Elizeph ignorere Ytriels tankekommentar..
Han gibber i hele kroppen da Shinichiro også knæler ned.
"Herre, det er ikke meningen at DE skal bukke Dem!" udbryder han og træder et skridt frem.. et lidt opgivende udtryk hviler i hans ansigt..
Har han ikke forstået det?! tænker han en smule panikken... Dog får han ro over sig i sidste ende..
Han ranker bare ryggen, og lader Shinichiro forhøre sin nye undersåt.
på et lidt senere tidspunkt, vil han dog bryde ind og spørge om tilladelse til at gå igen.

" Kage..? Han skæver til Elizeph inden han ser undrende på Shinichiro.. Ehm.. Det kommer meget an på hvilken kage, nogle er for søde og fede il min smag.." Forklarer han, men bliver lettere fortumlet da Shinichiro pludsleig knæler sig foran ham. "Eh..Herre, lyt til Elizeph..Det klæder ikke en af Deres status at knæle for en af min rang." Han bider sig endnu engang i læben, inden han ender med at sætte sig ned på bagdelen, mens halen svirper frem og tilbage bag ham. "Ko..? Nej... Jeg er dæmon, hersker, ikke ko.. Selvom jeg har æselhale.." Han skæver uroligt til sin hale og den nysgerrige Shinichiro, tydeligvis uvandt med situationen. Han sender et kort hjælpeløst blik til Elizeph. Skal han virkelig stille sig til tåls med denne knægt? Vil han da overhovedet kunne vænne sig til det?

Han smiler bredt da Ytriel svarer på hans spørgsmål om kage, og efter Shinichiro's opfattelse, betyder det at han godt kan lide kage, selvom Ytriel egentlig ikke direkte sagde ja. Han drejer hovedet mod Elizeph, der irettesætter ham. "hvad skal jeg så? jeg forstår ikke den her dæmonhersker-leg!" kommer det kort fra ham med et barnligt klagende hvin. Hans humør løfter dog hurtigt og han smiler igen bredt.
"Hey! Elizephsie.. Kan du ikke finde noget mad med din slikkepinds-stav?" spørger han med store glimrende øjne, der kigger på staven. For ham er Elizeph altså noget af det ypperste.. Lidt a la en storebror agtig forgudelse.. Alt hvad Elizeph kan er SEJT.

Han vender sig mod Ytriel da denne snakker til ham igen.
"Haha! Jeg syntes nok du ikke ligner en ko.. Ihvertfald ikke dem vi har hjemme ved mor og far" han griner kort og barnligt ved en tanke han får omkring nogle af køerne derhjemme.

Elizeph blegner lidt..
"Geh?!" lyder et lille udbrud.
slikkepindsstav? han sukker opgivende.
".. Hersker... Ehm.. De er højere stillet end os.. Kan De ikke i det mindste bare FORSØGE at skabe Dem et værdigt ydre? Hvis nogen af lavere rang bukker for Dem, så skal De IKKE bukke.. Og.. er De sulten, så skal De blot sige; Skaf mig mad, det er en ordre.. eller noget i den dur.." han lader hånden glide op til sit ansigt og flytte nogle hårlokker igen.
Han skæver mod Ytriel.. Ja, nu er Elizeph vist ikke alene om at være i hænderne på deres barnlige, men dog nuttede hersker..

Han sukker så igen.
"Herre.. Det ses helst at De ikke omtaler Deres jordiske plejeforældre som Deres 'mor' og 'far'.."

Ytriel hodler en hånd op til panden, en smule hovedrystende. Allerede nu er han ved at få hovedpine af sin nye hersker. " Du godeste.." Lyder det småmumlende fra ham. Selv hans lillesøster opfører sig langt mere eksemplarisk end Shinichiro. Slikkepindsstav..? Han skæver kort hen til Elizeph og kan ikke lade være med at sende denne et lille lettere tilfredst grin.
" Deres far og mor?.." Han ser tilbage på Shinichiro.
" Er De opvokset på en farm eller noget i den stil?" Han havde lidt svært ved at forestille sig en knægt, og mindst af alt en dæmonhersker som bondgårsdaknægt. I hans øjne skulle dæømonherskere være smukke og elegante, og kloge.. Shinichiro var ikke direkte klog lod det til, elegant kunne der debatteres lidt om. Men drengen havde da en vis charme.. Det var da altid noget.. Ikke?

Han griner lidt og rejser sig op, hvorefter han ser op mod Elizeph med et observerende blik i et øjeblik.
"Jeg er ihvertfald den laveste af os tre!!" siger han så med et fnis og kravler op i stolen igen hvor han sidder på knæ, og kigger begejstret frem mod de to andre.
"okay! Elizephsie! Skaf mig masser af slik og kage! og vi tre skal spise sammen! ogeh, ja.. Det er en ordre!" fniser han det sidste ud.

"Jamen.. de er jo min mor og far.. Hvad skal jeg ellers kalde dem?" spørger han, skyder underlæben frem og misser let med øjnene mens han ser bebrejdende på Elizeph, som om denne havde spist den sidste kage foran snotten på ham.
(Risa! Det face du kan lave! xD kan ikke beskrive det XD Priceless)

Han ser så mod Ytriel igen, og smiler. "Ja! I Medanien! Der var rigtig fint! og mange dyr! Jeg elsker dyr!" Får han random fortalt den anden, selvom han egentlig ikke spurgte til det.

Elizeph står lidt bleg i betrækket.. han ender dog bare med at sukke halvtungt..
"Javel Herre." lyder det ganske kort fra ham, inden han træder nogle skridt fremad..
Med den ene arm hæver han staven i retningen mod bordet.. En lille lav mumlen, og ud af det bare ingenting, folder der sig en dug ud, popper skåle op med diverse frugter.. både almindelige såvel som kandiserede... alverdens slags frugter og kager, og det stopper først med at dække op, da der ikke er mere plads, og der står to tallerkner i den ene ende af bordet.. en til Shinichiro, og en til Ytriel.
"Jeg håber Deres ordre er udført tilfredsstillende nok?" spørger han med en ærebødig stemme..
"- Og et lille ønske fra min side, herre.. Vil De være venlig at kalde mig Elizeph, istedet for Elizephsie? Det giver Dem ikke et værdigt image"

Han tier i nogle sekunder.
"Muligvis er kvinden Deres rigtige moder. Men deres rigtige far var en af mine forrige herskere.. Og jeg kan forsikre Dem om, at det IKKE er ham, som De kalder far.."

Imens Elizeph fremtryller mad, rejser Ytriel sig op fra gulvet og børster sit tøj for støv. Han skæver til Shinichiro.. Første ordre; at spise mad.. Det lyder da som en ok ting at gøre.. især når han ikke har spist hele dagen, ikke andet end de par æg han fik til morgenmad. Han ryster let på hovedet inden han lydigt sætter sig ved den ene tallerken. " Efter Dem, Herre." Siger han med et lille prøvende smil, mens han gør en lille gestus ud mod det store madfyldte bord.
Dog kan han ikke lade være med at smile lidt. " Kom nu Elizeph. Jeg er sikker på at ∑imeiniz ville have været en ganske glimrende hersker på en gård." Han skal lige til at sige mere, men mærker i samme nu det rykke i hans venstre øre. Han stivner, midt i en bevægelse. " For pokker..!" Mere når han ikke at sige før han sidder på stolen nu i sin kaninskikkelse. De stride ører stritter lige akkurat op over bordkanten, mens han mest af alt har lyst til at synke dybt ned i jorden af flovhed. Nej nej nej.. det skete bare ikke!
Han gnubber sine lyselillae øjne med de korngule poter med de skarpe sorte kløer, som for at se om det bare er en drøm.
Hvilket det uheldigvis ikke er.
Han skæver temmelig uroligt hen imos Shinichiro.

Han smiler stort ud over bordet og klapper i hænderne over det festmåltid der fremtrylles.
"Elizephsie, du er den bedste!" griner han barnligt.
Han ser så mod Elizeph igen. "Neeej nej nej nej" siger han og ryster på hovedet. "jeg vil kalde dig Elizephsie hvis jeg vil!"
"Men jeg skal nok prøve at lade være med at sige det foran andre, hvis du bliver ked af det.."
Han smiler og kigger lidt på bordet, og registrerer at der kun er to tallerkner.
"Ih altså! Du skal også spise sammen med os! En ordreeeeeh~" griner han. Han kunne godt vænne sig til at udlange ordrer.. Det her er jo sjovt!

"Men han var jo ikke en far for mig.. Han ville jo ikke en gang have mig" siger han med et grin..

Han ser så mod Ytriel, da denne udbryder et eller andet, og hans blå øjne bliver næsten dobbelt så store og et meget skingert hvin lyder gennem salen da han ser den søde kanin på stolen hvor Ytriel sad før.
"SEEEEE EN KANIN!!!" udbryder han og springer op af stolen og tager kaninen i favnen. "Nuuuurh, den er så søøød.. Jeg vil passe den, og elske den, og give den mad og den skal hedde Kurt!" siger han og kysser den på ryggen i dens pels. Det slår ham slet ikke at kaninen er Ytriel.. Så langt tænker han slet ikke..
"ELIZEPHSIE! MÅ JEG IKKE BEHOLDE DEN? MÅ JEG IKKE NOK, BE BE?!" tigger han med store våde hundeøjne og krammer kaninen ind til sig, dog uden at mase den.

Elizeph holder en hånd op for munden for at kvæle et grin.. den der forvandling kunne ikke have siddet bedre.
"... Ja.. og De ville være et glimrende gårddyr.." lyder det nedladende tilbage..

Han genvinder sit stoneface og.
Han ryster lidt på hovedet.
"Jeg må desværre afslå Deres ordre.. Jeg er veganer.. Jeg spiser intet der har været varmet op over 45 grader." han bøjer nakken en smule.
"Så må De straffe mig hvis De lyster det.." han lægger en hånd hen over sit hjerte, gør sig parart til et voldsomt dræbende angreb.. Indtil han så husker hvem det er han taler til.. så retter han sig op igen.. risikoen for at Shinichiro vil afstraffe ham, er minimal.. Ganske vist er der også æbler og den slags, men Elizeph føler ingen sult ligenu.

"Denne kanin er Ytriel.. Så.. De kan gøre med ham hvad De vil." lyder det roligt fra Elizeph..

"Kan jeg få tilladelse til at gå til mine gemakre, Herre? Jeg har et vigtigt eirne at forholde mig til."

l spjætter lettere hjælpeløst i Shinichiros favn. Og ser endnu mere hjælpel'st hen imod Elizeph der langtfra ser ud til at ville hjælpe ham ud af dennt dumme situation.
De korngule ører bliver lagt fladt ned imod ryggen, mens han så vidt muligt forsøger ikke at blive for mast af den lidt for dyreglade Shinichiro. Indenvendigt sukker han, indtil han lidt opgiver sin kamp om at komme fri. Kurt!!!?? Han ryster vildt på hovedet. Dumme knægt.. Det var da totalt tåbeligt. Helt og aldeles idiotisk.

(( soprry det korte svar ^^; ))

"Nej, han hedder Kurt" siger han smilende. Han tror bare at Elizeph mener at den skal hedde Ytriel.
Han smiler skævt, men nikker så. "Hvis du har travlt så er det iorden Elizephsie" siger han med et stort tandsmil.
"Sov goooodt" kommer det dernæst fra ham, stadig smilende.

Han ser mod kaninen i sin favn, "Vil du følge mig hen til mit værelse?" spørger han Elizeph. "Jeg vil i seng.. jeg tror også kurt er træt.." siger han og aer kærligt den lille kanin.

Elizeph står lidt.
"Hvad med Deres mad?" spørger han roligt..
"De kan følge med, hvis De ønsker.."

Han vender roligt fronten mod døren ud.. Med elegante, halvlange skridt begynder han at gå mod døren.. Shinichiro kan følge med hvis han vil, så kan han blive fulgt til sig værelse.. dog, hvis denne bliver, vil Elizeph bare gå ind til sig selv.

//out

(undskyld for et lidt rodet indlæg.. tabte tråden ^^;; )

Han smiler og ser mod bordet, som Elizeph har ordnet til dem.
Han snupper hurtigt et fad med en stor kage på, og lunter ud af salen med kagen og kanin/Ytriel i armene.

/Out

Elizeph sidder for enden af det lange bord.. den største af stolene, som egentlig var beregnet til Shinichiro... men af en eller anden grund er det altså bare gået hen og blevet Elizephs plads...

Bordet er dækket af forskellige retter blandet mellem både varmt og koldt.. Men Elizeph spiser blot nogle blandede frugter fra en skål.. Han spiser jo intet der har været varmet op til over 45 grader..

Han er som altid iført et smukt sæt tøj.. men i dag er det meget neddæmpet og består af en sort kjortel med et vinrødt bånd om maven.. over skuldrende ligger hans skrifteklæde som altid og pryder de let smalle, men alligevel halvbrede skuldre.

han læner sig let tilbage med skålen i den ene hånd og en lang, tynd gaffel af det purreste guld i den anden..
Hans hår er løst og hænger blot bølgende ud over armlænet

Langsomt går døren til den store sal op, og ind lunter Ytriel.
Håret er fugtigt og velduftende, tydeligt at han lige har været i bad.
De lyse violette øjne ser sig kort omkring inden han lukker døren i efter sig.
Efter at have været i sin nye herres gemakker hele natten og en pæn del af morgenen, havde han valgt at gå direkte i bad.
Han havde stadig kvalme efter at Shinichiro har haft tvunget nogle søde kager i ham, istedet for at give sig til det mere sunde mad Ytriel havde været nede at hente i køkkenet.

Han strækker sig kort i sin turkis-grønne jakke med de lettere gyldne mønstre ved ærmerne, og et par enkle sorte bukser, samt tilhørende knæhøje støvler. Egentligt meget afslappet klædt i forhold til hvad han egentligt plejer at gå klædt i.
Med et lidt veltilfreds smil slentrer han videre ind, napper en tallerken og tager et rugbrød og en smule af noget hummus op på tallerkenen, inden han sætter sig ned med en afslappet bevægelse og sender nu Elizeph et temmeligt smørret smil.

Elizephs blik fanges da døren går op.. Ytriel?
Han hæver let et øjnbryn, men trækker ellers ikke en mine i det kølige ansigt... han sætter skålen fra sig på bordet, løfter sit glas med det klare, kolde vand, hvor nogle dråber saft fra et friskt kirsebær er dryppet i, for at give det den gode bismag..
Hvad er der med ham? tænker Elizeph undrende, inden han i sine tanker slår evnen til at læse andres inderste tanker til..
Han nipper let til glasset og fastholder de smagradgrønne øjne på den anden dæmon..
Hvorfor det smil? Hvorfor den attitude?

Og hvorfor tænker Elizeph overhovedet over det?

Stadig med dette fornøjede og temmeligt selvfede smil begyndte Ytriel at gumle i rugbrødet for at få den kvalme smag af kagerne han havde fået til morgenmad væk. Alt imens han tanker vandrede hen på hvad der var sket om natten. Om, ja..
Roligt rakte han ud og fik skænket sig en kop urtete op. Han kunne have været værre, men må indrømme jeg havde ventet lidt mere af en hersker.. Men hvad pokker. Det kan vel tillæres..?
Med et lille grin strøg han lidt sukker i teen og rørte med smidige bevægelser rundt i den, inden han tog sig en slurk.
Ganske uvidene om den uvelkomne gæst der var på vandring i hans inderste lumre tanker.

Elizeph kløjes næsten i cherryvandet med et halvvoldsomt kast fremad.
"HVAD I ALVERDEN HENTYDER DE TIL?!" udbryder han hostende.
"Hv-hvad har De lavet med hersker Shinichiro?!" han kan mærke sit hjerte hamre af nervøsitet.. ikke jalouxi.. men ren og skær nervøsistet! som en far der lige har fået at vide af en eller anden fyr, at han har været i seng med faderens datter!
Elizeph smækker glasset i bordet.. men det splintreds ikke.
de lange sorte lokker hår slår nogle blide bølger omkring det kønne, smalle ansigt, og de ligenu forvildede grønne øjne..

Ytriel løftede et af sine blonde øjenbryn af Elizeph. Så den gamle gnavpot havde været inde og lege med hans tanker? Sikken en idiot!
Med et lettere sarkastisk smil sippede han til sin te; perfekt temperatur. Han sippede lidt mere før han sendte et drillende og temmeligt moret blik til Elizeph. " Jaaah, det er jo ikkke til at vide Elizephsie~" Svarede han roligt igen, tydeligvis morede det ham kosteligt at se den anden ældre dæmon være så oprevet.
Han sippede lidt mere til teen, inden han roligt tilføjede et mumlende. " Man må jo prøve dem af, ikke?"
Idet hele taget var han meget stille og rolig i sin opførsel, selvom et stort srkastisk og lettere sadistisk smil var at se på hans læber. Han kunne ikke få sig selv til at skjule sin morskab, og han havde heller ikke tænkt sig at skjule den for den sags skyld.