Damia fniste over hans fjoget tilføjelser, og undervurderet beskrivelse af hans viden "Vise mand?,,
Det var først da han kommenterede sin bare overkrop, at hun lagde interesse idet.
"Hvor er din skjorte?,, Hun lagde hovedet på skrå og sendte ham et undrende blik. Hvilket hun lidt efter fortråd, da hun ikke havde lyst til at vide det når det kom til stykket, var bange for at få et forstyrrende svar.
Ignorerede hans sidste spørgsmål og bevægede sig på fire ben hen til ham, som en kat på rov. På jagt efter svar.
Hans blik var meget overbevisende, desværre var der ikke plads til at tvivle og hun krævede svar.
"Nathan? Sig det! Du vil ikke ønske dig at vide hvad jeg er istand til at gøre ved dig, vis jeg finder ud af at du holder noget skjult for mig,,

Nathan så at hun fortrød sit spørgsmål over hans manglende skjorte, og det fik ham til at grine lidt. ,,Jeg gav den til en sovende pige.. hun havde intet.." En lille nagende følelse sad i ham, hvorfor var han ikke blevet for at hjælpe de andre? De var i bure for helved.. det skammede han sig over, en af de få ting han virkelig skammede sig over. Men de kunne el klare sig indtil han kom tilbage for at tjekke, han havde efter alt ladet døren stå åben så de andre kunne komme ud. Et lille løfte blev svoret inde i ham, han skulle over og hjælpe de andre der var fanget der. Lige meget hvad der skete med ham, han skulle hjælpe Murizz og alle de andre ved de bure. Da Damia begyndte at komme tæætere på som en kat tog hans dyriske natur over, og hurtigt voksede pels ud på ham, ben og arme blev til poter, og øjnenes farve ændrede sig.
,,vuf!" savrede han og sparng hurtigt over hovedet på hende så hans tæppe fløj med ham, lignede han havde en kappe på der svævede fint efter den stærke ulvekrop. Da han landede sad han foran pejsen og så på hende med de forskelige farvede øjne. ,,Det.. jeg tænkte bare på .. var Antrev.. " han sænkede blikket og vendte sig mod ilden, tæppet lå tungt på ham, og tvang ham næsten til at lægge sig. ,,Jeg savner ham.." havde han været i sin menneskelige skikkelse havde han tudet som et pisket barn, men der var noget beroligende ved at være sådan her. Som om nogle følelser blev skåret væk idet han forvandlede sig, og så kom tilbage når han var sig selv.
Ulven sukkede og vendte det blå og grønne øje mod ilden. ,,Du undgik at svare på mit spørgsmål.. og hvis du ikke vil svare fordi du frygter at såre mig, så blir jeg fornærmet." Den rungende ulvestemme lød behagelig, dog med en alvorlig tone så hun forstod han mente det. ,,Nævnte han noget med at han også synes jeg skulle låne dig en bestemt drik?" Nathan grinede så hele hans ulvekrop rystede, og han rullede lystigt rundt på gulvet så tæppet nær faldt i ildens magt. Drikken han hentydede til var selvfølgelig den der kunne forøge en kvindes barm. Eller give en mand en. Da han regnede med at hun ville blive mopset over hans komentar fortsatte han med at rulle rundt i hele stuen, og det så ret så komisk ud. Måske man skulle starte et cirkus? Ulvemanden Nathans loppecirkus! Kom og se den rullende ulv! Børn gratis, og voksne en godbid, kom nærmere kom nærmere!

Hun blev en smule forvirret over hans forklaring, over at han havde givet den til en pige der intet selv havde på. "Du gav den væk til en pige, der var i klædt intet?,, Hun lavede en grimasse ved tanken om det. Men trak derefter på skulderne
Underholdt overværede hun hans løjer, samtidig med hun lagde sig tilrette på gulvet, mens Nathan gjorde sig til. Hans hæmningsløs opførelse, morede hun sig med, da hun ikke gad at, være i et nedslående humør. Ikke fordi hun havde nogen grund til det, desuden havde formålet med dette besøg også været at hygge sig med sin broder, og få lidt sjov ud af aften.
”Tilgiv mig vis jeg agter ikke at svare, simpelt fordi jeg ikke har noget svar til dit spørgsmål,,
Hun sagde det med en uendelig blød stemme, der fortalte ham så meget mere end de simple ord.
Alvoren blev kastet bort af uforskammethed, som Damia agtede at kommentere. ”Spids ørene og tie, jeg hader di… Kan du så lytte når jeg er i færd med at i rette sætte dig,, sagde hun bestemt da han begyndte at rulle rundt og te sig løjerligt. Hans lune humør smittede af og hun kunne ikke længere holde masken. Overgivende begyndte hun at le ad ham, hvorefter et lumsk smil sneg sig frem på hendes læber. Damia forsvandt ned i gulvet og forblev i et med sine omgivelser. Langsomt kom hun til syne bag Nathan og angreb ham med et højt hvin.

Nathan rakte bare tunge da hun prøvede at rette på ham, men da hun forsvandt satte han sig overrasket op. Ørerne røg rundt i alle retininger for at kunne lytte, men der kom først noget da hun hvinede højt, og han bukkede sig ned så hun røg over ham. ,,Ha!" lød det triumferende, og han skulle til at springe væk da han kludrede sine egne ben sammen og lanede på gulvet med et højlydt brag. ,,avh" lød det sammenbidt fra den nedslåede ulv. ,,Pigen havde ikke noget tøj på fordi.. øøh... ja det ved jeg ikke. Men hun lå tæt ved nogle burer hvor folk sad, og jeg ville hjælpe" det hele blev sagt med en ret underlig stemme da han stadig lå på gulvet. Det prikkede irriterende i hans kæbe, og han slikkede sig lidt omkring den for at ulme prikkene. ,,Det gør oooondt" pev han og rullede om på ryggen.

Damia nåede at tage fra med hænderne, men dette forhindrede ikke det i at gøre ondt
Hun ømmede sig lidt og rullede om på ryggen, hvor hun fik et glimt af Nathans ’lille’ optræden. Tavst så hun til, mens hun inderst inde var ved at briste af grin. Dette undlod hun at vise, da hun følte en del medlidenhed med Nathan, trods hans flabede opførelse. Hun forblev liggende, og lyttede til Nathan, mens hun gemte et grin bag en hånd, som hun holdte op for munden. "Slog lille Nathan sig?,,
Damia fik hevet sig op og kravlede hen til Nathan og tog armene om hans bløde hals, mens hun puttede hans hoved i hendes favn, som et lille barn der behøvede trøst. Hun lod en kælende hånd klø ham bag øret, mens hun forundret over hans forklaring spurgte til.
”Sad de i bure? Hvorfor?,,

Nathan så skamfuldt ned i gulvet. ,,jeg.. jeg blev ikke længe nok til at finde ud af det.." stemmen var fyldt med skam, og han rettede ikke blikket opad. Han burde været blevet, burde have hjulpet nogle flere. Hvorfor var han ikke blevet?? Nathan fik revet sig fri fra hendes greb og luskede med halen mellem benene ud i køkkenet. Han ville ikke se på Damia lige nu, ville få ham til at skamme sig endnu mere.
Der var så mange bure.. måske med børn i?
Tanken fik ham til at krympe sig og han lagde sig slukøret på gulvet. Hvis man lyttede intenst ville man kunne høre nogle få pivelyde fra ham, og en uhyrre lav hylen. Pelsen havde på en mærkelig måde blevet meget mere mat at se på, ikke skindene og sund.
Aftenvinden blæste udenfor, og gav nogle ubehagelige lyde mod ruden som fik pelsen til at rejse sig på ham. ,,Damia... jeg..." han ville undskylde til hende, måske det ville hjælpe hvor forfærdelig lille han følte sig? Eller ikke.. Det var vel et forsøg værd, hvis hun kom ud i køkkenet altså.

"Nathan?,, hun så forvirret på ham, da han rev sig fri fra hendes favn. Forsigtigt lagde hun hænderne i skødet, og så ud af vinduet. Det var nat, lidt overskyet, men med lidt god vilje kunne man se stjernerne. Damia havde ingen hensigter i at presse ham til at sige mere, til trods for hendes nysgerrighed og bekymring. Overfor Nathan. Overfor dem der sad i burene. Hvorfor gjorde de det? Hvem ville være syg nok til at sætte personer i bur?
Damia vendte blikket hen mod dør kammen, hvor Nathan var forsvundet ind i køkkenet. Fortabt sig i sine egne tanker. ”Hvorfor?,,
Hun følte at hun ikke burde trænge sig på, men med lette trin, bevægede hun sig over til Nathan, hvor hun stoppede forsvarligt op og lyttede til hans klage, men holdte en hånd oppe, som tegn for at han ikke skulle sige mere.
”Nathan, du skal ikke sige noget. Det vil alligevel ikke gøre nogen forskel, og vis du skal undskylde så er det ikke til mig,,

Nathan så slukøret op på hende og sukkede med en mærkelig rungende lyd. ,,Er det dig eller mig der kan læse tanker?" Han fnyste lidt over sig selv og rullede om på ryggen. Åbenbart hans nye ynglingstilling som ulv. ,,Jeg må tage derover en dag.. snart.." Nathan lå lidt og stirrede på Damia, så hende direkte ind i øjnene. Mange ville finde det truende, men det beroligede ham at se ind i hendes, tanken om at have en ældre søster at søge trøst hos var ubeskriveligt behagelig. ,,Damia.. ville det være for skørt at sige.. at jeg elsker.. ehm.. dine øjne?" han blinkede til hende og rullede om på benene mens hans hale logrede bag ham. Efter han havde lavet de største hvalpe øjne hoppede han adræt over til hende, stilte sig på bagbenene og slikkede hende på kinden. ,,.og dig" han grinede idet han skubbede til hende, for så at flygte ind i stuen inden hun ville hævne sig på ham. ,,Fang mig hvis du kan!" råbte han til hende mens han drejede hovedet for at se hende, men idet han gjorde det lagde han ikke mærke til at hans elskede tæppe/kappe var lige foran ham, og han endte præcis hvor han lå før. Med hovedet i gulvet, og en irriterende smertende prikken i kæben. ,,Eeeej..." stønnede han og hostede en enkelt gang. Bare ikke min dag idag.. eller nat?

Damia kommer om på hans side, og prikker ham forsigtigt med en finger mens hun i et hoverende stemmeleje siger "Fanget,,
En fristende lyst til at drille ham, blussede op. Men hans kærlige ord, havde rørt hende dybt. Hun følte sig varm indeni, ligesom når hun var sammen med Zeroy. Nej, ikke ligesom, for dette var anderledes. Hun nærede søskende følelser for Nathan, men var ligeså stærke som dem hun havde knyttet sammen med Roy. Det var en mærkelig tanke, når man så tilbage på hvor længe de havde kendt hinanden. Selvom hun havde haft denne skjulte følelse allerede første gang de førte en samtale.
Ømt lagde hun sig ned og støttede hovedet mod hans ryg, og lod en hånd stryge igennem hans tykke pels.
Havde helt glemt hans lille oprtræden før, samt hans ubehøvlede opførelse, hvilket var til Nathans fordel.
"Nathan, selvom du har fire ben, er du rigtig dårlig til det med balance,, hun grinede mildt

Nathan brummede lidt irriteret, men ikke ret længe da hendes kælen var skøn. ,,Fire ben gør det mere kompliceret.. ikke nemmere.. dit uvidende væsen" han grinede kærligt til hende og sukkede kort. ,,Min kæbe gør ondt.. igen.." han rullede irriteret med de forskellig farvede øjne. ,,Lægger du nogle knuder på ilden?"
Den beroligende knitren var ved at forsvinde fra hans hørelse, og det irriterede ham faktisk overraskende meget. Plus han var virkelig doven lige nu. En doven hund der savnede varme. ,,Så du sød?" han sendte hende nogle store hundehvalpe øjne indtil hun ville overgive sig..

Damia overgav sig med det samme, der var intet at gøre. Hun var som en fisk på land, Fanget.
Selvom hun ikke kunne tåle følelsen af magtløshed, var hun fristet til at gøre det, blot ved at kigge ham i øjnene. Nathan havde ramt hendes ømme punkt, og Damia var hjælpeløs. "Jeg er sød,, hun smilede og blinkede til Ulven.
Opgivende sukkede hun og gik over til brændekurven, hvor hun fyldte brænde på. Ilden tog grådigt for sig af næringen, og det varede ikke længe for det igen var i lutter flammer. Der livligt dansede rundt, mens Damia beundrede skyggerne på væggene. Hendes blik hvilede derefter på Nathan igen.
"Rejs dig op, det nytter ikke at ligge og pive, det gør det ikke mindre ondt af,, hun tyssede af ham og gav ham det moderlige blik.
Hun bevægede sig derefter hen til sofaen, hvor hun faldt sammen.

Nathan brummede lidt og rejste sig på de ømme poter. ,,Hvem har sagt at du er sød? Jeg må have en alvorssnak med den person.." Nathan lavede et lille ulvehyl over sin egen joke, og endelig forvandlede han sig tilbage. Hans kæbe så ret forslået ud og han lagde forsigtig hånden på den. Enkle eder blev hvisket fra ham, og istedet for at gå over til Damia traskede han over til sin lille kiste med drikke. ,,Lede lede lede leeeede" han sang lidt for sig selv mens han pillede rundt mellem de farvestårlende flakoner. ,,ah!" endelig endte hans søgen ved en gulig flakon som han hurtigt fik hevet proppen af. Nogle få dråber på hans kæbe healede den og han smilede tilfreds. ,,Ta-da!" han rejste sig op og smilede skævt til Damia, og først der gik det op for ham at han stadig ikke havde skjorte på. Tæppet der havde forårsaget hans fald blev nu hurtigt hevet op og han klyngede det omkring sig. ,,Du kunne godt have sagt noget" sagde han mens han skulede med et smil til Damia. ,,Eller nød du at se din lillebrors bare overkrop? Fy!" han grinede lidt og så ind i ilden. Det var ikke fordi hans overkrop var den værste, faktisk var den godt veltrænet og velholdt.

Damia rakte tunge af ham, med ansigtet halvt begravet i puderne. Fornøjeligt spant hun som en lille kat, og lagde sig godt til rette i sofaen. Søvnigt lukkede hun øjnene, men da han Nathan udbrød hans triumferende brøl, åbnede hun det ene øje for at se ham an. Udrangerende lavede hun en grimasse og svarede i en skuffet stemmeleje, "Er du sikker på at den virkede? For den har ikke gjort dig meget yndigere at se på,, Tilfreds over at havde svaret igen, satte hun sig op og snoede en tot hår om hendes finger.
Nathans næsvise opførelse synes ikke at havde nogle grænser, men hun tog del i morskaben og smilede drillende til ham. Hvorefter hun rejste sig op og bevægede sig lusket over mod ham. "Det kunne du li'?,, hun fniste og stoppede op kun få cm fra ham. "Nej, hvorfor tror du ellers at jeg ikke turde kommentere det? Hvad nu vis jeg ødelagde dine chancer for at score nogle, i tilfælde af at du var så heldig at der kom en vindueskigger forbi,,

Frys

Nathan gryntede bare som svar og så op i loftet. Hans kæbe prikkede stadig lidt og det irriterede ham. Det hvide hår sad sammenfiltret og han så faktisk lidt syg ud, ikke på den helbredsmæssige måde. Men på den mentale måde. ,,Damia.. min mave rumler" han npede næsten ikke at afslutte sætningen før en høj brummende lyd kom fra hans mave, som fik ham til at bryde ud i latter. ,,Ved du hvordan man laver kødtærte? Jeg har altid ønsket mig at vide hvordan.. men, ja nåede ikke at lære det inden jeg blev smidt hjemmefra" han smilede skævt til hende og sukkede kort da hans tanker vandrede rundt om moderen.

Hun holdte en hånd for munden, for at skjule hendes grin "Det siger du ikke,, Skønt han brød ud i latter, holdte hun sig fra selv at gøre det. Ikke på grund af at hun ikke havde lyst, eller var for nedtrykt, kunne bare ikke få sig selv til at gøre dette. Desuden, var hun blevet øm i kinderne af at smile og grine, men det var ikke noget nyt at rapportere. I Nathans nærvær kunne man ikke ungå at grine.
Hun så søgende på ham, som søgte hun efter en antydning af sorg, men trak derefter på skulderne. " Det tror jeg, det er et stykke tid siden jeg har lavet varmt mad,,
Hun rejste sig og begav sig ud i køkkenet, undervejs sagde hun " Jeg kan forsøge,,

Frys

Nathan så efter Damia da hun forsvandt ud i køkkenet, og lyttede ellers bare lidt til sin mave der lystigt rumlede derud af. ,,mad mad mad mad mad" nunnede han for sig selv, og begyndte lidt efter lidt at grine over sin egen sangstemme.
Nathan var en lidt kompliceret sjæl, når de passede den unge herre var han uhyrre vis og en god hjælp, men ellers en barnlig sjæl der fik glæde ud af næsten alt i livet.
Og lige nu passede det ham at være barnlig og more sig. ,,Hvordan går dte med maden? Skal du have hjælp?" Selvom man er barnlig kan man vel godt hjælpe.

Indenfra køkkenet kunne man høre hendes blide stemme "Nej tak, der skulle også være noget mad tilbage når jeg er færdig,,
Derefter blev hendes latter overdøvet af hendes anstrengelse i at lave mad. En dejlig kryderet og frisk duft, sneg sig ind i stuen og lagde sig, som en parfume i luften. Dette var en indbydende duft og en klar invitation til sultne og tomme maver, om at maden snart var klar.
Senere kom Damia til syne med et tærtefad og tallerkner, som hun placerede på bordet.
"Så er de serveret min unge herre,, sagde hun og satte sig ved bords

Nathan mumlede lidt ,,Her prøver man at være hjælpsom.." Han rystede på hovedte og skulle til at sige mere da en fangende duft kom til ham. ,,Hmmmm" lød det samtidig med et skævt smil voksede frem. Hurtigt kom han på benene, og han nåedet at sætte sig inden det gik op for ham han stadig ikke havde trøje på. ,,Ih altså" udbrød han da han irriteret rejste sig og forsvandt ind på værelset efter en trøje. Da han endelig var tilbage satte han sig med et stort smil. ,,Det dufter skønt" Rosende ord til Damia, det fortjente hun. Det duftede virkelig dejligt og indbydende, og der gik da heler ikke lang tid før denunge herre var godt igang med at fortærre maden. ,,Vidste ikke du kunne lave mad.." sagde han i dne lille pause han lige holdt så han kunne spise videre. Det var lidt af et vidunder at han er så tynd og veltrænet som han er, han spiser som en mand der har sultet i flere år.

Damia betragtede Nathan mens han tog for sig af maden, som hun havde serveret kun for ham.
"Har man været tvunget til, for at kunne overleve når ens familie samt søn og mand er gået bort,, Hun sagde det i en dæmpet tone, som var det ikke hendes hensigt at Nathan skulle kunne høre det. Hun ønskede ikke udenvidere nogle kommentarer til emnet om hendes afdøde familie, og nippede derfor til sin mad.
For at vige bort fra dette emne smilede hun "Jeg sætter pris på at du kan lide det. Har også gjort mig store anstrengelser for at lave det,, Hun ligger forsigtigt bestikket ned og betragter ham igen, en tanke slår hende og dum som hun er holder hun den ikke for sig selv. "Du burde få dig en kæreste der kan lave ligeså god mad. Du ser ud til at havde behov for det,,

Nathan skulel til ta komentere det hun sagde om sin afdøde familie da hun skiftede emnet til hans kæretse. Uden at ville d begyndte han at hoste. ,,E kæreste?" han hævede øjenbrynene og kom straks til at tænke på Antrev. ,,Jeg.. nej.. det går virkelig ikke" han rystede svagt på hovedet og så ud af vinduet i et kort stykke tid.
,,Tak for mad, det smagte skønt" han sendte hende et charmerende smil inden han rejste sig for at gå ud med sin tallerken. Da han kom tilbage sendte han Damia et lille forsigtigt blik for at se om hun havde dt godt, d måtte ikke være rart at blive mindet om sin familie på den måde, så derfor besluttede han sig for at gå over til hende og give hende et stort kram. ,,Det skal nok bliev godt.. nu har du jo Zeroy" Mens jeg ingen har..