Ray blev meget tavs. Der gik et par minutter hvor han tog dybe indåndinger - sådan da - for at få hjertet til at falde til ro. Hans øjne var lukkede og hans ansigtsudtryk en anelse forpint. Han forsøgte på nuværende tidspunkt at få styr på sine tanker og alle de ting, der var sket indenfor de sidste par timer. Og dage. Han satte det hele på plads. Det var som at ordne et puslespil - alle brikkerne skulle på plads, før han helt kunne acceptere motivet. Han startede fra starten; Samson og Taylor havde på den ene eller anden måde forgiftet ham. Han havde begivet sig ned til vandet, uden nogen grund, og havde mødt havkvinden Isis. Han var blevet forvandlet til et havfolk. Den sidstnævnte proces ophævede den førstnævnte proces. Han var nu sin normale alder igen, og på sammetid var han et havvæsen.
Umiddelbart så han udtil at blive mere rolig. Hans krop begyndte at slappe af og ansigtet blev mere neutralt. Han forsøgte at finde de positive sider ved dette rod; Samson og Taylor var selv blevet påvirkede af giften. Han havde mødt Isis og fik nu muligheden for at udforske en verden som han aldrig før havde drømt om at begive sig ned i. Og sidst men ikke mindst; han var under vand og IKKE i færd med at drukne!
Han trak på smilebåndet og åbnede atter øjnene, for at betragte Isis, der egentlig så en smule bekymret ud. Eller gjorde hun? Det var svært at aflæse en ny races ansigtsudtryk!

"Jeg bliver her så længe denne krop tillader det." fastslog han. "Jeg har altid været nysgerring når det kom til havet og dets hemmeligheder. Jeg har dog aldrig haft mulighed for at kunne studere det. Nu har jeg vel chancen, og den griber jeg." tilføjede han kort efter og så omkring sig. Havet var stille. Byen var stille.

Ray vendte blikket imod sine hænder og betragtede dem indgående. Små ar og ridser i huden var bevis for hans alder. Skader som han havde påført sig i løbet af det sidste år. Han var sig selv igen. Ikke fordi han nogensinde havde været en anden - og dog. I barndommen havde han været meget anderledes... Han trak på smilebåndet og betragtede Isis igen.
"Men så må du fortælle mig alt hvad du ved om dit folk! Og du må tage mig med ud til ruiner, skibsvrag og alle former for mærkværdigheder som du kender til." krævede han og lagde forsigtigt armene over kors, for at undgå at skade sig selv. Den nye krop var noget han skulle vænne sig til. Det gik op for ham, at hans tilstedeværelse hernede måske ville blive et økonomisk problem for Isis. "Selvfølgelig vil jeg hjælpe til med et arbejde. Eller... På anden måde betale mig fra kost og logi." forsikrede han.

Rex betragtede indgående havkvinden foran sig. Isis. Nu skulle hun så lære ham alle disse ting. Han havde aldrig før svømmet - normalt sank han som en sten, grundet den magiske evne. På nuværende tidspunkt turde han ikke teste om evnen endnu virkede - det ville vise sig. Han ville undgå at forvandle sig, hvis han kunne. Desuden så var hans hud beklædt med horn, kløer og andre skarpe ender, som til hver en tid ville kunne være et våben.
"Kvalme? Nej slet ikke! Mine be-- min hale snurrer lidt, men jeg tror at det er krampe." indrømmede han og vippede lidt med halespidsen, uden helt at vide hvordan. Måske skulle han lære kroppen at kende. Og så alligevel ikke. Det var da gået meget godt indtil videre. Så mange klipper havde han ikke ramt og han havde da nogenlunde styr på hvad der var op og ned.
"Jeg behøver da ingen øvelse i at svømme. Det er så let som én, to, tre!" sagde han og lo. Det slog ham, at lyden rejste igennem vandet med en overraskende fart. Han forsøgte ikke at tænke for meget over det - det hele gav ikke rigtig mening alligevel.

Han gav et slag med halen og gled vaklende igennem vandet. Det var ikke helt let for ham at holde hovedet opad, men det skulle han nok lære. "Hvor længe har du boet hernede?" spurgte han, for at få tankerne væk fra al den forvirring der havde bredt sig i løbet af de sidste par minutter. "Og har havfolket nogen form for kontakt med dem på land? Eller er det hele lidt 'tys-tys' ?"

Ray fulgte efter havkvinden så godt som han nu kunne. Halen vippede roligt op og ned, og hen og rundt. Ganske ustyrlig var den faktisk, men alligevel vidste den hvad den lavede, for han kom jo fremad. Den var ikke helt dum, dén hale. Han mindede sig selv om at have større respekt for fisk i fremtiden. Navigation under vandet var ikke så let, som de små kræ fik det til at se ud.

"Så lad mig da se hvor du bor. Tænk at du vil have mig med hjem allerede. Normalt skal jeg give et par drinks før jeg får lov til at se en dames soveværelse," sagde han drilsk, latterlig som han var på nuværende tidspunkt. Det gik op for ham, hvor elendig joken var, just som den havde forladt hans læber. "Eh, jeg mener selvfølgelig at-- øh-- Jeg er aldrig rigtig på bar-- eller-- møder mennesker-- Og sådan..."
Han tog sig til hovedet. "Jeg beklager min tunges eksistens." Derefter forholdt han sig tavs... For en stund.

Havmanden så forbavset på hende, da hun nævnte sin alder. Kun 19? Han var jo næsten 10 år ældre end hende, det lille nummer. Dette undlod han dog at nævne. Det gik op for ham, at han ikke var i stand til at dømme hendes alder ud fra udseendet. Han knugede begge hænder og lovede sig selv at han måtte studere disse havkroppe. Han skulle kunne se forskel på gamle, unge, stærke og svage. Og så skulle han lære deres ansigtsudtryk bedre at kende. Ellers kunne det meget hurtigt blive meget akavet.

"Hjorte?" han lød forundret. "Sig ikke at du er bange for hjorte."
Han kunne ikke holde en mild latter tilbage. "Det kan du ikke mene! Hjorte er bange for alt og alle! Heste derimod... De er farlige. De bider og sparker og smider dig af og tramper på dig. Måske ikke den sidste, men alt det andet." Han rystede på hovedet. Ride kunne han ikke. SLET ikke! "Men der er da meget farligere hernede! Blæksprutter, hajer, sværdfisk, gopler, giftige søpindsvin og alt muligt andet! Og søslanger sikkert også. Og havdrager." Han gøs. Vand var slet ikke ham.