Han kunne mærke at han havde ret. I sit gode knæ endda - og han nød det, da han med en lille, underholdt brummen så havmænden trække i forsvar. Trække i land, tehehe. Men at bore mere i det, nu hvor det var sagt, virkede ikke heelt nødvendigt, og Vektor smilede bare lidt tilbage på de stædige ord omkring rå fisk, og hvad han ellers fandt på. "Du har ret, ja-ja" gled det over læberne, selvom himmelblå øjne gnistrede med indvendig så siger vi det. 

Og med et lille, måske lidt provokerende rejst bryn lænede han hovedet lidt ned, et næsten anklagende blik af 'så det siger du?' lurende bagved det gode humør. "Er du sikker på at jeg er i din varetægt?" Som hentydede han næsten til det omvendte, hvem holdt hvem i et metaforisk fiskenet, heroppe på land? 
Han lignede dog ikke en der var ved at stikke af. Drømmesælgerens ene arm hvilede lidt på hofte, imens panden holdt fiskene stadigvæk dampende og lækre, lidt ud for sig. Han lignede en der hyggede sig, og diskret prøvede at trykke grænserne hos sin 'ven', uden at det behøvede at være mere end venskabelig ordudveksling. Og lidt hovmodigt dril, bagved de gnistrende øjne. 

Men dog, havmandens egen mavefornemmelse var ikke helt forkert, når den genkendte det flyvske mønster der tegnede sig om Vektor. Han var her, indtil han ikke var. Han drillede, indtil det blev for seriøst. Og han huskede mere end han egentlig ville, når han mindede sig selv om at det stadigvæk stak lidt i ham. 
Stolthed han ikke vedkendte sig særlig ofte; den gjorde ham lidt ivrig på at gøre skaden god.. så han kunne finde ud af om lidt selvisk 'hævn', kunne lirkes ind imens han hjalp havmanden. Eller fandt en måde han kunne være til mere gavn, end som pludselig og krævende roomate. 
Men han hyggede sig lige nu, ingen tvivl om det. 

Vektor lod ham gætte sig til svaret, som han virkelig var ude efter. Om Vektor hyggede sig.... Selv med sit nye skarpe syn igennem de lilla-tonede glas, var disse morende, signalerende øjne næsten nye for ham. Han var ikke i stand til at skelne mellem venskabelig dril, flirten eller ren ondskab. Han vidste hvilken råddenskab der gemte sig bag den charmerende facade, men han ville sådan ønske, at der også var noget ægte i deres spirende venskab... værelseskammeratelige forhold...

"Heltt ssikker..." Olus ansigtsudtryk var fladt og mættet for morskab, men Vektor havde hans fulde opmærksomhed, som vanligt. Og dog. Hans mund bredte sig en smule, fordi han fik muligheden for at true ham og sætte ham på plads. "Altt andett vville vvære ffarligtt ffor dig," Behøvede han at liste grunde op for ham, hvorfor han skulle holde sig på hans gode side? Olu måtte i hvert fald minde sig selv om, at han var den farlige, af de to, hvis han ønskede at være det. Han var både større og stærkere, og nu ikke hæmmet af sit dårlige syn længere. Han kunne nemt trække Vektor med sig tilbage til havet, og give ham hvad han på et tidspunkt mente at han fortjente.

Men så alligevel...

Olu holdt sig selv fra at remse yderligere op. Hans smil gik i sig selv igen, fordi han trods alt ikke ønskede at se Vektor tavs og mut igen. Nok føltes det som et plot, når Vektor smilte og kiggede i hans retning med gnistrende øjne, som om han kunne lide synet af sin ven, men Olu var måske ved at blive lidt afhængig. Han ville gerne have mere af den følelse... Han kunne ikke helt forklare den overfor sig selv endnu, men det var en følelse der mindede om forelskelse eller besættelse? Og et lille strejf af misundelse, også. Han ville ha' mere af det. Hans eget... menneske... eller hvad end han nu var?


"Ssså... Er det ikke ssnartt ssttegtt?" Hans glatte og alt for følsomme hånd lagde sig også på grebet på panden, lidt som om han ville overtage kokketjansen herfra. Olu kunne bare ikke finde ud af at lave mad, men han var bare utålmodig, sulten, og brød sig ikke om at være omgivet af så mange landkrabber i ét rum. Også selvom der var en halvvæg mellem køkkenet og resten af stuen.

Man kunne nok blive ved med at spille den samme knækkede melodi, om at han burde indornde sig under visse regler, retningslinjer eller ligefrem omstændigheder. Men gang på gang, ville man nok også erfarer, at Vektor var... dumdristig (det var ét ord for det) nok til at blive ved med at hævde sin egen overlevelsesdygtighed!
Og for det andet - blive ved med at understrege, at han sjældent var tvunget til noget. Farligt havde aldrig lydt helt skidt, og omend drømmesælgeren var fej i sit følelsesregister, var han ganske modig, i sine 'situationer'. 
Og den andens begyndende smil, afslørrede at det ellers kunne blive en ganske spændende situation, hvis han begyndte at understrege hvor farligt det burde være for Vektor. Så ville han da først blive flabet. 

Det skete dog ikke. 

Lidt afventende kunne man næsten ane at Vektor var - han forventede at hører en eller anden flad, lidt tør kommentar, sikkert fulgt op af en truende lille magtdemonstration af styrke. Men ingen af delene skete, da Olu i stedet vendte sit blik imod maden, og fik grebet fat om metallets håndtag. Oh..? 
At det var et eller andet bizart hensyn til sølvelveren selv, var nok det fjerneste fra halvelverens tanker, hvis øjne lidt overvejende studerede havmanden, inden at han endte med at trække på skuldrene. "Mmh. Joh da - joh de er" smilede han, og slap vægten af panden så han kunne få lov at bærer den, nu hvor han virkede så ivrig. 
I stedet greb Vektor to lidt snuskede tallerkerner og gafler, inden at han vinkede ham med sig igennem køkkenindgangen, et lille, forventningsfuldt smil i stemmen da han kort vendte blikket bagud på deres vej ud. "Du kommer til at elske dem" summede han, men mente faktisk hvad han mente. 
Ikke fordi at han var den store kok. Men de var vidst begge blevet sultne nok til at nyde det, nu. 

Olu var overmanden, og han stod nu med den brændende varme pande og pegede den ud i luften, og forsøgte at få fat på en af de smørstegte fiskehaler. Han var lige ved at brænde nallerne flere gange, for han var rimelig insisterende, bare ikke nok til at få den op. Disse abelignende mennesker brugte nok værktøj til den slags, men den viden kom til ham for sent.
Han endte med at lade sig hjælpeløst distrahere af Vektor, der begyndte at finde service frem, alt imens han stak sin finger i munden for at afkøle den.
Vektor virkede ret sikker i sin sag om, at Olu ville komme til at elske retten. "Hrnnn," Rumsterede han ordløst. Han var ikke skeptisk i forhold til maden, den duftede jo himmelsk, og han kunne dårligt være i sig selv, fordi han ikke plejede at være tålmodig, når først der var noget han gerne ville have. Men hans misfornøjede lyd kom nok af, at han ikke helt vidste hvordan han skulle agere i et miljø, hvor Vektor var så boblende munter.

Så snart tallerkenerne blev placeret på en flade - og Olu vidste da godt nok hvad en tallerkens funktion var - så han vendte panden på hovedet, så de fedtede fisk klaskede sjusket hen over tallerkenerne.
Som en velintegreret ægtemand i det pæne hjem, smed han den varme, beskidte pande fra sig, på barbordet, og tog plads ved den ene stol og tog både kniv og gaffel undersøgende op. Han kiggede lidt rundt på nogle af de andre gæster. En taktik han benyttede sig meget af, var at observere, hvordan de andre landboere gjorde, men her var der kun ham og Vektor, der skulle til at spise. Så hans næste nyeste taktik var at kigge undersøgende på Vektor for at se, hvordan han gjorde.

Drømmesælgeren havde nok halvt om halvt forventet at se fisken glide ned i gabet med det samme, og måske hvis Olu lige følte for det, kunne det være at den anden også fulgte trop. Manerer var der ikke mange af i Fristavn, men alligevel kunne man stadigvæk blive forbløffet - det ville være et syn der stadigvæk ville overaske. Men overraskende nok, var det ikke hvad der skete. 
Fiskene ploppede ned, og havmanden fattede sit bestik. Med en spændt lille rumlen kommende fra hans mave, tog Vektor også plads ved det bord de havde fundet sig, og greb gaflen for at komme i sving. 
Og med den ene kniv skar han en revne i skindet, og åbnede op for den stadigvæk dampende varme fiskeret, åh, mad!

Det var først efter tredje bid, at det gik op for ham at Olu studerede ham. Og med munden fuld af fisk, stoppede han kortvarigt op i sin lille mission, for lidt prøvende at vise ham gaflen. "Det er så man ikke brænder fingrene" tilføjede han, måske en smule utydeligt, inden at han sank og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. 
Oh joh, han havde da set ham fumle med den stadigvæk varme mad, og kunne ikke dy sig. At det også havde noget med hygiejne, og bakterier at gøre, deet var en detalje han let kunne overse. 
Gaflen stak ned i det lyse kød igen, og han studerede lidt undersøgende havmanden tage en bid, et næsten forventingsfuldt glimt at spore i de himmelblå øjne, til hvordan han reagerede når han fik smagt det. Måske ikke hans bedste værk, men det måtte væe bedre end rå fisk fra havets dybder, eh?

Hvor fristende det end var, bare at tage den stegte regnbueørred op og lade den glide ned i gabet i en enkelt mundfuld, så virkede det meningsløst at have brugt så lang tid på at tilberede den, bare for at den skulle forsvinde, uden at smage på maden. Olu drømte jo om at leve som menneskene, og så måtte man vel give deres særheder et forsøg, også selvom han og menneskene havde komplet modsat kost. 
Det er så man ikke brænder fingrene. Olus blik undersøgte Vektors hænder og deres gøren med bestikket grundigt for at lære teknikken. Han følte sig dum og dårlig, og det irriterede ham. Men han tog bestikket og stangede småkejtet til fisken og begyndte at save i den med kniven. Hvis man så bort fra, at han nær havde skåret sig i svømmehuden, så formåede han at skære et fornuftigt stykke og føre det til munden. Det der med at fodre sig selv med et instrument var noget der lå meget fjernt fra ham. Men han fokuserede på at smage og tygge. Hans tænder mosede ikke kødet som menneskers tænder, men flænsede det.

Den salte, sprøde, fede smag ramte hans smagsløg, og straks gik Olu lidt i stå. Til sammenligning med utilberedte, rå fisk, var det her en sensation i hans liv. Havde han virkelig levet så længe, uden at smage på stegt fisk? Havde han så længe kørt den ene fisk ned efter den anden, uden virkelig at smage eller nyde sin føde?

Som smagte han virkelig livet, for første gang. Vektor var ingen poetisk mand, og kunne sagtens beskrive ting, men sjældent særlig pænt eller sobert. Og alligevel kunne han ane, at overraskelsen næsten virkede til at gøre de store øjne blanke. En anelse kært. 
Drømmesælgerens smil blev langsomt, og tand for tand bredere, et lille, sejrrigt nik imod anretningen. Jah velbekomme. 

Det var en sjælden fornøjelse at Vektor gjorde andre glade. Så man bort fra når han solgte dem et eller andet, så var det ikke ligefrem samvittighed der holdt ham på dydens smalle sti, og sølvelveren foretrak så bestemt i forvejen at gå fuldkommen hans egne veje. Men lige pludselig gav det en lille grad af mening, hvorfor folk gjorde det. Han følte en boblende fornemmelse af tilfredshed, og den var anderledes, end når han kun gjorde noget for sin egen vindings skyld. 
Igennem nogle bidder, fik han efter nogle minutter tilføjet. "Du kan bare kalde mig chef Vektor, jah?" og han lavede et lille svirp med gaflen, noget selvhøjtideligt i stemmen, som dog ikke passede til hans stand. Eller udseende. 

Givet, at Olu overhovedet vidste hvad en kok var, men Vektor genoptog sin egen spisning af fisken, som gradvist væk mættet den sultne mave. Flasken fra før, lo dog lurende i den ene lomme og han trak den uden alt for meget tanke op, og tog sig en god tår af den stærke væske, som brændte sig igennem den ellers fedtede smag fra ørreden.  

Ikke at Olu forstod sig på sarkasme eller lignende humor heroppefra, men han kendte Vektor så godt allerede, at han havde en fornemmelse af, at Vektor ikke virkelig ønskede, at han skulle kalde ham for chef Vektor. Og nej, lige præcis kokkeprofessionen var et ukendt land for ham. Måske var der noget tilsvarende nede i havet et sted, men det måtte være i de mere civiliserede dele af havet. Olu var virkelig en af de helt primitive fisk, som Vektor havde fisket op.

"Dett kommer jeg ikke ttill," Hvislede han roligt mellem biderne. Vektor ville altid være Vektor. Han lød ikke lige så irriteret som han plejede at lyde, og det var højest sandsynligt på grund af maden, og glæden ved at smage på noget, der faktisk smagte godt. Hans brilleglas begyndte at dugge lidt til igen, og selvom Olu ikke havde spist op, slap han sit bestik kort, for at ømme sin håndflade. Han havde brugt de finere muskler i hånden, som han normalt aldrig brugte, og det kunne mærkes. Hans brystkasse begyndte så småt at hæve og sænke sig mere synligt. Det med smagsoplevelsen havde rørt ham så meget, at der gled varme tårer ud af begge hans øjne. Han hverken brød ud i gråd eller flæbede, men udover tårerne lignede han sig selv med sit sædvanlige stive betræk i ansigtet.

"...Ttak..." rømmede han. Han tog atter i sit bestik og forsøgte igen, at efterligne et velopdraget og inbtregreret menneske.

Der var intet som mad, til at redde dagen. 
Værende en der ikke selv spiste forfærdelig meget, forfærdelig lækkert eller videre... sundt, så nød Vektor også selv det her festmåltid. Han tog sig så sjældent tid til de små gaver, som et helt måltid egentlig var. Alt for sjældent, skulle man være... reel omkring det. 
Smågnækkende og med et fornøjet smil om læberne, tog Vektor imod de stille ord - han kunne lige leve med det, og det overraskede ham ikke. Men. Han havde aldrig set tårerne komme; de fik ham næsten til at få sin sprut galt i halsen, og de himmelblå øjne spærredes sagte op. 

Han tog imod takket. Og uden lysten (jah det var helt skørt) til at svare igen i en dum, karl-smart-i-en-fart retorik, virkede Vektor næsten lidt paf over ordene. "... det var så lidt". 

Flasken fik lige et ekstra lille blik - måske der var blandet noget spøjst i den her, som fik ham til at høre syner. Men smagen var den samme som før, og Vektor studerede havmanden, uden at afbryde resten af maden. 
Han var dog færdig. Og da det sidste fiskeben hos Olu blev gumlet rent, brummede Vektor sagte. "Nå. For at du kan komme tilbage til dit vandland, eh, så skal vi vidst have fikset din dims..?" og han studerede kæden, der forsvandt ind bagved den slidte skjorte Olu havde lånt af Vektor. Den gemte den ødelagte amulet, men Vektor vidste at den var der. 

Det gik egentlig ikke op for Olu, at Vektor ikke helt var i vante farvande, og at Vektor faktisk kom med et høfligt svar. Olu tænkte jo heller ikke over, at han selv var anderledes end den krævende og utålmodige fiskeperson han normalt var. Tankerne forblev på den spøjse realitet, at han havde levet hele sit lange liv uden at kende til smørstegte regnbueørreder.

Tallerkenen var nærmest slikket rent, og man kunne ikke se at der overhoved havde været en fedtet ret derpå. Blikket stirrede lidt deprimeret ned på den, fordi der ikke var mere, lige indtil stilheden atter blev brudt af Vektor, så hans opmærksomhed blev fanget. Ah ja! Hans fars amulet! Det var nu engang det vigtigste punkt på dagens dagsorden. Vektor havde sagt at han kendte nogen der kunne fikse magiske dimsedutter, og han havde ikke troet på ham, før han ledte ham hen til en bod, hvor de fandt brillerne. Han kunne faktisk se nu. På en måde var det Vektors skyld at han havde mistet synet i første omgang, men det var da et plaster på såret.

"Jae- Altsså... Jeg sskal nu ikke ttilbage til havett," Svarede han og løftede på skællene øver øjnene, der hvor menneskers øjenbryn plejede at være og udtrykke tydelig mimik. Olu ville bo hos Vektor. Når først han var menneske kunne det jo være, at han ville behandle ham bedre, og så kunne Olu lære menneskenes måder. Han kunne forsyne ham med fisk, og Vektor kunne stege lækker mad til ham hver dag. Det ville minde om et ægteskab, hvis blot Olu var klar over hvad ægteskaber betød. "Men hvadd er planenn?" Spurgte han, meget opsat på at komme afsted nu. Han lignede en der var klar til at rejse sig, men lod til at vente på at Vektor skulle røre sig ud af flækken først, så han kunne følge efter ham som en hund.

Det kom som lidt af en overraskelse for Vektor, da Olu sagde at han ikke skulle tilbage. Fordi hvad mente han helt præcis med det? En uforstående rynke akkompagnerede tankerne, Vektor åbnede munden som om at han skulle til at sige noget, men kom vidst på andre tanker, og lænede sig i stedet godt tilbage i stolen. 
Fisk hørte til i havet. Han havde aldrig hørt om havfolk som foretrak overfladen, og heller ikke mødt dem, så at sige. Hvis de alle rendte rundt i forklædning, gav det alligevel lidt mening, men... 

Men hvad var planen? De forvirrede tanker blev brudt af det efterfølgende spørgsmål, som fik han til at vifte lidt afvisende med hånden imellem dem, ingen grund til at bekymre sig om 'planen'. 
"Vi skal finde Dims. Han plejer at rejse rundt imellem byerne" han havde nogle i tankerne, i forhold til hvor de kunne starte med at spørge m chancen for at han var i Fristavn, var dog ganske lille. "Når vi har fundet Dims, så hører vi hvad det kommer til at..." Han gyste lidt indvendigt, et irriteret glimt i de himmelblå øjne. "... Koste. Og forhåbentligt har du..." Og Vektor hævede øjenbrynene den anelse sigende. "Noget lidt mere spændende at tilbyde, end jeg har. Dims foretrækker ikke krystaller, han vil gerne have mere... Sofistikerede ting. Specielle ting - noget der måske ikke er så let at skaffe her, men for en som dig..." Og han nikkede imod det skællede ydre. "Der burde det være til at finde. Sidst jeg snakkede med ham, var han bentlig ret nysgerrig på et eller andet undervandsdyr, som han kunne skrælle for værdifulde-et-eller-andet. Yeah?" 
I virkeligheden var Dims ganske modtagelig overfor krystaller. Men drømmesælgeren var for nærig til at ville bruge flere penge end højest nødvendigt, og hvis han alligevel havde en hav-kendt ved hånden, hvorfor så ikke bruge ham? 
Hvis bare han fik det til at lyde nok som den letteste løsning, så skulle det nok også blive det. Håbede han. 

”Denne Dimss?” Gentog havmanden for sig selv i momentet før det gik op for ham, at Dims var en person. Han lyttede til Vektor, som havde det der for Olu, virkede som en imponerende viden om alt og alle heroppe på landoverfladen. Han var en drømmesælger og en snydepels, men når man tog sig i agt for den slags, var han god at holde tæt på sig, hvis man ville begå sig.

”Sså længe jeg ikke sskal ssvømme heltt ttil det fforbudtte Aquarin, ffor att ffinde det havdyr han ssom denne Dimss ssøgerr..” Hvislede Olu tænksomt. Selvom det var Vektors pligt at hjælpe ham, så kunne han nok godt gøre en indsats i at få det hele til at lykkes. Det eneste der bekymrede ham var, at han ikke havde lyst til at gå tilbage til det mørke hav igen. Det ville jo give tid nok til Vektor, til at forsøge at stikke af fra ham.

”Hvad end Dimss ønssker, sså ttager du…” Olu pegede på Vektor med en af sine blege, finnede fingre og derefter på sig selv ”med mig.”