Ukueligt forsøgte Meena sig stadig med selv at komme høj til hest, idet Alfie's bjørnelapper lukkede sig om hver sin hofte og ubesværet, med en overrasket lyd, gav hende et kærkomment afskub til selv at kunne løfte sig det sidste stykke.

Sikkert i sadlen søgte blikket hans. "Prøver du at minde mig om dagen i går, Alfie?" Proponerede hun mundrapt, med et glimt i de mørke øjne og et taknemmeligt smil trækkende i mundvigen. Stoltheden alligevel ikke alt for stor til at erkende nødvendigheden af hjælpen.
Ville Meena selv havde været i stand til at indstille stigbøjlerne? Ja, særligt at dømme efter hvor roligt hoppen havde stået under den halvt fejlslagene opstigning. Overraskelsernes tid viste sig dog ikke helt forbi endnu, idet hun skubbede benet frem, så remmen var lettere at tilgå. "Mm, så kun fordi du også er ganske nydelig set fra oven." Mussede hun.

Hjertet slog ekstra slag mens ørkenrosen frimodigt betragtede den tidligere arving indstille stigbøjlerne, hvorefter rideturen kunne begynde.