Et lidt underholdt fnys forlod ham, efterfulgt af det skæve, men dog oprigtige smil - mad trak sjældent i ham.. og det hjalp nok ikke, når alt andet omkring hans hjem, virkede til at velkomme natten. Men vampyr var han heldigvis ikke. Corinths blik fulgte ham, da han vippede sig selv op på fødderne igen, en kort tanke til hvornår han egentlig sidst havde set en af de forbandede. Deres vagtsomme skønhed, kun mulig at observere om natten. Deres kost, og hvordan det havde fascineret familier som hans, hvilken kraft blodet kunne indeholde. 
Og blev i et lille blink revet tilbage til nuet, ved Viktors træk i albuen. 

Det var til ham? Det var sjældent at han fik gaver - særligt kunst. Nok fordi de forventede, at han selv kunne lave det han ville have. Men gaver kunne han jo aldrig sige nej til. Hånden skubbede ned i dørhåndtaget. Han åbnede døren for dem begge, blikket lirket tilbage på Alryss sønnen og noget lidt beæret glimtende i mørket, bagved den ellers høflige taknemmelighed. "En Alryss original..." og selvom Corinth måske insinuerede at den kunne blive gode krystaller værd i fremtiden, var det nok ikke en, han så sig selv forsøge at sælge. Det var en smuk fortolkning af ham. Og en selvisk, men nok også hærdet del af adelsmanden, blødte lidt op, når han så det. Det føltes som et stik af varme. Corinth grinte sagte, og nikkede lidt for sig selv, da han tilføjede "Tak, Viktor" 
Den kunne få lov til at stå og tørrer henad dagen. Så kunne han joh overveje hvor den skulle placeres i mellemtiden. 

Viktor sendte Corinth et antydende løft af sit bryn efterfulgt af vittig latter der matchede stemningen. Hænderne stak han dybt i lommerne, vesten glemt et sted på én af stolene i atelieret. Han rystede lidt på hovedet - nok kunne der siges meget om Corinth, men vampyr var han selvfølgelig ikke. Selvom, måtte Viktor indrømme, at han nok ikke ville kunne kende forskel. Tanken var uhyggelig, men hurtigt glemt. 

En Alryss original. Sætningen ramte ham i hjertet. En pil, med spidsen dyppet i honning. Viktors ansigt fløj op i et udtryk af charmeret overraskelse - indtil det ændrede sig til ét af selvsikker fornøjelse. De mørkebrune øjne glimtede. Tanken om at hans værk blev omtalt som noget der en dag ville kunne genkendes af mangfoldigheden, dryppede af sødme og kyssede det ego han skjulte bag høfligheder og god opdragelse. 
"Mh, så jeg forventer at du passer godt på det." han løftede hagen - lignede en der spillede overlegen, men med den slags bløde kant af noget kærligt, at arrogancen aldrig blev oprigtig. 

Smilet blev skævere mens han betragtede Corinth - jo mere han stirrede, jo mere sejlede omgivelserne. 

Han kunne lide hvordan Corinth sagde hans navn. Frederik Ludvik bar hans navn med vægt. Noget der satte sig i huden og blev der. På Corinths tunge var det noget andet - en bjælde; lys og klar, og herlig, som ringede uden at gøre ondt. Viktor undertrykkede et smil mod gulvets bjælker og ventede på at døren blev åbnet for ham. Fulgte med og sendte et flygtigt blik i Corinths retning. 

"Jeg er imponeret over din alkoholstolerance." sagde han med et forbløffet grin og samtalen flød ind i noget mildt og boblende på vej ned ad trapperne.