Han havde ret. Og det værste var, at hun ikke var sikker på, om hun var villig nok til at forblive uvidende. Han havde gjort noget. Andet end den smerte og det ubehag, som hun huskede alt for klart, som var den indskrevet i hendes muskelvæv. Det andet var, at hun ikke kunne gå. Døren var lige der, men hun ville ikke nå langt med, hvad hun havde. Staven var ubrugelig, fordi den ikke engang var der til at tage. Og snigende krampe i hendes lår advarede hende imod at løbe, hvis hun ikke ville gentage succesen fra hendes sidste flugtforsøg. Tænderne bed sig hårdere sammen. Var det sådan Kile ønskede, at hun skulle være i livet? I kløerne på en modbydelig mand? Havde Zaladin forgiftet hendes fremtid?

Ahra vendte sig atter omkring, og hun sænkede bevist sine hænder placering fra nær skulderne og ned til albuerne for ikke at fremstå alt for opspændt. Det var noget, at han kunne gætte sig til, hvordan hun havde det, og noget andet, at han vidste det med mere sikkerhed. Skarpe røde øjne så mod ham, men ikke længe, før hun prinsessefornærmet drejede sit hoved til side, strakte halsens streger. Læberne var presset sammen til en lige streng. Og hun adlød. Hvad andet kunne hun gøre lige nu?

Hvad der drev hende til at sætte sig på sin side af sengens kant frem for nede ved fodenden, hvor han havde været høflig nok at vise hende mod, var ikke til at sige, for det var hverken tættere på døren eller længere væk fra Onelyas. Faktisk var hun ikke længere væk, end at han kunne nå hende uden at strække armen helt. Hun blev dog siddende på kanten, ryggen til ham. Hun trak sit ene ben op til sig og lagde omfavnende sine arme omkring det, ignorere svigen var det rå område på låret, der blev presset ind mod overkroppen.
Men så efter noget tid, slap hun grebet om benet og lod det falde smidigt til siden og ned på sengen, så hun kunne dreje sin krop naturligt omkring for at se på Onelyas. Det var rent og sker automatisk, at hendes skarpe bryn krummede sig. 

Ahra drejede sig så lidt mere. Og mere endnu. Ganske langsomt indtil hun havde vendt fronten helt mod ham, hvorpå hun kravlede på alle fire den smule afstand, der var mellem dem. Hun holdte sine øjne på ham, selv da hun nåede ham helt. En hånd lagde sig på hver sin side af ham, og hun slangede sig tæt mod hans siddende stilling. Deres kroppe rørte ikke, men der skulle ikke meget til. Ligeledes var deres ansigter tætte.
En hånd fandt hans skadede arm, og lagde et pres…

Når alt kom til alt, så var Ahra langt fra, hvad man ville kalde en sadist. Hun fik absolut ingen nydelse ud af, at påfører Onelyas smerte. Hverken da hun havde haft sin hånd om hans hals eller da hun bed sammen om hans tunge. Eller nu hvor hun udnyttede et svigende ømt punkt på hans krop. Hun ønskede inderligt at gøre alvor af det hele. Kun bidet havde efterladt en oprigtig skade. Alle de andre gange var det blot ønsketænkning. Hver af disse gange havde han dog taget det roligt, som var det ingenting. Ventede nærmest på hende, og dét i sig selv havde været nok til at stoppe hende. Han vidste, at hun ikke kunne gå igennem med at dræbe ham af koldt blod, om hun så ville have ham død eller ej.

Alligevel stoppede hun ikke. Presset hun havde lagt på hans sårede område havde til at starte med ikke været spor voldsomt. Det havde hun ikke behøvet, for måden hans arm spændte op allerede ved første berøring, fortalte hende, hvor meget det måtte svige. Så hun øjede i stedet langsomt presset. Klemte lidt om armen, mens hun så ham i øjnene, glimtende af trodsighed. Lige indtil han stoppede hende.

I forhold til ham, var Ahra ikke god til at skjule om noget gjorde ondt eller ej, så som hans noget stærkere greb klemte om hendes spinkle arm, skar hun en grimasse lige i tide, før hun blev tvunget helt ned på sengen inden. Hun var svækket og betydelig svagere end ham i forvejen, men Onelyas var også svækket og det var stadig ikke noget problem for ham, at overmande hende. Straks havde hun sluppet hans arm igen, som havde hun brændt sig på den.
Hun ville selvfølgelig aldrig indrømme det, men hun udstrålede en hvis mængde opgivelse, som hun lå der på ryggen og kiggede op på sin mørkhudede kidnapper. Hun blev genforenet med ord, hun havde sagt tidligere efter den første voldtægt. Jeg prøver ikke at flygte mere… Der havde det været en løgn, dog nu kæmpede hun ikke fysisk om at komme fri eller væk. Hendes nøgne bryst hævede sig højt i beroligende åndedrag, og var der stille nok ville man kunne endda høre dem. Hun løftede hagen lidt, som udfordring. Blikket i hendes øjne var stadig hårde men det var ikke længere umuligt at se det bløde titte frem bag dækket. Ord sad i vente på hendes tunge. Læberne havde allerede skilt sig en smule ad, men lige som de var på vej ud, sippede hun læberne sammen og drejede sit hoved i skarp profil igen. En indbydelse til hendes hals. Hvis han da kunne komme til for halsbåndet..

Hun mistede hel pusten af både hans vægt og hans indtrængning, og hun kunne ikke gøre meget for at lyden ikke slap ud igennem skilte læber. Hun var ikke blevet vitterligt meget mere klar til ham, end hun havde været ved det første overgreb, men det føltes nu helt anderledes. Hun lagde al skylden over sin daværende tilstand. Som han endda havde sagt, så trængte hun til hvile. De begge gjorde, tilsyneladende. Dog alligevel tilfredsstillede de deres kødelige lyster.
Måden hvorpå Ahra rykke i armen, som han stærkt hårdt nede, for at få den til sig, var rent og skært instinkt, som den egentlige intense følelse af hans størrelse i sig, trak i kroppens tråde, uden hendes fulde kontrol. Men selv hvis han ikke gav slip, hev og sled hun ikke i desperation for at komme fri. Det var for sent for hende at løbe fra det nu, så selvom hendes øjne ikke var fyldt med glæde for at ligge med en mand som Onelyas fremstod resten af hende villig. Til en hvis grad. Stadig med hovedet liggende til siden, knurrede hun lydløst for en stund, før tænderne måtte åbne op for endnu en tung og lydhør åndedrag i takt med hans stød.

På hver side af ham, havde hendes spredte ben automatisk bøjet sig for bedre stilling. Hun måtte kæmpe lidt for at ikke klemme sine lår omkring de stødende hofter af manden over sig. Hun tvivlede på, at en udfordring ville hjælpe hendes sag, som det stod til lige nu, og noget inde i hende tiggede også om, at ikke skulle tage konsekvenserne for det. ”Harh..!” Et sensitivt punkt blev ramt, og de pelsede poter strakte vristen, som de ganske ubevidst blev løftet fra deres stationering på sengen. Det tog ikke det mindste på hendes mavemuskler, netop fordi Onelyas lå sådan ind over hende, som han gjorde. Klar til at fortære hende.

Og endelig drejede hun hovedet. Hun hadede det, det kunne man se hint af i hendes opstemte øjne, da de endelig så op på gerningsmanden. Det omhandlede dog ikke det generelle had, hun havde for ham. Hun hadede blot, hvordan det lykkedes ham, at få hende tændt selv mod hendes inderste vilje. Og hun hadede hvordan, hun selv kunne mærke, hvor sårbar hun så ud, mens hun ihærdigt holdte øjenkontakten med ham.
Arme, han ikke havde haft eller stadig havde fat i, blev løftet op at ligge over hendes hoved. ”Vil du… nogensinde lade mig gå?” spurgte hun lavmælt mellem noget mere heftige vejrtrækninger.

Ahra stønnede skælvende og varmt ind mod hans hals ved hans svar og udnyttede det øjeblik, han havde begravet sit hoved i hendes manke af hår og pelsede dyretræk til at skjule, hvordan hun igen måtte bide tænderne sammen i skrøbelig frustration. For hun havde virkelig intet tilbage, at gøre for at stoppe, mareridtet, hun var end i. Hun ville aldrig indrømme det, men hun frygtede Onelyas mere nu, end hun havde gjort før, hvor han blot havde været en modbydelig mand, der gemte sig bag et følge. Men han havde bevist overfor hende flere gange, hvor magtfuld han var til trods for, at han var mere menneske end hende selv. Af race.

Med han tag i hendes ben og følgende posering af dem, låste hende kun yderligere fast under ham. Hun ville ikke kunne flytte dem om og sparke ham af. Hun kunne ikke sætte dem tilbage i sengen og møve sig tilbage og væk fra ham. Det var heller ikke til at komme udenom, hvor direkte det gjorde det muligt for ham at ramme ind i hende. Ahra havde lagt med mange mænd i sin tid, og det havde da været langt fra alle, der havde kunne påvirke hende, som Onelyas formåede. Særligt når man tog det i betragtning af, at hun de forrige gange havde været fuldt lysten.
Hun mødte hans øjne, og ønskede lidt, at hun kunne sive dybere ned i madrassen, så hans ansigt ikke var så tæt på hende, så hun kunne mærke hans opstemte åndedrag mod sit ansigt. Hun gemte dog følelsen væk fra overfladen. ”Og… hvis jeg ikke kan bære et?” spurgte hun, velvidende at hun ikke kunne distrahere ham fra at forgribe sig på hende. Han var trods alt godt i gang! Men det var blevet en distraktion for hende. En måde at tage bare lidt afstand fra, hvordan hun trampede på sin egen stolthed og lod ham tage hende, som han ønskede.

Ordene nåede netop at trille over tungen, før hendes ryg svajede af forbudt nydelse og brystkassen struttede. Med sin anden arm fri igen, havde den automatisk flyttet sig op til den første over hovedet, hvor hun knugede alle ti fingre omkring noget tæppe. Et højt støn blev kvalt halvvejs ved at refleksivt vende hovedet til siden igen, men derefter blev munden tvunget åben igen, da det var blevet umuligt for hende at få nok luft ind igennem blot sin næse. Det var så forfærdeligt…. Og godt på samme tid.

Hans latter gjorde det bestemt ikke til en mindre ubehagelig oplevelse. Det var en så klar indikation på, at han var den med overhånden. Og det var han også. Der var ikke længere nogen tvivl. Hun havde allerede overgivet sig til ham. Hun lod ham bruge hende, som han gjorde nu. Et hylster for nydelse og tilfredsstillelse. Det var ydmygende. Mere ydmygende end alt andet, han hidtil havde gjort ved hende. Det var begyndt at blive under hende.

Omrokeringen skete så pludseligt, at hun nærmest ikke have lagt yderligere mærke til, at han ikke længere hoverede over hende, som et rovdyr over sit saftige måltid. Hun havde ikke fornemmet meget andet end følelsen af, at fortsat være en simpel kludedukke! Det sved alt for voldsomt, idét der blev lagt et greb omkring det skrabede lår, og Ahra skar straks en markant grimasse. Luft blev suget skarpt ind igennem sammenbidte tænder i den tid, hendes stærkt påvirkede vejrtrækninger tillod, og sådan som Onelyas holdte om hende, ville han nok ikke kunne undgå at mærke hvor meget musklerne i låret spændte op.
Men han stoppede ikke. Han stoppede ikke før, han havde nået, hvad han ville. Det vidste, hun i det mindste med sikkerhed. Hurtigt som var det ikke meget mere end en refleks på den uønskede smerte, flyttede hun fluks en arm ned for at gribe omkring hans hånd. Eller hans overarm. Hvad end af ham, hun kunne få fat i. Og hun klemte automatisk til, som hun fik fat. Strakte i armen, som forsøgte hun at skubbe ham væk, dog uden styrke og vilje nok til at faktisk lykkedes.

”Læg med en haleløs, hvis det er… sådan et problem for dig,” måtte hun kæmpe lidt med at få frem. Hendes ører rystede af sig selv, sådan som han talte nær dem, som havde han blot pustet ind i dem. Det kildede så umådeligt blidt, at det stod i en alt for skarp kontrast til den hårde behandling, han udsatte hendes underliv for. Men til trods for de spidse ord, hun havde formået at kaste efter ham, gik der ikke længe, før den slanke hale kom frem mellem frem og egentlig lagde sig ganske blidt henover Onelyas’ talje.
Det summede mere og mere i hendes hoved, og hun greb hårdere omkring med begge hænder. Både den der havde fat i manden inde i, oppe ad og bagved hende og den der fortsat klamrede sig til sengensbelæg.

Det sendte et sug helt ned i mave på hende og et heftigt støn op fra hendes strube, da han kærtegnede hende mellem benene, og hun kunne for alvor mærke, hvor våd hun var på måde, at hans fingre gled henover uden modstand. Hendes krop ønskede tydeligvis sexen og nydelsen mere end hendes sjæl, og havde Onelyas været i tvivl før, ville han bestemt ikke kunne være der nu. Hun turde ikke at lade sig give helt hen. Give slip og bare lade det fylde hendes hoved. For hun frygtede, hvad hun allerede vidste; at hun blot ville have ham til at fortsætte, og talte hendes fornuft til hende, var lige præcis det modsatte hun ville.
Ahra havde ikke gjort megen modstand i at holde hans hånd i at vandre - Det var trods alt ikke kun derfor, at hun havde grebet fat i ham. Men alligevel var det først, da hans fingre havde nået sit mål, at hun havde løsnet sit tag. Det måtte have været kun halvt bevidst, at hendes hånds selv vandrede sig videre. Fra hans håndled og ned over has håndryg, som målte hun deres hænders størrelser mod hinanden. Og netop ved et strøg henover hendes sensitivitet, klamrede hendes fingre sig med ét til hans hånd, ned mellem hans fingre. Hele manøvren med hånden havde også tvunget hende til at dreje mere i hoften, som efterfølgende førte de selv samme ben, han havde holdt løftet for bedre adgang til hendes åbning, flyttede sig således at poten blev sat i sengen. Bare på den anden side af hans ben. Det var rent og skært refleksivt, overbeviste hun sig selv.

Flere spydige ord og kommentarer nåede ikke at komme fra hende, før hans rytme gjorde det lige så umuligt for hende, som det tilsyneladende gjorde for ham selv. Og meget godt var det vel også. Tanken om at have et barn med denne mand, rejste væmmelse i hende mindst lige så meget, som alt andet. Særligt et barn, der ville bære hans ydre. Hun ville ikke tænke over det. Hun ville ikke fodre ideen, at det nogensinde ville ske. For hun ville aldrig bære hans barn. Om han ville tvinge sig på hende hver dag til hendes død.
”Hh aaarrrrhh!!” Stimuleringen han udsatte hende for blev i sidste ende for meget. Hun havde allerede følt sig mere sensitiv end normalt, inden hans lem begyndte at skrabe mod hendes indre eller hans hænders konstante berøringer. Hun kom før ham. Hele hendes krop spændte op, og hendes hoved lænede sig i takt med det afsluttende støn langt tilbage ind mod Onelyas bag sig. Men han fortsatte, selvom hun pulsede fortællende omkring ham. Den sidste tid, før han nåede klimaks var en krampende oplevelse af ubehag og behag.

Hans sidste afgørende stød fik hende til at bide tænderne sammen og holde vejret i den tid, hvor hun kunne mærke, hvordan han tømte sig inde i hende. Igen. ’Tæerne’ krummede sig og tænderne bed sig sammen, indtil hun var nød til at lukke en lydhør og tung udånding ud og fortsatte godt forpustet. Opspændinger i kroppen forsvandt, gav nærmest indtrykket af, at hun faldt sammen. Af og til skælvede hendes underliv igen. Særligt da hun langsomt og forsigtigt gned sit ben – det der havde viklet sig omkring hans – til sig igen og det lykkedes hende at møve sig af ham trods, hans klamrende og svedige greb omkring hendes lige så svedige krop.
”…Vand..” bad hun og smaskede sagte, men klistret af tørst.

Det var en voldsom befrielse, at komme fri fra hans nære omfavnelse og endda have han rejse sig fra sengen, og hun fortrød kun mindre, at hun havde bidt tungen og var ydmyg nok til at spørge efter noget at drikke, for det satte en brat slutning på putteriet, Onelyas nok ville have ladet vare til en evighed. Hun kunne stadigvæk fornemme varmen af hans ånde mod hendes pelsede ører… Det ville selvfølgelig være uundgåeligt fremadrettet. Hun ville være nød til at dele seng med ham fra nu af. Men det var en minimal sejr, at undgå det for nu.

Det var ikke som sådan svageligt, den måde hvorpå hun fik sat sig op i sengen. Det var meget bevidst af hende, at ikke se på ham, selvom det ville give god mening at stadig holde øje med ham. Men lige nu følte hun sig alt for besejret til, og hun var ikke meget for at fange hans blik, hvis der var chancen for hoverende hån i dem. Hun førte sig selv op ad sengavlen, som Onelyas, i rolige og glidende bevægelser, og som han vendte sig tilbage mod sengen med glas i hænderne, greb hun om et løst liggende tæppe og trak det primitivt op over sig. Det dækkede ikke engang hendes ben, men blot en smule af hendes overkrop. Hun gjorde sig umage med at skjule andre følelser bag et fornærmet udtryk.
Vandet var glædeligt velkomment i hendes hænder, men hun drak ikke med det samme, at hun tog imod det. I stedet holdte hun det blot, mens røde øjne alligevel havde vandret mod Onelyas ved siden af hende. Smallede sig en smule. Holdte øje med ham, som han selv tømte sit glas. Maden havde forgiftet hende, og taget hendes evner, men måske gjorde vandet ikke det samme? Han sad trods alt selv og drak det uden tøven.

Idét han så på hende, lagde ørene sig tilbage og hun så automatisk væk igen. Men hun kunne mærke hans blik. Det var blevet den smule mere… intenst. Hendes hals skreg for meget efter vandet, og hun blev nød til at makke ret og allerede så snart den fugtige kant af glasset rørte hendes læber, drak hun. Det blev godt nok gjort i små kvindelige slurk, men hun sænkede ikke glasset, før der næsten ikke var mere tilbage, og hendes læber havde blusset mere rødt af at have fået fugt.
”Nu har du gjort mig beskidt igen,” konstaterede hun yderst bebrejdende. Stemmen var ikke hævet, men som altid lød hun ikke tilfreds. Han havde tilfredsstillet hendes krop, ja, men det gjorde ikke, at han ville være at finde på hendes gode side. ”Du har en tendens til, at få mig vasket og gjort rent… og så dække mig i blod og skidt og sved.” Størknet blod hang sjældent godt fast på huden, så der var ikke meget tilbage af, hvad de begge have været dækket af efter ritualet, men det kunne stadig anes i hendes kønne ansigt – og på Onelyas’ krop – så for en udefrakommende ville de se noget vilde, hvis ikke direkte farlige, ud.

Ahra så på, mens han pludselig fik svunget sig ud af sengen og gik i gang med at vaske sig. Og gøre sig klar? Hun fangede sig selv i at overveje hans muskuløse sorte ryg, der stadig anede af anstrengt fugt fra deres ’voksenleg’, men lige meget, hvor smuk en mand Onelyas var, kunne hun ikke få sig selv til at virkelig… se det. Og så snart det mindste hint af overfladisk tiltrækning strejfede hende, slog hun sit blik ned og væk fra ham igen. Han kunne være smukkere end guderne selv og mere ferm end nogen mand i landet, og hun ville stadig ikke lægge med ham af sin egen fulde frie vilje.
Det var i det hele taget en lettelse, at se ham beklæde sig selv, da hun, efter hvad han netop havde sagt, havde været overbevist om, at han havde rejst sig for at springe på hende, som den sexhungrende, ækle mand han var. Ikke at det havde givet meget mening, eftersom hun ikke havde været mere end en lille armslængde fra ham og det ikke ville have taget ham mere end at kravle til hendes side af sengen. ”Gør dig ikke den ubelejlighed. Jeg har ikke nogen appetit til at spise noget, og det vil være en skam, at lade mad gå til spilde igen,” sagde hun højnæset og ignorerede fuldstændigt sulten, der vred sig i hendes mavesæk. Heldigt for hende rumlede den ikke eller beklagede sig yderligere for så at afsløre hendes løgn.

Roligt faldt hendes blik ned på sine nøgne ben, og særligt på det skrabede lår, som hun hævede en smule fra sengen ved at bøje i benet. Afskrabningerne på knæet havde for længst lagt skorpe og var ikke mere livstruende end hendes andre skader. Det ville, som hun selv havde fastslået, gå i sig selv fint. Hun havde været ved at tømme den sidste smule vand i sit glas på den tørstige tunge, men i stedet hældte hun det udover låret og følte den både kølende og sviende effekt, det havde. At vand gled ned over hendes hud og ned på sengedækket var hun i princippet ligeglad med. Vand var i det mindste renere end andre af deres kropslige væsker, der ville være at finde i lagenerne.
Glasset lagde hun fra sig, for at kunne kærtegne netop, hvor hun havde ’renset’ med vandet. Hun så altid til sine skader. Store eller små, hun ønskede ingen ville efterlade ar eller mærker. Så tanken om snittet, der helede færdigt, pinte hende selv med ømheden dulmet og forsvundet.

Noget inde i Ahra ruskede pludselig i hende. Hun havde ikke gjort sig mange andre tanker en lettelse over, at endelig blive ladt være alene, om ikke i lidt tid inden vagter eller tjenestefolk ville blive sendt til værelset for at holde øje med hende. En fange, dét var hvad hun var. Ikke en slave. Men så så hun hans hånd række ud efter staven. Den selv samme stav, som hun havde forsøgt at få fingre i og fejlet. Illusionen af staven. Hun nåede ikke at stoppe sig selv..

”Nej!” udbrød hun højlydt i et håb om, at det ville være til at han ville stoppe, før han kunne opdage, hvad der var galt. Hun havde samtidig kastet sig frem nok og stå på alle fire i et ynkeligt forsøg at nå over og fysisk selv stoppe hans hånd i at nå illusionen. Men det var ikke nok, og hun så den falske stav forsvinde. For hende havde den fundet sin form igen, efter hun havde ført sine fingre igennem den, men hvad end det var for noget magi, måtte have genkendt Onelyas og dermed gået i sig selv igen, nu hvor arbejdet var gjort.
Det var næsten muligt at mærke vrede fra ham sprede sig i rummet, og Ahra sank da også nervøst - diskret! men nervøst. Ukendte impulser havde drevet hende til at gøre, hvad hun havde, og selv hun var ikke dum nok til at se, hvor mistænksomt det gjorde hende. Var hun oprigtigt bange for, at blive offer for vrede? Var det derfor, hun havde prøvet at stoppe ham, før han opdagede noget? Hendes hjerte sprang en ekstra gang, da han pludselig var stormet mod hende, kun stoppet af sengensfod, og hun trak sig instinktivt lidt tilbage. Ikke helt op ad hovedgavlen, men bare nok til at sætte bagdelen tilbage, mellem hendes lægge.

Hun kæmpede sig tilbage til et hårdt ansigt. ”Jeg tror, du glemmer, hvordan jeg var dum nok til at spise jeres mad og du på den måde fratog mig min brug af magi! Selv hvis jeg ville eller havde evnerne til det, ville jeg ikke have noget med det at gøre,” snerrede hun tilbage. Hun havde kortvarigt debatteret med sig selv om hun skulle have spillet med. Hævet sig selv og fået ham til at tro, at hun vidste noget, men trangen til at tale sin sag havde kommet overvejelserne i forvejen.
For at videre give udtryk for hendes magiske mangler, var det til at skimme, hvordan hun forsøgte at aktivere sin hævede halespids. Det var ikke helt gået op for hende, at han ikke direkte havde bebrejdet hende for at have stjålet, da hun ærligt var lidt for …nervøs. ”Staven var allerede væk, da jeg vågnede.”

Straks og skarpt drejede hun hovedet for at finde frem til, at der ganske rigtigt lå tøj klar til hende. Hun havde altid forestillet sig, hvor overdådigt det ville være at leve et liv, hvor alt blev gjort for hende. Hvor mad blev bragt. Hvor mad stod klar så snart, hun vågnede. Et liv som Onelyas levede hernede, og som han havde indviet hende ind i. Men alt for meget andet tungede på hendes skuldrer, til at hun kunne sætte pris på luksussen. Hun var stadig en slave i hans øjne. Og en fange i hendes egne. Hvad værre var, at han stadigvæk ikke lod hende være alene. Hvor mange gange havde hun ikke nået at tro og glæde sig over tid for sig selv for så blot at blive skuffet indtil videre?

Ahra’s vejrtrækninger var stadig påvirket af både nervøsiteten og chokket, som hun ganske roligt – og besejret og udmattet – kravlede ud af sengen. Hun så ikke tilbage mod Onelyas. Hun adlød ham blot uden yderligere modstand udover den tydelige opspændte attitude, der hang over hende. Hun sørgede da også for at stå mere eller mindre med ryggen til sin eftersigne nye mage. Han kunne ikke forventet, at hun ville begynde at blive helt medgørlig, kunne han vel?
”Forseglingsmagi? Hvad mener du?” spurgte hun og håbede at det var lykkedes hende, at skjule overraskelsen i sin stemme bag trods.

Denne gang var det ikke endnu en kåbe, der lå klar til hende. I stedet var det en kjole i noget luftigt stof. Afslørende som bare pokker, hvilket i første omgang kom bag på hende. Onelyas havde givet mange modsigende signaler om sig selv. Så mens hun ikke forstod, at han ville tillade hende gå rundt og vise hud som andre kunne se, så havde han samtidig givet indtryk af, at han da heller ikke havde noget imod at vise hende frem som et trofæ.
Halsudskæringen var det mest markante. Så dyb, at den næsten nåede helt ned til maven og lige bred nok til at hendes minimale kavalergang var vist frem men hendes bryster var da lige dækket. Skørtet var derimod langt med diverse snit, der gav benene bevægelsesmulighed. I det mindste var den nem at løfte over hovedet og bare dale ned over kroppen frem for at skulle stå og fumle med at falde og binde en kåbe korrekt.