Hvordan det pludselig skete, at Selmy var blevet hovedrollen i en eventyrlig fortælling om en skovgud, vidste han slet ikke. Det hele skete bare, og udspillede sig for øjnene af ham. Han kiggede ned på den dreng han holdt om, forundret og forvirret. Men også lidt nysgerrigt. Hans hoveren var holdt op abrupt, og han betragtede ham bare, og lod forsigtigt sine fængslende arme om ham glide en smule løst.

Selmy kendte slet ikke til den slags lege. Han havde aldrig spillet rollespil, ikke engang som dreng. Ikke på den måde.

At fornærme guderne, ved at opdigte en fantasigud, var vist heller ikke helt tilladt. Han var ikke helt sikker. Sådan noget gjorde man bare ikke, og det virkede i det hele taget forbudt.

Men... hvis Selmy var en skovgud, hvem var Theodore så i alt det her? Han blinkede forvirret med sine øjne, mens han fulgte med i scenen... I monologen... der blev opført foran sig.

Om forladelse ... Denne dødelige kender ikke sin plads.

Mon Selmy var antagonisten i Theodores fortælling? Theodores karakter var blot et menneske, åbenbart. En dødelig skabning, der var havnet i kløerne på en skovgud? Men hvorfor? Selmy afventede næsten at Theodore skulle fortælle mere, men så kiggede han på ham med det der blik. Tilbedende... sårbare blik. Aldrig havde han set ham sådan før. Åh gud? Selmys hjerte begyndte at hamre derudaf. Var det op til ham at svare nu?

”Hvad?” Hviskede Selmy nervøst. Hans blik dirrede forvirret. Hans krop stod handlingslammet, med Theodores hænder på hans overarme.

Selmys far afskyede sådan noget som teater, fiktive fortællinger og små løgnhistorier. Den slags blev IKKE værdsat derhjemme. Men hans mor havde engang taget Selmy og Ceelia med på teateret, hvor der blev danset ballet, hvor der blev læst højt om hvorfor en af danserinderne dansede så forelsket, og hvorfor de to konkurrerende balletdansende mænd sloges om hende. Selmy huskede at finde en af de mandlige dansere noget mere fascinerende end danserinden... Der havde været ganske få replikker, men de sad fast i ham stadigvæk, selv her, tolv år senere.

”Jeg... bad om kongens blod,” Selmy rankede sig en smule, og veg et enkelt skridt baglæns. Hans stemme var gjort dybere. Mere mægtig. ”som betaling for at han-” Øh ”-fældede et af mine træer. Men i stedet fik jeg tilsendt dig? ...Hvorfor?” Skovguden kiggede op og ned ad Theodore, som var det første gang han nogensinde havde set ham tæt på.

Gjorde han det her rigtigt?

Regnen blev ved med at ramme Theodore i ansigtet, og han måtte knibe øjnene sammen og blinke et par gange for overhovedet at kunne se.

'Hvad ...?' Selmy lignede ét stort spørgsmålstegn, der ikke anede, hvad han skulle stille op med det, han fik serveret. Og Theodore forstod det egentlig godt. Det var en ret mærkværdig drejning, deres lille magtkamp havde taget. Selmy havde nok aldrig været udsat for noget lignende.

Men Theodore havde da i det mindste reddet sig selv fra en tur i søen. Selvom... Gennemblødt var han blevet alligevel. Så han var vel egentlig lige vidt.

Theodore mærkede grebet om sig løsne sig. Lige om lidt ville Selmy sikkert kalde ham fjollet og trække ham med tilbage til deres midlertidige hule. Måske endda beklage, at han sådan havde slæbt Theodore ud i regnen og gjort dem begge plaskvåde.

Men så skete der noget uventet.

Selmys mine ændrede sig. Som skyllede regnen den forvirrede grimasse bort og afslørede en Selmy, der var gjort af naturens mystik og elegance.

Jeg bad om kongens blod.

Han rankede sig og sendte Theodore et blik, der på sin vis mindede om Selmys sædvanlige. De samme undersøgende, alvorlige øjne. Men der lå samtidig noget andet, dér i hans stormgrå regnbuehinder. Som vurderede han Theodore på ny.

Som var han virkelig blevet den skovgud, Theodore havde fundet på.

Theodore gned forundret læberne mod hinanden. Imponeret, nærmest. Og ganske fornøjet.
Han lod Selmy træde et skridt tilbage og forsøgte med en drivvåd hånd at tørre ansigtet fri for regndråber.

Hvorfor? spurgte skovguden Kiefer. Kunne Selmy virkelig lyde sådan? Theodore tog sig selv i at måbe et øjeblik. 

Mh. Hvorfor?

Han rynkede brynene eftertænksomt. Et lille smil spøgte i mundvigen, før det forsvandt igen, og Theodore fandt tilbage til sin rolle. Han havde trods alt haft rigeligt med øvelse i et hjem med tre ældre søskende.

"En offergave." 

Theodore fulgte Selmy med blikket. "Kongen har sendt mig til Dem. De kræver kongens blod, men kongens blod løber i mine årer." Han lagde hånden på brystet og bukkede fornemt, så de våde krøller dinglede ned foran panden.

"Jeg tilbyder Dem derfor mig selv."

En offergave? Selmy kom med et overrasket pust. Denne her historie havde taget en uventet drejning. Han havde næsten troet at de skulle slås, og Theodore ville spille en helt, der ville besejre ham. Men i stedet var han gået i rollen som en... gave? Han betragtede den smukke Theodore foran sig. En prins, sagde han? Selvfølgelig... Den mørkeblå væbnerkappe med pels, så i sandhed prinselig ud, lige pludselig. En fortabt prins fra det nordiske rige, der engang var... Med øjne så blå, lys, fregnet hud. Lyst hår, der godt nok var blevet mørkt og vådt i regnen, der endnu skyllede over dem...

Selmy, i rollen som skovguden, havde svært ved at se sig ud af denne transaktion. Han havde bedt om kongens blod, og kongens blod havde han i sandhed fået.

Theodore tilbød ligefrem sig selv. Det fik Selmy til at gå i stå i ave et øjeblik. Men kun så længe at den lille prins bukkede for ham.

”Man har fordrejet mine ord og brugt dem imod mig. Jeg burde lade min vrede rase over de dødelige. Men hvis du virkelig er villig til at lægge dit gamle liv bag dig for mig, lille prins, så vil jeg skåne jer,” Lød skovgudens varslende ord. Selmy trådte et skridt længere væk fra søen, slog kappen ud i vinden med en dramatisk armbevægelse bag sig, og rakte hånden tilbydende frem til prinsen, "Men kun så længe du tjener og behager mig."

Selmy havde ingen ide om, at han skulle forestille sig at være en ugle. Han førte sig udelukket som han forstillede sig en gud fra skoven, ville føre sig omkring en smuk prins, som netop var ved at opgive alt det trygge og rare han kendte til, for at beskytte dem han elskede derhjemme.

En yderst gribende fortælling, egentlig. Aldrig havde Selmy hørt om børn der legede på den måde, før?

Man har fordrejet mine ord ...

Theodore løftede blikket mod Selmy. Eller rettere, skovguden. De lyse, bølgede lokker lå fladt mod lægesønnens kinder, og en dråbe faldt fra hans hage. Betaget stod Theodore blot og betragtede ham, mens han fremførte sin skarpe monolog. Selv sørgede Theo for at holde ansigtet tilpas beklagende, men samtidig bravt. Han gjorde jo en god gerning for sit kongerige, selvom det betød, at han måtte vende ryggen til alt, hvad han havde kært. Sit hjemland. Sin familie.

Lille prins.

Men Selmy spillede sin rolle som en skuespiller på et af de fineste, grandiøse teatre, og det fik Theodore til at glemme sin egen et øjeblik.

"Woah, du er god."

Kappekastet var virkelig prikken over i'et. Mon inspirationen kom fra alle de mange bøger, Selmy læste? Theodore rømmede sig og genfandt koncentrationen om sin rolle som den fortabte prins. Han strøg en hånd gennem det gennemblødte hår og skubbede det tilbage fra panden. Det lagde sig til siden i rodede bølger, holdt på plads af regnen.

De blå øjne søgte ned mod hånden foran ham. Selmys handsker var blevet helt mørke af vandet. Det ville blive en kold tur hjem, indskød en flygtig tanke. Theodore løftede hagen og lukkede øjnene et teatralsk øjeblik. Som stod han virkelig ved et vendepunkt, hvorfra der ikke fandtes nogen vej tilbage. 
Så åbnede han øjnene, skilte læberne med et rystende åndedrag og trådte et skridt frem mod Selmy. Og så endnu et. Han var lige ved at skvatte, men han var ret sikker på, at det ikke kunne ses. Ret sikker.

"De har mit ord." Han tog Selmys hånd.
"Jeg vil tjene og behage Dem. Så længe jeg lever."

Hvad end det så betød.

Theodore skulle lige til at tilføje, at så længe han slap for at skovle hestemøg, var det sådan set fint med ham. Men det klædte vist ikke helt rollen.

Et skævt smil trak i Theodores mundvig. Tænk engang. Dem og deres lille, fjollede leg. Hans blik søgte op mod himlen og videre ud over horisonten. Det så faktisk ud til at klare op igen. Regnen faldt i hvert fald ikke nær så hårdt længere.

Hvor var det tappert af den smukke prins, at opgive sig selv på trods af den uret, hans onde far havde gjort ham. Selmy fandt sig selv holde med Theodores karakter. Han havde sympati for ham, selvom hans egen karakter, en gud over skovene, nok ikke var i stand til at føle sympati for menneskeracen.

Kun på grund af hvor meget Theodore selv var gået ind i sin rolle, kunne Selmy også formå at leve sig ind i sin egen. Denne gang mere selvsikkert end før. Theodore havde ikke grinet af ham eller reageret underligt over, at en mand i hans alder, ville deltage i hans fantasihistorie. Eller hvad end det var?

Hans Woah, du er god, kommentar, fik Selmy lidt tilbage til virkeligheden igen. Han blev mærkeligt smigret over det, men også pinligt opmærksom på, at det talent han blev rost for, ikke var særligt nyttigt i nogen som helst sammenhænge, andet end at underholde Theodore!

Gudeskabningen havde nu prinsens ord på, at prinsen ville blive hos ham. Det vidste Selmy, nu hvor Theodore havde trådt frem og taget imod hans hånd. Hans hånd var bare lagt i hans. Selmy lod sine fingre lukke blidt til om hånden og trak sin offergave tættere på sig. Theodore havde sagt at han ville tjene ham og behage ham, så længe han levede... Eller prinsen havde... men wow...

...Selmy havde forstillet sig, at prinsen skulle behage skovguden med sin skønhed, men når prinsen gentog ordene, fik han et lille stik af en følelse af, at det betød noget meget dybere end sin blotte tilstedeværelse...

Selmy blinkede lidt med øjnene. Han så hvordan han helt af sig selv havde Theodores hånd i sin ene hånd, og havde taget om Theodores talje og ført ham lidt tæt. De stod som om de skulle til at danse. Og Selmy kunne i den grad danse, men han var usikker på om Theodore kunne... En prins ville nok godt kende til kunstens dans.

Han så Theodores smil. Så at hans blik søgte væk fra legen og op mod himlen. Det fik Selmy til også at løfte sit hoved og så det samme som ham. Den sorte tordensky var videre på vej mod Tusmørkely. Solen kom frem, men det var nu ikke fordi den varmede. Han så lidt ærgrende ned på Theodore. ”...Hvad skete der så?” Spurgte han sagte. Historien kunne da ikke bare slutte sådan.

Theodore mærkede Selmys hånd lægge sig om hans talje. Deres kroppe kom tættere på hinanden, og det rev ham ud af tankerne om vejret.

Hvad skete der så?

"Øh?" Spørgsmålet kom bag på Theodore. Hans blik flakkede forundret hen over Selmys ansigt. Selmy ville lege videre? "Tjahh ..." Han så eftertænksom ud.
Når han legede eventyr med sine søskende, skulle de næsten altid forsegle en aftale med et kys af en eller anden art. Det gad Theodore ikke rigtig. Kysse sine søskende? Adr!

Så det var som regel blevet til et kys på hånden. Andre gange havde de bare ladet, som om prinsessen eller heksen, eller hvem de nu legede, blev kysset, ved at han lænede sig frem og sendte et luftkys. Sådan et kys ville vel også give mening mellem en prins og en skovgud? Især når skovguden holdt prinsen ind til sig. Tæt, som et dansende par.

Hans tøj var blevet fugtigt og koldt af regnen, men alligevel føltes det næsten, som om solen sprang ud af brystet på ham. Varm og næsten brændende. Det forstod han ikke helt.

Og hvad var det egentlig, han stod og tænkte på?

Theodore kunne da ikke foreslå, at prinsen og skovguden skulle kysse. Læber ... Hans store blå øjne gled uvilkårligt ned til Selmys fintformede, regnvåde læber. De var sikkert blevet kolde.

"De forsegler aftalen på en eller anden måde ..." mumlede han som et forslag, og blev i samme øjeblik lidt mere Theodore end den fortabte prins. Han fandt Selmys stormgrå øjne igen og klemte forsigtigt om hans hånd, inden han lagde den anden på hans skulder. "... med en dans?" Et skævt smil trak i mundvigen.

Ikke flere tanker om læber og kys.

Det var jo sådan, de var endt her til at begynde med; Faldet. Læberne. Bøvsen. Søen. Og nu deres lille eventyr. Det skulle helst ikke begynde forfra.

Selmy havde trods alt selv foreslået, at de skulle holde op med at fjante sådan rundt.