Elizephs øjne spiles op.. Ytriel.. havde.. HVAD?!

Elizeph har for tid til anden været meget stresset på det seneste... og dette er åbenbart den sidste dråbe i bægeret.. han rejser sig rasende op, men når ikke længere end det... han står nogle sekunder inden begge hans hænder flyver op og presses mod brystkassen... han vakler et enkelt skridt, inden han så styrter til gulvet med et tungt og dødvægtende bump..
... dér ligger han så på gulvet... med et hjerte der ikke slår... Ja.. grundet hans meget menneskelige kropsstruktur kan overbelastning få hans hjerte til at gå i stop.. som regl dør dæmoner ikke af den slags.. de går blot i dvale... men er det over længere tid hvor de ikke vågner, så syner deres kroppe hen.. - dette ved dog kun de aller færreste.. Elizeph har jo aldrig mødt andre af sin egen race af dæmoner... så han er en sjældenhed.. så hvorfra skulle folk vide det?

Hans ansigt virker endnu blegere end normalt, som det ligger der med tindingen lagt ned mod det hårde, grå, marmorgulv, og håret let dækkende ned over hist og her...
ikke en muskel rør sig i hans krop..

Først tog Ytriel sig ikke videre af Elizephs lille 'optræden'. Faktisk fandt han det ganske morsomt og sad med det ene ben sat afslappet hen over det andet. Og nippede videre til sin te. Nappede lidt til sin hummus.
Først da der var gået hvad der ifølge hans hjerne var et stykke tid, satte han sig ordentligt op. "Hey..De kan godt droppe skuespillet nu.."

Intet svar.

Han rynkede sine bryn og rejste sig halvvejs op. "Elizeph..?" Han så spørgende på den andens meget slappe krop.
I et nu var alt det sjove ved situationen væk. Hurtigt og fortumlet fik han tumlet sig op fra stolen der kort truede med at vælte, inden han stæsede hen til den anden. "Elizeph!..Vil De så droppe skuespillet og det skal være nu!"
Først nu lagde han mærke til den forsvundne vejrtrækning. Hans øjne spærredes kort op. Ved alle de højeste dæmoner!..Er det mig der er skyld i det? Han gøs.
Hvis det var hans skyld at Elizeph havde fået hjertestop og død, ville det øverste dæmonråd langtfra se godt til hans side, og det var han selv godt klar over. I sit indre bandede han højlydt af sig selv.
Han ville ikke til at blive efterlyst igen, og hundrede år i helvede var heller ikke ligefrem en tanke der tiltalte ham særligt meget.

Han faldt på knæ mens han panikkent tænkte hvad han skulle gøre.
Forsigtigt trippede han Elizeph rundt og stirrede lidt på det blege ansigt. Bed tænderne bidt godt sammen gav han sig med en masse småpanikne bandeord igang med at give Elizeph hjerte-'massage'. Eller.. nok snarere nogle hastige flade dunk ned mod brystkassen der omkring hvor hjertet sad, bedene til hvilke guder og dæmoner der nu engang ville kunne hjælpe ham ud af det problem han pludselig stod i. Det kunne jo godt være at han var under Shinichiros magt, men Ytriel var temmelig sikker på at det ikke ville blive ladet set gennem fingrene hvis han bare lod Elizephs lig blive liggende uden forsøg på at vække gamlingen til live igen. "Kom nu, kom nu kom nu.. Kom nu for pokker din grimme gamle gnavne galning...!!"

Elizeph ligger bare med en død krop i nogle sekunder, lader sig vende rundt og hamre i brystkassen uden modstand...
Langt om længe lyder der dog et gips fra ham.. hans hjerte begynder at slå igen, og langsomt åbner de smagradgrønne øjne sig påny, og et let slørret blik stirrer op i loftet som er højt hævet i hvide buer, langt langt oppe over deres hoveder...

Så drejer det smalle, ganske kønne, men ligenu ret afkræftede ansigt sig mod Ytriel.
".... De..." han sætter sig op, og med en rasende fart kaster han sig mod Ytriel, vælter ham ned på ryggen og ender først og fremmest på alle 4 ind over ham.. han slipper med hænderne, så han kun støtter med knæene, river fat i kraven på ham og stikker ham en syngende lussing midt på kinden med den slanke, feminine hånd.
"Hvor VOVER DE!!" hvæser han rasende..