Da Atropa fór afsted sendte Dimble kort et spørgende blik til Kulun, men fortsatte så lidt efter med at få sat gang i deres show.

"Som I kan se smutter en af mine rejsekammerater lige kort, men hun vender tilbage, det er alt sammen en del af showet" Dimble fik sit publikum i fokus og sørgede for at de fortsatte med at være interesserede "Imens hun midlertidig er væk kan vi dog begynde med noget akrobatik, dans og muligvis også en lille historie senere, hvis hun har brug for lidt længere tid."

Dimble gjorde med sin arm en gestus imod Kulun "Mine damer og herrer, Kulun og jeg vil nu lave lidt akrobatik og dans for jer." Dimble tog sit armbryst af og lade det på jorden. "Og det vil være en stor hjælp hvis I vil hjælpe os med at skabe lidt stemning" sagde han imens han begyndte at klappe en meget simpel takt og langsomt fik folkene med på det. "Hold på hat og briller" var det sidste han sagde inden han begyndte at danse til takten, på den måde han havde gjort det hjemme i sin hjemby.

Noget af det han f.eks. Gør:
HER
HER
HER
HER

Kulun observerede Dimble et øjeblik inden hun bare smilede og stod på begge sine ben. Udstrækningen var vist færdig nu, det var på tide at slutte sig til hendes kammerat på pladsen.
Kulun strakte kort armene over hovedet før hun hoppede op i luften og lavede en serie af spring og snurringer, inden hun landede ved siden af Dimble(https://www.youtube.com/watch?v=fZbROudtimc)
Hun smilede sødt til publikum inden hun bukkede. Godt så, hvor starter man? Kulun strakte igen hænderne over hovedet, men lænede sig denne gang bagover… Og hun fortsatte med det. Hun blev ved med at læne sig bagover indtil hun stod med helt strakte ben, men med begge hendes hænder på jorden bag hende. Hendes ryg så ud til at lave et perfekt knæk på midten, men Kuluns ansigt afslørede kun legende glæde for at stå sådan. Hun lagde så sin vægt på sine hænder og svingede sig op til at stå på hænder, hvorfra hun langsomt stillede sig i spagat, med benene over hendes overkrop, kun støttet af hendes arme.
Hun fortsatte en række af bevægelser. Mange års træning, mest på gaden. Det gav godt for sig(Sådan noget her: https://www.youtube.com/watch?v=bFHZtFBRtNs)
En gang imellem kunne hun høre nogen der gispede over hvad enten Dimble eller hende selv lavede. Der var endda nogen der sagde “Ad.” en gang, men det gjorde ikke Kulun noget.
De var et helt godt team, her var mange folk.
Hvor var Atropa mon?

Som dans og spring var igang fra Kulun og Dimbles vedkommende var Atropa ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Hun var løbet i en sidegade hvor hun rev den kappen af sig, den hun havde fået af Kulun for nogle dage siden, og lagde den på sit skød. De to kunstnere skulle nok klare sig i noget tid alene for hun skulle lige lave noget færdigt først.

Atropa tog sin taske og pilekogger, med nogle spidse træ pile i hun selv havde skåret, af og lagde dem ved siden af sig. Hun sad på en lille tønde og tog syværktøj, tråd og en lille kniv op af sin taske og begyndte at arbejde hurtigt. Hun vidste tiden var knap og hun kunne nok højst lade dem vente i ti til femten minutter, tops.
Hun skar i Kuluns kappe, hun syede i lange buer med en fart der klart ikke var til gode, men det var nødvendigt at skynde sig lidt. Efter en syv minutters tid lå der tre sorte poser med kartoffelmel i, som hun hav havde "lånt" fra en bagers skraldespand. Dog var det sande "mesterværk" en lille Atropa størrelse lukket robe uden ærmer og med en alt for stor hætte for hun var ikke sikker på hvordan man syede den ind hurtigt nok.

Hun smed den "ny" syede robe på mens en lille forvirret gade knægt stod og så på hende og måbede over farten hun lige havde syet det på, "lånt" melet fra en bager og gjort klar med sin bue.

Atropa løb hen af gaderne igen og da hun kom til enden af den sidste gade kunne hun se hvordan Kulun og Dimble dansede og skaffede penge til at kunne leve for. Atropa selv gik hen til et gadehjørne hvor en fakkel var placeret. Hun kunne se at Dimble og Kulun nok snart var færdige så hun måtte med lynets hast skynde sig nu. Hun tog faklen ned og brugte nogle af hendes sidste kræfter i vingerne til at få fløjet op på hustaget. Her stod hun nu forpustet og ventede som en skygge på sin herres bevægelse. Når showet fra Kulun og Dimble sluttede, se det var det hun ville begynde.

Dimble dansede alt hvad han kunne, han brugte stort set alle sine dansetrin og imens han dansede kunne han høre hvordan folk blev imponeret over bevægelserne han udførte. Der både kunne være hurtige, langsomme, komme i små ryk og meget andet.

Det skete dog imens han dansede at han kort fik øje på Atropa ud af øjenkrogen imens hun fløj op på taget. Han fortsatte lidt endnu, men sendte så en skjult hentydning til Kulun om at Atropa stod parat og at de nok skulle til at stoppe. Dimble sluttede af med at lave nogle dansetrin og ende på benene hvorefter han stoppede.

Det han gør: HER

Kulun lå lige nu med sine fødder foran sit hoved, hendes ryg bøjet så langt bagud at hendes krop dannede en cirkel.(https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/originals/24/dc/b3/24dcb3d97a226899ad1086f03a08626e.jpg)
Hun så ud af sin øjenkrog at Dimble afsluttede sine meget imponerende dansetrin, og gav hende et hint til at afslutte hendes egen akt. Hun rettede sig op i en flydende bevægelse og bukkede en sidste gang, imens hun samlede de sidste mønter op. Så gik hun tilbage til Dimble og så på Atropa. 

Som dansen fra Dimble og de eksotiske poseringer fra Kulun blev til blot almene stande endnu engang var turen kommet til Atropa. Hun stod på taget med Kulun og Dimbles øjne på sig hun stod der og trak vejret dybt en sidste gang som hun lukkede øjnene. Hendes hoved faldt ned og hendes hage ramte hendes bryst. De tre poser fyldt med kartoffelmel stod på taget foran hende.

"Showtime"

Atropas øjne åbnede langsomt og hun åndede ud igen, hendes hånd lå på buestrengen og en pil sad fast. Hun satte ild til pile med hjælp fra den lånte fakkel. Med et elegant spark til den ene pose fløj den gennem luften. Atropas øjne skød sigtet mod den og med et enkelt træk fløj pilen mod den. Kombinationen af posens indhold og flammen fra pilen skabt en opmærksomhed på pladsen og folkenes øjne var hurtigt rettet med Atropa da posens indhold i luften dannede hvad kun kunne beskrives som et lille flammehav hvis liv var kortere end åndedraget Atropa selv havde taget.
Hun tog den næste løb mod tagets ende, slyngede posen af sted og skød endnu en pil. Igen kom en susende lyd som ilden kort stod i luften og forsvandt i sekundet.

Atropa tog hold om en pil. Hun satte blikket mod en dreng på jorden som hun smilte til som hun satte sig på kanten af huset og lod sig falde. Et enkelt vingeslag var alt der skulle til at vende Atropas blik mod et træ nogle meter væk. Hendes bues klang fra strengen kunne høres som et halv råddent æble på træet blev sat fast og Atropa landede på sine fødder på jorden mellem Dimble og Kulun.
"Men hvad med den sidste pose?". På den lille alfs mod sad en lille travlet sno. Den var ikke fra den halvfærdige kutte hun selv bar men fra posen. Hun trak i snoren,  sigtede op mod himlen og skød. Posen var endnu ikke nær, men som pilen dalede lige luks mod Atropa trak hun igen posen faldt ned og blev gennemboret. Bag dem lå posen nu på jorden med pilen gennemsig. Atropa greb et hold om Kulun og Dimbles hænder og bukkede.

Dette var hendes første officielle optræden med bue. Hun havde før øvet med bueskydning som et show, dog ikke blandt gøglere og dansere. Hendes metoder var ukonventionelle, men hendes talent og øje for et skud var ikke mindre end givet til hende af hendes egen broder Orcytes. Alfelundens bedste skytte og hendes stolthed.

Dimble var en smugle befippet over showet som den lille alf havde udført efter dansen fra Kulun og Dimble, men efter at de havde bukket rejste Dimble sig og sagde "sikke en oplevelse mine damer og herre jeg sagde det jo" Han kigge rundt på folkene "giv hende en hånd mine damer og herre"

Kulun havde meget travlt med at stirre vantro på Atropa.
Aldrig havde hun drømt om at den lille alf havde sådanne ever med en bue, og da slet ikke at hun kunne ramme så præcist. Folk omkring dem klappede og hujede, og der blev betalt rundhåndet til dem. Kulun stillede sig på hænder og begyndte at gå rundt og samle mønter op med sine fødder, der bøjede ind foran hende og rakte ned til jorden.
Et fint lille trick som hun havde lært, som ofte lukkede en forestilling ret flot.
Da hun habde samlet et par mønter og måtte stille sig rigtigt igen, så hun på Atropa.
"Det er en af de mest imponerende ting jeg har set i et stykke tid." sagde hun og smilede til alfen. "Jeg syntes du sagde at du ikke kunne optræde?"

Atropa vinkede bare til folk og så pludseligt en lille dreng der stod og klappede. Det varmede hende at kunne se rundt på glade folk og endnu mere at hun kunne tænke på at hun havde været med til at bringe smilet på deres læber. Mens Kulun gik rundt på hænder og hentede penge så kiggede Atropa på Dimble og hendes øjne var tryllebundet. Både ham og Kulun havde sande talenter indenfor gadekunst. Alt hun kunne var med en bue, men alligevel havde hun kunne hjælpe.

"Det er en af de mest imponerende ting jeg har set i et stykke tid. Jeg syntes du sagde at du ikke kunne optræde?" fortalte Kulun hende. Atropa kløede sig i håret mens hun grinte en smule som om at der var noget Kulun ikke havde forstået endnu. Atropa løb hen til træet som hun havde fået sat et dårligt æble fast til og tog en lille blomst op fra jorden. Den var halv falmet og sikkert ikke til nogen nytte. Men Atropa tog nu alligevel blomsten og svarede ikke rigtigt Kulun. Hun havde i sit inderste brug for et sekund til at takke den sande kunstner, Oryctes, hendes mest elskede bror.
"Jeg gjorde intet," hun vende sig mod Kulun med et smil og med øjne der så ud til at skinne når faklers lys ramte dem, thi de var våde. "min bror var den der vidste mig og lærte mig alt." hun kærtegnede blomsten og gik så hen til den lille dreng der havde klappet så fint af dem. Hun havde ikke engang brug for at gå i knæ, for han var jo allerede højere end hende. Hun strakte sin arm og satte blomsten i hans hånd mens hans mor fortalte hende hvor godt de havde gjort det.

Atropa vende tilbage og tog Kuluns og Dimbles hænder. "Vi burde nok se at finde et sted at kunne-" hun stoppede brat op og slap dem begge. Hun farerede hen til nogle stablede kasser og kravlede langsomt op af dem og op på taget igen. Hun havde glemt faklen deroppe og tænkte at det nok var bedst hvis hun lige et øje blik tog den ned igen. Så hun tog den ned og satte den på plads hvor hun have taget den.

Dimble lyttede imens han hørte hvordan Atropa ærede hendes bror. Han følte en dyb respekt både for Atropa, men også hendes bror, selvom Dimble aldrig havde mødt denne bror. Han lagde næsten ikke mærke til at hun tog han og Kulun i hænderne fordi han var så betaget over hvad hendes bror havde lært hende. "Vi burde nok se at finde et sted at kunne-" sagde hun inden hun farrede tilbage op på taget for at få fat i faklen. Dimble fangede hvad Atropa sagde om at de nok skulle til at bevæge sig videre, men ville nu alligevel slutte med en sidste ting. "Kære publikum. Vores optræden bevæger sig så småt imod enden, men som en sidste ting vil jeg fortælle jer historien om hvordan jeg frelste en lille by fra en stor og fæl drage" Dimble kiggede nu alvorligt ud mod sit publikum imens han placerede sig midt på jorden så alle kunne se ham "For nogle år siden ankom jeg til en lille by på en af mine rejser" imens han fortalte talte han med en rolig og dramatisk stemme imens han bevægede armene i rolige fagter for at skabe stemning "Denne by var placeret lige ved siden af et stort bjerg. Og på toppen af det bjerg boede der en fæl drage der til tider angreb byen, tog deres får og nogen gange også deres små børn" Dimble udførte bevægelser til hver enkelt forklaring, han lavede store armbevægelser for bjergets højde, gjorde sit ansigt ubehageligt for at ligne en drage og forsøgte at skræmme børnene iblandt publikum med hans kommentar om at dragen tog børn. "Jeg kunne simpelthen ikke lade det fortsætte. Så jeg besluttede mig for at befri byen fra den fæle drage" Dimble bevægede sig nu hen til en træ kærre der stod i nærheden "Så jeg drog afsted til bjerget" da han nåede hen til kærren begyndte han at klatre op på den imens han fortsatte sin fortælling foran publikummet der fortsat lyttede til hans historie "Da jeg ankom til bjerget begyndte jeg at klatre mod toppen. Jeg klatrede og klatrede" imens Dimble klatrede på kærren var det tydeligt at han fik det til at se mere besværligt ud end det faktisk var, men det var alt sammen for at gøre fortællingen bedre og mere livagtig. Da han nåede op i kærren fortsatte han "indtil jeg nåede toppen af bjergen," han så sig omkring, kiggede en enkelt gang på publikum inden han fortsatte "men hvor var dragen" han kiggede sig endnu engang omkring, men udstødte så noget der skulle forestille at være et dragebrøl "Og der i horisonten" han pegede ud i luften "kom den enorme drage pludselig til syne på himlen" Dimble fandt nu en gren i kærren "jeg trak min kårer og forberedte mig på kamp" han holdt grenen frem foran sig som han ville gøre det hvis han kæmpede med sin kårer "Dragen spyede ild mod mig," publikum var målløs "men fordi jeg var så smuk," Dimble kørte en hånd igennem håret og gjorde sig lækker kort inden han fortsatte "så kunne flammerne ikke skade mig" Dimble stillede sig nu på kanten af kærren imens han fægtede ud i luften "Jeg slog ud efter den og den slog ud efter mig. Jeg kæmpede bragt. Den slog ud efter mig igen, men jeg undveg. Den slog ud efter mig endnu engang" Dimble smed nu grenen op i luften "jeg mistede min kårer, så jeg var nødt til at anvende håndgemæng" Dimble slog nu med næverne ud i luften "Jeg gav den en på tuden, en i øjet og så et slag i milten" Dimble fik overbalance hvilket gjorde at han faldt ned fra kærren "Jeg faldt ned fra bjerget, men jeg var hurtigt oppe igen" sagde han imens han hurtigt efter hurtigt og elegant kom op på kærren igen. "Jeg fortsatte med at slå den, greb den i hornene, trak den ned til foden af bjerget, hvor jeg fortsatte med at slå den i hovedet indtil den døde" Dimble henvendte sig nu til sit publikum. "Og sådan frelste jeg byen fra den fæle drage"  

Kulun lyttede intenst til Dimbles historie. Flere gange begyndte hun at grine, mest af Dimbles tossede grimasser og gøglerier.
Det var ret sødt hvor god han var til at fortælle hans historie, og hvor glade børnene var for at høre historien. Kulun havde sat sig ved en halmballe og lagde sit hoved i sine hænder, imens hun kiggede op på Dimble.
Det var tydeligt fra hans optræden at denne historie var gammel, ligegyldigt den autencitet. Et smil sneg sig op på Kuluns ansigt da Dimble "faldt ned fra bjerget" og hun så ud på folkemængden.
De så ud til at elske ham, og Kulun kunne ikke bebrejde dem. Han var elskværdig som han stod der og "bekæmpede sin drage". Kulun smilede igen. 
I guder hvor var han dog tosset, men også, på samme tid, ret kær.
Da historien var færdig klappede Kulun sammen med resten af folkene der var kommet. Børnene især hujede og jublede, og nogen lod som om de var drager, imens andre løb efter dem med kviste de havde fundet på gaden. 
Kulun smilede til Atropa og så op til Dimble.
Hun var stolt over at det var det her de gjorde, og at de kunne skabe sådanne ting.

Som Atropa havde fået slukket faklen og Dimble var gået igang med at fortælle stod Atropa lidt og lyttede. Hun blev mindst ligeså begejstret for historien som børnene blandt folkene. Hun gik stille hen til folkene og der satte hun sig bare ned i skrædderstilling og lyttede med. For hvert ord blev hun mere og mere fanget i Dimbles historie og et større og større smil bredte sig på hendes læber.
Atropa kunne ikke fatte at Dimble havde dræbt en drage alene og reddet en by. Hun blev forundret og måtte simpelthen høre mere senere... Men så huskede hun at Dimble jo var fortælle og levede af at fortælle historier. Atropas interesse blev endnu mere fanget. Hun blev så fanget af historien at den kort var blevet virkelig og troværdig i hendes hoved. Det var klart at Dimble havde talent for det han gjorde og Atropa ville så uendeligt gerne hører flere af hans historier, hun overvejede endda hvordan hun kunne overtale ham til at fortælle en godnat historie eller noget for med hans stemme og fantasi så var der ikke nogen historie fra ham der kunne være dårlig.

Netop som Dimble var færdig med fortælle sin historie begyndte folk at klappe hvorefter at Dimble bukkede, rejste sig op og henvendte sig til sit publikum "Det var alt for vores optræden, men hvis I kunne lide det og har fundet det underholdende så er i velkommen til at give os nogle krystaller så vi kan fortsætte med at leve, optræde og fortælle historier" Dimble kiggede på Atropa og Kulun imens han vinkede at de skulle komme hen til Dimble "Giv også Kulun og Atropa en stor hånd for deres optræden. Det havde ikke været ligeså godt uden dem"

Kulun bukkede igen med et smil imod Dimble. Det var pænt af ham at dele et rampelys der egentlig var hans, med de to andre. Imens folkene klappede blev der smidt flere penge, flere end Kulun nogensiden havde fået for en opvisning alene. Måske skulle hun optræde med andre folk noget oftere.
Hun så glad på Dimble og Atropa og på pengene på jorden. 
"Hva," sagde hun. "Tror i to ikke det snart er tid til en velfortjent morgenmad?"

Atropa rejste sig stille op og gik hen til Kulun og tog hendes hånd i sin. Atropa syntes det var en god ide og med et tilfreds nik var hun klar til at gå. Nu var der kun en ting mere at gøre i dag. Atropa måtte bare få Dimble til at love hende at hun måtte få en godnat historie i aften, ellers ville Atropa bare ikke kunne sove. Den historie han havde fortalt havde bare optaget hendes tanker og hvis han virkelig fortalte sådanne nogle god, nej, fantastiske historier, så måtte hun bare snart høre en mere.

"Jo" svarede Dimble på Kuluns spørgsmål imens han gik hen mod dem "Lad os se at få os lidt at spise" et smil dukkede op på hans læber "I gjorde det virkelig godt" Han kiggede på Kulun "Jeg anede ikke at du kunne gør sådan noget med din krop" et sjofelt smil dukkede op på hans læber "Viser du samme smidighed når du er sammen med hankøn" han vidste godt at han snart ville få Kulun på nakken, men han nødt alligevel at irritere hende lidt. Han henvendte sig hurtigt mod Atropa "du gjorde det også flot med din bue Atropa. Du forstår virkelig at bruge den, sikkert fordi din bror har trænet dig så godt" han smilede til hende, men havde på fornemmelsen at Kulun snart ville gå til angreb ved at give ham en lussing. 

Kuluns ansigt gik fra røde kinder fra at have optrådt, til et helt rødt ansigt efter Dimbles kommentar. Hendes kinder brændte og hun følte sig pludselig blottet.
Med et nervøst ansigt trak hun sig lidt sammen for at gøre sig mindre. Det var et lidt invaderende spørgsmål syntes hun, og hun var ikke sikker på hvordan hun skulle svare.
Det tog hende et øjeblik før hun rettede ryggen og vendte sig imod Dimble. Hun havde fået en god ide om hvordan hun kunne lukke munden på Dimble i bare 30 sekunder.
Hun tog et skridt imod ham og tog fat i hans krave, inden hun trak ham tæt på sit ansigt. Da de stod der, tæt på hinanden, smilede hun skævt og sagde: "Spændende spørgsmål Dimble. Men inden jeg svarer, så fortæl mig: Er du ligeså åbenmundet når du er med hunkøn?"
Hun blinkede så og gav så slip på ham.
"Så, mad?"

Atropa nikkede hun synes det var en god ide at få noget mad. Især hvis de to kærlighedsfugle nu skulle have noget at spise sammen og noget at tale om. Hun fulgte bare med hvor end Kuluns hånd nu også gik og nogle ville måske kort tænke mor og datter, men ville så hurtigt indse at hale og vinger klart ikke var passende sammen på den måde.

Dimble var mundlam. Havde hun lige spurgt ham om sådan noget? Dimble antog Kulun for at være en artig pige der ikke gjorde sådanne ting, men hun havde åbenbart lidt viden omkring området og hvad man gjorde når man var sammen med en af det modsatte køn.

Da han langt om længe fik taget sig sammen til at ville svare holdt han dog igen, smilede og undlod at sige noget. Det skulle hun nok finde ud af hvis hun på et tidspunkt ville undersøge det nærmere. Han nikkede som for at svare Kuluns spørgsmål "Mad" svarede han hvorefter han fulgte med Atropa og Kulun.

Kulun fandt et lille sted med mad og vand, som hun fastbesluttet gik ind på. Det var et godt sted, som hun havde været et par gange efter hånden, så hun vidste at der var mad til dem alle, især med den mængde penge de havde tjent.
Hun gik indenfor og tog plads ved et bord, stadig med Atropa i hånden. Hun satte sig tilfredst ved et bord og ventede på at Dimble og Atropa satte sig.