Ret så irriteret over hans prædkien satte hun sig op og så direkte på ham med et gennemborende blik. ,,Undskyld hr, men hvem er de til at dømme? Mine drømme blev øddelagt for ikke så lang tid siden, og jeg har ingen intentioner om at genopleve det." koldt og præcist, og ikke fæere detaljer. Han skulle ikke sidde der og fortælle hende hvad hun skulle når han ikke kendte hende!
,,Var Deres tunge hr.. ellers kommer De ikke langt med Deres egne drømme.." en trussel, på en pæn måde. Jo, hun havde godt modnet sig en del. For ikke så lang tid siden, var hun nok blevet ret så børnesur på denne unge herre over hans prædiken.

Han faldt næsten bagover, da hun satte sig op, og stirrede ham ind i ansigtet. Han åbnede munden for at forsvare sig, men da hun fortsatte lukkede han den straks igen, og sank en klump. "Ja-vel.." mumlede han fortvivlet, og rettede det hurtigt til et, "U-undskyld.."
Han så på hende, eftersom han næsten ikke turde fjerne blikket.

Da han blev helt overrasket over hende, skete der et eller andet i hendes sind der fik hend til at finde det morsomt, og det gennemborende blik blev mildere, og en lille latter lød fra hende. ,,Undsyld.. et var ikke min mening ta bide efter dig.. jeg har bare en dårlig tid lige for øjeblikket.. eller, værre end normalt.."
Roligt lagde hun sig ned igen mens hun smilede skævt.

( Sorry jeg er lidt langsom : / )

Han var lettere forvirret på hende, og fuglte hende med øjnene. "Nej jeg bør undskylde." svarer han derefter, "Jeg burde ikke være så nærgående. Det kommer trods alt ikke mig ved," mumler han, og ser stadig lettere rystet ud.
Han sidder lidt og spekulerer på, hvordan han hurtigt kan få drejet emnet, og vender sig så igen imod Samira. "Hør, kan jeg stille et dumt spørgsmål? Er der flere kvinder hernede, end der er mænd? For i de få uger jeg har været her, har jeg vidst ikke set særlig mange mænd," mumler han. "Det er nok bare mig." tilføjer han, og trækker på skuldrene.

(ikke mere langsom end mig^^")

Samie så overvejende ud i luften. Nu var det ikke fordi hun selv mødte så mange mennekser, så det var lidt svært for hende at svare på. Men hun synes nu hun havde mødt lige så mange mænd som kvinder. ,,Jeg synes det er ret så ligeligt fordelt.. men igen, jeg er ikke så meget ude blandt folk." Nej, hun foretrak at luske rundt i mørket hvor man ikke blev forstyrret af glade børn der legede, og kyssende folk over der hele. At konstnt blive mindet om noget man aldrig ville få, var bestemt ikke underholdene, så Samria holdt sig mest til sig selv. ,,Hvorfor spørger De?"

Han lo kort for sig selv. "Ville bare være kedeligt at overtage et land fyldt med kvinder." svarede han så. Han betragtede himlen. Skyerne dækkede himlen. Mørket lagde sig over "lysnignen". Vinden hev lidt i græs og træer.
Han betragtede Samira lidt, og forsøgte at finde på noget. Der gik nogle sekundter, der føltes endeløse, og så talte han igen: "Så, din tur til at komme med noget at snakke om." sagde han bestemt, med en vis sarkasme. Han smilede skævt til hende, og betragtede hende. Igen.

( Smutter i snart i seng, så vi må tage stilling til om vi skal fryse, eller.. ? ^^ )

Samira smilede skævt, endnu engang, og satte sig halvt op så hendes albuer støttede hende. Det lange sorte hår lå over hendes bryst og hun skævede lidt til Zardon. ,,Noget om din fortid?" hun smilede lidt med øjnene, ikk ehelt, men der var en antydning af et smil. Med vilje sagde hun hans fortid, og ikke sin egen. Sin egen ville hun helst ikke ind på, selv om hun jo nok blev nødt til det nu.


(Du kan bare fryse i dit, eller skal jeg?^^)

( Jeg fryser nu - eller får min mor en prop x3 Du svarer bare nu hvis du vil )

Han så kort på hende, og derefter op på skyerne. "Uff, nu graver De dybt, frk. D. Jeg kommer oprindeligt fra bjergene. Født og opvokset der, må De forstå. Jeg har en kernefamilie. Holder skam af dem alle. Forlod dog bjergene fordi..." han tav et øjeblik og tøvede, men fortsatte så; "...fordi jeg var anderledes. Tja. Sådan er mennesker vel så forskellige." mumlede han og så på sine hænder. "Så kom jeg herned til 'Dalen', ja, det kalder vi resten af landet. Og så er der ikke så meget andet. Mit liv har været temmelig.. Tomt. Eller.. Jeg holder nok det meste for mig selv, det nytter jo ikke noget, at fortiden gentager sig, vel?" mumlede han, og smilede til hende. "Hvad med deres egen fortid, frk. D?"

( G'night. Skrives i morgen. ^^ )

Samira mumlede lidt mens hun prøvede at sætte sig i en bedre stilling. Hendes albuer var begyndt at glide ned i jorden, og hun kunne ikke holde sig ordentligt oppe, så hun lagde sig bare ned igen. ,,Min fortid? ..hmpf..død, ulykke.. Ja, det opsumerer det vidst ret godt" De grønne øjne stirrede tomt på på himlen mens hun skuttede sig over det våde græs, der nu havde fået gjort hendes kjole helr gennemblødt, og den kolde vind gjorde ikke tingnene nemmere.
,,Fortiden skal jo ikke gentage sig som De selv udpeger.."
Det orte hår lå sprdt ud fra hendes hoved, og e grønne kattelignende øjne var fuldt blottet, for engangs skyld. ,,Fortiden er for de fleste mennekser, en ting der skal glemmes. Det kan foregå på mange måder.. jeg selv, begik engang den fejlt at gå til vinens vidunderlige trøst." Hvorfor hun pludselig lå og plaprede sådan, var hun ikke sikker på. Men der var noget ved ham, der fik hedne til at slappe af.

Han betragtede kort hendes øjne, som nærmest skinnede i mørket. Derefter så han ned i sine hænder. Han sad tavs og betragtede sine hænder, han sukkede og tog mod til sig. "Undskyld, men hvordan kan det dog være, at Deres liv har været så ualmindeligt trist, frk. D? De beskriver den med to meget stærke ord; død og ulykke. Intet er vel så slemt, at det ikke er godt for noget?" Det sidste var en svag mumlen. Han tænkte kort igennem sit eget liv. Ikke just noget at råbe hurra for, men der var da lyspunkter i det. Familien, Bjergene.. Og så den dejlige hævntørst, der havde drevet ham herned i første omgang.

Samira lå lidt og, meget mod sin vilje, tænkte tilbage på sin barndom. Em kold kærlighedsløs barndom, hvor tjenesterpiger blev betrægtet som familie, og hendes fader og moder som en fremmede. ,,Da jeg var 14 døde min mor.. før det var mit liv vel godt går jeg ud fra, men jeg kan intet huske fra den tid ser De." Hun holdt en lille pause inden hun fortsatte. ,,Min fader var en kold mand, og ikke lang tid efter min mors død, giftede han sig på ny. Med en frygtelig kvinde som hadede mig som pesten. til sidst blev jeg smidt på gaden, og har ikke talt meget med dem siden.." hun lå ganske roligt mens hun talte, og undlod at fortælle små detaljer som at hendes fader var et.. nå ja, liderligt handyr der dagligt havde voldtaget hendes kusine og slået Samira. ,,Jeg finder ikke mange lykkelige stunder i min fortid, og de jeg har haft, er slettet.." Ikke just en solskinsstråle. Og den så forkerte barndom uden kærlighed og ordentlig deciplinering, havde forskruet Samira fuldstændig. Det var først nu, hun var ved at lære at omgås folk på en ordentlig manér.

Han så på hende, "Det var da forfærdeligt." lyder det fra ham, og han rynker kort næsen. "Ja - jeg kan godt se hvad De mener. Ikke just et eventyr." Han så op i himlen i nogle sekundter, og så så på hende igen. Han smilte svagt, men det kunne ikke ses i mørket. "Men De har lagt fortiden bag dig. Så De kan sagtens nå at få en god fremtid."
Han rejste sig kort for at strække benene, så satte han sig i skrædderstilling, og gav sig til at lede efter et nyt strå, eftersom det han havde i munden, havde mistet den friske smag.

Samira endte med at sætte sig op, igen igen. Det var simpelthen for koldt at ligge på jorden. ,,hmm.. det kan jeg vel.." hun så lidt omkring for at se ham, selvom hun godt kunne se okay godt i mørke, var det lidt svært at finde en mørk skikkelse. En underlig trang til at sætte sig lidt tættere på ham kom over hende, og derfor rejste hun sig selv for at få strækket sig lidt. Igen sagde armen knæk, men det tænkte hun nu ikke så meget over.
Det var lige før vinden fik hende til at gå igen, men noget ved Zardon gav hende lyst til at blive. Igen, han havde en besynderlig beroligende virkning på hende, så hun satte sig istedet ned ved hans side. ,,De har ret.. ikke alt ved aturen er væmmeligt.." hun så på bjergene mens hun talte med den rolige stemme der var så ulig hende.

Han drejede hovedet og betragtede hende på nært hold. Han smilede lidt kejtet, og så ud på bjergene. "Mhm.. Nogle gange skal man vel bare opdage det.." mumlede han, og spekulerede på om det overhovedet var muligt at forstå sammenhængen i den sætning. Han trak på skuldrene for sig selv, og tænkte ikke videre over det.
"Nå, frøken Dëvetuck, kan De så fortælle mig om landet. De ved sikkert en hel del mere end en bjergtrold som jeg." sagde han med et fjernt smil. "Hvis der da noget at fortælle." tilføjede han og sukkede kort.

,,Noget at fortælle? ..jeg ved nok lige så meget som De.." hun smilede skævt til ham. ,,Det eneste jeg ved, er at her er uhyrre kedeligt.. og landet er enda i krig.." hun fnyste lidt og støttede hagen på sine knæ som hun havde trukket op under sig. ,,Hvad kan De fortælle om bjergene?" hun så næsten drømmende op mod dem mens hun ventede på hans svar. Bjergtrold.. lyder nuttet.. ej hvad er der med mig?? Hvorfor er jeg så så.. blødsøden??

( Sorry du lige måtte vente.. Min hund er et bæ-dyr.. ^^' )

Han smilede lidt. "Bjergene.. De er fantastiske. Endeløse sletter, høje bjerg tinder, og altid nye huler og ligenende at besøge. Hah, jeg lyder som et barn når jeg fortæller om det, men det er virkelig et fantastisk sted. Luften er frisk, varme og kolde kildefremspring.. Det er et sted man bør besøge, hvis man aldrig har været der." mumler han, og smiler for sig selv. Han betragter bjergene og sender en tanke til sin familie.
"De har aldrig været i bjergene, frk. D?"

(ventede ikke længere end du skal hver gang det er mig der svarer;) )

Samira rystede på hovedet da han spurgte til hendes færden i bjergene. ,,Nej aldrig.." Et lille smil krøb frem da hun vendte ansigtet mod ham ,,Men det lyder ret..skønt.." det sdste ord blev sagt lidt undrende, grundet at hun sjældent plejede at tænke positivt om ting.
,,Måske De kan tage mig med derop en dag.." det blev hvisket meget lavt, og det ville enegtlig overraske hende hvis ikke vinden havde fanget hendes ord direkte fra hendes læber.
Der var begyndt at blive lidt lysere omkring dem, og varmere, men Samira rystede stadig af kulde fra den våde kjole der klamrede sig tæt ind til hendes krop.

Zardon betragtede hende. "Det vil jeg da meget gerne." sagde han, og smilede varmt til hende. "De fryser vidst?" Han tager den lange sorte frakke af, og lægger den ind over hendes skuldre. "Det kan vi da ikke have. De er jo også gennemblødt." mumler han, og betragter hende igen. Han ser ud over himlen, der langsomt lysner op. "Heh, vi har snart siddet her hele natten."

Hun skulle til at protestere da han lagde sin frakke over hende, men den varme den havde fik hende til at lukke mundne og bare nyde det. ,,Mange tak" en lill hvisken, men høj nok til at Zardon ville kunne høre det. ,,Ja vi har siddet her i en rum tid.." Da han betragtede hende, var det lige før hun rødmede. Ej styr dig så kvinde! Du er ingen teenager mere. Den irriterede stemme gjorde hun sit bedste for at ignorre mens hun smilede taknemligt over frakken der havde fået hendes tænder til at stoppe med at klapre. Nu fordi hun havde den store sorte frakke over sig, var det endnu sværere at se hende, og havde det ikke været for hendes øjne havde hun næsten været usynlig.

Han smilede varmt til hende, og slog så hurtigt blikket væk. Han sank en klump og skuttede sig kort. "Ja. Det har vi." mumlede han, og trak på skuldrene, "Så hvis jeg keder Dem, så vil jeg ikke holde på Dem." mumlede han, og smilede svagt til hende. Han betragtede længe hendes øjne, eftersom det snart var det eneste af hende han kunne se.