Et spinkelt håb nåede at blive tændt i Nicola, da Sobek stoppede op. Han gjorde sig klar til at vride sig fri og sætte i løb i hvilken som helst retning, bare i tilfælde af, at hans evne ikke virkede helt så godt på Sobek. Han nåede dog knapt at reagere, før Sobek formåede at ryste hvad effekt evnen havde af sig. Med det samme vidste han, at det havde været en stor fejltagelse at stole på sin evne i stedet for den smule fornuft, som trods alt stadig var tilbage i ham, og som nærmest havde skreget, at det var bedst bare at acceptere tingene, som de nu engang var.

Med et smertefuldt støn blev Nicola kylet ind i træet, og inden han knapt have nået at ømme sig, kolliderede en knytnæve med hans mave, og så lige endnu engang. Med en smertefuld og forpustet lyd knækkede han sammen og gled langsomt ned på jorden, hvor han sad på knæ og trak efter vejret mens han beskyttende hold armene foran sin mave.
Da han blev hevet op og stå, gad han ikke engang prøve at stritte imod. Hvad ville det overhovedet hjælpe? Han ville på ingen tænkelig måde kunne overmande Sobek, og hans evne virkede tydeligvis ikke på den store mand. Modstand ville formentlig bare gøre ham endnu mere rasende. Så i stedet stod han, bange og formentlig ret ynkelig, og ventede på sin straf. Lige så snart grenen ramte stak han i et smertefuldt skrig, som blev ved mens grenen blev ved med at falde ned over hans krop. På et tidspunkt faldt han ned på jorden, hvor han krummede sig sammen i t forsøg på at beskytte så meget af sin krop som overhovedet muligt. 

Sobek bankede ham med grenen, ret ligeglad med, hvor han slog ham, selvom han holdt sig fra hovedet. Det rørte ham ikke, at knægten gled ned på jorden og krøllede sig sammen, han slog bare videre. Dog tog det ikke så mange slag, inden grenen knækkede. Med en irriteret lyd smed han stumpen fra sig og gav Nicola et los med en solid støvle i stedet for.

Måske drengen havde fået, hvad han fortjente, men Sobek var ikke færdig. Straf skulle der til, både for flugtforsøget og for brugen af evnen. Så han bukkede sig ned over ham og skubbede lidt rundt med ham, så han kunne flå hans bukser ned. Der var ikke noget venligt over Sobek, som han satte sig på knæ bag ham og jog et par fingre op ham et par gange, inden han flyttede rundt på sine egne bukser og derefter tog ham hårdt og brutalt. Med hånd hold han hans overkrop ned mod jorden. Strittede Nicola for meget i mod, ville han i stedet gribe hårdt fat i hans hår og presse hans hoved ned i mod jorden.

Sobek gryntede som han blev færdig, og rejste sig så, efterladende Nicola på jorden, mens han rettede på sine bukser og gik over til det lille læ. Krokodillen kom over til halvkatten og snappede lidt med kæberne for at sige, at den holdt øje med ham.
Lige meget hvad Nicola sagde eller gjorde, satte Sobek sig til at spise morgenmad, og derefter var det lyst nok til, at han kunne læsse hesten og gøre klar til at gå. Uden at sige noget til knægten, forventede han, at han fulgte med, om så krokodillen skulle gøre sit for at jage ham efter ham.

Nicola kunne mærke lettelsen sprede sig i kroppen, da grenen knækkede. Så var det da i det mindste overstået. Lettelsen varede dog ikke længe, for selvom slagene med grenen stoppede, forblev Nicola i den samme sammenkrøbne stilling. Hvis tiden med Sobek have lært ham noget, så var det, at afstraffelsen for en så alvorlig forseelse sjældent var så kort. Han syntes selv, at tæskene med grenen var mere end rigeligt. Det ville helt sikkert komme til at gøre ondt i flere dage, og efterlade nogle tydelige og smertefulde mærker.

Næsten ynkeligt forsøgte han at stritte imod, da hans bukser blev hevet ned. Han havde prøvet det nok gange til, at han vidste, hvad der nu skulle ske. Smerten var han dog aldrig helt forberedt på, så han klynkede svagt, da et par fingre brutalt blev skubbet op i ham. Klynkene gik over i et desperat skrig, da han mærkede noget meget større end et par fingre trænge op i ham uden selv de mindste hensyn. Han borede fingrene ned i jorden og prøvede på at kravle væk, men det eneste han fik ud af det var, at hans ansigt blev presset ned i jorden, så han kunne smage græs og jord hver gang han skreg af smerte.

Da Sobek rejste sig og gik hen for at spise morgenmad, lå Nicola helt stille og kiggede ud i luften. Han krop gjorde så forfærdeligt ondt.. Det føltes som om det var lang tid siden, at Sobek sidst havde forgrebet sig på ham, på den måde. Han havde næsten glemt, hvor smertefuldt det faktisk var. Værst af alt var det næsten, at en del af ham følte, at han havde fortjent det. Han havde jo forbrudt sig mod Sobeks regler, så selvfølgelig skulle han afstraffes.
Først da Sobek læssede hesten og gjorde mine til at gå, rejste Nicola sig op. Han trak bukserne op og rettede på blusen, inden han fulgte efter Sobek. Det var svært at følge med, når kroppen gjorde så ondt,men hver gang krokodillen snappede efter ham, satte han farten op for ikke at komme for langt bagud.

Sobek sagde ikke et ord til Nicola resten af turen, og han sagtnede ikke farten for hans skyld. Skoven blev tyndere og mindre mørk omkring dem, indtil de endeligt kunne gå ud i solen, der skinnede svagt igennem et tyndt lag grå skyer. Landsbyen lå et stykke fremme, synlig på det store område, der bare var græs med græs ud mod horisonten. Skoven bredte sig til begge sider bag dem, og Sobek følte sig en smule utilpas, som de forlod den. Han var vokset op i en skov, havde levet i en skov hele sit liv og de åbne arealer gjorde ham nervøs. Ikke at det var til at se på ham, som han trak hesten af sted.
Ved siden af Nicola forsvandt krokodillen som blev den opløst til ingenting. Var man rigtig vågen og så godt efter, kunne man måske svagt ane lidt uro i luften i mellem der, hvor krokodillen havde været og hvor Sobek gik, som hans essens kom tilbage til ham.

Det var kun omkring middag, da de gik ind i mellem de små huse. Høns og børn løb rundt på gaden sammen med en enkelt hund, der gøede af dem, til Sobek sendte den et blik og den rendte af sted. Et par enkelte voksne dukkede op og så på de fremmede, men Sobek var et kendt syn i byen og ingen reagerede ellers på deres tilstedeværelse.
Der var heller ikke nogen tvivl om, hvilket hus Sobek var på vej hen til. Et lille skilt hang og vippede lidt i den lette vind. Skriften var ulæselig for Sobek, men det var her, han solgte sine skind. Hesten blev bundet fast ved en bom og Sobek begyndte at hive bundterne af. Et par af de mindre læssede han af i favnen på Nicola, inden han selv slæbte de tungeste ind af døren og ind i en butik, der var fyldt med skind og læder. 

Manden, der kom ind af en anden dør bagerst i lokalet, var glad for at se Sobek og den næste halve times tid gik med at bestemme priser for skindene og udveksle lidt snak om tilstanden i skoven og andet sladder fra andre skovfolk som Sobek. Manden var tydeligvis nysgerrigt på Nicola, der stak lidt ud på grund af snavs og synlige skader, men han sagde ikke noget. Folkene i byen havde hurtigt lært, at man ikke stillede for mange spørgsmål til den store mand.

Bagefter samlede Sobek sine tasker op og gik over til et andet hus, der viste sig at indholde en butik, man kunne kalde en købmand. Et sted, hvor man kunne købe alt fra krus, spader og tæpper. Knive og kurve. Alt hvad man kunne få brug for, hvis man manglede noget i sit hus eller på sin færd igennem Krystallandet. Her fik Sobek hurtigt afsat resten af, hvad der var i taskerne og snart raslede hans lomme af krystaller og han fik byttet til nogle af de ting, han manglede. Og en kort snak senere, lovede købmanden at skaffe glas til ham til vinduerne. Han ville skulle hente det en måneds tid senere, men det gjorde ikke Sobek noget.

Til sidst tog han Nicola med på kro. Det var en stor kro i forhold til byens størrelse, men der kom mange væsner igennem, og krostuen var heller ikke så tom, som resten af byen virkede til at være. Sobek spurgte ikke, hvad Nicola ville have, men bestilte to gange grød med flæsk og to krus te til at få varmen på, inden han satte sig ved et bord.
Under hele deres besøg i byen, havde han virket til at ignorere Nicola, han havde ikke sagt noget til ham, men bare forventet, at han fulgte med. Og forventet, at knægten kunne opføre sig ordentligt. Der var risikoen for, at han ville skrige om hjælp, men efter den omgang, han lige havde fået, regnede Sobek ikke med, at det var så sandsynligt. Og han havde ikke været længere væk, end at han ville kunne nå ham med det samme.

Det var efterhånden rimelig lang tid siden, at Nicola havde set andet end Sobeks hytte og den nærmeste del af skoven. Det var helt underligt faktisk at se en landsby igen, og så var den jo fuld af folk! Selvom hans krop stadig gjorde virkelig ondt, kunne han ikke lade være med at smile ved synet af børnene, som løb rundt mellem husene. Det var noget andet end det travle liv i Balzera, men det var helt klart bedre end ensomheden i Sobeks hytte. Han kunne næsten ikke bære, at han skulle tilbage dertil, nu hvor han var blevet mindet om, hvordan det var ikke at leve i fangeskab.

Tavst tog han imod skindene, som Sobek læssede af i hans favn, og fulgte efter den store mand, stadig uden et ord. Han havde virkelig lyst til at snakke med alle folkene, som rendte rundt i landsbyen, men han turde ikke, uden han havde fået lov af Sobek. Af samme grund stod han helt stille og tavst og så ned i gulvet, mens Sobek klarede sine handler om skindene. Det samme gjaldt ved købmanden. Han turde dårligt kigge på de mange vare i butikken af frygt for, at Sobek ville mistænke ham for at planlægge endnu et flugtforsøg. Han skulle ikke nyde noget af at have flere tæsk i dag. 

Det var en behagelig overraskelse, da Sobek langt om længe gik ind på en kro. Nicola havde ellers frygtet, at de ville sætte kursen hjem med det samme. Han kunne dog ikke lade være med at bukke nakken og se stift ned i gulvet. Det føltes som om alle på kroen gloede på ham. Ikke at han kunne bebrejde dem, men derfor var det stadig en uvant og ubehagelig følelse.

Maden blev sat på bordet sammen med de to krus te. Sobek trak sin skål til sig og begyndte at spise. Det var faktisk mest for Nicolas skyld, at han var gået ind på kroen og havde bestilt mad. Sobek hadede civilisationen, og det skete sjældent, at han besøgte kroen. For det meste kom han til byen, ordnede det han skulle og drog af sted igen, lige meget, hvor sent det var. Han ville hellere rejse igennem skoven i mørke end at overnatte på kroen. Det skete, at han var nødsaget til det, for eksempel når smeden skulle have en dags tid til at lave hans bestilling. Og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme tilbage til skoven, når det havde været sådan.

Stadig tavs spiste han sin mad og drak sin te, mens han holdt lidt øje med Nicola. Han havde ikke ændret mening om, at han ikke skulle med hjem igen. Han trængte til at være alene, en følelser der blev forstærket af væsnerne i krostuen. Fred og ro. 
Han drak den sidste slat te og sad lidt, mens han så lidt frem for sig. Til sidst rettede han sig op og stak hånden i lommen, hvor han havde lagt krystallerne i.
"Hent mig et krus te mere." Han smed en krystal på bordet. Et jadestykke, alt for meget til et krus te, så der ville være nogle byttepenge.

Han blev siddende, mens Nicola fik rejst sig og bevæget sig op til baren. Så snart han var forstyrret af at snakke med krofatter, kom Sobek på benene og gik ud af kroen. Tilbage ved hesten slyngede han taskerne over ryggen på den og svang sig selv i sadlen. Og så satte han kursen hjemad uden at se sig tilbage. Han regnede ikke med, at Nicola havde lyst til at følge efter ham, og han regnede slet ikke med, at han ville kunne finde tilbage igennem skoven.
I det mindste var drengen bedre stillet end da han brød ind i Sobeks hus. Han havde noget varmt tøj, en kappe og lidt ravstykker til mad eller andet. Så lidt havde den gamle dæmon da gjort for ham, som han efterlod ham helt alene i en landsby, hvor han sikkert kunne få lidt hjælp til sin videre færd, hvor end den ville lede hen.

Et dybt suk forlod Sobek, da han en god times tid senere førte hesten ind i skovens skygge. Hjemme. Alene.

Uden at sige noget nikkede Nicola til ordren og tog jadestykket, hvorefter han rejste sig og gik op til baren. Det var stadig utroligt underligt at være blandt andre. Han så forsigtigt på nogle af de andre folk på kroen, men hver gang nogen så meget som kiggede hans vej, bukkede han nakken. Selv da han bestilte kruset med te blev bestillingen mumlet mens blikket var rettet stift mod bardisken. Det virkede måske utroligt uhøfligt på folkene omkring ham, men han ville ikke risikere at Sobek troede, at han planlagde at stikke af.

Med et høfligt nik tog Nicola imod byttepenge og te, og gik så tilbage mod bordet. Han havde så travlt med at holde blikket rettet mod gulvet, at han først opdagede at Sobek var forsvundet, da han nåede helt hen til bordet. Hvor var han dog blevet af? Det lignede ikke Sobek at lade Nicola alene på den måde, var det mon en eller anden form for test? En undskyldning for at kunne få lov til at afstraffe ham? Nervøst placerede han kruset foran Sobeks nu tomme stol, og satte sig så på sin egen. Helt stille sad Nicola med blikket rettet mod bordpladen, mens timerne gik. Hvor blev Sobek dog af? Kunne det virkelig passe, at han bare var gået sin vej? Til sidst endte han med at rejse sig og gå ud til de butikker, de tidligere havde været i, men de var alle lukket nu, så der var Sobek i hvert fald ikke. Med en følelse han ikke helt kunne beskrive lurende i kroppen, gik Nicola tilbage til kroen, hvor han bestilte et værelse for natten.

Morgenen efter var der stadig ingen Sobek, Nicola var efterhånden overbevist om, at Sobek ikke ville komme tilbage. Han var fri... Hvad skulle han nu gøre? Det sidste lange stykke tid havde hans eneste formål været at lystre Sobeks mindste vink. Han endte med at købe noget mad, og begyndte derefter at gå. Forhåbentlig ville han møde nogen, som kunne forklare ham hans formål med livet.