En mild latter lød fra snedkeren da det lød lidt til at Enzel trak i land igen. Phillippe regnede selvfølgelig ikke helt med Enzel faktisk ville gøre en masse underlige ting med en træ-udgave af ham, men hun havde halvkatten tænkt tanken, og så var Phillippe da nysgerrig efter hvad ellers han havde tænkt. Blidt brummede lidt til at han skulle drikke sig fuld først. 
 " Jeg er sikker på du nok skal vinde skænderier.. " drillede han. Blikket gled lidt rundt på Enzels ansigt, og tog hver en lille detalje ind, som han lå der og smilte lettere selvfornøjet. 

 En afslappet og tilfreds lød, da Enzel lod hånden glide op af han krop, og lod Enzel putte sig ind til sig. Lige et par minutter, men så skulle han altså også videre. Øjnene gled lidt i, da han mærkede Enzels ører mod den nøgne hud. 
 " Enzel.. " hviskede han stille, uden hverken at åbne øjnene eller flytte på sig. 
 " Jeg rejser mig snart op.. " proklamerede han, som skulle han forberede et lille barn på, at de snart skulle videre. Så var Enzel forberedt og han vidste at det var nu han skulle nyde deres sidste tid med hinanden. Phillippe selv, lod den frie hånd glide lidt over halen der lå hen over ham. Øjnene var blevet åbnet lidt på klem for at se hvor henne den var, men blev lukket igen som han fik fat i halen. 
 Blidt som alle de andre gange, lod Phillippe hånden gribe fat om halen. Pelsen kildede mellem fingrene som han lod hånden glide hele vejen ud til spidsen af halen, hvor han lod halen falde inden han greb fat i den igen. 

 Enzel virkede på ingen måde særlig interesseret i at lade Phillippe gå. Han sagde eller gjorde dog ikke noget, men Phillippe kunne godt mærke modviljen. Måske fordi Enzel så tit før havde giver udtryk for at Phillippe skulle gå. Og et eller andet sted ville det nok også være nemmere bare at blive hængende.  Det var i hvert fald rare at ligge og putte med en halvkat, end at diskuterer med en, og tog han hjem, var det nok den sidste mulighed han havde størst chance for at opleve. 

 Selvom han havde sagt han snart skulle gå, gjorde han dog ingen tegn til at rejse sig endnu. Selvom han vidste han var ved at have travlt, så var der alligevel noget utroligt afslappende over at mærke Enzels hale mellem fingrene. At mærke pelsen nærmest kærtegne hans hud. 
 Halen fik 2-3 strøg ekstra, inden Phillippe lod den falde ned, og han åbnede øjnene. Nu var det nu. Et suk forlod Phillippe læber, som gad han virkelig ikke at skulle rejse sig, men han var nødt til det. Øjnene flyttede sig hen på Enzels, og han sendte han et lille, forsigtigt smil. 
 " Nu rejser jeg mig.. " Sagde han så og holdt en lav, kort latter tilbage. Der var noget lidt komisk over hvordan han nærmest talte ned. 
 Lige så stille begyndte Phillippe at sætte sig op. Hans krop var en smule øm. Han kunne godt mærke de været igang et par gange og nu havde lagt stille. Så snart han var kommet op at stå, gik Phillippe i gang med at finde hans tøj, og tage det på. Det gik ikke at trække det ud mere, og det ville sikkert alligevel blive sværere for Enzel at lade ham gå, hvis han tog for lang tid.

 Selvom det var Phillippe der blev ved med at holde fast i han skulle ud af døren, var det alligevel med en let modvilje at han fik fundet tøjet og påklædt sig. Han elskede Nicola, og vidste jo godt hvor meget det sårede halvpanteren at han var sammen med Enzel. At han var sammen med nogen som helst. Det havde bare aldrig været hans stærke side at være tro. At kun holde sig til en. Verden var jo nærmest et stort tag-selv-bord med skønne mænd og kvinder, så hvorfor ikke udnytte det og nyde livet? 
 Og selvom han vidste hvor meget Nicola hadede Enzel, og hvad bordelejeren havde gjort ved ham, kunne Phillippe ikke lade hver med at nyde sin tid med Enzel. Han hyggede sig, han havde det sjovt. Og et eller andet sted frustrerede det ham lidt, for det gjorde det bare så meget sværere at holde sig fra ham. Hvis han nu bare kunne vise Phillippe de sider han havde vist til Nicola, så ville det være så meget nemmere.. 

 Med tøjet på og hårsnoren og et par af de krystaller Enzel havde fundet til ham i lommen, gik han hen til halvkatten. Han kunne ikke få sig til at rode rundt under sengen for at indfange hans læderpose, og han følte også bare det virkede lidt for forkert at tage alle krystallerne Enzel havde fundet til ham. Det var en ret god del krystaller. 
 " I lige måde, Enzel. " Phillippe så ned på ham. Den ene ru hånd løftede sig op og strøg Enzel over det bløde øre, inden den gled lidt ned over halvkattens kind. Phillippe kunne ikke stoppe mundvigene fra at trække sig en smule op ved Enzels ord, og han nikkede lidt inden han lænede sig ned og plantede et kys i den næsten hvide pande. 
 " Du ved hvor du kan finde mig, " sagde han blot, selvom han vidste at Enzel sikkert gerne ville høre ham sige noget lignende. 

 Forsigtigt trak han hånden til sig, og rettede sig op igen. Han skulle ikke trække den ud længere. Alligevel blev han stående et par sekunder med hånden på dørhåndtaget og så ned på Enzel, som om han overvejede et eller andet. 
 " Vi ses, Enzel, " sagde Phillippe så endeligt, inden han trykkede håndtaget ned. Eftersom Enzel ikke rigtigt klædt på, åbnede Phillippe ikke døren mere end han selv lige kunne komme ud, og lukkede døren efter sig. 
 Der var ingen tvivl om at pigerne på bordellet vidste hvad der var sket på det mørklagte værelse, for som Phillippe gik mod udgangen følte han nærmest at han kunne mærke øjne borer sig ind i nakken på ham. Han åndede tungt ud. Hvorfor udsatte han sig selv for det her?