Når man spurgte om han gjorde sig til for skøgen, var svaret - og kunne svaret kun være - et lavmælt, lille "Jah". Sagt med den underliggende form for åndløshed han kendte så godt, og leverede så let, for ham.
Og når han så satte sig, var Aldamar heller ikke sen til at lade fingrene få fat i manden foran ham, da de med glæde forlod seng til fordel for krop, og foldede sig ind omkring hans liv; holdt ham på plads så han ikke gled nogle andre steder hen en nærmere, tættere og ind til ham. "Hvis det virker, så er der ikke andet at gøre" fulgte han med en lille hvisken op med, og lænede sig søgende frem for at fange de genkendelige læber i et mere brændende kys end før, imens at duften og smagen af Fabian, skyllede ind over den lavere adelsmand.
Maskulin, hjemlig af tøjet og med en vag fært af den side vin i hans ånde, Aldamar tog hvad han kunne få, og gav hvad han kunne tilbage, når hænderne i en splittet retning gled over hans stærkere ryg og længere ned imod hans let svungne lænd. Så genkendelig at man ikke kunne forvente andet, når hjertet bankede hårdere og hurtigere i det lyse bryst.

