Aye, det var nu ret ulækkert. Theodore ville nok heller ikke selv have nydt det, hvis rollerne var blevet byttet om. Han mistænkte dog, at Selmy måtte have oplevet langt værre som søn af en læge. Det gjorde bare ikke mindet mindre morsomt af den grund, og et nyt grin slap ham ved tanken.

"Nåh." Det føltes ellers ret meget, som om det var jorden, der bølgede. Eller som om han surfede på vinden. Theodore løftede brynene muntert ved lyden af Selmys fnis, og mundvigen trak sig skævt nok til at afsløre et par tænder. "Det dér fladbrød mættede da ret godt. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg overvejede at spise dit, før du kylede det i hovedet på idioten." Ikke at Theodore følte sig spor sulten lige nu. 
Han så lidt vurderende på Selmy. "Har du været fuld før? Du lader til at vide meget om det." Bare fordi Selmys familie ikke drak alkohol, betød det jo ikke nødvendigvis, at Selmy altid havde fulgt reglerne. Han havde trods alt heller ikke set særlig regelret ud med et fladbrød i hånden tidligere.

Theodore trak vejret dybt ind gennem næsen og satte hænderne stolt i siderne. Den kølige natteluft gjorde desværre ikke noget godt for hans forsøg på at se overbevisende ud; verden tog endnu en lille tur omkring ham, og han måtte blinke et par gange.
"Jeg ved ikke, hvad du taler om." Han fnøs. "Og... vi kom jo frem." Det sidste kom lidt mere mumlende. Processen var vel ligegyldig, når resultatet var rigtigt. Theodore spejdede i retningen af Selmys nik og fulgte gaden med blikket. "Hmm." Et imponeret lille nik fulgte. De boede faktisk ikke særlig langt fra hinanden. Det gjorde det i det mindste nemmere at rende på Selmy igen.

"Vi skal bare dreje derhenne og så gå fem minutter mere. Så er vi ved den indgang, væbnerne bruger." Han nåede et par skridt, før han skævede tilbage mod Selmy. Blikket blev hængende lidt længere denne gang, vurderende.
"Du tager vel ikke hjem og bliver til spaghettimos?" De blå øjne gled ned over Selmy og op igen, som om han oprigtigt undersøgte risikoen. Det ville være ret besværligt at hænge ud med en klump spaghetti.

Fladbrødet havde været virkelig lækkert, men også alt for snasket og sødt, selv til Selmys smag. Theodore havde formået at indtage hele sin, og så havde han tilmed været fristet af at spise resterne af Selmys? Selmy rynkede lidt på næsen. Det ville jo være frås, og frås var jo syndigt.

”Nej, det kan jeg ikke sige, at jeg har,” Svarede han ærligt. Han drak ofte alkohol, men altid i kontrollerede mængder. Det samme gjorde hans søster og forældre. Alt med mådehold, var reglen om både alkohol, mad, men også købetrang eller spilletrang. ”Man kan ikke tilsmudse det rene lys, som Isari har skænket.” Hans grå øjne søgte ubekymret ned på Theodore. Vel?

Så stolt Theodore så ud, sådan som han stod med hænderne i siderne. Han tog vidst ikke kritik så pænt. Eller jo, men kun fordi det prellede fuldstændigt af på ham. Selmy smilte lidt af det. Det var jo det der gjorde det så sjovt for ham, at stikke lidt til ham.

”Åh? Så tæt på. Jamen så må jeg jo have en nogenlunde ide om, hvor det er,” Sagde Selmy, lige så meget til sig selv, som til ham. Han var jo ganske velbefærdet i området, men han måtte nok erkende, at han havde været lidt for god til at gå de samme veje i alt for mange år. Han skulle jo hurtigt frem til biblioteket. Hurtigt frem til katedralen. Hurtigt hjem til klinikken eller Kieferhuset. Men det betød jo, at han og Theodore var naboer, mere eller mindre.

Selmy gjorde et nik og var klar til at gå videre, så han kunne aflevere Theodore, som den ansvarlige, slet ikke fulde, voksne individ, som han jo skulle forstille at være. Men... Spaghetti... mos? Selmy så forvirret ud. Mest på grund af ordvalget, og ikke på grund af spørgsmålet. Ah... Han mente måske hans far? Eller søster...?

”Naah,” Han slog ud med hånden ”Måske kan jeg lige friske mig op, inden jeg tager fra dig af, og så liste mig ind i seng.”

Man kan ikke tilsmudse det rene lys, som Isari har skænket.

Theodore kiggede på Selmy. Så kiggede han lidt bedre efter med et par blink. Det lignede mistænkeligt meget, som om Selmy forventede et eller andet hæderligt svar fra ham.
Øh bøh. De blå øjne blev en smule større, som var han pludselig blevet stillet et spørgsmål til en eksamen, han helst skulle bestå. "Helt sikkert." En svajende tommelfinger røg i vejret. Ganske tilfreds med sit svar smilede Theodore.
Men tilsmudsede man virkelig Isaris lys, bare fordi man blev lidt beruset? Ganske vist var hans syn blevet en smule sløret, så Isaris lys var måske også lidt sløret lige nu, men tilsmudset? Det vidste han ikke helt, om han var enig i. Og mange af Lysets riddere, Theodore havde mødt, var da temmelig glade for deres øl.

Selmys plan om at friske sig op og liste i seng blev mødt med et eftertænksomt rynk mellem brynene, som om Theodore var blevet bedt om at vurdere en særdeles kompliceret militærstrategi. Efter et øjeblik nikkede han.

"Okay så." Det lød plausibelt. Theodore havde da også selv en plan til at komme indenfor.

Plan var måske så meget sagt.

De gik det sidste stykke, indtil portene efterhånden kunne ses tydeligt foran dem. "Her." Theodore begyndte at fifle med emblemet og lukningen ved kappen. Utroligt, at Selmy kunne bruge sine fingre på noget så småt som en efeukrans, når bare dét at få en kappe af skuldrene viste sig at være en større udfordring for Theodore. Imponerende. Virkelig. 

Endelig gav lukningen efter. Theodore fik kappen fejet af skuldrene og svang den uden videre omkring Selmy. "Så planen er..." Han fumlede med lukningen igen, nu på Selmy, og måtte op på tæer for ordentligt at nå. Det gjorde ikke ligefrem noget godt for balancen. "...at du tager kappen ned over øjnene og lader, som om du er væbner. Så går vi forbi vagten." Theodore trak sig en smule tilbage og betragtede Selmy vurderende. Kappen var selvfølgelig lidt kortere på ham. Det måtte vagten leve med.

Den lidt ældre mand var nu vant til værre reaktioner på, at han var meget religiøs. Noget så smukt som at bestræbe sig på at være det gode eksempel på et barn af lyset, var for andre... utroligt akavet. Nogle gange grint af. En tommelop fra Theodore var ikke noget han anså for at være respektløst, så Theodore havde bestået sin eksamen.

Han begyndte at kunne se en bygning, der ikke kunne være andet, end portene ind til væbnerne. Stedet så godt beskyttet ud, og heldigvis rimelig ubefærdet. Så enten var de andre væbnere allerede hjemme i deres senge, klar til morgendagens pligter, eller også var de nogle værre nogle, der var ude til alt for sent. Ligesom Theodore var.
Som han betragtede området, var han ret uagtsom, og pludselig blev han bare klædt på af væbnerlærlingen ved hans side, og alt han kunne formå var at se ret forstyrret ud. ”Det er varmt,” Klagede Selmy. Og det var tungt. Han havde i forvejen en rimelig solid kappe på indenunder, og hvorfor nu alt dette? Siden hvornår havde han sagt ja til at være Theodores stumtjener? Var det mon straffen for at forsøge at vinde en sæk kartofler, som Theodore kunne slæbe på?
Selvom han havde det varmt og samtidigt havde mange spørgsmål, fulgte han nu alligevel instrukserne og trak hætten over sig. Han rettede på tøjet, selvom det næsten ikke kunne komme til at se godt ud.

”Vent!” Hviskede han nu og satte hælene i ”Sagde du vagt?” Var der en vagt!? Vent vent vent...! Det var en detalje Theodore havde glemt at informere om. Hvor godt kendte denne her vagt de børn og unge mennesker, som normalt befærdede sig her? Og endnu vigtigere, hvordan ville vagten ikke reagere, hvis han bemærkede at de to underlige typer, lod til at have drukket?

Theodore viftede affejende af Selmys brokkeri over varmen og fnøs kort. Selv frøs han ikke ligefrem, men hårene på de bare underarme rejste sig alligevel, da nattebrisen nu frit strøg sine kys hen over dem. Selmy måtte altså lige holde ud. Det var ikke tidspunktet at være besværlig på, hvis de skulle slippe ubemærket forbi.

Og Theodore var allerede begyndt at øve sig på den mest ædru og uskyldigt nonchalante grimasse, han kunne præstere. Med hænderne begravet i bukselommerne nåede han et par skridt frem, før Selmys hvisken stoppede ham. Vent!
Hvad nu? Theodore rynkede brynene og skævede tilbage over skulderen. "Jah?" Blikket, han sendte Selmy, sagde næsten, at det da gav sig selv. Selvfølgelig var der en vagt. Ellers kunne folk og fæ jo bare vade ind til dem, når det passede dem.

Han trak på skuldrene. "Det er fint nok. Vi følger bare planen." Da Selmy stadig stod med hælene plantet i jorden, gik Theodore tilbage, lagde hånden om hans håndled og begyndte ganske enkelt at trække ham med sig.
"Du lader bare mig føre ordet." Han tog et lille sug ind gennem næsen og rettede sig en anelse op, som om han fysisk kunne gøre sig mere ædru på den måde. "Hvis du bare kigger ned i jorden, så går det snildt."

Det gjaldt bare om ikke at tænke for længe over det.

”Plan-en? Planen!? At jeg skal ligne en idiot?” Protesterede Selmy, som trak lidt ud i væbnerkappen, og mærkede ikke til at der blev trukket i ham. Hans fødder fulgte med, for ikke at snuble over sine egne fødder, og pludselig var de på vej over mod bygningen. Han gjorde kun en smule modstand, men ikke nok. ”Theo-!” Råbehviskede han, men endelsen på navnet døde ud i et kvæk, som de pludselig kom for tæt på bygningen.

Ikke meget for at skulle bryde ind et sted, hvor han med garanti ikke var velkommen, bukkede Selmy sit hoved som en eller anden ærbødig tjener med et vansiret ansigt. Hætten kastede en skummel skygge over ham, især nu hvor han hengav sig til stilhed. Hans ene hånd hang slapt i Theodores greb, mens den anden hånd søgte ind bag kappen. Selmy var heldigvis ikke den højeste eller største mand. Han kunne meget let forveksles med nogle af de større drenge. Men Selmy var alt for bevidst om, at han var en mand. En voksen, fremmed mand, der ikke havde noget at gøre her.

Hvad ville folk ikke tænke, hvis det kom folk for øre, at han sneg sig ind til sovende pager? Ernie Marcel ville i hvert fald holde et brag af en fest. Ja... vi vidste det jo alle sammen godt. Jeg prøvede også at redde den lille dreng, men Selmy overfaldt mig og stak af med ham.

Selmy turde ikke gøre andet end at følge med Theodore, men han hadede alt ved det, og alting snurrede. Han havde det faktisk også lidt dårligt, kunne han mærke!

Theodore var målrettet og, måske, også en smule stædig lige nu. Han ville gerne bevise over for Selmy, at planen virkede. Den plan, han ganske vist først var kommet på for fem minutter siden.
Derfor ignorerede han også Selmys hviskende protester. "Shh... sh," tyssede han tilbage over skulderen, og heldigvis gjorde lægesønnen nogenlunde, som Theodore havde sagt. Hovedet ned, hætten godt trukket frem. Det fik ham ganske vist til at ligne mindre en væbner og mere en eller anden hellig mand. Eller et kultmedlem....Men det var for sent at vende om nu. De stod allerede temmelig afsløret i skæret fra faklerne langs ydermuren, og ved porten sad en vagt på en stol og småblundede med hovedet hængende mod brystet.

Theodore havde ingen anelse om, hvad klokken efterhånden kunne være. Sent. Ret sent.

Oh. Og det var minsandten Largge!

Theodores blik blev straks en anelse mere selvsikkert. Largge var en kammerat. Alle de gange Theodore var kommet for sent tilbage fra en opgave, havde han bare ladet ham passere uden det store postyr.
Han slap Selmys håndled og rankede sig. Nu gjaldt det bare om at gå helt almindeligt. Theodore koncentrerede sig meget præcist om at sætte den ene fod foran den anden, mens han lod blikket hvile et sted fremme foran sig og gjorde sit bedste for ikke at se på Largge.

Et grynt lød fra stolen. "Page Theodore? Hjemme fra festlighederne?"

Theodore standsede. Vær ikke mistænkelig. Han drejede sig en halv omgang, en anelse mekanisk, og smilede. "Aye." Så så han frem igen.
"Ja ja." Largges blik gled videre til Selmy, og vagten lænede sig lidt frem for bedre at kunne se ind under hætten. "Og du fik moret dig?" spurgte han Theodore. "Kysset på nogen piger?" Et smørret smil bredte sig over hans ansigt, selvom øjnene stadig hvilede interesseret på den anden væbner. Det opdagede Theodore selvfølgelig. Han rykkede prompte ind foran Selmy.
"Niks. Altså, Mauge her fik kysset med flere!" Ordene kom så hurtigt, at Theodore omtrent opdagede Mauges eksistens samtidig med Largge. "Og så fik han en ordentlig lussing, fordi en af pigerne blev jaloux." Han rakte bagud efter Selmy igen og begyndte målrettet at trække ham med gennem porten. "Så derfor hænger han lidt med næbbet." Et grin slap Theodore, en kende højere end nødvendigt. "Det var et ordentligt klask. Tror stadig, man kan se håndaftrykket. Nåhmen, vi er trætte." Han tvang et gab frem og fortsatte ufortrødent, indtil de begge var kommet helt igennem porten.

Largge fulgte dem med blikket. Om han fattede mistanke til noget, var svært at sige, men han gjorde i hvert fald ikke noget ved det.
"I unge drenge er sådan nogle hjerteknusere," kaldte han efter dem. Theodore satte farten en smule op.
Det var bedst at få Selmy længere ind i gården, inden Largge begyndte på sin sædvanlige dengang jeg var ung-svada

Han mærkede panikken stige, som Theodore slap hans hånd, ligesom de passerede porten og vagten. Uden Theodores guiden, vidste Selmy ikke hvor han skulle gå hen. Hætten var trukket godt ned over hovedet, bare for at være sikker på, at han ikke blev genkendt – Ikke at han kendte nogen, som sad vagt for væbnerne. Men hvad nu hvis vagten kendte ham fra healerhuset eller måske Isari-katedralen? Selmy turde slet ikke kigge alt for direkte op mod ham, Alt han kunne se, var sine egne skospidser, der klodset forsøgte at følge efter Theodores hæle.

Det løb Selmy koldt ned af ryggen, da der pludselig blev gryntet i deres retning. Vagten genkendte Theodore, tilsyneladende. Åh hvor var det typisk, at Theodore åbenbart kom godt ud af det med alle! Lærte de unger ikke, at man ikke skulle tale med fremmede mænd? Selmy måtte tage en seriøs snak med Theodore, hvis altså han overlevede det krydsforhør, der var ved at udspille sig på gårdspladsen nu.

Selmy, som lignede en kutteklædt, der virkelig ikke ønskede at tale med nogen som helst, brasede naturligvis ind i Theodore. Nej vent? Theodore havde stillet sig i vejen. Selmys ansigt fortrak sig i lidelse over samtaleemnet om piger og kys. Et emne Selmy aldrig havde været særlig komfortabelt med! Og tilmed syntes Theodore åbenbart, at Selmy nu var en Mauge, der havde haft en lidt for sjov aften. Med minimale reflekser, forsøgte Selmy at ryste på hovedet, uden at det skulle være for åbenlyst. Men Theodore fortsatte med at tilføje detaljer til den løgnhistorie. Theodore! Selmy forsøgte at kontakte ham med sine ikke eksisterende telepatiske evner. Theodore nød sikkert Selmys lidelse lige nu. Det gjorde han altid. Selmy havde luret ham!

”Heh...” Kom det nervøst fra Selmy. Dette var ikke engang rollespil. Det var vitterligt Selmy, der handlede i angst. Som han bemærkede at Theodore fik fart på, skuttede Selmy kappen tæt om sig og skyndte sig efter. Han løftede hovedet tøvende, for hurtigt at se om der var andre rundt om hjørnet. Så smallede han sin mund og strakte armen frem og nev Theodore i siden. Ikke at der var meget at få fat på der. ”Stop med at snakke med alle mulige,” Hviskede han advarende.

"Av!" udbrød Theodore og derefter, noget mere lavmælt: "Hey!" Han slog Selmys hånd væk med en utilfreds mine og trak siden til sig med et lille hop, uden for rækkevidde af hans grabber, hvis nu han skulle finde på at nive igen. Så drejede Theodore omkring og sendte ham et lettere fornærmet blik.
"Vi kom da forbi." Han holdt hænderne en smule løftet mellem dem, stadig på vagt over for et nyt angreb. "Og Largge er god nok. Han elsker bare at snakke." Som om dét afgjorde sagen, rakte Theodore frem og rettede lidt på kappen omkring Selmy. Det virkede pludselig vigtigt, at den sad ordentligt, nu hvor Selmy trods alt gik rundt i hans væbnerkappe.

"Jeg kunne ikke bare ignorere manden. Så ville han da først tro, der var noget galt." Theodore trådte et skridt tilbage og betragtede resultatet. Hætten lå stadig omkring Selmys ansigt, men herinde behøvede den ikke længere skjule ham helt så grundigt. Den mørkeblå farve stod blødere mod hans lyse hud end alt det sorte, han ellers havde haft på hele aftenen.

Det klædte ham.

Theodore lod blikket blive hængende et øjeblik. Måske var det bare, fordi det var anderledes. Han havde efterhånden set Selmy i lægekitlen og nu i det fine, sorte tøj, han stadig bar nedenunder, men aldrig i noget som hans.

"Nå." De skulle jo videre. Theodore kastede et blik omkring sig. "Jeg tænker ikke, der er andre ude så sent. Men man ved jo aldrig." Han rakte igen ud efter Selmys håndled, men fik i stedet fat om hans hånd. Theodore ænsede det knap nok. Han trak bare Selmy tættere ind mod sig, så de lettere kunne følges ad.

"Hold dig tæt til mig. Vi skal den her vej." Og med Selmy på slæb satte han kurs mod værelserne.