møvede sig tættere ind til ham, indtil hans knæ lå ind over hans lår, og med lukkede øjne og sine hænder mod Paxs kinder, gnubbede han sin pande op mod hans og indåndede dybt duften af ham. 
"Jeg har altid været din," mumlede han endelig, med sine tanker bare nogenlunde på plads. "Jeg så hende en gang. Eller troede jeg gjorde." Med et suk trak Juno sit ansigt langt nok væk til at kunne møde Paxs blik igen. "Jeg så en dame, der lignede hende. Men som hun så ud, før min far forlod os. Jeg løb direkte hjem til dig. Jeg ville ikke fortælle dig, hvad der var sket, fordi - det var pinligt, ikk? At jeg ikke turde se min egen mor? Men du lod mig følge i hælene af dig resten af dagen alligevel." 
Pludselig gav det mening hvorfor Juno så sjældent havde set sin mor, på trods af at have været i samme fattige del af byen. Juno vidste bedre end nogen anden, hvor grundig Pax var, når han først satte sig noget for. 
Juno søgte Paxs ansigt efter tegn på afsky, men fandt den ikke, og gjorde sig lille, inden han igen forsøgte at møve sig ind til Pax. "Fortæl mig hvad du tænker." Det var en bøn og sagt sådan. Juno havde brug for at vide, at Pax ikke tænkte mindre om Juno, bare fordi han var blevet tvunget til at grave op i sine minder om, hvordan han havde måtte beskytte ham de første mange år. 

Da de første salte tårer faldt, var Pax overbevist om, at han ikke ville se Juno de næste mange timer. Han havde allerede forberedt sig på den kommende afvisning, da det modsatte hændte og fordi, at Pax havde været overbevist om, at Juno nu afskyede ham, frøs han fast til stedet i chok. Det varede ikke længe og straks efter, at have genvundet fatningen, fornemmelsen af at bo i en krop, der fandtes i den virkelige verden, omfavnede Pax Juno. Hans greb var fast, hans blik ligeså. Hvis Juno tvivlede, ville Pax viske tvivlen væk så hurtigt så muligt. Den hørte ingen steder hjemme mellem dem.
Pax sank en klump og rystede let på hovedet, uforstående. ”Jeg tænker intet dårligt om dig”, svarede han prompte og med en fornemmelse af, at det var dét, Juno frygtede. Han strammede sit greb om ham, knugede ham indtil sig og kyssede hans hals ømt.
Sådan sad de for blot et øjeblik før, at Pax atter brød tavsheden. ”Hver gang jeg ser en kvinde med ildrødt hår, får jeg lyst til at slå hende ihjel.” Indrømmelsen var ude før, at Pax nåede at stoppe den og den blev sagt forhastet, som vidste hans underbevidsthed godt, at kastede den ikke ordene ud af hans mund, ville de forblive usagt. ”Og det er aldrig på grund af had eller raseri”, skyndte Pax sig at fortælle videre, ordene snublende ud mellem hans læber. ”Men på grund af frygt. Der går altid et sekund for længe før, at det går op for mig, at det ikke er… hende. Esmaralda. At hun er væk. At hun er væk på grund af mig. At jeg tog mig af det.” Pax sank en klump og gemte sit hoved ved Junos skulder, lod hans beroligende duft indfinde sig i hans næsebor. 
”Jeg var aldrig bange for Filip. Heller ikke Gregory. Jeg var kun vred, men… men hvis hun pludselig stod foran mig… lyslevende… jeg ville løbe, indtil jeg segnede og aldrig kigge mig over skulderen igen. Jeg ville løbe til verdens ende og hoppe ud over kanten bare for at undgå hende. Så jeg forstår. Mere end du… mere end du ved.”

Der var få ting der kunne få Juno til at hade sig selv mere, end når han kom til at fremstå som svag foran Pax. Hvilket var ironisk, for der var få ting han elskede mere, end når han følte sig beskyttet af ham. Denne gang var det dog noget andet, for når det kom til gamle minder, skammede Juno sig kun over dem Pax ikke var involveret i. Pax havde aldrig ladet ham skamme sig over at have brug for hjælp, det var Juno selv der havde indført de regler for sig selv, og Juno vidste at Pax aldrig ville holde noget imod ham, fra da han var barn.
Måske det var noget andet nu, hvor han var voksen, mere erfaren, og stor nok til at opsøge sin egen form for træning med Sarah, men selv dér tvivlede Juno på at Pax dømte ham hårdt. Som voksen dømte Juno dog sig selv hårdt nok til at tælle for dem begge. 

Pax ramte selvfølgelig fuldstændig plet med sine ord, og han udåndede skælvende, da han tog dem til sig som sandheden. Juno lod sit hoved falde ned til Paxs skulder og tørrede sit våde ansigt af i hans varme skulder, imens Pax talte. 
Han forstod fuldstændig hvad Pax mente, for selvom Juno ikke længere var decideret bange for Julia, så undgik han hende stadig bevidst, og han var ikke mindre utilpas i hendes selskab nu, end han havde været dengang. Han havde også kun lettere ved at sige nej til hende, fordi han genkendte advarselstegnene og fysisk stak af, inden hun kunne presse ham til noget han ikke ville. Han havde ikke tal på, hvor mange gange han var hoppet ud af vinduet fra første etage hos Nellys bordel, fordi en rasende blond kvinde med ejerskabsfølelse over ham havde stået imellem ham og døren. Han ville ikke vide, hvor meget mere galt det kunne være gået, hvis ikke Pax havde givet ham nogle års afstand fra hende. 

"Tak," mumlede Juno med et snøft og satte tænderne i Paxs bløde hals et flygtigt øjeblik, inden han rettede sig op igen, og tørrede sine øjne igen, denne gang med sit eget ærme, Paxs hud ikke havende gjort et godt arbejde med det. 
"Jeg ville slå hende ihjel igen, hvis hun kom i nærheden af dig. Gamle kælling." Juno havde knap nok grædt, men hans skuldre føltes stadig anspændte, hans krop udmattet. "Filip skræmte heller ikke rigtigt mig. Men kun fordi - kun fordi du var der." Som måske var så meget sagt, når Juno så ofte havde brugt sin frygt for Filip som en undskyldning for at søge ly hos Pax, på alle tider af døgnet og uden hensyn for hvor meget eller lidt søvn teenageren havde fået.
Juno lukkede begge øjne og tog en dyb indånding. "Vil du lære mig at svømme eller hvad?" Det var ligegyldigt for ham, hvor tydeligt et emneskift det var. Bare tanken om mødre gjorde ham træt og han ville af med følelsen, af med alle minder om Julia. 

Pax nikkede langsomt, alt imens hans betragtede Juno tørre sine kinder. Han forholdt sig tavst, ligeså lidt interesseret i deres snak om mødre som Juno var og taknemmelig, da den anden skiftede emne.
”Klart. Men først mad.” Pax lagde blidt begge sine hænder om Junos kinder og bøjede sig frem og kyssede ham. For blot et øjeblik tillod han hverken sig selv eller Juno at gøre andet, og det føltes godt. Rigtigt. Pax skilte deres læber ad med sin tunge, hans kys dybfølt og ømt. Der var ingen bagtanker, ingen intentioner udover at være tæt, mærke Juno igen.
Da han trak sig væk igen, var hans åndedrag tungere, knuden i maven forsvundet. Pax førte Juno med sig op af trapperne og da de nåede indkomsthallen, greb han om sine bukser og trak dem på. Som altid fulgte han op med sine strømper, for evigt hadende at gå rundt med bare tæer. Dernæst fandt de køkkenet, hvori Pax gennemrodede spisekammeret. Der var ikke meget andet end sylte, og skønt Pax var sulten, rynkede han på næsen af det.
Nej. Han kunne skaffe dem noget bedre.
Pax lagde en arm om Junos skuldre, da de sammen bevægede sig ud af bagdøren, ned af elegante stier, overdænget af velduftende blomsterkroner og slutteligt nåede en sø. Den havde en dertilhørende badebro og Pax var overrasket, da han opdagede, at vandet var klart. Det så ikke sådan ud i naturen, altid overdynget med alger og andet skidt.
”Hold da kæft”, mumlede han stille, stående på badebroen. Han begyndte at klæde sig af og forinden, at han lod sig dumpe ned i det kolde vand, vendte han sig mod Juno. ”Lad mig gå først. Vi ved ikke hvor dybt det er og det ville være pisse tragisk, hvis du nu druknede.” Pax blinkede til ham og end ikke sekundet efter, stod han i vand til skuldrene.
Pax gøs men der var ingen steder at flygte hen. Skønt luften var varm, var vandet alt andet og han begyndte at hoppe, cirkulere sine hænder under overfladen i håb om, at han ville få varmen. ”Jeg har ikke nogen pik tilbage efter det her. Det var hyggeligt, så længe det varede”, lo han anstrengt, hans kæbe fastspændt af anstrengelse. 

Med et træk på skuldrene gjorde Juno det klart, hvordan han havde det med rækkefølgen af de ting de skulle gøre. I det fleste tilfælde var han kun glad for at Pax tog valgene for dem. I flere år havde han kæmpet med at være den, som alt ansvaret lå hos, og nu nød han kun de øjeblikke, hvor Pax mindede dem om at de skulle spise. 
Deres kys var som at viske en tavle ren igen. Alt, der kom inden kysset var glemt, for hvordan skulle Juno kunne tænke på noget som helst andet, når Paxs tunge strøg op mod hans? Junos mund faldt åben og hele hans hoved fulgte efter Paxs, da den anden trak sig ud af kysset. Han følte sig varm og glad igen, hans tanker kun på deres kys, og hvornår han kunne få ét igen, da  Pax ledte dem op ad trapperne igen. 

Juno havde aldrig set så smuk en have før. Han vidste, at hans far havde haft et hus på landet, der kun blev brugt om sommeren, men det var blevet brugt som belønning, hvis Juno havde opført sig pænt eller havde nået sine læringsmål, og det var aldrig lykkedes ham at få lov til at komme afsted, selvom han tydeligt huskede Julia argumentere for, at han ville have godt af at komme ud af byen. Så de grønne træer, der stod nøjsommeligt placeret og buskene, der var klippet i perfekte cirkler, og stierne, der var ryddet fuldstændig for ukrudt, var alt sammen nyt og smukt for ham, og først da de nåede ned til søen og Pax begyndte at klæde sig af, vendte Junos blik tilbage til ham. 
"Det ville være en ret dårlig lektion, hvis jeg når at dø inden du lærer mig noget," svarede Juno med et grin, men lod Pax komme i først, og begyndte højlydt at grine, da Pax gav udtryk for at fryse. 
"Hey! Ikke noget med at fryse den af, jeg har brug for den!" Udbrød han under stadig latter, men hev ikke desto mindre sit eget tøj af, indtil han selv stod nøgen på broen. Afskræmt en smule af vandets temperatur, nøjedes han dog med at sætte sig på kanten af den og lade sine tæer bryde overfladen. Desuden gik vandet så højt op på Pax, at han ikke følte sig sikker på, at han både kunne nå bunden og undlade at få sit hoved under vand. Det var ligegyldigt hvor lækkert vandet så ud, når der var alle mulige andre tanker om det i hans hoved. 

Pax formåede at nikke, hans muskler stadig krampagtigt spændt. Han vidste, at han var nødt til at gøre noget med sin krop, andet end at stå og betragte den blonde knægt klæde sig af, men han kunne ikke få sig selv til det. Han vidste ikke, om det var kulden eller det faktum, at Juno var alt for køn, hans lyse hud skinnende i solens varme stråler og søens vand reflekteret i hans blå øjne.
Da Juno satte sig, gik Pax hen til ham, lagde sine hænder omkring hans ankler. ”Jeg lader dig ikke drukne”, fnøs han, hans underlæbe let dirrende af kulde. Han hævede et sigende øjenbryn for at lade grimassen understøtte hans påtagede fornærmelse, men Junos næstfølgende ord fik i stedet dem begge til at flyve op i overraskelse. Pax lo.
”Jeg troede, at du sagde ja – valgte mig på grund af min vindende personlighed!”, gav han halvleende igen, alt imens han, uden barmhjertighed, begyndte at hive Juno ned fra gangbroen. Pax’ hænder fandt fæstne omkring Junos hofter og da den anden omsider gav slip, lagde han sine arme omkring ham, holdte ham oppe imens, at han vænnede sig til vandets kølighed. ”Jeg ser nu, at det bare var fordi, at jeg er god i sengen. Hvad sker der med os, når jeg bliver gammel og ikke kan få den til at makke ret? Jeg bliver gammel lang tid før dig. Har du overvejet det?” Pax smilede bredt og hans stålgrå øje slog morede gnister. ”Finder du så en ny?” 

Gåsehud rejste sig på Junos krop, da Paxs kolde hænder lagde sig om hans ankler, men han trak sig ikke væk. Tværtimod skubbede han sig længere ud, uvillig til at komme ned i vandet, men ivrig efter at komme tættere på Pax, hans blik fokuseret på musklerne i hans overarm, der kaldte til ham, selv når kolde dråber af vand gled ned ad dem.
"Ja ja, jeg stoler på dig," svarede Juno grinende, men blev dog endnu siddende hvor han var. Han stolede på at Pax ikke ville lade ham drukne, men var usikker på om Paxs nøgne krop var det kolde vand værd.
"Din vindende personlighed?" gentog Juno med et højere grin og kunne ikke kæmpe imod, da Pax hev ham ned og en skinger lyd undslap ham, inden han bed sig i kinderne og skar en grimasse, imens hans krop langsomt vænnede sig til vandets temperatur. Så snart han var nede fra broen, knugede han sig også i stedet ind til Paxs krop, der var betydeligt varmere end vandet, og Juno lagde både ben og arme om ham, for at have så meget hudkontakt som muligt. 
"Ikke så lang tid før mig!" Påstod Juno igennem overfladisk vejrtrækning. "Og jeg behøver ikke at finde en ny," tilføjede han, hans stemme kærlig og hans kropssprog kærligere, som han gnubbede sit ansigt op mod Paxs, indtil han hviskende forklarede hvorfor; "Jeg sutter dig bare op fra slap." Han flyttede sit ansigt langt nok væk fra sin mands til at se hans, efter han havde sagt det, med et glimt i øjet og et kækt smil på læberne, men han holdt kun endnu tættere fat om ham, velvidende om at han fortjente det, hvis Pax smed ham fra sig og lod ham klare sig selv i vandet. 

Pax fnøs moret og begyndte langsomt at bevæge sig væk fra badebroen. Under vandets overflade var Junos vægt ingenting og Pax lod ham klemme om sig med alt sin kraft. Også han blev varmere. Junos beskidte ord fik Pax til at le igen, velvidende det øjensynligt ikke var hensigten. ”Jeg tror ikke, at det vil fungere”, svarede Pax prompte, påtaget eftertænksomt. Hans krop var begyndt at slappe af igen, tilfreds med at han tvang den til at bevæge sig. Til stadighed undrede han sig over, hvordan vandet kunne være så rent. Han kunne se den sandede bund, alle de små, gennemsigtige fisk der svømmede rundt omkring dem.
”Jeg mener –”, fortsatte han ufortrødent. ”Hvis den vitterligt ikke fungere, så er der jo ikke andet at gøre end at kigge på den og tænke tilbage til dengang, hvor den havde det godt og du fik den regelmæssigt. Og nu hvor du ikke er pjattet med min personlighed...” Pax lod ordene hænge i luften men smilede fortsat bredt, moret af hele den absurde situation. Han regnede slet ikke med at blive så gammel, hvormed den blotte tanke var så fremmed, at den ikke kunne andet end at være hysterisk. Derfor behøvede han heller ikke at tage den seriøst.
Pax slap sit tag om Juno og rakte sine hænder ud til siden. Hans tofarvede blik landede i Junos, nu udfordrende. ”Du bliver nødt til at give slip, hvis du skal lære det. Eller er du bange?” Pax’ mundvige sitrede begge, klar til at springe op i et alt for spøgefuldt smil.

Juno rynkede på næsen af Paxs svar, sikker på at han tog fejl. Ikke at Juno nogensinde havde været i nærheden af en gammel mand eller havde nogen som helst ide om, hvor velfungerende de var dernede, men han tvivlede ikke et øjeblik på sine egne evner eller på sin kendskab til, hvad der ville fungere med Pax, og han havde da slet ikke lyst til at tro på ham. 
Stædigt rystede Juno på hovedet, da Pax begyndte at grave en grav til deres sexliv. "Jeg får den til at virke! Hav lidt tillid til mig." Junos øjenbryn var rynkede sammen, hans alvorlige og lidt sure ansigtsudtryk en kontrast ved siden af Paxs smil, men han var alligevel ikke sur nok til, at han ikke slap Pax med den ene arm for at kunne nive ham i hans brystvorte, for at understrege hvem af dem der bestemte. 
Junos blik blev kun mere skeptisk, da Pax slap ham, men han kunne ikke bakke ned fra en udfordring, sle ikke når Pax så på ham som han gjorde, så Juno lod sine knæ glide af den anden mand, søgende efter bunden, men holdt fortsat et godt greb om Paxs skuldre. "Jeg er ikke bange," mumlede han, lige så meget til sig selv som til Pax. Selv da det gik op for ham, at han virkelig ikke kunne nå bunden, holdt han om Pax, og tøvede et øjeblik inden han sendte ham et forsigtigt smil og lod sig synke ned, indtil han ramte bunden nogle få centimeter længere nede og trak sig selv op over vandoverfladen igen, hans fingre i et fast greb om Paxs skulder. 
Han kom op over vandet med et smil og vådt hår i øjnene, som straks blev redt væk af et par kolde fingre. 
"Okay. Lær mig alt du ved, Karl Smart." Juno havde ikke sluppet ham med sin sidste hånd endnu og havde heller ikke lyst til det - vidste ikke, hvordan han skulle holde sig oppe, hvis han gjorde. 

Pax lo. Både af Junos fornærmede grimasse og hans ligeså sure ord. Han skyndte sig derefter at nikke og løftede begge sine hænder, en gestus der skulle signalere, at han overgav sig.
"Jeg er ikke i tvivl!" Pax smilede fortsat bredt, ikke i stand til at lade være men også fast besluttet på ikke, at provokere Juno yderligere.
Lidt efter begyndte Juno at give slip på ham, lod sig synke ned under vandets overflade. Pax kunne ikke længere hævde, at han kunne mærke sine tæer og uden i grunden at ville det, dyppede han sine hænder og begyndte at cirkulere dem. Da Juno kom op igen, hans blonde hår plaskvådt, bøjede Pax sig frem og kyssede ham. Hvordan kunne han andet? Han smilede mod Junos mund og nikkede så, bekræftende. "Det er ikke svært. Du kan vel træde vande, ikke?" Pax var overbevist om, at det kunne alle, var de desperate nok. Det var velsagtens en instinktiv handling, ville man ikke drukne. Pax havde lært at svømme på den hårde måde, flygtende fra landevejsrøver tolv år tidligere. Alt, han dengang havde formået, var drevet af panik og havde kun et formål: at han skulle overleve.
"Du har set, hvordan folk bevæger sine arme -" Pax demonstrerede halvleende, hans arme strakt ud foran ham, hans overkrop skævende til hver side for hvert fiktivt strøg, han tog. "Du skal forberede dig på at få vand i hovedet og ørerne. Det er primært dine ben, der skal få dig af sted, så du skal ligge nogle kræfter i." Pax lagde sine arme omkring Juno før, at han signalerede, at han ville vende den anden om.
"Vi starter på ryggen. Jeg giver ikke slip."

Juno sukkede lettet mod Pax's læber, hver af hans berøringer stadig varmere end både vandet og luften omkring dem, for selvom Juno var ved at vænne sig til kulden og selvom begge deres kroppe var koldere end normalt, så tog han stadig desperat hver dråbe af varme han kunne få fra Pax.
Juno undgik at svare på, om han kunne træde vande. Han gjorde det allerede en smule, fordi det var svært at holde sig oppe, når han ikke klamrede sig til Pax, men han var heller ikke sikker på at han kunne holde sig oven vande hvis han slap ham, for kun at træde i vande. Så god vidste han ikke, om han ville være til det, og han kunne allerede forestille sig synke ned på bunden. Hastigt strakte han et ben ned under sig, men fandt ikke bunden, selvom den ikke kunne være langt væk, og han vendte tilbage til halvt at træde vande, stadig mest holdt oppe af sit greb om Pax's skulder.
Yderst opmærksom fulgte Juno med i Paxs demonstration af, hvordan man bevægede sine arme, men var alligevel ikke optaget nok af at ville finde ud af hvordan man gjorde, til ikke at måtte kæmpe mod sin egen lyst til at kravle helt ind til Pax, da den anden greb om ham igen.
Vandet var koldt, men luften mod hans våde hud var koldere, og gåsehud spredte sig over hele Junos krop, da han blev vendt på ryggen i vandoverfladen. "Det var sjovere at svømme, da det betød at jeg kunne rage på dig," jokede Juno, igennem anspændte kæber og en indre kamp imellem selv at ville kunne og bare at lade Pax passe på dem begge resten af deres liv. Selv at ville kunne vandt, og øjeblikket efter bevægede Juno både arme og ben, lige så meget for at få varmen igen, som for at gøre som Pax havde instrueret. Med sit ansigt allerede vådt var det heller ikke forfærdeligt, når der uundgåeligt kom mere vand i det, men det skete alligevel et par gange at Juno instinktivt trak sig væk fra det og ind mod Pax, som kunne han beskytte ham mod hvad som helst, selv naturen.
Det var dog på ingen måde så svært som Juno havde troet - hverken at holde sig flydende eller at bevæge sig. Men det var nye bevægelser og når Juno ikke kunne mærke Paxs hænder på sig, gik der et skud af panik igennem ham, selv da han var sikker på at han ville kunne komme hen til badebroen uden hjælp.
Det gik bedre da han kom om på maven og kunne se Pax, ligegyldigt hvad, selvom der endnu ikke var meget svømning over hans bevægelser, så holdt han sig oppe uden at gå i panik. Alligevel kom han ikke meget længere end rundt om sig selv i en cirkel, før han svømmede hen til Pax og nærmest klatrede op ad ham, for at undgå at skulle træde i vande. I stedet for at bruge sine ord til at fortælle Pax at det var hårdt, sukkede han demonstrativt, inden han alligevel fik lyst til at lege igen og grinende tørrede en våd hånd over Paxs ansigt. 

Pax lo lavmælt, hans underlæbe let dirrende af kulde. Han nikkede med hævede øjenbryn og sagde: "Du rager på mig hele tiden. Du behøver ikke nogen undskyldning. Jeg er okay med det." Han blinkede spøgefuldt til den blonde mand forinden, at den noget amatøragtige undervisning gik i gang.

Pax var opmærksom på Juno; hele tiden hvilede hans blik på ham og hans hænder var aldrig langt fra ham. Des mere selvsikker Juno blev, des mere begyndte Pax også at bevæge sig væk fra ham, men aldrig længere end at han kunne række ud efter ham og hive ham indtil sig.
Han vidste ikke, hvor lang tid de var i vandet. Fra tid til anden ville Pax trække Juno indtil sig, omfavne ham og kysse hans mund, hans kæbe, hans hals. Han lod med viljen tiden gå, lod med vilje tankerne forsvinde, lykkelig. Han kunne ikke huske sidste gang, at hans liv havde været så... foruden problemer. Her var der ingen farer, intet han skulle tage stilling til og han opdagede, til sin egen store overraskelse, at det gjorde ham tavs. Rolig.
Pax kom til at smile mod Junos mund, da overvejelserne først rigtig satte sig fast i hans hoved. Han vidste ikke, om der var grund til at sige dem højt men han fik lyst alligevel.
"Jeg synes alting er blevet nemmere." Pax skævede til Juno, indeni forlegen over sin egen sårbarhed og skyndte sig derfor at plaske vand i hovedet på den blonde mand. Ikke for at distrahere ham - eller måske kun for at distrahere ham en smule, i hvert fald nok til at løsne den anspændthed, han da følte selv.
"Efter alt det med Evlyn og du kom, mener jeg. Alting er blevet nemmere." Jeg er et helt menneske igen.

Juno brød ud i latter, da Pax gav ham tilladelse til at rage på ham uden en undskyldning. Det var ingen hemmelighed at Juno var meget fysisk og selvom hans berøringer ikke altid kunne kvalificeres som at 'rage', så var det sjældent at en af hans hænder ikke lå mod Paxs ryg, arm eller skulder. At kunne forsikre sig selv om, hvor Pax befandt sig, ved at have en hånd mod ham, var nemmere end at skulle se efter ham. "Du må også altid gerne rage på mig," svarede Juno med et grin, selvom det ikke var helt sandt. Hans forbehold for at blive rørt ved når han sov, skabte stadig problemer fra tid til anden, for selvom han generelt sov bedre og bedre med Pax i sengen med sig, så var der langt fra at sove med ham, til at vågne op ved at blive rørt ved. 

Det var en utrolig tryghed i sig selv, at Pax også selv trak Juno til sig. Juno nåede aldrig at blive utryg, fordi Pax altid nåede at trække ham ind til sig inden, og Juno glemte ømme muskler og angst på et øjeblik, når bare Pax kyssede ham. Mere skulle der ikke til og Juno lod sig gerne distrahere. Hvis han kunne leve i en verden, hvor alt han skulle tænke på var Paxs kys, ville han.
Juno trak sig ud af deres kys, da Pax talte, forvirret af hans ord. Han havde brug for at se på ham, for at vide, hvad han tænkte, men hvinede og grinede, da der blev pjasket vand i hovedet på ham. Han løftede en hånd for at gengælde bevægelsen, men stoppede midt i den, da Pax talte videre. 
"Alting er blevet nemmere," gav Juno ham uforbeholdent ret og hev blidt i Paxs bløde krøller, hans blik søgende efter hans. "Der er ikke noget der står imellem os nu. Vi er på samme hold og jeg lader ikke nogen komme imellem os." Juno lod sine øjne falde i med et suk og lænede sin pande op mod hans i et langt øjeblik. "Du er det vigtigste i mit liv og så længe jeg har dig, er resten ikke så vigtigt." 
En kuldegysning løb igennem Junos krop og i stedet for at gøre mine til at ville op af vandet, knugede han sig tættere ind til den krølhårede mand, træt af at skulle bevæge sig i vandet for at få varmen. "Hvis vi fryser til is her, bliver vi de smukkeste isskulpturer i landet," mumlede han moret og rystede endnu en kuldegysning af sig. 

Pax sukkede, da Juno hev i hans vilde krøller. Hans tofarvede blik fandt den andens blå og langsomt spredte sig der et smil henover hans læber. Heller ikke han ville lade nogen komme imellem dem, men det kunne Pax ikke få sig selv til at sige højt. Nej, han havde sagt rigeligt. Og Juno vidste, at han elskede ham. At han altid havde gjort det. Omsider kendte han sandheden.
”Ja”, hørte Pax sig selv svare, velvidende der var gået et sekund for længe. For blot et øjeblik havde han ikke kunne formå andet end at stå i vandet og betragte Juno, falde hen i minder og mærke glæden slå klør i hans bryst. Han skyndte sig at le lavmælt og nikke mod badebroen. ”Kom. Det er virkelig pisse koldt.”

Pax hjalp Juno over til badebroen. Hele tiden sørgede han for, at den anden var tryg, velvidende at vand var en forræderisk størrelse. Da de nåede træstykket og hev sig selv op, så Pax ned af sig selv. Hans muskler var spændte og dirrede let, men han frøs ikke mere end, at han kunne overkomme det. Han brød heller ikke sin hjerne med at finde en metode til at tørre sin våde hud, men trak hastigt bukserne på, let hoppende på stedet, mens Juno gjorde det samme.
Da de derefter begyndte at gå, led et spøgefuldt smil henover hans læber. ”Har du overvejet, om huset her måske er hjemsøgt?”, spurgte han, påtaget eftertænksomt, som var tanken først da faldet ham ind. ”Du ved, genfærd og den slags. Gamle, ulykkelige sjæle, der kommer efter beboer og tyve, når klokken slår midnat?” Pax lagde en arm omkring Junos skuldre og grinede hæst ned til ham. ”Vi bliver nok nødt til at ligge tæt i nat. Bare så jeg kan beskytte din sjæl, du ved.”

Juno kunne genkende den slags suk, Pax kom med, hvor som helst, og samme øjeblik brændte alt i ham efter at få mere af den samme lyd ud af ham. Det kolde vand om dem og den ærlige samtale var kun lige præcis nok til, at Juno kunne holde sine hænder for sig selv, og da han kom op på badebroen havde han næsten glemt, hvor liderlig Pax kunne gøre ham nærmest uden at gøre noget for det, men det afholdt ham ikke fra at sluge synet af Paxs krop med blikket, imens de begge klædte sig på. At Junos trøje kom på på vrangen, opdagede han først efter han havde taget den på, og han trak den af, vendte den om, og trak den rigtigt på igen, imens de gik tilbage mod huset. 

"Hjemsøgt?" gentog han skeptisk, imens han stak hovedet ud trøjen og straks efter kørte sine fingre igennem sit våde hår, for at få det til at makke ret, inden det blev tørt igen. Han skævede op mod huset igen, imens Pax talte videre. Han overvejede det seriøst, imens Pax lagde en arm om hans skuldre, og først da han jokede med, at de var nødt til at ligge tæt, gik det op for ham at Pax havde lavet sjov, og hans grin kom ud som et grynt. 
"Hvem ved? Jeg er ret sikker på at der findes vampyrer, selvom jeg aldrig har set nogen. Måske der også findes spøgelser." Juno trak på skuldrene og så op på Pax med store øjne. "Så du bliver nok nødt til at passe på mig. Hele natten." Juno kunne ikke stoppe sit eget grin og kom kun til at lyde mere skummel i det, da han skubbede sine kolde hænder op under Paxs trøje for at varme dem på ham.
Meget værre end genfærd ville det være, hvis baronen kom for tidligt hjem. Hvis han hellere ville skille sig af med Ulven end fortsætte sig samarbejde med ham, var alt han skulle gøre, at tage ham i at være 'brudt ind'. Det kunne sikkert godt give dødsstraf et sted som her, tænkte Juno for sig selv. "Ved han, hvorfor du er her?" spurgte Juno ud af det blå, uden at afsløre, hvad der havde ledt til dén tanke, andet end med et nik mod huset, som de trådte ind i det. Ved han, at du er her nærmest alene? Ved han, at du er her med noget af dit dyrebareste eje? At Pax stolede på nogen, betød ikke at Juno gjorde.