Både barpigen og LEvon er lidt overraskede over hendes udtalelse, da det godt kunne have set sådan ud, og mange af de andre kvinder, LEvon gik ud med, ville næsten have været hysteriske over sådan en behandling, hvis de ikke havde været i den anden grøft. Det var som om, det var enten eller med ham, der var aldrig rigtig nogen mellemvej - før nu. Barpigen trak sig tilbage, mens LEvon bare mønstrede et varmt smil.
"Det er jeg meget glad for, De ikke har," sagde han oprigtigt, "Det var i alt fald ikke min mening, men min dømmekraft svigter mig lidt efter at have været på flasken." Stadig fandens ærlig. Hudløs ærlig næsten. Men i det mindste kendte manden sine egne svagheder og var ikke bange for at indrømme dem - selv i fuldskab. "JEg er vist ikke halvt sså charmerende som jeg går og tror mig selv," lo han så med sin høje, buldrende latter, før han rakte hånden frem til et håndtryk.
"Jamen så godnat da, og sov godt. Jeg håber, vi må mødes engang igen ... Og De er for resten altid velkommen til at kikke ind om værelset er ledigt, hvis De skulle få lyst ... Eller være i området og være for træt til at gå videre." Han smilede venligt til hende.

Carolina kan egentlig godt lide, at hendes svar ser ud til at forvirre dem begge to. Hun har (for det meste) benene plantet solidt på jorden, og kan ikke se, hvorfor hun skulle flippe ud over hans tilnærmelser - specielt med de andre erfaringer, hun har med mænd. Når hun vil være sød, kan hun faktisk godt være det; men nogle mennesker har hun bare en vis modvilje overfor, og derfor kommer hun ofte til at fremstå som en kælling. Det er nu ikke noget, hun sådan går og reflekterer over i det daglige, men selvom Levon måske ikke tror det, har hun alligevel fået en vis form for udbytte af deres møde.

"Alkohol kan være ens bedste ven og værste fjende .. Men nogle gange finder man alligevel nogle sandheder," siger hun med et kryptisk smil, tager hans hånd og trykker den. "Godnat," siger hun da og vælger ikke at kommentere hans tilbud, inden hun tager sine ting og smutter op af trappen til værelset, hvor hun åbner døren og smutter ind.

Levon ser hende bestemt ikke som en kælling. Mere som en dame med sine meningers mod, og det respekterer han hende for.
Han ærger sig dog meget over, han var blevet lokket til at drikke, men så igen skulle der ikke så frygteligt meget til for at lokke ham. Han ville gerne have blevet og snakket mere med hende, men ikke i denne tilstandt.
Hendes ord forvirrede og forundrede ham i hans uklare tilstand, ellers havde han nok fundet ud af, hun havde fundet frem til det om ham, hun havde ønsket. I stedet følte han bare, der var gået noget lige hen over hovedet på ham, og det irriterede ham.
Han trykkede hendes hånd varmt og høfligt, før han lidt modvilligt slap hende, efter en djævelsk tanke om at have trukket hende ind i sin favn, men han holdt det ved tanken og gik mod udgangen med et suk.
Herfra så han sig over skulderen, da hun smuttede ind på værelset, og han længtes efter at gå efter hende men... men det var nok bare alkohollen, der talte. Nok et suk, og han trak sig udenfor i kulden, rent glemmende sin kappe, som hun stadig havde hos sig, men for hans skyld kunne hun beholde den; han havde masser!
Kulden og den nye sne, der var begyndt at falde, omringede ham i en tåget eventyrverden, og han skyndte sig hjemover.

//out

Carolina tænker faktisk ikke særlig meget længere, da hun er trådt ind på værelset. Ikke andet end at en lettet følelse øjeblikkeligt indtræder - uden at hun helt rigtigt ved hvorfor, men hun har ikke tænkt sig at analysere hele deres samtale igennem nu - det må vente til overskuddet er større. Hun drejer nøglen om i døren, stiller sine ting tæt på sengen, lægger sig ned, trækker det lette tæppe over sig og falder i en overraskende rolig søvn.

...

Carolina vågner ved at en solstråle generer hendes øjenkrog, og hun udstøder et lille, fredfuldt suk. Men så går hun i panik - hurtigt sætter hun sig op i sengen, hvor er det nu, hun er henne?! Hun kommer dog ligeså hurtigt i tanke om gårsdagens hændelser og bliver rolig igen.
Det banker stille på døren, og Carolina sidder lidt forvirret i sengen, inden hun rejser sig, og låser døren op. Det er barpigen fra i går, der er kommet med morgenmad til hende, og overrumplet tager hun imod bakken. Hun bliver tilbudt varmt vand og sæbe, og med et lille smil takker hun ja til dette.

Mens hun sidder og spiser, tænker hun over, om hun i går kom tættere på, hvem denne Levon var. Hun er ikke helt sikker på dette, men en ting eller to fandt hun i hvert fald ud af. Det banker på døren igen, og ind kommer pigen med varmt vand i en meget stor spand, som hun fylder i et kar, der står henne ved vinduet, sæbe samt et groft håndklæde, som hun ligger ved siden af. Carolina takker med et lille smil og lukker døren bag kvinden. Hun spiser hurtigt færdigt, trækker sin skjortekjole over hovedet og hopper ned i det varme vand, hvor hun giver sig selv et øjeblik til at synke hen i total afslappethed, inden hun begynder at skrubbe sin krop godt og grundigt. Derefter smutter hun op igen, strækker sig lidt og begynder med ligeså meget grundighed at tørre sin krop. Derefter tager hun sit tøj på, og efter et øjebliks tøven tager hun igen Levons kappe om benene, inden hun smækker døren bag sig og smutter ud af beværtningen uden at se sig tilbage.