v0idwitch 07.03.2019 23:28
Asad
var ikke særlig sød, det vidste han godt. Han havde heller ikke været sød som barn. Sød mod sine forældre, mod Mahir og mod Atlas, men ikke mod fremmede. Han var ikke gavmild med sin kærlighed eller sin tid eller sin hjælp ligesom Mahir så ofte var, og han var ikke charmerende eller flirtende ligesom Atlas var. Han gav kun dele af sig selv til dem han virkelig elskede og resten måtte nøjes med hans kolde facade. Af samme grund ville det også kun have været Atlas, der ville løbe ind i en tom manege for at gribe ham. Ingen anden ville have gjort den slags for ham, hvis han så ud som om han var ved at falde.
"En smule," gav Asad ham ret med et skævt smil. Atlas var en smule klogere, hvis han havde regnet ud, at de hørte til sammen, men han var ikke blevet meget klogere, hvis ikke han havde regnet ud hvordan.
Asad lod sig glide længere ned i karret, indtil hans kind hvilede imod den af hans hænder, der lå imod karrets kant, hans ben strakt ud imod karrets bund.
"Klog nok til at komme tilbage," tilføjede han og skævede op til Atlas' ansigt, imens han holdt svampen imod den modsatte side af hans hals og derefter strøg den ned over hans bryst igen, sammen med spidsen af hans fingre.
Det varme vand og dampene fra dem fik ham til at føle sig døsig igen, og han bemærkede heller ikke hvad der foregik med Atlas under vandet.