En teatralsk brummen fulgte trop. "Det kan, og det bliver" hviskede han lavmælt tilbage, mere døv overfor lydene inde fra det tilstødende rum. Heldigvis, var Fabian ikke ligeså døv.
Da blikket flakkede imod den, var det at Aldamar også selv hørte stemmerne nærme sig, hvilket betød at han modvilligt løsnede sit greb en anelse. Forbandet. Tiden var løbet fra dem.
Læberne brændte dog stadigvæk, hjertet bankede insisterende og krævende da Fabian i sidste ende trak sig væk - og Aldamar virkede næsten til at følge en anelse med, inden at han med en dybere lille 'tag dig sammen' udånding vristede sig helt fri. Han skulle tage sig sammen. Den ene hånd kørte hurtigt igennem de mørke krøller så de svunget kunne falde ind over hans skuldrer igen, imens at han med vanepræget præcision lod hænderne kører over egne folder i tøjet, med tiltro til at Fabian nok skulle fikse sit eget.
Nu manglede bare...
Piben på jorden.
Hurtig som bare pokker fik han faktisk bukket sig ned, for at samle det udskårne træstykke op, og henkastet lænede han sig imod stengælenderet, hvor at han gav sig til at banke det sidste tobak i den, frit. Og med det, gik døren op.


Krystallandet
