Krystallandet
Lux 29.04.2021 20:15
Lige i det her øjeblik - og i mange af de øjeblikke der havde været op til nu - var det aldrig en tvivl som Aldamar selv havde haft. Om hvorvidt han ville blive træt af Fabian, om han kunne få nok af hans selskab, eller for den sags skyld nok af de ting som han gjorde ved ham. Hah, næppe! Han havde haft sine egne tvivl om at skøgen ville gide det, givet hvor hårdt nogle grænser måtte trækkes, hvis det hele skulle fungerer under radaren. Men det hemmelige dobbeltliv virkede ikke til at gå ham på, og således var Aldamar's bekymringer også faldet meget i baggrunden.
Og bedåret, det kunne han godt regne med at blive. Det var forbandet frustrerende, sådan at være tvunget ind i den siddende, lettere afslappede tilbageholdenhed som han sad i lige nu, når alt han ville, var at trække ham ind til sig. Sidde og småsnakke om alt og intet, imens at den velkendte duft, fornemmelse og følelse af ham, ville varer ved igennem det hele.
Frustrerende, men nødvendigt; Aldamar himlede 'opgivende' med øjnene, og førte glasset op til et nødvendigt lille sip mere, af vinen. " - selvfølgelig kan du det" brummede han lige inden, og tog sin tår.
Smagen prikkede på hans tunge - dansede med hans sanser, løftede hans humør.
Da glasset blev fjernet igen, var det at de mørke øjne tilfreds reflekterede lyset, akkompagneret af den lavmælte stemmes magelige, men dog oprigtige tone. "... og det klæder dig også, ved du nok.. nogle gange er du overraskende ydmyg, på trods af dit store ego" det havde været lidt af en forandring, sådan som Fabian efterhånden selv var begyndt at foreslå ting de kunne lave, når de var sammen. Hvordan at nogle roller var blevet byttet om, og andre stadigvæk var de samme.
Men set i bakspejlet, en velkommen forandring som ikke blev fortrudt. Han behøvede ikke at være ydmyg omkring ham, han behøvede ikke at tilsidesætte sig selv.
Og det var godt at han ikke gjorde det i ligeså stor grad, mere.
Og bedåret, det kunne han godt regne med at blive. Det var forbandet frustrerende, sådan at være tvunget ind i den siddende, lettere afslappede tilbageholdenhed som han sad i lige nu, når alt han ville, var at trække ham ind til sig. Sidde og småsnakke om alt og intet, imens at den velkendte duft, fornemmelse og følelse af ham, ville varer ved igennem det hele.
Frustrerende, men nødvendigt; Aldamar himlede 'opgivende' med øjnene, og førte glasset op til et nødvendigt lille sip mere, af vinen. " - selvfølgelig kan du det" brummede han lige inden, og tog sin tår.
Smagen prikkede på hans tunge - dansede med hans sanser, løftede hans humør.
Da glasset blev fjernet igen, var det at de mørke øjne tilfreds reflekterede lyset, akkompagneret af den lavmælte stemmes magelige, men dog oprigtige tone. "... og det klæder dig også, ved du nok.. nogle gange er du overraskende ydmyg, på trods af dit store ego" det havde været lidt af en forandring, sådan som Fabian efterhånden selv var begyndt at foreslå ting de kunne lave, når de var sammen. Hvordan at nogle roller var blevet byttet om, og andre stadigvæk var de samme.
Men set i bakspejlet, en velkommen forandring som ikke blev fortrudt. Han behøvede ikke at være ydmyg omkring ham, han behøvede ikke at tilsidesætte sig selv.
Og det var godt at han ikke gjorde det i ligeså stor grad, mere.
-
