Pax brummede tilfredst, des nærmere Evlyns læber kom hans egne og stadig klæbede det drengede sig til hans ansigt. I det ene stålgrå øje funklede opstemte, forventningsfulde gnister, som eksploderede som et fyrværkeri af morskab og chok, da Evlyn dernæst, og ganske abrupt, skubbede ham væk fra sig.

Den unge mand, vagt til live på ny, skar en grimasse af sin egen barnagtighed, hvorefter han himlede med øjnene.
”I det mindste hører du efter, hvad jeg siger”, svarede han lavmælt, tydeligvis med al intention om, at provokere Evlyn, på samme måde som hun havde prikket til ham. Ordene blev efterfulgt af et kækt blink og en påtaget uskyldighed, hvorefter Pax omsider rejste sig. Den ældre dreng havde ventet længe allerede, tydeligvis ikke interesseret i, at kommunikere med andre end Pax selv. Han kunne kun formode, at det var fordi, han havde fundet ham i kælderens mørke og sluppet ham fri, hvormed Pax måtte fremstå som en sjælden, ikke ventet allieret.

”Vi må lave vores egen unge senere”, konstaterede Pax dernæst, storsmilende, forinden at han drejede rundt på hælen og forlod kammeret. Han nåede dog ikke langt før, at en let men ukuelig kugle med vildt, mørkebrunt hår, sprang fra en højtstående klippeafsat og ned i hans favn. I sit stille sind priste Pax sig lykkelig for hurtige reflekser.

”Er du stadig sur på mig?”
”Ja!”, lød svaret prompte, hvorefter Ronja stak sin lille, lyserøde tunge ud mellem de sprukne læber. ”Meget, meget sur!”
”Oh, det lyder ikke godt. Kan jeg slet ikke gøre det godt igen?”

"Tror hvis du tænker tilbage, så lytter jeg mere til dig, end du lige går og tror." sagde hun lige så kækt som han selv, da han havde serveret hans kommentar. 
Der blev dog sukket ganske tungt, som han rejste sig og gik sin vej - mest fordi hun havde fyldt hendes lunger, og selvom det ikke var den friskeste luft, der befandt sig nede i disse klamme og kolde huler - hvis sten altid virkede en smule fugtige, og havde en glans over sig der talte et tydeligt sprog; her blev aldrig rigtig tørt.
Hendes øjne forsvandt fra den forsvindende skikkelse, der var Pax og vente sig i stedet tilbage mod den lille dreng som lå og sov i halmen ved hendes side. De slanke fingre gled hen over de små spidse øre, og et ubevidst nænsomt smil blomstret frem på hendes læber. 
"Du er aldrig alene igen - aldrig nogen der kommer til at forlade dig igen." hviskede hun blidt, som hun lagde sig, som en beskyttende halv ring rundt omkring den lille krop. Lykkeligt uvidende omkring, hvor voldsomt en reaktion at Pax havde haft på hendes meget voldsomme og store kærlighed for den lille figur. For i hendes tanker, kunne de jo aldrig sammenlignes. Pax var jo manden, som hun ville bruge resten af sine dage med - sådan var det i hvert fald nu. 
Som hendes tanker summede rundt omkring, hvem drengene kunne være - hvad der var sket, og hvilke monster de havde været i nærheden af. Faldt hun lige så stille i søvn. 

Pax forsvandt op i de højere lag af undergrunden, indtil han nåede drengen. Ikke, at den døve længere var alene; nej, de mange andre børn i Flokken havde fundet vej frem til ham og gjorde hvad børn gjorde bedst – de kommunikerede med kreative fagter og skuespil, der fik det sørgelige gespenst til at le og fægte med de nåletynde arme, tydeligvis opløftet af de ligesindedes tilstedeværelse. Ronja havde gispet, frustreret over at gå glip af legen, og var sat afsted derhen, hurtigere end Pax kunne nå at sige farvel og på gensyn. Det havde næsten fået ham til at le.

Den gråhårede mand betragtede dem for en kort rum tid, hvorefter en ældre kvinde nærmede sig ham. Han skulle dog hurtigt blive revet ud af sit tankespind derefter, men kommandoer blev hurtigt afgivet og dernæst satte han afsted – op af undergrunden og mod Ava af Adelsbergs børnehjem.

Det var morgen i det, at Pax omsider vendte tilbage til undergrunden. Han var, ganske uden at ville det, faldet i søvn i Avas fodende, efter hendes forespørgsel om, at han blev der for resten af natten og vågede efter hende. Da han omsider var vågnet, havde han forladt hende og Ilfa, og sneget sig ud af vinduet på førsteetagen – stadig med udmattelsen i hans øjne, der slørede hans ellers i forvejen svækkede sans.

Da han nåede tilbage til undergrunden, søgte han instinktivt efter Evlyn. Hun måtte have ventet på ham eller i hvert fald opdaget, at han havde været væk hele natten. Da han omsider fandt hende, kastede han hastigt begge hænder i vejret i en undskyldende gestus:
”Jeg faldt i søvn i Avas seng.” 

Hun var vågnet flere gange i løbet af natten, både fordi den lille dreng var begyndt at græde - og næsten var forfærdelig at få til at falde i søvn igen. Heldigvis havde hun formået at kravle træt og ugidelig ud med ham, til en af dem som havde hjulpet ham før. Trods de søvnige øjne som kvinden var kommet med, gjorde hun præcis som Evlyn ønskede - nemlig at sørger for den lille dreng fik mad. 
Igen tog hun omkring ham, og gik næsten i ikke eksisterende tilstand, tilbage til hulrummet hun var kommet til. Nu dog mere klar over, at hun stadig var alene? Hvor længe havde hun sovet - længe nok til, at resten af klanen var gået til ro. Men, hvor var Pax så?
Hun prøvede igen at falde i søvn, da knægten omsider faldt til ro i høet - men søvnen kom ikke igen. Efterlod hende siddende med øjnene stift mod indgangen til grotten, afventende - nervøs for hvor han blev af. Den dårlige smag og fornemmelse gjorde næsten, at hun var tæt på at kaste op flere gange. Mest af alt også fordi, hun intet havde fået at spise -
Og sådan blev sekunderne til minutter, og minutterne blev til timer. Og han kom stadig ikke - barnet begyndte at pludre igen, vågnede op - og hun var sikker på, at det var lige før den ville begynde at græde. Hvilket fik tåre til at springe frem i hendes. Hun var træt og udmattet, hun var næsten lige kommet hjem fra en voldsom tre ugers tur - og han var stadig ikke kommet tilbage?

Hun måtte være døset hen, med barnet i hendes arme, der suttede på hendes tommelfinger. Da hun hørte skridt, langsomt forvirret og døsigt fik hun åbnet hendes øjne - der sveg af fornemmelsen. 
"Faldt i søvn i Ava's seng?" fik hun fremmanet langsomt hen over hendes læber, som hun mærkede den trykkende fornemmelse i hendes brystkasse. I hastigheden, af at hun var så træt - glemte hun hvem denne Ava var. En kvinde, måtte hun antage - som han var faldet i søvn i sengen hos. En kvinde. 
"Så - du har sovet dejligt i nat - skønt.. skønt for dig -" fremanede hun, og kunne ikke helt beslutte sig om, hun var vred - sur - måske endda rasende? Hun var mest af alt, bare voldsomt træt. 

Pax skar en grimasse i det, at Evlyn gentog hans egne ord; instinktivt hørte han, hvordan de lød – hvad de insinuerede, og Pax satte sig på hug ved hendes side med begge sine brede øjenbryn krøllet sammen i midten af hans pande.
”Det er ikke, som det lyder”, brummede han lavmælt, men først da fik han – i mørket – rigtigt betragtet hende. Evlyn var udmattet og barnet i hendes favn pludrede lystigt, som havde den genkendt hans stemme og var fornøjet over at høre den igen.

Pax skævede skiftevis mellem dem, hvorefter han rømmede sig og tog barnet fra hende. ”Sov. Jeg vækker dig senere”, lød det dernæst, ikke sikker på om Evlyn ville gøre, som han sagde denne gang. At dømme efter hendes mørke rande og røde øjne havde hun dog ikke megen valg.
”Der var sket noget. Hun bad mig blive for beskyttelse, indtil hun faldt i søvn, det var alt”, skyndte han sig hastigt at forklare, hvorefter han skævede ned til den blonde kvinde – alt imens han vuggede barnet, der ivrigt snakkede videre på sit eget, uforståelige sprog.

Selvfølgelig var det ikke som det lød, sådan var det vel aldrig. Men derfor var det vel stadig ikke okay, var det dét? Hendes næseryg rynkede sammen, som hun kiggede ham ind i hans ene grå øje. Det som stadig var tilbage - det som der måske en dag også ville miste synet. 
Hun sukkede langsomt, og betragtede ham som han tog barnet fra hende. Hun overvejede kort at protestere, mest af alt fordi hun også havde behov for at komme videre - hun havde sin egen klan hun skulle ordne. Ting der skulle igangsættes - nås? 
“Det fint” kom der en anelse hårde, end hun nok burde - derfor rullede hun også opgivende med øjnene af sig selv. Hun var trods alt den ældre, måske endda mere fornuftige voksne af de to. Men hun kunne stadig mærke jalousien der bredte sig i hendes brystkasse, som vild ild i markerne under de tørre somre. 

Hun lod sin krop vælte til side, synke ned i det bløde halm og lukkede øjnene. 
“Vi snakker når jeg har fået noget søvn.” Mumlede hun, nok den bedste beslutning hun havde taget den dag. Mest af alt, fordi hun vidste de ville indgå i et voldsomt skænderi, ville hun ikke gøre det. Mest af alt, fordi hun ikke kunne holde sine egne spydig og giftige tanker for sig selv. 
De stemmer som hun godt vidste, ikke var sande - men ikke desto mindre, stadig rev og sled i hende. 

Pax begyndte instinktivt at vugge spædbarnet i sin favn, så snart det endte sikkert deri. Dernæst himlede han med øjnene, for nok sagde Evlyn at det var fint, men Pax var kun halvblind – ikke døv og han vidste, ligeså vel som han vidste, at solen stod op om morgenen og gik ned om aftenen, at Evlyn så absolut ikke syntes, at noget som helst var fint længere.

Og en lille, grim og giftig tankede hviskede: men var det ikke dig, der ville have ham? Var det ikke dig, der ikke kunne forlade ham eller give ham fra dig?

Pax svarede dog ikke og da Evlyn vendte ryggen til ham, brummede han bekræftende. De ville snakke, når hun vågnede. ”Jeg elsker dig”, lød det dernæst lavmælt, forinden at Pax forlod kammeret. Han var end ikke sikker på, om Evlyn havde hørt ham, men snart efter blev hans tanker tvunget andetsteds hen, da barnet i hans arme begyndte at klynke efter mad.

”Lad os finde dig et par bryster, hvad siger du til det?”, mumlede Pax, hvorefter han hævede et enkelt, bredt øjenbryn af drengen. ”Jeg har også kun lige opdaget, hvor fantastisk bryster er, så på den måde, er vi vel ens.”

For en kort stund lå hun med åbne øjne, og stirrede ind i væggen. Det var dumt at hun var blevet så sur, hun vidste jo godt at det ikke var hvad der var sket. Eller det håbede hun i hvert fald ikke, nej - det var ikke hvad der var sket! 
Hun hadet det grønne monster der lige pludselig valgte at titte frem. Det var alt andet end hun ønskede lige nu, hvor det egentlige ønske faktisk var at falde i søvn. Det var hvad hun virkelig ønskede, at sove og bare glemme alt det her var sket. Og efter noget tid, så lykkedes det hende også endelig. 
En drømmeløs søvn, til at starte med. 

Monsteret. Den måde at armene næsten var gået ned til knæerne, den foroverbøjet med den grålige hud. Den måde den havde skreget - skriget der bølgede igennem hendes sind, som hun begyndte at løbe. Men pludselig var hun alene, og hun skreg - skreg efter Pax. 
“Pax!” Evlyn satte sig op med et sæt, og kiggede rundt i den dunkle udhuling hun var i. Hendes hjerte bankede voldsomt, som hun kom op og sidde. Hoved mellem knæerne, det havde hun lært var den bedste måde at stoppe angsten fra at overvælde hende. Men hun synes ikke det hjalp synderligt, hvorfor havde det været så skræmmende? Hun burde da vide, at krystallandet var fyldt med monstre. Men at se noget så vederstyggeligt. Det havde hun aldrig nogen sinde regnet med, skulle ske mens hun levede her. Slet ikke så tæt på Dianthos.

Pax forstod sig på spædbørn; de skulle snakkes til, vugges, holdes rene i bagdelen og fodres med jævne mellemrum. Også selvom de tilsyneladende kun var halvt menneske, halvt noget andet, han endnu ikke vidste, hvad var.
Det var derfor et møjsommeligt arbejde, der gik ham i møde, som han forlod grottens udhuling og snart efter befandt sig i Flokkens kæmpemæssige fællesareal. Tiden gik dog stærkt. Der var pludselig mange ting, der skulle ordnes og ikke mange af dem, relaterede sig til barnet, der pylrede lystigt i hans favn. Som havde den aldrig kendt til andet end den gråhårede, unge mand.

Han vidste ikke, hvor længe han havde været væk fra deres kammer. Og ej heller hvor længe, han havde travet frem og tilbage nede i undergrundens ensomme gange, stadig med barnet i de vuggende arme, i håb om, at det omsider ville finde ro.
Det skete omsider og i et tilstødende kammer, ikke langt fra det, der engang havde været hans og som nu var deres, lagde han det i en varm bunke af hø. Som havde Guderne vidst, at det var tid og dernæst dirigeret hans handling, lød skriget og hans navn end ikke øjeblikket efter. Pax satte i løb og glemte alt om den lille bylt.

Hun var trods alt vigtigere. Eve.

Pax for om hjørnet og brugte en arm til at sikre sig, at han drejede af i rette tid. Så snart han nåede indgangen til mørket, hvori Evlyn sad foroverbøjet, satte han sig, med et stort, opspærret øje, foran hende.
”Hvad sker der?”, udbrød han stille, og lagde begge af sine hænder henover de tynde, vibrerende skuldre. 

Det gav et sæt i den spinkle skikkelse, da hun mærkede nogle hænder der lagde sig mod hendes skuldre.  Mest fordi hun ikke havde regnet med, at han ville have været der så hurtigt. Eller, havde hun måske regnet med han var der overhoved? Så meget var sket, på så kort tid - og hun kunne efterhånden mærke, at det tog hårdt på hende. Ikke kun udmattelsen der vibrerede igennem hendes krop, men lige så meget hendes hukommelse. Hun skulle orientere sig hvor hun var henne, suge lugten af undergrunden ind i næseborene, før at hun begyndte at slappe af. 
Det var også først der, hun lagde mærke til at hvem der faktisk havde fat i hende. Hvem der spurgte hvad der skete, og det var der drømmen kom væltende hen over hende igen. Den rystende fornemmelse i kroppen tog til, som hun lukkede øjnene og i et tamt forsøg prøvede at tvinge billederne ud af hendes sind. 

“Det.. det var bare en ubehagelig drøm” hun tog en dyb indånding igennem næsen, mærkede hvordan at brystkassen hævede sig og sænkede sig igen. Fald ned, du kan godt, det var bare en drøm. Men livet med dæmonen på hendes skulder, gjorde det det stadig svært at skelne mellem virkeligheden og hvad blot var en illusion. Eller noget hun ikke var herre over. 
Hendes blå øjne åbnede sig og betragtede den grålige mand foran hende. “Beklager.. det var ikke for at forskrække dig.” Mumlede hun med et halvt smil, og prøvede at undertrykke den stigende fornemmelse af ubehag i hendes mave.