Han lyttede til det hun sagde første og skulle til at svar hende men stoppet sig selv i det, da hun snakket til ham igen, derefter lod han være med at svar hende, da det var op til hende selv om hun vil have noget af spise eller ej, man nu hvor hun ikke skulle havde noget af spise, tog han sin halvstøvler på, skjorten, hvor han tog rygsække på og sin lang bue til sidste, så var han også klar til af gå, ”så lad os gå” svaret han på at hun var klar til af gå når han var det.

”Vi kan godt holde en pause ved frokosttid, man om vi er heldig at havde skygge, ved vi første der” sagde han og kiggede kort på hende, ligesom igår gik han bag hende, så han havde bedre mulighed for at gribe hende, hvis hun skulle være så uheldig at falde igen, der kun godt være en chancer for at de kun havde noget skygge senere på dag, man ikke på grund af et træ eller flere men nok mere af bjerget selv.

Melima gik troligt foran Faust. Hun ømmede sig en gang i mellem, når en spids sten prikkede hende på undersiden af foden. Hun var også stadig lidt øm fra aftenen før, men det var nu ikke værre end efter en hård tur til hest. Hmm, en hest ville nok gøre denne tur hurtigere tænkte hun højlydt for sig selv. Hun kiggede et par enkelte gange ud mod horisonten og så den flotte udsigt, men holdte det meste af sit fokus på stien foran hende.

Hun kiggede også en gang imellem tilbage mod Faust, for han fyldte i hendes tanker. "Er vi der ikke snart." spurgte hun ham, da hendes barnlige sjæl kom frem i hende. Hun var godt klar over at der sikkert var langt endnu. Men det brød da stilheden lidt.