Protesterende var det at Aldamar begyndte på en forklaring der ville uddybe at hans stolthed bestemt ikke var noget der skulle leges med, men faldt til stilhed da endnu et kys fulgte trop, som var det nok til at gøre ham stille nok til bare at nyde det. Hvilket ikke var forkert. Aldamar betragtede hans høje skikkelse som tilranede sig hvad hans kulle bruge deroppe - hvordan at vin gavmildt blev hældt i glasset, og hvordan at han sågar også lige snuppede brillerne med på vejen (hold da op), og snart begyndte at bakke væk. 
Fyrstesønnen fulgte ham med de mørke øjne, et fjoget lille smil om læberne over hvor... let det lige pludselig fik ham til at føle sig. 
Det var ingen hemmelighed at de ord kunne hæve humøret hos Arysprinsen. Og en lavmælt hvisken fulgte trop, da han nikkede. "Okay så..." han så no meget godt ud, i det humør. Meget bedre end det mere presserende der havde været før; han måtte virkelig huske sig selv på, ikke at blive så... vred. 

Men ikke lige nu. 

Med Fabian gået, var det at Aldamar hurtigt fik gjort kål på de sidste papirer, så hele det arbejde var ude af verdenen og ude af syn. Kurvene blev sat oven i hinanden, og vinglasset blev drukket, og genopfyldt igen. Meget passende at Matt ville komme med en ny flaske, den her var begyndt at lyde forfærdelig hul. 
Med det også ordnet, var det at Aldamar stillede sig hen til vinduet, så han - sippende af sin vin og det hele - kunne holde øje med hvornår de kom tilbage. Og når de endelig gjorde, kun små 15 minutter efter han havde ryddet den sidste kurv op, var det med et lille suk at han vendte sig imod værelset igen, og trak en stol ud. Det burde ikke tage lang tid. 

Det var med et stille, lille bank at Matt meldte sin ankomst, og Aldamar, der indvendigt noterede sig hvordan at han den her gang i hvert fald ventede på det gode 'kom ind', tog imod ham med et lille smil trods det ikke helt nåede de mørke øjne. Han virkede en anelse... ikke nervøs, men noget der i hvert fald lænede sig opad det. Og derfor var det måske meget godt, at han ikke blev mødt med den indebrændte frustration, som egentlig bundede i en gnavende bekymring, skulle man være helt reel. 
En lys hånd blev slået ud, og han nikkede kort. "Tag endelig plads" begyndte han, og så hvordan at halvdyret fik møvet sig igennem døråbningn og satte sig ved den ene af stolene, dog lige lovligt langt ude på kanten. "Det... jeg tog kirsebærvinen med, som De bad om" som blev stillet på bordet med et lille dunk, og han nikkede i et tavst 'tak', førhen at han begyndte. 
På mange punkter, var hans magi en gudsgivet gave. Og lige her, var den næsten uvurderlig. 

....

Det var til gengæld med en underlig følelse at Aldamar atter sendte ham væk, mørke øjne en anelse ulæselige lige op til det sekund hvor at døren blev lukket, og han med en lille hovedrysten måtte rejse sig. Det havde virkelig ikke taget den drejning som han havde troet. Fra at han først og fremmest ikke havde sagt noget, til at han selv var kommet ind på at han nok godt vidste hvad det her handlede om; Aldamar havde egentlig fundet sig selv overraskende tavs imens at Matt forklarede sig. Men ikke bare forklarede sig, også forklarede den vinkel han så det med, den måde han... så det på. 
Se han havde ikke været... overrasket som sådan, trods han højt og helligt lovede at det ikke kom af at Fabian havde været her. Det var åbenbart bare en fornemmelse man kunne have omkring andre - Aldamar havde aldrig ment at han ligefrem udstrålede en anden interesse end hvad man burde tro, men... det var åbenbart til at læse, for de rigtige. Ganske ligesom Fabian selv havde læst ham, tilbage dengang. 
Aldamar tog vinflasken i den ene hånd, idet at han lukkede sig selv ud af værelset efter at have slukket lysene. Det var næsten held i uheld... selvom han stadigvæk ikke vidste hvad han lige skulle føle om den udmelding. Var det virkelig så tydeligt? De mørke bryn gled en anelse afvisende imod hinanden, imens at han slentrede op imod sit eget værelse, glasset i den ene hånd og flasken i den anden. Nej, nej det kunne det da ikke være. 

Dørhåndtaget til hans eget værelse blev trukket ned, og Aldamar trådte ind, stadigvæk med den overvejende, halvt om halvt skeptiske rynke imellem brynene."Fabian, je-" Men den blev i den grad glattet ud, da han overrasket stoppede op ved det syn der mødte ham. 
Åh den stakkels mand. Han kunne næsten se gruen i de lyse øjne da han drejede hovedet, godt omviklet af den godt 5 meter lange slange der var at finde på prinsens værelse. Dinah havde ikke spildt tiden, og havde nok startet med at sno sig om benet, førhen at hun var krøbet op omkring livet, og kælent gled imod det glatte stof, lidt over lænden. Den blå tunge spillede undersøgende i luften som hun tog den fremmede fært ind; Aldamar vidste at Fabian også lugtede lidt af ham - det kunne være en af grundene til at hun så kælent snoede sig omkring ham. Hun så ikke så godt, men havde dog altid brudt sig om selskab. 
Og selvom det mest rigtige nok ville være at skynde sig over for at hjælpe ham, knækkede fyrstesønnens overraskelse over i et grin, og døren lukkedes med et lille klik. ".... jeg kan se at du skaber nye venner?" grinte han, og bevægede sig længere ind, for at sætte flasken og glasset fra sig ved bordet der lænede sig op af væggen. "Fik du rodet godt igennem?" sagt med en drillende smil, og halvt om halvt ironisk. Gad vide hvor langt han nåede, med Dinah slumrende i rummet, nu vågnet op til dåd. 

Baldric! Det er ikke sjovt! Aldamar måtte være utrolig skyldig i at finde det sjovt, da han smækkede hånden for munden og virkelig prøvede på ikke at lade endnu et grin slippe ud. Det var bare så svært. Han kunne udmærket godt se, hvordan at panik, ubehag og alskens andre flygt instinkter fik skøgens krop til at stå spændt som en flitsbue, og gjorde hans blik en anelse vildt. Han ville nok snart blive sur, og det var alligevel ikke der Aldamar ville hen; han nærmede sig med hurtige skridt. 
"Okay, okay - ikke råbe" var han hurtig til at sige, og gled ind foran den anden mand, en beroligende hånd på hans skulder. "Hun er lidt... sart" tilføjede han, og gled dermed om bagved ham for at finde det skællede hoved. 

Han kunne nu godt forstå skøgen. Det var bestemt ikke alle der brød sig om det, og der var også noget... ganske intimiderende ved at mærke musklerne arbejder sig under det silkeglatte skind, særligt når hun strammede. 
Og det kunne hun godt finde på. 

Så inden at det skete mere end det måske allerede var sket, var det at Aldamar ganske blidt lod en hånd søge hen til den flade snude, og og følte den hvislende tunge fange hans genkendelige fært i luften. Hun var så flot. "Hvordan..." endnu et lille fnis, og han rømmede sig. "Hvordan endte du sådan her?" kunne han ikke lade være med at spørge, ganske tæt på ham imens at han strakte sin egen arm ud, for at lade hendes lange krop søge rundt om den i stedet, så hun gradvist ville forsvinde mere og mere fra Fabian. En langsom process, en process hvor han dog ikke slap for at mærke den kølige slanges kryben over hans egen krop. Men dog på vej væk. 
Og Aldamar havde stadigvæk et alt for stort smil om læberne, da han skævede imod ham, skråt bagved hans ryg. 

Aldamar's blik blev med et uhørtbart fnys en anelse smallere, da han næsten truede med at alternativet havde været hans almindelige håndtering, og han trak sig en anelse beskyttende tilbage, så noget af hende gled hurtigere af ham, i selvsamme bevægelse. Hvad bildte han sig ind? Den her slange var mere værd end han kunne tjene på flere uger, givet at han havde Aldamar som fastere kunde! Og var udover det, på ingen måde som de skadedyr du kunne finde nede omkring hans landsby, hvor end den nu befandt sig. 
Lige på det punkt kunne Aldamar blive frygteligt fornærmet på hans slanges vegne, og den bløde hånd gled kærligt over de perlemors glimtende skæld, idet at han bakkede en anelse mere. "Du ville ikke vove..!" kom det derfor næsten - ikke helt - men næsten ligeså sammenbidt, og tilmed også tørt fra prinsen. 

Halen gled med et tungere bump ned på jorden, og den hvide skabning havde nu krøbet sig godt omkring armen, bagom ryggen og nu op over den anden arm, førhen at den søgende sneg sig om omkring nakken på den mørkhårede mand, som med en lille hvisken lod hende glide over nakken."Han er bare hysterisk" sagt med en lavmælt mumlen ind imod det lyse ansigt, knap nok hørbart medmindre at man lyttede rigtig godt efter. 
Hvis bare han ikke reagerede så kraftigt. Det var virkelig svært at tage en så - for ham - ubegrundet frygt seriøs, som den det smukke væsen herinde præsenterede for ham. Det var absurd, at frygte Dinah, han ville aldrig holde et væsen som han frygtede eller mente at der var grund til at frygte, og de bondske fordomme var latterlige. 
Når man så ikke engang måtte grine af dem.. pff. Aldamar bevægede sig en anelse imod et hjørne i rummet, hvor at plantebevækst dannede gode grene for hende at hænge på, og skygge til at glide ind imellem. 

De mørkeblå øjne betragtede ham skeptisk overfra skrivebordet af, og selvom der ikke var meget mere end små 7 meter imellem dem - Aldamar havde nu engang bare stillet vinen det sted der var nærmest, da han var kommet ind - så gik det ikke forbi ham hvordan at skøgens eget glas hurtigt blev mere tømt, i takt med at de snakkede mere om slanger. Eller bare dyr, i det hele taget. 
Og Fabian var ikke fan. Aldamar's skepsisme forsvandt ikke ligefrem væk af de ord - heste var bestemt ikke til at regne med - men i sidste ende var det nok en smagssag, såvel som en opdragelses sag.
Han kunne heller ikke hævde, at fyrstinden havde været helt begejstret for det valg han havde taget sig - se der havde en smuk jagtfalk, eller en trofast hund været mere rigtigt. Læberne sitrede kortvarigt i et lille smil, ved den tanke. "Det kan du jo sige om alle dyr, Fabian" påpegede han en anelse provokerende, men dog med det samme lille smil i mundvigen, som nu kom mere frem. Det holdt sig jo ikke kun til slanger. 

Blikket gled dog kortvarigt og overvejende ned imod hans glas, der efterhånden så en anelse halvtomt ud. Og det kunne de jo heller ikke have, uenighed eller ej. Så med håndfladen vendt opad og pegefingeren vippende ind imod ham selv nogle gange, var det at han 'kaldte' ham hen. "Kom herover..." tilføjede han, og stillede sit eget glas for at fiske flasken med kirsebærvin frem, og ryste den en anelse lokkende. "... du er alligevel så frygtelig langt væk" 
Han håbede dog at han kunne li' den lidt stærkere drik, som en gang imellem sneg sig ind imellem alt det rødvin han ellers foretrak. 

Selvfølgelig var det ikke lige meget, ellers ville det ikke gå ham sådan på. Slet ikke her, og slet ikke nu af alle steder. Så da han hørte et noget dybt suk komme fra Fabian, kunne Aldamar ikke lade være med at føle et stik af modvilje bølge igennem ham... især som det lød til at være fuldkommen ligegyldigt for skøgen selv. 
Det var det vel også, og Aldamar følte i selvsamme stik af modvilje, at han sagde til sig selv, at han da ikke burde være overrasket. Det betød ikke noget for ham, i det store hele. Han stod ikke midt i det, så hvordan kunne Aldamar forvente, at det var noget han unødvendigt ville overveje? 

Og se det var ikke en fair tanke at smide med ind, men den sneg sig ligeså stille og roligt ind på ham, da det virkede til at samtalen bare skulle afsluttes fra Fabian, så det var hvad den blev, da Aldamar med et lille "Hmm" vippede sig selv fri fra bordets kant, og tog en tår af sin vin på vejen. "Det er også lige meget" en pause, og han tog endnu en tår førhen han gik hen og rodede med et eller andet ved sit natbord. "Glem det" 

Det var overhovedet ikke lige meget, for ham. Men hvis det ikke var en samtale Fabian følte han kunne byde ind med noget i, eller bare... foregive at kunne, så var det i sandhed lige meget i det hele taget. Og måske var det vinens promille, som gjorde ham en anelse sensitiv lige omkring det her. Måske var det ikke... Aldamar kunne i hvert fald mærke på sig selv, at den ikke smagte ligeså sødt på tungespidsen som før, lige nu.