Miara kommer afslappet slentrende, og sætter sig på en af bænkene. Hun ser sig lidt rundt i de solvarme omgivelser, nyder fuglenes kvidren og blæsten i træerne.

((frys^.^))

Zagasumi kom ud af krostuens dør, og så bag sig, for at tjekke om Miara var fulgt med - det var hun.
Han stopper op, ser efter Miara, og opdager at hun går over til en af bænkene. Selvfølgelig følger han efter hede. Det var noget helt specielt i dag, for han havde fundet en, han rent faktisk havde ledt efter.
Han sætter sig ned ved siden af Miara.

//frys

Miara vender sig mod Zagasumi, da han sætter sig ved siden af hende. Hun kigger interesseret på ham, for derefter at sende ham et smil. Hun er ved at få en fornemmelse af, at han ligger inde med noget, noget, han vil foreslå hende. Kan det være noget om de modstandsgrupper, der er ved at blive dannet? Miara kan mærke, hun har levet i sin egen verden det sidste stykke tid. Holdt sig lidt på afstand af del hele. Det er først her på det sidste, ja faktisk først rigtig i dag, med det Zagasumi har fortalt hende, at hun er blevet opmærksom på Krystallandets situation. Den tanke sniger sin ind på Miara, at hun har svigtet sit ansvar. Sit ansvar som lysets kriger. Hun har været fraværende, hvor der måske kunne have brug for hendes hjælp. Lysets Dronning er blevet bortført for øjnene af hende! Måske kunne hun have gjort noget for at stoppe det?
Men det er for sent nu, og Miara vil ikke græde over spildt mælk. Istedet vil hun gøre det op for sin manglende indsats ved nu at gribe enhver chance, der byder sig, for at kæmpe for Lysets Dronning.
Da hun begynder at tale, er det med beslutsom stemme. Slut med hemmelighedskræmmeriet.
"Hvad er det så, du har på sinde, Zagasumi? Jeg kan mærke, du har en plan, eller noget i den stil. Noget, du vil foreslå mig" siger hun venligt.

Zagasumi sad lettere på dupperne, og var helt klar til at komme ud med det, han nu lå inde med. Han havde næsten haft al for lang tid for at kunne tænke over, hvad det var man ville kunne gøre!
Han sendte hende et lille roligt smil, og vidste udemærket godt hvor han skulle starte, for det var næsten som om, at han havde brændt inde med det i månedvis efterhånden.
"Jo, ser De frøken Miara.." Begyndte Zagasumi, og gjorde en lille håndbevægelse, som var lettere forklarende.
"Først og fremmest, er det vigtigt at vi får samlet Lysets Krigere, men det skulle helst være sådan, at det ikke skal være opsigtsvækkende. De må ikke vide, hvornår vi kommer.. Så det vi gør, er at finde dem en efter en, så vi ikke danner alt for store grupper samlet på en gang, kun lige på det tidspunkt hvor vi har tænkt os at bryde ind! Derudover, så er der folk derude, som er med os! Der er vel også nogen der, som ville kæmpe for at få Dronningen tilbage! Hvis man kunne samle nogen af dem også, ville det være helt perfekt! Jeg har hørt små rygter om, at vagterne skulle forlade Dronningen for nogle enkelte timer engang imellem. Hvornår det helt præcist er, der må jeg indrømme, at jeg er uvidende." Zagasumi trak let på skuldrene med et lille skævt smil på læben. Han havde endnu ikke fundet ud af disse tider, men det kunne måske være en god idé lige at tjekke op på det.

Miara smilede. ”Det lyder som en god plan. De har ret. Det er ikke godt, hvis vi samler os i for store grupper af gangen. Det skaber for meget opmærksomhed fra dem, der helst ikke bør bemærke noget.
Jeg vil med glæde støtte op om den, og hjælpe til, hvor jeg kan. Det er noget skidt med, at vi ikke kender vagternes skift, men jeg tror faktisk, jeg kan være behjælpelig på netop dette område. Ser De…” Miara skiftede hurtigt sin hårfarve fra ravnsort til en rødligbrun, og tilbage igen til sort ”- Jeg kan nemlig det samme trick som Dem. Hvis jeg vidste, hvem vagterne af Lysets Dronning er, kunne jeg uden besvær snige mig ind på dem, og sikkert også få lokket vigtige informationer ud af dem. De kan endda være, jeg kunne efterligne én af vagternes udseender…” Miara kiggede lidt tænksomt ud i luften. ”Ja, det ville blive svært, men muligt. De ved vel ikke, hvem der bevogter Dronningen, gør De?” spurgte hun tankefuldt, og kiggede på Zagasumi.

Zagasumi smilede lettere tilfredst. Hun syntes åbenbart om hans lille 'plan', men han var selvfølgelig åben overfor forslag, og nikkede, da hun kom ind på det med at skifte 'identitet'.
"Ja, eller evt. efterligne en af mørkets krigere..," Zagasumi smilte skævt, det ville også kunne give adgang til borgen, og dermed kunne erobre indefra?
"Altså.. hvis nu man kom ind på Midnatsborgen udefra, ved at efterligne en af krigerne, så kunne man hermed angribe indefra. Evt. kunne en tage sig af dronningen, mens andre pludselig angriber vagter, og hvad der ellers er af forhindringer som kunne komme i vejen! - Det kræver så timing. Jeg kender ikke til Midnatborgens besværgelser, og andet som kan være kastet over den? Men... Er det ikke noget med, at generalen har været derinde?" han hævede øjenbrynene en smule og så lettere spørgende på Miara.
"Jeg... har ledt lidt efter ham, men han er ikke nem at finde.. Jeg har snakket med ham før, men det er længe siden..," Han trak lidt på skuldrene og så lidt rundt om sig, for at holde lidt øje med omgivelserne.

”Ja, snakkede også med Generalen for lang tid siden, men har ikke set ham siden. Jeg ved ikke, om han har været inde på borgen. Det er muligt.
Men, med hensyn til din plan om at erobre borgen indefra… Det kræver vel, at der er mange, der har den samme evne som mig? At kunne skabe sig om til en anden, altså? For jeg tvivler stærk på at jeg, ene kvinde, vil være i stand til at erobre borgen indefra alene. Medmindre jeg altså…” Miara tænkte sig lidt om. Hun kløede sig fraværende i tindingen, inden hun til sidst lyst op. ”Jeg kunne jo altid forklæde mig som én af mørkets krigere, og så kunne jeg lade som om, jeg havde fanget nogle af lysets krigere, for derefter at smugle dem ind i borgen på den måde!” Hun smilede tilfreds, og kunne virkelig mærke, hvor meget hun havde trængt til at få noget arbejde for hånden.
Så var det som om, en sky igen gled for hendes ansigt. ”Men hvor mange folk er der med i denne… bevægelse? Der skal jo en del til at kunne erobre en hel borg?” spurgte hun så.

Zagasumi viftede let med hånden, som nærmest fortalte 'det er da ingenting'.
"Jeg kan da få andres frisure og hårfarve osv osv. til at ændre sig helt fuldstændig?" Han hævede øjenbrynene lidt.
"Det kan du måske ikke? Jeg kan fortælle, at jeg ligefrem lever af det, dog.. Så er den lige lukket her for tiden, da det er for risikabelt. Det kunne være, at de en dag kunne komme efter mig, netop pga. at jeg hører til lyset!" Han så tilbage på hende, efter at have stirret lidt ud i luften. Det lange blonde hår lå ned langs hans arm, og i en hurtig bevægelse havde han fået alt håret om på den ene side af hovedet, modsat fra der hvor Miara sad, da han helst skulle kunne se hende, uden at have hår inde foran.
"Jeg ville med glæde stille mig til rådighed, for at gå med Dem ind i borgen.." han lukkede øjnene lidt, men da han åbnede dem igen så han beslutsomt på Miara. Han vidste, at det kunne være det sidste han gjorde. Dog vidste han også, at der måtte gøres noget, da hans familie ikke skulle leve i sådan et farligt land, og det var det der kom i første række.
"Jeg aner ikke hvor mange vi er.. Men som sagt, så er der en masse ude i landet, som helt sikkert gerne ville hjælpe. Hvis nu, vi sender en besked rundt blandt gode medborgere, og beder dem om at sende den videre til andre gode folk, og aldeles skal de ikke mistænke dem, for at være på den forkerte side..., Eller.. er det for risikabelt, hvis vi spreder det ud i landet på den måde?" han hævede sine øjenbryn en anelse, og så tænkende ned i jorden. Han lagde sine arme på sine knæ, så han sad i en hvilende stilling.

Miara smiler skævt af Zagsumi. ”Jeg tvivler skam ikke på dine ever, bare rolig” bemærker hun muntert. ”Og jeg er da glad for, du ville kunne give mig en hånd med at trænge ind på borgen. Når alt kommer til alt, må jeg indrømme, jeg langt fra erfaren som lysets kriger endnu. Hjælp vil være kærkommen.”
Miara bliver mere alvorlig. ”Med hensyn til at informere så mange, vi kan, er jeg ikke sikker på, en så åbenlys skildring, ville være nogen særlig god idé. Hvis vi informerede alle og enhver om denne sammenslutning, ville der ikke gå lang tid, før Mørkest Lord var sat ligeså godt ind i vores planer som os selv” Miara ser beklagende, men beslutsomt på Zagasumi. ”Selvfølgelig kan vi, uden at frygte, informere alle lysets krigere, men hvad angår medborgere, er vi nødt til at lade dem bevise, vi kan stole på dem, før vi sætter dem ind i vores planer. Mørkets Lord kan have spioner overalt” siger Miara.

Zagasumi nikkede kort.
"Tjaah.. tænkte nok at det ville være for farligt.. Sandt, de er overalt, og det er næsten også for farligt, at snakke her om det! Specielt det emne..," Zagasumis stemme var lav, så forbipasserende blev nødt til at komme tæt på, hvis de skulle have en chance for at høre hvad han sagde.
"Hvad med paladset? Er.. der nogen mulighed for, at man ville kunne være i fred deroppe?" Zagasumi bed sig lidt i læben. Han vidste det ikke, han havde ikke været oppe på paladset mere end en gang, og det var for at hente hans udstyr, og hvad han nu ellers skulle have på sig, og som han nu ellers havde brug for at have med sig.
"Jeg må indrømme, at jeg selv er nybegynder som Lysets Kriger.. Men jeg har trænet ihærdigt på den nye, skænkede evne! Det har været en yderst hård træning! Heldigvis, har jeg været lærenem med hensyn til denne evne, men jeg føler mig dog ikke 100% sikker på den endnu, hvilket der ikke er så meget at sige til, men jeg forsøger..," Han lod den ene hånd glide igennem sit hår, samtidig med at han slap et lille suk. Han skulle simpelthen øve sig ekstra meget det kommende stykke tid, og det ville så sige, at han ikke ville få tid til sin familie, og at de måtte leve uden ham i noget tid. Han brød sig inderst inde ikke om tanken, men der var ikke andet at gøre, hvis han skulle beskytte dem.

"Jeg har ikke selv været i paladset for nyligt. Jeg ved det ikke. Men det første, vi bør gøre, er at opsøge nogle af mørkets krigere. Vi må finde ud af, hvem af dem der står for at holde vagt over Lysets Dronning, og på hvilke tidspunkter. Og der kommer vi til at skulle forklæde os ligeså grundigt, som når vi skal ind på borgen. Er der nogen af mørkets krigere, der kender til din identitet som lysets kriger? For hvis der er, er din forklædning ekstra vigtig, eftersom en ændring af hår ikke vil være alt, der skal til, for at gøre dig ukendelig" siger Miara. Hun tænker for sig selv, at hun virkelig er nødt til at komme til bunds i denne organisation, finde ud af, hvem alle medlemmerne er, hvor mange de er. For hvor god en forklædning, hun selv og Zagasumi end kan komme på, så er Miara sikker på, det vil være umuligt for to personer at klare denne mission alene. De er nødt til at få fat på nogle flere, også nogle flere af lysets krigere. Og gerne nogle af lysets krigere, som ikke er ligeså untrænede som dem selv. Miara bider sig i læben. Jo mere, hun går ind i denne sag, jo mere kompliceret synes hun, den hele bliver.

((Bliver desværre nødt til at smutte nu. Skal til fransk-.- Sååå... frys?))

((jeps, fryser bare, og så skriver vi bare videre når vi kan (: ))

Zagasumi smite skævt, men flyttede blikket over på hende igen.
"Jeg er ikke sikker.. Men jeg har fulgt efter nogle mistænkelige i nogen måneder, men de så ikke ud til at være nogen af mørkets krigere. Jeg har gemt mig under denne lange kappe, de efterhånden flere måneder, så jeg tvivler stærkt på, at de ved hvem jeg er, hvis de har luret at jeg er en lysets kriger..," Han smilte tilfredst og så ind i Miaras øjne.
"Det var af sikkerhedsmæssige årsager, at jeg skjulte mig for, at de ikke skulle fange mig, hvis der skulle være nogen vidner derude. Man kan aldrig være for sikker af sig..," Han hævede en pegefinger op som et slags advarselstegn og sendte hende et lille roligt smil.
"Godt nok, kræver dette en masse, men hvis vi blot arbejder sammen, træner lidt vær og især, så skal det hele nok gå..,"
*Det håber jeg i hvertfald...* Zagasumi bed sig lidt i sin underlæbe, men fastholdt sit blik på Miara.

//frys

Miara sendte Zagasumi et smil, der virkede mere sikkert, end hun egentlig følte sig. ”Du har ret. Hvis vi står sammen, kan vil klare det.” En tanke dukkede op i Miaras hoved. For et par dage siden havde hun hørt et navn nævnt i kroen... Et navn på en gruppe, der kæmpede imod Mørkets Lord, ligesom Miara og Zagsumi. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på denne mulighed noget før?
Hun kiggede lidt vurderende på ham. ”Jeg tænkte på, om du havde hørt om den gruppe, der hedder ’Dronningens Håb?’ En modstandsgruppe, der helt sikkert ville kunne komme os til hjælp. Vores største problem er allierede, og jeg tror, de ville være med på vores idé. Men… Jeg har endnu ikke drøftet sagen med nogen af dem. Kun hørt gruppen nævnt, blandt et par besøgende i kroen. Det eneste, jeg med garanti ved, er, at de kæmper for samme sag som os: at befri Dronningen. Hvis vi kunne komme i kontakt med dem, ville vi allerede være et stykke af vejen, med hensyn til at skaffe folk til vores sag” sagde hun, en smule tøvende. Miaras viden om denne modstandsgruppe var virkelig meget begrænset, de var øjensynligt ligeså forsigtige som Zagasumi, men det stod klart for hende, hvad deres dagsorden var, og hun så dem som den idéelle mulighed.

Zagasumi smilte skævt, og så en smule beklagende på Miara. Han havde tydeligvis ikke hørt om denne gruppe, og han anede derfor heller intet om, om de ville passe ind i sagen, men omvendt. Hvis blot de kæmpede for det samme som dem, så kunne det vel ikke gå helt galt, og så ville de vel godt kunne bruges til et eller andet!
Zagasumi kort efter lidt langsomt, lettere eftertænksomt.
"Beklager, men jeg har intet hørt om denne gruppe. Dog vil jeg mene, at alle som er imod Dronningens tilfangetagelse, vil kunne bruges i en eller anden sammenhæng. Hvis man blot vil have hende tilbage, er det vel nok i sig selv..," Han smilte et lille roligt smil og lukkede sine øjne lidt, samtidig med at han nikkede kort.
"Man kender intet til deres opholdssted? De må da have et mødested af en art?" han så lettere spekulerende ud. Det kunne selvfølgelig godt være at de randt rundt i byens gader, men dog alligevel måtte de da have et eller andet sted, hvor de mødtes? F.eks. ved et bestemt træ af en art?

//frys

Miara sukkede. ”Nej, jeg kender desværre intet til deres opholdssted… Men…” Miara tøvede lidt. ”Jeg mener at have hørt, at deres leder hedder Chriq, eller noget i den retning. Jeg ved desværre intet om, hvor han for tiden opholder sig, men det ville da være et forsøg være, at prøve at opspore ham, og komme i tale med ham” sagde Miara med et smil. ”Jeg, samt min hest, er vandt til lange rejser, og jeg kan, med min forvandlingsevne, snige mig ind de fleste steder… Du kan ændre dit hår, og har en evne for udklædning, så det skal da nok lykkes os at støve ham, eller nogen andre af gruppens medlemmer, op, er jeg sikker på” sagde Miara opmuntrende. Hun tænkte for sig selv, at han da, om ikke andet, vel ville dukke op i kroen på et tidspunkt. Der kom alle, på det ene eller det andet tidspunkt, forbi.

Zagasumi nikkede let. Chriq? Hvilket mærkværdigt navn! Men det var vel det værd at forsøge sig lidt frem. Meget andet kunne de vel ikke gøre lige nu?
"De ved intet om, hvor mange de er i den modstandsgruppe?" Han hævede sine øjenbryn en smule, og et lille smil kom frem på hans læber.
"Men.. så kan De jo også hjælpe mig med en god udklædning? Vi skulle måske følges lidt ad, eller i hvertfald holde hinanden underrettet? Måske.. tale rimelig ofte sammen, for at holde kontakten ved lige, og for lige at få nye informationer fra hinanden?" Zagasumi holdt sine fingerspidser op mod hinanden, og lod sine albuer hvile på sine knæ. Han sad afslappet foroverbøjet på bænken, og hans blev hvilede et øjeblik ned på jorden, som var lige mellem hans fødder. Det lange blonde hår hang ned langs hans ansigt, og noget af det var spredt udover skuldre og arme.
Det ville være meget rart, hvis de kunne holde hinanden underrettet. Han havde trodsalt ikke stødt ind i andre lysets krigere, så derfor var det vel på en måde vigtig for ham.

”Jo, det ville være smart, hvis vi på en måde kunne holde hinanden underrettede…” Miara tænkte sig lidt om. Det ville have været yderst belejligt, hvis én af dem havde kendt til en form for telepati, men siden ingen af dem øjensynligt gjorde dette, måtte de nok bruge mere jordnære metoder. "Vi kunne aftale et sted, hvor vi mødes. Et sted, som ingen andre kender til, hvor vi kan være i fred uden at blive forstyrrede. Og ikke mindst et sted, hvor der ikke er risiko for, at Mørkets krigere overhører nogle af vores planer…” Miara tænkte lidt, inden hendes ansigt lyse op. ”Da jeg var barn, havde min familie et palæ i Medanien, Cahráll-palæet. Jeg solgte det, da min far døde, til en rig købmand, men denne købmand gik konkurs et par år tilbage, så huset burde stå forladt. Det er ikke en specielt beboet egn, så jeg er sikker på, vi ville kunne være der i fred” sagde hun tilfreds, inden hendes ansigt igen lagde sig i spekulative folder. ”Men hvis vi er langt fra hinanden, ville vi blive nødt til at sende en besked, med en budbringer, hvilket vil være en smule… Kluntet. Det ville måske være nødvendigt at skive i koder, for at undgå opdagelsen af tilholdsstedet. Derfor ville det også være smart, hvis vi følges ad noget af tiden…” sagde Miara. ”Vi kunne tage fra by til by sammen, og undersøge området hver for sig, for at hente oplysninger, både om Mørkets Krigere, men også om Dronningens Håb. Hvis vi søger hver for sig i samme område, er der større chance for, én af os støder på brugbare informationer, samtidig med, at vi er så tæt på hinanden, et det ikke ville være noget problem at komme i kontakt” afsluttede hun.

Zagasumi lyttede til hendes ord ganske opmærksom. Han rettede langsomt sit hovede op igen, for at se på hende og hendes mund, som udtalte de mange ord. Han skulle være sikker på at få det hele med. Halve informationer var ikke noget brugbart, og slet ikke i deres situation med landet. De skulle helst undgå at skulle sige tingene to gange i træk, for så var der større risiko for, at der var nogen der skulle overhøre dem, og man vidste aldrig hvem der kunne få fat i deres oplysninger.
Zaga smilte og nikkede. Det virkede ganske fornuftigt.

"I Medanien siger du? Det lyder ganske fornuftigt. Bare at det er et sted som er fint isoleret, som ikke lige er til at få øje på, og noget som man ikke lige vil kunne besøge. Det ligger ikke alt for frit kan jeg forstå, hvilket er ganske glimrende!" Han nikkede en enkelt gang, som en slags bekræftelse af, at det måtte være det de gjorde.

"Hmmn... Ellers.. må vi få fat i noget, som vil kunne lede os vejen til hinanden. Men indtil da, må vi i hvertfald gøre det på din måde..," Zagasumi lænte sig tilbage på bænken og sad og betragtede hende lidt, inden han kiggede ud på den grusede vej lidt fra dem. Den lå ganske øde hen, så langt han nu kunne se af den.

//frys

Miara tænkte sig lidt om. Ja, det kunne virkelig være smart, hvis de havde haft noget, der kunne gøre det muligt for dem at kontakte hinanden, uden at de fysisk var nødt til at være det samme sted. Men Miara kunne ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad det skulle være for en genstand, der kunne gøre dette muligt. Hun var ikke selv i besiddelse af nogen kræfter, der kunne hjælpe dem med dette problem. Hun havde evner, som egnede sig til at gemme sig, forblænde andre, og snige sig uopdaget rundt forskellige steder, hvor man ellers ikke havde haft mulighed for at komme ind. Men ingen kræfter, der ville kunne lette kommunikation.
Miara sukkede, og fulgte Zagasumis blik, ned af den grusede landevej. De havde snakket længe nok nu, mente hun. Det var efterhånden tid til noget aktiv handling, at sætte planerne i værks. ”Jeg spekulerede på, om vi skulle starte med at tage til Byen og lede? Der er mange mennesker, og det virker derfor, for mig, som et godt sted, hvis man vil finde en bestemt person*. At der er mange mennesker, vil også gøre det nemt for os at skjule os i mængden” argumenterede hun, og så på Zagasumi med let sammenknebne øjne mod solen.

((*tænkte på om vi ikke bare kunne sende en pm til et af medlemmerne af Dronningens Håb og møde dem et sted?))

//frys