''nej det har jeg ikke.....mit folk har i hundrede år levet i Bolduum....inde fra vallalhir(bjerget)....eller bjeget langt mod ehm....''
Ovthic så sig omkring...hvilken retning kom jeg nu fra...?''ahh....langt derhenne..!'' Ovthic pegede imod Nord da krsyalbjeget lå i den retning.
''vi har ingen e..lemental magi....hver familie har hver sin speciele rune....min familie kan give sten figuer liv....som den jeg beklageligvis....'' han stoppede da han godt viste at det godt kunne starte igen med uvenskabet.

Skumring lyttede intersseret tíl dværgens ord, "Så det er normalt for alle dværge at have de runer?" Skumring havde glemt alt om den ødelæggelse golemmen havde foretaget sig, grundet dværgen havde fanget hendes interesse i en sådan grad at hun ikke gad bruge mee tid på den. "Sådan er det hovedsageligt også for vores race, vi har bare alle kontrol over naturelemntet, og så har nogle af os en ekstra evne!" forklarrede hun med et smil, ogtrippede lidt længere ind under plantens enorme blade

Ovthic så intresseret med et lettet blik op mod Skumring.
''ja hver familie har hver sin rune'' Ovthic lød glad, det var en intressant samtale han havde igang, de fleste høje væsner han havde mødt grinte bare af ham? hvilket han ikke helt forstod da han jo talte pænt til dem.
''så hver af jeres familier har også noget specielt siger du?'' han var åben og lød intresseret i hvad hun sagde

(sry lidt kort=S)

Hun nikkede ivrigt idet han fortalte om familierunerne "Jamen hos os er det bare sjældent man finder en kentaur der ikke besidder jordelementet!" sagde hun forklarrende og strøg en tot fugtugt hår om bag øret. "Nu har vi trods alt haft rygt som skovens vogtere i over 1000 år, det stammer nok derfra!" fortsatte hun så med et smil på læben.
"Betyder jeres runer så noget specielt? Eller stammer den bare fra gamel tid?" fortsatte hun interesseret, og bukkede kroppen lidt foreover så hun kom bare lidt længere ned mod ham

Ovthic nikkede forstående til hvad skumring forklarede.
''vores runer er som...ehm...andres efternavn...hedder det det?'' kom det nysgherigt fra ham. ''men vores runer viser hvem vi er da vi får nye navne afgørende vores arbejde....'' forklarede han og så ud på regnen som faldt ned og op igen på Skumring.
''sagnet går på at de første ældste havde mystiske kræfter...De ældste bag hver families ældste om at træde frem og udøddlig gøres.... min families ældre forfadder hed Belaz...på humansk betyder det Førsteklippe'' hans så tilfreds hen mpd sten figuren som engang havde bevæget sig takket være runen fra Belaz.

"Arrrrh!" udbrød hun forstående og så over mod golemmen der havde vagt en del vrede i hende, eller snarre alt den vrede hun havde, når der var nogle der bevidst skadede naturen var hun parat til at slå ihjel om nødvendigt, selvom det skete yderst sjældent, heldigvis for hende var hun trænet med bue til at kæmpe på afstand, og hvis folk kom tæt på kunne hun sparke dem med enorme kræfter, hvilket også var ganske farligt ved en kentaur.
"Så jeres runer er teknisk set jeres afstamning!" sagde hun med en konstanterende lyd i stennem og så endnu ne på Ovthic, hvordan sådanne små mennesker kunne leve under jorden overgik mere eller mindre hendes forstand, selv blev hun trist hvis hun ikke havde set solen i flere dage, så at leve i en jordhule måtte da være noget nær ulideligt

''ja...vi tror på at når vi dør blir vi til vores runetegn....så når jeg dør....vil min ånd smælte sammen med Belaz...jeg er af Belaz slægten og jeg glæder mig til at blive brugt af mine børn...''han var stille i sine ord, og han mente hvad han sagde da han elskede sine børn.
En enkelt tåre faldt fra hans øje, han smilte og så ud mod regnen.
Det var nu et flot syn...at se vand dale ned fra himlen og de lysende flammer på himlen havde han ikke helt vendt sig til...men det var smukt.

Skumring så undrende på ham, blandt kentaurene troede de på genfødsel, i hendes ører lød det helt absurt at man skulle blive til et runetegn, men hvis det var hvad ahn troede på skulle han have lov til det!
"Vi tror på genfødsel!" sagde hun kort med et smil og såligeledes ud på regnen, hun var alleree blevet vasket idag, og havde ikke planer om at blive yderligere våd, selvom hestekroppen tørrede hurtigt, var hendes menneskehår lige så besværlig som det var for alle andr mennesker. Hurtigt kiggedehun med på dværgen, for hende var det helt forkert at se sådan en lille bombastisk mand fælde tårer, men på den anden side, det kunne jo være en af regnens dråber der var trængt gennem bladede hun havde arrangeret

''vi tror på at ånden gir slip og tiltrækkes af en speciel kræft....for os Bolduum dværge er det vores familie runer der er den kræft.....'' kom det roligt fra ham mens han tørrede tåren væk fra øjet.
Der var samlet en mindre pøl overhovedet på Ovthic som havde besluttet sit til at rive hul i bladet og fare ned i hovedet på ham.
*PLASK*
Ovthic ryster af det kolde chock fra vandet som gik ned igennem rustningen, ''brrrr.....det er ikke sommer længrer.....det ved jeg da nu!'' han klaprede med tænderne da en kold dukkert ikke lige faldt i hans smag nu.

Skumring kunne næsten ikke holde et grin inde da dværgen blev skyllet godt og grundigt igennem, hun lo til hun fik ondt i maven, nok mest fordi hun ikke selv havde noget imod at blive våd. Dværgen var desuden ikke vant til vand på den måde, det lod det i hvert fald ikke til, og hans ansigtsudtryk var gyldent.
"Nej, sommer kan man ikke klade det længere, desværre!" sagde hun så stadig med et smil på læben, dværge var nu sjove væsner, selvom de gerne selv ville fremstå som modige folk

Ovthic rystede videre og tog den venstre jernhandske af og vendte åbningen nedad. Et mindre vandfald strømmede ud af åbningen. En mindre vrede blev tændt i ham da han hørte at Skumring grinte over hvad der var sket...men ved nærmer eftertanke kunne han godt se det sjove idet.
''jeg trængte til bad alligevel....'' kom det i en blandet klaprende og fornøjet tone fra ham, mens han selv så småt gav sig til at små le af sit uheld.
varme....jeg trænger til varme....
''undskyld at jeg spørg....men er der mulighed for et varmt sted...?undskyld at jeg nævner det men et bål eller noget...?'' han så forsigtigt op på Skumring da hun jo var en skov elsker, og at hun nok nødig ville tillade ham at samle træ til et bål....men han behøvede varme da han kendte til nogle sygdomme som de høje væsner fik når de blev for kolde.

Skumring bakkede forsigtigt et skridt tilbage da hun så hvordan han reagerede på hendes latter, men smilede såidet han antog en mere rolig og til sidst selvironisk attitud. Hun kunne godt se at varme var vigtigt for ham, han havde trods alt lettere ved at blive syg end hende, da hendes krop var vant til både koldt og vådt vejr.
"Du kan roligt lave et bål, hvis du tager det døde træ, altså det der i forevejen er knækket over og derfor ikke kan gro mere!" sagde hun og trak på skuldrene, som sagt var hun nødt til at respektere fødekæden, hunsørgede blot for at alt unødig ødelæggelse udeblev.
Hun så kort på dværgen, han ville nok aldrig få gang i et bil i dette vejr, måske burde hun tage ham til sit hjem og give ham lidt varme, der var trods alt varmt hvor hun holdt til, selvom hun ikke brød sig om at vise de tobenede væsner hvor hun holdt til

Ovthic så ud mod regnen, og skimtede et væltet træ ikke langt derfra.
''undskyld mig...'' Ovthic tog sin økse, og tog kappen fra skaftet så den kunne hugge i det væltet træ. Han rendte ud imod det, bevægede armene bagud og huggede igennem træet. Det måtte være rådent men tørt indvændigt, forsigtigt slæbte han den mindste del hen imod planten Skumring havde groet frem, og smed det ved dets stilk.
Efter en snes tid havde han lavet et pyramide bål. Ovthic rakte ned i sin lomme inde bag rustningen, og tog en mindre pose frem. ''dette er gløede sten....et korn er nok til vores ild rør'' lød han stolt og tog et lyssende korn frem fra posen og placerede den forsigtigt på bålet. *FOSJH*
Bålet gnitrede og sprang lystigt i bålet.
''Bazdin(Flamesmed) kaldes den familie som laver den....'' kom det roligt fra ham mens han tog sit øverste panser af, det var let som smeden havde lovet og det kunne holde til lidt af hvert. Ovthic røde fløjels trøje var ikke blevet helt tør men han beholdte den på.

Skumring nikkede forstående og så efter dværgen da han løb over mod træet, til tider kunne Skumring vel virke nærmest fanatisk med at beskytte skoven, men hun var nødt til det, da der var så få kentaurer tilbage efterhånden at det meste af arbejdet lå på hendes skuldre. På den anden side tog hun sig ikke af de døde træer, sådan var naturens gang, og det var der ingen ting at gøre ved.
Interesseret så hun på støvet der kunne tænde ild "Sådan noget hat vi også, eller, nu har jeg ikke så meget tilbage, jeg har generelt mange urte drikke og mange andre magiske ting, men vores ældste som lavede disse er desværre forsvundet!" sagde hun og bed tænderne sammen i en ærgrende grimasse. Forsigtigt skærmede hun for sine sorte øjne idet bålet blev tændt, dog gik der ikke længe før hun kunne se ind i bålet uden problemer, mens varmen fra den lille stak brænde hurtigt bredte sig

''så kentauerne er ikke et stort folk længrer...?'' lød det forbavset fra Ovthic. Efter hvad han havde læst var kentauer i besidelse af stor magt da Bolduum var nære venner med dem. Nu havde Bolduum dværgene jo været under jorden i mange hundrede år så der kunne jo selvføgelig være sket en masse på den tid. men alligevel så måtte der havde været noget galt med enten naturen eller de andre racer..?
Bålet varmede godt, det føltes ikke så koldt nu da varmen fra bålet var omkring. Men bjørneskinds kappen fra Ovthic's kone var nu også dejlig varm at havde om sig.
Han kyssede blidt skindet og foldede det om sig, hvor han holdte sikkert fat om det. Ovthic savnede sin Kone, sin søn og datter...og ikke mindst duften af en blandning af kold og krudt om morgnen når han drak sit morgen kruds mjød.

Skumring rystede sørgmodigt på hovedet "Kentaurer idag er et sjældent syn, der var en massakre på vores folk for nogle år tilbage, den tog hårdt på bestanden, og idag kan man søge i ugevis efter en, men stadig uden held!" sagde hun trist og strøg endnu engang det store ustyrlige hår tilbage. Hun vendte derefter det sorte blik mod dværgen og lyste endnu engang op "Nå, nok om det, hvad har drevet dig til overfladen?" sagde hun og smilede ned mod bålet der efterhånden var godt gang i, et øjeblik skævede hun til hans skindkappe, men valgte at holde mund, normalt menste hun at man kun skulle slå det mest nødvendige ihjel og for den sags skyld derfor også kun tage skindet fra det mest basale eller selvdøde dyr.

''er jeg ked af at høre'' lød han sorgmodig og rykkede lidt i sit hvide skæg.
Ovthic så op mod skumring da hun spurgte ham om hvad han lavede her på overfladen. ''Jeg er sendt af de ældste for at indgå handler og alliancer her på overfladen....nogle vagter ved vor port så levende væsner som betød liv herude....'' kom det bestemt fra ham mens han nulrede sit hvide skæg. Rustningen var blevet mere tør og Ovthic tog uden besvær den på.
''Bolduum har været i skjul fra overfladen længe så det er mit job at forene den med resten af jeres verden''

((sry r på efterskole så har ikke meget skrive tid >o<))

Skumring smilede til ham og nikkede, men lyttede derefter interesseret til hans fortælling "Jeg ved godt at i har været under jorden længe nu, der har gået mange historier om dværge blandt mit folk!" sagde hun med et smil og så ud under plantens enorme blade, regnen trommede stadig stille på bladene, men var så smådt ved at drive over.
"Hvordan er overfladen så i forhold til at bo under jorden?" spurgte hun interesseret og så vurderende på hans rustning, den måtte være tung, ikke at det ville være et problem for hende, men for sådan et lille menneske måtte den være hård at gå med hele dagen

''Overfladen er anderledes.....ingen tunnerler....ingen kamrer....ingen steder at bruge sort sand....'' kom det lidt uroligt fra ham mens han trak på skuldrene.
Der var stadig list torden selvom at regnen var roligere, Ovthic havde vendet sig til bragene men han rykkede stadig lidt når det kom.

(sry lidt kort=()

Hun smilede lidt over hans forklarring, hun troede at det ville være en lettelse at komme op til overfladen efter så mange år i mørke, men sådan virkede det tilsyneladene ikke på Ovthic. "Hvad bruger i så sort sand til? Det lyder underligt!"sagde hun og rynkede de slanke hvide bryn til en undrende mine, dværgene havde med sikkerhed udviklet mange hemmeligjheder og meget specielt magi mens de hvade været under jorden, der havde de trods alt rigeligt med til til at finde ud af den slags når de ikke arbejdede selvfølgelig