Deres blikke mødtes. Det var ikke nogen decideret behagelig øjenkontakt, men som to rivaler, hvis blikke havde en intens kamp om ikke at blinke: som om et enkelt blik kunne betyde nederlag.
Samsons sort-omkransede hvide øjne, hvilede på den tidligere Mørkets Konge.
Det minimale smil der før havde været til at spore på Samsons ansigt, var nu fuldstændig forsvundet, og der var ingen spor at se efter det. Øjnene var et par af de køligste, som noget som kun kunne sammenlignes med nordpolens minusgrader, når det stod værst til.
Et alvorligt udtryk var malet i bandelederens ansigt, imens Morgoth var begyndt at få munden på gled.

Han svarede ikke... Samson var ikke meget for at indrømme det overfor sig selv, men det var sandt det, som Morgoth netop stod og sagde. Han vidste, at Samson ikke havde i sinde om at røre Morgoth. De var to rivaler, stærke rivaler. Desuden, havde Samson en fornemmelse om, hvorfor Morgoth netop befandt sig her. Hvor skulle han ellers gå hen? Alligevel var det våget af ham, netop at opsøge kilden, der fik ham sparket af tronen.

Samsons øjne, ligeledes pupillerne, blev til små sprækker da Morgoth nærmede sig ham. Han fulgte hver eneste bevægelse, og da han kom nærmere lod han sine korslagte arme løsne sig og i stedet hænge ned langs siderne.
Morgoths latter rørte ikke på Samson, ikke andet end at han kunne mærke noget hidsighed boble op i sig. For en gangs skyld lod han det slippe gennem fingrene, som det tørreste sand der ikke forbliver i en hånd uden at noget slipper igennem. Dog var dette ikke ligefrem en ørken situation, de befandt sig i. Snarere det modsatte. Stemningen var kølig, isnende. Enhver tilskuer ville kunne bevidne til en gåsehuds-stemning ved blot at kigge på.

Samson hævede et øjenbryn, da Morgoth endelig fik taget sig sammen med sin klukken. Berøringen fra Morgoth var han ikke stolt over at skulle se igennem fingre med. Selv hans hånd blev en anelse knyttet. Næseborene udvidede sig lidt, men blikket flyttedes ikke fra den blege, spinkle og dog alligevel så stor en rival, af en mand.

"Jeg var ikke ude efter dig, Morgoth.. Og det tror jeg også godt inderst inde at du ved." Brummede Samson endelig. Mørkets overtagen havde chikaneret bandemiljøet i Krystallandet, så han havde været nødsaget til at måtte gøre bod på alt dette én gang for alle.

Samson kunne ikke lade være med at smile selvtilfredst, da Morgoth forbandede sig over hans væsen.

"En pagt, siger du?" Samson lyttede til blegfisen, hvert et ord... Betragtede hver en bevægelse..

"Og hvad vil du kunne yde mig? Hvor langt vil du gå?" Samson så gennemtrængende ind i hans øjne, forsøgte at bore sig ind til nogen luskede narrestreger.

"Og hvorfor tror du, at mit ønske for to år siden, stadig holder ved nu?" Stemmen var køligt og sænket. Afstanden mellem dem var en Morgoths armelængde, hvilket i sig gjorde, at han ville kunne få Morgoths ånde i hovedet, hvis det altså ikke var fordi de ikke var lige høje.
Samsons tunge gled hen over sin ene spidse hvide tand, som for år tilbage blev sylet spidse.

Efter et par tanker eller to, fortsatte han dog endelig.
"Du er klar over, at der ikke vil blive taget imod dig med åbne arme her, ikke sandt? Jeg taler blandt andet om efter sidste møde."
Det var sandt, at Morgoth ikke behøvedes at nævne nogen navne på dem, hvis hårstrå ikke skulle berøres.

Anspændtheden var ganske tydelig at se i bandelederens markerede ansigt. Hans kæbeparti spændtes, næsebordene udvidede sig faretruende, øjnenes blik nåede en høj, høj kølighed. Skulle han mon trække sig, underkaste sig ”alfa-hannen” nu da denne spillede så meget med musklerne, som den engang gjorde? Skulle man kaste sig ned på ryggen, som en hver anden hund og slikke hans fødder rene for skidt? Eller, skulle man give ham den respekt han fortjente, ved at pisse ham op af ryggen? Sidst nævnte ville nok, uanset hvad, være den tidligere regents valg. Af den simple årsag, at det morede ham som en i helvede at få Samsons pis i kog. Han var smuk når han blev vred, men så også kun der. Ellers var han et hæsligt menneske; helt igennem fuld af lort.
”Hvor langt vil du have mig til at gå, er nok nærmere spørgsmålet,”
Trods deres svage viden omkring hinandens personligheder, og mere personlige baggrunde, ville der ikke være nogen tvivl om, hvorvidt Morgoth ville være villig til at begå udåd eller ej. Det ville være den naive mand, der ville stille spørgsmål til dette. For han var, hvad han nu engang var: en morder, en satans karl af en synder, en djævleyngel. Han var Morgoth.
”Men som for to år siden, handler det her ikke om en tilslutning af din gruppe af folk – nok nærmere et samarbejde, af en slags,” - et højlydt suk indfandt sig herefter, inden han fortsatte - ”Hvilket, som du påpeger, nok vil falde i bedre jord hos nogle, end andre,”
Han lagde hovedet på skrå, lod de isblå øjne falde vurderende over det solbrune ansigt, imens han for en stund overvejede sit svar. ”Hvorfor skulle det ikke? Jeg er trods alt, som du selv har erfaret, en mand af færdigheder; en mand der har udført det, hvad skal vi kalde det, beskidte arbejde for mange længe,” han smilte; smilte det kølige smil, imens han fortsat talte.
”Med andre ord, det er ikke noget du kan sige nej til – og det ved du godt,” Han løftede ansigtet, overlegen som han var.
”Jeg beder dig trods alt ikke om meget – ikke engang penge. Kun husly, og om,” en sidste, iskold latter, faldt fra de mørke læber, afsluttende. ”- Om fred,”

(scenen i tegnet format :D )

Samsons anspændthed var ingen hemmelighed udadtil. Efter øjnene var blevet totalt hvide, havde han endnu fået mere kontrol over sig selv. Samson var under kontrol af sin far, det vidste han. Det vidste ingen andre. Hvordan Samson var rigtigt, var svært at svare på, men det var ikke en tanke som Samson havde lyst til at tænke over, hvis den endelig strejfede ham. Hvem var han, var et stort spørgsmål som blot blev ignoreret.
Den tidligere regents øjne blev stadig mødt med et stift og køligt blik fra den overdrevet muskuløse bandeleder. Et lille smil trak sig fra Samsons læber, da Morgoth tydeligvis ville have at der skulle tales om "detaljer" i denne "kontrakt".
Den væltede regent talte ud, og da han var helt færdig kunne Samson endelig åbne munden.

"Det er også bedst, at du ikke tilslutter dig sammensværgelsen her." Startede Samson med sin kølige, brummende stemme. Samson sagde denne sætning forholdsvist langsomt, tænkende. Smilet havde fjernet sig helt, da denne sætning blev sagt. Øjnene blev kort til et par sprækker, men de blev så atter åbnet op til "normal" igen, så snart han havde fuldendt sætningen. Berøringen fra Morgoth, kunne stadig føles på hans hud. Det var en sær fornemmelse. Det havde ikke været nogen berøring han havde sat pris på, snare tværtimod.
Nu, da Morgoth fremstod som om de var på berøringsbasis, så kunne Samson da netop også vise ham lidt gengældelse på dette punkt. Og nej, det var ikke just på den venlige måde.
Han lagde sin større hånd på Morgoths ene skulder, og gav den et fast klem. Han ikke så meget som blinkede, eller afveg fra øjenkontakten - overhovedet.

"Du mener, at jeg kan bruge dig, og vi kan bruge freden mellem os. Det er korrekt. Kun en tåbe ville benægte det..." Samson så bedømmende på Morgoth, åbnede munden ganske let, lukkede den så derefter et øjeblik. Der var et øjebliks stilhed. Den faldne regent skulle jo ikke tro at Samson blot var på spring efter ham, for Samson vidste udmærket godt, at Morgoth befandt sig i en svær situation for tiden - specielt nu hvor Mørkets Lord er kommet tilbage fra de døde.

"Du og jeg, skal have en træningskamp inden længe. Vi er på nogenlunde niveau, så det ville være oplagt. Jeg har tænkt mig at træne medlemmerne inden for den næste måned, så der kunne vi tage en kamp op. Det er en af tingene som du kan præstere... " Brummede Samson, stadig med sit kølige tonefald. Øjenbrynene blev let hævet, men ændrede sig så igen hurtigt til et mere strengt plan - lagt tæt ned mod øjnene.

"... En anden ting er, når gaderne skal invaderes. Det kunne tænkes, at du kunne gå side om side med os, ude på sidelinjen vel og mærke, eller er du mere på solobasis? Nuvel, så kan opgaverne variere meget. Desuden, blot det at Krystalisianerne ser at vi har rottet os sammen, vil ikke just behage dem - specielt ikke nu da alle har snakket om at din stilling blev væltet på grund af os. De vil tænke, at vi er ude på noget, hvilket nemt ville kunne blive udnyttet på det groveste." Da de sidste ord blev udtalt, gik der nærmest en dæmon op i Samson. Tanken om den nye frygt blandt borgerne, var noget der gav blod på tanden. Det kunne godt være at bandemedlemmerne ville erklære Samson for galning, ved at hive Morgoth med sig, men kun en tåbe ville afslå, nu da banden var så mange, og Morgoth kun var ham. Han ville til enhver tid kunne blive slagtet, hvis det skulle ende med at han viste en side, som ikke indgik i aftalen.