Piign så afventende over imod ham. "Hmf.. Som om han kan gøre noget, der vil skade mig.." Tænkte hun hånligt, men havde på ingen måde regnet med at han ville bruge hendes kat. Hun stivnede fuldstændig. Blev næsten lam, da hun så at han havde fat i Baby. (Heh.. Elsker det navn xD)
Hun ville løbe over til ham, men hendes krop ville ikke rigtig adlyde. Hun genlevede et øjeblik den følelse hun havde fået da Kiini døde. Andre folk - selv andre katteejere - ville sikkert bare sige "Få dig en ny.." Men det var anderledes for Piign. Hun var sammen med sin kat 24/7. De var altid sammen. Hvis Baby døde, ville en lille del af Piign også dø.
"Slip hende!" Kommanderede hun. Hendes stemme var kold og fuldstændig følelsesløs. Slet ikke så drillende og munter, som før. Før kunne hun slet ikke lade være med at smile. Hun havde syntes at det var så sjovt, at der endelig var en der faktisk gad at svare hende igen. Spille med. Men nu var han gået over stregen og nu var det langt fra sjovt mere.

(Weee.. 100 beskeder!!!)

Perfekt, det var noget der slog hårdt mod hende. Men han havde ikke regnet med at der ville være sådan et tæt bånd mellem hende og katten.
Han holdt den ud for sig og lagde hoved lidt på skrå, for at bedre kunne se på den. Dens sorte pels dens blå øjne... Hmm du er da ikke så sød, hvad ser hun i dig? Nå put, hvis den betyder så meget for hende. Han drejede katten rundt for ligesom at se den fra alle vinkler, da kattens hoved igen var ud for hans hoved og han så den i øjne, blev hans øjne store af ren frygt, eller ikke af frygt men at forbavelse. I det øjeblik han så katten i øjne mindede den ham om Josette. Hun gik også altid rundt i en sort katteskikkelse. Han slap katten med et så den landte på jorden og løb hen mod Piign. Mere så han ikke før han drejede om på hælen og så ud i mørket...
Josette...

Piign reagerede med det samme og mumlede et par ord. "Kimoru Silamy". Lige før Baby landede, fik Piign hende til at svæve og flyve over til Piign. Hun knugede den lille kat indtil sig og lod den flyve igen. Hun kiggede lidt rundt og sendte hende afsted imod hytten, hvor hun fik døren åbnet og lukket, da katten var indenfor. Dette svækkede dog bare endnu mere på hendes kræfter, da det ikke lige var hver dag hun lod ting flyve så langt.
Piign sukkede lettet over at katten var i sikkerhed og vendte sig imod Batok. "Dit.. Dit l.." Hun skulle til at råbe ad ham og forbande ham, værrer end hun nogensinde havde forbandet nogen, men hans følelser svækkede hende. Hun tog sig til hjertet, med et gisp. Det her var, om muligt, endnu værrer, end da hun så ham med katten. Det føltes som om hun blev stukket i hjertet og hver gang smerten så ud til at falme, så kom den igang.. Bare værrer.

Han faldt på knæ med hænderne om hoved, hele hans krop rystede af smerte, ikke fysisk smerte men mere mentale smerter han fik ved at tænke tilbage på sin fortid, som han ellers troede han var blevet ferdi med at tænke på.
Jeg troede jeg var kommet over det! hvorfor starter det hele nu igen, bare fordi jeg tænkte på Josete?.. Oh Josette.. Argh glem hende!
Han rystede på skulderne som om han vil ryste alt af sig, så han bare kan side tom og med lidt ro i sig selv...
Alt det her sker fordi han tænker tilbage på fortiden ikke bare på Josette, men for mange mange år siden da hans familie blev dræbt af de lyses kriger, hans opvækst som kriger og alt det slagteri han har været med til. Han har taget flere tusinde liv igennem sine mange år. Og han ser dem stadig for sig.
Han tager et par dybe indåndninger og for lidt styr på sig selv efter sekunder tælle frem.. 5 sek, 10 sek, 15 sek, 40 sek, 1 min. Til sidst sad han bare musse stille med hænderne om hoved for ikke at få sine syner igen om fortiden.

Udefra ville det nok se lidt sjovt ud. To personer, der så ud som om de havde krampe eller sådan noget. Men Piign kunne slet ikke se det sjove i det. Et par sekunder efter han var faldet ned på knæ, fulgte hun hans eksempel. Også selvom det ikke var hendes smerte, så følte hun den nærmest dobbelt så meget. Hun kunne ikke tyde hvorfor han følte sådan, selvom hun hele tiden syntes at tænke på navnet Josette. Når hun blev bedre til denne evne, ville hun kunne finde ud af hvem eller hvad der foråsagede denne følelse hos personen og hun ville også kunne bestemme hvornår hun ville føle personens følelser og hvornår hun ikke ville. Men det level var hun slet ikke noget til endnu. Hun pressede øjnene hårdt sammen og prøvede at følge hans eksempel, med at trække vejret dybt og bare sidde.. Det hjalp dog ikke før, han selv blev nogenlunde rolig. Hun sad med øjenlågene presset hårdt i, mens hun håbede at han havde fået kontrol over sine følelser..

Han rokkede lidt frem og tilbage, men blev så hel rolig.
Han så over på Piign mellem sine fingre, så hun sad ligesom ham og vred sig, prøve at trække vejret roligt. Hvad er der galt med hende? han kom stille og roligt på bene og så på hende. Kan hun føle mine følelser eller hva? Han tænkte på alle mulige grunde til hvad der skete med hende og fandt til sidst frem til svaret, Hun kunne føle hans følelser se igennem ham, og han smerte blev til hendes smerter...
Han lukkede øjne og prøvede at stoppe hendes forbindelse til hendes magi, men uden held. Hendes besvægelse hun lavede før gjorde hende immun for alt magi.
Han snarrede for sig selv og gik så hende til hende.
"Det er både en gave og en forbandelse at kunne føle andre, mærke deres sjæl, krop, følelser, deres smerter."
Han stod og så trist på hende, hans skyld hun havde delt lidt af hans smerter.

Piign åbnede tøvende øjnene. Hun lyttede forundret til ham. Det var ikke ham hun havde forventet at høre disse ord fra. Ham der før havde udnyttet hendes kærlighed til den lille kat. "Du ved slet ikke hvordan det føltes." Sagde hun og havde med et krænget sin sjæl helt åben. "Hvem er Josette..?" Spurgte hun. Hendes stemme var på ingen måde hånlig eller drillende. Ikke som før. Den var blid og forsigtig. Siden bare mindet om denne person, gjorde at han følte sådan, vidste hun at hun måtte være forsigtig. Både for hans og hendes egen skyld. Hun rejste sig langsomt op og opdagede at hun rystede. Hun prøvede at tage sig sammen og holde op, men det var ikke så let, som det så ud til. Der var fire personer i hele verden der havde oplevet hende sådan her.. Så sårbar og åben. Der var hendes forældre, hendes storebror og nu ham. Hvis ikke hun havde følt den mentale smerte før, ville hun havde gået og drillet ham med at han havde en kæreste, men nu.. Det var det sidste hun nogensinde ville gøre.

Han skulle lige til at svare men da han hørte hendes første kommentar ferdi, kunne han alligevel ikke få sagt noget.
Nej hvor skulle du vide fra hvordan hun må have følt det? Du fandt og brugte hendes svaghed til hendes kat bare for at drille hende. Du er stadig den samme onde person som du var for 1000 år siden.
Han bed sig selv i læben, han var ked af hvordan det var gået så slemt til.
Han har aldrig haft hensigt af at pine andre på den måde, eller havde han engang elsket at gøre...
Da Piign spurte om Josette blev han endu mere stum. Han vidst ikke hvad han skulle sige. Men tvang sig selv til at svare hende, han skyldte hende en undskyldning og meget mere end bare det...
"Josette var mit livs kærlighed, kan man godt sige. Første kvinde jeg holdte af, kunne ikke tænke på andet end hende, og hun var med til at gøre mig til hvem jeg er idag. Hun hjalp mig igennem min fortid og gav mig et lyspunkt i livet. Men så en dag forsvandt hun, eller jeg forsvandt fra hende. Jeg er ikke helt sikker mere. Men savner hende, og jeg føler livet ikke er hver at leve mere uden hende." Han så op i himlen, klar over at han selv var skyld i hans pinsler, og han nok bare skulle komme videre. men han kunne ikke glemme hende. Josette...

Piign så ned. Ej, hvor hun hadede sådan nogle situationer.. Hun kunne sagtens mærke at han var ked af det og hendes evner rækkede lige langt nok til at hun kunne mærke at det var hende der havde fået ham til at føle sig sådan. Hun sukkede kort og lyttede til hans fortælling. Hun vidste at det var meningen at hun skulle klappe ham på skulderen og fortælle ham at det nok skulle gå.. Men det kunne hun bare ikke. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det. Hun havde aldrig haft en vigtig person i hendes liv. Hun havde haft hendes forældre, men hun havde hele hendes barndom vidst at det ikke ville holde lang tid. Hun blev egentlig en smule overrasket over at de havde overlevet helt til hun blev 10. Men hun havde ikke ladet sig komme særlig tæt på dem og ligeledes med sine søskende. Det var nok også derfor at reagerede så voldsomt, på hendes kat. Hun havde aldrig haft nogen til at lære hende, hvordan hun skulle gøre sådan noget her. Hun trak vejret dybt ind og endte med at omfavne ham. (?) Hun havde ingen idé om hvordan han ville reagere. Hun anede ikke hvad hun lavede, men nu måtte hun altså bare prøve sig frem og det var det der kom naturligst til hende. Et kram.

Han stod og kunne ikke finde hat eller brilelr da hun krammede ham, han har ikke fået sådan et i flere år.
Han stod på kanten til at give efter og kramme igen, men han kunne ikke. Hvem var hun enlig? for et kort øjeblik siden irreterede de hinanden til døde og nu stod hun og krammede ham. Han havde ikke et problem med hende, men han vidst bare ikke hvordan han skulle reagere. Og sådan stod han, med armen halvt om hende usikker på om han skulle gengælde krammet.
Han kendte intet til hendes fortid eller at han var et af de få mennesker der havde set hende sådan, eller hvor hård en barndom hun måtte have haft.
Så det var ikek personligt ment at han ikke krammede igen, det var bare mere fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre.

Piign stod lidt og bed sig i læben, mens hun fortsat krammede ham. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde forventet at han enten krammede igen eller skubbede hende væk. Hun havde ikke regnet med en mellemting. Hun stod lidt og tog sig sammen og trak sig væk fra ham. "Hvad er der galt med mig?" Tænkte hun og kunne ikke rigtig selv forstå hvorfor hun havde krammet ham. Men igen - det var det der kom naturligst. "Ehm.." Mumlede hun lavt og ville lige nu ønske at de stadig var i gang med at kæmpe. Hun så ned i jorden. Et par gange forsøgte hun at se op, men selvom hun ikke kendte ham eller noget, så havde hun svært ved at se ham i øjnene.

Da hun trak sig væk blev han næsten skuffet, han havde haft noget kontakt med en anden person i flere år, selvom hun var en lille pige i forhold til hans alder.
Han lagde hoved på skrå og så på hende. Krammede hun mig fordi hun følte at det var syndt for mig eller var der noget... mere i det? Han kunne ikke rigtig finde et logisk svar da han ikke kunne læse hendes tanker. Men et svar kom stille og roligt frem....
"Du må undskylde det med katten, gik over stregen med at drille hinanden der." Han bukkede dybt for hende, og stod sådan der i et stykke tid indtil hun havde tilgivet ham. Han havde nok ramt hendes mest sårbare punkt. Han havde levet de første 400 år af sin ungdom hjemme hos hans forældres på et af de mørkets borg og vokset op som en rigmands søn og derfor havde han blevet tvunget hele sit liv at være høflig overfor andre på borgen og det har så smittet af på hans hverdag.

Piign så lidt på hans - i hendes øjne - ynkelige gestus. Hun trak lidt i ham(?), for at få ham op at stå. Hun kunne sagtens mærke skuffelsen over at hun slap ham og kunne ikke lade være med at smile svagt. "Det gør ikke noget. Hvis jeg havde vidst noget om Josette på det tidspunkt havde jeg da også udnyttet det.." Sagde hun og prøvede at finde ud af hvorfor hun var sådan. Hun var nok ligeså forvirret over hendes handlinger, som han var. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke bare udnyttede at han var sårbar og drillede ham med Josette. Måske fordi at hun havde følt hans længsel efter hende. Måske på grund af noget andet. Hun smilede lidt opmuntrende til ham og ønskede kort at hun ikke havde sluppet, men at hun havde været tæt på ham igen. Hun fik et øjeblik, igen følelsen om at han var gammel. Eller ikke på den samme måde som en bedstefar eller sådan noget. Men hans sjæl var gammel. Hun betragtede ham lidt. Betragtede hans grå hud.

Nok var han blevet lidt mere normal med gestus til andre folk, men var svært at slippe af med den vane, når han var vokset op i et liv med tjenste folk, hersker hertuger og han havde været tvunget til at være sådan, og derfor følte han sig utilpas da hun hev ham op i en normal stilling.
Til hendes lille kommentar kunne han ikke lade være med at komme med et lille smil. Ja hun kunne jo bare udnytte hans svaghed nu når han har vidst den.
"Ja, kunne du nok have fundet på" Deres lille møde havde lært et og andet om hende.
Han fik et større smil frem, hun fik ham til at føle sig bedre tilpas.
Måske fordi han ikke har snakket med nogle i så lang tid, eller også bare fordi hun var venlig og anderledes over for ham.[/i]

Hun smilede blidt til ham, da hun så hans smil. Hun trak vejret dybt og og sukkede glad. Det var underligt hvordan stemningen ændrede sig så hurtigt. I starten havde de kæmpet hårdt mod hårdt og de havde begge to ramt hinandens sårbare punkter. Nu stod de og smilede til hinanden. Piign grinte svagt over det - for sig selv. Hun kunne ikke finde ud af sådan noget her, hun var trods alt aldrig sammen med nogen. Men en ting hun vidste, var at hun kunne godt lide at være her. Sammen med ham. Hun smilte lidt og besluttede sig for at hun kunne ligeså godt gøre det. Og hvis han så ikke ville have det, kunne han bare skubbe hende væk. Hun omfavnede ham igen. Denne gang lidt mere sikkert og bestemt, end før. Men stadig prøvende og uerfarent. "Tak.." Sagde hun lavt, mens hun krammede ham. Hvorfor hun sagde tak, vidste hun ikke helt. Måske fordi at han havde fået hende til at åbne sig. Måske fordi han havde lært hende noget. Måske havde han hans intentioner ikke været at lære hende noget, men ligemeget hvad, så havde hun alligevel lært et og andet om det at være sammen med en anden.

Han stod stadig usikker på hvad han skulle gøre, men besluttede så til sidst at ligge en arme om hende og gengælde hendes kram.
Han følte sig skyldig, hvorfor vidste han ikke helt. Måske fordi han var skyld i noget af det der var sket, og hans fortid ikke skal give smerter til en fremmed...
Han blev endu mere ude af den da hun sagde tak, hvad har han gjordt for hende andet end smerte? han kunne ikke selv finde svaret, men sagde aligevel til sidst med en hvisken. "Det skal du ikke tænke på."

Piign smilede lidt for sig selv, da han krammede hende tilbage. De stod sådan lidt tid, før Piign tøvende slap ham igen. Hun så lidt ned i jorden og så op på ham. "Hmm.." Mumlede hun lavt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre noget. Det var lidt svært at komme videre fra det her.. "Hmm.. Hvad skal vi lave nu..?" Spurgte hun og vidste ikke helt om hun spurgte ham eller hendes selv. Det var ikke så tit hun kom i sådan nogle situationer, så hun vidste ikke hvad man gjorde nu.
Hvis hun var som hun plejede ville hun nok bare have sendt en eller anden forbandelse efter ham. Måske den med blomsterne? Men hun kunne ikke rigtig få sig selv til at gøre det. Måske fordi at hun var kommet så tæt på ham. Måske fordi at hun havde ondt af ham, pga. Josette.. Måske..

Han stod lidt og så på hende. Han tænkte alt det igennem der lige var sket, et sjovt møde de havde haft. Hvis han tænkte tilbage kunne han ikke helt forstå hvordan det hele var started.
Hans lilla øjne så på hende mens han tænkte sig om, ja hvad nu? Han vidste ikke hvad der nu skulle ske, hans fortid, hans mest dyrebare er sluppet ud og nu kender en anden person hans liv stort set..
Han så væk fra hende, da han ikke helt kunne holde blikket på hende...
"Jeg ved det ikke." han så tilbage på hende.

"Hmm.." Sagde hun tænkende og blev efterhånden træt af at stå. "Unath Kijami" Sagde hun, som om det var det mest naturlige og strakte sin arm ud. Kort efter var hendes kost fløjet hen til hende. Hun satte sig på den og lod den flyve tre-fire cm. op i luften, så hun brugte den til at sidde på. Hun smilte lidt og nød den lethed hun altid fik, når hun sad på kosten.
"Hvorfor er din hud så grå?" Spurgte hun endelig, for at bryde stilheden. Hendes stemme var på ingen måde fordomsfuld eller noget i den stil. Den var bare nysgerrig. Hun smilte blidt til ham og så lidt ned, før hun så op igen.

Hun kan ikke være så gammel, ellers ville kende mere til dens væsner... "Det er fordi det er hvad jeg er, en mørk elver." Han smiler kort som om det burde alle da vide.
Han stod stille i nogle sekunder og så hende stige op på kosten. han vidst ikke hvad han selv skulle gøre andet end at se hende tage afsted om lidt.