Sulten havde stået på i et godt stykke tid.
Slidin kom listende på alle fire, hun havde spottet et rådyr, det var nu sjældent at se dem her, men mad er mad og sult er sult.
Vinden raslede i bladene og månen var fuld iaften, så det var nemmere at jage imørket, men pga. størelsen på hende var hun selv nem at se og skulle være varsom om hvor hun satte foden.
Rådyret løftede hovedet og så hen på Slidin, men da var det forsent for den.
Slidin sprang frem fra træet og vred hovedet om på rådyret før den någede at bevæge sig, det var dødt og der var mad på jorden, hun rev benet af dyret og bed en luns kød af og slugte det i samme sekund, løftede benet op til munden igen og tog endnu en bid, sådan gjorde hun indtil der kun var skeletet og enkelte indvolde tilbage, afslappet lændte hun sig tilbage og snusede stille til luften okring.
Stjernerne var klarer, vinden kom ind mod søen, så det var nemt at få færten af et nyt måltid for hende.

En slank skikkelse trådte ud fra skyggerne. Hun kantede sig vej gennem mørket med vrikkende bevægelser. Yndefuld i sine bevægelser. Måneskinnet faldt over hendes kønne ansigt og afslørede et forpint udstryk. Damia holdt om sin sårede arm. Den fine hånd var rød af blod, ikke blot fra det aflange sår, men også fra sårene omkring hendes håndled. Pludselig snublede hun, men var for afkræftet til at finde støtte. Smerten jog igennem hendes krop som en løbeild, da hun faldt til sine knæ og den sårede arm holdt hende oppe. Hun bed sig så hårdt i læben, så hun kunne smage blodet.

En skøn duft fangede Slidin's intearase
Hun rejste sig, slog hovedet mod grenen, en rolig brummen lød fra hende.
Langsomt sneg hun sig afsted for at få opklaret hvad der lavede denne duft af død, hun nærmede sig Damia's position, da hun var tyvem væk fra Damia vendte hun blikket mod endnu et rådyr, denne her var dog allerede død, men mad var mad.
Med den venstre hånd rev hun hovedet af dyret og tog det ind i munden, det knasede kens hun tyggede benene og knoglerne så de var esktra fine med kød på.
Derefter tog hun fat nedeunder dens liv, holdte fat med begge hænder om den og rev en luns af dens underliv, lungerne faldt ud og hjertet røg med lige efter.
Da dyret var væk, dog var der stadig knogler tilbage og nogle orgener på jorden, lod hun sig falde ned og rullede lidt rundt for at gøre noget med den energi hun stadig havde.

((tror lige jeg hopper med her! ^^))

Med ét hørtes der et sted i skoven en gevaldig larm, og ulvehyl hørtes et sted inde fra skovens dystre mørke.
Grene blev flået rundt, og træerne i omegnen raslede voldsomt, som var de paniske af angst.
At dømme ud fra larmen, var der en kamp igang, men fuldmånens matte lys, nåede ikke dybt nok ind i den dystre skov, til at afsløre kombatanterne.
Larmen kom nærmere og nærmere Slidin og Damia, indtil den var ikke mere end 100 meter væk.
Pludselig blev der stille... dødstille.. Træerne holdt op med at rasle, og en svag vind hviskede sin klage over den pludselige stilhed. Et par sekunder varede stilheden, før der hørtes voldsomme tramp inde fra mørket, og med et fløj en stor behåret skikkelse ud fra mørket og pløjede jorden op da den landede tæt på Damia og Slidin.

Skikkelsen rejste sig hurtigt i sin fulde størrelse, og det var tydeligt det var en frygtindgydende varulv der var tale om. Dyret hylede grusomt mod mørket, men vendte sig hurtigt mod Slidin og blottede sine sylespidse hugtænder, klar til at fare over hende. Dens glubske gule øjne var fikseret på Slidin's strube, og den snerrede voldsomt med blottede tænder og kløer.

Men inden dyret kunne nå at angribe, sprang en ny skikkelse frem fra mørket, og overfaldt varulven så de begge tumlede om på jorden. Arkk var denne anden skikkelse, der i sin forbandelse selv havde taget form som en varulv, men hans indædte had til dem var stærkere end aldrig før.

De to varulve tumlede lidt rundt, men Arkk var hurtig til at komme på benene, kaste sig over dyret og bide sig fast i nakken på det, så det hylede af smerte. Derefter borede Arkk sine kløer dybt ind i siden på varulven og kylede den af al kraft ind i et stort træ!
Udmattet og såret kunne varulven ikke gøre andet end sølle modstand da Arkk sprang på den igen og bed struben over på den. Blodig og stønnende slog Arkk armene ud til siden og hylede sin sejr mod månen, uden at skænke de to andre til stede en tanke...... endnu..

Hun kunne høre noget rumstere og ud af øjenkrogen, fangede hun en mørk skikkelse, der sprang ud af mørket. Tydeligvis på jagt. Burde hun føle sig truet? Damia bed tænderne sammen, da hun rørte på hendes arm.
For lidt mad og søvn havde tappet hende for kræfter, hun følte det som om hendes ben og arme var fulde af vand. Derfor blev hun siddende og så til mens Slidin fortærede rådyret.
Noget kom buldrende så voldsomt imod Damia og Slidin, at det var lige ved at bryde igennem træerne. I mørket kunne hun skimte lysende gule øjne og tænder, der snappede arrigt ud efter en anden skikkelse. Damia betragtede de to brydende fra hendes sted, hvor hun sad naglet til jorden. Der lød hyl og snif, efterfulgt af hud der flænses. Knap nok uden at trække vejret kravlede hun bagud.
Lokkerne lå tæt om det kønne ansigt, der så skiftevis vredt på Arkk og Slidin. Ligenu følte hun sig meget truet, især i denne meget sårbare tilstand, hvor at løfte en sten var afkræftende, men at koncentrere sig om at forsvare sig syntes umuligt.

Lyden af en kamp fangede Slidin's opmærksomhed, og hun rejste sig i sin fulde højde fra sin liggende position.
Damia var stadig ikke syndlig da hun ikke var set endnu, men gule øjne var mere intresante for hende, for det var fordet meste altid et godt tegn på varulve, deres kød var en skøn nydelse for hende, men deres knogler var hårdere end andre dyrs så de var ikke nemme at suge magen ud af.
Varulven viste tænder, så viste hun selvfølgelig tænder og hvæsede af den, da den anden kom (Arkk) så hun forbavset til for to varulve var sjældent et syn, og endag at de kæmpede mod hindanden.
Vinderen af de to så ikke frisk ud, og ville være et nemt bytte for hende, hun var udhvilet, dog havde hun noget at fordøje så det var den eneste hindring nu.
I et sping imod Arkk forsøgte hun at stange ham(?) for derefter at gribe hårdt fat om ham, og smadre ham ind i det nærmeste træ.

Forpustet fra kampen stod Arkk og betragtede sin faldne modstander, der gav sit sidste åndedrag og sank om på jorden med blod sprøjtende ud af halsen.
I sin bestialske tilstand tænkte Arkk ikke over andre mulige fjender, og Slidin's angreb kom mere eller mindre bag på ham.

Hans fine lugtesans, opsnappede lugten af svovl bag ham, og fik ham op på tæerne igen. Han nåede lige at vende sig og stirre ondt, inden Slidin ramte ind i ham.
Hendes horn stangede Arkk i maven, og trykkede ham nogle meter tilbage men ellers forvoldte kun overfladisk skade på den hærdede varulv. Smerten var dog ikke til at ignorere, og Arkk brølede arrigt ved sammenstødet.
Arkk mærkede djævelens arme gribe fat i ham, men Arkk ikke så nem at flå rundt. Snerrende fik han fjernet Slidin's tag, greb fat i hendes horn, og med sin overnaturlige styrke flåede hende hen ad jorden (?).

Arkks gule øjne lyste af råt raseri, og han snerrede glubsk efter Slidin. Med ét var det som om himlen blev urolig ovenover. I det fjerne tordnede det truende, og over træerne kunne man skimte tykke skyer der faretruende trak ind over skoven. Arkk slog sine kløer ned i jorden med et brøl, begyndte gnister og lyn at springe og danse ud fra ham. Græsset omkring ham hvislede ved lynenes berøring, og den elektriske kraft syntes at påvirke selve luften, der nu syntes tyk og lugtede brændt.

Arkk skulede mod himlen, og lod derefter sine øjne falde over Slidin igen, afventende som ulven nu engang afventer sit byttes reaktion.
Alt imens lagde Arkk ikke mærke til det sølle sårede kreatur, der syntes at fortrænge sig i skyggerne.

Der var ingen grænser for Damias vrede over hendes sølle tilstand, og de sår Tarrak havde påført hende. Hun var i et ualmindeligt ondt lune, og Slidin og Arkks kamp gjorde det ikke meget bedre. Hun hamrede irriteret en knytnæve på hendes lår, hver gang hun lod en finger glide over sårene, og bandede sagte for sig selv.

Baggrundsstøjen og den kvalmende lugt af død, gjorde hendes hoved ør. Kunne de ikke bare tie stille? Af alle steder i dette land og så lige her og nu!

Damia var ikke bare vred, hun var også ubekvemt ved situationen. En varulv og en hungrende kvinde, der kæmpede en grim kamp for fødderne af hende. Og så var der det halløj med himlen. Damia rejste sig op og rettede på sit tøj.
”Stop!,, snerrede hun og slog ud med hånden. Straks efter skød rødder og grene op ad jorden for at gribe om de to, og holde dem væk fra hinanden inden de kunne angribe igen(?)

Det at Slidin's angreb mislykkedes var lidt overraskende for hende, da ulven, ikke så ud til at havde den store energi tilbage.
Skyerne sagde hende ikke noget, det kunne nemt være en kort byge, men at Arkk slog gnister var ikke lige hvad hun havde forventet. Luften var tung og lidt mere besværlig at trække vejret igennem, men varmen var som en kølig brise for hende, det friskede hende lidt.
En stemme fanger hendes ører men glemmer den igen og gir sig til at lede efter noget at kaste med istedet. En råden træstamme kunne nok godt bruges, selv om den nok ikke holdte til så meget.
Hurtigt fik hun fat iden og sku til at tyrer den imod Arkk, da noget greb om hendes ben.
Forbavset så hun ned på nogle røder der var kommet op fra jorden og havde sat hende fast til jorden. I raseri trak(?) hun de fleste røder op så det højre ben kom fri, og det andet bagefter. Med et hårdt greb om den rådne stamme så hun Damia som stod for tæt på hende (ved ikke hvorlangt fra hun står men det er for tæt for hende=P), istedet for at konsentrerer sig om Arkk kylede hun stammen imod Damia(?). Hvis den ramte hende ville Damia højst tænkeligt falde bagover og sidde fastglemt mellem jorden og stammen.

Arkk stod med armene slået ud til siden og åbnede hænder, så hans barberbladsskarpe kløer var blottede, imens han stadig glubskt stirrede på Slidin. Lynene sprang nu hurtigere fra ham, og hele hans krop rystede under kraften af den enorme mængde elektricitet der var lagret inde i Arkk lige nu.
Han hylede mordlystent mod månen, men inden han kunne nå at aflade kraften og lave et fint krater hvor Slidin ellers stod, snoede gevækster og rødder sig om benene på Arkk til lyden af Damia's skingre råb.

Arrigt snerrede han af overraskelse, og slog ned rundt om benene på sig selv, så grene og rødder fløj til alle sider. Hans skarpe klør skar igennem rødderne som smør, og snart var han fri igen.

Men skaden var sket, da Arkk havde mistet det lidt kontrol over de elektriske kræfter i sin krop, og inden han nåede at genvinde kontrollen, knitrede og rasede kræfterne ud fra ham. Med et hyl mod himlen lod Arkk kræfterne ud, så kraftige lyn slangede sig i alle retninger, og forvoldte stor skade hvorend de slog ned.
Et af lynene slyngede sig op i luften og borede sig gennem et træ, der flækkedes og stak i flammer, mens et andet fløj hen over jorden og ramte Slidin rent (?).

Skyerne rasede stadig foroven, mens Arkk kom til sig selv og med fråde om munden vendte sig og tonsede mod Damia der lå under træstammen (?)

Damia blev kylet bagover og mistede pusten, da træstammen hvilede tung på hendes mave. I samme sekund skreg hun af smerte da armen landede hårdt på jorden. Hvorfor skulle det gå ud over hende? Det var ikke hende, der havde et problem med Arkk og Slidin, og alligevel var hun blevet kylet, så og sige, ind i kampen. Kunne de da ikke begribe, at hun blot ville skåne dem for en masakre? Og alt dette gjorde hun blot af hendes hjertes godhed. Eller ikke. Hun havde vist nok kun gjort det for sin egen vindings skyld. Larmen og kampen, blandet med vreden over Tarrak, havde bragt hendes blod i kog, og hun måtte bare afreagere på en eller anden.
Ikke uden en vis irriation forsøgte hun at skubbe træstammen væk. "Forbandede pigebarn!,, mumlede hun med sammebidte tænder. Så kunne hun mærke jorden skælve, og hun så Arkk komme styrtende mod hende. Damia stirrede på Arkk med rædsel og forundring, og lagde som i trance. Træstammen tyngede hende ned i jorden. Så genvandt hun fatningen og med en stor kraftanstrengelse, og med hjælp af rødder fik hun skubbet træstammen væk. Damia drog en dyb indånding og lå afkræftet på jorden.

(Til Damia(bare hvis man ikke havde vidst det=P Slidin r i sin djevel form nu=P))

Med et vredt stirende blik mod Damia undgik hun at komme væk før lynet slog ned i hende.
En røgsky satte sig hen over hovedet og rundt om hende var nogle grene og blade funklende med ild. Hun rejste sig op, hendes øjne brændte af raseri og den vrede var målrettet imod Arkk. Stammen som Damia lige havde skubbet væk, greb Slidin, løb imod Arkk og tyrede den direkte ind i livet(?) på ham. eftersom at han også var i løb skulle det gi lidt mere end en mavepuster, hvis det lykkedes.
Hun vendte sig imod Damia. Med øjne fyldt med raseri så hun stift ned på hende, greb ud efter hendes ene ben(?) og tyrede hende iretnig af Arkk.
(hvis du ikke vil have det sker kan det nemt blive til en sten som hun kaster^^)
Efter kastet løb hun ind mod træerne, for at komme ud af syne og måske være isatnd til at komme om bag Arkk, og slå ham der hvor han ikke kunne se hende.

(( Tror desværre ikke det kan lykkedes at snige sig om bag nogle træer, da det her sker inden for 100 meter, og det tager mildest talt kun et par sekunder for en varulv at tilbagelægge den distance xD ))

Arkk fløj henad ad jorden der dundrede ved hans mægtige skridt. Gabet var vidt åbent så de sylespidse tænder glinsede af savlen der hang om kæften på Arkk, alt imens han pressede fremad med en frygtindgydende fart.

Hans gule øjne bar vanviddets tegn, da han væltede frem mod Damia. Med et dog greb djævelen ind, og kastede den rådne træstamme i hans retning.
Træstammen hvirvelede med høj hastighed mod Arkk, men han så den komme, og med sin muskuløse arm, slog han rent igennem stammen der splintrede og fløj videre bagud delt i to.
Hans rasende fokus var du fast rettet mod Slidin der også kastede Damia efter ham den kujon. Et sølle lille menneske var heller ikke en stor forhindring for Arkk, der med den anden baghånd daskede Damia til side, og sendte hende tumlende ud til siden (?). (Hvis det er stenen, kløver han den også... burde ikke være en udfordring, da han knuser sten med de bare næver)

Ufortrødent fortsatte Arkk som en damptromle (ved godt de ikk findes i denne tid xD) efter Slidin der havde vent ryggen til ham, i et forsøg på at komme væk. dårlig ide.
Arkk sprang snerrende hen efter Slidin, og ramte hende i ryggen så hun faldt forover på maven (?).
Han brølede blodtørstigt sådan som han nu stod over Slidin, og blottede sine skarpe kløer endnu engang, hvorefter han flænsede løs på hendes ryg (?).

((Sorry den kom lidt langsomt.. sku lave mad))

(Sorry, men nok er Damia svag, men ikke en kludedukke, så det bliver en sten x))

Da Slidin greb fat om hendes ben, sparkede hun hårdt foden op i hendes kæbe og forsvandt ned i jorden. Damia dukkede frem bag et træ, som hun støttede sig til. Hun stod stille og holdt øjne og ører åbne. Fodtrin, to skikkelser, som langsomt kom til syne. Damia pressede sig ind mod stammen og stirrede på de to kæmpende med sammenknebne øjne. En halv snes splinter fra træstammen dalede ned. Selv på afstand kunne Damia se, at Slidin kantede sig vej igennem skoven i et forsøg på at snige sig forbi Arkk. Det kom ikke som en overraskelse, at Arkk opdagede Slidin, og hun så blot på med et slesk smil op læben, da varulven gik berserk på Slidin.
Endnu en barbar, tænkte Damia i sit stille sind, og hendes giftig grønne øjne glimtede, da hun fik en idé. Damia smeltede sammen med træet og forsvandt.

"Det er ikke sødt gjort,, hvisker Damia i Arkks øre, da hun pludselig står bøjet over ham. Damia griber om hans ben og forsvinder ned i jorden, hvilket ville resultere i, at hun hev ham med ned(?).

(( fedt gjort.. :P ska lige vide hvor langt ned i jorden vi snakker om?))

(sry at jeg r lidt langsom=S stenede et spil :i )

Slaget imod hendes ryg gik lige ind, hun faldt forover.
Noget irrenterende kradsede hende på ryggen, hun spisede tænder og slo hårdt bagud(?) med den højre arm for at ramme Arkk i siden og borer sine spidse negle ind i kødet på ham(?). Dette bytte (Arkk) var ved at gå hende og med et arrigt brøl, gik hun op i hovedet på ham med den ene knæskald(?), for derefter at nikke ham en skalde med hornene.
Trangen til at se en død ulv besatte hende, for derefter at fortærer det lille kræg af et menneske og æde hende helt.
I to år havde Slidin været områdets skræk, der var ikke en der kunne måle sig med hende før nu, Arkk var i hendes sind en torn i øjet, som der skulle ud hurtigst muligt, der var ingen hun skulle dele den kostbare føde der var her med, og især ikke en varulv som der æder hvad de kan få fat på!
Slidin så fornøjet til mens at Arkk sank ned i jorden, hun hvæsede vredt af ham og begyndte at kradse ham i ansigtet(?) med sine klør (hun står foran ham)

(bare til brystkassen eller halsen)

(( okay går bare ud fra at jeg er sunket ned så kun skuldre og hovedet er oppe over.... men Slidin husk lige på rækkefølgen, for er allerede nede i jorden da det blir din tur :) ))

Arkk nåede kun at høre en sagte hvisken fra Damia, men kunne ikke gennemskue dets betydning, da blodrusen bølgede ukontrollabelt i hans sind. Irriteret snerrede han da noget tog fat om benet på ham, og til sin forskrækkelse så han sig selv synke ned i jorden. Desperat rev og sled han i jorden for at stoppe det, men til sidst var han sunket ned, så kun skuldrene og hovedet forblev over jorden.

Han brølede af sin lungers fulde kraft mod himlen der svarede lige tilbage med et voldsomt tordenbrag.
Han skuede vredt mod himlen, hvor fuldmånen stadig lyste ned over dem, og Arkk følte sine kræfter komme igen!
Djævlen der havde skabt sig som en gal, kom nu på benene og hvæsede af Arkk der brølede lige igen. Smerten brændte i hans ansigt da Slidin kradsede løs, og Arkk vred sig nede i jorden.
Skyerne ovenover buldrede løs, og med et knald borede et lyn sig ned gennem himlen og slog ned lige foran Arkk. (sjovt nok hvor Slidin står)

Lynnedslaget gav Arkk et par sekunder, og med det samme samlede han sin styrke og bragede op gennem jorden. Selv jorden kunne ikke stoppe denne altødelæggende kraft som var Arkk!
Han hylede og brølede sit raseri ud, idet han greb fat om halsen på Slidin, og gennemsyrede hende med elektricitet der fuldstændig omsluttede dem begge(?).

((sry men gjorde det før det skete(tror bare at jeg så har misskrevet det XD)))

Damia hørte Arkk sætte i et hyl, så ham skyde op igennem jorden med enorme krafter. Damia kom op ad jorden i en sikker afstand fra Arkk. Hun missede med øjnene og holdt en hånd op, da lynet skød ned og det buldrede faretruende i det fjerne. Det elektriske lys blinkede og forsvandt. Damia tog sig selv i at nyde og se dem flænse hinanden. Hvis jeg er heldig, slår de hinanden ihjel. Damia stod mod vidt opspilede øjne og stirrede på den tunge Arkk, der synes at være næsten helt upåvirket af den modstand Damia og Slidin gav ham.

Damia fnøs og lagde en hånd på den sårede arm, "Kan de ikke andet end at slå folk ihjel?,,

(sorry, kortx))